-
Hvordan kommer jeg over en forelskelse?Unge spørger — Svar der duer
-
-
Kapitel 28
Hvordan kommer jeg over en forelskelse?
„DE FLESTE teenagere bliver forelskede lige så tit som de bliver forkølede,“ skriver et ungdomsblad. Næsten alle unge bliver forelskede på et eller andet tidspunkt, og næsten alle kommer igennem det med selvrespekten og den humoristiske sans i behold. Mens det står på er det ganske vist ikke særlig sjovt. „Jeg var fortvivlet,“ fortæller en ung mand, „fordi jeg ikke kunne stille noget som helst op. Jeg vidste at hun var for gammel til mig, men jeg kunne godt lide hende. Jeg var helt ude af mig selv over det.“
Forelskelsen under lup
Der er ikke noget galt i at nære stærke følelser for en anden — forudsat at disse følelser ikke er umoralske eller usømmelige (som for eksempel hvis de rettes mod en der er gift). (Ordsprogene 5:15-18) Men når man er ung styres ens tanker og handlinger mange gange af „de ønsker der hører ungdommen til“. (2 Timoteus 2:22) Unge der endnu ikke helt har lært at beherske de nye og stærke ønsker som puberteten har fremkaldt, kan være fulde af stormfulde romantiske følelser — uden at have nogen at kaste deres kærlighed på.
Desuden „bliver piger tidligere afbalancerede og tvangfri i deres opførsel end drenge“, og det betyder at „de tit synes at drengene i deres klasse er umodne og derfor ikke så spændende som lærerne“ eller andre uopnåelige, voksne mænd. (Bladet Seventeen) En pige kan for eksempel forestille sig at hendes yndlingslærer, en sanger eller en bekendt der er ældre end hun, er den „perfekte“ mand. Drenge oplever tit lignende forelskelser. Men kærligheden til en man ikke kan få, bunder tydeligvis mere i fantasien end i virkeligheden.
Hvorfor forelskelser kan være skadelige
Selv om de fleste forelskelser er forbløffende kortvarige, kan de være meget skadelige for unge. Først og fremmest er der ikke mange der fortjener den hengivenhed som teenagere viser dem. En vís mand har sagt: „Tåbelighed sættes i mange høje stillinger.“ (Prædikeren 10:6) En sanger gøres måske til idol fordi han er flot eller synger godt, men hvordan er hans moral? Er han „i Herren“, det vil sige en indviet kristen? — 1 Korinther 7:39.
Bibelen siger advarende: „Venskabet med verden er fjendskab med Gud.“ (Jakob 4:4) Sætter du ikke dit venskab med Gud på spil hvis du går rundt og drømmer om én hvis adfærd Gud fordømmer? Bibelen giver også denne befaling: „Vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21) Hvad vil du kalde det når unge dekorerer deres værelse fra gulv til loft med billeder af en populær sanger? Kommer man ikke til at tænke på ordet „afgudsdyrkelse“? Hvordan skulle Gud kunne synes om det?
Nogle unge lader endda deres fantasi sætte fornuften fuldstændig ud af spillet. En ung pige fortæller: „Hver gang jeg spørger ham hvad han synes om mig, siger han at han ikke er forelsket i mig. Men hans blik og hans opførsel fortæller mig noget andet.“ Den unge mand har på en venlig måde prøvet at forklare pigen at han ikke er interesseret i hende, men hun vil ikke acceptere et nej.
En anden pige skriver om sin forelskelse i en populær sanger: ’Jeg vil gerne komme sammen med ham, og jeg har bedt Gud om at det må gå i opfyldelse! Jeg har haft hans plade ved siden af mig når jeg sov fordi det var det nærmeste jeg kunne komme ham. Hvis ikke jeg får ham, begår jeg selvmord.’ Mon Gud synes om en så tanketom lidenskab — han der befaler os at tjene ham „med et sundt sind“? — Romerne 12:3.
I Ordsprogene 13:12 står der: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ Ja, det er usundt at opdyrke romantiske ’forventninger’ om et umuligt forhold. Ifølge læger kan ulykkelig kærlighed fremkalde „depression, bekymring og almindelig bedrøvelse . . . søvnløshed eller sløvhed, brystsmerter eller åndedrætsbesvær“. (Se Anden Samuelsbog 13:1-4.) En forelsket pige siger: „Jeg kan ikke spise noget. . . . Jeg kan ikke læse lektier mere. Jeg . . . drømmer om ham hele dagen. . . . Jeg har det elendigt.“
Tænk også på hvor skadeligt det kan være at du lader hele din tilværelse beherske af en drøm. Dr. Lawrence Bauman nævner at et af de første tegn på at en forelskelse har taget magten fra én, er „forsømmelighed med skolearbejdet“. En anden almindelig følge er at den forelskede isolerer sig fra familie og venner. (Ordsprogene 18:1) Man kan også let komme til at ydmyge sig. „Jeg skammer mig over at måtte indrømme det, men jeg opførte mig som en nar mens jeg sværmede for Judy,“ skriver skribenten Gil Schwartz. Længe efter at forelskelsen har fortaget sig kan man plages af minderne om hvordan man løb efter vedkommende og måske gjorde sig til grin i andres øjne.
Vær realistisk
Salomon, en af de viseste mænd der nogen sinde har levet, blev håbløst forelsket i en pige der ikke gengældte hans følelser. Han overøste hende med nogle af de smukkeste digte der nogen sinde er skrevet. Han sagde til hende at hun var „smuk som fuldmånen, ren som den glødende sol“ — men han kom ingen vegne med hende! — Højsangen 6:10.
Til sidst opgav Salomon sine forsøg på at vinde pigens kærlighed. Hvordan kan man få sine følelser under kontrol? „Den der stoler på sit eget hjerte er en tåbe,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 28:26) Det gælder især når man er opslugt af en romantisk fantasi. Men: „Den der vandrer i visdom undslipper.“ For at ’vandre i visdom’ må man være realistisk.
„Hvordan kan man skelne mellem et begrundet og et ubegrundet håb?“ spørger dr. Howard Halpern. Han svarer selv: „Ved at betragte kendsgerningerne omhyggeligt og objektivt.“ Hvis du er forelsket kan du prøve at tænke over hvor stor chancen er for at du vil blive gift med ham eller hende. Hvis det er en berømthed du er faldet for, vil du sandsynligvis ikke engang møde vedkommende! Dine chancer er også forsvindende små hvis det er en der er meget ældre end du selv, for eksempel en lærer, du er forelsket i.
Har han eller hun vist interesse for dig? Hvis ikke, er der så nogen reel grund til at tro at det vil ændre sig i fremtiden? Kan det tænkes at du opfatter uskyldige ord og handlinger fra hans eller hendes side som udtryk for forelskelse? Ifølge skik og brug er det for øvrigt i de fleste lande manden der tager initiativet til at to begynder at komme sammen. En ung pige kan ydmyge sig selv i andres øjne ved aggressivt at jagte en der ikke er interesseret i hende.
Noget helt andet er: Hvad ville du gøre hvis vedkommende begyndte at gengælde dine følelser? Kan du bære det ansvar der følger med et ægteskab? Hvis ikke, så „fjern græmmelse fra dit hjerte“ ved at lade være med at fantasere. Der er ganske vist „en tid til at elske“, men for dig kommer den måske først om nogle år, når du er blevet ældre. — Prædikeren 3:8; 11:10.
Analysér dine følelser
Dr. Charles Zastrow siger: „Forelskelse opstår når man idealiserer en anden og tror at vedkommende er ens ’drømmepige’ eller ’drømmefyr’; det vil sige, man tror at den anden har alle de egenskaber man ønsker at ens ægtefælle skal have.“ Men den slags ’drømmemennesker’ findes ikke, „for alle har syndet og mangler Guds herlighed,“ siger Bibelen. — Romerne 3:23.
Spørg dig selv hvor godt du kender den du er faldet for. Er det et fantasifoster du er forelsket i? Er du blind for vedkommendes fejl? Et enkelt objektivt blik på vedkommende kan måske vække dig af din romantiske døs! Tænk også over hvilken form for kærlighed du nærer. Forfatteren Kathy McCoy skriver: „Umoden kærlighed kan komme og gå på et øjeblik . . . alt drejer sig om en selv; og det man er forelsket i, er selve forelskelsen . . . Umoden kærlighed giver sig udslag i besiddertrang og skinsyge. . . . Umoden kærlighed kræver det fuldkomne.“ — Se Første Korintherbrev 13:4, 5.
Få ham/hende ud af tankerne
Nu forsvinder dine følelser selvfølgelig ikke med ét slag, uanset hvor mange argumenter du hører. Men du kan undgå at give problemet næring. At læse underlødige kærlighedsromaner, at se romantiske film — eller bare at lytte til bestemte former for musik — kan forværre din ensomhedsfølelse. Dvæl ikke ved dine følelser. „Hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud.“ — Ordsprogene 26:20.
En fantasiforelskelse kan ikke erstatte venner der virkelig holder af dig. Hold dig ikke for dig selv. (Ordsprogene 18:1) Du vil sikkert opdage at dine forældre kan hjælpe dig. Trods al din umage for at skjule dine følelser har de nok lagt mærke til at der er noget der plager dig. Du skulle ’give dem dit hjerte’ — fortæl dem præcis hvordan du har det. (Se Ordsprogene 23:26.) Du kan også betro dig til et modent medlem af den kristne menighed.
