Kapitel 13

Andre hemmeligheder angående Messias åbenbares

1, 2. (a) Hvad er en hellig hemmelighed? (b) Hvilken hemmelighed i forbindelse med Kristus har Gud åbenbaret for os?

EN HELLIG HEMMELIGHED er en hemmelighed som Gud åbenbarer når hans tid er inde. (Romerne 16:25, 26) I lange tider var det en hellig hemmelighed hvem der skulle være Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. Også Guds forsæt i forbindelse med denne Messias eller Kristus var længe en hellig hemmelighed. Men til sin fastsatte tid åbenbarede Gud — eller holdt det ikke længere hemmeligt — at det var hans forsæt at bruge Messias eller Kristus i forbindelse med en administration af alle ting, som når et hus forvaltes af en husholder. En sådan forenende administration ville kræve at Gud lagde alt ind under Messias (Kristus) eller sammenfattede alt igen under ledelse af Messias. Det var en ufortjent godhed fra Guds, den store Administrators, side at åbenbare dette. Vi læser:

² „Denne [hans ufortjente godheds rigdom] har han ladet strømme over til os i form af al visdom og sund fornuft, idet han har gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Den er i overensstemmelse med det han har besluttet, det han selv har sat sig for med henblik på en administration [husholdning] ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi [Messias’ disciple] også er blevet udpeget som arvinger, idet vi var forudbestemt efter hans forsæt [græsk: proʹthesis], han som udvirker alt i overensstemmelse med hvad hans vilje tilråder, for at vi skulle tjene til pris for hans herlighed, vi som har været de første til at håbe på Messias.“ — Efeserne 1:8-12.

3. Hvad betød Guds løfte om „en ny pagt“ for den gamle mosaiske lovpagt og dens formål?

³ Det var i harmoni med dette forsæt fra Guds side at Messias Jesus begyndte at lægge grundvolden til en menighed som han selv skulle være det guddommeligt udnævnte overhoved for. Det var ikke forudbestemt hvem de enkelte medlemmer af denne menighed under Kristus skulle være; derimod var medlemmernes antal og deres kristne egenskaber forudbestemt. Som Jesus understregede med sin lære, var han klar over at Jehova Gud ifølge profetien i Jeremias 31:31-34 ville indgå „en ny pagt“ med sit folk. Følgelig ville den gamle lovpagt som blev indgået med de kødelige jøder med Moses som mellemmand, blive bragt til ophør. Som der siges i Hebræerbrevet 8:13: „Når han siger ’en ny pagt’, har han [Gud] gjort den første forældet. Og det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde.“ Da Jesus udførte sin offentlige tjeneste var denne lovpagt ved Moses over 1540 år gammel. Og selv efter alle disse år var det ikke lykkedes den at frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“. (2 Mosebog 19:6) Heller ikke senere, i løbet af de nitten hundrede år der er gået siden, er det lykkedes de kødelige jøder som stadig gør krav på at være underlagt den mosaiske lovpagt, at forsyne Gud med „et kongerige af præster og et helligt folk“. Endog deres aronitiske præsteskab har været forsvundet siden år 70.

4. Hvad er der at sige om den kristne menigheds grundvold, og hvornår blev menigheden først grundlagt?

⁴ Jesus huskede at Israels folk var grundlagt på de tolv patriarker, Jakobs tolv sønner. (1 Mosebog 49:28) Blandt sine disciple udvalgte han derfor tolv mænd som han kaldte „apostle“ (udsendinge) til at være en sekundær grundvold oven på ham selv som menighedens hovedgrundvold. (Markus 3:14; Lukas 6:13; Efeserne 2:20) Idet han omtalte sig selv som en klippegrundvold sagde han, mens hans tolv apostle hørte på det: „På denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den.“ (Mattæus 16:18) Frem til sin død anerkendte Jesus imidlertid stadig Israels nation som Guds menighed, idet han forkyndte i dens synagoger og underviste i dens tempel i Jerusalem. Den menighed han skulle være overhoved og hovedgrundvold for, blev først oprettet på den halvtredsindstyvende dag efter hans opstandelse fra de døde. Hvordan kan vi sige det? På følgende solide grundlag:

5. Hvad blev udgydt den dag ugefesten blev fejret, over hvem, og hvordan forklarede Peter at det var gået til?

⁵ På denne dag, da shavuot eller pinsen blev fejret, blev Guds hellige ånd udgydt som en opfyldelse af profetien i Joel 3:1, 2. Over hvem? Over Israels nation som netop fejrede sin ugefest (shavuot) i Jerusalem? Nej, men derimod over omkring et hundrede og tyve trofaste disciple af Jesus Kristus som var forsamlet i en sal ovenpå et sted i byen. Som et synligt og hørligt bevis herpå var der „tunger som af ild“ der satte sig på deres hoveder, og de begyndte at tale andre sprog end deres modersmål. Over for tusinder af forbløffede jøder som stimlede sammen, forklarede apostelen Peter at det var profetien i Joel 3:1, 2 om udgydelsen af Guds ånd der gik i opfyldelse, og han tilføjede:

„Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus [Mashiʹach], denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:1-36.

6. (a) Hvad betød det for Jesu disciple at han havde udgydt ånden over dem? (b) Hvad betød det for Israels nation og dens lovpagt?

⁶ Ved således at udgyde hellig ånd fra Gud over sine trofaste disciple salvede Jesus dem med hellig ånd og dannede sin menighed. Hvad betød dette nu for den israelitiske nation, der havde pælfæstet Messias eller Kristus? Det betød at israelitterne ikke længere var Jehova Guds menighed. Det betød at deres gamle lovpagt var forsvundet. Den var blevet ugyldiggjort, idet Gud selv, så at sige, havde naglet den til marterpælen hvor Jesus Kristus påskedag havde hængt som en forbandelse for Israels nation. (Kolossenserne 2:13, 14; Galaterne 3:13) Ved at acceptere denne søn af Gud som deres ofrede Messias kunne jøderne som var født under Lovpagten blive fri for dens forbandelse og modtage Jehova Guds velsignelse. — Apostelgerninger 3:25, 26.

