HVER eneste uge holdes der i de fleste af Jehovas Vidners menigheder et offentligt foredrag om et bibelsk emne. Hvis du er ældste eller menighedstjener, er du da en god taler og en dygtig lærer? Hvis du er det, vil du måske blive spurgt om du vil udarbejde et offentligt foredrag. Den Teokratiske Skole har hjulpet titusinder af brødre til at blive dygtige offentlige talere. Hvis man får tildelt et offentligt foredrag, hvordan skal man da tage fat på forberedelsen?

Studér dispositionen

Før du giver dig til at lede efter stof, skal du læse dispositionen og fundere over den indtil du har fået fat i hensigten med den. Hæft dig ved temaet, foredragets titel. Hvad er det du skal undervise dine tilhørere i? Hvad skal være dit mål?

Se nøje på hovedpunkterne. Analysér dem. Hvordan er de hver især knyttet til temaet? Under hvert af hovedpunkterne står der nogle underpunkter. Tanker som støtter underpunkterne, står under disse. Læg mærke til hvordan hvert eneste led af dispositionen udspringer naturligt af det foregående og fører videre til det næste, og hvordan hvert punkt medvirker til at foredragets mål bliver nået. Når du har forstået foredragets tema og mål og indset hvordan alle hovedpunkterne peger frem mod dette mål — så kan du begynde at arbejde med stoffet.

Til at begynde med kan det være en hjælp for dig at opfatte foredraget som fire eller fem korte, selvstændige foredrag, ét for hvert af hovedpunkterne. De kan udarbejdes ét ad gangen.

Den opgivne disposition er et arbejdsredskab. Den udgør ikke det manuskript du skal holde foredraget ud fra. Den er som et skelet. Du skal komme kød på skelettet; du skal lægge et hjerte i; og så skal du puste liv i.

Brugen af Bibelen

Jesus Kristus og hans disciple baserede deres undervisning på Skrifterne. (Luk. 4:16-21; 24:27; Apg. 17:2, 3) Det bør du også gøre. Skriftstederne skal være det bærende i dit foredrag. Det du skal forklare og udlægge, er ikke citater fra den disposition du har fået. Nej, du skal forstå hvordan ordene i dispositionen støttes af skriftsteder, og så undervise ved hjælp af skriftstederne.

Under forberedelsen må du undersøge alle de skriftsteder der er henvist til i dispositionen. Bemærk sammenhængen. Nogle af henvisningerne er kun med for at give baggrundsoplysninger. De behøver ikke alle at blive læst og kommenteret under selve foredraget. Du må udvælge de skriftsteder der er bedst i betragtning af det publikum du har. Og hvis du koncentrerer dig om skriftstederne i dispositionen, får du næppe behov for at bruge nogle som ikke står der.

Hvor vellykket dit foredrag bliver, afhænger ikke af hvor mange skriftsteder du bruger, men af hvor godt du underviser. Når du benytter et skriftsted, skal du fortælle hvorfor du gør det. Brug tid på at forklare hvordan det skal anvendes. Og når du har læst et vers, hold da Bibelen åben mens du behandler verset; så vil tilhørerne sikkert gøre det samme. Hvordan kan du vække deres interesse og hjælpe dem til at få større udbytte af Guds ord? (Neh. 8:8, 12) Det kan du ved at forklare skriftstederne, bruge illustrationer og pege på skriftstedernes anvendelse.

Forklar. Når du forbereder dig på at gøre rede for et nøgleskriftsted, så spørg dig selv: ’Hvad betyder dette vers? Hvorfor skal jeg bruge det i foredraget? Hvilke spørgsmål vil tilhørerne stille når de læser det?’ Måske får du brug for at undersøge sammenhængen, baggrunden, hvad der ligger i ordene, hvordan situationen var da de blev udtalt, og hvad den inspirerede skribent havde i tanke. Det kræver et dybere studium, og du kan finde en rigdom af oplysninger i publikationer fra „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Prøv ikke at forklare alt vedrørende et vers, men fortæl hvorfor du har bedt forsamlingen om at læse det, og hvilken forbindelse det har med det punkt du behandler.