„Sørg for at have travlt,“ er det råd forfatteren Esther Davidowitz giver. Find dig en hobby, få noget motion, lær et nyt sprog, begynd at studere Bibelen grundigt. Det kan lindre „abstinenssymptomerne“ meget at man er optaget af nyttige ting.
Det er ikke let at komme over en forelskelse. Men med tiden vil smerten forsvinde, og så vil du have lært meget om dig selv og dine følelser, og du vil være bedre forberedt til den dag den sande kærlighed viser sig. Men hvordan kan man skelne mellem forelskelse og kærlighed?
Oplæg til samtale
□ Hvorfor forelsker unge sig tit?
□ Hvem forelsker unge sig let i, og hvorfor netop i dem?
□ Hvorfor kan forelskelser være skadelige?
□ Hvad kan man gøre for at komme over en forelskelse?
□ Hvordan kan man undgå at give næring til en fantasiforelskelse?
[Tekstcitat på side 223]
’Jeg kan ikke spise noget. Jeg kan ikke læse lektier mere. Jeg drømmer om ham hele dagen. Jeg har det elendigt’
[Illustration på side 220]
Forelskelser i ældre, uopnåelige medlemmer af det modsatte køn er ret almindelige
[Illustration på side 221]
Et enkelt objektivt blik på vedkommende kan måske vække dig af din romantiske døs!
-
-
Kan jeg begynde at komme sammen med en?Unge spørger — Svar der duer
-
-
Kapitel 29
Kan jeg begynde at komme sammen med en?
DET at to af hver sit køn kommer sammen, betragtes i mange lande som en nærmest uskyldig fornøjelse for unge. Det kan foregå under mange former. Hos nogle er det meget formelt: Man giver blomster, inviterer på restaurant, følger hjem og kysser godnat. I andre tilfælde er det mere uformelt og foregår ved at to der godt kan lide hinanden prøver at være så meget sammen som muligt. Der er endda nogle par der ustandselig ses sammen men stadig påstår at de ’bare er gode venner’. Men ligegyldigt hvad man kalder det, så drejer det sig som regel om det samme: At en ung mand og en ung pige er meget sammen, ofte uden at andre er til stede.
På Bibelens tid var det ikke skik at unge kom sammen parvis. Men hvis to unge i dag er modne nok til det, og hvis de bærer sig forstandigt og ærbart ad, er der ikke noget i vejen for at de kan komme sammen for at lære hinanden at kende, og de kan have det skønt i hinandens selskab. Men er det noget du skal gøre?
Skal man gøre det på grund af pres?
Man kunne let føle sig presset til at finde én at komme sammen med. Mange af dine skolekammerater kommer sikkert sammen parvis, og du vil nødig være alt for anderledes. Velmenende venner og slægtninge presser dig måske også. Mary Ann på 15 år blev inviteret ud, og hendes tante var begejstret: „Om du vil giftes med ham eller ej, har intet med sagen at gøre. At komme sammen med en dreng er en del af din naturlige udvikling som menneske. . . . Hvis du altid afviser drengene ender det med at du aldrig mere bliver inviteret ud.“ Mary Ann tænker tilbage: „Min tantes ord gjorde dybt indtryk på mig. Var jeg ved at snyde mig selv for alle tiders chance? Han havde egen bil og masser af penge; og jeg vidste at han rigtig ville varte mig op. Skulle jeg begynde at komme sammen med ham eller ej?“
Nogle unge føler sig snarere presset af deres egen trang til varme og hengivenhed. „Jeg havde behov for at føle mig elsket og værdsat,“ forklarer Ann på 18 år. „Jeg havde ikke noget nært forhold til mine forældre, så jeg vendte mig til min ven for at finde tryghed og for at have én jeg kunne udøse mine følelser for, en som virkelig ville forstå mig.“
Som teenager bør man imidlertid ikke begynde at komme sammen med en af det andet køn på grund af pres! Det er en alvorlig sag. At indlede et fast bekendtskab er på sin plads hvis man vil lære hinanden at kende med henblik på at gifte sig. Gifte sig? De fleste unge i den situation tænker på alt andet end ægteskab. Men hvilken anden antagelig grund end dét at overveje ægteskab kunne to af hver sit køn egentlig have til at bruge deres tid på hinanden? Hvis der ligger andre motiver bag, vil det sandsynligvis, før eller siden, føre til noget der er alt andet end sjovt. Hvorfor det?
Bagsiden af medaljen
En af grundene er at man som ung befinder sig i den følsomme tid der kaldes „ungdommens vår“. (1 Korinther 7:36) Det er en periode hvor det seksuelle er en meget stærk faktor, og det er der ikke noget forkert ved, for det hører med til dét at blive voksen.
Men det kan blive til et problem hvis du som teenager begynder at koncentrere dig om en bestemt af det modsatte køn, for du har endnu ikke rigtig lært at styre kønsdriften. Du kender sikkert Guds love angående kønslivet og ønsker også oprigtigt at holde dem. (Se kapitel 23.) Men der er en biologisk ’naturlov’ der træder i kraft: Jo mere du er sammen med en af det modsatte køn, jo stærkere kan kønsdriften blive — om du så vil det eller ej. (Se side 232-3.) Sådan er vi simpelt hen indrettet! Indtil du er blevet ældre og har fået mere hold på dine følelser kan du måske slet ikke administrere det at være meget alene med en af det andet køn. Det lærer mange unge desværre af bitter erfaring.
„Da vi begyndte at komme sammen . . . holdt vi ikke engang i hånd eller kyssede. Jeg havde bare lyst til at være sammen med hende og snakke med hende,“ fortæller en ung mand. „Men hun var meget hengiven og kunne lide at sidde tæt op ad mig. Vi begyndte så at holde i hånd og kysse. Det fremkaldte en endnu stærkere drift i mig. Det påvirkede mine tanker i den grad at jeg ønskede at være sammen med hende, ikke bare for at snakke, men for at holde om hende, røre ved hende og kysse hende. Jeg kunne ikke få nok! Jeg var bogstavelig talt ved at blive skør af lidenskab. Nogle gange blev jeg flov og følte mig billig.“
Det er ikke så mærkeligt at den slags bekendtskaber ofte ender med umoralitet. Ved et rundspørge blandt flere hundrede teenagere sagde 87 procent af pigerne og 95 procent af drengene at sex enten var „temmelig vigtigt“ eller „meget vigtigt“ i deres faste bekendtskab. Men 65 procent af pigerne og 43 procent af drengene indrømmede også at de havde haft stævnemøder som endte med et seksuelt forhold selv om de ikke havde haft lyst til det!
Loretta på 20 år husker: „Jo mere vi var sammen, jo mere opslugt blev vi af hinanden. Efterhånden var det ikke nok at kysse hinanden, og vi begyndte at røre mere intimt ved hinanden. Jeg blev et nervevrag, fordi jeg følte mig så tilsmudset. Efterhånden forventede min kæreste også at jeg ’tog skridtet fuldt ud’ . . . Jeg var fortumlet og forvirret. Det eneste jeg tænkte på var: ’Jeg vil ikke miste ham.’ Hvor var jeg ulykkelig!“
Det er selvfølgelig ikke alle bekendtskaber der fører til umoralitet; nogle par holder inde lige før det kommer så vidt. Men på det tidspunkt er følelserne helt i kog, og hvordan får man det så hvis spændingen ikke kan blive udløst på anstændig måde? Man bliver dybt frustreret. Og det går ud over hele ens følelsesliv.
Et ødelagt følelsesliv
En ung mand var i dette dilemma: ’I begyndelsen holdt jeg meget af Kathy. Jeg må desværre tilstå at jeg overtalte hende til noget hun syntes var forkert. Nu føler jeg mig tarvelig fordi jeg har mistet interessen. Hvordan kan jeg slå op med Kathy uden at såre hende?’ Sandelig en svær situation! Og hvordan ville du have det hvis du var Kathy?
Hjertesorger rammer mange teenagere. Det ser ganske vist sødt ud når to purunge går med hinanden i hånden. Men hvor stor er chancen for at de stadig går hånd i hånd næste år, eller bliver gift med hinanden? Meget ringe. Teenageforelskelser er næsten altid dømt på forhånd. De ender sjældent med ægteskab, men ofte med hjertesorg.
Mens du er teenager er der endnu ingen der ved hvordan du vil blive som voksen. Du er selv først ved at finde ud af hvem du er, hvad du synes om, og hvordan du vil bruge dit liv. Den du synes er spændende i dag, keder dig måske i morgen. Men når to har givet de romantiske følelser frit løb, vil den ene af dem uvægerlig få et smæk. Adskillige undersøgelser viser, ikke overraskende, at „kærestesorger“ eller „et opgør med en veninde“ er årsag til mange selvmord blandt unge.
Er jeg moden nok?
