Hvad „himlenes rige“ sammenlignes med

„Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med?“ — Luk. 13:18.

1, 2. Hvilken profeti opfyldte Jesus ved at bruge lignelser i sin undervisning?

LIGNELSER eller billedlige sammenligninger indtog en fremtrædende plads i Jesu undervisning for nitten hundrede år siden. Herved opfyldte han en profeti i Bibelen. Dette fortæller Jesu apostel Mattæus Levi os i den beretning han skrev om Jesu liv. Han siger:

² „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder [lignelser, sammenligninger]. Ja, uden et billede talte han ikke til dem, for at det kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten der sagde: ’Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil kundgøre ting som har været skjult siden grundlæggelsen [af verden].’“ — Matt. 13:34, 35; Sl. 78:2.

3. Hvad drejede mange af Jesu lignelser sig om, og hvordan indledte han dem?

³ Mange af Jesu lignelser eller billeder drejede sig specielt om Guds messianske rige. De blev ofte indledt med ordene: „Himlenes rige er ligesom . . .“ eller: „Hvad skal vi sammenligne Guds rige med?“ eller: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med.“ — Matt. 13:31; Mark. 4:30; Luk. 13:20.

4, 5. (a) Hvor mange lignelser har Jesus fortalt, og hvilken række af lignelser har vi i Mattæus-evangeliet, kapitel 13? (b) Under hvilke omstændigheder fortalte Jesus ifølge Lukas 13:17-21 lignelserne om sennepsfrøet og surdejen?

⁴ Af de længere billedtaler eller lignelser er der i alt tredive. Ifølge det trettende kapitel i Mattæus-evangeliet fortalte Jesus engang syv lignelser lige efter hinanden, alle om Riget. Først kom lignelsen om sædemanden, derefter lignelserne om hveden og ukrudtet, om sennepsfrøet, surdejen, skatten der var skjult i en mark, perlen af stor værdi, og til sidst lignelsen om voddet. (Matt. 13:1-50) Evangelisten Lukas indleder lignelserne om sennepsfrøet og surdejen på en lidt anden måde, idet han siger:

⁵ „Da han sagde dette, blev alle hans modstandere skamfulde, men hele folkemængden begyndte at fryde sig over alle de herlige ting han udrettede. Han fortsatte derfor med at sige: ’Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med? Det ligner et sennepsfrø som en mand tog og lagde i sin have, og det voksede og blev til et træ, og himmelens fugle tog bolig i dets grene.’ Og han sagde videre: ’Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Det er ligesom en surdej som en kvinde tog og gemte i tre store mål mel indtil det hele var syret.’“ — Luk. 13:17-21.

6. Hvad kunne man være tilbøjelig til at tro at Jesus ville illustrere med disse lignelser, eftersom Jesus fortalte lignelserne da han havde set at folkemængden frydede sig over alt det han havde gjort?

⁶ Eftersom „hele folkemængden begyndte at fryde sig over alle de herlige ting han udrettede“, kunne man være tilbøjelig til at tro at Jesus reagerede på folkemængdens glæde ved at fortælle to profetiske lignelser der skulle skildre at Guds rige ikke ville bestå af en „lille hjord“, sådan som han tidligere havde ladet forstå (Luk. 12:32), men at det tværtimod ville vokse og blive meget stort, at hele menneskehedens verden ville komme og søge tilflugt i Riget, som fugle der tog bolig i et træ, og ligeledes at størstedelen af menneskeheden ville blive gennemtrængt af kristendommens sande lære. For eksempel siger den tyske teolog og ekseget H. A. W. Meyer (1800-1873) i sin kommentar til Mattæus-evangeliet:

Lignelsen om sennepsfrøet skal vise at menigheden af dem der får del i Messiasriget, d.v.s. det sande gudsfolk som det kommende riges statslegeme, vil vokse fra en ringe begyndelse til en stor mængde, altså vokse udadtil . . . Lignelsen om surdejen, derimod, skal vise at alle Rigets fremtidige undersåtter gradvis gennemtrænges af den indflydelse Messiasriget øver (Ef. 4, 4 ff), hvorved hele massen indadtil bringes i den åndelige tilstand som gør den egnet til at få del i Riget. — Kritisch-exegetisches Handbuch über das Evangelium des Matthäus, 1876-udgaven, side 311.

7, 8. Hvilket alvorligt spørgsmål beretter Lukas derefter om, og hvilken lignelse fortalte Jesus så?

⁷ Der er imidlertid en omstændighed her som er værd at overveje. Det er følgende: Umiddelbart efter at evangelisten Lukas har genfortalt Jesu to lignelser og derefter har berettet om hvordan han drog fra sted til sted og underviste, indskyder han et spørgsmål som blev rejst undervejs af en mand: „Herre, er de der frelses kun få?“ Tydede Jesu svar på at noget i den retning ville være tilfældet? Viste det at Riget ville bestå af en „lille hjord“? — Luk. 13:22, 23.

⁸ Jesu svar lød: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det når først husets herre har rejst sig og låst døren og I begynder at stå udenfor og banke på døren og sige: ’Herre, luk op for os.’ Men som svar vil han sige til jer: ’Jeg ved ikke hvor I er fra.’ Så vil I begynde at sige: ’Vi har spist og drukket for dine øjne, og du har undervist på vore brede gader.’ Men han vil tale og sige til jer: ’Jeg ved ikke hvor I er fra. Bort fra mig, alle I som øver uretfærdighed!’ Dér vil I græde og skære tænder når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, men I selv er kastet udenfor.’“ (Luk. 13:23-28) De der kommer ind gennem „den snævre dør“ må altså ’kæmpe energisk’. — Se også Lukas 13:5-9.

9. Hvordan forklarede J. H. Paton lignelsen om surdejen i en artikel i Watch Tower for april 1881?

⁹ Så langt tilbage som i Zion’s Watch Tower for april 1881 har vi på side 5 en artikel om lignelsen om surdejen, skrevet af J. H. Paton. Han siger blandt andet:

Dette fremadskridende værk indtil dets fuldendelse i herlighed synes at være skildret ved den lignelse hvori vor Frelser sammenligner Himmeriget med noget surdej som en kvinde tog og skjulte i tre mål mel indtil det hele var syret. Matt. 13:33. En meget rimelig og, efter vor mening, kraftig indvending mod denne forklaring på lignelsen, er baseret på den omstændighed at såvel surdej i brød som surdej i lære, i Bibelen bruges til at betegne et urent og fordærveligt element. Ville vor Frelser fremstille Himmeriget ved et symbol på fordærv? Vi forstår det dog således at Frelseren her kun benytter én egenskab ved surdejen, nemlig dens gennemtrængningsevne. Den standser ikke sit arbejde før det er færdigt; på samme måde standser Guds rige ikke sit virke før forbandelsen er fjernet.

10. Hvordan kommenterede Watch Tower for 15. maj 1900 lignelsen om surdejen?

¹⁰ En artikel i Zion’s Watch Tower for 15. maj 1900 tog imidlertid afstand fra dette synspunkt. Under overskriften „Lignelsen om surdejen“ stod der på side 154: „Surdej bruges overalt i Bibelen som et billede på fordærv: Alle andre steder hvor det forekommer bruges det som et billede på noget ondt, noget urent, noget der besmitter. . . . Det synes ikke rimeligt at vor Herre her bruger ordet surdej i en gunstig betydning, om et eller andet gode udvirket af den hellige ånd, sådan som kristne i almindelighed antager. Tværtimod ser vi konsekvens i alt hvad han lærte, og vi kan være sikre på at han lige så lidt ville bruge surdej som et symbol på retfærdighed, som han ville bruge spedalskhed som et symbol på hellighed.“

11. Hvordan forklarede The Watch Tower for 15. juni 1910 lignelsen om surdejen?

¹¹ The Watch Tower for 15. juni 1910 forfølger den samme tanke. Der siges her på side 205 under overskriften „Surdejen der blev gemt i melet“: „Lignelsen om ’surdejen’ (v. 33) illustrerer den proces hvorved kirken, som forudsagt, ville komme i en uren tilstand. Ligesom kvinden tog alt det mel hun skulle bage af og kom surdej (gær) i det og resultatet blev at hele dejen blev syret, således ville det gå med Kristi kirke; den føde som hele husstanden skulle have, ville blive gennemsyret eller fordærvet. Hver eneste del af den ville blive mere eller mindre forurenet af falske læresætningers surdej, som ville gennemtrænge hele massen. Således ser vi i dag at næsten hver eneste ting som Jesus og hans apostle lærte, er blevet mere eller mindre forvansket eller fordrejet af middelalderens vildfarelser.“ — Se også The Watch Tower for 15. juni 1912, siderne 198, 199, under afsnittet „Lignelsen om surdejen“.

