Kapitel 5

Gud fatter sit „evige forsæt“ i forbindelse med sin Salvede

1. Hvordan er det Guds vilje at livet skal være for menneskene?

MENNESKETS liv på jorden kunne have været smukt. Skaberens liv er smukt, og det er hans vilje at hans menneskeskabningers liv også skal være smukt. Det er menneskene selv der har forkludret tilværelsen på jorden, selv om ikke alle har gjort det. Til trods for menneskenes fiasko har Skaberen fattet det kærlige forsæt at mænd og kvinder skal have endnu en mulighed for at gøre livet på jorden smukt for sig selv.

2. (a) Hvordan var menneskenes liv i begyndelsen? (b) Hvoraf fremgår det om Gud planlagde at menneskene skulle vælge den vej der førte til døden?

² Fra begyndelsen var menneskets liv smukt. Det begyndte for næsten seks tusind år siden i et jordisk paradis. Det var en glæde at leve i dette paradis, og af den grund blev det kaldt Edens have eller Glædens paradis. (1 Mosebog 2:8, Douay) Vore første jordiske forældre, den første mand og den første kvinde, var fuldkomne. Deres helbred var upåklageligt, og de kunne se frem til aldrig at skulle dø. Skabt som mennesker var de dødelige, men deres Skaber havde stillet dem i udsigt at de kunne leve i Glædens paradis i al fremtid, ja for evigt. På denne måde kunne deres himmelske Livgiver blive deres Evighedsfader. Han planlagde ikke at de skulle dø ved at slå ind på den vej der ville føre til døden. Det var hans ønske at de skulle leve evigt, som hans evige børn. Over tre tusind år senere gav han udtryk for hvad han oprigtigt følte i denne henseende, da han sagde til sit udvalgte folk:

„Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre [Jehova], mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“ — Ezekiel 18:23.

3. Hvilket spørgsmål stiller vi uvilkårligt, eftersom Gud ønskede at menneskene vedvarende skulle leve i Paradiset?

³ Skaberen nærede altså ikke noget ønske om at det uskyldige menneskepar i Glædens paradis skulle blive ’gudløst’ og fortjene at dø. Han ønskede at manden og kvinden fortsat skulle leve, ja leve og se hele jorden blive opfyldt i passende omfang med deres efterkommere, lige så fuldkomne og lykkelige som de selv, i et fredeligt og kærligt forhold til deres Skaber, deres himmelske Fader. Men alligevel dør alle mennesker i dag, og vores forurenede jord er langtfra et paradis. Hvad er grunden? Skaberen har forklaret os det i Bibelen.

4. Hvorfor var det mærkeligt at en slange viste sig for et menneske i Paradiset?

⁴ Begivenhederne som Første Mosebogs tredje kapitel beretter om, udspilles i Glædens paradis. Alle de laverestående jordiske skabninger er underlagt vore første jordiske forældre, Adam og Eva. Menneskene er ikke bange for nogen af disse laverestående skabninger, heller ikke for slangerne. Ja, der var slanger i Glædens paradis, og de var interessante at betragte. Deres måde at bevæge sig fremad på — uden ben — var forunderlig, et udtryk for Guds mangfoldige skabervisdom. De var imidlertid meget sky. Første Mosebog 3:1 siger om dette krybdyr: „Nu viste slangen [nachashʹ] sig at være det forsigtigste af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde gjort.“ (NW) Så i stedet for at ligge på lur for at skade menneskene, var slangen tilbøjelig til at trække sig bort og undgå dem. Men nu viste den sig mærkeligt nok, enten på jorden eller oppe i et træ. Hvorfor?

5. Hvorfor var det mærkeligt at slangen stillede Eva et spørgsmål, og hvorfor var det ikke Guds stemme der lød igennem den?

⁵ Første Mosebog 3:1 beretter videre: „Og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’“ Hvordan havde slangen hørt dét? Hvordan kunne den forstå en sådan udtalelse? Hvorfor havde den aldrig talt til kvindens mand, Adam? Ja, hvordan kunne den i det hele taget tale menneskenes sprog? En slange havde aldrig før talt til et menneske, og det er heller aldrig sket siden. Det var ikke indbildning fra Evas side at hun hørte en stemme. Hun stod ikke og talte med sig selv. Den menneskelignende stemme syntes at komme fra slangens mund. Hvordan kunne det gå til? Den eneste Eva ellers havde hørt tale i haven, foruden sin mand Adam, var Gud, men han havde talt direkte til dem, ikke gennem en laverestående dyreskabning. Ifølge de ord som tilsyneladende kom fra slangen, var det ikke Guds stemme hun havde hørt. Stemmen spurgte hende om hvad Gud havde sagt.

6. Hvordan optrådte den der stillede dette spørgsmål gennem slangen, og hvorfor svarede Eva?

⁶ Da Eva svarede på spørgsmålet, talte hun ikke til denne slange, men til en usynlig fornuftbegavet skabning der talte gennem slangen og altså optrådte som en slags bugtaler. Var denne usynlige fornuftbegavede skabning venligt stemt eller fjendtligt stemt over for Gud? Selve den måde den talte til Eva på var bedragerisk, idet den forledte hende til at tro at det var slangen der talte. Den skjulte sin identitet bag en synlig slange og optrådte således bedragerisk. Men Eva opfattede ikke at denne skabning der henvendte sig til hende gennem slangen, ondsindet forsøgte at bedrage hende. Uden at fatte mistanke svarede hun:

„’Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!’“ — 1 Mosebog 3:2, 3.

7. Hvorfra havde Eva fået sine oplysninger om træet midt i haven?

⁷ Med „træet midt i haven“ mente Eva træet til kundskab om godt og ondt. Men hvordan havde Eva kendskab til dette træ? Adam måtte, som Guds profet, have fortalt hende om det. Det var til ham Gud sagde, mens han endnu var alene, før Eva blev skabt: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mosebog 2:16, 17) Ifølge Eva havde Gud også sagt at de ikke måtte røre det forbudte træ. Eva var altså ikke uvidende om straffen for at overtræde Guds lov. Det ville betyde døden.

8. Hvoraf fremgår det om den usynlige skabning bag slangen blot var interesseret i oplysninger?

⁸ Hvis den usynlige skabning der talte gennem slangen blot havde været interesseret i oplysninger, ville den have afsluttet samtalen da den havde fået disse oplysninger. Om slangen på dette tidspunkt befandt sig midt i haven hvor det forbudte træ stod, og om den var nede på jorden eller oppe i træet, oplyses ikke. Men samtalen drejede sig om dette ’træ midt i haven’.

9, 10. Hvordan gjorde den usynlige skabning bag slangen sig selv til en løgner, en djævel, en satan?

⁹ Hvordan kunne en almindelig slange vide eller have myndighed til at sige det Eva nu fik at høre? „Da sagde slangen til kvinden: ’I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.’“ — 1 Mosebog 3:4, 5.

¹⁰ Her gjorde den usynlige skabning der talte gennem den synlige slange sig selv til en løgner, for han modsagde Jehova Gud. Ved åbent og ugenert at erklære at Gud havde urette motiver til at forbyde Adam og Eva at spise af træet til kundskab om godt og ondt, gjorde den usynlige skabning sig selv til en bagvasker, en djævel, over for Jehova Gud. Han var ikke kærligt interesseret i evigt liv for Eva, men søgte underfundigt at forårsage hendes død. Ja, han søgte at gøre det af med hendes frygt for døden, ikke døden for hans hånd, men døden for Jehova Guds hånd som en straf for at overtræde Hans udtrykkelige befaling. Den usynlige skabning bag slangen modstod Gud og gjorde derved sig selv til Satan, hvilket betyder Modstander. Han var interesseret i at få andre til at modstå Gud, at få andre over på sin, Satans, side. Vi ved hvem der fremførte denne løgnetale og bagvaskelse. Det var ikke en slange!

11. På hvilken måde undlod Eva nu at vise loyalitet mod Gud og respekt for sin mand, og hvordan lod hun sig friste?

¹¹ Ulykkeligvis modsagde Eva ikke denne løgner og bagtaler. Hun begyndte ikke kærligt og loyalt at forsvare sin himmelske Fader. Hun anerkendte ikke i dette tilfælde sin ægtemand, Adam, som sit hoved ved at gå hen til ham og spørge om han billigede at hun handlede selvisk. Han kunne have afsløret bedraget. Nej, Eva lod sig grundigt bedrage. Hun begyndte at overveje de tanker der blev forelagt hende af denne løgner der bagvaskede og modstod Gud, hendes himmelske Fader. Hun overvandt sin frygt for straffen for ulydighed. Hun lod et selvisk begær slå rod i sit hjerte. Hun lod sig drage og lokke af dette begær. Gud havde sagt at det ville være ondt hvis hun og Adam spiste af den forbudte frugt, men hun besluttede sig til selv at afgøre hvad der var ondt og hvad der var godt. Hun besluttede med andre ord at bevise at hendes himmelske Fader og Gud var en løgner. Da Eva nu betragtede træet, så det tiltalende ud i hendes øjne.

12. Hvad blev Eva da hun spiste af den forbudte frugt?

¹² „Som følge heraf så kvinden at træets frugt var god at spise og at den var en fryd for øjet, ja, det var en lyst at se på træet. Så begyndte hun at tage af dets frugt og spise den.“ (1 Mosebog 3:6, NW) På denne måde blev hun en overtræder af Guds lov, en synder. At hun blev bedraget, undskyldte hende ikke. Hun mistede sin moralske fuldkommenhed.

13. Hvad undlod Adam at gøre, og hvad skete der da han spiste af frugten?

¹³ Hendes mand var ikke til stede så han kunne hindre hendes egenrådige handling. Da hun bagefter var sammen med ham, måtte hun overtale ham for at få ham til at spise, idet han ikke var blevet bedraget. Han søgte ikke at bevise at den der havde talt gennem slangen var en løgner, eller at forsvare Jehova Gud ved at påvise at han udøvede sin universelle suverænitet på en retfærdig og gavnlig måde. Hvad skete der da Adam fulgte Eva i overtrædelsen? Første Mosebog 3:6, 7 (NW) oplyser:

„Bagefter gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han begyndte at spise den. Så åbnedes begges øjne og de begyndte at forstå at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.“

14. Hvad var grunden til at Adam og Eva fordømte sig selv før Gud gjorde det, og hvad gjorde de da han nærmede sig?

¹⁴ De var nu blevet „som Gud til at kende godt og ondt“, i den forstand at de ikke længere anerkendte de normer for godt og ondt som Jehova Gud havde opstillet, men selv var begyndt at dømme om hvad der var godt og hvad der var ondt. Til trods for dette begyndte deres samvittighed at nage dem. De følte at de var blottede og at de måtte dække sig med noget. Deres legemlige nøgenhed var ikke længere en ren og uskyldig tilstand i deres øjne, en tilstand de kunne vise sig i for Jehova Gud. Derfor begyndte de at sy figenblade sammen og skjule de organer Gud havde givet dem til det ærefulde formål at mangfoldiggøre deres art. Domfældt af deres egen samvittighed begyndte de således at fordømme sig selv, endnu før den suveræne Herre Jehova fordømte dem. Vi læser:

„Da dagen blev sval, hørte de Gud [Jehova] vandre i haven, og Adam og hans hustru skjulte sig for ham inde mellem havens træer. Da kaldte Gud [Jehova] på Adam og råbte: ’Hvor er du?’ Han svarede: ’Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!’ Da sagde han: ’Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?’“ — 1 Mosebog 3:8-11.