Illustrér. Hensigten med en illustration er at hjælpe tilhørerne til at få en dybere forståelse af den tanke eller det princip man er ved at behandle, og til at huske det pågældende punkt bedre. Illustrationen hjælper dem til at se det for sig og til at sætte oplysningen i forhold til det de ved i forvejen. Jesu berømte bjergprædiken var fuld af billeder der havde denne virkning. Udtryk som „himmelens fugle“, „liljerne på marken“, ’den snævre port’ og ’huset på klippen’ var alle sammen med til at gøre hans undervisning klar og markant, ja, uforglemmelig. — Matt., kap. 5-7.

Peg på anvendelsen. Ved at forklare og illustrere et skriftsted kan man øge tilhørernes viden, men det fører ikke til nogen resultater før man peger på anvendelsen af denne viden. Ganske vist er det tilhørerne selv der skal omsætte Bibelens budskab til handling, men du kan hjælpe dem til at forstå hvad der må gøres. Når du er sikker på at du har forklaret det pågældende bibelvers, og at tilhørerne kan se hvordan det underbygger det du har sagt, giv dig da tid til at pege på hvad det må betyde for vores tro og vores adfærd. Fremhæv fordelene ved at give slip på en forkert opfattelse eller ophøre med en adfærd der strider imod den bibelske lære du har behandlet.

Når du overvejer hvad du vil sige om skriftstedernes anvendelse, må du huske at dit publikum består af enkeltpersoner hvis baggrund og omstændigheder kan være vidt forskellige. Der kan være nyinteresserede, børn og ældre foruden nogle som slås med problemer af forskellig art. Gør dit foredrag realistisk og praktisk i bred forstand. Giv ikke råd der lyder som om du tænker på nogle få bestemte.

Hvad taleren skal afgøre

Nogle af afgørelserne i forbindelse med dit foredrag er truffet inden du får det tildelt. Det gælder de hovedpunkter det skal bestå af, og hvor mange minutter der må bruges på hvert af dem. Men der er også nogle afgørelser som du skal træffe. Hvad underpunkterne angår, kan du beslutte at bruge mere tid på nogle end på andre. Du kan ikke bruge lige megen tid på alle underpunkter — så ville du blive nødt til at tale for hurtigt, og tilhørerne ville så at sige stå af. Hvordan kan du afgøre hvad du skal springe over eller kun nævne ganske kort, og hvad du skal gøre mere ud af? Jo, du kan spørge dig selv: ’Hvad vil hjælpe mig til at få foredragets hovedtema frem? Hvilke punkter vil give mig bedst mulighed for at gavne tilhørerne? Hvis jeg udelader et af de anførte skriftsteder og den tanke det underbygger, vil det da svække min argumentation?’

Hold dig omhyggeligt fra det som kun er spekulationer og private opfattelser. Selv Guds søn, Jesus Kristus, undlod at tale ’ud fra sine egne ideer’. (Joh. 14:10) Når man kommer til Jehovas Vidners møder, er det for at høre om Guds ord. Hvis du har fået ry for at være en god taler, er det sikkert fordi du har for vane at henlede opmærksomheden på Bibelen og ikke på dig selv. Det er dét dine foredrag bliver værdsat for. — Fil. 1:10, 11.

Når dispositionens skelet nu er blevet forsynet med kød i form af godt bibelsk stof, skal du til at øve dig i at holde foredraget. Du vil sikkert finde at det er en god idé at tale højt når du øver dig. Det vigtigste er at du er sikker på at du har fået alle punkterne med. Du må kunne lægge hjertet i foredraget og fremholde sandheden på en engageret måde. Derved puster du liv i stoffet. Spørg dig selv inden du skal holde foredraget: ’Hvad er det jeg ønsker at opnå? Fremhæver jeg hovedpunkterne godt nok? Har jeg gjort skriftstederne til det bærende i foredraget? Er der en naturlig overgang mellem hovedpunkterne? Øger foredraget værdsættelsen af Jehova og hans gaver? Stemmer afslutningen med temaet? Viser den tilhørerne hvad de skal gøre, og motiverer den dem til at gøre det?’ Hvis du kan sige ja til alt dette, er du i stand til at ’gøre vel med kundskab’ til gavn for menigheden og til pris for Jehova. — Ordsp. 15:2.