Surdej og vin

12. Hvad kunne J. H. Paton have hævdet, og hvilken lignelse af Jesus om vin og vinsække kunne han have henvist til?

¹² Hvis J. H. Paton havde været i live dengang, ville han måske have gjort indsigelse over for Watch Tower’s redaktør, C. T. Russell, angående disse artikler i 1900, 1910 og 1912. Han ville måske have hævdet at The Watch Tower skulle holde sig til ’den ene egenskab ved surdejen, nemlig dens gennemtrængningsevne’. Eftersom surdejens gennemtrængningsevne ligger i den gæringsproces der sættes i gang, ville han måske have hævdet at gæring er gæring, en proces der må betragtes objektivt. Han ville måske have henvist til Mattæus 9:17, hvor Jesus siger: „Man kommer heller ikke ny vin i gamle skindsække; hvis man gør det, vil skindsækkene sprænges og vinen løbe ud og skindsækkene blive ødelagt. Nej, man kommer ny vin i nye skindsække, og så bevarer man begge dele.“ — Også Markus 2:22; Lukas 5:37, 38.

13. (a) På hvilken måde bruges gæringen i vin som et symbol? (b) Hvilket spørgsmål rejser der sig i betragtning heraf med hensyn til den symbolske betydning af den gæring som foregår i brøddej?

¹³ Den nye vin, der stadig er i gæring, vil udvikle luftarten kuldioxyd og få de gamle, uelastiske vinsække til at sprænges. Vingæringen tjener et godt formål, og bruges derfor her som et symbol på noget godt. Men kan man herudfra slutte at den gæring der forårsages af surdej, bruges som symbol på noget godt i lignelsen om kvinden der gemte surdejen i tre store mål mel indtil hele dejen var gennemsyret? Og er der således i Bibelen én eller to undtagelser fra dens brug af surdej som et symbol på noget dårligt? Bruger Bibelen surdej på to måder, både som et symbol på noget godt og rigtigt, og som et symbol på noget ondt og dårligt?

14. Hvad viser at Bibelen ikke betragter den gæring der foregår ved vinfremstilling, på samme måde som den gæring der fremkaldes af surdej som man kommer i en brøddej?

¹⁴ Det bliver svært at fastholde at Bibelen bruger surdej på disse to måder, eftersom man ved den jødiske påske og under den syvdages højtid der fulgte efter, gerne måtte drikke vin, mens det var forbudt at spise syret brød og der var dødsstraf for at overtræde denne lov. (3 Mos. 23:5-13; Luk. 22:7-20) Kan man sige at Bibelen betragter enhver gæringsproces og gærens gennemtrængningsevne under den samme synsvinkel? Ser Bibelen kun på gærens gennemtrængningsevne, uanset hvad der forårsager gæringen? Det bibelske svar er nej! Ellers ville vi ikke have fundet denne tydelige uoverensstemmelse ved påskehøjtiden og de usyrede brøds fest i ugen efter påsken.

15. Hvad er den afgørende faktor ved gæringen, og går lignelsen om surdejen derfor i en positiv retning eller ej?

¹⁵ Det er derfor åbenbart at gæringen med dens gennemtrængningsevne ikke i sig selv er afgørende for om dens symbolske betydning går i en god eller dårlig retning. Det er derimod det middel der bruges til at fremkalde gæringen, der er det afgørende. I Bibelen bruges gæringen ikke som en selvstændig faktor, isoleret fra det der fremkalder den, og følgelig sidestilles den gæring der foregår ved vinfremstilling og som fremkaldes af naturligt forekommende gærsvampe, ikke med den gæring der foregår i brøddej, som fremkaldes ved at man tilsætter gær eller surdej.a At den gæring der foregår i brøddej skulle være et symbol på noget godt og rigtigt, kan derfor ikke begrundes med en henvisning til den gæring der foregår i den nye vin i de nye skindsække. Argumentet er ikke bibelsk holdbart; og den forklaring J. H. Paton gav i Zion’s Watch Tower for april 1881 er heller ikke holdbar. De inspirerede skrifter tvinger os til at foretage en sondring når der er tale om surdej som et symbol, og lignelsen om surdejen skal derfor ikke skildre noget positivt, men tværtimod noget negativt. Hvad det er, skal vi senere komme ind på.

’Himlenes rige er som . . .’

16, 17. Hvad kunne nogle måske indvende til det foregående, i betragtning af den måde lignelsen om sennepsfrøet og om surdejen indledes på? Hvordan indledes imidlertid lignelsen om voddet, og hvad bruges dette vod til?

¹⁶ Gælder den tidligere forklaring som blev givet i The Watch Tower i 1900, 1910 og 1912 af lignelsen om surdejen så stadig i dag, hvor Jesu lignelser er ved at nå højdepunktet for deres opfyldelse? Ja! Nu vil nogle bibellæsere måske protestere, fordi, som de siger, det er „himlenes rige“ der siges at være som surdej og som et sennepsfrø. (Matt. 13:31-33) Det er rigtigt, men Jesus sagde også i den syvende og sidste lignelse i rækken i Mattæus-evangeliet, kapitel 13:

¹⁷ „Himlenes rige er også som et vod der blev sat i søen og opsamlede fisk af enhver slags. Da det var fuldt, halede man det op på bredden, satte sig og samlede de gode fra i kar, men de ubrugelige smed man ud. Det er sådan det vil være ved afslutningen på tingenes ordning: englene vil gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder.“ — Matt. 13:47-50.

18. (a) Hvilke spørgsmål kunne man stille med hensyn til lignelsen om voddet og lignelsen om de kloge og de tåbelige jomfruer? (b) Hvad mente Jesus åbenbart med udtrykket ’himlenes rige er som . . .’?

¹⁸ Nu ved vi at de der udgør „himlenes rige“ eller det messianske „gudsrige“, er Lammet Jesus Kristus og hans 144.000 efterfølgere, de åndelige israelitter. (Åb. 7:4-8; 14:1-5) Det får os derfor til at spørge om Jesus mente at denne rigsskare der udgøres af 144.001, er som et vod der rummer både „onde“ og „retfærdige“ og styres af engle, der er underordnet Jesus Kristus? Vi husker også at Jesus indledte en anden lignelse med ordene: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge.“ (Matt. 25:1, 2) Skal vi forstå det sådan at rigsskaren, bestående af et hundrede og fireogfyrre tusind og én, udgøres halvt af tåbelige og halvt af kloge? Det kan ikke være tilfældet. Åbenbart mente Jesus med udtrykket ’himlenes rige er som’, at der i forbindelse med himlenes rige ville være en side eller omstændighed af den og den art, eller at forholdene eller omstændighederne i forbindelse med Riget ville være af den og den art.

19, 20. (a) Hvad må vi vide om lignelserne for at forstå dem rigtigt? (b) Hvorfor talte Jesus til folket i lignelser, ifølge hans egen udtalelse?

¹⁹ Denne forståelse giver rum for at Jesus kunne skildre såvel en god som en dårlig udvikling med hensyn til „himlenes rige“ eller det messianske „gudsrige“. For at forstå hvad Jesus mente, må vi tage hensigten med lignelsen eller rækken af lignelser i betragtning. Jesus fortalte selv hvad denne hensigt var. Efter at han havde fortalt folkeskarerne lignelsen om de fire slags jord sæden faldt i, spurgte hans disciple ham: „Hvordan kan det være at du taler til dem i billeder?“ Bemærk nu hvad Jesus svarede:

²⁰ „Jer [disciplene] er det givet at forstå himlenes riges hellige hemmeligheder, men dem er det ikke givet. For den der har, ham skal der gives mere og han vil få overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har. Det er derfor jeg taler til dem i billeder, for [med Esajas’ ord:] når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen; og på dem opfyldes Esajas’ profeti [6:9, 10], som siger: ’I vil høre og høre men slet ikke få fat i meningen; og I vil se og se men slet ikke indse. For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’“ — Matt. 13:10-15.

21. (a) Hvordan blev Esajas 6:9, 10 opfyldt på Israel ved at Jesus talte i lignelser? (b) Hvordan fremgik det samme af lignelsen om de fire slags jord?

²¹ Dette var altså hensigten med at Jesus talte til Israels folk i lignelser, som det var forudsagt i Salme 78:2 at han ville gøre. Og ved hjælp af disse lignelser viste Jesus at profetien i Esajas 6:9, 10 ville blive opfyldt, nemlig at forholdsvis få, kun en rest, ville tage imod hans sandhedsbudskab og blive sande kristne der var værdige til „himlenes rige“. For eksempel talte han i lignelsen om sædemanden om fire slags jord; men så meget som tre ud af de fire viste sig ikke at bære frugt. Kun den gode jord bar frugt i forkyndelsen af Rigets budskab, tredive, tres eller hundrede fold. (Matt. 13:3-8) Således var allerede i den første lignelse i rækken det negative træk det fremherskende.

