Kapitel 8

Guds udvælgelse i overensstemmelse med hans „evige forsæt“

1. Hvilket spørgsmål rejste der sig vedrørende de to sønner af den mand som Gud fornyede sit pagtsløfte over for?

DET pagtsløfte Jehova Gud havde givet Abraham, valgte han at forny over for hans søn Isak. (1 Mosebog 26:1-5, 23, 24) Skønt Isak blev gift i en alder af fyrre år, blev han tres før han fik børn. Da fik han tvillinger, som svar på sin bøn til Jehova. Ville Jehova, der havde bønhørt Isak, nu træffe et valg i forbindelse med de to tvillingedrenge?

2. Hvordan åbenbarede Gud hvilken af de to sønner han ville vælge?

² Jehova tilkendegav sit valg under Rebekkas svangerskab, efter at hun havde bedt til ham og forhørt sig om sin tilstand: „Da svarede [Jehova] hende: ’To folkeslag er i dit liv, to folk skal gå ud af dit skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!’“ Den førstefødte var Esau, og den anden var Jakob. (1 Mosebog 25:20-23) Her gav Jehova til kende at han ikke ville gøre Isaks to tvillingesønner til én nation, en nation bestående af to stammer. Der ville derimod fremstå to folkeslag, og det der udgik fra den ældste søn ville være svagest og tjene det der udgik fra den yngste. Dette gik imod den førstefødtes naturlige ret til at være den fremtrædende. På denne måde viste Jehova hvem han ville vælge.

3. Var udvælgelsen afhængig af menneskers gerninger eller af den som kalder?

³ Den almægtige, alvise Gud havde ret til at gøre dette, i overensstemmelse med sit forsæt til velsignelse for hele menneskeheden. Herom skrev en bibelkommentator i det første århundrede: „Da Rebekka undfangede tvillinger ved den ene mand, Isak, vor forfader: da de endnu ikke var født og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der nemlig, for at Guds forsæt med hensyn til udvælgelsen kunne forblive afhængigt, ikke af gerninger, men af den som kalder, sagt til hende: ’Den ældste skal trælle for den yngste.’ Sådan som der står skrevet: ’Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.’“ — Romerne 9:10-13; også med citat fra Malakias 1:2, 3.

4. Hvorfor havde Jehova mindre kærlighed til Esau end til Jakob, endog før de blev født?

⁴ Det var afgjort ikke et dårligt valg den almægtige og alvise Gud traf. Eftersom han var i stand til at læse det genetiske mønster hos de to drenge i Rebekkas moderliv, forudså han uden tvivl hvordan de hver især ville forme deres liv. Han valgte derfor den rigtige af dem, selv om det viste sig at være den yngste. Men skønt Jehova havde truffet sit valg i overensstemmelse med sit forsæt, søgte han ikke at tvinge noget igennem. Han planlagde ikke at den ældste, Esau, skulle sælge sin førstefødselsret til sin yngre broder Jakob for en skål kogte linser på en kritisk afgørelsens dag. Men allerede før drengene blev født forudså han øjensynlig at Esau ikke ville have den samme værdsættelse af og kærlighed til åndelige værdier som Jakob. Af den grund nærede han mindre kærlighed til Esau end til Jakob, og traf sit valg i overensstemmelse hermed, endnu mens tvillingerne lå i moders liv. — 1 Mosebog 25:24-34.

5. Planlagde Jehova hvordan Jakob skulle få velsignelsen af Isak? Lod han velsignelsen omstøde?

⁵ Jehova planlagde ikke den metode som Jakob og hans moder Rebekka til sidst benyttede for at få Isak til at udtale sin velsignelse over Jakob, men han tillod at den aldrende og blinde Isak kom til at udtale den førstefødtes velsignelse over Jakob, idet Jakob fortjente at få den. (1 Mosebog 27:1-30) Jehova lod ikke Isak omstøde velsignelsen. Nej, da Jakob flygtede for sin tvillingebroder Esaus morderiske vrede, bekræftede Jehova tværtimod Isaks velsignelse af Jakob. Derved stadfæstede han det valg han havde truffet allerede før Jakobs fødsel. Hvordan gjorde han det?

6. Hvordan blev Guds valg af Jakob stadfæstet i Jakobs drøm om stigen der blev benyttet af engle?

⁶ På sin flugt kom Jakob til det sted i det forjættede land der kaldes Betel. „Da drømte han, og se, på jorden stod en stige, hvis top nåede til Himmelen, og se, Guds engle steg op og ned ad den; og [Jehova] stod foran ham og sagde: ’Jeg er [Jehova], din fader Abrahams og Isaks Gud! Det land, du hviler på, giver jeg dig og dit afkom; dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd; og i dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes [ved hjælp af dig og ved hjælp af din sæd skal alle jordens slægter i sandhed velsigne sig, NW]; se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går, og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!’“ — 1 Mosebog 28:12-15.

7, 8. (a) Hvad betød denne guddommelige erklæring med hensyn til Messias’ slægtslinje? (b) Hvem udmærkede Jakob sig som en tilbeder af, i modsætning til Esau?

⁷ Ifølge denne uomstødelige erklæring, fremsat af den Gud, der ikke lyver, ville Gud opfylde Abrahamsløftet i Første Mosebog 12:1-7 gennem Jakobs efterkommere eller sæd.

⁸ Det betød at Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“, ville fremstå i Jakobs slægtslinje. Det er grunden til at vi nu følger Jakobs efterkommeres historie, i stedet for at følge de nationers og slægters historie som kan se hen til at blive velsignet af den messianske „sæd“. Desuden blev Abrahams og Isaks Gud kaldt „Jakobs Gud“. Han blev ikke kaldt Esaus (eller Edoms) Gud, for Esau udmærkede sig ikke som en tilbeder af Jehova, og hans efterkommere blev fjender af dem der tilbad Jehova. ’Edoms gud’ var afguden Kos. (2 Krønikebog 25:14; Ezekiel, kapitel 35) Det tempel der senere blev bygget i Jerusalem, blev kaldt „Jakobs Guds hus“. (Esajas 2:3) Til vejledning for os nu i disse vanskelige tider siger den inspirerede salmist: „Hærskarers [Jehova] er med os, Jakobs Gud er vor faste borg.“ — Salme 46:12.

KONGESTAMMEN VÆLGES

9. (a) Hvorfor kaldes Jakobs efterkommere israelitter? (b) Hvor blev Jakob fader til sin tolvte søn?

⁹ Mens Jakob i tyve år boede i Paddan-Aram i den mesopotamiske dal, giftede han sig ind i den familie som hans fader Isak bifaldt, og blev fader til elleve sønner. Da befalede Gud ham at vende tilbage til det forjættede land, som han var flygtet fra. (1 Mosebog 31:3) Under sin tilbagerejse fik han tilnavnet Israel. Guds engel sagde til ham: „Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!“ (1 Mosebog 32:28) Derefter blev Jakobs efterkommere kaldt israelitter. (2 Mosebog 17:11) Senere, da Jakob eller Israel var rejst videre efter endnu et besøg i Betel, hvor han havde haft sin drøm om stigen, blev han fader til sin tolvte søn, Benjamin. Under fødselen af denne sin anden søn døde Jakobs elskede hustru Rakel. Som der står i Første Mosebog 35:19: „Så døde Rakel og blev jordet på vejen til Efrat, det er Betlehem.“

10. Hvad gjorde Ruben sig uværdig til under Jakobs fortsatte ophold i det forjættede land?

¹⁰ Efter at Jakob var vendt tilbage til det forjættede land i 1761 f.v.t., fortsatte han med at bo der som fremmed i treogtredive år. I løbet af denne tid skete der en række betydningsfulde ting, men ikke fordi de var planlagt af Gud. Jakobs fader, Isak, døde i en alder af et hundrede og firs år. (1 Mosebog 35:27-29) Jakobs ældste søn, Ruben, krænkede seksuelt sin faders medhustru, Rakels tjenestepige Bilha. (1 Mosebog 35:22) Derved blev Ruben uværdig til at beholde retten som sin fader Jakobs førstefødte, og retten til at den kongelige Messias skulle fremstå i hans slægtslinje. Jehova Gud havde afgjort ikke planlagt dette, for han har ingen andel i blodskam. — 1 Mosebog 49:1-4.

11, 12. (a) Hvordan gjorde Simeon og Levi sig uegnede til at videreføre den messianske slægtslinje? (b) Hvad måtte Gud nu gøre?

¹¹ Før Rakels død og Rubens chokerende umoralske handling blev Jakobs datter Dina krænket af en indbygger i det forjættede land, nemlig Sikem, hivvitten Hamors søn, som boede i Sikem. Jakobs sønner blev meget opbragte over denne „skændselsdåd“ mod Israel. Så mens de mandlige indbyggere i Sikem var ukampdygtige på grund af sårfeber fordi de var gået ind på at lade sig omskære, tog Jakobs anden søn, Simeon, og hans tredje søn, Levi, deres sværd og huggede alle mændene i Sikem ned inden de anede uråd, hvorefter byen blev plyndret.

¹² Jakob, Guds profet, misbilligede denne voldshandling. Han sagde til Simeon og Levi at de, ved at gøre dette, havde lagt ham for had hos landets indbyggere og havde bragt ham og hans hus i fare for at blive udryddet af de talstærke folkeslag i landet. (1 Mosebog 34:1-30) På grund af denne grusomme massakre, begået i vrede og hidsighed, blev både Simeon og Levi uegnede til at deres slægtslinje kunne føre frem til den messianske „sæd“. Dette ærefulde privilegium måtte derfor gå over til en anden af Jakobs sønner end Simeon, Levi og den førstefødte, Ruben. (1 Mosebog 49:5-7) Jehova Gud havde afgjort ikke planlagt at det skulle gå sådan. Han måtte nu indrette sig efter de nye omstændigheder. Hvem af de tilbageværende sønner han ville vælge, ville han give til kende gennem sin profet, Jakob eller Israel.

13, 14. Hvordan gik det til at Jakob og hans husstand flyttede til Ægypten, hvor Josef var?