„Fryd dig, unge mand [eller kvinde], i din ungdom,“ siger Gud, „og lad dit hjerte gøre dig veltilpas i din unge manddoms dage, og gå på dit hjertes veje og efter dét dine øjne ser.“ Som ung har man ganske rigtigt stor lyst til at følge sit eget hjertes veje. Det er bare sådan at de veje der kan virke tillokkende, ofte ender med græmmelse og ulykke. Derfor giver Bibelen i det følgende vers denne tilskyndelse: „Fjern græmmelse fra dit hjerte, og hold ulykke langt fra dit kød; for ungdom og livsmorgen er tomhed.“ (Prædikeren 11:9, 10) „Græmmelse“ hentyder til det at være nedtrykt eller dybt bekymret. Og „ulykke“ står for personlig ulykke. Begge dele kan gøre livet bittert.
Betyder det så at man vil komme ud for græmmelse og ulykke hvis man kommer sammen med en? Ikke nødvendigvis. Men det kan blive resultatet hvis motivet er forkert (hvis det bare er ’for sjov’) eller hvis du ikke er moden til det. Følgende spørgsmål kan hjælpe dig til at bedømme dig selv:
Vil det fremme eller hæmme min følelsesmæssige udvikling? Hvis du begynder at komme sammen med en af det modsatte køn, bliver dit samvær med andre begrænset til én. Vil du ikke have større udbytte af at være sammen med flere? (Se Andet Korintherbrev 6:12, 13.) En ung kvinde som hedder Susan siger: „Jeg lærte at opdyrke nære venskaber med ældre kristne kvinder i menigheden. De havde behov for nogen at være sammen med, og jeg havde behov for deres stabiliserende indflydelse. Så jeg kiggede ind og fik en kop kaffe af og til. Vi kunne snakke og le sammen. På den måde fik jeg gode og varige venskaber.“
Når du er sammen med mange forskellige — unge og gamle, gifte og ugifte, mænd og kvinder — lærer du at omgås andre mennesker, også nogle af det modsatte køn, på en langt mere afslappet måde end hvis du kommer sammen med én bestemt. Hvis du også omgås ægtepar vil du desuden få et realistisk syn på ægteskabet. Så vil du være bedre udrustet til senere at vælge en god ægtefælle og til at udfylde din egen plads i et ægteskab. (Ordsprogene 31:10) En ung pige ved navn Gail er nået til denne slutning: „Jeg er endnu ikke parat til at gifte mig og stifte hjem. Jeg må stadig lære mig selv bedre at kende, og jeg har mange åndelige mål som jeg endnu ikke har nået. Så det jeg har brug for nu, er ikke at knytte nært venskab med en af det modsatte køn.“
Vil jeg såre en andens følelser? Det kan, rent følelsesmæssigt, blive et hårdt slag for både dig selv og den anden hvis du knytter en forbindelse uden henblik på ægteskab. Er det fair over for en anden at indlede et bekendtskab, hvis det kun er for at du kan „øve“ dig i at charmere nogen af det andet køn? — Se Mattæus 7:12.
Hvad siger mine forældre? Forældre kan ofte se nogle farer som du måske er blind for. De har selv været unge. De ved at der kan være fare på færde når to unge af hver sit køn begynder at være meget sammen med hinanden! Hvis dine forældre siger nej, så lad være med at gøre oprør. (Efeserne 6:1-3) Sandsynligvis mener de blot at du skal vente til du er ældre.
Er jeg indstillet på at følge Bibelens moral? Man kan bedre styre sine seksuelle drifter når man er ude over sin ’ungdoms vår’ — og selv da er det ikke let. Er du allerede nu stærk nok til at knytte dig til en af det andet køn og beherske dig når I er sammen?
Interessant nok har mange unge stillet sig selv disse spørgsmål og er nået til samme konklusion som Mary Ann (nævnt tidligere). Hun siger: „Jeg besluttede mig til ikke at lade mig påvirke af andres mening. Jeg ville ikke komme sammen med nogen før jeg havde alderen og modenheden til at blive gift, og havde mødt en med de egenskaber jeg ønskede hos en ægtemand.“
Hun stillede sig selv det kritiske spørgsmål — det som du må stille dig selv før du begynder at komme sammen med en.
Oplæg til samtale
□ Hvad forstår du ved at to unge kommer sammen?
□ Hvorfor føler nogle sig presset til at komme sammen med en af det modsatte køn?
□ Hvorfor er det uklogt at begynde at komme sammen med en mens man er i „ungdommens vår“?
□ Hvordan kan man som ung ’undgå ulykke’ i forbindelse med et fast bekendtskab?
□ Hvilke problemer kan opstå når en ung mand og en ung pige kommer sammen, selv om de ’bare er gode venner’?
□ Hvordan kan du vide om du er moden nok til at indlede et fast bekendtskab?
[Tekstcitat på side 231]
„Efterhånden var det ikke nok at kysse hinanden, og vi begyndte at røre mere intimt ved hinanden. Jeg blev et nervevrag, fordi jeg følte mig så tilsmudset. Efterhånden forventede min kæreste også at jeg ’tog skridtet fuldt ud’“
[Tekstcitat på side 234]
’Hvordan kan jeg slå op med Kathy uden at såre hende?’
[Ramme/illustration på side 232, 233]
Kan en dreng og en pige ’bare være gode venner’?
Et kærligt forhold mellem en mand og en kvinde hvori det seksuelle element ikke indgår, kaldes undertiden et platonisk venskab. Unge siger ofte at de har et sådant venskab med en af det andet køn. Gregory på 17 år hævder: „Jeg snakker bedre med piger, for de er som regel mere medfølende og følsomme.“ Andre unge påstår at sådanne venskaber hjælper dem til at udvikle en mere afrundet personlighed.
Bibelen opfordrer unge mænd til at betragte „yngre kvinder som . . . søstre i al renhed“. (1 Timoteus 5:2) Når man følger dette princip kan det godt lade sig gøre at være ven med medlemmer af det andet køn uden at noget urent kommer ind i billedet. Apostelen Paulus, der var ugift, nød venskab med mange kristne kvinder. (Se Romerbrevet 16:1, 3, 6, 12.) Han skrev om to kvinder som havde ’kæmpet skulder ved skulder med ham i forbindelse med den gode nyhed’. (Filipperne 4:3) Også Jesus Kristus kunne på en sund og ligevægtig måde være sammen med kvinder. Ved flere lejligheder nød han Martas og Marias gæstfrihed og havde glæde af at tale med dem. — Lukas 10:38, 39; Johannes 11:5.
Imidlertid er et „platonisk“ venskab ofte kun en maskeret forelskelse eller et påskud for at kunne være meget sammen med en af det andet køn uden at forpligte sig. Og da følelserne hurtigt kan skifte karakter, er der grund til at være på vagt. Dr. Marion Hilliard har advaret: „Et uskyldigt kammeratskab der bevæger sig stille og roligt med femten kilometer i timen kan helt uden varsel skifte til en rasende lidenskab der farer af sted med 150 kilometer i timen.“
Mike på 16 år fandt ud af dette da han opbyggede et „venskab“ med en pige på 14: „Jeg opdagede hurtigt at to mennesker ikke kan nøjes med bare at være venner hvis de bliver ved med kun at omgås hinanden. Vores venskab blev mere og mere inderligt. Vi følte snart noget særligt for hinanden, og det gør vi stadig.“ Da ingen af dem er gamle nok til at gifte sig, er disse følelser årsag til megen frustration.
Alt for nært samvær kan have andre, endnu sørgeligere konsekvenser. En ung mand prøvede at trøste en kvindelig bekendt som betroede ham nogle problemer. Inden længe blev det til intime kærtegn. Hvad blev resultatet? De fik dårlig samvittighed, og venskabet gik i stykker. For andre har det ført til umoralitet. Bladet Psychology Today foretog en undersøgelse der afslørede følgende: „Næsten halvdelen (49 procent) af dem der indgav svar havde oplevet at et venskab var resulteret i et seksuelt forhold. . . . Næsten en tredjedel (31 procent) fortalte at de havde haft seksuelt samvær med en ven inden for den sidste måned.“
’Jamen, jeg føler mig ikke tiltrukket af min ven. Jeg kunne ikke drømme om at lægge noget seksuelt i vores forhold.’ Måske ikke. Men ved du om dine følelser vil ændre sig? „Den der stoler på sit eget hjerte er en tåbe.“ (Ordsprogene 28:26) Vort hjerte kan forråde og bedrage os; det kan gøre os blinde for vore egne egentlige motiver. Og hvordan ved du forresten hvad din ven føler for dig?
I sin bog The Friendship Factor giver Alan Loy McGinnis rådet: „Stol ikke for meget på dig selv.“ Tag dine forholdsregler, måske ved kun at komme sammen med andre unge i grupper, under passende tilsyn. Undgå at give upassende udtryk for hengivenhed eller at være alene med en anden i romantiske omgivelser. Hvis du har bekymringer, så betro dig til dine forældre eller andre som er ældre end dig — ikke til en ung af det modsatte køn.
Hvad så hvis du, på trods af al forsigtighed, bliver genstand for en andens romantiske følelser? „Så tal sandhed,“ og lad den anden vide hvordan du stiller dig. (Efeserne 4:25) Hvis sagen ikke dermed er ude af verden, kan det være bedst at holde afstand. „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ (Ordsprogene 22:3) Eller som bogen The Friendship Factor siger: „Se at komme ud af det, om nødvendigt. Uanset hvor meget man anstrenger sig, vil et venskab med en af det modsatte køn løbe løbsk af og til, og vi ved hvor det fører hen.“ Ja, så er det på tide at „bakke ud“.