7. Hvad formidlede Jesus nu ved hjælp af sit blod, og hvordan blev det kødelige Israel dermed stillet?

⁷ Da Jesus Kristus frembar værdien af sit menneskelige livsblod for sin himmelske Fader gyldiggjorde han desuden en ny pagt, den pagt der var lovet i Jeremias 31:31-34. Ligesom Moses havde formidlet den gamle lovpagt med blod af offerdyr, sådan formidlede Jesus Kristus nu i Guds nærhed den nye pagt med sit eget offerblod. Også i denne henseende var han en profet som Moses. (5 Mosebog 18:15-18) Den gamle lovpagt var således blevet erstattet af en ny pagt, og Israels nation efter kødet ikke med i denne nye pagt. Følgelig var nationen ikke længere Jehova Guds menighed, ikke længere „Guds Israel“. De jøder som er blevet født siden Lovpagtens ophævelse har aldrig været underlagt denne gamle pagt, selv om deres rabbinere måske hævder det.

8. Hvilket Israel blev til på Pinsedagen, og hvordan forklarer Peter forskellen mellem dette Israel og det kødelige Israel?

⁸ På denne pinsedag blev et åndeligt „Guds Israel“ til, opbygget på Messias Jesus som den klippefaste grundvold. „For,“ som der siges i Galaterbrevet 6:15, 16, „hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ For at forklare forskellen mellem disse og den nation der forkastede Messias Jesus, skrev apostelen Peter til Messias’ disciple: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:8, 9.

9. Hvilket nyt aftensmåltid indstiftede Jesus for sine disciple, og hvilken pagt talte han om?

⁹ Eftersom dette åndelige „Guds Israel“ ikke er underlagt den gamle mosaiske lovpagt, fejrer det ikke den årlige jødiske påske. Da Jesus havde afsluttet det sidste påskemåltid sammen med sine apostle i Jerusalem, tog han et usyret brød og et bæger vin og indstiftede et nyt årligt måltid for sine disciple til minde om sin død som Guds lam og som mellemmand for den nye pagt. Efter at have udtalt en velsignelse over bægeret sagde han til sine trofaste apostle: „Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ (Mattæus 26:27, 28; jævnfør Anden Mosebog 24:8.) Hvilken pagt var det Jesus talte om? Det fremgår af Lukas’ beretning, der gengiver Jesu ord således: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Lukas 22:20; 1 Korinter 11:20-26.

10. Hvordan var denne pagt i sammenligning med den pagt Moses formidlede, og hvorfor blev de fleste kødelige, omskårne jøder ikke taget med i denne nye pagt?

¹⁰ Det var „den nye pagt“ — den pagt der er forudsagt i Jeremias 31:31-34 — Jesu blod skulle gyldiggøre, for at udvirke tilgivelse af synder for dem som tages med i pagten. Jesus gyldiggjorde denne nye pagt da han efter sin himmelfart frembar værdien af sit blod for Jehova Gud. I kraft af dette blev han mellemmand for den nye pagt, som var bedre end den pagt Moses havde formidlet ved Sinaj bjerg i 1513 f.v.t. (Hebræerne 8:6-13; 9:15-20; 12:24; 13:20; 1 Timoteus 2:5, 6) Ulykkeligvis for de kødelige, omskårne jøder der nægtede at anerkende Jesus som Messias, blev de ikke taget med i denne nye pagt, og de blev derfor ikke en del af det åndelige „Guds Israel“.

11. Hvad sagde Jesus til sine apostle under det nye aftensmåltid om et rige, og hvad var dette en forsikring om med hensyn til den nye pagt?

¹¹ Efter at Jesus havde ladet sine apostle drikke af bægeret med vinen der repræsenterede hans blod som skulle bruges i forbindelse med den nye pagt, sagde han videre til dem: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Dette var en forsikring om at den nye pagt der blev gyldiggjort ved Jesu blod ville formå at frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“. De trofaste medlemmer af det åndelige „Guds Israel“ som tages med i den nye pagt, vil sammen med Jesus Kristus få del i det himmelske rige der skal herske over langt mere end det jordiske område kong David herskede over. De vil også komme til at tjene som underpræster under Herren Jesus Kristus, der skulle være „præst evindelig på Melkizedeks vis“. — Salme 110:4.

HEMMELIGHEDEN OM ABRAHAMS „SÆD“ ÅBENBARES

12. Hvilken hemmelighed angående Abrahams „sæd“ blev åbenbaret på pinsedagen i år 33, og hvilken slags „sæd“ skulle det være?

¹² Lige siden Guds pagtsløfte til patriarken Abraham i 1943 f.v.t. havde det været en hemmelighed hvem der ville udgøre Abrahams lovede „sæd“ ved hvem alle jordens slægter skulle velsignes. (1 Mosebog 12:1-3) På pinsedagen i år 33 blev denne hemmelighed åbenbaret. ’Sæden’ skulle naturligvis bestå af flere end Messias Jesus alene, for Gud havde lovet Abraham at hans sæd ville blive talrig som himmelens stjerner og sandet ved havets bred. De kødelige, omskårne israelitter blev ganske vist så talrige, men Abrahams sande sæd skulle ikke bestå af israelitter efter kødet, men af åndelige israelitter, som avles af Guds ånd til at være åndelige sønner af Gud, med en himmelsk arv i vente. Gud er den større Abraham, hvis navn betyder „fader til en mængde folk“.

13. Hvem fik på Pinsedagen mulighed for at blive en del af Abrahams åndelige „sæd“? Hvor længe blev muligheden udelukkende tilbudt dem, og hvorfor?

¹³ Muligheden for at blive medlemmer af Abrahams åndelige „sæd“ blev dog først tilbudt de kødelige israelitter. På pinsedagen i år 33 var det kødelige, omskårne jøder — kødelige efterkommere af Abraham — der blev avlet med Guds hellige ånd som Guds sønner og blev taget med i den nye pagt. Ved denne åndsavling blev Jehova Gud den større Abraham for denne åndelige „sæd“. Og skønt israelitterne som nation betragtet havde været med til at bortrydde Messias midt i den halvfjerdsindstyvende åruge (der strakte sig fra år 29 til 36), fortsatte Jehova Gud med at vise dem gunst i den sidste halvdel af denne åruge af hensyn til sin pagt med Abraham, hvis kødelige efterkommere de var. (Daniel 9:24-27, NW) Muligheden for at blive Abrahams åndelige „sæd“ blev altså først tilbudt de kødelige israelitter, og sådan var det frem til afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge.