¹³ Den førstefødte søn af Jakobs anden hustru, hans elskede Rakel, var den ellevte søn i familien, og han hed Josef. Jakob viste en særlig hengivenhed for denne søn, som han havde fået i sin alderdom. Af den grund blev Josefs halvbrødre skinsyge på ham. Uden deres faders vidende solgte de ham til nogle rejsende købmænd som var på vej til Ægypten. De lod deres fader Jakob tro at han var blevet dræbt af et vildt dyr.

¹⁴ I Ægypten blev Josef solgt som træl, men ved den Guds gunst som han trofast tilbad og adlød, blev han ophøjet til fødevareforvalter og førsteminister under Farao. I år 1728 f.v.t. blev Josef forsonet med sine angrende halvbrødre, der var kommet ned til Ægypten efter levnedsmidler under den verdensomfattende hungersnød. Ved Josefs foranstaltning flyttede hans fader, Jakob eller Israel, derefter med hele sin husstand til Ægypten og slog sig ned i det område der kaldtes Gosens land. Der levede Jakob i endnu sytten år. — 1 Mosebog, kapitlerne 37-47.

15, 16. Hvad var Jakob stadig arving til da han drog ned til Ægypten, og hvordan henledes opmærksomheden på dette i Salme 105:7-15?

¹⁵ Det var på Guds befaling Jakob efterkom Josefs indbydelse og forlod det forjættede land og rejste ned til Ægypten. (1 Mosebog 46:1-4) Da han drog derned var han stadig arving til Abrahamsløftet, og han var den der kunne give løftet videre. Salme 105:7-15 påpeger dette og siger:

¹⁶ „Han, [Jehova], er vor Gud, hans domme når ud over jorden; han ihukommer for evigt sin pagt, i tusind slægter sit tilsagn, pagten, han slutted med Abraham, eden, han tilsvor Isak; han holdt den i hævd som ret for Jakob, en evig pagt for Israel, idet han sagde: ’Dig giver jeg Kana’ans land som eders arvelod.’ Da de kun var en liden hob, kun få og fremmede der, og vandred fra folk til folk, fra ét rige til et andet, tillod han ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede [eller messias’er, på hebraisk flertal af mashiʹach], gør ikke mine profeter ondt!’“

17. Hvorfor omtalte Jehova Abraham, Isak og Jakob som „profeter“ og som sine „salvede“?

¹⁷ Jehova kaldte altså Abraham, Isak og Jakob sine profeter, og det var de virkelig. (1 Mosebog 20:7) En profet kunne om tales som salvet fordi han var blevet udpeget og udnævnt, selv uden at der var blevet udgydt olie over hans hoved ved en officiel ceremoni. (1 Kongebog 19:16, 19; 2 Kongebog 2:14) selv om Abraham, Isak og Jakob ikke blev salvet med olie på samme måde som Jakob salvede en stenstøtte på det sted han kaldte Betel, blev de med rette omtalt som „salvede“ på grund af Jehovas handlemåde over for dem. (1 Mosebog 28:18, 19; 31:13) At Jehova kaldte dem „mine salvede“ viser at det var ham der udnævnte dem, ham der valgte dem. Moffatts bibeloversættelse gengiver Salme 105:15 således: „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter skade.“ (Også 1 Krønikebog 16:22) Jehova vælger hvem han vil; han har en hensigt med det valg han træffer.

18. Hvordan blev den nation der skulle nedstamme fra Abraham, Isak og Jakob følgelig betegnet, og hvorfor var dette en rammende betegnelse?

¹⁸ Abraham, Isak og Jakob var Jehovas „messias’er“, og i harmoni med dette nedstammede den messianske nation fra dem. Bibelen omtaler ligefrem den udvalgte nation som Jehovas „messias“ eller „salvede“. I Salme 28:8, 9 siger salmisten David: „[Jehova] er værn for sit folk, sin salvedes [hebraisk: mashiʹach] tilflugt og frelse. Frels dit folk og velsign din arv, røgt dem og bær dem til evig tid!“ Senere sagde profeten Habakkuk til Jehova i bøn: „Du drager ud til frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede [mashiʹach].“ (Habakkuk 3:13) Det var i harmoni hermed at den „salvede“ nation, det „salvede“ folk, til Guds fastsatte tid ville frembringe den virkelige Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. — 1 Mosebog 3:15.

19. Hvad blev Jakobs sønner kaldt, i deres egenskab af overhoveder for tolv stammer?

¹⁹ Nede i Ægypten voksede Jakobs efterkommere til et talrigt folk, rede til at blive en nation. Om det tidspunkt da Jakob lå på sit dødsleje (i 1711 f.v.t.) og tog afsked med sine sønner, siger beretningen: „Alle disse er Israels stammer, tolv i tal, og det var, hvad deres fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige velsignelse.“ (1 Mosebog 49:28) I deres egenskab af overhoveder for hver sin stamme blev Jakobs tolv sønner betegnet som „patriarker“ eller familieoverhoveder. Som der engang blev sagt til sanhedrinet i Jerusalem: „Derpå gav han ham omskærelsens pagt, og da Isak var født omskar han ham på den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarker. Af skinsyge solgte patriarkerne Josef til trældom i Ægypten, men Gud var med ham.“ (Apostelgerninger 7:8, 9, New English Bible) Med rette talte de græsktalende jøder om „patriarken Abraham“ og „patriarken David“. — Hebræerne 7:4, NEB; Apostelgerninger 2:29, NEB.

20. Blev der af den grund oprettet et religiøst patriarkat i Israel?

²⁰ Det vil dog ikke sige at der blev oprettet et religiøst patriarkat blandt Jakobs efterkommere dér i Ægypten. Efter Jakobs død i Gosens land gjorde Josef, Faraos førsteminister i Ægypten, sig ikke til patriarkalsk overhoved for Israels tolv stammer, selv om hans faders sidste velsignelse af ham tilkendegav at førstefødselsretten var blevet overført til ham. — 1 Mosebog 49:22-26; 50:15-26.

21. (a) Hvem viste Jakob at førstefødselsretten nu blev overført til? (b) Hvem måtte afgøre hvis slægtslinje der skulle føre frem til den messianske konge?

²¹ Med de profetiske velsignelser som patriarken Jakob udtalte over sine tolv sønner, åbenbarede han mere end at førstefødselsretten var blevet overført fra Ruben, Leas førstefødte, til Josef, Rakels førstefødte. (1 Mosebog 29:21-32) Før Josef blev solgt til trældom i Ægypten afskyede hans halvbrødre tanken om at have ham til konge over sig. (1 Mosebog 37:8) Men længe før dette, nemlig da Gud gav patriarken Abraham omskærelsens pagt, forudsagde Gud at konger ville nedstamme fra Abraham, og det ved hans hustru Sara, hvis navn Gud da ændrede fra Saraj til Sara, hvilket betyder „fyrstinde“. (1 Mosebog 17:16) Da Gud ændrede Jakobs navn til Israel lovede han ligeledes at konger ville udgå fra Jakob. (1 Mosebog 35:10, 11) Men førstefødselsretten indebar ikke automatisk den ret og ære at blive stamfader til den kongerække der ville føre frem til den messianske konge, Guds himmelske kvindes „sæd“. Det afgørende var hvem Gud valgte. Han lod Jakob udpege hvilken søn der ville blive stamfader til denne konge.

22. Hvilken søn velsignede Jakob da han omtalte et „kongespir“ og en „herskerstav“?

²² Efter at have givet udtryk for sin misbilligelse med Ruben, Simeon og Levi sagde den døende Jakob følgende om sin fjerde søn med sin første hustru, Lea: „Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd skal gribe dine fjender i nakken, din faders sønner skal bøje sig for dig. En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer [indtil Silo kommer, NW], ham skal folkene lyde.“ — 1 Mosebog 49:8-10.

23. Hvad vidner alle de nævnte enkeltheder (kongespiret, herskerstaven, folkenes lydighed, sammenligningen med en løve) om for Juda?

²³ Vi bemærker at Jakob sammenlignede Juda med en løve. I Mika 5:7 omtales løven som en konge blandt skovens dyr. I Ezekiel 19:1-9 omtales kongerne i Juda rige som løver. At Jakob sammenlignede Juda med en løve, stemmer således udmærket med at kongespiret ikke skulle ’vige fra Juda’, idet denne udtalelse indebar at Juda allerede havde kongespiret og ikke ville miste det eller blive frataget det. Kongespiret forbindes med ’herskerstaven’, der heller ikke skulle vige fra Juda før Silo kom. Desuden blev der sagt om Juda, repræsenteret ved denne Silo, at „ham skal folkene lyde“. (1 Mosebog 49:10) Alle disse enkeltheder vidner om kongeværdighed!

24, 25. (a) Hvad betyder navnet Silo, og hvem bruges det om? (b) Hvorfor skal det kongelige scepter ikke vige fra Juda?

²⁴ Man mener i almindelighed at navnet Silo betyder „han hvem den tilhører“. Den gamle latinske Vulgata, der blev oversat fra den tids hebraiske grundtekst, har denne ordlyd: „Indtil han kommer som skal sendes.“

²⁵ Denne Silo („han hvem den tilhører“) der skulle komme, er den samme som den der profetisk blev omtalt af den suveræne Herre Jehova over for den sidste judæiske konge i Jerusalem: „Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:27) Dette sigter uden tvivl til den messianske konge, Guds billedlige kvindes „sæd“, for med hans komme vil der ikke være behov for flere konger som kan efterfølge ham. Da vil kongeværdigheden i Judas stamme have nået sit højdepunkt og til evig tid forblive i hænderne på Silo. Han er den messianske konge der vil sidde ved Jehovas højre hånd i himmelen og være konge ligesom Melkizedek, hvem patriarken Abraham betalte tiende af byttet fra sejren. (Salme 110:1-4) På denne måde vil kongespiret, det kongelige scepter, ikke vige fra Juda.

26. (a) Hvordan viser Første Krønikebog 5:1, 2 at førstefødselsretten var én ting og det kongelige førerskab noget andet? (b) Hvad kunne Jehova frit gøre, selv om han ikke planlagde begivenhedernes udvikling?