[Illustrationer på side 227]
Unge føler sig ofte presset til at begynde at komme sammen med en bestemt
[Illustration på side 228]
Når unge kommer sammen føler de sig tit presset til at vise en hengivenhed de egentlig ikke føler
[Illustration på side 229]
Man kan godt omgås nogle af det modsatte køn uden at komme sammen med én bestemt
[Illustration på side 230]
De såkaldte platoniske venskaber ender ofte med hjertesorg
-
-
Er jeg moden til at gifte mig?Unge spørger — Svar der duer
-
-
Kapitel 30
Er jeg moden til at gifte mig?
ÆGTESKABET er ikke en leg. Det var Guds hensigt at mand og hustru skulle knytte et bånd som var varigt og stærkere end noget andet bånd mennesker imellem. (1 Mosebog 2:24) En ægtefælle er altså en man binder sig til — eller hænger på — resten af livet.
I ethvert ægteskab vil der være en vis portion „sorg og smerte“. (1 Korinther 7:28, The New English Bible) En adfærdsforsker, professor Marcia Lasswell, gør imidlertid opmærksom på følgende: „Hvis én ting står uimodsagt med hensyn til om et ægteskab vil holde eller ej, så er det at de der gifter sig meget unge, har tre odds imod sig.“
Hvorfor går så mange ægteskaber blandt meget unge i stykker? Svaret på det kan måske fortælle dig en del om hvorvidt du er moden til at gifte dig.
Store forventninger
„Vi havde kun en svag forestilling om hvad det vil sige at være gift,“ indrømmer en teenagepige. „Vi troede vi kunne komme og gå, gøre som det passede os, vaske op eller lade være — men sådan er det jo ikke.“ Mange unge ligger under for den slags umodne forestillinger om ægteskabet. De ser det hele som i en lyserød tåge. Eller også har de travlt med at blive gift fordi de tror det beviser at de er voksne. Andre vil for enhver pris væk fra hjemmet, skolen, egnen eller noget andet de er trætte af. En pige hviskede til sin forlovede: „Hvor bliver det skønt når vi er gift og jeg ikke behøver at træffe flere beslutninger selv!“
Men ægteskabet er hverken en lyserød tåge eller en lynkur mod alle problemer. Det indebærer snarere et helt nyt sæt problemer at tage stilling til. „Mange teenagere bliver gift for at lege far, mor og børn,“ siger Vicky, der var 20 da hun fik sit første barn. „Det hele ser åh, så sødt ud. Man tror at et barn er en dukke, sådan en lille, nuttet en man bare kan lege med; men sådan er det ikke.“
Mange unge har også urealistiske forventninger angående den seksuelle oplevelse. En ung mand der giftede sig som 18-årig siger: „Efter at jeg var blevet gift opdagede jeg at den helt store spænding ved sex meget hurtigt fortager sig, og så fik vi for alvor problemer.“ En undersøgelse blandt teenageægtepar har vist at næst efter økonomiske problemer drejer de fleste skænderier sig om det seksuelle. Dette skyldes sikkert at tilfredshed i samlivet er et resultat af uselviskhed og selvbeherskelse, egenskaber som mange unge har forsømt at opdyrke. — 1 Korinther 7:3, 4.
Det er meget klogt når Bibelen opfordrer kristne til først at gifte sig når de er „ude over ungdommens vår“. (1 Korinther 7:36) De der gifter sig endnu mens lidenskaberne er stærke tænker måske ikke klart, og de kan være blinde for den andens fejl.
Hvad rollen kræver
En teenagehustru siger om sin mand: „Nu hvor vi er gift, virker han kun interesseret i mig når han vil have sex. Han synes det er lige så vigtigt at være sammen med kammeraterne som med mig. . . . Jeg troede jeg skulle være hans eneste ene, men dér måtte jeg tro om igen.“ Dette sætter fokus på en misforståelse mange unge mænd svæver i: at de som gifte mænd kan blive ved med at leve som ungkarle.
En 19-årig nygift pige peger på et problem der ikke er helt ualmindeligt blandt unge hustruer: „Jeg vil meget hellere se tv og sove end gøre rent og lave mad. Jeg er flov når mine svigerforældre kommer på besøg, for de holder deres hjem så pænt, mens der altid er rodet hos mig. Jeg er også elendig til at lave mad.“ Ja, det kan i høj grad belaste et ægteskab når hustruen forsømmer det huslige. „Ægteskabet kræver at man virkelig går ind for det,“ fastslår Vicky (citeret tidligere). „Det er ikke nogen leg. Bryllupsfesten er snart forbi; det bliver hverdag, og så er det ikke så let.“
Og hvad med mandens slid med at forsørge en familie? Vickys mand, som hedder Mark, siger: „Jeg husker mit første job, hvor jeg måtte op klokken 6 hver morgen. Jeg sagde hele tiden til mig selv: ’Hvor er det hårdt! Bliver det mon nogen sinde lettere?’ Og når jeg så kom hjem, syntes jeg ikke at Vicky forstod hvad jeg måtte igennem.“
Pengesorger
Hermed kommer vi til endnu en faktor der skaber splid i mange ægteskaber: penge. Det allerstørste problem for 48 teenageægtepar der blev interviewet efter at de havde været gift i tre måneder, var „hvordan pengene skulle bruges“. Efter knap tre års forløb stillede man 37 af parrene det samme spørgsmål, og svaret var igen økonomiske problemer — nu var de endda blevet større! „Hvad sjov er der ved livet,“ spurgte Bill, „når man aldrig har penge nok til at købe de ting man skal bruge for at være tilfreds? . . . Hvis man ikke har så det rækker fra den ene lønningsdag til den næste, kan det starte en masse strid og ødelægge lykken.“
Teenagere har ofte den største arbejdsløshedsprocent og de laveste lønninger, og de kommer derfor ikke sjældent i pengetrang. „Fordi jeg ikke kunne forsørge min familie, måtte vi bo hos mine forældre,“ siger Roy. „Det skabte et meget spændt forhold, især fordi vi også havde et barn.“ Ordsprogene 24:27 giver dette råd: „Gør dit arbejde færdigt udendørs, og drag omsorg for det der skal gøres på marken; bagefter kan du så bygge dit hus [din husstand].“ På Bibelens tid måtte en mand slide hårdt for senere at kunne forsørge en familie. Mange unge mænd i dag som ikke har forberedt sig tilstrækkeligt på rollen, finder det hårdt at være familieforsørger.
Men selv ikke en stor løn vil kunne afhjælpe pengesorgerne hvis de nygifte stadig har et barnligt syn på materielle goder. En undersøgelse har vist at „teenagere der er ved at stifte familie, med det samme forventer at kunne købe mange af de ting som det sandsynligvis tog deres forældre flere år at skaffe“. For at få disse ting med det samme styrter mange sig ud i gæld. Da de ikke er modne nok til at kunne stille sig tilfreds med „føde og klæder“, belaster de deres ægteskab yderligere. — 1 Timoteus 6:8-10.
„Totalt forskellige“
Maureen tænker tilbage: „Jeg var forelsket i Don. Han var så pæn, så stærk, så dygtig til sport, og vældig populær . . . Vores ægteskab kunne ikke slå fejl.“ Men det gjorde det. Hvordan reagerede Maureen efter brylluppet? „Alt hvad Don gjorde irriterede mig — også måden han smaskede på når vi spiste. Til sidst kunne ingen af os tage det længere.“ Deres ægteskab brød sammen inden to år.
Hvad var problemet? „Vore mål i livet var totalt forskellige,“ forklarer Maureen. „Nu indså jeg at jeg havde brug for en som jeg kunne tale med om dybere ting. Men for Don drejede hele livet sig om sport. De ting som jeg syntes betød så meget da jeg var 18, betød pludselig intet for mig.“ Udseendet spiller ofte en stor rolle i unges forestillinger om den kommende ægtefælle. Ordsprogene 31:30 advarer: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom.“
Selvransagelse
Ifølge Bibelen handler man „overilet“ hvis man aflægger et løfte over for Gud men „først efter løfterne skal til at tænke sig om“. (Ordsprogene 20:25) Vil det da ikke være mest rigtigt at analysere sig selv i Bibelens lys før man aflægger et løfte der er så alvorligt som ægteskabsløftet? Hvilke mål har du i livet? Hvordan vil det gå med disse mål hvis du gifter dig? Og hvis du gerne vil giftes, er det da simpelt hen på grund af det seksuelle, eller måske for at slippe væk fra nogle problemer?
Har du helt indstillet dig på at påtage dig rollen som ægtemand eller hustru? Kan du klare husholdningen, eller forsørge jer begge to? Hvis du altid er på kant med din far og mor, tror du da at du vil kunne enes med en ægtefælle? Kan du holde til det pres og de gnidninger der kommer i et ægteskab? Har du, i spørgsmålet om penge, helt aflagt „de træk der hører den mindreårige til“? (1 Korinther 13:11) Dine forældre har sikkert en mening om hvad svarene er.