14. Hvordan henviste Peter i templet i Jerusalem til denne venlige foranstaltning for Abrahams kødelige efterkommere?

¹⁴ Nogle dage efter pinsen henviste apostelen Peter til denne venlige foranstaltning fra Guds side da han talte til en skare jøder i templet i Jerusalem: „Og alle profeterne, ja, fra Samuel og dem der fulgte efter, så mange som har talt, har jo også klart forkyndt disse dage. I er sønner af profeterne og af den pagt som Gud indgik med jeres forfædre da han sagde til Abraham: ’Og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes.’ Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“ — Apostelgerninger 3:24-26.

15. Hvem fik således først del i velsignelsen gennem Abrahams „sæd“, og hvordan blev de der modtog velsignelsen løskøbt fra trældom?

¹⁵ Nogle år senere skrev en tidligere farisæer som havde været meget nidkær for de jødiske traditioner:

„Kristus [Mashiʹach] har løskøbt os fra Lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl.’ Hensigten var at Abrahams velsignelse skulle komme til nationerne ved hjælp af Jesus Kristus, for at vi kunne få den lovede ånd ved vor tro.“

„Men da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde og som blev født under lov, for at han kunne løskøbe dem der var under lov, for at vi derpå kunne opnå at blive antaget som sønner. Men fordi I er sønner, har Gud sendt sin søns ånd til vore hjerter, og den råber: ’Abba, Fader!’ Så er du da ikke længere træl men søn; og når du er søn, er du også arving ved Gud.“ — Galaterne 3:13, 14; 4:4-7.

16. Bliver man medlem af Abrahams åndelige „sæd“ som følge af kødelig afstamning, eller som følge af hvad?

¹⁶ Den samme skribent, apostelen Paulus, forklarede også at man ikke bliver medlem af „Abrahams sæd“ som følge af kødeligt slægtskab med Abraham, men som følge af en tro som Abrahams. Vi læser: „I ved jo at det er dem der holder sig til tro som er Abrahams sønner. Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved hjælp af dig skal alle nationerne velsignes.’ I er jo alle Guds sønner ved troen på Kristus Jesus. For alle I som blev døbt til Kristus har iført jer Kristus. Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ — Galaterne 3:7, 8, 26-29; 1 Mosebog 12:3.

EN HEMMELIGHED ÅBENBARES GENERATIONER SENERE

17. Hvor mange jøder havde en tro som Abraham og drog nytte af den halvfjerdsindstyvende åruge hvori Gud viste dem gunst?

¹⁷ Det var ikke alle Abrahams kødelige efterkommere der ejede den samme tro som han, den tro der bevirkede at han blev kaldt retfærdig og Guds ven endog før han blev omskåret i kødet. (1 Mosebog 15:6; Romerne 4:9-12; Jakob 2:21-23) Der var derfor ikke mange kødelige jøder som drog nytte af den halvfjerdsindstyvende åruge hvori Abrahamspagten ’stod ved magt’ for Abrahams, Isaks og Jakobs kødelige efterkommere. (Daniel 9:27, NW) Kun en lille rest udnyttede muligheden. Det sidste tal der oplyses på de jøder i Jerusalem der anerkendte Jesus som Messias før den halvfjerdsindstyvende åruge sluttede i år 36, er omkring fem tusind. — Apostelgerninger 4:4.

18. Hvor mange åndelige israelitter skulle der være ifølge Guds forsæt, og hvilke spørgsmål opstår derfor i forbindelse med afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge?

¹⁸ Gud havde forudbestemt at et langt større antal skulle udgøre det „kongerige af præster“ eller det ’hellige folk’ som den nye pagt skulle frembringe. Det nøjagtige antal åbenbarede han først henimod slutningen af det første århundrede, efter at Jerusalem var blevet ødelagt i år 70. Da åbenbarede han for den aldrende apostel Johannes at tallet på de åndelige israelitter ifølge hans forsæt skulle være 144.000. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-3) Da den halvfjerdsindstyvende åruge udløb i efteråret 36 var der tydeligvis ikke tilnærmelsesvis 144.000 jøder som havde anerkendt Jesus som Messias og var blevet døbt med hellig ånd. Hvad da? Var Guds forsæt faldet til jorden? Eller hvilket overraskende skridt ville Gud nu tage for at gennemføre sit „evige forsæt“ i forbindelse med Kristus?

19. Hvad åbenbarede Gud nu vedrørende det legeme som de døbte troende udgjorde med Messias Jesus som hoved?

¹⁹ Frem til efteråret 36 bestod menigheden af Kristi Jesu døbte disciple udelukkende af kødelige jøder, omskårne samaritanere og andre som var blevet omskårne proselytter af den jødiske tro. (Apostelgerninger 2:10; 8:1 til 9:30; 11:19) De øvrige medlemmer af menneskeheden var ikke-troende, „uden Kristus, udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter“; de „havde intet håb og var uden Gud i verden“. (Efeserne 2:11, 12) Nu kom der en åbenbaring: Det legeme som de troende udgjorde med Messias Jesus som deres hoved, skulle ikke længere udelukkende bestå af mennesker af jødisk herkomst og af jødiske proselytter. Fra nu af skulle der i det messianske legeme også optages uomskårne troende, mennesker der var lige så uomskårne som Abraham var da Gud kaldte ham og derefter indgik pagten med ham og retfærdiggjorde ham til venskab med sig som følge af tro. De ikke-jøder der blev godkendt havde ligeledes tro.

20. (a) Hvad skulle således ikke længere være en skillemur mellem jøder og ikke-jøder? (b) Hvem rettede Gud nu velvilligt sin opmærksomhed imod?