²⁶ At førstefødselsretten var én ting og det kongelige førerskab noget andet, og at Gud gennem den døende patriark Jakob tildelte Juda det kongelige førerskab, siges klart og tydeligt i Bibelen. I Første Krønikebog 5:1, 2 læser vi følgende om Jakobs sønner: „Rubens, Israels førstefødtes, sønner — han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin faders leje, gaves hans førstefødselsret til Israels søn Josefs sønner, dog ikke således at de i slægtebogen opføres som førstefødte; thi Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages [og fyrsten nedstammede fra ham (Leeser); og fra ham kom den som er fyrste (Jewish Publication Society)], men førstefødselsretten blev Josefs.“ Vi kan ikke sige at den almægtige, alvise Gud planlagde det på denne måde, for han var ikke årsag til Rubens, Simeons og Levis ugerninger og følgerne deraf. Men sådan som begivenhederne udviklede sig, var han frit stillet til at vælge Juda. Uanset hvad der skete kunne han blive ved sit oprindelige forsæt og gennemføre det uden at ændre det.

27, 28. (a) Hvilken nation må vi holde øjnene rettet imod, og i særdeleshed hvilken del af denne nation? (b) Hvordan vil det gavne os at handle i overensstemmelse med det bevismateriale Gud forsyner os med?

²⁷ Guds udvælgelse og handlemåde tjener som en sikker rettesnor for os når vi betragter det „evige forsæt“ han fattede i forbindelse med den Salvede, Messias. På grundlag af de profetiske ord han inspirerede den døende patriark Jakob til at udtale over Juda, ved vi hvilken slægt vi skal følge. Vi skal ikke blot holde øjnene rettet mod Israels tolv stammer i almindelighed, men i særdeleshed mod Judas stamme, på grund af dens direkte tilknytning til Jehovas Messias, hans himmelske kvindes „sæd“. Et voksende bevismateriale hjælper os til at afgøre hvem denne messianske konge er som Guds „evige forsæt“ er uløseligt forbundet med.

²⁸ Hvis vi handler i overensstemmelse med det bevismateriale den suveræne Herre Jehova forsyner os med, vil vi undgå at følge en falsk messias, til skuffelse for os selv, og vi vil i stedet erfare den glæde at genkende den sande Messias fra Gud og følge denne Messias, ved hjælp af hvem alle jordens nationer vil skaffe sig en evig velsignelse.

Kapitel 9

En nation som sluttede en pagt med Gud

1. Hvem er vor tids nationer for materialistiske til at indgå en pagt med?

DET er almindeligt at stater indgår gensidigt bindende aftaler med hinanden om forsvarsalliance, fredeligt samarbejde, kulturel udveksling og så videre. En sådan aftale, traktat eller pagt kan omfatte adskillige politiske stater der således samles i et forbund eller en organisation. Vi kender for eksempel i dag Atlantpagtorganisationen (NATO), Warszawapagtorganisationen og Den sydøstasiatiske pagts Organisation (SEATO). Men hvilken politisk stat eller nation i dag har sluttet en pagt med Gud? Nationerne i dag er for materialistiske til at indtræde i en pagtsorganisation som bygger på en aftale med et usynligt himmelsk Væsen.

2. Hvilke spørgsmål vil vi gerne have svar på angående en nation der sluttede en pagt med Gud?

² I oldtiden var der imidlertid en nation på jorden der sluttede en pagt med den højeste Gud i himmelen. Det var med andre ord en pagt mellem en jordisk part og en himmelsk part, en synlig part og en usynlig part. Enhver pagt har et erklæret formål. Hvad var formålet med denne historisk bevidnede pagt mellem en nation på jorden og den eneste levende og sande Gud i himmelen? Hvordan kom en så tilsyneladende ulige pagt i stand? Det er spørgsmål vi gerne vil have svar på nu.

3. Hvem ville være den rette til at fastsætte betingelser, mellemmand og tidspunkt for en sådan pagt?

³ Som den der er alviis og almægtig måtte det være den højeste Gud der tilbød en sådan pagt til en nation af ufuldkomne og syndige mennesker. Ikke engang forslaget om noget sådant burde komme fra nogen anden. Som omstændighederne var, ville det være passende at det var ham der erklærede pagtens formål, dikterede dens betingelser og udnævnte en mellemmand til at fungere mellem Gud og mennesker. Det ville være Gud der fastsatte på hvilke vilkår pagten kunne fortsætte, og det ville også være ham der fastsatte tidspunktet for oprettelsen af en sådan pagt eller overenskomst. Det tidspunkt Gud længe i forvejen havde valgt, faldt i det sekstende århundrede før vor tidsregning.

4. Hvilken tidsperiode i forbindelse med Abrahams sæd forudsagde Gud da han sluttede en højtidelig pagt med Abraham?

⁴ Gud havde sluttet en højtidelig pagt, stadfæstet med ofre, med stamfaderen til hele denne nation der skulle indtræde i en pagt når tiden var inde. Det var efter at Melkizedek, konge af Salem og præst for den højeste Gud, havde udtalt en velsignelse over den sejrrige Abraham at Gud indgik denne højtidelige pagt med ham. I forbindelse med en stærk forsikring til Abraham om at det guddommelige løfte ville blive opfyldt på hans efterkommere, sagde Gud til ham: „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods. Men du skal fare til dine fædre i fred og blive jordet i en god alderdom. I fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden.“ — 1 Mosebog 15:13-16.

5. Hvad ville der være tid til når det skulle vare så længe før Abrahams sæd overtog det forjættede land?

⁵ Det tidspunkt da Abrahams kødelige sæd skulle overtage landet blev således udskudt i mere end fire hundrede år. Denne lange periode ville give tid til at Abrahams udvalgte kødelige sæd kunne vokse til et folk som var talrigt nok til at erstatte de amoritiske indbyggere i Kana’ans land, hvis „syndeskyld“ voksede efterhånden som deres hedenskab førte til større og større ondskab. Skønt Abrahams kødelige sæd ville vokse til et stort folk i et andet land end Kana’an, ville Gud dog holde landet rede til dem indtil dette forjættede lands indbyggeres syndeskyld var blevet så stor at de fortjente at blive udryddet af landet. At Gud ville give området til Abrahams kødelige sæd når tiden var moden til det, gav Gud nu en garanti for med en højtidelig pagt.

„På den dag sluttede [Jehova] pagt med Abram, idet han sagde: ’Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden, det er kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hetitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana’anæerne, girgasjitterne, hivvitterne og jebusitterne.’“ — 1 Mosebog 15:18-21.

6. Ville den nationale pagt ugyldiggøre Abrahamsløftet, og hvilket formål ville den tjene for Abrahams efterkommere?

⁶ I modsætning til denne guddommelige pagt, som blev indgået med en enkelt mand, Abraham, skulle den pagt Gud havde i tanke, oprettes med en stor nation af Abrahams efterkommere i den udvalgte slægtslinje. Denne nationale pagt skulle føjes til Abrahamsløftet, som blev bindende da Abraham krydsede Eufratfloden i nord og kom ind i området inden for de grænser der blev nævnt i Guds højtidelige pagt med ham. (1 Mosebog 12:1-7) Pagten med nationen af Abrahams efterkommere ophævede ikke løftet til Abraham, men blev blot føjet til det. Dette skulle vise sig at være klogt, for ikke alle Abrahams kødelige efterkommere viste sig egnede til at få en andel i opfyldelsen af Abrahamsløftet med hensyn til at velsigne alle jordens nationer og slægter. Følgelig ville den tilføjede nationale pagt gøre god fyldest som en hjælp eller et middel til at forberede de værdige til at tage imod og loyalt følge den sande Messias, Guds himmelske kvindes lovede „sæd“, når Gud udsendte og salvede ham.

7. Af hvilke grunde ville Gud ikke indgå pagten med Abrahams efterkommere før de fire hundrede år var til ende?

⁷ Denne nationale pagt ville først blive oprettet og føjet til når der var gået mere end fire hundrede år efter at Gud sluttede pagt med Abraham med behørige ofre, for på det tidspunkt da han gjorde dette, havde Abraham endnu slet intet afkom med sin hidtil ufrugtbare hustru, Sara. Ydermere ville Gud ikke slutte en pagt med Abrahams efterkommere så længe de var i trældom og blev mishandlet af en fremmed nation. Især ikke da indgåelsen af pagten krævede en form for ofre som var en vederstyggelighed for den nation der mishandlede dem og holdt dem i trældom. (2 Mosebog 8:25-27) Først når Gud havde dømt og straffet den undertrykkende nation og udfriet sit folk så det i frihed kunne indgå i et pagtsforhold til ham, ville han oprette en pagt med det. Dette ville ske ved udløbet af de forudsagte „400 år“. Vi lægger således mærke til at Jehova Gud har afmærket sine egne tidsperioder for gennemførelsen af sit „evige forsæt“ i forbindelse med sin Salvede, Messias.

8, 9. (a) Hvilken tidsperiode begyndte da Isak blev vænnet fra, og hvordan kan man sige det? (b) Hvad ville tiden være inde til for Abrahams kødelige sæd når den tidsperiode udløb?

⁸ Femogtyve år efter at Abraham var draget ind i det forjættede land blev han, hundrede år gammel, fader til den første og eneste søn med sin hustru Sara, hvilket naturligvis kun kunne ske ved et Guds mirakel. Det fandt sted i det land som endnu ikke tilhørte Abraham eller hans søn Isak. Mishandlingen af den kødelige „sæd“ hvorigennem Messias skulle komme, begyndte da Isak blev vænnet fra. Det var dengang Isaks nittenårige halvbroder Ismael respektløst gjorde nar af Isak. En sådan opførsel, der var tegn på skinsyge, kunne blive en trussel mod Abrahams gudgivne arvings, Isaks, liv. — 1 Mosebog 16:11, 12.

⁹ Ifølge de angivne tidsrum begyndte mishandlingen af Abrahams „sæd“, i et land der ikke var deres, da Abraham var et hundrede og fem år gammel og Isak var fem år. Det var i år 1913 f.v.t. (1 Mosebog 21:1-9, NW; Galaterne 4:29) Altså ville de „400 år“ med mishandling af Abrahams kødelige „sæd“ udløbe i 1513 f.v.t. I det år ville tiden være inde til at Abrahams sæd kunne drage ud fra den undertrykkende nations land og begynde at vende tilbage til sine forfædres land, det forjættede land. Da var Guds tid inde til at oprette den nationale pagt med Abrahams „sæd“ så han kunne føre den ind i det forjættede land som en nation der stod i et bindende pagtsforhold til ham. Da tiden var inde til dette, ved udløbet af de fire hundrede år, var der gået fire hundrede og tredive år siden Abraham krydsede Eufratfloden og Abrahamsløftet trådte i kraft. — 2 Mosebog 12:40-42, NW; Galaterne 3:17-19.