HVILKE mål kan du sætte dig som lærer for andre? Hvis du er en ny forkynder, har du sikkert som mål at lære hvordan man leder et bibelstudium, i betragtning af at Jesus gav sine disciple til opgave selv at gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) Hvis du allerede har erfaring i at lede bibelstudier, kan dit mål være at blive bedre til at nå ind til hjertet hos dem du vil hjælpe. Hvis du har børn, vil du sikkert gerne undervise dem på en sådan måde at de får lyst til at indvi deres liv til Gud. (3 Joh. 4) Hvis du er ældste eller gerne vil kvalificere dig til at blive det, er dit mål måske at blive en offentlig taler der formår at give sine tilhørere større forståelse og værdsættelse af Jehova og hans handlemåde. Men hvordan kan du nå disse mål?

Ved at tage ved lære af den store Lærer, Jesus Kristus. (Luk. 6:40) Alt hvad han sagde, og måden han sagde det på, gjorde et dybt og varigt indtryk på andre — uanset om han talte til en folkeskare på en bjergskråning eller bare til nogle få som fulgtes med ham på en vej. Jesus talte til både sind og hjerte, og hans råd var lige til at bruge i hverdagen. Kan du også nå dertil?

Støt dig til Jehova

At Jesus var så mesterlig til at undervise, skyldtes blandt andet det nære forhold han havde til sin himmelske Fader, og Hans ånds velsignelse. Beder du oprigtigt Jehova om hjælp til at kunne lede et bibelstudium på bedste måde? Hvis du har børn, beder du da ofte Gud om hjælp til at undervise dem rigtigt? Beder du inderligt til Jehova når du skal udarbejde et foredrag eller lede et møde? Din tillid til hans ledelse vil gøre dig til en bedre lærer.

At du støtter dig til Jehova, viser du blandt andet ved at støtte dig til hans ord, Bibelen. Den sidste aften Jesus levede som fuldkomment menneske her på jorden, sagde han i bøn til sin Fader: „Jeg har givet dem dit ord.“ (Joh. 17:14) Skønt Jesus selv havde umådelig stor erfaring, var det ikke hans egne tanker han gav dem. Det han gav videre til dem, var det som hans Fader havde undervist ham i. Det eksempel skal vi følge. (Joh. 12:49, 50) Guds ord, bevaret i Bibelen, har kraft til at påvirke både handlinger, tanker og følelser hos dem der lytter til det. (Hebr. 4:12) Efterhånden som du lærer Guds ord bedre at kende og bliver bedre til at bruge det i din forkyndelse, vil du lære at undervise på en måde der drager dine tilhørere til Gud. — 2 Tim. 3:16, 17.

Giv Jehova æren

Man er ikke en lærer der ligner Jesus, bare fordi man kan holde et interessant foredrag. Det er rigtigt at Jesus blev beundret for sine „vindende ord“. (Luk. 4:22) Men hvilket mål havde Jesus med at tale så vindende? At ære Jehova — ikke at henlede opmærksomheden på sig selv. (Joh. 7:16-18) Til sine disciple sagde han: ’Lad jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.’ (Matt. 5:16) Den vejledning må påvirke den måde vi underviser på. Vi må være besluttede på at undgå alt hvad der kunne hindre os i at give Gud æren. Når du overvejer hvad du vil sige, eller hvordan du vil sige det, må du derfor spørge dig selv: ’Vil det øge værdsættelsen af Jehova, eller vil det bare henlede opmærksomheden på mig selv?’

