Casiodoro de Reinas kamp for en spansk bibel

DET var farligt for bibellæsere at opholde sig i Spanien i det sekstende århundrede. Den katolske kirke havde givet Inkvisitionen påbud om at gribe ind over for det mindste tegn på uortodoks lære. Men i Sydspanien var der en ung mand som ikke blot læste i Bibelen, men også højtideligt havde bedyret at han ville oversætte den til spansk, så alle hans landsmænd kunne læse den. Hans navn var Casiodoro de Reina.

Reinas interesse for Bibelen blev vakt i de år han tilbragte i klosteret San Isidro del Campo, i udkanten af den spanske by Sevilla. I 1550’erne brugte de fleste munke i dette bemærkelsesværdige kloster mere tid på at læse i Bibelen end på at varetage deres klosterpligter. Det de læste, ændrede deres opfattelse. De forkastede de katolske doktriner angående brugen af billeder og læren om skærsilden. Deres synspunkter blev kendt i området, og af frygt for at blive pågrebet af den spanske inkvisition valgte de at flygte udenlands. Reina var en af de 12 for hvem det lykkedes at flygte til Genève i Schweiz.

Efter at være undsluppet på et hængende hår rejste Reina fra by til by i Europa, idet han på en eller anden måde havde held til at undslippe sine forfølgere. I 1562 brændte de frustrerede inkvisitorer ham in effigie i Sevilla, men selv denne grusomme trussel fik ikke Reina til at vige tilbage fra at oversætte Bibelen. Til trods for at der var sat en dusør på hans hoved og at han konstant levede i frygt for at blive pågrebet, arbejdede han uafbrudt på sin spanske oversættelse. „Bortset fra når jeg var syg eller på rejse, . . . lagde jeg ikke pennen fra mig,“ forklarede han.

Det tog Reina ti år at oversætte Bibelen til spansk. I 1569 blev hans oversættelse af hele Bibelen udgivet i Basel i Schweiz. Dette fremragende værk var den første komplette spanske bibeloversættelse fra originalsproget. I århundreder havde Bibelen været tilgængelig på latin, men latin var kun elitens sprog. Reina var af den opfattelse at alle skulle kunne forstå Bibelen, og han satte sit liv på spil for at nå dette mål.

I oversættelsens indledning motiverer han sit værk med disse ord: „At forbyde Den Hellige Skrift på hverdagssprog er uvægerlig en stor fornærmelse mod Gud og til skade for menneskets velfærd. [Forbudet] er tydeligvis iværksat af Satan og dem han behersker. . . . I betragtning af at Gud har givet sit Ord til mennesket i den hensigt at det skal forstås og efterleves, kan den som vil forbyde det på noget som helst sprog, ikke have et ret motiv.“

Dette var en dristig udtalelse, eftersom det blot var 18 år siden at Den Spanske Inkvisition havde udsendt en fortegnelse over forbudte bøger. Denne fortegnelse indeholdt et udtrykkeligt forbud mod bibeloversættelser „på castiliansk-romansk [spansk] eller på noget andet folkesprog“. Det er tydeligt at Reina ikke lod menneskefrygt kølne sin kærlighed til sandheden.

Ud over at Reina nærede et stærkt ønske om at gøre Bibelen tilgængelig for alle spansktalende, ønskede han at hans oversættelse blev så korrekt som muligt. I sin indledning nævnte han fordelene ved at oversætte direkte fra originalsproget. Der havde sneget sig nogle fejl ind i den latinske Vulgata, forklarede Reina. En af de mest iøjnespringende fejl var udeladelsen af Guds navn.

Guds navn i spanske bibeloversættelser

Reina var klar over at Guds navn, Jehova, burde forekomme i alle samvittighedsfulde oversættelser af Bibelen, hvilket det gør i originalteksten. Han nægtede at følge skikken med at udskifte Guds navn med titler som „Gud“ eller „Herren“. I forordet til sin oversættelse forklarer han, med sin særegne ligefremhed, grundene hertil.

„Der er særdeles vægtige grunde til at vi har bevaret navnet (Iehoua). For det første fordi det hver gang det forekommer i vor udgave, også forekommer i den hebraiske tekst; og vi var af den opfattelse at vi ikke kunne udelade det eller ændre det uden at være troløse over for teksten og begå helligbrøde mod Guds lov, der påbyder at intet må fjernes eller tilføjes. . . . Denne skik [at udelade navnet], som Djævelen står bag, stammer fra en overtro blandt nutidens rabbinere, som, skønt de hævder at nære ærbødighed for hans hellige navn, faktisk begravede det, hvorved de fik Guds folk til at glemme [selve det navn] som han ønskede skulle adskille ham fra alle andre . . . guder.“

Reinas rosværdige ønske om at prise Guds navn havde vidtrækkende konsekvenser. Frem til i dag har størstedelen af de spanske bibeloversættelser — både katolske og protestantiske — fulgt hans eksempel og benyttet Guds navn. Hovedsagelig på grund af Reina kan så godt som alle der læser en spansk oversættelse af Bibelen, uden besvær se at Gud har et personligt navn der adskiller ham fra alle andre guder.

Det er især bemærkelsesværdigt at Jehovas navn på hebraisk tydeligt står skrevet på titelbladet i Reinas bibel. Reina viede sit liv til den ædle sag at bevare Bibelen ved at gøre den tilgængelig på et sprog som millioner kunne læse.