15. (a) Hvoraf fremgår det at Adam og Eva ikke angrede? (b) Hvad sagde Gud til slangen?

¹⁵ Vi lægger nu mærke til at Adam og Eva ikke gav udtryk for nogen anger, men tværtimod søgte at undskylde sig: De skød skylden fra sig. „Adam svarede: ’Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.’ Da sagde Gud [Jehova] til kvinden: ’Hvad har du gjort!’ Kvinden svarede: ’Slangen forførte mig, og så spiste jeg.’“ (1 Mosebog 3:12, 13) Undskyldninger kunne dog ikke frikende disse forsætlige overtrædere. Men hvad med slangen?

„Da sagde Gud [Jehova] til slangen: ’Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!’“ — 1 Mosebog 3:14, 15.

16, 17. (a) Hvem var Guds ord til slangen egentlig henvendt til? (b) Hvad har en skribent fra det første århundrede sammenlignet Satans fornedrelse med?

¹⁶ Dette var ikke en forbandelse af hele slangefamilien. Tilsyneladende talte Gud til den bogstavelige slange, men han var udmærket klar over at den blot var blevet brugt som redskab af en overmenneskelig, usynlig åndeperson, en skabning som indtil dette tidspunkt havde været en lydig himmelsk søn af Gud. Denne åndeskabning havde også ladet sig drage og lokke af et selvisk begær, begæret efter det suveræne herredømme over menneskeheden, uafhængigt af Jehovas universelle suverænitet. Dette begær havde han ladet slå rod i sit hjerte, og han havde dyrket og plejet det indtil det bar frugt og førte til overtrædelse, til oprør mod den suveræne Herre Jehova. Denne overtræder fra åndeverdenen gjorde derefter sig selv til en løgner, en bagvasker eller djævel og en modstander eller satan, dér i Glædens paradis.

¹⁷ Som antydet af den fornedrelse der blev udtalt over den bogstavelige slange, det synlige redskab, fornedrede Gud denne nyopståede Løgner, Djævel og Satan. En bibelkommentator fra det første århundrede sammenlignede Satans fornedrelse med at han blev ’kastet i Tartaros’, en forkastet tilstand som kendetegnes af åndeligt mørke, uden lys fra Gud. — 2 Peter 2:4.

PROFETI OM GUDS SALVEDE

18. Hvad blev nu bekendtgjort, og hvilke enkeltheder kan vi nævne?

¹⁸ Her fattede Jehova Gud et nyt forsæt, og han bekendtgjorde det. Løgneren eller Satan Djævelen var fremstået, og Gud fattede nu det forsæt at oprejse en salvet, eller, ifølge Adams sprog, en Mashiʹach (Messias). (Daniel 9:25) Gud omtalte denne Salvede, denne Messias, som ’kvindens sæd’. Gud ville sætte fjendskab mellem denne Salvede og Satan Djævelen, nu symboliseret ved slangen. Dette fjendskab ville også i videre forstand bestå mellem den Salvede og den store Slanges „sæd“.

19. Hvilken strid skulle dette „fjendskab“ føre til? (b) Hvorfor måtte den Salvede i Jehovas forsæt være en himmelsk person?

¹⁹ Det forudsagte fjendskab ville føre til en kamp med smertelige følger, men kampen ville ende med en sejr for ’kvindens sæd’. Ligesom en slange der bider sit offer i hælen (1 Mosebog 49:17), ville den store Slange, Satan Djævelen, hugge kvindens „sæd“ i hælen. Dette hug i hælen ville ikke være dødeligt. Såret ville blive helet, så kvindens „sæd“ kunne knuse den store Slanges hoved. På denne måde ville den store Slange møde sit endeligt, og hans „sæd“ sammen med ham. I forbindelse med denne strid er der en vigtig ting vi må hæfte os ved: For at kvindens „sæd“ skal kunne knuse den store Slanges, Satan Djævelens, hoved, må denne „sæd“ være en himmelsk person, en ånd, og ikke blot et menneske, søn af en kvinde på jorden. Hvorfor? Fordi den store Slange er en overmenneskelig ånd, en himmelsk gudssøn der har gjort oprør. En menneskelig „sæd“, født af en kvinde på jorden, ville ikke være mægtig nok til at udslette den usynlige Satan i åndeverdenen. Den Salvede i Jehovas forsæt må derfor være en himmelsk Messias.

20. Hvem er således „kvinden“ i Første Mosebog 3:15?

²⁰ Hvad må vi da sige om den ’kvinde’ hvis „sæd“ er den Salvede eller Messias? Også hun må være himmelsk. Ligesom den slange der blev dømt til at få hovedet knust ikke var den bogstavelige slange, som var blevet brugt til at bedrage Eva, sådan var „kvinden“ i Jehovas profeti i Første Mosebog 3:15 ikke en bogstavelig kvinde på jorden. Eva havde overtrådt Guds lov og havde også forledt sin mand, Adam, til at overtræde den. Hun var derfor ikke værdig til at blive moder til den lovede „sæd“. Kvinden i Guds profeti måtte være en symbolsk kvinde. Det svarer til at Jehova Gud omtaler sit udvalgte folk som sin hustru, sin kvinde, idet han siger til det: „Vend om, I frafaldne børn, siger HERREN; for jeg er blevet jeres ægtemand.“ (Jeremias 3:14, Leeser; 31:32, Leeser) På samme måde er Guds himmelske organisation af hellige engle som en hustru for Jehova Gud, og hun er ’sædens’ himmelske moder. Hun er „kvinden“. Det er mellem denne ’kvinde’ og Slangen Gud sætter fjendskab.

DET OPRINDELIGE FORSÆT STÅR STADIG VED MAGT

21. Måtte Gud opgive sit oprindelige forsæt vedrørende jorden på grund af menneskets overtrædelse?

²¹ Men hvad så med Guds forsæt vedrørende jorden, det forsæt han gav til kende over for Adam og Eva ved slutningen af den sjette skabelsesdag? Ville dette forsæt nu mislykkes, fordi Adam og Eva havde overtrådt Guds lov og fortjente at dø? Dette oprindelige forsæt gik ud på at hele jorden skulle være et paradis, befolket med efterkommerne af det første, det oprindelige, menneskepar på jorden, Adam og Eva. Guds erklærede forsæt kan simpelt hen ikke mislykkes. Ingen Satan, ingen Djævel, er i stand til at krydse Guds vilje og vanære ham. At Guds oprindelige forsæt stadig stod ved magt og skulle ske fyldest, fremgår af det Jehova Gud, den øverste Dommer, nu sagde til kvinden Eva.

22. (a) Hvem skulle alligevel befolke jorden? (b) Var det rimeligt at tro at menneskeheden ville få gavn af at Slangens hoved blev knust?

²² „Til kvinden sagde han: ’Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!’“ (1 Mosebog 3:16) Det betød at det oprindelige menneskepar fik lov at sætte børn i verden og øge jordens befolkning. Sådan har det været indtil nu, og i dag taler man bekymret om en „befolkningseksplosion“. Eftersom den store Slange, Satan Djævelen, var skyld i at der blev bragt død over alle det første menneskepars efterkommere, skulle dét at hans „hoved“ blev knust, øjensynlig blive til gavn for disse efterkommere der havde måttet bøde for hans overtrædelse. Men hvordan? Det ville Jehova Gud åbenbare når tiden var inde. Det ville være et led i gennemførelsen af hans oprindelige forsæt.

23-25. (a) Hvornår blev dødsdommen udtalt over Adam på grund af hans overtrædelse? (b) På hvilken måde døde Adam altså samme dag som han spiste af den forbudte frugt, og hvad kan vi sige om hans efterkommere?

²³ Nu kom turen endelig til manden, den tredje af overtræderne. Gud havde sagt til ham at den dag han spiste af den forbudte frugt, skulle han visselig dø. (1 Mosebog 2:17) Hvis hans hustru skulle føde børn (med smerte), måtte han forblive i live som hendes mand og blive fader til hendes børn. Hvordan gjorde Gud da alvor af det han havde advaret Adam om?

²⁴ Første Mosebog 3:17-19 gør det klart for os: „Og til Adam sagde han: ’Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!’“ Med disse ord udtalte Jehova Gud dødsdommen over overtræderen, og det skete samme dag som Adam havde begået overtrædelsen.

²⁵ Juridisk, set med Guds øjne, døde Adam samme dag, og det gjorde hans hustru Eva også. De var begge afskåret fra muligheden for at leve evigt i lykke i Glædens paradis. Adam var nu død i sin egen overtrædelse. Det eneste han nu kunne give videre til sine børn med Eva, var en tilværelse underlagt død og fordømmelse som skyldtes nedarvet menneskelig ufuldkommenhed. Alle hans efterkommere måtte sige, sådan som salmisten David sagde flere tusind år senere: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Salme 51:7) Til hele den syndige menneskehed kan Gud sige, som han sagde til sit udvalgte folk: „Allerede din stamfader synded.“ (Esajas 43:27) Hele menneskeheden døde i Adam den dag den øverste Dommer udtalte dommen over ham for hans synd. Da Adam var blevet dømt, var den bogstavelige død uundgåelig for ham.

26. Hvordan døde Adam samme dag som han begik sin overtrædelse, selv ud fra den betragtning at man regner en „dag“ for at være tusind år? Hvad ophørte han med at være?

²⁶ I harmoni med dette oplyser „Adams slægtebog“: „Efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 år og avlede sønner og døtre; således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mosebog 5:1-5) Han levede halvfjerds år mindre end tusind år. Ingen af hans efterkommere har levet fulde tusind år; den ældste, Metusalem, levede ni hundrede og niogtres år. (1 Mosebog 5:27) Selv ud fra det synspunkt at tusind år er som én dag for Gud, døde Adam inden for den første „dag“ af menneskehedens tilværelse. Hvor kom han hen da han døde rent bogstaveligt? Hans „sjæl“ (neʹfesh) var ikke kommet fra himmelen, og han vendte ikke tilbage dertil. Han vendte tilbage til jordens støv, for, som Gud sagde, af jorden var han taget. Han ophørte med at være en „levende sjæl“. (1 Mosebog 2:7, NW) Han ophørte med at eksistere. Da hans hustru Eva døde bogstaveligt, ophørte hun også med at være en „levende sjæl“. Der var ingen sjæl som kunne leve videre i det uendelige, sådan som den babyloniske mytologi hævder.