Illustrationer og eksempler fra virkeligheden kan for eksempel være gode elementer i undervisning. Men hvis en illustration bliver alt for udpenslet, eller en erfaring beskrives i alt for mange detaljer, glemmer man hvad man skulle lære af den. Og hvis man fortæller en historie der bare er underholdende, modarbejder man det som er hensigten med vores kristne tjeneste. Taleren henleder faktisk opmærksomheden på sig selv i stedet for at arbejde hen mod målet for teokratisk undervisning.

Peg på forskellene

Hvis en person skal blive en discipel, er det nødvendigt at undervisningen er trukket klart op. Han eller hun skal ikke bare høre nogle sande ord, men må også kunne se hvordan sandheden adskiller sig fra andre opfattelser. Her hjælper det at pege på modsætningerne.

Jehova formanede gang på gang sit folk til at „gøre skel“ mellem det rene og det urene. (3 Mos. 10:9-11) De der skulle tjene i hans store åndelige tempel, skulle belære hans folk om „forskellen mellem det der er helligt og det der ikke er helligt“. (Ez. 44:23) Talrige steder i Ordsprogenes Bog peges der på modsætningen mellem retfærdighed og gudløshed og mellem visdom og tåbelighed. Begreberne behøver endda ikke at være modsatte for at der kan peges på forskelle. For eksempel viste apostelen Paulus i Romerbrevet 5:7 at der er forskel på en retfærdig mand og en god mand. I Hebræerbrevet viste han at Kristus er ypperstepræst i en højere forstand end Aron var det. Om betydningen af at pege på forskelle skrev pædagogen Johann Comenius i det 17. århundrede: „At undervise betyder slet og ret at man viser hvordan ting adskiller sig fra hinanden hvad formål, form og oprindelse angår. . . . Den der er dygtig til at sondre, er dygtig til at undervise.“

Et eksempel: Lad os sige at du er ved at undervise om Guds rige, og at modparten ikke forstår hvad Riget er. Du kan så påvise at det som Bibelen siger, adskiller sig fra den almindelige opfattelse der går ud på at Riget er det gode inde i mennesket. Eller du kan vise hvordan Guds rige adskiller sig fra denne verdens riger. Men hvis tilhørerne kender disse grundsandheder, kan du gå mere i detaljer. Du kan pege på at Messiasriget er noget andet end Jehovas universelle herredømme, der omtales i Salme 103:19; noget andet end ’hans elskede søns rige’, der nævnes i Kolossenserbrevet 1:13; og noget andet end den „administration“ vi læser om i Efeserbrevet 1:10. Ved på den måde at trække forskellene op kan du give dine tilhørere en mere nøjagtig forståelse af et vigtigt bibelsk lærepunkt.

Jesus brugte ofte denne måde at undervise på. Han stillede den egentlige hensigt med Moseloven op som en modsætning til det der var blevet den almindelige opfattelse af den. (Matt. 5:21-48) Han påviste forskellen mellem ægte gudhengivenhed og farisæernes hykleriske gerninger. (Matt. 6:1-18) Han pegede på kontrasten mellem den selvopofrende ånd hos hans sande disciple og indstillingen hos dem der ’spillede herre over andre’. (Matt. 20:25-28) Ved en lejlighed som vi læser om i Mattæus 21:28-32, overlod han det til sine tilhørere selv at se modsætningen mellem selvretfærdighed og ægte sindsændring. Dette fører os videre til endnu en vigtig side af god undervisning.