22. Hvilken skare opfyldes Esajas 6:9, 10 på i Jesu lignelse om hveden og ukrudtet?

²² I den næste lignelse, lignelsen om ukrudtet blandt hveden, såede fjenden ukrudt i hvedemarken, sådan at marken, da høsttiden kom, var skæmmet af en mængde ukrudt. Jesus forklarede at „den gode sæd“ er de sande, salvede kristne, „rigets sønner“. Ukrudtet er det modsatte. Det er mennesker som blot giver sig ud for at være kristne, ja, som er „den ondes sønner“, sået af Djævelen. Høsten er ’afslutningen på en tingenes ordning’, den tidsperiode vi nu befinder os i. Hvad ser vi så når vi betragter det åndelige høstarbejde der har gået for sig siden foråret 1919? „Rigets sønner“, som er blevet indhøstet under englenes ledelse, udgør kun en rest, i dag omkring ti tusind, som nyder symbolerne, brødet og vinen, når Herrens aftensmåltid fejres. Siden 1948, hvor rapporten viser at de udgjorde i alt 25.395, har deres antal været støt dalende. I modsætning hertil udgør de der giver sig ud for at være kristne, altså de som Esajas 6:9, 10 opfyldes på, henved én milliard. Det er alle dem der tilhører kristenhedens forskellige kirker. — Matt. 13:24-30, 36-43.

23. Hvor mange gør noget aktivt i lignelsen om den skjulte skat?

²³ I lignelsen om skatten der var skjult i en mark, er det kun én mand der opdager denne skat og „sælger hvad han har og køber den mark“. Alle de andres sans for værdier går i en anden retning fordi deres øjne er som ’lukkede’ og de slet ikke ser den skat der er skjult i marken. — Matt. 13:44.

24. Hvor mange rejsende købmænd ville i lignelsen betale prisen for den værdifulde perle?

²⁴ I lignelsen om den ene perle af stor værdi er det kun én „rejsende købmand“ der brændende ønsker at komme i besiddelse af den sjældneste perle der findes. Han var den eneste der ’straks solgte alt hvad han havde, og købte den’. Alle de andre rejsende købmænd så efter noget andet som de mente havde værdi, sandsynligvis noget der ikke ville koste dem alt hvad de havde for at fremskaffe købesummen. — Matt. 13:45, 46.

25, 26. (a) På hvilket tidspunkt når lignelserne om voddet og om hvedemarken højdepunktet for deres opfyldelse? (b) Hvordan opfyldes profetierne for „de retfærdige“ og for dem der blot foregiver at være kristne?

²⁵ I lignelsen om voddet opsamler dette redskab til massefiskeri, som håndteres af fiskere der er et billede på englene, „fisk af enhver slags“. Det var fisk som jøderne havde lov at spise og fisk som de ikke havde lov at spise ifølge Moseloven. Kun de egnede fisk blev samlet i kar, resten blev kastet ud som ubrugelige. — Matt. 13:47-50.

²⁶ Det er her på jorden og nu ved ’afslutningen på en tingenes ordning’ (den tidsperiode vi har befundet os i siden 1914) at lignelsen om hvedemarken når højdepunktet for sin opfyldelse. Efterhånden som arbejdet med at „skille de onde fra de retfærdige“ skrider frem, under Guds hellige engles usynlige ledelse, hvad lægger vi da mærke til med hensyn til „himlenes rige“? Er „de retfærdige“, de der er kaldede til det himmelske rige, en overvældende majoritet? Tværtimod. De udgør et ubetydeligt mindretal, en „rest“, hvorimod medlemmerne af kristenhedens kirker, som forventer at komme i himmelen når de dør, tæller mange hundrede millioner. Profetien i Esajas 6:9, 10 bliver opfyldt på disse såkaldte kristne. De vil blive kastet i den forestående „store trængsels“ ildovn. (Matt. 13:47-50) Kristenheden, som blot er en efterligning eller en forfalskning og ikke det virkelige „himlenes rige“, er derfor ikke stedet hvor man bør søge tilflugt.

[Fodnote]

Det falske tilflugtssted afsløres

1. I hvilken hensigt fortalte Jesus lignelsen om sennepsfrøet, og hvilken profeti var dette i overensstemmelse med?

HVAD er så hensigten med Jesu lignelse om sennepsfrøet, et frø der er meget lille i sin kimtilstand men udvikler sig til et træ? Hensigten må være at vise noget der stemmer med det negative billede Esajas gav i sin profeti (6:9, 10) og som Jesus hentydede til. (Matt. 13:13-15) I denne tredje af de syv lignelser han fortalte lige efter hinanden sagde Jesus: „Himlenes rige er ligesom et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark; det er jo det mindste af alle frø, men når det er vokset til, er det den største af urterne og bliver et træ, så at himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene.“ — Matt. 13:31, 32.

2. Hvordan fortolkede Zion’s Watch Tower for 15. maj 1900 at himmelens fugle kom og tog bolig i senneps„træets“ grene, idet det sammenlignede træet med navnkirken?

² I Zion’s Watch Tower for 15. maj 1900 stod der på side 153: „Den tredje lignelse om riget i dets daværende kimtilstand skal vise at navnkirken fra en meget ringe begyndelse i denne evangeliealder ville opnå en ganske betydelig størrelse. . . . Dog betyder denne udvikling ikke nødvendigvis en fordel eller noget særlig ønskværdigt. Den bliver tværtimod til skade for det, da himmelens fugle kommer og tager bolig i dets grene og forurener det. ’Fuglene’ i den foregående lignelse om sædemanden var et billede på Satan og hans redskaber, og vi mener at vi er berettigede til at forstå det på samme måde her og fortolke det sådan at den kirke som blev grundlagt af Herren Jesus, hurtigt blomstrede op og bredte sig, og at Satan, på grund af alt hvad den havde opnået, dens styrke, med mere, gennem sine redskaber kom og tog bolig i dens grene. De har boet i kirkens grene i disse mange århundreder, evangeliealderen igennem, og findes der stadig, et forurenende element.“

3. Hvad sagde The Watch Tower for 15. juni 1910 at det fuldt udviklede „træ“ og fuglene i det var et billede på?

³ Samme synspunkt gav The Watch Tower for 15. juni 1910 udtryk for. Der stod her på side 204: „Den lære vi uddrager af denne lignelse fører altså til den slutning at Kristi kirke på et vist tidspunkt var så ubetydelig i verden at det var en skændsel og vanære at tilhøre den, men at den til sidst ville opnå ære og blive stor og betydningsfuld, og modstanderens tjenere ville finde behag i dens skygge. Denne udvikling, viser Bibelen, er babylonisk; den erklærer at den kristne navnkirke som et hele, med alle dens forskellige forgreninger og trossamfund, er babylonisk. Lyt til Herrens ord: ’Den er blevet tilhold for alskens urene ånder og tilhold for alskens urene og afskyede fugle.’“ — Se også The Watch Tower for 15. juni 1912, side 198, under afsnittet „Som et sennepsfrø“.

4. (a) Hvad sagde disse to artikler i Watch Tower ikke at det symbolske træ var? (b) Hvad skildrer lignelsen om sennepsfrøet ikke med hensyn til tidspunktet og stedet for dens opfyldelse?

⁴ Vi befinder os nu i 1976, og det store spørgsmål er: Hvad er træet der har udviklet sig fra sennepsfrøet, et billede på? Babylon den Store, siger de ovennævnte to udgaver af Watch Tower. De siger ikke at denne trælignende urt er et billede på rigsskaren på 144.001 medlemmer der sidder på troner i himmelsk magt. Men hvad skal vi sige i dag? Først og fremmest må vi huske på at lignelsen om sennepsfrøet ikke giver et billede af tusindårsriget. Den skal ikke skildre hvordan den fuldtallige rigsskare regerer i himmelsk herlighed mens hele menneskeheden søger tilflugt under dette messianske rige. Den giver ikke et billede af noget som sker i himmelen med hensyn til „himlenes riges“ arvinger. Den giver et billede af en tilstand på jorden i en bestemt tidsperiode.

5. I hvilken særlig tidsperiode når lignelsen højdepunktet for sin opfyldelse, og hvor finder denne opfyldelse sted?

⁵ Denne særlige tidsperiode er den Jesus har angivet i lignelserne om hveden og ukrudtet og om voddet. I lignelsen om hvedemarken der blev sået til med ukrudt sagde Jesus: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle.“ I lignelsen om voddet sagde Jesus: „Det er sådan det vil være ved afslutningen på tingenes ordning: englene vil gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder.“ (Matt. 13:39, 49, 50) „Høsten“ finder sted her på jorden, hvor „ukrudtet“ findes og skilles fra. Ligeledes er det her på jorden, hvor de ’vande’ er hvori der fiskes, at de brugelige „fisk“ skilles fra de ubrugelige. Det symbolske „ukrudt“ og de symbolske ubrugelige „fisk“ er de såkaldte kristne hvis hjerter er blevet uimodtagelige, hvis ører hører modvilligt, og hvis øjne er tillukket så det er umuligt for dem at opnå åndelig lægedom. — Es. 6:9, 10; Matt. 13:14, 15. Jævnfør Apostelgerninger 28:25-28. Se artiklen „Ingen lægedom før husene er uden et menneske“ i Vagttårnet for 15. marts 1967.