OPRETTELSEN AF EN NATIONAL PAGT

10. Hvor meget voksede Abrahams kødelige sæd i Ægypten, men under hvilke forhold til sidst?

¹⁰ Siden det tidspunkt da Abrahams sønnesøn Jakob med hele sit hus forlod Kana’ans land og indtil udløbet af de fire hundrede år, opholdt Jakobs efterkommere, Israels tolv stammer, sig i det hamitiske (ikke arabiske, som i dag) Ægyptens land. Som forudsagt af Jehova Gud var Abrahams kødelige „sæd“ blevet udsat for mishandling, og denne mishandling var nu blevet meget hård. Målet var at udrydde Guds ven Abrahams folk. Til trods herfor var folket blevet talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred, som Gud havde lovet. Til sidst kunne det mønstre „henved 600.000 mand“, egnede til militærtjeneste. (2 Mosebog 12:37) Nej, Gud havde ikke glemt sin pagt med sin ven Abraham. Han overholdt også den tidsfrist han havde oplyst. Altså var han klar til at gøre det fornødne da tiden var inde.

11. Hvem oprejste Gud til at være fører for Israel, og hvordan havde denne prøvet at gøre sig selv til fører?

¹¹ Hvem skulle nu være folkets synlige fører? Gud valgte ikke Judas stammes overhoved, som om dét var obligatorisk efter den velsignelse om kongedømmet Jakob havde udtalt over Juda. (1 Mosebog 49:10; 1 Krønikebog 5:1, 2) I stedet valgte den højeste Gud, med den naturlige ret til at vælge som han besidder, en egnet mand af Levis stamme, Moses, en oldesøn af Levi. (2 Mosebog 6:20; 4 Mosebog 26:58, 59) Fyrre år inden udløbet af de fire hundrede år besluttede Moses at opgive sin tilværelse ved Faraos hof dér i Ægypten og at slutte sig til sine israelitiske brødre. Han ville dele deres kår og tilbød sig selv som deres fører, så de kunne løsrive sig fra trældommen. „Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning, men de forstod det ikke.“ Gud havde endnu ikke sendt Moses for at han skulle udfri folket fra dets trældom. Moses måtte flygte da Farao stræbte ham efter livet. Han søgte tilflugt i Midjans land, hvor han giftede sig og blev hyrde hos sin svigerfader. — 2 Mosebog 2:11 til 3:1; Apostelgerninger 7:23-29.

12. Hvornår og hvor blev Moses Jehovas „salvede“, og hvilken opgave fik han?

¹² Fyrre år gik, og Moses blev firs år gammel. Da skete det at engang mens Moses vogtede hjorden på Sinajhalvøen, viste Guds engel sig mirakuløst for ham ved foden af Horebs bjerg, over tre hundrede kilometer sydøst for den nuværende Suezkanal. Her ved Horeb udlagde Jehova Gud så at sige sit navn for Moses, idet han sagde: „JEG VIL VISE MIG AT VÆRE DET SOM JEG VIL VISE MIG AT VÆRE. . . . Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VISE MIG AT VÆRE har sendt mig til jer.’“ (2 Mosebog 3:2-14, NW) På denne måde udnævnte Gud Moses til at være sin profet og talsmand, og Moses kunne nu med rette kaldes en „salvet“ eller „messias“, ligesom sine forfædre Abraham, Isak og Jakob. (Salme 105:15; Apostelgerninger 7:30-35; Hebræerne 11:23-26) Jehova antydede at bjerget Horeb var det sted hvor han ville slutte pagt med Moses’ folk, for han sagde at Moses skulle føre folket ud af Ægypten og hen til dette bjerg for at dyrke Gud der. — 2 Mosebog 3:12.

13. Hvordan kom det dertil at Farao befalede israelitterne at forlade Ægypten?

¹³ Da Farao gang på gang nægtede at give israelitterne deres frihed og lade dem rejse, sendte Jehova en række plager over ham og hans folk. Først den tiende og sidste plage overvandt Faraos modstand og hans forhærdede hjerte. Denne plage dræbte alle førstefødte i de ægyptiske familier og alt førstefødt blandt deres husdyr. Israelitterne undgik at miste deres førstefødte ved at adlyde Jehova Gud og for første gang fejre påskemåltidet i deres hjem. Jehovas domsengel, som så på deres huse at påskelammets blod var strøget på dørstolperne og overliggeren, gik forbi, og døden trængte ikke ind i disse familier. Nahasjon, der blev fader til Salmon, af Judas stamme, blev bevaret i live, og det samme gjorde Nadab, den førstefødte søn af Aron, Moses’ ældre broder. Men Faraos førstefødte søn døde. I sorg og under pres fra de sørgende efterladte i sit folk bød Farao de uskadte israelitter at forlade landet. — 2 Mosebog 5:1 til 12:51.

14. Hvilke tidsperioder endte denne første påskenat, og hvad bød Gud med hensyn til den nat?

¹⁴ Denne begivenhedsrige påskenat i år 1513 f.v.t. betød afslutningen på flere tidsperioder der her endte samtidig. De fire hundrede år med mishandling af Abrahams kødelige sæd i et fremmed land endte. To hundrede og femten års ophold i Ægypten fra patriarken Jakobs ankomst hertil endte. Fire hundrede og tredive år, regnet fra det tidspunkt da Abraham krydsede Eufratfloden og tog ophold i det forjættede land, endte. I harmoni med dette læser vi: „Og den tid Israels sønner, som havde boet i Ægypten, opholdt sig i udlændighed, udgjorde fire hundrede og tredive år. Og det skete da de fire hundrede og tredive år var udløbet, på den selv samme dag, at alle Jehovas hærskarer drog ud af Ægyptens land. Det er en nat der skal overholdes med henblik på Jehova, fordi han førte dem ud af Ægyptens land. Med henblik på Jehova er dette en nat der skal overholdes af alle Israels sønner, generation efter generation.“ — 2 Mosebog 12:40-42, NW; se også Kalkar.

15. Hvordan udfriede Gud israelitterne fra de forfølgende ægyptere, og hvad sang israelitterne derpå?

¹⁵ Af strategiske grunde førte Jehova ved hjælp af Moses det udfriede folk til vestbredden af den øvre vestlige gren af Det røde Hav. Farao troede at israelitterne var fanget i en fælde og satte efter sine undvegne trælle med vogne og ryttere. Men da de ægyptiske forfølgere nærmede sig, åbnede den almægtige Gud en vej gennem havet, og i nattens løb gik israelitterne på den tørre havbund over til Sinajhalvøen. Da ægypterne fik lov til at trænge ind i flugtkorridoren, lod Gud Det røde Havs vande skylle tilbage over dem og drukne dem og deres heste. Guds ord var ikke faldet til jorden. Han havde dømt den nation der undertrykte Abrahams kødelige „sæd“. (1 Mosebog 15:13, 14) I sikkerhed på Sinajhalvøens bred sang de der havde været vidne til Jehovas dom: „[Jehova] er konge i al evighed! . . . Syng for [Jehova], thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i havet!“ — 2 Mosebog 15:1-21.

16. Hvad foreslog Gud det lejrede Israel ved Horeb, og hvad skulle formålet være?

¹⁶ Det var en særlig dag der oprandt da israelitterne, i den tredje månemåned (sivan) efter at have forladt Ægypten, nåede ind i Sinajørkenen og slog lejr ved foden af „Guds bjerg Horeb“. Det var dér Jehova havde sagt til Moses at de skulle dyrke ham. (2 Mosebog 3:1, 12; 19:1) Nu måtte profeten Moses optræde som mellemmand mellem Gud og det lejrede folk. Jehova foreslog nu en pagt mellem sig selv og folket og erklærede hvad pagtens formål skulle være. Oppe på bjerget Horeb sagde Gud til Moses: „Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mosebog 19:3-6.

17. Hvoraf fremgår det at Jehova ikke tvang de udfriede israelitter ind i pagten?

¹⁷ Den højeste Gud påtvang ikke israelitterne denne pagt. Han overlod til dem selv at vælge om de ville indgå en pagt med ham eller ej, og det skønt han havde reddet dem fra Ægypten og Det røde Hav. Blive Jehovas „ejendom“? Blive ham „et kongerige af præster og et helligt folk“? Ja, det ville israelitterne dengang gerne. Da Moses havde givet folkets talsmænd besked om den pagt Gud havde foreslået, læser vi derfor: „Hele folket svarede, alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ Moses meddelte nu folkets beslutning til Jehova, som derpå gik videre med stadfæstelsen af den pagt der var opnået enighed om. — 2 Mosebog 19:7-9.

18. Hvad forkyndte Gud for Israel på tredjedagen derefter?

¹⁸ Tredjedagen derefter forkyndte Jehova, ved hjælp af sin engel på Sinaj bjerg dér i Horeb, de ti bud for de forsamlede israelitter. Disse bud kan vi læse i Anden Mosebog 20:2-17.

EN STØRRE MELLEMMAND FORUDSIGES

19. (a) Hvad bad israelitterne Moses om på grund af det de så? (b) Hvad svarede Moses?

¹⁹ Det var en dramatisk begivenhed! „Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg, forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: ’Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!’“ (2 Mosebog 20:18, 19) Det svar Gud gav på de skræmte israelitters anmodning findes mere udførligt i Femte Mosebog 18:14-19. Her siger Moses, efter at have nævnt for israelitterne at Gud ikke havde givet dem troldmænd og spåmænd til at være forbindelsesled mellem Ham og dem:

„Men sligt har [Jehova] din Gud ikke tilladt dig. [Jehova] din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på. Således udbad du dig det jo af [Jehova] din Gud ved Horeb, den dag I var forsamlet, da du sagde: ’Lad mig ikke mere høre [Jehova] min Guds røst og se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø!’ Da sagde [Jehova] til mig: ’De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.’“

20, 21. (a) Var det let for Israel at tro at der ville komme en anden profet som Moses? (b) På hvilken måde skulle denne fremtidige profet være som Moses, og af hvilket format skulle han være?