TABET AF PARADISET

27. Hvilken del af jorden blev forbandet, og hvad betød det for Adam og Eva at Adam skulle dyrke den jord der var forbandet?

²⁷ Ordlyden i Guds dom over Adam, specielt ordene om at jorden skulle være forbandet, indebar at Adam ville miste Paradiset. Det gjorde han også. Paradiset blev nemlig ikke forbandet på grund af Evas og Adams overtrædelse; det vedblev med at være et livets sted, idet „livets træ“ stadig voksede i det. Første Mosebog 3:20-24 lyder:

„Men Adam kaldte sin hustru Eva, thi hun blev moder til alt levende. Derpå gjorde Gud [Jehova] skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed. Men Gud [Jehova] sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’ Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“

28. Hvorfor havde Adam ikke længere mulighed for at leve evindelig?

²⁸ Da Jehova Gud har magt over døden afskar han mennesket fra adgangen til livets træ for at fuldbyrde dødsstraffen over Adam. Eva fulgte sin mand for at blive moder til hans børn. Om Gud også uddrev den slange der var blevet brugt til at friste Eva, oplyser beretningen ikke. Adam og Eva havde ikke længere mulighed for at leve evindelig.

29. (a) Hvordan satte Gud nu fjendskab mellem „kvinden“ og „slangen“? (b) Hvilken betydning fik Guds bekendtgjorte forsæt for hans oprindelige forsæt vedrørende jorden, og hvorfor kan vi nu glæde os og juble?

²⁹ Der findes ingen beretning om at Eva, uden for Edens have, opdrog sine sønner til at hade slanger. Men Guds himmelske organisation af hellige engle, som er den ’kvinde’ der er omtalt i Guds profeti i Første Mosebog 3:15, begyndte straks at hade den store Slange, Satan Djævelen. Hun gjorde det af kærlighed til Jehova Gud, sin himmelske ægtemand. Gud havde i sandhed sat fjendskab mellem sin ’kvinde’ og den store Slange. Hvornår hun skulle frembringe den „sæd“ der ville knuse den store Slanges hoved, var bestemt af Jehova Gud. Han havde nu fattet sit forsæt i forbindelse med sin Salvede, sin Messias, og dette havde han gjort kendt for himmelen og jorden. Siden er der gået næsten seks tusind år. Der er forløbet hele tidsaldre. Dette yderligere forsæt forstærkede Guds oprindelige forsæt vedrørende en paradisisk jord, og gav sikkerhed for at det oprindelige forsæt ville blive gennemført. Den uforanderlige Gud har ikke opgivet sit erklærede forsæt vedrørende sin Salvede, sin Messias. Vi kan glæde os og juble over at det nu er ved at ske fyldest til menneskets bedste.

Kapitel 6

Livet uden for Paradiset indtil Vandfloden

1. Hvad åbenbarede Gud i forbindelse med ’sæden’ i sit evige forsæt, og hvilket spørgsmål rejser dette?

MED tiden åbenbarede menneskets himmelske Velgører en side af sit „evige forsæt“ som appellerer til vort hjerte. Det var at hans himmelske kvindes „sæd“ for en tid skulle leve som menneske på jorden. At ’sæden’ således skulle fødes ind i menneskeslægten får os uvilkårligt til at spørge: Hvilken slægtslinje fra Adam og Eva ville ’sæden’ komme i?

2. Hvad har Gud stort set begrænset Bibelens indhold til, og hvorfor må vi studere Bibelen?

² Det er vigtigt for os at kende ’sædens’ jordiske slægtslinje. Derimod har viden om de nationer og folkeslag som ikke har noget med ’sædens’ fremtræden at gøre, ikke nogen afgørende betydning eller værdi for os. Det er grunden til at Jehova Gud har begrænset Bibelens indhold til hovedsagelig at berette om hvordan ’sædens’ slægtslinje formede sig. Hvis vi undersøger den bibelske beretning vil vi kunne se hvem denne „sæd“ er som skal knuse Slangens hoved, og vi vil ikke udsætte os for at blive narret eller vildført af en bedrager, en falsk sæd. Lader vi os bedrage, kan det betyde evig udslettelse for os. Den store Bedrager, der fór med løgn og svig i Edens have og som er en fjende af den sande „sæd“, benytter stadig sine gamle metoder. Han ville gerne lede os alle bort fra den sande sæd i Guds „evige forsæt“. Derfor må vi studere Bibelen.

3. Hvem var Adams førstefødte søn, og hvilket spørgsmål opstår således vedrørende Adams søn Set?

³ I den hebraiske bibel er det ikke profeten Malakias’ bog der kommer sidst, men derimod de to Krønikebøger. Hvis vi slår op på Første Krønikebog vil vi se at den begynder med at opregne ti generationer efter Adam, nemlig: „Adam, [1] Set, [2] Enosj, [3] Kenan, [4] Mahalal’el, [5] Jered, [6] Enok, [7] Metusalem, [8] Lemek, [9] Noa, [10] Sem, Kam og Jafet.“ (1 Krønikebog 1:1-4) Set var ikke Adams førstefødte søn uden for Glædens paradis. Det var Kain, og Adam og Evas næste søn som er nævnt ved navn, var Abel. (1 Mosebog 4:1-5) Hvorfor er det da Set der nævnes i slægtslinjen frem til Noa?

4. Hvoraf fremgår det at Gud ikke planlagde at Set skulle være den første der er opført i Adams slægtslinje?

⁴ Planlagde Jehova Gud at det skulle være sådan? Nej, for det ville betyde at Gud planlagde at Kain skulle myrde sin yngre broder Abel og derved gøre sig selv uværdig til at være den hvorigennem menneskeslægten i dag kan spore sin afstamning. Gud planlagde heller ikke at Abel skulle dræbes ved et afskyeligt mord før han nåede at få afkom, med det resultat at Set måtte træde i hans sted. (1 Mosebog 4:25) At Gud ikke planlagde mordet på Abel for at give plads for Set, fremgår tydeligt af den advarsel Gud rettede til Kain for at han ikke skulle begå en alvorlig synd i sin vrede over at Gud havde afvist hans offergave men godkendt hans broder Abels offer. — 1 Mosebog 4:6, 7.

5, 6. Hvad betød det for Set at han var født i Adams billede og lighed, og hvordan viste han at han erkendte dette?

⁵ Nej, Jehova Gud planlagde det ikke sådan. Der gik lang tid før Adam fik den søn hvorigennem slægtslinjen ville fortsætte helt frem til den lovede „sæd“, Messias, der skulle fødes som menneske. At det varede længe før den begunstigede slægtslinje fra Adam begyndte, fremgår af Første Mosebog 5:3, hvor vi læser: „Da Adam havde levet 130 år, avlede han en søn, som var ham lig og i hans billede, og han kaldte ham Set.“ Født i Adams billede og lighed, tilhørende Adams art, var Set ufuldkommen, idet han havde arvet synden og således var underlagt dødens fordømmelse. At Set erkendte dette synes at fremgå af det navn han gav sin søn, om hvem vi læser: „Set fik også en søn, som han kaldte Enosj.“ (1 Mosebog 4:26) Dette navn betyder „sygelig, dødelig, uhelbredelig“.

⁶ I harmoni med dette bliver det hebraiske ord enoshʹ, når det ikke står som et egennavn, gengivet med „dødeligt menneske“ i New World Translation. Et eksempel er dér hvor den hårdt plagede Job siger: „Hvad er et dødeligt menneske [hebraisk: enoshʹ] at du skulle opfostre det, og at du skulle rette dit hjerte mod det?“ — Se Job 7:17; 15:14; også Salme 8:4; 55:13; 144:3; Esajas 8:1; alle efter NW.

7-9. (a) Hvilken religiøs praksis begyndte på Enosj’ tid? (b) Hvoraf fremgår det om denne praksis var til gavn for menneskene eller ej?

⁷ Mens Adams sønnesøn Enosj levede, skete der noget som er værd at bemærke. I Første Mosebog 4:26 får vi denne oplysning i forbindelse med hans fødsel. „På den tid begyndte man at påkalde [Jehovas] navn.“ Enosj blev født da Set var et hundrede og fem år gammel, hvilket vil sige to hundrede og femogtredive år efter Adams skabelse. (1 Mosebog 5:6, 7) På det tidspunkt var jordens befolkning vokset en del, idet Adams mange sønner og døtre havde giftet sig indbyrdes og deres børn også havde giftet sig. Talte det til gunst for menneskene at man nu begyndte at „påkalde [Jehovas] navn“ blandt den voksende menneskeslægt? Var det til ære for Gud? Var det dét som evangelister i vor tid sikkert ville betegne som en „religiøs vækkelse“? Den gamle græske Septuaginta-oversættelse, udarbejdet af jøder i Alexandria i Ægypten, gengiver den hebraiske passage således: „Og Set fik en søn, og han kaldte hans navn Enos; han håbede at påkalde Herren Guds navn.“ — 1 Mosebog 4:26, LXX, udgivet af S. Bagster and Sons Limited.

⁸ Jerusalem-Bibelen udtrykker en lignende tanke: „Denne mand var den første der påkaldte Jahvehs navn.“ Men en sådan gengivelse lader ude af betragtning at den trofaste Abel tilbad Jehova på en antagelig måde før han blev myrdet af den skinsyge Kain. The New English Bible siger: „På den tid begyndte menneskene at påkalde HERREN ved navn.“ (Også The New American Bible) Den gamle palæstinensiske targum anlægger imidlertid et negativt synspunkt. Den berømte Rashi (rabbi Shelomo Jitschaki, 1040-1105 e.v.t.) gengiver Første Mosebog 4:26 på denne måde: „Da blev det vanhellige kaldt med Herrens Navn.“ Det vil sige at mennesker og døde ting blev tillagt Jehovas egenskaber og blev benævnt i overensstemmelse hermed. Det der tog sin begyndelse, var altså afgudsdyrkelse i Jehovas navn.

⁹ At påkaldelsen af Jehovas navn ikke var rettet mod Gud, fremgår af at der gik hele tre hundrede og syvogfirs år fra Enosj’ fødsel før der fødtes en mand som modtog Guds godkendelse. Det var Enok.

EN SOM VANDREDE MED GUD UDEN FOR PARADISET

10. Når vi læser at Enok vandrede med den sande Gud, hvad forstår vi så vedrørende hans fader, Jered?

¹⁰ Om denne tipoldesøn af Enosj, der blev født i år 3404 f.v.t. (eller 622 A.M.), siges der: „Da Enok havde levet 65 år, avlede han Metusalem, og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 år og avlede sønner og døtre; således blev Enoks fulde levetid 365 år.“ (1 Mosebog 5:21-23) Enoks levetid blev altså forholdsvis kort, idet hans fader, Jered, levede ni hundrede og toogtres år og hans søn Metusalem levede ni hundrede og niogtres år og blev det ældste menneske historien beretter om. Og alligevel siges der at „Enok vandrede med Gud“. Dette blev ikke sagt om hans fader, Jered, der levede i otte hundrede år efter Enoks fødsel. (1 Mosebog 5:18, 19) Jered havde åbenbart ikke en tro som Enok, og han vandrede ikke i overensstemmelse med Guds vilje eller bekendtgjorte forsæt.