Ægteskabet kan give umådelig lykke — eller bitter smerte. Meget afhænger af om du venter indtil du er moden nok. Hvis du endnu er teenager, hvorfor da ikke vente et stykke tid før du begynder at komme sammen med én bestemt af det modsatte køn? Det vil afgjort ikke skade dig. Det vil tværtimod give dig tid til at modnes til den dag hvor du tager det alvorlige — og uigenkaldelige — skridt det er at gifte sig.
Oplæg til samtale
□ Hvilket umodent syn på ægteskab har nogle unge?
□ Hvorfor er det, efter din mening, urealistisk at gifte sig på grund af det seksuelle?
□ Hvordan har nogle unge vist at de ikke var modne til at påtage sig rollen som ægtemand eller hustru?
□ Hvorfor får unge ægtepar ofte store økonomiske problemer?
□ Hvilken fejl begår nogle unge når de vælger en at gifte sig med?
□ Hvad kunne du spørge dig selv om for at finde ud af om du er moden til at gifte dig? Efter at have gennemgået dette kapitel, mener du da at du er moden til ægteskab?
[Tekstcitat på side 240]
„Hvis én ting står uimodsagt med hensyn til om et ægteskab vil holde eller ej, så er det at de der gifter sig meget unge, har tre odds imod sig.“ — Adfærdsforskeren, professor Marcia Lasswell
[Illustration på side 237]
Mange unge har ikke meget større forudsætninger end disse før de gifter sig
-
-
Hvordan kan jeg vide om det er ægte kærlighed?Unge spørger — Svar der duer
-
-
Kapitel 31
Hvordan kan jeg vide om det er ægte kærlighed?
KÆRLIGHED! Ifølge romantikere et lyn der på uforklarlig vis slår ned én gang i livet og hensætter en i sitrende ekstase. Kærligheden kan ikke forklares og forstås, siger de, kun føles. Hjertet går sine egne veje, fornuften kan intet stille op, kærligheden besejrer alt og varer evigt . . .
Det er hvad romanbladene fortæller. Og det kan ikke nægtes at det kan være en fantastisk oplevelse at være forelsket. Men ægte kærlighed — det er noget andet. Hvad er det?
Kærlighed ved første blik?
David havde mødt Janet for første gang ved en fest. Han var straks faldet for hendes flotte figur og den søde måde hendes hår faldt ned i panden på når hun lo. Janet var fortryllet af Davids mørkebrune øjne og de sjove og spændende ting han fortalte hende. Det måtte da være kærlighed ved første blik!
I de næste tre uger var David og Janet uadskillelige. En sen aften fik Janet så en provokerende opringning fra en tidligere ven. Hun ringede til David for at få trøst, men David, der blev forvirret og følte sig ubehageligt berørt, svarede køligt. Den kærlighed de troede ville leve evigt, døde den aften.
I masser af film, bøger og ugeblade fremstilles det som om kærlighed ved første blik varer evigt. Det er klart at fysisk tiltrækning spiller en rolle når to mennesker første gang får øje på hinanden. Som en ung mand siger: „Det er jo svært at se andres personlighed.“ Men hvad er det man „elsker“ når et bekendtskab kun er nogle få timer eller dage gammelt? Er det ikke overfladen, det indtryk den pågældende ønsker at man skal have af ham eller hende? I virkeligheden kender man ikke meget til vedkommendes tanker, ønsker, bekymringer, planer, evner eller vaner. Man kan kun basere sin bedømmelse på personens ydre, ikke på „hjertets skjulte menneske“. (1 Peter 3:4) Hvor længe kan en sådan kærlighed holde?
Skinnet bedrager
Udseendet kan give et forkert indtryk. Bibelen siger: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom.“ Emballagen fortæller ingenting om indholdet. Faktisk kan selv det flotteste gavepapir indeholde en ubrugelig gave. — Ordsprogene 31:30.
Et bibelsk ordsprog siger: „Som guldring i svinetryne er en kvinde som er smuk men vender sig fra fornuft.“ (Ordsprogene 11:22) Næseringe var almindeligt brugt som smykker på Bibelens tid. De var udsøgte, ofte lavet af massivt guld. Hvis en kvinde gik med ring i næsen ville det nok være det første af hendes smykker man lagde mærke til.
Det er meget træffende når ordsproget siger at skønhed hos en ufornuftig kvinde er „som guldring i svinetryne“. Hvis en kvinde opfører sig tåbeligt, nytter det intet som helst at hun ser godt ud. I det lange løb bliver hun ikke mere tiltalende selv om hun er smuk, lige så lidt som en guldring kan gøre et svin til andet end et svin. Hvor fatalt vil det da ikke være at falde for et menneske på grund af udseendet — og glemme hvordan personen er indvendig!
„Det mest bedrageriske der findes“
Nogle har den opfattelse at hjertet ikke kan tage fejl. ’Du behøver kun at lytte til dit hjerte,’ siger de, ’så ved du når du har mødt den sande kærlighed!’ Desværre modsiger kendsgerningerne dette. En undersøgelse blandt 1079 unge (fra 18 til 24 år) viste at de havde haft gennemsnitlig syv romantiske bekendtskaber indtil da. De fleste indrømmede at deres tidligere oplevelser blot havde været forelskelser — stemninger der drev over. Men „hver eneste af deltagerne beskrev det bekendtskab de havde i øjeblikket som kærlighed“! En dag vil også deres nuværende „kærlighed“ sikkert blive betragtet som en forelskelse der gik over.
Det sørgelige er at der hvert år er tusinder der gifter sig inden de har opdaget at det ikke var kærlighed, for snart efter at opdage hvor slemt de tog fejl. Forelskelsen „lokker intetanende mænd og kvinder ind i dårlige ægteskaber som lam der føres til slagtebænken,“ siger Ray Short i sin bog Sex, Love, or Infatuation.
„Den der stoler på sit eget hjerte er en tåbe.“ (Ordsprogene 28:26) Vort hjerte kan meget let føre os på vildspor. Bibelen siger ligefrem at „hjertet er det mest bedrageriske der findes“. (Jeremias 17:9, The Living Bible) Det førnævnte ordsprog fortsætter imidlertid: „Men den der vandrer i visdom undslipper.“ Ja, du kan undgå de faldgruber andre unge styrter i, og undslippe alle deres frustrationer, hvis du lærer at kende forskel på forelskelse og den kærlighed som Bibelen beskriver — den der aldrig svigter.
Forskellen mellem kærlighed og forelskelse
„Forelskelsen er blind og vil helst blive ved med at være det. Den nægter at se virkeligheden i øjnene,“ siger Calvin på 24 år. Kenya, som er 16, tilføjer: „Når man er forelsket, synes man at alt hvad den anden gør, bare er perfekt.“
Forelskelse er falsk kærlighed. Den er urealistisk og selvoptaget. Den forelskede er tilbøjelig til at sige: ’Jeg føler at jeg er noget når jeg er sammen med ham. Han giver mig noget. Jeg føler noget fantastisk,’ eller: ’Jeg føler mig godt tilpas sammen med hende.’ Læg mærke til at det hele tiden er ’jeg’ og ’mig’. Hvis et forhold bygger på egoisme, vil det mislykkes! Læs nu modsætningen — Bibelens beskrivelse af sand kærlighed: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ — 1 Korinther 13:4, 5.
Eftersom den kærlighed der er baseret på bibelske principper, ’ikke søger sine egne interesser’, er den hverken egoistisk eller selvoptaget. To kan godt have stærke følelser for hinanden, men disse følelser kan holdes i balance af fornuften og af dyb respekt for den anden. Når man virkelig elsker en, tænker man lige så meget på dennes velfærd og lykke som på sin egen. Man lader ikke sin gode dømmekraft ødelægge af stemninger der tager magten fra én.
Et eksempel på sand kærlighed
Den bibelske beretning om Jakob og Rakel illustrerer dette meget levende. De to mødtes ved en brønd hvor Rakel var kommet for at give sin fars får vand. Jakob følte sig straks tiltalt af hende, ikke bare fordi hun „havde en smuk skikkelse og et smukt udseende“, men også fordi hun tilbad Jehova. — 1 Mosebog 29:1-12, 17.
Jakob boede en hel måned i Rakels families hjem før han tilkendegav at han elskede hende og gerne ville giftes med hende. Var det ren og skær forelskelse? Nej! I den måned havde han set Rakel i hendes vante omgivelser — hvordan hun behandlede sine forældre og andre, hvordan hun varetog sit arbejde som fårehyrde, og hvor alvorligt hun tog tilbedelsen af Jehova. Han så sikkert både hendes gode sider og hendes mindre gode sider. Hans følelser for hende var altså ikke en hæmningsløs forelskelse, men en uselvisk kærlighed der byggede på fornuft og dyb respekt.
I den situation kunne Jakob nu erklære at han var villig til at arbejde for hendes far i syv år for at få hende som hustru. Så længe ville en forelskelse aldrig have varet! Kun sand kærlighed, oprigtig interesse for den anden, kunne få disse år til at virke som „nogle få dage“. Og kun sand kærlighed satte dem i stand til at bevare deres moralske renhed i den tid. — 1 Mosebog 29:20, 21.