²⁰ En profet som Moses, med hvem Gud så at sige talte „ansigt til ansigt“? Det kan have været svært for israelitterne at acceptere en sådan tanke da Moses selv oplyste dem om hvad Gud havde sagt. Og dog var det netop hvad den almægtige Gud sagde han ville oprejse til sit folk. ’Som Moses’ behøvede ikke at betyde lig med Moses. Den lovede profet kunne være som Moses, og dog være større end Moses.

²¹ Blandt de israelitiske profeter der fremstod efter Moses og helt frem til Malakias, var der ingen som Moses og ingen større end Moses. (5 Mosebog 34:1-12) Men hvad med den Salvede der var givet løfte om, Messias, der ville være Guds himmelske kvindes „sæd“? (1 Mosebog 3:15) Det var åbenbart ham Gud havde i tanke da han på Sinaj bjerg talte til Moses om en fremtidig profet som Moses. Som Moses ville denne messianske „sæd“ være en mellemmand mellem Gud og mennesker, men større end Moses. Og de der tilbeder den eneste levende og sande Gud har afgjort brug for at der gøres mere for dem nu, end der blev gjort for det gamle Israel ved hjælp af Moses. Altså var Moses et billede på den kommende større profet for Jehova.

22. Hvorfor ville den kommende profet være imod brugen af billeder i gudsdyrkelsen?

²² På det tidspunkt sagde Jehova Gud også til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen! I må ikke gøre eder guder ved siden af mig; guder af sølv eller guld må I ikke gøre eder!“ (2 Mosebog 20:22, 23) Dette er uomgængeligt et bud mod at benytte livløse, stumme, menneskeskabte billeder i tilbedelsen af den Gud som har talt fra selve himmelen. Det understreger kraftigt hvad Gud har sagt i det andet af de ti bud, som kan læses i Anden Mosebog 20:4-6. Den messianske profet der skulle være som Moses ville være imod en sådan brug af religiøse billeder.

23. Hvorfor kaldes pagten med Israel ofte for Lovpagten?

²³ Før stadfæstelsen af pagten ved mellemmanden Moses gav Gud ham andre love foruden de ti bud. Disse står optegnet i Anden Mosebog, kapitel enogtyve til treogtyve. De blev nedskrevet i en ’bog’ eller bogrulle som var færdig da pagten formelt blev oprettet. Eftersom denne pagt indebar det særlige at Guds udvalgte folk fik en guddommelig lov at overholde, kaldes den almindeligvis Lovpagten. Dens lovsamling eller lovkodeks i samlet form omtales i Bibelen som „Loven“.

24. Hvor længe efter Abrahamspagten blev Lovpagten indgået, og er løftet til Abraham stadig gyldigt?

²⁴ Eftersom Loven der hørte med til denne pagt med Israel blev præsenteret i form af de ti bud blot halvtreds eller enoghalvtreds dage efter påskenatten i Ægypten, kunne det med rette siges at Loven „kom til fire hundrede og tredive år senere [end Abrahamspagten i 1943 f.v.t.]“. At Loven efter så langt et tidsrum blev givet til Israel ugyldiggjorde ikke Abrahamspagten „sådan at den ophævede løftet“. (Galaterne 3:17) Guds løfte om at ville velsigne alle jordens nationer og slægter i Abrahams „sæd“ står stadig ved magt. Det vil ikke falde til jorden!

25. Hvem blev Lovpagten gjort bindende for, og i kraft af hvad?

²⁵ Det er vigtigt at vi hæfter os ved at Lovpagten med Israel blev gjort gyldig og højtideligt bindende for pagtens parter ved anvendelse af blod af ofre. Beretningen i Anden Mosebog 24:6-8 fortæller: „Og Moses [som mellemmanden] tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: ’Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!’ Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: ’Se, dette er pagtens blod, den pagt, [Jehova] har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.’“ — Se også Anden Mosebog 24:3.

26. Hvad skildredes ved at blodet sprængtes dels på Guds alter og dels på folket?

²⁶ Alteret som Moses havde bygget ved foden af Sinaj bjerg repræsenterede Jehova Gud, til hvem ofrene var blevet bragt på dette alter. Ved at halvdelen af dyreofrenes blod blev sprængt på alteret, blev Jehova Gud ført ind i pagten og bundet af den som parthaver. Ved at den anden del af offerblodet blev sprængt på folket, blev også de, som den anden part, bragt ind i pagten og højtideligt forpligtet til at opfylde de betingelser i den som angik dem. Det var således ved blodet de to parter, Gud og Israels nation, blev forenet i en pagt.

27. Hvad i forbindelse med oprettelsen af Lovpagten viser at israelitterne ikke indgik pagten uvidende eller under tvang?

²⁷ Israelitterne gik ikke ind i denne pagt uvidende eller under pres og tvang. Dagen før den højtidelige indgåelse af pagten ved blod havde de fået Guds ord og lovbud forelagt og havde accepteret dem. Som Anden Mosebog 24:3 siger: „Derpå kom Moses og kundgjorde hele folket alle [Jehovas] ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: ’Alle de ord, [Jehova] har talet, vil vi overholde.’“ Den følgende dag, efter at Moses havde oplæst „pagtsbogen“ i hele folkets påhør, gentog israelitterne deres accept af Guds lov, hvorefter offerblodet blev sprængt på dem. Nu var hele Israels nation forpligtet til at gøre som Gud havde erklæret da han foreslog pagten, idet han sagde: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så . . .“ — 2 Mosebog 19:5, 6.

28. I forbindelse med hvilken af Lovpagtens parter kunne der være tvivl om loyaliteten mod pagtens betingelser, og hvad krævedes der for at være hellig?

²⁸ Den almægtige Gud kunne ventes at være trofast mod sin del af denne bilaterale eller tosidede pagt, for han forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Det var israelitterne der kunne være tvivl om. Ville de være loyale mod Gud og gøre som de havde sagt de var villige til? Ville de være blandt de loyale der skulle samles til Jehova, som en opfyldelse af Salme 50:4, 5: „Han stævned himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: ’Saml mig mine fromme [loyale, NW], der sluttede pagt med mig ved ofre’“? Ikke som enkeltpersoner, men som et helt folk, som en nation, havde de indgået denne lovpagt og stadfæstet den med et sæt ofre der gjaldt for hele folket. Ville de vise sig at være et helligt folk? For at gøre dette måtte de holde sig adskilt fra denne verden.

29, 30. (a) Blev Israel „et kongerige af præster“ blot ved at indgå Lovpagten, eller hvordan var præsteordningen? (b) Hvilken opgave fik de egnede mandlige medlemmer af de andre familier i Levis stamme?

²⁹ Blot fordi de var indgået i denne pagt med den højeste Gud var de ikke straks „et kongerige af præster“. De var dengang på ingen måde et kongerige hvori hvert eneste mandligt medlem var en præst for Gud til gavn for alle andre nationer på jorden. Profetien i Esajas 61:6 var endnu ikke blevet opfyldt på dem: „Men I skal kaldes [Jehovas] præster, vor Guds tjenere være eders navn. Af folkenes gods skal i leve, deres herlighed får I til eje.“ I stedet var det sådan, ifølge Lovpagtens bestemmelser, at kun de kvalificerede mandlige medlemmer af en enkelt slægt i Israel blev gjort til præster, og de skulle tjene til gavn for hele resten af nationen. Denne forret tilfaldt Moses’ ældre broder Arons familie, af Levis stamme. Aron blev gjort til Guds ypperstepræst, og hans sønner blev underpræster. De udgjorde således et aronitisk præsteskab.

³⁰ De egnede mandlige medlemmer af de øvrige familier i Levis stamme blev gjort til tjenere for det aronitiske præsteskab, idet de skulle hjælpe præsterne ved udførelsen af den religiøse tjeneste ved Guds hus, åbenbaringsteltet, som foreskrevet i Lovpagten. — 2 Mosebog 27:20 til 28:4; 4 Mosebog 3:1-13.

31. Hvorfor blev de aronitiske præster ikke også gjort til konger i Israel?

³¹ Som vi ser havde Judas stamme ingen andel i præstedømmet i det gamle Israel, for fra denne stamme skulle den messianske ’fyrste’ komme, den der kaldes Silo, hvem ’folkene skal lyde’. (1 Mosebog 49:10; 1 Krønikebog 5:2) I det gamle Israel blev kongedømmet og præstedømmet således holdt adskilt. Aron og hans sønner blev ikke gjort til kongepræster og var altså ikke præster i lighed med Melkizedek.

32. Hvilke højtider skulle fejres hvert år af Israel?

³² Ifølge Lovpagten skulle tre højtider fejres hvert år af hele folket ved tilbedelsesteltet eller tabernaklet. „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ (5 Mosebog 16:16, 17; 2 Mosebog 34:18, 22-24) De usyrede brøds fest blev holdt i forbindelse med det årlige påskemåltid som spistes til minde om Israels udfrielse fra Ægypten. Ugefesten blev holdt på den halvtredsindstyvende dag derefter, det vil sige når der var gået syv uger regnet fra den 16. nisan; på denne dag (pinsedagen) blev førstegrøden af hvedehøsten frembåret for Jehova. Løvhyttefesten blev også kaldt „frugthøsthøjtid“ og fejredes ved årets udgang. Hver af disse årlige højtider havde deres foreskrevne ofre som skulle bringes til Jehova. — 3 Mosebog 23:4-21, 33-43.

33. Hvornår fejredes forsoningsdagen, og hvorfor måtte dens ofre gentages år efter år?

³³ Fem dage før løvhyttefesten begyndte, afholdtes den årlige „forsoningsdag“ (Jom Kippur), på den tiende dag i den syvende månemåned regnet fra forårsmåneden nisan eller abib. Det var altså den 10. tisjri. På denne dag skaffedes der soning for de synder der var begået af hele den nation der stod i pagtsforhold til Jehova, for det var den eneste dag i årets løb den aronitiske ypperstepræst gik ind i åbenbaringsteltets Allerhelligste og sprængte blodet af sonofrene (en tyr og en buk) foran pagtens hellige ark, der indeholdt Jehovas nedskrevne lov. (3 Mosebog 23:26-32; 16:2-34) Naturligvis kunne det at disse dyr døde og deres blod blev udgydt ikke virkelig borttage menneskers synder, eftersom dyrene er underordnet mennesket. Netop fordi disse ofrede dyrs død og blod ikke virkelig kunne borttage menneskenes synder, måtte forsoningsdagens ofre gentages år efter år.