²⁰ Midt i den halvfjerdsindstyvende åruge, i år 33, havde Gud ophævet den mosaiske lovpagt og indstiftet en bedre pagt, „den nye pagt“ med det åndelige Israel. Den gamle lovpagt skulle derfor ikke længere stå som en skillemur mellem jøder og hedninger. Vejen var således banet for at Jehova Gud, som forklaret i Efeserbrevet 2:13-18, kunne rette sin velvillige opmærksomhed mod de uomskårne hedenske nationer „for af dem at udtage et folk for sit navn“. — Apostelgerninger 15:14; Amos 9:11, 12, Septuaginta.

21. Hvem sendte Gud sin engel til, og hvad gjorde denne mand?

²¹ Ved afslutningen af den halvfjerdsindstyvende åruge udsendte Jehova Gud sin engel. Til hvem? Til en uomskåren hedning i den by der var hovedsæde for den romerske landshøvding over landsdelen Judæa. Denne hedning hed Kornelius. Han var centurion ved den italienske hærafdeling, „en gudhengiven mand, en der sammen med hele sin husstand frygtede Gud og som gav mange barmhjertighedsgaver til folket og stadig bad til Gud“. Kornelius fik besked på at sende mænd mod syd til havnebyen Joppe for at hente Simon Peter. Simon Peter tog med de tre mænd der kom for at hente ham, idet han i forvejen havde fået at vide at han skulle tage med dem og ’holde op med at kalde det som Gud har gjort rent, for vanhelligt’.

22. Hvad forkyndte Peter for dem der havde samlet sig i det hedenske hjem, og hvad sagde han om tilgivelse for synder?

²² Simon Peter undertrykte altså sin uvilje mod at overskride en hedensk dørtærskel og trådte ind i Kornelius’ hjem i Kæsarea. Opfordret dertil forkyndte han for denne hedning og for dem denne havde samlet i sit hus for at de kunne høre budskabet. Peter fortalte dem om den Messias Gud havde sendt til Israel. „Og han pålagde os,“ fortalte Peter videre, „at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd om at han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver som tror på ham, ved hans navn får tilgivelse for synder.“ — Apostelgerninger 10:1-43; 11:4-14.

23. Ved hvilket mirakel bød Peter at hans tilhørere skulle døbes, og i hvis navn skulle de døbes?

²³ Disse ord var nok for Kornelius og dem der lyttede sammen med ham. Gud læste deres hjerter og handlede derefter. Der siges videre:

„Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørt ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter [seks jødiske troende] og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed. Så svarede Peter: ’Kan nogen forbyde vand så disse ikke skulle kunne døbes, de som jo har modtaget hellig ånd lige så vel som vi?’ Derpå bød han at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Så anmodede de ham om at blive der nogle dage.“ — Apostelgerninger 10:44-48; 11:1-17.

24. Hvordan reagerede de troende jøder i Jerusalem da de hørte Peters forklaring?

²⁴ Da Peter senere kom til Jerusalem forklarede han de troende omskårne jøder dér hvordan han havde handlet, idet han sagde: „Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han også gav os der har fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ Vi der lever i dag burde reagere ligesom de der hørte Peters forklaring: „Da de hørte dette, faldt de til ro, og de herliggjorde Gud idet de sagde: ’Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.’“ — Apostelgerninger 11:17, 18.

25. Hvilken befaling fra den opstandne Jesus fulgte de troende omskårne jøder nu?

²⁵ Fra da af nøjedes apostlene og deres jødiske trosfæller ikke med at henvende sig til jøder og proselytter, men de gjorde som den opstandne Jesus havde befalet: „Gå derfor ud og gør disciple [af hvem?] af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:19, 20.

26. Hvilken apostel har især skrevet om Guds hemmelighed vedrørende troende hedninger?

²⁶ Før Kornelius lod sig omvende og blev en discipel af Messias havde Saulus fra Tarsus, en ivrig jødisk forfølger af messianske troende blandt sit eget folk, ladet sig omvende. Han begyndte straks at forkynde for andre omskårne jøder, idet han viste dem ud fra de inspirerede hebraiske skrifter at denne Jesus, Davids søn, var den forudsagte Messias eller Kristus. Med tiden blev han apostel og blev kaldt Paulus, og han blev navnlig „apostel til nationerne“. Det er især ham der har skrevet om hvilken storslået hemmelighed det var Gud åbenbarede i år 36 da han lod troende hedninger få adgang til Kristi disciples legeme som medlemmer af „Abrahams sæd“. — Romerne 11:13.

27. Hvilken storslået ’hellig hemmelighed’ gjorde Paulus kendt blandt folk i de hedenske nationer?

²⁷ Paulus skrev for eksempel følgende om det der længe havde været en hellig hemmelighed i forbindelse med den messianske menighed: „Jeg er blevet tjener for denne menighed i overensstemmelse med den husholdergerning fra Gud som er blevet givet mig, for med henblik på jer at forkynde Guds ord fuldt ud, den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer. Men nu er den blevet gjort kendt for Guds hellige, for hvem han har ønsket at bekendtgøre hvad der er denne hellige hemmeligheds herlige rigdom blandt nationerne. Det er Kristus i samhørighed med jer, håbet om en andel i hans herlighed.“ (Kolossenserne 1:25-27) Hvilken storslået hemmelighed der nu var blevet åbenbaret efter så lange tidsperioder, at troende fra de hedenske nationer skulle have en andel i det himmelske håb, håbet om at blive herliggjort sammen med Messias, Kristus! Det var i sandhed en ære og et privilegium at være tjener for en menighed med et sådant håb!

28, 29. (a) I hvilket forsæt fra Guds side indbefattes dette kærlige hensyn til de troende hedninger? (b) Hvad skrev Paulus om Guds „evige forsæt“ da han udtrykte sin taknemmelighed for sin andel i denne forbindelse?

²⁸ Tænk hvilket kærligt hensyn der er indbefattet i det ophøjede forsæt Gud fattede i forbindelse med sin Messias — at også troende hedninger skulle blive en del af Abrahams åndelige „sæd“ som skal velsigne hele menneskeheden! Hvor vidunderligt at Gud i sin kærlighed og gavmildhed har holdt fast ved denne del af sin vilje, som en del af sit „evige forsæt“! I taknemmelighed for sin egen gudgivne andel i denne forbindelse siger Paulus:

²⁹„Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne, og lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres, den som siden en ukendt fortid har været skjult i Gud, som har skabt alt. Dette for at Guds alsidige visdom nu gennem menigheden kunne blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske, i overensstemmelse med det evige forsæt [græsk: proʹthesis] han havde fattet i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre.“ — Efeserne 3:8-11.