Hjælp tilhørerne til selv at drage slutninger

I Mattæus 21:28 ser vi at Jesus introducerede sin lignelse ved at spørge: „Hvad mener I?“ En dygtig lærer siger ikke bare hvordan tingene er. Han hjælper sine tilhørere til selv at ræsonnere og drage fornuftslutninger. (Ordsp. 3:21; Rom. 12:1) Det opnår man i høj grad ved hjælp af spørgsmål. I Mattæus 17:25 spurgte Jesus: „Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?“ Med sine tankevækkende spørgsmål fik Jesus Peter til selv at drage en rigtig slutning angående tempelskatten. Da en mand havde spurgt: „Hvem er egentlig min næste?“ fortalte Jesus om hvordan en præst, en levit og en samaritaner hver især handlede, og spurgte så: „Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ (Luk. 10:29-36) Her valgte Jesus igen at lade sin tilhører selv besvare spørgsmålet, i stedet for at drage konklusionen for ham. — Luk. 7:41-43.

Tal til hjertet

En lærer som har forstået ånden i Guds ord, véd at sand tilbedelse ikke bare er et spørgsmål om at lære noget udenad og følge nogle regler. Nej, den bygger på et nært forhold til Jehova og på værdsættelse af hans vej. Hjertet må være med. (5 Mos. 10:12, 13; Luk. 10:25-27) I Bibelen hentyder ordet „hjerte“ ofte til personens indre med dets ønsker, længsler og følelser — alt hvad der driver mennesket.

Vi mennesker er tilbøjelige til at se på det ydre, men Gud ser på hjertet. Det vidste Jesus. (1 Sam. 16:7) Sand tjeneste for Gud drives af kærlighed til ham, ikke af forsøg på at gøre indtryk på mennesker. (Matt. 6:5-8) Farisæerne, derimod, gjorde mange af deres gerninger for at tage sig godt ud. De lagde uhyre stor vægt på at man overholdt Loven i mindste detalje og fulgte nogle regler de selv havde opstillet. Men de forsømte at opdyrke de personlige egenskaber som ville have identificeret dem med den Gud de hævdede at tilbede. (Matt. 9:13; Luk. 11:42) Jesus lærte at det ganske vist er vigtigt at holde Guds bud, men at værdien af dette afhænger helt af hvad der er i hjertet. (Matt. 15:7-9; Mark. 7:20-23; Joh. 3:36) Vi vil nå længst med vores undervisning hvis vi prøver at efterligne Jesus i disse ting. Det er vigtigt at hjælpe andre til at lære hvad Gud forventer af dem; men det er også vigtigt at de lærer Jehova at kende som person og at elske ham, sådan at deres adfærd kommer til at vise hvor stor værdi de tillægger et godkendt forhold til den sande Gud.

For at få gavn af en sådan undervisning må eleven selvfølgelig selv være klar over hvad der bor i hans hjerte. Jesus opfordrede folk til at ransage og analysere deres egne motiver og følelser. Når han rettede en forkert opfattelse, spurgte han sine tilhørere hvorfor de mente, sagde eller gjorde som de gjorde. Men han lod det ikke være ved det; han koblede sit spørgsmål sammen med en udtalelse, en illustration eller en handling der hjalp dem til at se tingene rigtigt. (Mark. 2:8; 4:40; 8:17; Luk. 6:41, 46) Vi kan på lignende måde hjælpe en elev ved at lade ham spørge sig selv: ’Hvorfor har jeg lyst til at gøre dette?’ eller: ’Hvorfor reagerer jeg som jeg gør i denne situation?’ Derefter kan vi tilskynde ham til at betragte sagen med Jehovas øjne.

Den praktiske anvendelse

„Vigtigst er visdommen“ — det véd en god lærer. (Ordsp. 4:7) Visdom er evnen til at anvende sin viden sådan at man kan løse nogle opgaver, undgå visse farer, nå nye mål og hjælpe sine medmennesker. En lærer har ansvar for at hjælpe sin elev til at nå dertil, men ikke for at træffe afgørelser for eleven. Når de sammen drøfter bibelske principper, må læreren hjælpe eleven til at ræsonnere. Han kan for eksempel nævne en situation fra hverdagen og så spørge eleven hvordan det bibelske princip de har behandlet, kan hjælpe ham hvis han kommer i den situation. — Hebr. 5:14.