Giv dig tid!
Ægte kærlighed tager altså ikke skade af at der går tid. At se tiden an kan faktisk være den bedste metode til at fastslå om de følelser man nærer for en anden er holdbare. Sandra på 20 år siger desuden: „En person afslører ikke sin personlighed ved ligeud at sige: ’Sådan og sådan er jeg. Nu ved du alt om mig.’“ Nej, det tager også tid før man har lært den anden at kende.
Hvis du ser tiden an vil du også få lejlighed til at betragte den anden i lyset af Bibelens principper. Husk at kærligheden ’ikke opfører sig uanstændigt’ og ’ikke søger sine egne interesser’. Er din ven eller veninde ivrig efter at dine planer, og ikke kun vedkommendes egne, skal lykkes? Viser han eller hun respekt for dine synspunkter og følelser? Prøver han at få dig til at gøre noget der er „uanstændigt“ for sine egne lysters skyld? Ydmyger han dig eller taler han godt om dig når I er sammen med andre? Den slags spørgsmål kan hjælpe dig til at vurdere dine egne følelser mere objektivt.
Hastværk i kærlighed indbyder til katastrofe. „Jeg faldt bare pladask,“ forklarer den 20-årige Jill. Efter to måneders stormende forelskelse blev de gift. Men så begyndte de hidtil skjulte fejl at dukke op. Jill afslørede noget af sin usikkerhed og selvoptagethed. Hendes mand, Rick, mistede sin charme og blev egoistisk. Efter at de havde været gift i et par år, skreg Jill til sidst en dag efter ham at han var „tarvelig“, „doven“ og „uduelig“ som ægtemand. Rick svarede ved at slå hende i ansigtet med en knytnæve. Grædende styrtede Jill ud af huset — og ud af ægteskabet.
Det ville uden tvivl have hjulpet dem at følge Bibelens råd. (Efeserne 5:22-33) Men hvor meget lettere ville det ikke have været hvis de havde lært hinanden bedre at kende før de blev gift! Så ville det ikke have været en fantasiforestilling de elskede, men et levende menneske med både stærke og svage sider. Deres forventninger ville have været mere realistiske.
Sand kærlighed opstår ikke fra den ene dag til den anden. Den der vil blive en god ægtefælle for dig er heller ikke nødvendigvis en du lige nu finder fantastisk tiltrækkende. For eksempel traf Barbara en mand som hun ikke følte sig specielt tiltrukket af — i begyndelsen. „Efterhånden som jeg lærte ham bedre at kende, ændrede det sig. Jeg lagde mærke til den omsorg Stephen havde for andre, og hvordan han altid lod andres interesser komme før sine egne. Det var disse egenskaber jeg vidste at en god ægtemand må have. Det gjorde at jeg følte mig tiltrukket af ham og begyndte at elske ham.“ Resultatet blev et godt og stærkt ægteskab.
Hvordan kan man da kende sand kærlighed? Hvad dit hjerte end fortæller dig, så stol på din fornuft som er oplært af Bibelen. Lær den anden rigtigt at kende, ikke bare det „image“ han gerne vil have. Giv jeres bekendtskab tid til at gro. Husk at forelskelsens feberkurve stiger — og kort efter daler den. Men sand kærlighed bliver stærkere og stærkere, og danner „enhedens fuldkomne bånd“. — Kolossenserne 3:14.
Oplæg til samtale
□ Hvilken fare ligger der i at forelske sig i en andens udseende?
□ Kan hjertet afgøre hvornår man har fundet den sande kærlighed?
□ Hvilke forskelle er der mellem kærlighed og forelskelse?
□ Hvorfor sker det tit at to som er kommet sammen, går hver til sit? Er det altid af det onde?
□ Hvad skal du gøre hvis du føler dig vraget efter at én har slået op med dig?
□ Hvorfor er det vigtigt at to giver sig tid til at lære hinanden at kende?
[Tekstcitat på side 242]
Er det selve personen du er forelsket i, eller er det en fantasiforestilling?
[Tekstcitat på side 247]
„Forelskelsen er blind og vil helst blive ved med at være det. Den nægter at se virkeligheden i øjnene.“ — Ung mand på 24 år
[Tekstcitat på side 250]
„Fra nu af får de [unge mænd] ikke mere end ’Hej’ fra min side. Jeg vil ikke én gang til lade en anden komme tæt ind på livet af mig“
[Ramme/illustration på side 248, 249]
Hvordan kommer jeg over en hjertesorg?
Du ved simpelt hen at vedkommende er den du vil giftes med. I kommer godt ud af det med hinanden, har fælles interesser og føler jer tiltrukket af hinanden. Men pludselig går forholdet i stykker, eksploderer i et skænderi — eller opløses i tårer.
I sin bog The Chemistry of Love sammenligner dr. Michael Liebowitz den begyndende kærlighed med virkningen af hårde narkotiske stoffer. En sådan kærlighed kan ligesom narkotika medføre voldsomme ’abstinenssymptomer’ hvis den ophører. Hvad enten det blot drejer sig om forelskelse eller der er tale om ’ægte kærlighed’ er virkningen stort set den samme. Begge forhold kan bringe én til svimlende højder — og føre til pinefulde nedture hvis forholdet går i stykker.
Bagefter føler man sig måske såret, vraget og dybt krænket, med det resultat at man synes fremtiden er uden håb. En kristen kvinde der blev svigtet, følte sig såret og sagde: „Fra nu af får de [unge mænd] ikke mere end ’Hej’ fra min side. Jeg vil ikke én gang til lade en anden komme tæt ind på livet af mig.“ Jo mere følelsesmæssigt engageret man er i et forhold, jo mere ondt gør det hvis det bliver gjort forbi.
Ja, friheden til selv at finde en man gerne vil giftes med indebærer en risiko: Man kan blive afvist. Der er ingen garanti for at forholdet vil vokse til sand kærlighed hos jer begge to. Hvis én viser interesse for dig med ærlige hensigter, men senere når dertil at det ikke vil være klogt af jer at gifte jer, betyder det ikke nødvendigvis at du er blevet dårligt behandlet.
Når én slår op med dig, selv om det er på den mest venlige og taktfulde måde, vil du utvivlsomt blive ked af det, føle dig vraget. Men tro ikke af den grund at du overhovedet ikke duer. At du ikke var ’den rette’ i denne persons øjne er ikke ensbetydende med at du ikke vil være den helt rigtige for en anden.
Prøv at se tilbage og sætte tingene i det rigtige perspektiv. Da den anden slog op, bragte det måske uheldige sider af vedkommendes personlighed for dagen — følelsesmæssig umodenhed, ubeslutsomhed, stædighed, intolerance og hensynsløshed. Det er næppe sådanne egenskaber du ønsker hos en ægtefælle.
Men hvad nu hvis det udelukkende var den anden der ønskede at gøre forholdet forbi, og du er overbevist om at jeres ægteskab ville være gået godt? Så har du lov til at fortælle vedkommende det. Måske har der blot været tale om nogle misforståelser. Du vil dog ikke opnå meget med følelsesudbrud eller raserianfald. Men hvis vedkommende insisterer på at slå op, er der ingen grund til at du ydmyger dig selv ved grædende at trygle om kærlighed hos én der åbenbart ikke føler noget for dig. Salomon sagde at der er „en tid til at søge og en tid til at lade gå tabt“. — Prædikeren 3:6.
Hvad så hvis du har god grund til at tro at du slet og ret er blevet udnyttet af en der aldrig har haft til hensigt at gifte sig med dig? Så lad være med at pønse på hævn. Vær forvisset om at Gud ikke lader sådanne uredelige handlinger gå upåagtet hen. Hans ord siger: „Den grusomme styrter sin krop i ulykke.“ — Ordsprogene 11:17; se også Ordsprogene 6:12-15.
Der vil måske stadig være tider hvor du plages af ensomhed eller romantiske minder. Hvis det sker, gør det ikke noget at du giver tårerne frit løb. Det hjælper også at være travlt beskæftiget, måske med fysisk aktivitet eller i den kristne tjeneste. (Ordsprogene 18:1) Fyld tankerne med noget der er glædeligt og opbyggende. (Filipperne 4:8) Betro dig til en nær ven. (Ordsprogene 18:24) Glem ikke at dine forældre kan være til stor trøst for dig, også selv om du synes du burde kunne klare problemet selv. (Ordsprogene 23:22) Og frem for alt: Betro dig til Jehova.
Måske ser du nu at der er visse sider af dig selv du må arbejde med. Du forstår måske også klarere end før hvilke egenskaber du ønsker hos en ægtefælle. Og nu da du ved hvad det vil sige at miste en du holdt af, er du sikkert indstillet på at være mere forsigtig i fremtiden hvis der viser sig en mulig ægtefælle — hvilket måske er mere sandsynligt end du tror.
[Oversigt på side 245]
Er det kærlighed eller forelskelse?