34. Hvad viste Lovpagten at Gud krævede for at fjerne menneskets synd, og hvorfor kunne ingen israelit opfylde dette krav?

³⁴ Det er ikke svært at se grunden til dette. I Lovpagten havde Gud med klare ord sagt: „Hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme.“ (2 Mosebog 21:23-25; 5 Mosebog 19:21) Der krævedes med andre ord lige for lige, det ene skulle opveje det andet. Er et menneskeliv kommet under fordømmelse, kan det kun løskøbes med et menneskeliv der ikke er under fordømmelse. Derfor læser vi i Salme 49:6-10 (NW): „De som stoler på deres midler til livets opretholdelse og som bliver ved med at prale af deres vældige rigdomme, ikke én af dem kan på nogen måde løskøbe selv en broder eller give Gud en løsesum for ham; (og løsesummen for deres sjæl er så høj at den må opgives på ubestemt tid) så han kunne fortsætte med at leve for evigt og ikke se graven. For han ser at selv de vise dør.“ Der skulle en tilsvarende løsesum til, og ingen af de syndige israelitter kunne tilvejebringe dette og løskøbe eller tilbagekøbe det fuldkomne liv Adam satte over styr.

35. Hvad er der sket med det aronitiske præsteskab, og hvor skal man se hen for at finde det fornødne genløsningsoffer?

³⁵ Det aronitiske præsteskab, der kun frembar dyreofre ved Guds hellige hus, forsvandt for nitten hundrede år siden, i år 70 da Jerusalem og templet blev ødelagt af de romerske hære. Vi kan ikke gøre andet end at se hen til den messianske konge som Jehova Gud har svoret at ville gøre til „præst evindelig på Melkizedeks vis“. (Salme 110:1-4) Han skulle være Guds himmelske kvindes „sæd“ som Gud ville udnævne og give magt til at knuse hovedet på den symbolske slange, den onde skabning der stod bag slangen i Eden. Hvis ikke ’kvindens sæd’ tilvejebragte den nødvendige løsesum for hele menneskeheden, er der intet som kan hjælpe os mennesker, og vi har da ingen udsigt til evigt liv i en retfærdig ny orden under Jehova Gud. Dyreofrene der blev bragt på Israels „forsoningsdag“ lige til det første århundrede efter vor tidsregning må derfor have været billedlige; de må profetisk have skildret det nødvendige genløsningsoffer som skulle bringes af den Messias der ville blive præst som Melkizedek og som skulle knuse slangens hoved.

36. Hvordan må højtiderne under Lovpagten ligeledes betragtes, i lyset af dette?

³⁶ Det samme gælder de årlige højtider som Guds pagt pålagde det gamle Israel at fejre. Det var ikke blot anledninger til at hele folket kunne feste og slappe af. Disse højtider havde profetisk betydning. At de var glædesfester skildrer den fremtidige glæde og lykke Gud har beredt hele menneskeheden. Den velsignede betydning de har, vil Gud gøre kendt når hans tid er inde i overensstemmelse med hans „evige forsæt“.

EN NATION MED VIDUNDERLIGE MULIGHEDER

37. Hvilken mulighed åbnede Lovpagten for israelitterne?

³⁷ Men kunne nogen israelit vinde sig evigt liv ved at overholde Lovpagten med Gud til fuldkommenhed, uden at bryde blot den mindste del af den? Lovpagten gav enhver israelit mulighed for at vise om han kunne gøre dette. I Tredje Mosebog 18:5 omtales denne mulighed med ordene: „I skal holde mine anordninger og lovbud; det menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er [Jehova]!“ Hvis en israelit overholdt Loven til mindste tøddel og opnåede evigt liv ved sine egne gerninger, behøvede han ikke de ofre der hørte under Lovpagten. Han ville heller ikke behøve Abrahamsløftets velsignelse. (1 Mosebog 12:3; 22:18) Den der således holdt Loven til fuldkommenhed, ville i kraft af sin egen retfærdighed fortjene livet.

38, 39. (a) Hvoraf fremgår det om nogen af israelitterne vandt livet ved at holde Loven til fuldkommenhed? (b) Hvis præstetjeneste for Gud er derfor påkrævet?

³⁸ Endog profeten Moses døde imidlertid. Også ypperstepræsten Aron døde. Og hver eneste israelit fra Lovpagtens oprettelse til det aronitiske præstedømmes ophør i år 70, ja, lige til i dag, er død. Endog i dag, nitten hundrede år efter romernes ødelæggelse af Jerusalems tempel, foretager de ortodokse jøder en form for fejring af forsoningsdagen eller Jom Kippur. Dette er i sig selv en indrømmelse af deres behov for at rense sig for synd, ja, af deres manglende evne til at overholde Loven fuldkomment og opnå evigt liv ved egne retfærdige gerninger. Og hvis jøderne ikke kunne gøre dette under Lovpagten, hvordan skulle nogen af os andre ufuldkomne mennesker da kunne gøre det?

³⁹ I betragtning af det Lovpagten klart påviste, er vi alle fordømte over for den Gud hvis handlinger er fuldkomne. (5 Mosebog 32:4) Som profeten Esajas sagde mere end syv hundrede år efter at Lovpagten var oprettet med Israel: „Alle vore retfærdige gerninger er som en smudsig klædning.“ (Esajas 64:5, Jewish Publication Society) Vi har alle brug for at blive hjulpet af den præst der ifølge løftet skal være som Melkizedek og være præst for evigt.

40. Hvad udførte Moses den 1. nisan 1512 f.v.t. i forbindelse med gudsdyrkelsen, og hvad skete der så?

⁴⁰ Lad os nu vende tilbage til året for oprettelsen af pagten mellem Jehova Gud og Israel ved mellemmanden Moses. Det måneår endte, og det blev den 1. nisan i kalenderåret 1512 f.v.t. På den dag adlød Moses Guds bud og lod tabernaklet, „åbenbaringsteltets bolig“, opstille så tilbedelsen af Gud kunne begynde der. Derpå iførte Moses sin ældre broder Aron og Arons sønner deres embedsdragter og salvede dem med hellig salveolie til at tjene som ypperstepræst og underpræster. „Hermed var Moses færdig med arbejdet. Da dækkede skyen åbenbaringsteltet, og [Jehovas] herlighed fyldte boligen; og Moses kunne ikke gå ind i åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig derover, og [Jehovas] herlighed fyldte boligen.“ — 2 Mosebog 40:1-35.

41. Hvad var dette synlige tegn et bevis på, og hvornår fuldendtes præsteskabets indsættelse?

⁴¹ Her var det synlige bevis på at Jehova havde antaget dette tilbedelsestelt og havde helliget det til at tjene hans hensigt. På den syvende dag i den første måned, nisan eller abib, var indsættelsen og bemyndigelsen af det aronitiske præsteskab afsluttet, og derefter kunne disse præster føre tilsyn med alle dele af gudsdyrkelsen ved det hellige tabernakel. — 3 Mosebog 8:1 til 9:24.

42. Hvad var Jehova for Israel, ud over at være folkets Gud som det tilbad, og behøvede han en synlig repræsentant?

⁴² Jehova var den Gud som israelitterne havde fået påbud om at tilbede, ja, som nationen havde pligt til at dyrke. Han var dog ikke alene deres Gud, men også deres Hersker, deres Konge, som de skyldte underkastelse og loyalitet. Ulydighed mod hans love og påbud ville derfor være et brud på denne underkastelse og loyalitet. Dette bekræftes af profeten Moses i Femte Mosebog 33:5, hvor han omtaler Israels nation som Jesjurun eller „den retskafne“ fordi den var indtrådt i Lovpagten: „Og der var en konge i Jesjurun, da folkets øverster var forsamlet, alle Israels stammer tilsammen.“ (JPS) I en forklarende fodnote til dette vers siger afdøde dr. J. H. Hertz: „Således begyndte Guds kongedømme over Israel.“ (Pentateuch and Haftorahs, Soncino Press, side 910) Jehova var deres usynlige, himmelske Konge. Han behøvede ikke noget menneske på jorden, en synlig konge, til at repræsentere sig i Israel. — 1 Mosebog 36:31.

43, 44. Hvilken enestående og højt begunstiget stilling indtog det gamle Israel i forhold til alle jordens andre nationer, og hvordan kunne israelitterne prise Jehova?

⁴³ Det var en højt begunstiget nation, disse efterkommere af Abraham, Isak og Jakob (Israel), som var blevet ført ind i en pagt med den eneste levende og sande Gud. De kunne tilbede ham i sandhed, og glæde sig over udsigten til at blive ham „et kongerige af præster og et helligt folk“.

⁴⁴ Profeten Amos har sagt: „Hør dette ord, som [Jehova] taler imod eder, israelitter, imod hele den slægt, jeg førte op fra Ægypten: kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ (Amos 3:1, 2) Meget sandt siger salmisten i en af Hallelujasalmerne: „Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgør han ingen lovbud. Halleluja [Pris Jah]!“ (Salme 147:19, 20) Den begunstigede nation havde virkelig god grund til at prise Jehova ved at holde hans pagt. Om den gjorde det skulle nu vise sig i det man kunne kalde Lovpagtens tidsalder, der netop var begyndt.

Kapitel 10

En pagt om et rige indgås med David

1. Hvilken tidsperiode er afmærket i Første Kongebog 6:1, og hvorfor var det en meget passende periode at oplyse?

GUD afmærker sine egne tidsperioder i forbindelse med sit „evige forsæt“. En af disse tidsperioder er afmærket for os i Første Kongebog, kapitel seks, vers et, hvor der står: „I det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten, i ziv måned, det er den anden måned, i det fjerde år Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge [Jehova] templet.“ Det var et meget passende tidsrum at oplyse, for det strakte sig fra det tidspunkt da israelitterne blev udfriet fra Ægypten, kort efter hvilket de begyndte at opføre tilbedelsesteltet i Sinaj ørken, til det tidspunkt da kong Salomon, Davids søn, begyndte at bygge templet i Jerusalem. Det var fra den 15. nisan 1513 f.v.t. til den 1. ziv (eller ijar) 1034 f.v.t. — 4 Mosebog 33:1-4; 1 Kongebog 6:37.