30. (a) Hvordan gjorde Gud sin „alsidige visdom“ kendt i overensstemmelse med sit „evige forsæt“? (b) Hvorfor er vi højt begunstigede at vi lever nu?

³⁰ Gud forvaltede altså sin „hellige hemmelighed“ på en sådan måde — i overensstemmelse med „det evige forsæt han havde fattet i forbindelse med Messias“ — at hans „alsidige visdom“ nu på dette tidspunkt kunne blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske ved at den kristne menighed blev frembragt som et vidnesbyrd om denne visdom. Er vi ikke højt begunstigede, at vi lever nu da Guds „hellige hemmelighed“, som er i overensstemmelse med hans „evige forsæt“, er blevet åbenbaret? Paulus siger:

„I andre generationer blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes sønner, som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved ånd, nemlig at folk fra nationerne skulle være arvinger med os og lemmer på legemet med os og parthavere med os i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed.“ — Efeserne 3:5, 6.

31, 32. (a) Hvem i førkristen tid var interesserede i at forstå disse ting? (b) Hvem kommer Kristi „legeme“ altså til at bestå af?

³¹ De gamle førkristne profeter, ja endog engle, var interesserede i hvordan denne „hellige hemmelighed“ ville blive administreret af Jehova Gud.

„Med hensyn til denne frelse har profeterne flittigt gransket og ransaget, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken bestemt tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. Det blev åbenbaret dem at det ikke var sig selv men jer de tjente med de ting der nu er blevet meddelt jer gennem dem som har forkyndt jer den gode nyhed med hellig ånd udsendt fra himmelen. Netop disse ting nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ — 1 Peter 1:10-12.

³² Da Guds tid var inde blev det således åbenbaret at kristi „legeme“ ville bestå af både hedninger og jøder. Det „evige forsæt“ som Gud fattede allerede i Edens have, tog i betragtning at denne menighed skulle oprettes, med Messias som sit hoved. I den blev jøder og hedninger forenet.

Kapitel 14

Det „evige forsæt“ føres igennem til sejr

1. Hvem i den usynlige verden modstår Guds „evige forsæt“, og hvor længe har de gjort det?

GUDS „evige forsæt“ har sine modstandere i himmelen og på jorden. De har kæmpet og kæmper stadig for at hindre at dette „evige forsæt“ føres igennem til den endelige sejr. Da Gud i Edens have bekendtgjorde sit „evige forsæt“ over for den store Slange og synderne Adam og Eva, sagde han til Slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mosebog 3:15) Siden dette tidspunkt har Satan Djævelen og de ulydige engle der blev dæmoner, kæmpet i forening mod Guds erklærede forsæt.

2. (a) På hvilke måder blev der gjort djævelske forsøg på at udslette det ’udvalgte folk’ der var blevet dannet? (b) Hvad skrev Peter advarende om fordærvende elementer som ville snige sig ind?

² Efter at det åndelige „Guds Israel“ var blevet grundlagt på de tolv apostle på pinsedagen i år 33, blev der her på jorden gjort djævelske forsøg på at ødelægge denne nye ’udvalgte slægt’, dette ’kongelige præsteskab’, denne ’hellige nation’. (1 Peter 2:9) Først blev der forsøgt med voldelig forfølgelse, men det glippede. (Apostelgerninger 7:59 til 8:4; 9:1-5, 21; 11:19) Derefter forsøgte man at bringe fordærv ind i det åndelige Israels lære og livsførelse, og det voldte stor skade. Da apostelen Peter omkring år 64 skrev til nogle som holdt fast ved den kristne tro, advarede han dem mod det åndelige fordærv der ville snige sig ind:

„Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ — 2 Peter 1:21 til 2:3; se også Judas 4.

3. (a) Hvordan advarede Paulus mod nogle som ville fordærve menigheden? (b) Hvem er „lovløshedens menneske“, og hvornår blev dette „menneske“ åbenbaret?

³ Under sin sidste rejse til Jerusalem advarede apostelen Paulus ligeledes de ældste i en kristen menighed: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) Og i et brev han tidligere havde skrevet til menigheden i Tessalonika i Makedonien advarede han om at der ville udbryde et religiøst oprør i menigheden og at „lovløshedens menneske, undergangens søn,“ ville blive åbenbaret. Han påpegede advarende at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed. „Den lovløse“ ville være en kollektiv person, hele den gejstlige klasse i kristenheden. (2 Tessaloniker 2:3-9) Dette kollektive „lovløshedens menneske“ blev åbenbaret i det fjerde århundrede, da den romerske kejser Konstantin den Store henvendte sig til afvegne „biskopper“ og gjorde deres religion til statsreligion i det romerske rige. Konstantin indførte en officiel gejstlig klasse. På denne måde blev kristenheden til.

4. Hvordan har kristenhedens gejstlige optrådt lige siden kristenhedens grundlæggelse, og hvad gør kristenheden alligevel krav på at være?

⁴ Hvordan har kristenheden optrådt i de seksten hundrede år der er gået siden, frem til vort tyvende århundrede? Dens gejstlige har blandet sig i politik, indført flere og flere hedenske lærdomme i deres tro, skaffet sig rigdom og magt, undertrykt deres religiøse hjorde, anstiftet religionskrige, grusomme korstog og hensynsløs forfølgelse, oprettet hundreder af indbyrdes modstridende sekter, velsignet hærene i såkaldt kristne lande som har ligget i krig med hinanden, fordærvet kirkemedlemmernes moral, skjult Guds „evige forsæt“ og i virkeligheden modarbejdet det, nøjagtig ligesom den store Slanges synlige jordiske „sæd“. Der har ikke rådet virkelig kristen enhed inden for kristenheden. Den har samlet sig en enorm blodskyld. Den har ikke opdyrket Guds hellige ånds frugter, specielt ikke broderkærligheden! Tværtimod har „kødets gerninger“ fået lov at florere i den. (Johannes 13:34, 35; Galaterne 5:19-24) Og alligevel, på trods af alle disse fordømmende vidnesbyrd, har den gjort krav på at være „Guds Israel“.