Kærlighed
1. En uselvisk omsorg for den andens interesser
2. Den erotiske tiltrækning begynder ofte langsomt, måske først efter måneder eller år
3. Man føler sig tiltrukket af den anden som et hele, personlighed og åndelige egenskaber indbefattet
4. Den kalder det bedste frem i en
5. Man betragter den anden realistisk; man ser hans eller hendes fejl, men elsker ham eller hende alligevel
6. Der opstår uenigheder, men man opdager at man kan tale ud om dem og løse dem
7. Man ønsker at give og at dele med den anden
Forelskelse
1. Selvisk, krævende. Man tænker: ’Hvad får jeg ud af det?’
2. Den erotiske tiltrækning begynder hurtigt, måske på få timer eller dage
3. Man er dybt betaget eller stærkt optaget af den andens udseende. (’Han har sådan nogle drømmende øjne.’ ’Sikke en figur hun har!’)
4. Den virker opløsende, nedbrydende, ødelæggende
5. Man er urealistisk. Tror at den anden er perfekt. Man ignorerer alt hvad der kunne tyde på alvorlige fejl hos den anden
6. Skænderier er hyppige. Uenigheder løses ikke. Mange „løses“ med et kys
7. Man tænker mest på at få eller tage, især seksuelt
[Illustration på side 244]
Hvis en mand eller kvinde er smuk men tåbelig, er vedkommende ’som en guldring i en svinetryne’
[Illustration på side 246]
Hvis den anden altid ydmyger dig over for andre, mangler han sikkert sand kærlighed til dig
-
-
Hvordan får man størst udbytte af forlovelsestiden?Unge spørger — Svar der duer
-
-
Kapitel 32
Hvordan får man størst udbytte af forlovelsestiden?
„NÅR noget går galt i et ægteskab, er det som regel fordi noget gik galt i forlovelsestiden. Dette kan ikke understreges ofte nok,“ erklærer Paul H. Landis, der har specialiseret sig i familieforhold. Louise kan skrive under på at det er sandt. Hun siger: „Min største fejltagelse var at jeg lod mig engagere følelsesmæssigt i Andy inden jeg havde fundet ud af hvordan han virkelig var. I forlovelsestiden var vi næsten udelukkende sammen på tomandshånd. Jeg oplevede aldrig hvordan han opførte sig uden for denne ’ideelle’ situation.“ Deres ægteskab endte med skilsmisse. Hvordan undgår man denne tragedie? Ved at holde øjnene åbne inden man gifter sig.
Før man begynder at komme sammen
„Den kloge ser sig for og tænker sig om hvor han [eller hun] går.“ (Ordsprogene 14:15, The Amplified Bible) Hvis man lader sig engagere følelsesmæssigt i en man knap nok kender, uanset hvor tiltalende vedkommende virker, så lægger man selv op til ulykke. Måske bliver man gift med en hvis følelser og mål i livet er totalt forskellige fra ens egne! Det klogeste er at man i første omgang blot lægger mærke til vedkommende i samvær med andre, måske under en form for fælles adspredelse.
„Jeg vidste at hvis jeg hurtigt havde indledt et nærmere bekendtskab, ville følelserne have lagt et tågeslør over min dømmekraft,“ forklarer Dave, som har været lykkeligt gift i ti år. „Jeg betragtede derfor Rose lidt på afstand, uden at hun vidste at jeg var interesseret. Jeg kunne se hvordan hun behandlede andre og at hun ikke flirtede til højre og venstre. Ved uforpligtende samtaler lærte jeg hendes forhold og mål i livet at kende.“ Det er også en god idé at tale med nogen som kender vedkommende godt, for at finde ud af hvilket ry han eller hun har. — Se Ordsprogene 31:31.
Den første aftale
Når du mener at have fundet en mulig ægtefælle, kunne du henvende dig til vedkommende og sige at du godt kunne tænke dig at lære ham eller hende bedre at kende.a Dit første egentlige møde med vedkommende, forudsat at svaret er positivt, behøver ikke at være en kompliceret affære. En aftale om at spise sammen, eller bare at slutte jer til en gruppe hvor flere er sammen, kan hjælpe dig til at lære vedkommende bedre at kende, så du kan finde ud af om du vil gøre mere ved det. Hold det hele på et uformelt plan; det vil hjælpe jer begge to til ikke at være så nervøse. Undgå at aflægge løfter på et tidligt tidspunkt, så der ikke opstår forlegenhed eller sårede følelser hvis den ene part mister interessen.
Uanset hvilken aftale I har, så kom til tiden og vær pænt og passende klædt. Vis dig som en god samtalepartner. Lyt opmærksomt til den anden. (Jakob 1:19) Der er ingen faste regler, men en ung mand bør følge det der lokalt betragtes som gode manerer, som for eksempel at holde døren for den unge pige eller at hjælpe hende med stolen. Omvendt bør den unge pige ikke forvente at blive behandlet som en prinsesse, men beskedent samarbejde med den unge mand i de bestræbelser han gør sig. Når de to behandler hinanden med gensidig respekt, kan de danne et mønster de vil blive ved med at følge. En ægtemand skal jo ’ære sin hustru som det svagere kar’. Og en hustru skal have „dyb respekt for sin mand“. — 1 Peter 3:7; Efeserne 5:33.
Har man lov til at holde i hånd, kysse eller omfavne hinanden, og i så fald hvornår? Når man gør det som et ægte udtryk for hengivenhed, og ikke i selvisk lidenskab, kan den slags godt være rent og passende. Højsangen i Bibelen fortæller at sjulamitpigen og den hyrde hun snart skulle giftes med, havde udvekslet passende udtryk for hengivenhed. (Højsangen 1:2; 2:6; 8:5) Men ligesom dette ærbare par må I være forsigtige, så den måde I udtrykker jeres følelser på ikke udvikler sig til urenhed eller umoralitet.b (Galaterne 5:19, 21) I hvert fald må man vente med den slags udtryk for hengivenhed indtil man har bestemt sig for hinanden og ægteskabet ikke ligger for langt ude i fremtiden. Selvbeherskelse vil hjælpe dig til ikke at glemme noget af det vigtigste i forlovelsestiden, nemlig . . .
At lære „hjertets skjulte menneske“ at kende
Et forskerhold berettede i maj 1980: „Det ser ud til at der er større sandsynlighed for at et ægteskab overlever og trives hvis parterne forinden har fået et ret dækkende kendskab til hinandens inderste.“ (Journal of Marriage and the Family) Ja, det er vigtigt at kende „hjertets skjulte menneske“ hos den anden. — 1 Peter 3:4.
Men det kræver både dømmekraft og indsats at finde ud af hvad der bor i modpartens hjerte. (Ordsprogene 20:5) Planlæg nogle fælles aktiviteter der vil hjælpe jer til at lære hinanden godt at kende. I begyndelsen kan det være udmærket at gå i biografen eller til en koncert, men der er andre aktiviteter (for eksempel skøjteløb og bowling, eller at gå i zoologisk have og på museum) der giver jer bedre lejlighed til at tale sammen.
For at få et indtryk af hvilke tanker den anden gør sig, kan man for eksempel spørge: ’Hvad laver du i fritiden?’ ’Hvis du havde penge nok, hvad kunne du så tænke dig at gøre?’ ’Hvilken gren af vores tjeneste for Gud kan du bedst lide? Hvorfor?’ Det er spørgsmål der ikke kan besvares med ja eller nej; de hjælper dig til at se hvad der er vigtigt for den anden.
Efterhånden som jeres forhold bliver stærkere og I for alvor tænker på at gifte jer, er det nødvendigt at I grundigt drøfter vigtige spørgsmål såsom værdinormer, hvor og hvordan I vil bo, økonomi, om I begge skal være udearbejdende, børn, prævention, hvilken rolle I hver for sig skal spille i ægteskabet, samt hvilke mål I har på kort og langt sigt og hvordan I har tænkt jer at nå dem. Mange unge Jehovas vidner bliver heltidsforkyndere når de har fuldført deres skoleuddannelse, og vil gerne fortsætte når de er blevet gift. Nu er tiden inde til at I forvisser jer om at I har samme åndelige mål. Tiden er også inde til at fortælle om der er noget fra jeres fortid der kan få indflydelse på ægteskabet, deriblandt lån og forpligtelser. Helbredsspørgsmål såsom alvorlig sygdom bør også drøftes åbent.
Under den slags samtaler er det godt at gøre som Elihu, der sagde: „Jeg taler lige fra hjertet og . . . oprigtigt.“ (Job 33:3, The Holy Bible in the Language of Today ved William Beck) Esther fortæller hvordan hun i forlovelsestiden lagde grunden til et lykkeligt ægteskab: „Jeg prøvede aldrig at ’spille komedie’ eller at lade som om jeg var enig med Jaye hvis jeg mente noget andet. Og det gør jeg stadig ikke. Jeg prøver altid at være ærlig.“
Forsøg aldrig at undgå ømtålelige spørgsmål, eller at pakke dem ind, af frygt for at gøre den anden forlegen. Den fejltagelse begik Beth mens hun kom sammen med John. Hun fortalte ham at hun syntes man burde spare op til fremtiden og ikke klatte pengene væk. Det sagde John at han også syntes. Nu troede Beth at de var helt enige, så hun spurgte ikke yderligere. Det viste sig imidlertid at Johns spareideer gik ud på at bruge pengene til en ny sportsvogn! Deres forskellige syn på penge har givet dem store kvaler efter at de er blevet gift.