2, 3. (a) Hvorfor måtte israelitterne vandre så længe i Sinaj ørken? (b) Hvor længe var de om at underlægge sig det forjættede land, og hvordan blev de derefter styret i nogle hundrede år?

² Der var naturligvis sket meget i løbet af disse næsten fem hundrede år. Allerede i det andet år efter udgangen af Ægypten havde israelitterne røbet at de manglede tro på at Jehova kunne underlægge dem de nationer der dengang boede i det forjættede land, og de blev derfor nødt til at vandre rundt i Sinaj ørken i næsten fyrre år. I løbet af denne tid døde alle de ældre israelitter som havde nægtet at drage ind i det forjættede land under Guds ledelse. (4 Mosebog 13:1 til 14:38) Ved afslutningen af de fyrre år førte Gud dem på mirakuløs måde over Jordanfloden og ind i det forjættede land, Kana’ans land.

³ I en årrække måtte israelitterne, under førerskab af Josua, Moses’ efterfølger, føre krig for at underlægge sig landet. Ifølge de ord den trofaste Kaleb, Jefunnes søn, af Judas stamme udtalte da landet var taget i besiddelse og blev udskiftet til Israels slægter, var israelitterne seks år om at underlægge sig landet og drive dets indbyggere bort. (Josua 14:1-10) I de følgende århundreder gav Gud dem en række dommere, indtil styreformen blev ændret på profeten Samuels tid. En jødisk lærd der levede for nitten hundrede år siden har ganske kort afmærket tidsperioden før dommertiden for os. En sabbat da han talte i en synagoge i Antiokia i Pisidien i Lilleasien, sagde han:

4, 5. (a) Hvilken tidsperiode i Israels historie før dommertiden har en jødisk lærd afmærket? (b) Med hvilke begivenheder begyndte og endte denne tidsperiode?

⁴ „Mænd, israelitter og i andre der frygter Gud, hør! Det var dette folks, Israels, Gud som udvalgte vore forfædre, og han ophøjede folket i deres udlændighed i Ægyptens land og førte dem ud af det med opløftet arm. Og i en periode på omkring fyrre år tålte han deres adfærd i ørkenen. Efter at have udryddet syv nationer i Kana’ans land fordelte han deres land ved lodkastning: alt det i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette gav han dem dommere indtil profeten Samuel. Men fra da af krævede de en konge, og Gud gav dem Saul, Kisj’ søn, en mand af Benjamins stamme, i fyrre år.“ — Apostelgerninger 13:14-21. Se også T. Skat Rørdams oversættelse fra 1903 og Peter Schindlers oversættelse fra 1953.

⁵ Landet blev fordelt mellem Kaleb og de øvrige israelitter ved lodkastning i 1467 f.v.t. Hvis vi tæller „omkring fire hundrede og halvtreds år“ tilbage, kommer vi til året 1918 f.v.t. Det var det år Isak, Abrahams søn med Sara, blev født og blev udvalgt af Gud i stedet for Ismael, Abrahams ældste søn, som han havde fået med Saras ægyptiske tjenestepige Hagar. Med en svoren ed havde Gud over for Isak bekræftet den pagt han havde sluttet med Abraham om at give hans afkom Kana’ans land i eje; og nu, efter denne periode på fire hundrede og halvtreds år, fordelte han det forjættede land blandt Isaks efterkommere. I trofasthed blev han ved sit „evige forsæt“, som ville være til velsignelse for hele menneskeheden.

6 (a) Hvordan viste Gideon at han var loyal mod Guds suveræne herredømme? (b) Hvordan gik det Gideons søn Abimelek som konge?

⁶ I løbet af dommertiden (med femten dommere fra Josua til og med Samuel) forsøgte israelitterne at overtale den sjette dommer, Gideon, en søn af Joasj, af Manasses stamme, til at oprette et dynasti af herskere i sin slægt, i stedet for at lade Jehova Gud være deres konge. Men Gideon var loyal mod Israels suveræne Hersker. Han afslog tilbudet idet han sagde: „Hverken jeg eller min søn vil herske over eder; [Jehova] skal herske over eder!“ (Dommerne 8:22, 23) Men en af Gideons mange sønner, Abimelek (hvilket betyder „min fader er konge“), fik Sikems borgere til at indsætte sig som konge over dem. Derfor kom han ind under Guds ugunstige dom, og efter at han havde regeret i tre år blev en kvinde årsag til at han blev dræbt i kamp. — Dommerne 9:1-57.

EN KONGE OVER HELE ISRAEL

7. Hvordan gik det til at Israel fik en jordisk konge, udvalgt af Gud? Hvornår skete det, og hvor længe herskede han?

⁷ Da den femtende dommer, profeten Samuel, var blevet gammel, kom Israels ældste til ham med denne anmodning: „Sæt . . . en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det!“ Samuel opfattede det som om de vragede ham som Guds udnævnte dommer, men Jehova sagde til ham: „Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ Gud lod Samuel advare israelitterne om alle de byrder der ville blive lagt på dem hvis de fik en synlig, jordisk konge, men de foretrak alligevel at få en sådan konge. Eftersom Gud var den suveræne Herre over Israel, var det ham der udvalgte den mand der skulle være Israels første jordiske konge. Han sendte Samuel ud for at salve Saul, Kisj’ søn, af Benjamins stamme til konge. I 1117 f.v.t. blev Saul indsat som konge i byen Mizpa. „Og hele folket brød ud i jubelskrig og råbte: ’Kongen leve!’“ Saul herskede i fyrre år. — 1 Samuel 8:1 til 10:25; Apostelgerninger 13:21.a

8. (a) Hvem blev født i Betlehem i Sauls ellevte regeringsår? (b) Hvad profeterede Mika om Betlehem?

⁸ I Sauls ellevte regeringsår skete der noget i byen Betlehem i Judas stammeområde. Betlehemitten Isaj blev fader til sin ottende søn, som han kaldte David. Tilsyneladende havde det ikke stor betydning. Hverken kong Saul eller nogen anden i Israel anede at dette nyfødte barn en dag ville opnå så stor ære og berømmelse at hans fødeby, Betlehem, ville blive kaldt „Davids by“. Ingen vidste på det tidspunkt at der omkring tre hundrede år senere ville blive profeteret om denne „Davids by“: „Men du, Bet-lechem Efratah, skønt du er den ringeste blandt Judas tusinder, af dig skal dog udgå mig den som skal være hersker i Israel, hvis oprindelse er fra fordums tider, fra ældgamle dage.“ (Mika 5:1, Leeser) Jødernes religiøse ledere i det første århundrede før vor tidsregning opfattede dette som en profeti om Messias. Guds kvindes „sæd“ skulle altså fødes i Betlehem.

9. Hvad lod Gud Samuel sige til Saul om kongedømmet som følge af Sauls overilede handling, og hvem ville Gud vælge til at sidde på tronen?

⁹ Forud for dette, efter blot to års regering, røbede kong Saul at han manglede tro, og han handlede formasteligt, overilet, i sit embede. „Samuel sagde [da] til Saul: ’Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den befaling, [Jehova] din Gud gav dig, ville [Jehova] nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid; men nu skal dit kongedømme ikke bestå. [Jehova] har udsøgt sig [vil visselig finde sig, NW] en mand efter sit hjerte, og ham har [Jehova] kaldet til fyrste over sit folk, fordi du ikke holdt, hvad [Jehova] bød dig!’“ (1 Samuel 13:1-14) Manden efter Guds hjerte var endnu ikke født, for disse ord blev udtalt flere år før Davids fødsel i Betlehem. Dette viste klart at den højeste Gud ville gøre brug af sin magt og ret og selv udvælge en israelit til at efterfølge kong Saul. Det valg han traf ville være i harmoni med hans „evige forsæt“ i forbindelse med Messias.

10, 11 (a) Hvordan blev David udpeget til at være Israels fremtidige konge? (b) Hvordan pådrog David sig Sauls morderiske skinsyge, og hvor blev han først konge?

¹⁰ Endnu mens David blot var en halvvoksen hyrdedreng i Betlehem, udpegede Gud ham som manden efter sit hjerte. Skønt David ikke var Isajs førstefødte men blot hans ottende søn, sendte Gud Samuel til Betlehem for at salve ham til Israels fremtidige konge.

¹¹ David kom frem i rampelyset da han, som den eneste i hele Israel, meldte sig til at møde filisterkæmpen Goliat på slagmarken og derefter dræbte ham med en sten fra sin slynge. (1 Samuel 16:1 til 17:58) David blev optaget i kong Sauls hær, og hans popularitet blandt folket oversteg endog kongens. Herover blev Saul meget skinsyg, og han forsøgte at dræbe David og således hindre ham i at fortrænge en af hans egne sønner fra Israels trone. Til sidst blev Saul dødeligt såret i kamp, hvorefter han styrtede sig i sit eget sværd for at fremskynde sin død. Dermed endte hans kongedømme. Hans overlevende søn Isjbosjet blev udråbt til konge af dem der holdt fast ved Sauls slægt, men kun over elleve af Israels stammer. Mændene i Judas stamme salvede David til konge over sig i Hebron, som lå i Judas stammeområde. Det var i år 1077 f.v.t. — 2 Samuel 2:1-11; Apostelgerninger 13:21, 22.

12. Hvornår og hvordan blev David konge over hele Israel, og hvilket spørgsmål opstår nu vedrørende ’kongespiret’ og ’herskerstaven’?

¹² Sauls søn Isjbosjet blev muligvis siddende på Israels trone i syv år og seks måneder, hvorefter han blev snigmyrdet af nogle af sine undersåtter. (2 Samuel 2:11 til 4:8) Alle stammerne anerkendte nu David som Jehovas udvalgte, og i Hebron salvede de ham til konge over hele Israel. Det var i år 1070 f.v.t. (2 Samuel 4:9 til 5:5) I harmoni med den døende Jakobs profeti i Første Mosebog 49:10 overgik ’kongespiret’ og ’herskerstaven’ således til Judas stamme. På hvilket grundlag ville disse symboler på kongeværdighed nu ’ikke vige fra Juda’ før Silo kom?