5. Hvad har Gud gjort i overensstemmelse med sit „evige forsæt“, til trods for det forkerte billede kristenheden har givet af ham?

⁵ Har kristenhedens forkerte fremstilling af Gud og af hans åndelige Israel hindret ham i at føre sit „evige forsæt“ igennem? Nej, ikke et øjeblik! Han havde forudset det hele og havde forudsagt det i sit skrevne ord, Bibelen. Hans nye pagt med det åndelige Israel har fortsat stået ved magt, og der er ingen tvivl om at han er vedblevet med at udvælge og forberede åndelige israelitter til at få en andel i det lovede himmelske rige sammen med Messias Jesus.

6. Hvad ville de sidste af de 144.000 på jorden blive samlet til?

⁶ Eftersom tallet på de åndelige israelitter der besegles til at arve det himmelske rige sammen med Messias er begrænset til 144.000, ifølge Åbenbaringen 7:4-8; og 14:1-3, måtte tiden komme da de sidste der skulle til for at fuldstændiggøre rigsskaren ville blive fundet her på jorden. I stedet for at stå splittet i religiøs henseende ligesom de forskellige sekter og samfund i kristenheden, ville de blive samlet til en åndelig enhed uanset race, hudfarve, nationalitet eller stammemæssige bånd. Eftersom de ikke må være en del af denne verden, skulle de høstes ud af verden. — Johannes 17:14-23.

7. Hvad sammenlignede Jesus dette indsamlingsarbejde med, og hvilken tidsperiode henførte han det til?

⁷ Da Herren Jesus forklarede sine apostle „himlenes riges hellige hemmeligheder“, omtalte han den endelige indsamling af disse „rigets sønner“ som en ’høst’. Han tilkendegav hvornår denne åndelige ’høst’ ville finde sted idet han sagde:

„Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle. Derfor, ligesom ukrudtet bliver samlet fra og brændt i ild, således vil det være ved afslutningen på tingenes ordning. Menneskesønnen vil udsende sine engle, og de vil fra hans rige samle alt det der er årsag til snublen og fald og alle dem der øver lovløshed, og de vil kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder. Da vil de retfærdige skinne så klart som solen i deres Faders rige. Lad den der har ører, høre efter.“ — Mattæus 13:11, 39-43.

8. Var denne åndelige høst det eneste der skulle foregå i løbet af „afslutningen på tingenes ordning“, og hvilket spørgsmål svarede Jesus på da han forklarede dette?

⁸ Ved denne ’afslutning på tingenes ordning’ skulle der også ske andre ting foruden indhøstningen af „rigets sønner“. (Mattæus 24:31) Når alle disse ting indtraf samtidig med den åndelige høst, ville det være et kendetegn på at den forudsagte periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“ var begyndt. Messias Jesus, profeten som Moses, opregnede disse ting som svar på et spørgsmål hans apostle stillede ham umiddelbart efter at han havde forudsagt ødelæggelsen af templet i Jerusalem. De spurgte: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousia] og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 23:37 til 24:3.

9. Hvad forudsagde Jesus, og hvornår begyndte og sluttede „endens tid“ for Jerusalem?

⁹ I beretningen i Mattæus 24:4-22 kan vi læse hvordan Jesus, i sit svar, igen forudsagde Jerusalems ødelæggelse, foruden krige, hungersnød, jordskælv, forfølgelse af hans trofaste disciple, tiltagende lovløshed, svindende kærlighed, forkyndelse udført af hans disciple, samt deres flugt fra Judæa og Jerusalem efter at de havde set det hellige sted blive vanhelliget af „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“. Det skulle alt sammen finde sted inden for den generation som han selv og hans apostle var en del af. Det betød at Jerusalem og den tingenes ordning der havde Jerusalem som sit nationale, religiøse centrum, befandt sig i en „endens tid“. Denne „endens tid“ begyndte i år 29, da Johannes Døber begyndte at forkynde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær,“ og derpå døbte Jesus, og den udløb i år 70 da Jerusalem og dets tempel blev ødelagt og det aronitiske præsteskab forsvandt. Jødedommens og det jødiske samfunds situation var nu for bestandig ændret.

TEGNET PÅ „ENDENS TID“

10. Hvad benyttede Jesus det første århundredes Jerusalem som et billede på i sin profeti, med det resultat at hans profeti også gælder vor tid?

¹⁰ Jesus omtalte imidlertid også mange ting som skulle ske efter at Jerusalem var ødelagt. Han tilføjede: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider, er udløbet.“ (Lukas 21:20-24) Et nøje studium af Jesu samlede profeti, som den står at læse i Mattæus-evangeliet, kapitlerne fireogtyve og femogtyve, Markus, kapitel tretten, og Lukas, kapitel enogtyve, viser klart at Jesus også benyttede det første århundredes Jerusalem som et profetisk billede på dets nutidige modstykke, kristenheden, og den tingenes ordning der bestod blandt jøderne, som blev spredt i hele verden, som et billede på den nutidige tingenes ordning der omfatter hele verden og domineres af kristenheden. Jesu profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ gælder således også i dag, hvor den vil få sin endelige opfyldelse. Hvorfor siger vi „i dag“? Mener vi at vi der lever i dag, lever i den forudsagte periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“? Ja!

11. Hvilken tid befinder verden sig i, og hvilke tidligere tidsperioder svarer dette til?

¹¹ Det er nu „endens tid“ for verden. Lad os huske at før „en gammel verden“, „en verden af ugudelige“, blev oversvømmet af vandfloden på Noas tid, var der en „endens tid“ for „den daværende verden“. Den begyndte et hundrede og tyve år før denne verdenskatastrofe indtraf i 2370 f.v.t. (2 Peter 2:5; 3:6; 1 Mosebog 6:1-3; Mattæus 24:37-39) Før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. talte Gud til Zedekias, den sidste davidiske konge på tronen i Jerusalem, og henviste til „endens brødes tid“. „Endens tid“ for Jerusalem var i det tilfælde fyrre år lang, og den begyndte da Gud oprejste Jeremias, som sin profet i kong Josias’ trettende regeringsår. (Ezekiel 21:25, NW; Jeremias 1:1, 2; Ezekiel 4:6, 7) Også for Jerusalem i det første århundrede var der en „endens tid“. Den var på enogfyrre år (år 29-70). — Lukas 19:41-44; 1 Tessaloniker 2:16.