6. Hvad gør denne trælignende urt i dag krav på at være, og hvorfor kan det symbolske træ derfor ikke være det store Babylon?

⁶ Ved „afslutningen på tingenes ordning“ skulle det symbolske træ som har udviklet sig af sennepsfrøet, være fuldt udvokset. Denne tilstand i væksten ville svare til høsten. Eftersom indhøstningen af den åndelige „hvede“ eller „rigets sønner“ har gået for sig siden 1919 e.v.t., kan vi forstå at det symbolske senneps„træ“ nu er fuldt udviklet her på jorden. Dette træ gør krav på at repræsentere „himlenes rige“, for Jesus sagde at „himlenes rige er ligesom“ dette træ. Derfor kan træet ikke være et billede på Babylon den Store, for denne organisation er den falske religions verdensimperium, der begyndte med det gamle Babylon. Det store Babylon som et hele gør ikke krav på at være eller at repræsentere „himlenes rige“, det messianske „gudsrige“. Det gør derimod den største og mest fremtrædende del af det store Babylon. Denne den største og mest indflydelsesrige del af det store Babylon er kristenheden, med dens et tusind eller flere religiøse forgreninger og samfund.

7. Hvad skyldes det at kristenheden nu har nået sin største udbredelse i historien, og hvornår blev den i realiteten grundlagt og hvordan?

⁷ Kristenheden gør krav på at have sin oprindelse i den lille kristne menighed i Jerusalem i det første århundrede. I dag tæller dens menigheder millioner. Den har nået sin største vækst! Men dens skandaløse verdslighed og mangel på åndelighed vidner om at dens enorme vækst ikke skyldes dens åndelige dyder eller at den har de bibelske sandheders fremadskridende lys. Religionshistorien viser at kristenheden i realiteten først blev grundlagt i det fjerde århundrede efter vor tidsregning af den hedenske romerske kejser Konstantin den Store, der påstod at han var blevet omvendt til kristendommen i 312 e.v.t., men som forblev udøbt indtil kort før sin død den 22. maj 337 e.v.t. Han gjorde den afvegne kristendom på hans tid til romerrigets statsreligion, idet han brugte cirka tre hundrede frafaldne „biskopper“ til at indgå dette kompromis. Som romerrigets pontifex maximus sammenkaldte han til det første kirkemøde i Nikæa i Lilleasien og var med til at bestemme hvilke læresætninger der skulle være kirkens.

8. Hvad gennemtrænger kristenheden i dag når man ser på lære og praksis, og hvilken lignelse er dette en opfyldelse af?

⁸ Hvad ser vi i dag alle kristenhedens kirker gennemtrængt af? Er dens lære, opbygning, fremgangsmåde, ceremonier og skikke helt i overensstemmelse med Bibelen? Nej! Det den er gennemtrængt af, er den blandingsreligion som Konstantin, der bar den hedenske titel pontifex maximus, virkede til fremme for, en religion hvori babylonisk lære og babyloniske skikke er det grundlæggende, fremfor Guds inspirerede og hellige ords lære. Det var Konstantin der førte forsædet ved kirkemødet i Nikæa og afgjorde striden om Jehova Guds personlighed og egenskaber ved at træffe en afgørelse til gunst for den babyloniske lære om treenigheden. Jesus Kristus forudsagde denne proces hvorved kristen lære og praksis ville blive fordærvet, nemlig da han fortalte lignelsen om surdejen. Han sagde: „Himlenes rige ligner surdej, som en kvinde tog og gemte i tre store mål hvedemel, indtil det hele var syret.“ — Matt. 13:33.

9. I hvor lang tid har denne fordærvelige proces stået på i kristenheden, og hvad har Djævelens redskaber således haft lejlighed til?

⁹ Denne proces har nu stået på i kristenheden i seksten hundrede år, og hvem vil benægte at kristenheden i dag er gennemsyret af fordærvelig babylonisk lære, af verdslighed og af en Nimrod-lignende trods mod Jehova Guds universelle suverænitet? Denne forurening af kristenhedens uhyre masse, de foregivne „rigets sønner“, har gjort dette falske jordiske „gudsrige“ til et udmærket sted for Satan Djævelens redskaber at søge tilflugt i, ligesom „himmelens fugle“ kom og tog bolig i det udvoksede senneps„træs“ grene. — Matt. 13:31, 32.

10, 11. (a) Hvorfor skildres der ikke noget som er gavnligt for menneskeheden i lignelsen om sennepsfrøet? (b) Hvilket „rige“ er senneps„træet“ derfor et billede på i dag?

¹⁰ Det har ikke været til nogen åndelig gavn for kristenheden at alle disse symbolske „himmelens fugle“ har taget bolig i dens mange forgreninger. Det er gået som med det træ der voksede op fra sennepsfrøet som landmanden såede i sin have eller mark. De fugle der tog bolig i dets grene kunne spise sennepsfrøene, ligesom fuglene i Jesu lignelse om de fire slags jord spiste de sædekorn der faldt langs vejen. (Matt. 13:4) Så langt Jesu lignelse rakte, kom træet ikke til at tjene til nogen gavn. For eksempel fortæller lignelsen ikke at landmanden, da træet havde nået fuld størrelse, kom og jagede fuglene bort og høstede en stor mængde sennepsfrø hvormed man kunne lave en god sovs til at krydre maden med. Men det er sikkert og vist at landmanden ikke har sået sennepsfrøet i sin have blot for at skaffe „himmelens fugle“ et sted at bo.

¹¹ Det er åbenbart at det symbolske senneps„træ“ er noget som giver sig ud for at være et „himlenes rige“ men ikke er det, og alt taget i betragtning passer det på kristenheden med dens præsteskab og lægfolk. Det vil ikke være konsekvent at opfatte det udvoksede senneps„træ“ som et billede på den jordiske rest af de beseglede åndelige israelitter, for disse udgør kun en lille del af det endelige og fulde antal rigsarvinger, 144.000. Ja, i mere end syvogtyve år er antallet af dem der bekender sig til den åndelige rest, blevet mindre og mindre. Ved mindehøjtiden i 1975 var antallet faldet til 10.454.

En sennepsplante som er anderledes end hvad man ville forvente

12. Hvad kunne man måske indvende mod forklaringen om at senneps„træet“ er et billede på kristenheden, når man tager den bibelske regel om at et frø må bære frugt efter sin art, i betragtning?

¹² Det ville være meget tænkeligt om en og anden til den foregående fremstilling ville indvende at manden der såede sennepsfrøet i Jesu lignelse, gjorde det i en god hensigt. Han forventede at der af dette frø ville vokse en sennepsplante op ’efter sin art’. (1 Mos. 1:11, 12) Han forventede ikke noget der lå helt fjernt fra det han havde sået. Han forestillede sig ikke at der skulle komme en efterligning af en sennepsplante op. Hvordan kan vi da sige at det netop var en sådan efterligning manden fik? Og hvordan kan vi sige at det „træ“ der voksede op fra sennepsfrøet, var et billede på kristenheden, en efterligning af „himlenes rige“?a Er det ikke imod Guds lov om at et frø vil bære frugt efter sin art? Vil denne guddommelige lov, når den anvendes åndeligt, ikke udelukke at det kan være kristenheden, som er det modsatte af „himlenes rige“?

13, 14. (a) Hvorfor ville der ikke have været nogen kristenhed, hvis Jesus Kristus ikke havde eksisteret? (b) Hvorfor vil Gud holde kristenheden ansvarlig over for ham, og hvad danner kristenheden et modstykke til?

¹³ Hertil er der at sige at det alt sammen begyndte med Jesus Kristus. Hvis Kristus ikke havde været der, ville der ikke have været nogen kristenhed. Meget enkelt, men ikke desto mindre sandt! I det fjerde århundrede bandt kristenheden sig til den sande Kristus — ikke til en falsk Kristus eller Messias — for at efterligningen skulle blive så troværdig som muligt. Den tog endog hans officielle titel på sig ved at kalde sig kristenheden. Den har tilegnet sig forskellige ting der var forbundet med ham. Den praktiserer vanddåb, nogle kirker endog en dåb ved fuldstændig nedsænkning. Den fejrer Herrens nadver med brød og vin. Den har sine ældste, biskopper og diakoner. (Fil. 1:1, aut. eng. overs.) Og med hensyn til Bibelen, så er de bibler som vi benytter os af — også dem som Jehovas kristne vidner har gjort brug af frem til udgivelsen af New World Translation of the Holy Scriptures begyndte i 1950 — kommet til os gennem de bibelselskaber som kristenhedens kirker driver.

¹⁴ Det er tydeligt at Jesus Kristus er forbundet med kristenhedens dannelse. Selv gør den krav på at være hans sande kirke, og Jehova Gud tager den på ordet og kræver af den at den lever op til sin påstand, og han holder den ansvarlig for ikke at gøre det. Den vil få sin behørige straf derfor. Ved „afslutningen på tingenes ordning“ fælder han den dom over den at den har været utro mod det den i religiøs henseende har bekendt sig til. Den er det nutidige modstykke til fortidens utro Israel.