Apostelen Peters tale på pinsedagen i år 33 giver os et eksempel på hvor motiverende det kan virke når Skrifternes ord bliver overført på tilhørernes situation. (Apg. 2:14-36) Efter at have talt om tre passager fra Skrifterne, som tilhørerne selv hævdede at tro på, fortolkede han dem i lyset af nogle begivenheder de alle havde været vidner til. Resultatet blev at tilhørerne forstod de måtte gøre noget. Har det samme virkning på andre når du underviser? Nøjes du med at fremsætte nogle oplysninger, eller hjælper du også andre til at forstå hvorfor tingene er som de er? Hjælper du dem til at tænke over hvordan det de lærer, bør berøre deres liv? Det er ikke sikkert at dine elever råber „Hvad skal vi gøre?“ sådan som de forsamlede på Pinsedagen gjorde; men hvis du har været god til at forklare hvordan skriftstederne kan anvendes i dag, vil de alligevel overveje at gøre det der skal gøres. — Apg. 2:37.

Når I forældre læser Bibelen sammen med jeres børn, har I en god anledning til at træne dem i at læse på en sådan måde at de anvender Bibelens principper på sig selv. (Ef. 6:4) Du kan for eksempel udvælge nogle få vers fra ugens bibelpensum, gennemgå hvad de betyder, og så spørge: ’Hvilken vejledning til os er der i disse vers? Hvordan kan vi anvende dem i forkyndelsen? Hvad fortæller de os om Jehova og hans måde at gøre tingene på, og hvordan øger de vores forståelse af og kærlighed til ham?’ Tilskynd familiens medlemmer til at give kommentarer om dette når hovedpunkterne fra bibelpensummet behandles på Den Teokratiske Skole. De vers de kommenterer, er sikkert de vers de vil huske.

Dit eget eksempel

Man underviser ikke bare med det man siger, men også med det man gør. Det du gør, viser hvordan dine ord kan omsættes i handling. Og det er den slags børn tager ved lære af. Når de efterligner deres forældre, viser de at de gerne vil være som dem. De vil gerne vide hvordan det er at gøre det som forældrene gør. Sådan er det også når du underviser andre; når de ’bliver efterlignere af dig, som du igen er det af Kristus’, begynder de at erfare hvor godt det er at følge Jehovas vej. (1 Kor. 11:1) Guds velsignelse bliver en del af deres egen livserfaring.

Det maner os til at tænke på hvor vigtigt det rette eksempel er. Den slags mennesker vi er, „med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“, vil i stor udstrækning kunne vise vore elever hvordan Bibelens principper kan anvendes i praksis. (2 Pet. 3:11) Hvis du foreslår en der studerer Bibelen, at læse i Guds ord hver dag, så sørg for at du selv er en flittig bibellæser. Hvis du vil have at dine børn skal holde sig til Bibelens principper, så sørg for at det de ser hos dig, stemmer med Guds vilje. Hvis du formaner menigheden til at være nidkær i forkyndelsen, så sørg for selv at være godt med i dette arbejde. Når du lever efter det du lærer, er du bedre i stand til at tilskynde andre. — Rom. 2:21-23.

Hvis du gerne vil forbedre din undervisning, kan du spørge dig selv: ’Når jeg underviser, gør jeg det da sådan at det forandrer tilhørernes holdning, tale og handlinger? Gør jeg budskabet klart ved at pege på modsætningen mellem forskellige opfattelser eller handlinger? Hvad gør jeg for at hjælpe mine elever, mine børn eller mine tilhørere til at huske hvad jeg siger? Viser jeg tydeligt hvordan det jeg lærer dem, kan anvendes i praksis? Kan de se det på mit eget eksempel? Forstår de hvordan deres reaktion på det de lærer, kan påvirke deres forhold til Jehova?’ (Ordsp. 9:10) Bliv ved med at have dette i tanke mens du stadig prøver at blive dygtigere til at undervise. „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ — 1 Tim. 4:16.