11. Hvilken profeti fremsatte Enok, og hvad afspejler denne profeti?

¹¹ En pålidelig kilde oplyser at Enok var profet for den sande Gud. I et brev der blev skrevet i det første århundrede efter vor tidsregning, står der: „Ja, den syvende i rækken fra Adam, Enok, profeterede også om dem da han sagde: ’Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som de ugudelige syndere havde udtalt imod ham.’“ (Judas 14, 15) Denne profeti afspejler uden tvivl de religiøse forhold på Enoks tid. Hvorfor skulle der ellers udtales en sådan inspireret profeti som advarede om Jehovas kommende dom over alle de ugudelige, en dom der var så sikker at den faktisk allerede var blevet fuldbyrdet? Eftersom Enok ikke hørte til sin tids ugudelige, kunne Gud bruge ham til at profetere. Skønt han levede uden for det kerubvogtede paradis, der stadig fandtes på hans tid, vandrede han med Gud.

12, 13. Hvor blev Enok taget hen, ifølge jødisk opfattelse og den opfattelse man har i kristenheden?

¹² Hvad er da grunden til at Enok kun opnåede en forholdsvis kort levetid efter datidens forhold? Første Mosebog 5:24 oplyser: „Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.“

¹³ Enok var øjensynlig i alvorlige vanskeligheder da Gud tog ham. Var det hans fjender der truede med at dræbe ham, sådan at Gud tog ham bort fra skuepladsen for at skåne ham for en voldelig død? Vi ved det ikke. Men hvor tog Gud ham hen? En jødisk opfattelse går ud på at Gud tog ham op til himmelen. Denne opfattelse har man endog i kristenheden i dag. Enok omtales i et brev der blev skrevet til hebræerne i det første århundrede efter vor tidsregning, og denne omtale gengives på følgende måde i A New Translation of The Bible, udarbejdet af James Moffatt her i dette århundrede: „Det var ved tro Enok blev taget til himmelen, så han aldrig døde (han blev ikke indhentet af døden, for Gud havde taget ham bort).“ The New English Bible siger her: „Ved tro blev Enok ført bort til et andet liv uden at gennemgå døden; man kunne ikke finde ham, for Gud havde taget ham. For det er Skriftens vidnesbyrd at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.“ — Hebræerne 11:5; se også Peter Schindlers oversættelse.

14. Hvoraf kan vi se om Enok mon er kommet i himmelen fordi han „vandrede med Gud“?

¹⁴ I Salme 89:49 spørges der imidlertid: „Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets hånd?“ Også Enok havde fået døden i arv fra synderen Adam, og han var nødt til at dø, selv om han vandrede med den sande Gud. Der blev senere skrevet om Enoks oldesøn at også han „vandrede med Gud“; og dog fik denne oldesøn, som hed Noa, ikke sit liv afbrudt. Han levede længere end Adam — i ni hundrede og halvtreds år, tusind år på halvtreds nær. (1 Mosebog 6:9; 9:28, 29) At Enok havde vandret med Gud i en vis tid berettigede ham følgelig ikke til at komme i himmelen eller til at blive overført til et andet liv, lige så lidt som hans oldesøn Noa, der havde vandret med Gud i meget længere tid, kom til at opleve noget sådant.

15. Hvordan kan Enok være blevet taget bort så han ikke så døden?

¹⁵ Profeten Moses døde i en alder af et hundrede og tyve år, og Gud begravede ham, så at intet menneske den dag i dag ved hvor Moses ligger begravet. (5 Mosebog 34:5-7) På samme måde tog Gud pludselig Enok bort fra sine samtidige, og man ved ikke hvor han døde eller hvor hans grav er. Han led ikke en voldelig død for sine fjenders hånd. Da han var profet kan det være at han kom i profetisk trance og fik et syn af Guds nye tingenes ordning hvor Gud „opsluger døden for stedse“. (Esajas 25:8) Enok så frem til at leve på en paradisisk jord i denne nye orden. Mens Enok så dette syn af den ordning hvorunder menneskeheden vil blive befriet for døden ved Guds barmhjertige foranstaltning, kan Gud have fjernet ham fra skuepladsen og gjort ende på hans daværende liv, sådan at han ikke var klar over at han døde. Et så vidunderligt handlingsforløb ville svare til ordene i Hebræerbrevet 11:5:

„Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort; før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.“ — Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter.

DAGENE FØR VANDFLODEN

16. Hvordan kan vi regne ud at Adam og Metusalem kendte hinanden?

¹⁶ Enoks søn Metusalem blev født 969 år før den jordomspændende vandflod, og han døde således samme år som Vandfloden kom. Skønt Metusalem var Adams efterkommer i ottende led, kendte han alligevel Adam, sin første jordiske fader. Adam blev skabt 1656 år før Vandfloden. Han levede 930 år. Hvis vi lægger hans alder til Metusalems, får vi 1899 år. Trækker vi 1656 år fra dette tal, har vi 243 år tilbage. Adams og Metusalems liv overlappede altså hinanden med 243 år. — 1 Mosebog 5:5, 21, 25-27.

17. Hvilken profeti udtalte Metusalems søn Lemek da Noa blev født, og hvorfor var navnet Noa meget passende?

¹⁷ Metusalem levede længe nok til at høre advarslerne om den kommende globale vandflod, og han så næsten afslutningen på de forberedelser der blev truffet for at nogle af menneskeslægten kunne overleve denne verdenskatastrofe. Han kunne se sin sønnesøn Noa forkynde retfærdighed og træffe foranstaltning til at overleve. Af alle Metusalems sønner var det Lemek der blev fader til Noa. Ved Noas fødsel blev Lemek inspireret til at udtale en profeti om ham. Denne profeti røbede at Gud ville bruge Lemeks søn Noa. Vi læser: „Da Lemek havde levet 182 år, avlede han en søn, som han gav navnet Noa, idet han sagde: ’Han skal skaffe os trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som [Jehova] har forbandet.’“ Lemek levede indtil fem år før Vandfloden. (1 Mosebog 5:27-31) Navnet Noa var i fuld harmoni med Lemeks profeti, for det betyder „hvile“ og bibringer tanken om trøst som følge af hvile. Guds forbandelse over jorden som følge af Adams overtrædelse, skulle hæves. — 1 Mosebog 3:17.

18. Hvornår i Noas levetid begyndte Vandfloden, og hvornår endte den?

¹⁸ Vandfloden kom i Noas 600de leveår og fortsatte ind i hans 601ste leveår. (1 Mosebog 7:11; 8:13; 7:6) Denne verdenskatastrofe på Noas tid var et forvarsel om den større verdenskatastrofe der snart vil indtræffe i vor generations levetid. Af den grund fortjener den vor opmærksomhed. — Ordsprogene 22:3.

19. I hvilken henseende var Noa som Enok?

¹⁹ Noa, der blev født i år 2970 f.v.t. (1056 A.M.), var barnløs i århundreder: „Da Noa var 500 år gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.“ (1 Mosebog 5:32) Hvordan var Noas adfærd, også før han satte børn i verden? „Dette er Noas slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ (1 Mosebog 6:9, 10) Noa var som Enok.

20. Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med de ’gudssønner’ der ifølge beretningen fandtes på jorden i Noas dage?

²⁰ Selv om Noa var en efterkommer af Set og Enok, og han „vandrede med Gud“, blev han dog ikke kaldt ’søn af Gud’. Hvis Noa ikke blev kaldt dette, hvem på jorden af synderen Adams efterkommere kunne så kaldes det? Hvem var det da der viste sig på jorden i Noas dage og som vi nu læser om? „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. Da sagde [Jehova]: ’Min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år.’“ — 1 Mosebog 6:1-3.

21. Hvem var disse ’gudssønner’, og hvad begyndte de at begære?

²¹ Disse ’gudssønner’ må have været engle fra himmelen som indtil dette tidspunkt havde været en del af Jehovas himmelske organisation af hellige ’gudssønner’, Jehovas symbolske kvinde der skulle blive moder til den lovede „sæd“. Dengang jorden blev grundlagt som bolig for menneskene, havde de iagttaget Jehovas skaberværk og havde råbt af glæde. (Job 38:7; 1 Mosebog 3:15) Da de så hvordan menneskene levede i ægteskab, og at der var smukke kvinder iblandt dem, opfyldtes de af ønsket om selv at have et intimt samliv med kvinder på jorden.

22. Hvordan tilfredsstillede „gudssønnerne“ deres begær, hvorved de syndede?

²² Hvordan kunne de som åndeskabninger pleje kønslig omgang med kvinder af kød og blod på jorden? Ved at materialisere sig i kødelige legemer som smukke mænd og tage sig hustruer og have kønslig forbindelse med dem. Eftersom den himmelske Fader og Skaber havde indført ægteskabet mellem kødelige jordiske skabninger indbyrdes, og ikke mellem åndeskabninger på den ene side og kødelige menneskeskabninger på den anden side, materialiserede disse ’gudssønner’ sig ikke for at tjene som sendebud for Jehova Gud, bemyndiget og udsendt af ham. De begyndte at blande åndelig og menneskelig natur, himmelsk og jordisk natur. (3 Mosebog 18:22, 23) Det er tydeligt at de syndede.

23. Hvilken ånd havde Gud længe vist over for den syndige menneskehed, men hvad erklærede han nu?

²³ Der var nu gået over tusind år siden Adams oprør i Eden mod Guds universelle suverænitet. Jehova havde handlet tålmodigt og overbærende med den syndige menneskehed, for allerede på Noas oldefader Enoks tid var menneskene i almindelighed blevet notorisk ugudelige. Og nu var de begyndt på en ny form for moralsk fordærv og afsporethed som følge af ægteskaberne mellem kvinder og materialiserede engle. Tiden måtte komme da Skaberen ikke længere kunne lægge bånd på sig selv og vise en tålmodig ånd over for den selvvanærende menneskehed. Med fuld ret erklærede Gud til sidst: „Min ånd skal ikke for bestandig råde over for mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage udgøre et hundrede og tyve år.“ — 1 Mosebog 6:3, NW.

24. (a) Satte Gud derved en aldersgrænse for menneskene? (b) Hvad begyndte nu, og hvorfor var det en rigelig tidsfrist Gud gav?