15, 16. Hvordan viser Jesu lignelse om hveden og ukrudtet at han har forbindelse med at kristenheden er vokset til dens nuværende omfang?

¹⁵ Et yderligere vidnesbyrd fra Bibelen om at Jesus Kristus er forbundet med kristenhedens dannelse og udvikling, er lignelsen om hveden og ukrudtet. Sandt nok var det ikke Jesus Kristus, „Menneskesønnen“, der såede ukrudtet i sin egen mark. Det var hans fjende, Satan Djævelen, der gjorde det. I lignelsen opdagede sædemandens trælle hurtigt at der var ukrudt i hvedemarken, og de ville rykke ukrudtsspirerne op med rode. Men sædemanden, hvedemarkens ejer, ville ikke lade dem gøre det. I sin tålmodighed og langmodighed befalede han trællene at lade både ukrudt og hvede vokse sammen indtil høsten, der ville finde sted omkring pinse. Først da ville han have at ukrudtet, der nu var fuldt udvokset, blev skilt fra hveden.

¹⁶ Som en opfyldelse af denne del af sin lignelse lod Jesus ikke kristenheden ødelægge så snart den viste sig. Han tillod den at vokse og brede sig. I den forstand har han været medvirkende til at kristenheden er vokset til dens nuværende omfang, dens hidtil største. Endnu har Jesus Kristus ikke grebet ind og ødelagt kristenheden. Den optager stadig, med hans tilladelse, plads i sædemandens mark, ’hans mark’, hans religiøse mark der er „under dyrkning“. — Matt. 13:24-27; jævnfør Første Korinterbrev 3:9.

17. Hvem har håndteret det symbolske vod, og hvad symboliserer dette „vod“ ifølge det der blev sagt i 1891 og 1912?

¹⁷ Lignelsen om voddet belyser også Jesu forbindelse med kristenheden. (Matt. 13:47-50) Fiskerne der betjener voddet er et billede på de himmelske engle, som står under ledelse af den herliggjorte Jesus Kristus. Men hvad er voddet selv et billede på? Når der i lignelsen siges at „himlenes rige er også som et vod“, betyder det så at voddet er et billede på de 144.001 medlemmer af den himmelske rigsskare? Nej, det kan ikke være tilfældet når vi tager alle enkeltheder i lignelsen i betragtning. I bogen „Komme dit Rige“ (udgivet på engelsk i 1891) siges der på side 221 (Studier i Skriften, bind III) at voddet fremstiller „Navnkirken“. The Watch Tower for 15. juni 1912 omtalte voddet som „evangelienettet, med hele dets store udvalg af kirker af enhver slags“. — Side 201, i afsnittet „Lignelsen om et fiskenet“.

18. Hvad blev der sagt i Vagttårnet for 15. februar 1968 med hensyn til hvad voddet er et billede på?

¹⁸ Af nyere dato er studieartiklen i Vagttårnet for 15. februar 1968: „Kast jeres garn ud til en dræt!“ På side 78 siges der i paragraf 6: „Voddet symboliserer den jordiske organisation der hævder at den er Guds menighed og som har indgået en ny pagt med Gud gennem mellemmanden Jesus Kristus. Det er den organisation der hævder at være det åndelige Israel, den hellige nation der er salvet med Guds ånd til at regere sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. Den omfatter både dem der lever op til deres påstand og dem der ikke gør det. Altså må den også indbefatte kristenheden med dens tusinder af såkaldte kristne som bekender sig til hundreder af såkaldt kristne sekter.“

19, 20. (a) Hvad kan dét Jesus har erfaret med det symbolske sennepsfrø sammenlignes med, når man for eksempel læser Jeremias 2:21-23? (b) Hvordan skildres Israels fordærvelse i Hoseas 10:1-4?

¹⁹ Jesus Kristus fremstillede således i lignelserne om Riget hvordan han er forbundet med navnkristenhedens dannelse og udbredelse. Hans forbindelse med kristenheden svarer til den forbindelse hans himmelske Fader Jehova havde med det frafaldne Israel i fortiden. Jehovas hensigt var god og rigtig da han grundlagde Israels nation i 1513 f.v.t. Men hvad skete der med dette folk som han havde udvalgt og plantet i Palæstina, det forjættede land? Jehova selv besvarer dette spørgsmål i Jeremias 2:21-23. Han siger dér: „Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke? Om du end tor dig med lud og ødsler med sæbe, jeg ser dog din brødes snavs, så lyder det fra [Jehova]. Hvor kan du sige: ’Ej er jeg uren, til Ba’alerne holdt jeg mig ikke!’ Se på din færd i dalen, kend, hvad du gjorde, en let kamelhoppe, løbende hid og did.’“

²⁰ Ligeledes siger Jehova i Hoseas 10:1-4: „En frodig [degenererende, NW] vinstok var [er, NW] Israel, bar sin frugt; jo flere frugter, des flere altre; som landet gik frem, des skønnere støtter. Deres hjerte var glat [hyklerisk, NW], så lad dem da bøde! . . . Med ord slår de om sig, gør mened og indgår forbund, så ret bliver gifturt, der gror langs markens furer.“ — Se også New English Bible; Lindberg; Kalkar.

21. (a) Hvordan viste den jødiske generation på Jesu tid at den var frafalden? (b) Hvis erfaring har vi som svar på spørgsmålet om hvorvidt Jesus kunne så et symbolsk sennepsfrø og få en anden plante ud af det?

²¹ På Jesu og hans apostles tid var Israels nation lige så frafalden som på Jeremias’ og Hoseas’ tid. Ja, det var den daværende generation af israelitter der udvirkede Jesu Messias’ død og forfulgte hans apostle og disciple i det første århundrede. Det var især sådanne israelitter Jesus og Esajas tænkte på da de talte om at der var nogle hvis øjne var lukkede, hvis ører hørte modvilligt og hvis hjerter var blevet uimodtagelige så det var umuligt for dem at opnå åndelig lægedom. (Es. 6:9, 10; Matt. 13:13-15; Apg. 28:24-28) Som følge heraf kom denne frafaldne generation til at erfare en national katastrofe i 70 e.v.t. Er der nogen der nu spørger om hvordan Jesus som sædemanden i lignelsen kunne så det symbolske sennepsfrø og alligevel lade det blive et andet træ, det degenererede vildskud der kaldes kristenheden? Jehova Guds erfaring med det gamle Israel giver det guddommelige svar på dette spørgsmål!

22. Hvorfor kunne Jesus fortælle lignelsen om sennepsfrøet og samtidig tænke på at det fuldvoksne „træ“ ville være et billede på en organisation der var en efterligning?

²² Jesus Kristus kunne med sin profetiske forudseenhed vide hvad resultatet ville blive af det symbolske sennepsfrø som han såede i det første århundrede. Han kendte Israels historie og alle profetierne. Han kunne derfor fortælle lignelsen om sennepsfrøet og samtidig tænke på kristenheden, en efterligning af „himlenes rige“, som det den udvoksede sennepsplante hvori „himmelens fugle“ kom og tog bolig, skulle skildre. — Se Mattæus 13:25, 38, 39; 24:23-25.

23. (a) Hvad bør vi ikke slutte af den omstændighed at lignelsen ikke viser at senneps„træet“ ødelægges? (b) Hvad viser lignelsen om voddet ikke at der sker med det til sidst?

²³ Jesu lignelse gik ikke så vidt at den fortalte at træet der blev hjemsøgt af fugle, ville blive ødelagt. Dette er dog ikke nogen grund til at mene at en sådan ødelæggelse ikke vil ramme det symbolske træ, kristenheden. (Jævnfør Lukas 13:5-9.) Det samme kan siges om voddet: Jesu lignelse siger intet om at voddet ville ophøre med at eksistere. Men på den anden side viser lignelsen heller ikke at voddet nogen sinde blev brugt igen. Hvis det blev brugt igen, ville det drage den samme blanding af fisk og andre havdyr op fra „søen“ som allerede skildret. Selv om lignelsen altså ikke rækker så vidt, betyder det ikke at det som voddet er et billede på, ikke vil blive bragt til ophør når Guds tid dertil er inde. Under englenes ledelse har der nu i de sidste nitten hundrede år gået et arbejde for sig med dette symbolske vod. Men når først arbejdet med at skille de forskellige slags fisk og havdyr der er blevet halet ind af det symbolske vod, er fuldført, vil fiskearbejdet ikke blive gentaget.

24. Hvorfor vil det symbolske vod blive afskaffet når Guds tid dertil er inde, selv om det ikke skildres i lignelsen?

²⁴ Eftersom voddet er et billede på „Navnkirken“ eller ’organisationen af dem der bekender sig som kristne, både dem der lever op til deres påstand og dem der ikke gør det’, vil det symbolske vod faktisk blive afskaffet. Denne religiøse anordning som indbefatter kristenheden vil blive kastet bort og aldrig brugt igen. Når „afslutningen på tingenes ordning“ er forbi, vil Jehova Gud have fået alle sine gode „fisk“ indsamlet til det sande „himlenes rige“. (Matt. 4:17; 13:47-50) Den omstændighed at lignelsen intet siger om det, beviser altså ikke at hensigten med det billedlige vod ikke vil blive nået og voddet afskaffet, lagt bort og aldrig brugt igen. Og alligevel sagde Jesus at „himlenes rige“ var som dette vod. Det er tydeligt at voddet i sig selv ikke var et billede på rigsskaren med dens 144.001 medlemmer.