12. Hvilken af Jehovas profeter omtalte „endens tid“, og hvilke omstændigheder siden 1914 viser at vi nu befinder os i denne periode?

¹² Mange år efter at Jerusalem var blevet ødelagt for første gang af babylonierne, talte Guds engel til profeten Daniel om den „endens tid“ der ville komme for den verdensomspændende tingenes ordning. (Daniel 11:35 til 12:4) Vi har befundet os i denne „endens tid“ siden 1914. Det siger vi ikke kun fordi den første verdenskrig udbrød dette år og indledte en tid med voldshandlinger og et krigsmæssigt potentiel som truer med at udslette hele menneskeslægten. Siden dette betydningsfulde år har vi nemlig også set en fuldstændig opfyldelse af Jesu profeti om tegnet på afslutningen på tingenes ordning. Og eftersom denne ’afslutning på tingenes ordning’ ifølge Jesu ord vil kulminere i „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“, nærmer vi os nu den absolutte ende på denne tingenes ordning, og dermed ødelæggelsen af en „verden af ugudelige“. — Mattæus 24:21.

13. (a) Hvordan viser Mattæus 24:14 at Kristi „nærværelse“ ville have tilknytning til Guds rige? (b) Hvilket spørgsmål opstår, eftersom Jesus ikke oplyste noget tidspunkt?

¹³ Men den egentlige grund til at vi siger 1914 er at Herren Jesu „nærværelse“ (parousia) i messiansk kongeværdighed begyndte dette år. At det var i denne forstand han ville være usynligt nærværende fremgår af en bestemt ting som han sagde da han besvarede apostlenes spørgsmål om tegnet på sin nærværelse. Han sagde, som vi læser i Mattæus 24:14: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ I sit svar til apostlene oplyste Jesus ikke noget tidspunkt; men det faktum at „tegnet“ har været under opfyldelse siden 1914 bekræfter at Guds messianske rige i hans søn Jesu Kristi hænder blev født i himlene det år. Der er imidlertid også en anden måde vi kan nå frem til dette år på, og få bekræftet at det er det forudbestemte tidspunkt for Rigets fødsel, hvorefter Kristus ville være nærværende i kongemagt. Hvad er det for en måde?

14. Hvornår begyndte de hedningetider Jesus nævnte, og hvor længe skulle de i hvert fald fortsætte?

¹⁴ I sin profeti om hvornår „disse ting“ ville ske forudsagde Jesus at Jerusalem snart ville blive ødelagt, og han tilføjede: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:20-24) Disse „tider“ der var fastsat for de ikke-jødiske eller hedenske nationer, begyndte allerede i 607 f.v.t. da babylonierne ødelagde Jerusalem og afsatte kong Davids regerende efterkommer, arvingen til den guddommelige pagt om et evigt rige. Disse hedningetider, som de ofte kaldes, varede ved på Jesu tid og skulle også fortsætte efter den hellige bys anden ødelæggelse. Det er rigtigt at da Jerusalem og Judas land havde ligget øde i halvfjerds år fra 607 f.v.t., vendte en trofast rest af jøder tilbage fra landflygtigheden i Babylon og genopbyggede Jerusalem og andre byer i det øde land. Men det betød ikke at Jerusalem på det tidspunkt var færdig med at blive nedtrådt af hedenske nationer, først af babylonierne og derefter af medo-perserne der indtog Babylon.

15. (a) Hvorfor fortsatte hedningetiderne efter at Jerusalem var blevet genopbygget i 537 f.v.t? (b) Hvorfor fortsatte disse tider også efter at Jesus var blevet forhørt af Pontius Pilatus?

¹⁵ Hvorfor ikke? Fordi tronen og det messianske rige i Davids kongelige slægt ikke blev genoprettet i Jerusalem da byen blev genopbygget i år 537 f.v.t., og heller ikke senere. Jerusalem lå nu i en provins i det medo-persiske verdensrige og var underlagt mederen Darius og perseren Kyros den Store. Det Jerusalem havde stået for siden kong David indtog byen i år 1070 f.v.t. blev således stadig nedtrådt, nemlig dens stilling som regeringsby i det messianske rige med kong Davids sønner og efterfølgere på tronen. Makkabæertiden med levitiske herskere (104-63 og 40-37 f.v.t.) forandrede ikke sagen. Og da Jesus, „Davids søn“, kom og fremstillede sig som den der var salvet med Guds ånd, ønskede flertallet af de jødiske religiøse ledere og deres tilhængere ham ikke som deres Messias og konge. De råbte til den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:15) Så hedningetiderne fortsatte, og retten til det messianske kongedømme blev stadig trådt under fod.

16, 17. (a) Hvornår siger vi at hedningernes tider udløb, på grundlag af opfyldelsen af Jesu profeti? (b) Hvilken konge åbenbarede Gud hedningetidernes længde for, og hvordan havde Gud brugt denne konge?

¹⁶ Men Jesus sagde: „Indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ Hvor længe efter at Babylon havde omstyrtet kong Davids trone i Jerusalem i 607 f.v.t. skulle disse tider med uindskrænket hedensk herredømme fortsætte?

¹⁷ Efter at vi nu har set hvordan opfyldelsen af Jesu profeti er skredet frem siden den første verdenskrig udbrød, kan vi selvfølgelig med overbevisning svare: Indtil hedningernes tider udløb i 1914. Men det er ikke alt. Allerede på kong Nebukadnezars tid, den konge der ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., åbenbarede Gud at han selv havde afmærket hvor længe disse hedningetider, som da begyndte, skulle fortsætte uden indblanding fra hans messianske riges side. Han tilkendegav at der skulle gå syv symbolske tider. Den drøm hvori han åbenbarede dette for Nebukadnezar, blev tydet af profeten Daniel. (Daniel 4:16, 23, 25, 32) I 607 f.v.t. havde Gud brugt Nebukadnezar til at fælde det jordiske udtryk for sit rige i Jerusalem ligesom man fælder et træ. Stubben af dette symbolske træ skulle bindes og måtte ikke skyde grene og frembringe et nyt træ før de „syv tider“ var gået.