²⁴ Dette var ikke en aldersgrænse for menneskene, for eksempel for profeten Moses, der blev et hundrede og tyve år gammel. Det var en guddommelig forordning om at den ugudelige menneskeverden kun skulle eksistere i endnu et hundrede og tyve år før den jordomspændende vandflod. Forordningen blev således kundgjort i år 1536 A.M. eller 2490 f.v.t. Det betød at „endens tid“ var begyndt for den ugudelige verden i Noas dage. Gud havde sat en frist. Skønt han ikke havde planlagt at „gudssønnerne“ skulle begå de chokerende handlinger de gjorde, var han stadig situationens herre. Han er alviis og almægtig. At han gav så lang en tidsfrist før afslutningen på den ugudelige verden, var meget hensynsfuldt af ham. Hvorfor? Fordi den guddommelige forordning blev udstedt tyve år før Noa fik børn, og dog kunne Noa nå at få tre sønner, og de kunne nå at vokse op og gifte sig og hjælpe deres fader med at træffe behørige forberedelser til at overleve den truende vandflod. — 1 Mosebog 5:32; 7:11.

NEFILIM

25, 26. Hvad blev afkommet af forbindelsen mellem engle og kvinder kaldt, og hvorfor?

²⁵ De dage hvor lidenskabelige gudssønner indgik ægteskab med jordiske kvinder var talte. Kunne der for øvrigt komme noget afkom ud af denne sammenblanding af naturer, ud af foreningen mellem materialiserede ånder og kødelige kvinder? Første Mosebog 6:4 (NW) giver os svaret:

„Nefilim viste sig at være på jorden i de dage, og også efter den tid, da den sande Guds sønner stadig havde samkvem med menneskedøtrene, og de fødte dem sønner; de var de mægtige fra gammel tid, de navnkundige mænd.“

²⁶ Sønnerne af disse blandede ægteskaber var bastarder og blev kaldt nefilim. Dette navn betyder „omhuggere“, og det udtrykker at disse mægtige bastardsønner fældede andre med vold eller fik svagere mennesker til at falde. Der gik nogen tid før disse nefilim blev undfanget og født og derefter voksede op og begyndte på deres voldsomme levned. Da de var bastarder kunne de sandsynligvis ikke selv få afkom.

27. Hvad var det Gud besluttede at udrydde af jordens flade, og hvorfor?

²⁷ At de ulydige ’gudssønner’ materialiserede sig og indgik så nær forbindelse med mennesker, var ikke til gavn for menneskeslægten. „Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede [Jehova], at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet. Og [Jehova] sagde: ’Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, både mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!’ Men Noa fandt nåde for [Jehovas] øjne.“ (1 Mosebog 6:5-8) Jehova angrede at menneskene som han havde skabt, var sunket så dybt moralsk og åndeligt. Det var sørgeligt for ham at have mennesker på jorden med en så fordærvet personlighed. Det var dem han ville udslette af jorden, og ikke menneskeslægten som helhed, hvoraf Noa var et retfærdigt medlem.

28. Hvorfor kan vi i dag være taknemmelige for at Gud besluttede at gøre ende på den tilstand af vold der kendetegnede jorden før Vandfloden?

²⁸ Som en skærende kontrast til Noa og hans familie læser vi at „jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret [vold, NW]; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden“. (1 Mosebog 6:11, 12) Dengang før Vandfloden oplevede menneskehedens verden en voldstid. I dag har verden oplevet en „voldshandlingernes tid“, som iagttagere udtrykker det, lige siden 1914, da den første verdenskrig begyndte med alle sine voldshandlinger. Vi kan derfor passende spørge: Hvordan ville verdensforholdene have været i dag hvis den almægtige Gud havde ladet denne „voldshandlingernes tid“ før Vandfloden fortsætte uden afbrydelse? Vi gyser ved tanken om hvad der kunne være sket. Jorden ville for længe siden have været alt for farlig at leve på. Vi kan være taknemmelige for at Gud besluttede at gøre ende på denne voldstid før Vandfloden.

EN VERDEN ENDER, EN SLÆGT OVERLEVER

29. Hvilket forsæt i forbindelse med jorden var Jehovas instruktioner til Noa i harmoni med?

²⁹ Jehova Gud blev ved sit oprindelige forsæt, som gik ud på at jorden skulle opfyldes med efterkommerne af den første mand og kvinde under paradisiske forhold. Den slægtslinje der ville føre frem til Messias, måtte også bevares. I harmoni med dette pålagde Jehova den lydige Noa at bygge en ark (eller kiste) af en sådan størrelse at den kunne rumme Noa og hans familie og grundlæggende former af landdyrene og himmelens flyvende skabninger, som for eksempel duen og ravnen. Der skulle ikke være plads til en dampmaskine eller en dieselmotor samt brændsel eller brændstof til fremdrift af arken; den skulle blot flyde, med sine passagerer og med fødemidler som kunne række til et år eller mere. — 1 Mosebog 6:13 til 7:18.

30. Hvorfor var en sådan jordomspændende oversvømmelse mulig?

³⁰ For at forstå at en sådan jordomspændende oversvømmelse var mulig, må vi forestille os hvordan jordkloden så ud dengang. På dens overflade var der landmasser, store og små, som ragede op over havet. Oven over alt dette var der en hvælving eller et udstrakt rum med atmosfæren, som menneskene og andre levende skabninger måtte have for at kunne ånde. Men udenom igen var der et verdensdyb, en baldakin af vand der omgav jorden ligesom et svøb og som Skaberen havde hævet op til den videnskabeligt korrekte højde på den anden skabelsesdag. Dér forblev dette vand udspændt som en kappe omkring jorden, og ville kun styrte ned igen efter Skaberens vilje og på hans befaling. (1 Mosebog 1:6-8) En inspireret bibelkommentator fra det første århundrede efter vor tidsregning har beskrevet det udmærket med disse ord: „Fra gammel tid var [der] himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord.“ — 2 Peter 3:5; se også Jerusalem-Bibelen.

31, 32. Hvad viser Noas optegnelser angående oversvømmelsen?

³¹ Beretningen om den globale vandflod er ikke en myte som stammer fra babyloniske kilder. Vandfloden er en historisk kendsgerning der har sat sine spor på jorden til den dag i dag. Den er dateret og tidsfæstet. Ifølge Noas logbog begyndte den på den syttende dag i måneårets anden måned, i hans 600de leveår.

³² Derefter indførte Noa i logbogen at vandet faldt i fyrre dage. Selv toppene af de højeste bjerge der fandtes dengang, blev oversvømmet af vand i en højde af femten alen. På den syttende dag i den syvende månemåned stødte arken på grund på Ararats bjerge. Ved Skaberens magt blev der dannet nye bassiner i jordklodens skorpe så vandet kunne løbe bort. På den første dag i den første måned i det nye måneår var dræningsprocessen afsluttet. På den syvogtyvende dag i den anden måned i det nye måneår, eller et måneår og ti dage efter oversvømmelsens begyndelse, sagde Gud til Noa at han skulle gå ud af arken og også føre alle dyrene ud. — 1 Mosebog 7:11 til 8:19.

33. Hvad gik til grunde i Vandfloden, og hvad overlevede?

³³ På denne måde overlevede menneskeslægten fra Adam den globale vandflod under Guds beskyttelse, mens en ugudelig verden eller en verden af ugudelige blev bragt til afslutning. Det betød også at nefilim blev udslettet, for disse berygtede bastarder var kødelige ligesom menneskene. Den inspirerede bibelkommentator fra det første århundrede beskriver det korrekt, i enkle og letforståelige vendinger:

„[Gud] skånede [ikke] en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige, . . . og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Peter 2:5; 3:6.

34. Hvad skete der ifølge Moses med de levende skabninger på jorden og med dem i arken?

³⁴ Dette stemmer med hvad profeten Moses skrev: „Alt, i hvis næse der var livets ånde, alt, hvad der var på det faste land, døde. Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle; de udslettedes af jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i arken. Vandet steg [havde Overhaand, rev. overs. af 1871] over jorden i 150 dage.“ — 1 Mosebog 7:22-24.

35. Hvad bør vi gøre nu, ligesom Noa, hvis vi ikke ønsker at blive bevogtet til den ’onde dag’ med Guds dom?

³⁵ Denne oversvømmelse af hele jorden skyldtes i sandhed Guds indgriben. Det belyser på en dramatisk måde noget som vi i dag bør lægge os på sinde. Hvilket? „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag.“ (2 Peter 2:9) „Jehova har gjort alt til sin Hensigt, ogsaa den Ugudelige til en ond Dag.“ (Ordsprogene 16:4, Kalkar) Så hvis vi ikke ønsker at blive bevogtet til den ’onde dag’ der hastigt nærmer sig, Jehovas egen fastsatte „dag“ da hans retfærdige domme eksekveres over alle uretfærdige på jorden, bør vi ’vandre med Gud’ ligesom Noa gjorde, og bringe os i harmoni med hans forsæt.

36. (a) Hvad skete der med nefilim i Vandfloden? (b) Hvad blev følgen for de ulydige ’gudssønner’?

³⁶ Ved Vandfloden var det ikke kun de uretfærdige mennesker og nefilim der fik Guds dom at føle, men også de ulydige ’gudssønner’ fik deres velfortjente straf. Da Vandfloden oversvømmede hele jorden undgik disse ’gudssønner’ ganske vist druknedøden ved at dematerialisere sig og forlade deres hustruer og børn. Men hvad skete der da de vendte tilbage til deres åndelige tilstand, som var deres rette bolig? Genoptog de det nære og fortrolige forhold de havde haft til Gud? Var deres forhold til ham det samme som før? Fortsatte de med at være ’gudssønner’ i hans hellige himmelske organisation? Nej. I disse ulydige åndeskabninger ser vi oprindelsen til de „dæmoner“ (bortset fra Satan Djævelen) som profeten Moses taler om. (5 Mosebog 32:17; også Salme 106:37) Bibelkommentatorerne i det første århundrede forklarer mere indgående hvordan Jehova Gud behandlede disse ulydige ånder:

„De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ (Judas 6) „Ånderne der var i fængsel og som havde været ulydige dengang da Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, det vil sige otte sjæle, blev bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:19, 20) „Gud . . . skånede [ikke] de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og . . . overgav dem [derved] til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom.“ — 2 Peter 2:4.

37. Hvilken stilling fik de ulydige ’gudssønner’ da de vendte tilbage til åndeverdenen?

³⁷ At de ulydige ’gudssønner’ dematerialiserede sig og vendte tilbage til åndeverdenen, gjorde dem altså ikke til hellige engle igen. De kom til at stå på Satan Djævelens side, den første oprører mod Jehova Gud. De var ikke længere værdige til en plads i Jehovas hustrulignende himmelske organisation af hellige, lydige ’gudssønner’. Af denne grund blev de degraderet til dæmoner. Denne lave, vanærende stilling blev meget betegnende omtalt som Tartaros, et navn som er lånt fra græsk. Den syriske bibeloversættelse bruger udtrykket „de laveste steder“. (Se også Job 40:15; 41:23 i den græske Septuaginta.) Disse ulydige ånder blev ikke længere begunstiget med det åndelige lys som Gud fandt behag i at skænke sine trofaste åndesønner. På denne måde blev de styrtet ud i et tæt mørke hvor de var som bundet med „evige lænker“, forvaret til „dommen på den store dag“. De kan derfor ikke skænke menneskeheden noget virkeligt lys.