Den slags misforståelser kan undgås. Louise (tidligere nævnt) ser tilbage på sin forlovelsestid og indrømmer: „Jeg skulle have stillet mange flere spørgsmål, for eksempel: ’Hvad ville du gøre hvis jeg blev gravid og du ikke ønskede barnet?’ Eller: ’Hvis vi skyldte penge væk og jeg gerne ville blive hjemme for at passe vores barn, hvad ville du så gøre?’ Så ville jeg have lagt nøje mærke til hans reaktion.“ Den slags samtaler vil kunne vise hvad der bor i hjertet og afsløre ting man helst skal vide før man gifter sig.
I dagligdags situationer
„En person kan være meget flink når man er sammen med ham på tomandshånd,“ forklarer Esther. „Men når man er sammen med andre kan der opstå en uventet situation. En af jeres venner siger måske noget til din ven eller veninde som han eller hun ikke bryder sig om. Så får du lejlighed til at se hvordan vedkommende reagerer under pres. Vil han svare igen, eller være sarkastisk?“ Esther slutter: „Det var en stor hjælp at være sammen med hinandens venner og familie i forlovelsestiden.“
Ud over fælles adspredelser, brug da også tid på at arbejde sammen. Vær sammen i den kristne tjeneste, både i forkyndelsen og i studiet af Guds ord. Prøv også sammen at udføre nogle af de pligter som vil høre til jeres hverdag efter brylluppet — indkøb, madlavning, opvask og rengøring. Når I er sammen i sådanne dagligdags situationer får du et kig om bag en eventuel facade og ser hvordan din kommende ægtefælle er — også når han eller hun måske viser sig fra sin værste side.
Den unge hyrde i Højsangen oplevede hvordan hans veninde opførte sig når hun blev skuffet eller når hun arbejdede under den brændende sol — svedig og træt. (Højsangen 1:5, 6; 2:15) Han så også hvordan hun loyalt modstod den rige kong Salomons tilnærmelser, og kunne derefter sige: „Alt ved dig er smukt, min veninde, og der er ingen fejl ved dig.“ (Højsangen 4:7) Han mente selvfølgelig ikke at hun var fuldkommen, men at der ikke var nogen alvorlig moralsk fejl ved hende. Hendes fysiske skønhed blev forstærket af hendes moralske styrke, som opvejede enhver svaghed hun måtte have. — Se også Job 31:7.
Det kræver tid hvis du skal bedømme en anden lige så grundigt. Giv dig god tid til at lære den anden at kende. (Ordsprogene 21:5) En mand og en kvinde vil som regel gøre alt for at vinde den udkårnes kærlighed. Men tiden vil sædvanligvis bringe dårlige vaner og tendenser for dagen. De der ikke alene tager sig god tid men også udnytter tiden godt inden brylluppet, vil finde det lettere at tilpasse sig hinanden når de er blevet gift. De går ind i ægteskabet med åbne øjne, i tillid til at de vil kunne løse de problemer der opstår. De har haft udbytte af forlovelsestiden — og vil derfor få et rigt og lykkeligt udbytte af ægteskabet.
[Fodnoter]
a Dette gælder i lande hvor det at komme sammen er almindeligt og anses for at være passende for kristne. Det er som oftest manden der tager initiativet, selv om der ifølge Bibelen ikke er noget til hinder for at en ung kvinde kan give udtryk for sine følelser på en passende måde, hvis den unge mand er for genert eller tilbageholdende. — Se Højsangen 8:6.
b Se kapitel 24, „Sex før ægteskabet — hvordan kan jeg modstå presset?“
Oplæg til samtale
□ Hvad er et af de vigtigste formål med forlovelsestiden, og hvor stor betydning har den for at ægteskabet kan blive lykkeligt?
□ Hvordan kan man lære en andens sande jeg at kende?
□ Hvilken form for samtaler vil gøre forlovelsestiden udbytterig?
□ Hvorfor er det en god idé at være sammen i mange forskellige situationer?
□ Hvilke ting kunne tyde på at et forhold ikke vil lykkes?
□ Hvornår bør man afbryde en forbindelse?
[Tekstcitat på side 255]
„Det ser ud til at der er større sandsynlighed for at et ægteskab overlever og trives hvis parterne forinden har fået et ret dækkende kendskab til hinandens inderste.“ — Journal of Marriage and the Family
[Ramme/illustration på side 256, 257]
Skal vi holde op med at komme sammen?
Når et bekendtskab nærmer sig afgørelsens time, er det ikke usædvanligt at der opstår tvivl. Hvad skal du gøre hvis du kommer i tvivl på grund af alvorlige fejl ved den anden eller ved selve jeres forhold?
Det er naturligvis rigtigt at selv mennesker der holder af hinanden, kan være uenige. (Se for eksempel Første Mosebog 30:2; Apostelgerninger 15:39.) Men hvis I er uenige om næsten alt, hvis enhver samtale bliver til et skænderi, eller hvis forholdet er en uendelig række af brud og forsoninger, så pas på! I et rundspørge blandt 400 læger var der enighed om at vedvarende skænderier viser at man „ikke er følelsesmæssigt moden til ægteskabet“; det kan endda være tegn på „en uforsonlig konflikt parret imellem“.
En anden grund til betænkelighed kunne være at man opdagede nogle foruroligende karakterfejl hos den anden. Er han eller hun hidsig? Viser der sig tegn på selviskhed, umodenhed, stædighed eller hyppige humørsvingninger? Det kan meget vel få dig til at overveje om du kan leve med det resten af dine dage. Og dog er der mange der lukker øjnene for sådanne fejl eller prøver at forsvare dem, fast besluttede på at forholdet for enhver pris skal fortsætte. Hvorfor gør de det?
Måske fordi en forlovelse — med rette — tages alvorligt blandt sande kristne. Dette gør at nogle føler sig presset til at gifte sig med en de er begyndt at komme sammen med. De er måske også bange for at den anden vil blive ked af det hvis de slår op. Nogle er simpelt hen bange for at de ikke kan finde en anden. Men ingen af disse grunde er gode nok til at fortsætte et problemfyldt bekendtskab.
Formålet med at komme sammen med nogen er at undersøge om det er den rette ægtefælle. Og når en kristen indleder et bekendtskab i god tro, har han eller hun ikke pligt til at fortsætte det hvis det viser sig at gå dårligt. Vil det i øvrigt ikke være forkert og egoistisk at holde fast ved et forhold der ikke fungerer, blot fordi man måske ’ikke kan finde en anden’? (Se Filipperbrevet 2:4.) Det er vigtigt at I ser jeres indbyrdes problemer i øjnene, ikke kryber uden om dem. Begynd med at prøve at betragte din ven eller veninde helt nøgternt.
Er der for eksempel vidnesbyrd om at dette er en kvinde der vil blive en beskeden og dygtig hustru? (Ordsprogene 31:10-31) Er der noget der tyder på at dette er en mand som vil vise selvopofrende kærlighed og vil kunne sørge for sin familie? (Efeserne 5:28, 29; 1 Timoteus 5:8) Vedkommende hævder måske at være en nidkær tjener for Gud. Men viser hans gerninger at det er sandt? — Jakob 2:17, 18.
Hvis man har investeret megen tid og mange følelser i et forhold, skal man selvfølgelig ikke være hurtig til at slå op bare fordi man har opdaget at den anden ikke er fuldkommen. (Jakob 3:2) Måske finder du at hans eller hendes ufuldkommenheder er til at leve med.
Men hvad nu hvis de ikke er? Så tal ud om det. Er der fundamentale forskelle i jeres målsætninger og synspunkter? Eller er det bare misforståelser? Er det måske blot et spørgsmål om at I begge lærer at ’styre jeres ånd’, altså beherske jer, og roligt afgøre sagerne? (Ordsprogene 25:28) Hvis det er irriterende særheder der bekymrer dig hos den anden, indrømmer han eller hun da ydmygt ufuldkommenhederne og viser villighed til at forbedre sig? Ligger problemet i at du selv er for nærtagende og sart? (Prædikeren 7:9) Selve livsnerven i et godt ægteskab er at man kan ’affinde sig med hinanden i kærlighed’. — Efeserne 4:2.
Tal det igennem. Det er slet ikke sikkert at det ødelægger jeres forhold — måske vil det snarere afsløre muligheder for at forholdet kan styrkes! Men hvis det kun ender med at I endnu en gang er uenige, så ignorer ikke disse klare tegn på at forbindelsen kan være på vej mod en katastrofe. (Ordsprogene 22:3) Der er ingen grund til at tro at det bliver bedre af at I gifter jer. Det kan være det bedste for begge parter at I holder op med at komme sammen.
[Illustration på side 253]
Når man iagttager hinanden i en gruppe har man lejlighed til at lære hinanden at kende uden at blive for stærkt følelsesmæssigt engageret
[Illustration på side 254]
Følg det der lokalt betragtes som gode manerer; det danner et mønster for gensidig respekt som kan fortsætte i ægteskabet
[Illustration på side 259]
Når det står klart at et bekendtskab ikke vil kunne føre til et godt ægteskab, vil det være kærligt at sige det personligt og forklare hvorfor forbindelsen må ophøre
-