Hvad med de syrede brød der blev ofret til Jehova?

25. Selv om den navnkristne menighed er gennemsyret af babylonisk lære og praksis, hvilket spørgsmål kunne man da stadig have om surdejen der blev skjult i melet af kvinden, og hvorfor?

²⁵ Der er ingen tvivl om at den navnkristne organisation, symbolsk skildret ved senneps„træet“ der blev hjemsøgt af fugle, er blevet fordærvet af babylonisk lære og praksis. Vi har tidligere påpeget at denne fordærvelse eller forurening af den organisation der bekender sig som kristen, blev skildret i lignelsen om kvinden der gemte en smule surdej i tre store mål mel for at hele dejen kunne blive syret. (Matt. 13:33) Nogle vil måske stadig have svært ved at godtage denne forklaring. De spørger måske: Er surdejen i denne lignelse virkelig et billede på noget dårligt, noget religiøst fordærvende? Kan det ikke være et billede på den retfærdighedens og hellighedens kraft der gennemtrænger den sande kristne menighed af Rigets arvinger? Se blot på det der blev ofret til Jehova Gud ifølge Moseloven og som indeholdt surdej og blev antaget af ham! Er dette ikke et vidnesbyrd om at Bibelen bruger surdej som et symbol på noget godt og rigtigt? Kan dette ikke også være tilfældet i Jesu lignelse om surdejen der blev gemt i den store dejmasse?

26. Hvordan kunne den spørgende ræsonnere med hensyn til surdejen i de to hvedebrød som ypperstepræsten ofrede på pinsedagen?

²⁶ Et fremtrædende eksempel på at syrede brød blev ofret til Jehova på hans befaling og blev anerkendt af ham, er de to syrede hvedebrød som den jødiske ypperstepræst frembar på ugefestens dag, pinsedagen, der faldt på den sjette dag i forårsmåneden sivan. Dette var den halvtredsindstyvende dag regnet fra den 16. nisan, hvor ypperstepræsten ofrede førstegrøden af byghøsten. (3 Mos. 23:15-17; 5 Mos. 16:9-12; Apg. 20:16; 1 Kor. 16:8) I betragtning af den respekt disse to brød blev behandlet med, kunne man ræsonnere som følger: Jehova tager på pinsedagen imod de to hvedebrød der indeholder surdej. Når Jehova i dette tilfælde tager imod noget der er syret, kan det da ikke betyde at surdejen her anvendes i en gunstig betydning? Viser det ikke at surdej til tider i symbolsk forstand har en god betydning hos Gud? Syret brød var jo det foretrukne brød blandt Jehovas udvalgte folk i fortiden, hvorimod usyret brød blev kaldt „trængselsbrød“. (5 Mos. 16:1-3) Det må da betyde at surdejen også har en gunstig betydning når den bruges som symbol i Bibelen!

27. Hvis vi følger denne tanke, hvilken slutning fører det os da til med hensyn til betydningen af surdejen i det som de to hvedebrød svarer til i modbilledet?

²⁷ Hvis vi følger denne tanke med hensyn til de to syrede hvedebrød der blev frembåret på ugefestens dag, hvilket resultat kommer vi da til? Vi kommer til det resultat at eftersom disse to brød der blev frembåret på pinsedagen, den 6. sivan, var billeder på noget som skulle komme ifølge Guds hensigt, må surdejen deri skildre noget godt, rigtigt og retskaffent i det som frembæringen af brødene svarer til i modbilledet. Vi spørger derfor: Hvad er de to syrede hvedebrød så et billede på? De er et billede på den sande kristne menighed bestående af ufuldkomne troende mennesker, den menighed der blev oprettet på pinsedagen i år 33 e.v.t. (Zion’s Watch Tower for 1. marts 1898, side 68, paragraf 4) Hvis nu surdejen på pinsedagen var et billede på en god egenskab, vil det altså sige at den kristne menighed i sig selv fremstilles som begyndende med en surdej der symboliserede noget godt, et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“. Og dette endnu før den hellige ånd var blevet udgydt!

28. Hvad er surdejen i de forbilledlige hvedebrød imidlertid et billede på, som forklaret i The Watch Tower?

²⁸ Men kan man sige at de jordiske medlemmer af den kristne menighed på pinsedagen i år 33 e.v.t., da den hellige ånd blev udgydt over dem, i sig selv besad en indre fortjeneste? Nej; de besad ingen retfærdighed i sig selv. Den surdej som fandtes i det offer der blev frembåret af førstegrøden af hvedehøsten er derfor længe blevet forklaret sådan at den betød synd, den synd som medlemmerne af den kristne menighed af rigsarvingerne har arvet fra den ulydige Adam. (Rom. 5:12; se The Watch Tower for 15. juni 1912, side 198, andet afsnit under overskriften „Lignelsen om surdejen“.) Men på pinsedagen i år 33 e.v.t. kom det til at gælde for den kristne menigheds ufuldkomne medlemmer at „Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd“. — 1 Joh. 1:7; se side 229, 1. afsnit, til og med side 231 i bogen The Temple af Alfred Edersheim, udgivet i 1881.b

29. (a) Hvilken anden dag hvor der blev frembåret et førstegrødeoffer, var pinsedagen tidsmæssigt forbundet med? Forklar nærmere. (b) Var der nogen surdej forbundet med dette tidligere førstegrødeoffer?

²⁹ Denne forklaring på hvad surdejen i de to hvedebrød der blev ofret på pinsedagen betyder, understøttes af endnu en ting. Denne: Pinsen, ugefesten (schavuot), var tidsmæssigt forbundet med den dag førstegrøden af byghøsten ofredes. Dette offer blev bragt den 16. nisan, tredjedagen efter den jødiske påske. (3 Mos. 23:9-17) Når ypperstepræsten den 16. nisan udførte svingningen med „førstegrødeneget“ af Israels byghøst, ofredes der ingen surdej sammen med det. Samtidig ofredes to tiendedele efa fint hvedemel, rørt i olie, og en fjerdedel hin vin, men ingen surdej. (3 Mos. 23:13) Denne ceremoni fandt sted under de usyrede brøds fest, som varede i syv dage, i hvilket tidsrum man ikke måtte spise nogen surdej og der ikke måtte findes surdej i huset. Hvorfor var der nu ingen surdej ved denne ceremoni den 16. nisan, mens der fandtes surdej ved pinsefesten, som tidsmæssigt var forbundet med den?

30. (a) Hvis surdej var et billede på noget godt og rigtigt, hvad ville det da betyde at der ikke brugtes nogen surdej den dag førstegrøden af byghøsten blev ofret? (b) Hvad var førstegrødeneget af byghøsten et billede på?

³⁰ Hvis surdej skal betragtes som symbol på noget godt fordi Gud tog imod det på pinsedagen, hvorfor måtte der da ikke være nogen surdej i de ofre der blev bragt samtidig med at svingningen af førstegrødeneget af byghøsten udførtes? Hvis surdej skal tages som symbol på noget godt, vil det så ikke sige at der manglede noget godt ved ofringen af førstegrødeneget? Ja, ville det ikke betyde at der i opfyldelsen af dette profetiske billede ville mangle et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“? Når vi skal svare herpå, må vi tage i betragtning hvad førstegrødeneget af byghøsten var et billede på. Det var et billede på ingen anden end den opstandne Herre Jesus Kristus selv. — 1 Kor. 15:20.

31. (a) På hvilken dag blev Jesus oprejst, og hvorfor på dette tidspunkt? (b) Hvad skildrede den omstændighed at det i Israel ikke var tilladt at have nogen surdej i huset, med hensyn til Kristi opstandelse?

³¹ I overensstemmelse med forbilledet blev Jesus Kristus oprejst fra de døde søndag den 16. nisan i år 33 e.v.t., midt under den ugelange usyrede brøds fest. Ved sin opstandelse i herlighed stod han visselig ikke tilbage i nogen henseende; han manglede intet „gode udvirket af den hellige ånd“, hvilket ville have været tilfældet hvis surdej — som altså ikke brugtes ved denne fest — skal betragtes som et symbol på noget godt, en såkaldt ’retfærdigheds surdej’. Tværtimod var den omstændighed at der ingen surdej var til stede når svingningen af førstegrødeneget af byghøsten udførtes den 16. nisan, et billede på at Jesus Kristus var blevet oprejst som en fuldkommen, retfærdig og syndfri åndeskabning. Ved sin opstandelse blev han, som der siges i Første Timoteusbrev 3:16, „erklæret retfærdig i ånd“. Der var ingen symbolsk „surdej“ ved ham.