38. Hvis ’sæd’ blev disse ulydige ånder, og hvordan søger de at bedrage og trælbinde menneskene?

³⁸ Disse ulydige ånder blev den store Slanges, Satan Djævelens, usynlige „sæd“. At de blev anbragt i Tartaros, „det tætte mørkes gruber“, sammen med Satan Djævelen, var ikke det samme som at Slangens hoved blev knust af Guds himmelske kvindes lovede „sæd“. Den hellige „sæd“ var endnu ikke blevet frembragt, og de onde ånder i deres fængsel var ivrige efter at vide hvem ’sæden’ ville være, så de kunne være med til at „hugge den i hælen“. (1 Mosebog 3:15) Af den grund bevarede disse onde ånder, som var underlagt Satan, en nær kontakt med menneskene, med det for øje at bedrage dem og vende dem imod ’sæden’ når den engang fremstod. Eftersom de er afskåret fra at materialisere sig mere i kødelige legemer, søger de at meddele sig til menneskene gennem åndemedier. De giver sig ud for at være afdøde menneskers „sjæle“. De besætter og plager mennesker som er mentalt svage, og ligeledes mennesker som overgiver sig til dem. Profeten Moses blev inspireret til at advare Guds folk mod at have noget som helst at gøre med disse dæmoniske fjender af Gud. (5 Mosebog 18:9-13) Tag dig derfor i agt for spiritisme!

39. Hvad bør vi vende os til, i stedet for til dæmonerne, for at få åndelig oplysning?

³⁹ Eftersom vi ønsker at få yderligere oplysning om Jehova Guds „evige forsæt“, må vi undgå disse spiritistiske mørkets magter der har gjort de fleste mennesker blinde for Guds sandheder. Guds skrevne ord, Bibelen, er den kanal hvorigennem vi kan få åndelig oplysning, ifølge den inspirerede salmist der sagde til Jehova Gud: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ — Salme 119:105.

40. Selv om mennesker og engle gjorde oprør, hvordan ved vi da at Guds himmelske organisation er loyal og samarbejder med ham?

⁴⁰ I lyset af Guds ord har vi nu betragtet de første 1656 år af menneskenes tilværelse på jorden, fra Adams skabelse til vandfloden på Noas tid. Selv om både engle og mennesker gjorde oprør, holdt den uforanderlige Gud fast ved sit oprindelige forsæt vedrørende menneskene på jorden. Skønt et ikke nærmere angivet antal engle bukkede under for selvisk begær og syndede og måtte udstødes af hans himmelske hustrulignende organisation, kan de i antal dog ikke måle sig med dem der forblev trofaste over for ham inden for hans hellige organisation, som en trofast hustru over for en kærlig ægtemand. Århundreder senere så profeten Daniel i et syn hundrede millioner loyale engle som stadig tjente den højeste Gud, „den gamle af dage“. (Daniel 7:9, 10) Denne himmelske „kvinde“, der skulle blive moder til den forudsagte „sæd“, nærede fjendskab til den store Slange, Satan Djævelen, og til hans „sæd“. Hun var fast besluttet på at samarbejde med Jehova Gud ved gennemførelsen af hans bekendtgjorte forsæt om at frembringe ’sæden’ til sin egen fastsatte tid.

41. Hvad søgte Satan at bevise over for al skabningen, og lykkedes det ham fuldstændigt, allerede før Vandfloden?

⁴¹ På jorden, i Glædens paradis, var Adam og Eva blevet en synlig del af Jehovas universelle organisation dengang de blev skabt som fuldkomne mennesker. Da de blev fristet bevarede de ikke deres integritet over for deres Skaber, deres himmelske Fader. Med dødsstraffen udtalt over sig blev de udstødt af Jehovas universelle organisation og blev ikke længere betragtet som hans børn. Men hvordan med deres efterkommere? At dømme efter Adams og Evas eksempel ville deres efterkommere, født ufuldkomne og med synden i arv, ikke være i stand til at bevare deres integritet over for Skaberen under fristelse og pres fra den store Slange, Satan Djævelen. Djævelen søgte tydeligt nok at bevise over for al skabningen i himmelen og på jorden at ingen af dem ville være i stand til det. Lykkedes det ham at bevise det, allerede før Vandfloden? Den bibelske beretning, der ser sagen fra Guds side, viser at i hvert fald tre mænd bevarede deres integritet, nemlig Abel, Enok og Noa.

42, 43. (a) Hvad beviser Abels, Enoks og Noas tilfælde? (b) Hvordan bedømte Jehova fremtiden rigtigt i forbindelse med fremskaffelsen af yderligere beviser?

⁴² Disse tre trofaste, gudfrygtige mænd støttede deres Skabers, Jehovas, universelle suverænitet. De beviste at Satan Djævelen er en formastelig løgner når han hævder at den almægtige Gud ikke kan sætte et menneske på jorden som, selv i et paradis, vil bevare sin integritet over for Jehova når det udsættes for Satan Djævelens fristelser og pres. Abels, Enoks og Noas tilfælde beviser at Gud, Skaberen, med fuld ret kunne lade menneskeslægten, som nedstammede fra synderne Adam og Eva, fortsætte med at eksistere på jorden. Efterhånden som menneskelivet fortsatte uden for Paradiset ville der med sikkerhed vise sig andre trofaste mænd, og ligeledes kvinder, foruden Abel, Enok og Noa, som et yderligere bevis mod Djævelens løgn og bagvaskelse.

⁴³ Jehova bedømte fremtiden korrekt, og hans forsæt kunne ikke undgå at ske fyldest. Hans messianske forsæt, som han bekendtgjorde i overværelse af den store Slange i Edens have, underbyggede hans oprindelige forsæt og gav sikkerhed for at det ville blive gennemført. Guds suveræne herredømme over jorden og menneskene, der så magtfuldt blev demonstreret i forbindelse med den verdensomspændende vandflod, vil aldrig ophøre.

Kapitel 7

’Sædens’ jordiske slægtslinje følges

1. Hvorfor havde Abel, Enok og Noa med deres livsløb gjort Satan Djævelen mere desperat i hans forsøg på at komme den lovede „sæd“ til livs?

DET centrale i Guds „evige forsæt“ er den „sæd“ der skulle frembringes af Guds „kvinde“. Den strid der begyndte i Edens have mellem Satan og Gud, drejede sig om denne gådefulde „sæd“. Sådan måtte det være, for ’sæden’ skulle netop frembringes for at knuse den store Slanges hoved, og Satan Djævelen vidste at det var hans hoved det drejede sig om. (1 Mosebog 3:15) Satan var fast besluttet på at bryde den kommende „sæds“ integritet og derved gøre ham uegnet til at opfylde Guds forsæt. Ved Vandfloden var den første runde i striden mellem Satan og Gud forbi, og Satan var blevet den lille. Trods hans forsøg på at ødelægge menneskers integritet var der i det mindste tre efterkommere af den første mand og kvinde hvis integritet han ikke havde kunnet slå revner i. Abel, Enok og Noa havde svækket Satans selvtillid og gjort ham mere desperat i hans forsøg på at komme ’sæden’ til livs.

2. Hvilken start bør vi være taknemmelige for at Noa gav menneskeheden efter Vandfloden? Hvordan gjorde han det?

² De næste seks hundrede og otteoghalvtreds år skulle vise sig at åbenbare mange enkeltheder i forbindelse med Guds kvindes „sæd“. Lige siden Vandfloden og frem til i dag har hele menneskeheden kunnet spore sin afstamning tilbage til Noa, der byggede arken som ydede sikkerhed under oversvømmelsen. Menneskehedens verden fik nu en retfærdig start, for Noa „vandrede med Gud“. (1 Mosebog 6:9) Ifølge arv var han ufuldkommen, men moralsk var han ulastelig, dadelfri, i Guds øjne. Hvor kan vi, hans efterkommere, være taknemmelige for dette! Straks da Noa var gået ud af arken og havde sat foden på Ararats bjerg, førte han an i tilbedelsen af menneskehedens Bevarer, Jehova Gud.

„Derpå byggede Noa [Jehova] et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret. Og da [Jehova] indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: ’Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!’“ — 1 Mosebog 8:20-22; jævnfør Esajas 54:9.

3. Hvordan viste Lemeks profeti ved Noas fødsel sig at være sand, og hvad blev regnbuen et symbol på?

³ Den profeti som Noas fader Lemek havde udtalt over ham ved hans fødsel, viste sig at være sand. (1 Mosebog 5:29) Guds forbandelse af jorden uden for Edens have efter Adams overtrædelse blev hævet, og Noa (hvis navn betyder „hvile“) lod en liflig duft stige op til Gud fra sine brændofre, så Gud bestemte at menneskene skulle hvile fra sliddet med at opdyrke en forbandet jord. Gud lod også den første omtalte regnbue vise sig, idet solen nu skinnede direkte på jorden fordi vandbaldakinen var fjernet. Med denne regnbue som et tegn eller en garanti lovede Jehova at ’vandet ikke mere skulle blive til en vandflod som ødelægger alt kød’. Der vil aldrig mere komme en vandflod. — 1 Mosebog 9:8-15.

4. Hvilket spørgsmål opstod nu vedrørende den lovede „sæd“, efter at Noas tre sønner og deres hustruer havde overlevet Vandfloden sammen med Noa?

⁴ Sammen med Noa og hans hustru overlevede deres tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres hustruer. Gennem hvilken af disse tre sønner skulle slægtslinjen nu fortsætte frem til Guds kvindes „sæd“, der ville vise sig på jorden? Det valg der skulle træffes, ville komme til at øve sin indflydelse på de tre slægter der ville nedstamme fra de tre patriarker, Sem, Kam og Jafet. En profeti som Gud inspirerede Noa til at udtale over sine tre sønner ved en kritisk lejlighed, viste hvilken retning Guds gunst og velsignelse ville tage. Hvad var grundlaget herfor?

5. Hvad førte til at Noa udtalte en forbandelse over Kams søn Kana’an?

⁵ I lydighed mod Guds befaling til Noas sønner om at blive frugtbare på jorden, blev Sem fader til Arpaksjad to år efter Vandflodens begyndelse. (1 Mosebog 11:10) Med tiden blev Kam fader til Kana’an. (1 Mosebog 9:18; 10:6) Nogen tid efter Kana’ans fødsel var der en lejlighed da Noa, af en eller anden grund som ikke oplyses, blev beruset af vin fra sin vingård. Kam gik ind i Noas telt og så ham ligge afklædt, nøgen, men han gjorde intet for at skjule sin faders nøgenhed. Tværtimod røbede han for Sem og Jafet hvad han havde set. Af tilbørlig respekt for deres fader nægtede Sem og Jafet at se på Noas nøgenhed, og idet de gik baglæns ind til ham udbredte de et klæde over ham. De benyttede sig ikke af deres faders nøgenhed men bevarede deres dybe respekt for ham som deres fader og Jehovas profet.