13. I hvilken forstand var David en „salvet“, og hvem blev han et profetisk forbillede på?

¹³ Eftersom David var blevet salvet til konge tre gange, kunne han med fuld ret kaldes en „salvet“ eller en „messias“ (hebraisk: mashiʹach), som vi ser det i Anden Samuelsbog 19:21, 22; 22:51; 23:1. David blev i særlig grad brugt som et profetisk forbillede på den Messias der skulle overgå alle andre, Guds himmelske kvindes „sæd“. (Se Ezekiel 34:23.) Ja, det behagede Gud at udvælge Davids slægt som den slægt der skulle føre frem til den lovede Messias i hans „evige forsæt“. Hvordan gik det til?

14. Hvilken by gjorde David til hovedstad for hele Israel, og hvad førte han op til byen?

¹⁴ Kort efter at David var blevet salvet til konge over det genforenede Israel i 1070 f.v.t. erobrede han byen Jebus fra jebusitterne og kaldte den Jerusalem. Han flyttede sin residens dertil og gjorde denne højtliggende by til sin hovedstad, idet den lå mere centralt end Hebron, nemlig på grænsen mellem Judas og Benjamins områder. (Dommerne 1:21; 2 Samuel 5:6-10; 1 Krønikebog 11:4-9) Ikke længe efter begyndte kong David at beskæftige sig med Jehovas hellige ark. I årtier havde den fået lov at stå et andet sted end i det Allerhelligste i åbenbaringsteltet, som lå i Silo i Efraims område. (1 Samuel 1:24; 4:3-18; 6:1 til 7:2) David følte at arken burde være i hovedstaden. Derfor lod han den føre op til Jerusalem, og han stillede den i et telt i nærheden af sit palads. — 2 Samuel 6:1-19.

15. Hvilken pagt indgik Jehova nu med David, og i påskønnelse af hvad?

¹⁵ Imidlertid begyndte David at føle sig skamfuld over at han, en jordisk konge, boede i et kongeligt palads, mens arken, som tilhørte Jehova, den sande Gud, Israels virkelige konge, havde plads i et ringe telt. For at udligne dette misforhold undfangede David den idé at han ville bygge den højeste Gud et værdigt hus, et tempel. Men Jehova ønskede ikke at David skulle bygge et sådant tempel. Gennem sin profet Natan fortalte han David at en af hans sønner, en fredelig konge, ville få den forret at bygge et tempel i Jerusalem. Og derpå, i påskønnelse af Davids oprigtige hengivenhed for den rene tilbedelse, gjorde Jehova noget vidunderligt for denne mand som var ’efter hans hjerte’. På eget initiativ indgik han en pagt med David om et evigt rige. Han sagde:

„Så kundgør [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag, men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Samuel 7:1-16; 1 Krønikebog 17:1-15.

16. Hvad sagde David i en takkebøn til Jehova?

¹⁶ David bad en takkebøn og sluttede med ordene:

„Derfor, Herre, [Jehova], du er Gud, og dine ord er sandhed! Du har givet din tjener denne forjættelse, så lad det behage dig at velsigne din tjeners hus, at det til evig tid må stå fast for dit åsyn. Thi du, Herre, [Jehova], har talet, og med din velsignelse skal din tjeners hus velsignes evindelig!“ — 2 Samuel 7:18-29; 1 Krønikebog 17:16-27.

17. Med hvad bekræftede Gud denne pagt?

¹⁷ Dette pagtsløfte til David blev bekræftet med Guds ed:

„[Jehova] tilsvor David et troværdigt, usvigeligt løfte: ’Af din livsens frugt vil jeg sætte konger på din trone. Såfremt dine sønner holder min pagt og mit vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres sønner sidde evindelig på din trone!’“ — Salme 132:11, 12.

„Jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til. . . . jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen.“ — Salme 89:29-37. Se også Jeremias 33:20, 21.

18. Hvilket større rige ville Davids rige danne grundlag for, ifølge Esajas’ profeti?

¹⁸ Ifølge denne pagt med kong David skulle hans rige danne grundlag for det kommende rige som tilhørte den større Messias. Derfor blev profeten Esajas flere hundrede år senere inspireret til at profetere: „Thi et Barn er født os, en Søn er givet os, og Herredømmet er paa hans Skulder, og man kalder hans Navn: Under, Raadgiver, stærke Gud, evige Fader, Fredens Fyrste; paa det at Herredømmet maa forøges, og der paa Freden ej skal være Ende for Davids Trone og for hans Rige, at det skal grundes og støttes ved Ret og Retfærd, fra nu af og i al Evighed; Herren Zebaoths Nidkjærhed vil gjøre dette.“ — Esajas 9:5, 6, ifølge den danske oversættelse af overrabbiner Abraham Alexander Wolff, udgivet af den jødiske religionsskole, København, 1894. Se Esajas 9:6, 7 i den autoriserede danske oversættelse.

19. Hvilken by skulle dette barn fødes i, ifølge Mikas profeti?

¹⁹ Ifølge profetien i Mika 5:1 skulle dette messianske barn fødes, denne kongelige søn gives, i Betlehem i Efrata i Judas stammeområde. Et af kendetegnene på den sande Messias, Guds billedlige kvindes „sæd“, var at han skulle være født dette sted. Betlehem, og ikke den kongelige by Jerusalem, var fødestedet for hans forfader, kong David, og blev derfor kaldt „Davids by“.

ET DYNASTI AF DAVIDISKE KONGER

20. Hvor længe sad Davids dynasti på tronen, og hvor længe havde israelitterne konger?

²⁰ Som en opfyldelse af rigspagten med David fulgte der en række konger i Jerusalem som alle tilhørte kong Davids slægt. Regnet fra år 1070 f.v.t., da David blev konge i Jerusalem, varede dette kongedømme med et dynasti af davidiske konger i Jerusalem i 463 år, frem til år 607 f.v.t. Det vil sige at Israels nation — regnet fra år 1117 f.v.t. da profeten Samuel salvede Saul til konge over Israel — havde synlige, jordiske konger i 510 år. Jehova var imidlertid landets usynlige konge.

21. Steg David op til himmelen da han døde? Hvem ville ifølge Davids profeti blive opfordret til at sætte sig ved Guds højre hånd?

²¹ Idet David som konge repræsenterede Jehova, der havde udvalgt ham og salvet ham til konge over Israel, sad han på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. (1 Krønikebog 29:23) Men han sad ikke ved Jehovas højre hånd, for Jehovas egen trone er i himlene. (Esajas 66:1) Ved sin død i år 1037 f.v.t. steg David ikke op til de åndelige himle for at sætte sig ved Jehovas højre hånd dér. Han blev ikke opfordret til at gøre dette. Nej, han blev begravet, og frem til det første århundrede efter vor tidsregning kunne israelitterne lokalisere og udpege hans grav. David selv blev derimod af Gud inspireret til at profetere (i Salme 110:1-4) at det var hans messianske efterkommer, den der skulle være som kongepræsten Melkizedek, der ville blive opfordret af Jehova til at sætte sig ved Guds højre hånd i himlene.

22. Hvordan gik det Salomon og de fleste af hans efterfølgere på tronen, og siden hvornår har der ikke siddet en davidisk konge på tronen i Jerusalem?

²² David blev efterfulgt af sin unge søn Salomon på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. Som Gud havde lovet, fik Salomon den forret at bygge templet på Morija bjerg i Jerusalem, og han fuldførte det i år 1027 f.v.t. (1 Kongebog 6:1-38) I sin alderdom blev han troløs mod den Gud hvis tempel han havde bygget. De fleste af hans efterfølgere på tronen i Jerusalem viste sig også at være troløse. Den sidste af disse davidiske konger på Jerusalems trone var Zedekias. På grund af sit oprør mod Babylons konge, der havde gjort ham skatskyldig, blev Zedekias ført som fange til Babylon. Da lå Jerusalem og dets prægtige tempel i ruiner. (2 Kongebog 24:17 til 25:21) Siden dette tragiske år, 607 f.v.t., har der ikke siddet nogen davidisk konge på Jerusalems trone.

23. Var rigspagten slået fejl eller blevet ophævet? Hvilken forsikring gav Gud herom gennem Ezekiel?

²³ Ville det sige at rigspagten med David var slået fejl eller var blevet ophævet? Nej, på ingen måde! Gud forsikrede at det ikke forholdt sig sådan. Omkring det fjerde år før Zedekias blev afsat og ført til Babylon, inspirerede Gud sin profet Ezekiel, til at sige følgende til denne sidste konge på Jerusalems trone:

„Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

24. Hvad skulle „ned“ eller styrtes i grus? Hvornår skulle det modsatte ske, og på hvilken måde?

²⁴ Fik vi fat i meningen? Jehova ville selv styrte kongedømmet i Davids slægt i Jerusalem i grus. Forholdene ville ikke være de samme som før. De hedenske magter, der havde været lave i Guds øjne, ville blive hævet op, og Jehovas udvalgte folks jordiske rige ville blive styrtet ned, blive underlagt de hedenske verdensriger. Det hedenske overherredømme i verden, uden indblanding fra et forbilledligt gudsriges side, ville fortsætte indtil ’han kom, som havde retten til det’, det vil sige den lovede sande Messias. Ham ville den suveræne Herre Jehova give riget. Da skulle de hedenske verdensriger ikke længere dominere jorden. Det messianske rige ville overtage verdensherredømmet. På denne måde ville Davids rige, som lovet i pagten med ham, blive et evigt rige, en evig regering. Hans trone skulle stå til evig tid!

25. Trods Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., hvilke pagter og hvilket forsæt stod da stadig ved magt?

²⁵ Så selv om den davidiske trone endnu den dag i dag ikke er genrejst i Jerusalem i det mellemste østen, er alt ikke tabt for dem der håber på den lovede Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. I efteråret 607 f.v.t. lå regeringsbyen Jerusalem og dens tempel ganske vist i ruiner. Det nærliggende Betlehem, Davids by, var også blevet lagt i ruiner af de babyloniske erobrere. Men Lovpagten, som blev sluttet med Israel ved Sinaj bjerg i Arabien, var stadig i kraft. Pagten om et evigt rige, som blev indgået med David, gjaldt også stadig. Guds „evige forsæt“ i forbindelse med hans Messias stod ved magt. Guds rigspagt ville ikke slå fejl. Hans forsæt heller ikke!

[Fodnote]