32. (a) Hvad sagde Jesus om det brød han brækkede i stykker da han indstiftede Herrens aftensmåltid? (b) Hvad symboliseredes der altså ved at brødet var usyret?

³² Følgende omstændighed har tilknytning hertil: Den 16. nisan, den dag førstegrøden af byghøsten blev ofret til Jehova Gud, var tredjedagen efter påsken. Efter at Jesus Kristus havde fejret påskemåltidet den 14. nisan i år 33 e.v.t., tog han et usyret brød, brækkede det i stykker og sagde til sine trofaste apostle: „Tag, spis. Dette er ensbetydende med mit legeme.“ (Matt. 26:26) Eftersom der ingen surdej var i det brød han brugte, vil det da sige at Jesu kødelige legeme, hvis vi går ud fra den tanke at surdej er symbol på noget godt, manglede noget væsentligt, manglede retfærdighed, manglede et eller andet „gode udvirket af den hellige ånd“? Absolut ikke! Det usyrede brød, som Jesus sagde forestillede hans legeme, var et billede på at Jesu kødelige legeme var fri for al synd og ufuldkommenhed. — Hebr. 7:26.

33. Hvordan bruger Bibelen altså surdej som et symbol, og hvilke vidner har vi der bekræfter dette?

³³ I overensstemmelse med den foregående redegørelse havde Watch Tower for 15. maj 1900 og for 15. juni 1910 altså ret når det heri hed at surdej som symbol overalt i Bibelen bruges i en ugunstig eller negativ betydning. Fra det allerførste sted Bibelen nævner surdej, nemlig i Anden Mosebog 12:15-20; 13:7, og til det nævnes sidste gang, i Galaterbrevet 5:9, bruger Bibelen surdej som symbol på noget dårligt. Hvis vi vil have vidner herpå, så har vi i det mindste TO vidner der bekræfter at Bibelen konstant bruger surdej som symbol på noget dårligt og uretfærdigt, på vildfarelse og synd. Jesus omtalte farisæernes surdej og Herodes’ surdej. (Matt. 16:6-12; Mark. 8:15; Luk. 12:1) Apostelen Paulus advarer imod den surdej der syrer hele dejen. Han henviser til de usyrede brøds fest som et forbillede og giver klart udtryk for hvad surdej er et symbol på, for han siger: „Også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ — 1 Kor. 5:6-8; se Femte Mosebog 17:6, 7; 19:15; Første Timoteusbrev 5:19; Hebræerbrevet 10:28.c

34. Hvad skildrer lignelsen om surdejen altså?

³⁴ I betragtning af alt dette må vi sige at Jesus ikke gjorde nogen undtagelse med hensyn til betydningen af surdejen da han fortalte lignelsen om kvinden der kom en smule surdej i tre store mål hvedemel. Konsekvent som han var i sin lære brugte han her surdej som symbol på noget ugunstigt. Lignelsen må derfor illustrere noget ugunstigt som har at gøre med „himlenes rige“. At hele den store brøddej gennemsyres, er et profetisk billede på hvordan den menighed der bekender sig som kristen, fordærves af babylonisk lære og praksis. Det er det samme der skildres ved at den fuldvoksne sennepsplante forurenes og fordærves. Meget passende sætter derfor både Mattæus og Lukas lignelsen om surdejen ved siden af lignelsen om sennepsfrøet, og Lukas bringer lignelserne umiddelbart efter en sviende fordømmelse rettet mod de hykleriske religiøse ledere. — Luk. 13:10-21.

[Fodnoter]

I overensstemmelse hermed læser vi i bogen Biblical Commentary on The Old Testament af Keil og Delitzsch (bind II — The Pentateuch) under afsnittet (side 437) „Sabbatens helligelse og Jehovas højtider. — Kap. XXIII“ i linjerne 16-34 på side 443:

„’. . . Vers 20. Præsten skal udføre svingning med dem (fredsofferets to lam), tillige med brødene af førstegrøden, som et svingningsoffer for Jehova; sammen med de to lam (de to førnævnte) skal de (brødene) være hellige for Jehova og tilfalde præsten.’ . . . Syndofferet skulle vække følelsen af og bevidstheden om synd hos Israels menighed, for at de, når de spiste deres daglige syrede brød, ikke skulle tjene surdejen i deres gamle natur, men søge og anmode Herren deres Gud om tilgivelse og om renselse for synd.“

„Surdej betragtes som symbol på urenhed og fordærv. ’Gæren i dejen’ er en af de ting der ’forhindrer os i at gøre Guds vilje’ (Ber. 17a). Tanken blev stærkt udviklet i kabbalismen. Det nye Testamente taler også om ’sletheds og ondskabs surdej’, der stilles i kontrast til ’oprigtigheds og sandheds usyrede brød’ (1 Kor. 5:8). Ligeledes anvendes ordet om det der blev betragtet som farisæernes og saddukæernes fordærvede lære (Matt. 16:12; Mark. 8:15).

Det blev især anvendt om elementer af uren herkomst som var kommet ind i en familie. (Gæret) ’dej’ blev i denne sammenhæng stillet i kontrast til det ’rene sigtede mel’. . . .“

Flygt til det sande tilflugtssted under Riget

1. (a) Hvordan er den organisation der skildredes ved senneps„træet“ i Jesu lignelse blevet afsløret? (b) Hvordan har de fleste mennesker i kristenheden vist sig at svare til beskrivelsen i Esajas 6:8-10?

DEN organisation der skildredes ved træet der voksede op fra sennepsfrøet i Jesu lignelse, er blevet afsløret ved Jehovas kristne vidners verdensomspændende forkyndelse. (Matt. 13:31, 32) Det er forholdsvis få der er flygtet fra denne religiøse organisation, kristenheden, og som har søgt tilflugt under Guds messianske rige, der forkyndes af Jehovas kristne vidner. Ligesom profeten Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning gik ud til det jødiske folk, er disse vidner gået ud til folk i kristenheden, og gør det stadig; men hvilken åndelig tilstand har det vist sig at det overvældende flertal i kristenheden befinder sig i? Nøjagtig i den tilstand som profeten Esajas forudsagde: deres øjne er blinde, deres ører tunge og deres hjerter sløve, uimodtagelige for Rigets budskab. — Es. 6:8-10.

2. Hvor længe vil sådanne åndeligt syge mennesker få lov at blive i kristenheden?

² Hvor længe vil disse få lov at forblive i denne åndeligt syge tilstand i kristenheden? Jehova har profetisk besvaret dette spørgsmål med de ord vi læser i Esajas 6:11-13. De vil blive der indtil kristenheden, det symbolske senneps„træ“, bliver udslettet i den forestående ’store trængsel’. — Matt. 24:21, 22. Se artiklen „Har du sagt: ’Her er jeg, send mig’?“ i Vagttårnet for 15. marts 1967.

3. Hvorfor har gudfrygtige mennesker søgt tilflugt under Guds oprettede messianske rige, og hvad er de således blevet ført ind i?

³ De gudfrygtige der allerede er flygtet fra den dødsdømte kristenhed har i lyset af Bibelens profetier undersøgt de begivenheder der har fundet sted i verden siden 1914. De har ikke lukket deres øjne, ører og hjerter, men ved at sammenholde Bibelen med verdensbegivenhederne er de kommet til forståelse af at Guds messianske rige i hans søn Jesu Kristi hånd blev oprettet i himmelen i dette krigsår. De har ikke søgt tilflugt under Folkeforbundet der er blevet kaldt „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, og heller ikke under De forenede Nationer, der er blevet kaldt menneskehedens „sidste håb“. Tværtimod har de afvist disse synspunkter som præster i kristenheden har givet udtryk for, og er flygtet til Guds oprettede rige, som de har søgt tilflugt under. De er så at sige flygtet „til bjergene“ uden for farezonen før ’den store trængsel’ bryder løs. (Matt. 24:16-22) De er på denne måde kommet ind i et paradis af åndelig art, det paradis Jehova Gud har oprettet for sit genrejste folk siden 1919 som en opfyldelse af Bibelens genoprettelsesprofetier. — Es. 35:1-10; 65:17-25.

4, 5. (a) Hvordan beskrives i Esajas 32:1, 2, 17, 18 den fred og tryghed der råder i det åndelige paradis? (b) Hvem er i opfyldelsen de „fyrster“ som denne profeti nævner, og hvordan bidrager de til den fred der råder i dette paradis?

⁴ Den fred og sikkerhed som de nu oplever under det messianske rige er malende beskrevet i Esajas 32:1, 2, 17, 18: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land. . . . retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“

⁵ De jordiske „fyrster“ der her er tale om er ikke „kirkefyrster“ i kristenheden. Det er de „ældste“, de udnævnte „tilsynsmænd“, i de mere end 38.000 menigheder som Jehovas udfriede og genrejste folk befinder sig i. Da de er direkte ansvarlige over for den himmelske konge, Jesus Messias, sørger de for at „styre med ret“ og at drage omsorg for hjorden med visdom. På denne måde bidrager de til den ro, fred, tryghed, sikkerhed og uforstyrrethed der råder i det åndelige paradis som Jehova har ført sine genrejste tilbedere ind i siden året 1919.