„Da Noa vågnede af sin rus og fik at vide, hvad hans yngste søn havde gjort ved ham, sagde han: ’Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre!’ Fremdeles sagde han: ’Lovet være [Jehova], Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kana’an blive hans træl!’“ — 1 Mosebog 9:20-27.

6. Gennem hvilken søn skulle slægtslinjen føre frem til Messias, ifølge Noas profeti?

⁶ Noa var ædru da han udtalte disse ord. På grund af Kams mangel på respekt, især i betragtning af Noas stilling som Guds profet, udtalte Noa en forbandelse, men ikke over hele den slægt der nedstammede fra Kam. Gud inspirerede ham til blot at forbande én af Kams sønner, nemlig Kana’an, hvis efterkommere bosatte sig i Kana’ans land i Palæstina. Kana’anæerne kom ganske rigtigt til at trælle for Sems efterkommere, nemlig da Gud førte israelitterne ind i Kana’ans land som en opfyldelse af sit løfte til hebræeren Abraham. Sem levede i fem hundrede og to år efter at Vandfloden var begyndt, så hans liv overlappede Abrahams med et hundrede og halvtreds år. (1 Mosebog 11:10, 11) Noa erklærede at Jehova var Sems Gud. Jehova skulle loves eller prises, for af frygt for ham havde Sem vist tilbørlig respekt for Noa som Guds profet. Jafet skulle behandles som gæst i Sems telte, og ikke som en træl ligesom Kana’an. Som vært for sin broder Jafet kom Sem til at indtage en højere stilling end denne i profetiens ordlyd. Det fremgik heraf at det var Sems slægtslinje der ville føre frem til Messias.

BABYLON GRUNDLÆGGES

7. Hvilken af Kams sønnesønner grundlagde det første babyloniske rige, og hvordan?

⁷ En anden af Kams efterkommere som det heller ikke gik så godt, var hans sønnesøn Nimrod. Da Noa levede tre hundrede og halvtreds år efter Vandflodens begyndelse, nåede han at se denne sin oldesøns vej til magten, og utvivlsomt også hans fald. (1 Mosebog 9:28, 29) Nimrod grundlagde en organisation der optrådte som en del af den store Slanges, Satan Djævelens, synlige „sæd“. I Første Mosebog 10:8-12 læser vi: „Og Kusj blev fader til Nimrod. Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld der lyder: ’Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra dette land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kela og Resen mellem Nineve og Kela: dette er den store by.“ (NW) Ifølge dette var det Nimrod der grundlagde det første babyloniske rige.

8, 9. (a) Hvorfor valgte Jehova ikke Babel som den by han knyttede sit navn til? (b) Hvis sprog blev ikke ændret i Babel?

⁸ Det var i Babel (af de græsktalende jøder kaldet Babylon) menneskenes sprog blev forvirret, da Jehova Gud viste sit mishag med at man byggede byen og et tårn deri til falsk tilbedelse, idet bygningsmændene søgte at skabe sig selv et navn og undgå at blive ’spredt ud over hele jorden’. De forudså ikke det forfald der i dag præger storbyerne. (1 Mosebog 11:1-9) Skønt Nimrods babyloniske rige var det første rige på jorden, blev det ikke det første verdensrige i Bibelens beretning. Det gjorde det gamle Ægypten. Babels politiske magt blev svækket fordi bygningsmændene, splittet af de sprogforskelle som Jehova fremkaldte, blev nødt til at sprede sig ud over hele jorden.

⁹ Jehova Gud valgte ikke Babylon som den by han knyttede sit navn til. Noa og hans velsignede søn Sem havde ingen andel i at bygge Babel og dets tårn til falsk tilbedelse, og deres sprog blev ikke forvirret.

10, 11. (a) Gennem hvilken af Sems efterkommere blev det, endnu mens Sem levede, vist at den lovede „sæds“ slægtslinje skulle gå? (b) Med hvilke ord blev dette åbenbaret, og for hvem?

¹⁰ To år efter Noas død i år 2020 f.v.t. blev Abraham født i Sems slægtslinje, endnu mens Sem levede. Denne efterkommer viste sig at blive en tilbeder af Sems Gud, Jehova. Sem kunne virkelig være tilfreds da han erfarede hvilke betagende oplysninger Jehova åbenbarede for Abraham. Disse oplysninger viste at Jehova blev ved sit „evige forsæt“, som han havde fattet i Edens have efter Evas og Adams overtrædelse. Oplysningerne viste at det — ud af alle Sems efterkommere — var Abrahams slægt der ville føre frem til Guds kvindes „sæd“. Hvordan lød de ord Gud åbenbarede for Abraham, som på det tidspunkt blev kaldt Abram?

¹¹ Abram (Abraham) boede i Mesopotamien, i byen Ur i Kaldæa ikke langt fra Babylon (Babel), da ordene blev åbenbaret for ham. Første Mosebog 12:1-3 siger: „[Jehova] sagde til Abram: ’Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes [alle jordens slægter skal i sandhed velsigne sig ved hjælp af dig, NW]!’“

12. For hvem var denne åbenbaring en god nyhed, og hvilken tidsalder kan siges at være begyndt med denne åbenbaring?

¹² „Alle jordens slægter“ — det omfatter også os og vore familier i dag, her i det tyvende århundrede! De der tilhører vore familier kan skaffe sig en velsignelse ved hjælp af denne Abram (Abraham) fra fortiden! Det er i sandhed en god nyhed! Nyheden blev meddelt den postdiluvianske menneskeverden helt tilbage i det tyvende århundrede før vor tidsregning. Senere blev dens betydning kommenteret med disse inspirerede ord: „I ved jo at det er dem der holder sig til tro som er Abrahams sønner. Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved hjælp af dig skal alle nationerne velsignes.’“ (Galaterne 3:7, 8) I betragtning af dette kan vi med rette sige at den gode nyheds tidsalder (eller evangeliealderen, som nogle måske vil foretrække at kalde den) begyndte allerede dengang, kort før Abraham adlød Guds befaling.

13. (a) Hvordan var Abrahams kødelige tilstand da Gud befalede ham at rejse ud fra sit land, og hvad var det således der betød noget for Gud? (b) Hvornår gik Abraham over Eufratfloden?

¹³ Da Gud udvalgte Abraham til at være den kanal hvorigennem alle slægter og nationer skulle velsigne sig, var han endnu ikke omskåret i kødet. Guds befaling til Abraham om at lade sig selv og alle af mandkøn i sit hus omskære lød ikke før mindst fireogtyve år senere, året før hans søn Isak blev født (1918 f.v.t.). Hvis ikke det var Abrahams kødelige tilstand der betød noget for Gud, hvad var det da? Det var Abrahams tro. Jehova Gud vidste at Abraham troede på ham. Det var ikke forgæves han befalede Abraham at drage ud fra sit hjemland. Abraham brød op med det samme og flyttede med sin husstand mod nordvest til Karan, og efter at hans fader Tara var død i Karan gik han over Eufratfloden og drog ned mod det land Gud ville vise ham. Han krydsede Eufratfloden den 14. nisan i foråret 1943 f.v.t., eller 430 år før hans efterkommere fejrede den første påske nede i Ægypten. — 2 Mosebog 12:40-42, NW; Galaterne 3:17

14. Hvad sagde Jehova til Abraham i Kana’ans land, og hvad gjorde Abraham derefter?

¹⁴ Profeten Moses nedfældede en beretning om dette. Han skrev: „Og Abram gik, som [Jehova] sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var femoghalvfjerdsindstyve år, da han drog fra Karan; og Abram tog sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og al den ejendom, de havde samlet sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på vej til Kana’ans land og nåede derhen. Derpå drog Abram gennem landet til Sikems hellige sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang kana’anæerne boede i landet. Men [Jehova] åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: ’Dit afkom giver jeg dette land!’ Da byggede han der et alter for [Jehova], som havde åbenbaret sig for ham.“ — 1 Mosebog 12:4-7; Apostelgerninger 7:4, 5.

15. Hvorfor ville Guds løfte om at Abraham ville få en „sæd“ kræve et mirakel, og hvilket endnu større mirakel ville dette medføre?

¹⁵ Selv om Abram på det tidspunkt var femoghalvfjerds år gammel og endnu ikke havde nogen børn, ikke noget barn med sin femogtresårige hustru Saraj, lovede Jehova ham altså at han ville få en sæd eller et afkom til hvem Jehova ville give Kana’ans land. Abraham tog imod dette guddommelige løfte i tro, for i betragtning af varigheden af kvinders forplantningsevne dengang var det noget nær et mirakel Gud havde lovet. Fireogtyve år senere, da Abraham hørte at han skulle få en søn med sin hustru Sara, lo han og sagde i sit hjerte: „Kan en hundredårig få børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve år føde en søn?“ (1 Mosebog 17:17; 18:12-14) Hvis dette var noget usædvanligt, noget ud over det almindelige, ville den handling der skulle til for at opfylde Guds profeti i Første Mosebog 3:15 være et endnu større mirakel. Guds „kvinde“ var jo himmelsk og hendes lovede „sæd“ ville være himmelsk, og dog skulle denne „sæd“ fremstå i Abrahams jordiske slægtslinje. På denne måde kunne denne „sæd“ fra Guds „kvinde“ kaldes „Abrahams sæd“, ja „Abrahams søn“.

16. Hvilke spørgsmål rejses vedrørende „sæden“ på grund af Guds løfte om at lade folkeslag og konger nedstamme fra Abraham og Sara?

¹⁶ Da Gud ved sin engel forsikrede Abraham om at han ville få en søn med sin hustru Sara, en søn som skulle hedde Isak, sagde han til Abraham: „Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger skal nedstamme fra dig. . . . jeg vil velsigne hende [Sara] og give dig en søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende!“ (1 Mosebog 17:6, 16) Hvilket af disse „folk“ ville nu blive Jehovas begunstigede folk? Ville det have en konge over sig? Ville Guds kvindes „sæd“ blive denne konge? Det er kun naturligt at stille sådanne spørgsmål.

MELKIZEDEK

17. Ved hvilken lejlighed havde Abraham sit mest betydningsfulde møde med en konge i Kana’ans land, og hvorfor betalte Abraham tiende til ham?

¹⁷ Før dette havde Abraham været i berøring med jordiske konger. Mest betydningsfuldt var mødet med en fremtrædende konge i Kana’ans land. Abraham havde været nødt til at redde sin nevø Lot fra fire konger som var trængt ind i Kana’ans land og havde slået fem af landets konger og bortført fanger, deriblandt Lot. På tilbagevejen fra sin sejr over disse fire konger der havde været på plyndringstogt, nærmede Abraham sig byen Salem i bjergene vest for Det døde Hav. „Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“ (1 Mosebog 14:18-20) Som Melkizedek sagde var det Gud den Allerhøjeste der havde overgivet Abrahams fjender i hans hånd, og derfor var det helt på sin plads at Abraham gav en tiendedel af hele byttet til Gud den Allerhøjestes præst, Melkizedek.

18. Hvorfor var Melkizedeks velsignelse af Abraham ikke tomme ord, og hvordan viste David at Melkizedek indtager en vigtig plads i Guds forsæt?

¹⁸ Melkizedeks velsignelse af Abraham var ikke tomme ord. Den havde sin betydning, og den var i tråd med Jehovas eget løfte om at Abraham skulle være en velsignelse for alle jordens slægter — at alle slægter skulle skaffe sig en velsignelse ved hjælp af ham. (1 Mosebog 12:3) Selv om denne gådefulde kongepræst, Melkizedek, kun nævnes så kort i historien, blev han ikke glemt. Ni hundrede år senere inspirerede Gud den Allerhøjeste en anden konge af Salem, kong David af Jerusalem, til at profetere og vise hvor stor betydning Melkizedek havde haft i Gud den Allerhøjestes forsæt. I henhold til Davids profeti skildrede Melkizedek en større konge, en som endog var større end David, en som selv David ville være nødt til at kalde „min herre“. Denne forudskildrede konge ville være ingen ringere end Messias, Guds kvindes „sæd“. Drevet af Guds hellige ånd skrev David i Salme 110:1-4:

„[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød. [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“

19. Hvem måtte den konge der ifølge profetien skulle sidde med sin „vældes spir“ på Zions bjerg være en efterkommer af, og hvorfor gjaldt Davids profeti ikke en af kongerne fra Salomon frem til Zedekias?

¹⁹ Læg mærke til hvad der ligger i disse inspirerede ord. At kong David sagde at Jehova ville udrække kongens „vældes spir“ fra Zion, peger på at denne konge ville være en kødelig efterkommer af David. Ifølge Jehovas pagt med David om et evigt rige var det nemlig kun Davids kødelige efterkommere der ville sidde som konger på Zions bjerg med herskerspir eller kongescepter. (2 Samuel 7:8-16) Den hvis „vældes spir“ ville blive udrakt fra Zion, ville derfor blive kaldt „Davids søn“. Men David sigtede ikke her profetisk til sin søn Salomon, der blev den mest glorværdige konge i Davids slægt som fra sin trone på Zions bjerg herskede over alle sit folks tolv stammer. David titulerede aldrig sin søn Salomon „min herre“, og det gjorde han heller ikke over for nogen af de konger der efterfulgte Salomon på Zion, hele vejen frem til kong Zedekias. Desuden var hverken Salomon eller nogen af de efterfølgende konger på Zions bjerg præster samtidig med at de var konger, sådan som Melkizedek var. — 2 Krønikebog 26:16-23.

20. Hvordan ville den omtalte konge, skønt han var Davids søn, dog blive Davids „herre“?

²⁰ Men eftersom den lovede hersker skulle være kong Davids „søn“, hvorfor omtalte David ham da som „min herre“? Grunden var at denne særlige ’søn af David’ skulle være en konge som var langt højere end David. Skønt David sad på ’Jehovas trone’ på det jordiske Zions bjerg, steg han aldrig, heller ikke ved sin død, op til himmelen og satte sig ved Jehovas „højre hånd“. Men den der blev Davids „herre“ ville gøre dette. Hans kongelige stilling ved Jehovas højre hånd i himmelen kunne omtales som et himmelsk Zions bjerg, idet den billedligt blev skildret ved det jordiske Zions bjerg, der dengang lå inden for Jerusalems mure men ikke gør det længere. Det var som Jehova selv sagde om Messias i Salme 89:28: „Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ Ikke alene ville han blive en herre og konge som var højere end David, men han ville også for evigt blive Gud den Allerhøjestes præst, ligesom Melkizedek, kongen i det gamle Salem. — Salme 76:3; 110:4.

21. Hvorfor ville Abrahams navn således blive stort?

²¹ Lidet anede patriarken Abraham dengang, i det tyvende århundrede før vor tidsregning, at de konger som han og hans hustru Sara skulle blive stamforældre til, ville omfatte den messianske konge der blev forudskildret ved Melkizedek, til hvem Abraham betalte tiende af alt sit erobrede bytte. Intet under at Abrahams navn skulle blive stort — med tilknytning til en sådan kongepræst! Intet under at alle jordens slægter ville velsigne sig eller skaffe sig en velsignelse ved hjælp af Abraham — gennem denne præstekonge ligesom Melkizedek! — 1 Mosebog 12:3.

GUDS VEN

22. Hvordan viste Gud med et billede at hans udvalgte nation ville nedstamme fra Abrahams egen søn og arving?

²² Efter Abrahams sejr over de fire invaderende konger lovede Gud ham den nødvendige beskyttelse og at han ville få en søn der kunne arve ham. Med et billede forsikrede Gud Abraham om at det folk eller den nation han udvalgte, ville nedstamme fra denne søn og arving: „Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: ’Se op mod himmelen og prøv, om du kan tælle stjernerne!’ Og han sagde til ham: ’Således skal dit afkom blive!’ Da troede Abram [Jehova], og Han regnede ham det til retfærdighed.“ — 1 Mosebog 15:1-6.

23. På grundlag af hvad blev retfærdigheden tilregnet Abraham, og hvad blev han retfærdiggjort til?

²³ Lad os Ikke glemme at Abraham på dette tidspunkt endnu var en uomskåren hebræer. Retfærdigheden blev derfor ikke tilregnet Abraham fordi han var omskåret i kødet; den blev tilregnet ham fordi han troede på Jehova, der åbenbarede ham en del af sit forsæt. Abraham blev altså regnet retfærdig ind for Gud; han blev retfærdiggjort til venskab med Jehova Gud. Århundreder senere betegnede kong Josafat af Jerusalem Abraham som Jehovas ven. Endnu senere omtalte Jehova ham gennem profeten Esajas som „Abraham, min ven“. (2 Krønikebog 20:7; Esajas 41:8) Dette viser hvor værdifuld, hvor vigtig, troen på Jehova er i forbindelse med hans „sæd“.

24. Hvordan blev Abraham fader til Ismael og derefter til Isak?

²⁴ På opfordring af sin aldrende og ufrugtbare hustru, Sara, fik Abraham i 1932 f.v.t. en søn med hendes ægyptiske trælpige Hagar, og han kaldte denne søn Ismael. (1 Mosebog 16:1-16) Tretten år senere, i 1919 f.v.t., sagde Jehova til Abraham at Ismael ikke skulle være den sande „sæd“, men at en søn med hans hustru Sara skulle være den udvalgte „sæd“. Det ville blive en fri kvindes søn. Og året efter blev Isak født, da Sara var halvfems år gammel. „Abraham var 100 år gammel, da hans søn Isak fødtes ham.“ På den ottende dag blev Isak omskåret, ligesom hans fader Abraham var blevet det kun et år forinden. — 1 Mosebog 21:1-5.

25. Hvad viser beretningen med hensyn til om Jehova dannede én nation ud af alle Abrahams sønner?

²⁵ Det er interessant at bemærke at Gud ikke gjorde én nation ud af Abrahams to sønner, Ismael, den førstefødte, og Isak, en nation bestående af to stammer. Nej, fem år senere, på sin hustru Saras indtrængende anmodning, sendte Abraham tværtimod Hagar og hendes søn Ismael bort fra sin husstand så de kunne gå hvorhen de ville og måtte klare sig selv. (1 Mosebog 21:8-21) Heller ikke senere, efter Saras død i 1881 f.v.t., gjorde Gud én nation ud af Isak og de sønner Abraham havde med sin medhustru Ketura, en nation med syv stammer. „Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; men de sønner, Abraham havde med sine medhustruer, skænkede han gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin søn Isak, østpå til Østlandet.“ — 1 Mosebog 25:1-6.

26. For hvilken beundringsværdig handling som vidnede om hans tro fik Abraham en særlig velsignelse i Morija land, og hvordan lød den?

²⁶ En meget beundringsværdig handling som vidnede om Abrahams tro, førte til en stor velsignelse for denne ven af Jehova. Det skete efter en gennemgribende prøve på Abrahams tro og hans lydighed mod den højeste Gud. Velsignelsen, der udtrykte Guds godkendelse, blev udtalt på en bjergtop i Morija land, efter manges mening på det sted hvor kong Salomon århundreder senere byggede det prægtige tempel for Jehova. (2 Krønikebog 3:1) Dér, på det sted Jehova havde udpeget, oven på noget brænde som var bredt ud på et nyrejst stenalter, lå en ung mand. Det var Isak. Ved siden af alteret stod hans fader, Abraham, med en offerkniv i hånden. Han skulle lige til at udføre Guds befaling og dræbe Isak og bringe ham som et brændoffer til den Gud der i sin tid havde givet ham drengen ved et mirakel.

„Da råbte [Jehovas] engel til ham fra Himmelen: ’Abraham, Abraham! . . . Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!’ . . . Men [Jehovas] engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ’Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes [ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig, NW], fordi du adlød mig!’“ — 1 Mosebog 22:1-18.

27. Hvad viste denne guddommelige erklæring med hensyn til udvælgelsen af ’sæden’ og med hensyn til at opnå en velsignelse gennem den?

²⁷ Det betød at den lovede „sæd“ ved hjælp af hvilken alle nationer skulle skaffe sig en velsignelse, ville komme gennem Isaks slægt. Derved viste Jehova at det var ham der valgte slægtslinjen, og at Isaks halvbrødre ikke ville få nogen andel i at frembringe ’sæden’. Dog kunne de nationer der nedstammede fra Isaks halvbrødre skaffe sig en velsignelse ved hjælp af denne „sæd“. Alle nationer i dag, det vil sige folk af alle nationaliteter i dag, kan ligeledes opnå en velsignelse gennem Abrahams „sæd“.

28. Hvilke begivenheder i forbindelse med sin slægtslinje levede Sem længe nok til at høre om?

²⁸ Patriarken Sem, der overlevede den verdensomspændende vandflod, levede så længe at han kunne høre om denne guddommelige velsignelse af Abraham; ja, han levede længe nok til at høre om Isaks ægteskab med den smukke Rebekka fra Karan i Mesopotamien. Sem levede indtil år 1868 f.v.t., ti år efter Isaks bryllup, men han levede ikke længe nok til at se de børn Isak fik i sit ægteskab. Det gjorde Abraham imidlertid. — 1 Mosebog 11:11; 25:7.