Under det kommende messianske tusindårsrige

6. Hvordan vil der lige fra begyndelsen være et åndeligt paradis i Guds nye orden på jorden, og hvilket arbejde ligger foran dem der befinder sig i dette paradis?

⁶ Ligesom arken, med Noa, hans familie og par af alle fugle og landdyr, blev ført sikkert gennem den verdensomspændende vandflod i 2370-2369 f.v.t., således vil det åndelige paradis under Jehovas beskyttelse blive ført sikkert igennem den kommende ’store trængsel’. Trofaste tilbedere af Jehova som forbliver i dette åndelige paradis, vil ligeledes blive beskyttet under denne trængsel, „en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Matt. 24:21, 22; Åb. 7:9-14) Derfor vil Guds retfærdige nye orden på jorden efter denne trængsel begynde med et åndeligt paradis som er „fuldt af [Jehovas] kundskab“ og beboet af hans trofaste tilbedere. (Es. 11:9) Foran den ’store skare’ overlevende, der svarer til Noas tre sønner og tre svigerdøtre, ligger nu arbejdet med at forskønne den bogstavelige jord og gøre den til et paradis, en Edens have der vil omspænde hele kloden. Således vil fremtidens beboede jord, under Jesu Kristi og hans 144.000 medkongers tusindårsrige, blive et helt bogstaveligt paradis. Jesus Kristus har selv givet løfte herom. — Luk. 23:43.

7, 8. (a) Hvem overlevede sammen med Noa og hans familie i arken? (b) Hvorfor gik Noas familie ikke ud af arken opfyldt af frygt for dyrene på jorden?

⁷ I 2369 f.v.t., da arken var landet på Ararats bjerg og Noa fik lov til at åbne døren, som Jehova Gud selv havde lukket, trådte han og hans familie ud i det fri. Men ikke kun de, for som Første Mosebog 8:19 siger: „Alle de vildtlevende dyr, alt kvæget, alle fuglene og alt krybet, der kryber på jorden, efter deres slægter, gik ud af arken.“ Disse skulle formere sig på jorden, ligesom menneskene der havde overlevet Vandfloden. — 1 Mos. 1:20-25.

⁸ Hvordan skulle forholdet være mellem disse lavere jordiske skabninger og mennesket? Det gav Gud til kende da han velsignede Noa og hans familie og sagde: „Frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i eders hånd er de givet!“ (1 Mos. 9:1, 2) Menneskene gik altså ikke ud af arken med nogen skræmmende forestillinger om hvad de ville møde, heller ikke med nogen frygt for dyrene. De havde ikke næret nogen frygt for dyrene der havde været med i arken, hvor selv løven levede af planteføde, ligesom oksen.

9. Hvad tyder dette på at Gud vil gøre efter ’den store trængsel’, som en opfyldelse af hvad han gav Adam og Eva påbud om vedrørende den lavere dyreskabning på jorden?

⁹ Dette er uden tvivl et fingerpeg om forholdene på den fremtidige beboede jord. Sammen med de jordiske tilbedere af Jehova i deres åndelige paradis vil lavere jordiske skabninger blive bevaret til gavn og glæde for menneskene. Når den store trængsel er forbi vil Gud uden tvivl berolige sine tilbedere på jorden med hensyn til fiskene, fuglene og landdyrene. Den almægtige Skaber vil indgyde alle disse lavere jordiske skabninger frygt for mennesket, så de ikke gør det nogen fortræd. I overensstemmelse med Guds påbud til den første mand og kvinde, Adam og Eva, vil menneskene gøre sig til herre over og herske over alle disse lavere skabninger. De vil adlyde menneskene og ikke gøre dem nogen fortræd. — 1 Mos. 1:27, 28.

10. Er alle jordens dyr nu underlagt mennesket, og hvordan pegede David profetisk frem til den som de ville blive underlagt?

¹⁰ Over tretten hundrede år efter Vandfloden da kong David i Jerusalem skrev den ottende salme, var ikke alle de lavere jordiske skabninger underlagt mennesket i den forstand at de var tamme og ikke gjorde nogen fortræd. Men David pegede i denne salme profetisk frem til en som engang ville underlægge sig dem alle. David siger i salmen: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end Gud [de guddommelige, NW], med ære og herlighed kroned du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier.“ — Sl. 8:4-9.

11. Hvem er det Gud har udpeget som den alt det jordiske skal være underlagt, og hvor får vi dette at vide?

¹¹ Hvem er det Jehova Gud har udpeget til at være det „menneske“ som hele jorden skal være underlagt? Det siges der i det inspirerede brev til hebræerne, kapitel 2, versene 5-9: „Det er ikke engle han har underlagt den kommende beboede jord, som vi taler om. Men en har et sted vidnet og sagt: ’Hvad er et menneske at du husker ham, eller en menneskesøn at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidt ringere end engle; med herlighed og ære kronede du ham, og du satte ham over dine hænders værker. Alle ting lagde du under hans fødder.’ For idet Gud lagde alle ting under ham, udelod han intet som ikke er ham underlagt. Nu ser vi dog endnu ikke alle ting underlagt ham; men Jesus, som var blevet gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“

12. Hvilke skabninger vil også være underlagt Jesus på „den kommende beboede jord“?

¹² Det vil sige at når den store trængsel er forbi og Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden, vil „den kommende beboede jord“ være underlagt Jesus Messias. Dette vil også omfatte alt hvad der er på jorden, deriblandt „småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier“. (Sl. 8:8, 9) Til „markens vilde dyr“ hører alle de vildtlevende dyr som på nuværende tidspunkt er farlige for mennesket, for eksempel løven, bjørnen, leoparden, brilleslangen og andre slanger. Til „alt, hvad der farer ad havenes stier“ hører også piratfisk, hajer og spækhuggere.

13. Hvordan vil Jesus Kristus, der nu er herliggjort i himmelen, vise at alle disse lavere jordiske skabninger er underlagt ham på „den kommende beboede jord“?

¹³ Jesus Messias, der nu er kronet med herlighed og ære i himmelen, har ikke mistet sin magt over de vilde og utæmmede dyr. (Mark. 1:13; 11:2-7) Han vil vise at disse skabninger, der i øjeblikket er farlige, er underlagt ham. Hvordan? Ved at sørge for at de bliver underlagt den ’store skare’ der overlever trængselen og arver det jordiske paradis under Guds nye orden. De dyr som i dag er farlige og rovgriske vilddyr, vil blive gjort til fredelige dyr der ikke gør Jehova Guds jordiske tilbedere fortræd. Det fredelige forhold mellem dyr og mennesker som da vil råde, vil svare til beskrivelsen i Esajas 11:6-9, der allerede har fået sin opfyldelse på det åndelige paradis som Jehovas kristne vidner befinder sig i.

14. Hvorfor vil de genløste døde ikke have noget at frygte når de kommer frem på „den kommende beboede jord“?

¹⁴ Således vil Skaberens oprindelige hensigt — at hele den jordiske dyreskabning skulle være underlagt den fuldkomne menneskeslægt i en jordomspændende Edens have — blive opfyldt. Der vil herske fred og tryghed i dette paradis. De genløste døde som bliver bragt frem af gravene på denne „kommende beboede jord“ vil ikke have noget at frygte. (Apg. 24:15; Joh. 5:28, 29; Åb. 20:11-14) Den „brølende løve“, Satan Djævelen, og hans dæmoner vil ikke være der. Den herliggjorte „menneskesøn“ vil fra himmelen sørge for at der hersker fred mellem menneskene indbyrdes, mellem mennesker og dyr og mellem dyrene indbyrdes. Da „lærer de, som bor på jorderig, retfærd“, og virkningen heraf på hele jorden vil være fred, ro, tryghed og sikkerhed. (Es. 26:9; 32:17, 18) Hvor skønt det bliver for menneskene at leve på jorden, at kunne bo for evigt i deres paradisiske hjem! Og det vil alt sammen ske fordi „den kommende beboede jord“ vil være underlagt det sande „himlenes rige“. — Matt. 4:17; 5:3, 10.

15. Hvad er det nu vor forret at gøre for de mennesker der er i fare på grund af den umiddelbart forestående ’store trængsel’?

¹⁵ Det er dette „himlenes rige“ det nu er vor forret at forkynde jorden over. Vi der allerede har søgt tilflugt under dette rige, ønsker også at andre skal opnå sikkerhed og tryghed i denne trængselstid for verden. Den største af alle trængsler ligger umiddelbart forude. Lad os da, i betragtning heraf, fortsætte med at lede alle som ønsker at høre og lære, til det sande messianske „himlenes rige“ og hjælpe dem til at søge tilflugt under dette. Deres frelse og udfrielse under den største af alle trængsler vil afhænge heraf!