18. (a) Hvem blev det herredømme som skulle have været udøvet af Davids kongehus, udøvet af mens hedningetiderne varede, og på hvilken måde blev det udøvet? (b) Hvordan blev genoprettelsen af det messianske styre skildret?

¹⁸ I mellemtiden ville de hedenske verdensherskere i løbet af disse „syv tider“ udøve det herredømme der egentlig tilhørte Davids kongelige slægt som følge af Guds pagt med ham om et evigt rige. Men disse hedenske herskere udøvede dette herredømme på en meget uteokratisk måde, på er antimessiansk måde, med en uforstand som den Nebukadnezar lagde for dagen i de syv år han var vanvittig. Men ligesom Nebukadnezar fik sin forstand og sit herredømme igen da de syv år var gået, sådan skulle Guds riges messianske herredømme genoprettes ved udløbet af de „syv tider“ med hedensk verdensherredømme. Da skulle den kongelige træstub løses, og fra dens rødder skulle et nyt træ, et nyt herredømme, vokse op. — Daniel 4:1-37.

19. (a) Hvor længe skulle hver af de syv hedningetider vare? (b) På hvilken årstid begyndte disse tider, og på hvilken årstid endte de?

¹⁹ Hvis vi nu regner tilbage fra 1914 til 607 f.v.t., ser vi at der er gået 2520 år. Hvis vi derefter tager antallet af de symbolske tider, nemlig syv, og dividerer det op i de 2520 år, får vi 360 år. Det er længden af en profetisk „tid“ i Bibelen. (Åbenbaringen 12:6, 14; jævnfør Åbenbaringen 11:2, 3.) De syv bogstavelige år hvori Nebukadnezar var vanvittig skildrede disse „syv tider“ som tilsammen udgør 2520 år; i en profetisk „tid“ på 360 dage repræsenterer hver dag et år. (Ezekiel 4:6; 4 Mosebog 14:34) De symbolske „syv tider“ begyndte da Babylons hære efterlod Jerusalem og Judas land øde, uden statholder til at træde i stedet for den myrdede Gedalja, omkring midten af månemåneden tisjri. De måtte derfor udløbe omkring samme tid i 1914, det vil sige omkring 4./5. oktober 1914.

20. Hvad måtte det indebære når der i 1914 skulle ske det modsatte af det der skete i 607 f.v.t.?

²⁰ På dette tidspunkt skulle der ske det modsatte af det der skete i tisjri måned i 607 f.v.t., da hedningernes tider begyndte. Dengang blev Judas land efterladt øde, uden noget tempel i Jerusalem, uden ’Jehovas trone’ beklædt af en salvet efterkommer af kong David. (1 Krønikebog 29:23) Det betød at hedningenationerne i det tidlige efterår 1914 skulle ophøre med at nedtræde det messianske kongedømme og at det messianske rige skulle fødes, ikke i det jordiske Jerusalem, men oppe i himmelen hvor kong Davids søn og Herre nu sad ved Jehova Guds højre hånd. (Salme 110:1, 2) Da kom den salvede „som har retten til det“, og Jehova Gud gav ham det. — Ezekiel 21:25-27; Daniel 7:13, 14.

21. Hvordan blev Guds messianske riges fødsel i himmelen skildret, og hvad skete der umiddelbart efter?

²¹ Den første verdenskrig havde allerede været under udvikling i mere end to måneder da denne storslåede begivenhed fandt sted i de usynlige himle. I Åbenbaringen 12:1-5 skildres det nyfødte messianske rige som et drengebarn der blev født af Guds himmelske kvinde og blev bortrykket til Guds trone for at få del i herredømmet sammen med ham. Denne majestætiske del af Guds „evige forsæt“ blev ført igennem til sejr, trods modstand fra overmenneskelige magter. Herom læser vi:

„Og der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige:

’Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed, for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned! Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord, og de har ikke elsket deres sjæle, selv ikke over for døden. Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’

Og da dragen så at den var kastet ned til jorden, forfulgte den kvinden som havde født drengebarnet. . . . Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ — Åbenbaringen 12:7-17.

22. (a) Hvem må Mikael være, eftersom det er ham der kaster Satan og hans dæmoner ud af himmelen? (b) Hvordan forudsagde Jesus den forfølgelse der ville blive rettet mod ’de øvrige af kvindens sæd’?

²² Ja, ærkeengelen Mikael træder igen frem i himmelen, og som Guds kvindes „sæd“ der er bestemt til at knuse Slangens hoved vinder han kampen og kaster Slangen fra fortiden og dens dæmonengle ned til jorden. I sin vrede forfølger den store Slange kvinden ved at forfølge „de øvrige af hendes sæd“ som har befundet sig på jorden under og efter den første verdenskrig. I sin profeti forudsagde Jesus at der ville forekomme en sådan forfølgelse af hans salvede disciple i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Han sagde til sine disciple:

„Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn. . . . Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:9-13.

23. (a) Ved at adlyde hvilken befaling fra Jesu profeti har den salvede rest givet sig til kende? (b) Hvor tidligt bekendtgjorde „resten“ det år hedningernes tider ville udløbe?

²³ Vi har således beviser, både fra Bibelen og fra verdenshistorien, på at „endens tid“ begyndte i det tidlige efterår 1914. I fuld overensstemmelse med dette fortsætter forfølgelsen af den salvede rest, „dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. Det er dem der holder Guds bud i Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Denne salvede rest har givet sig til kende på historiens skueplads siden 1914. Før dette år havde „restens“ medlemmer ivrigt og oprigtigt studeret Guds ord, uafhængigt af kristenhedens lære. De satte Bibelen højere end menneskers religiøse traditioner. Allerede i 1876 fremholdt de at hedningernes tider på 2520 år ville udløbe i 1914. Begivenhederne siden dette år bekræfter at de ikke tog fejl.

24. (a) Hvorfor blev „restens“ medlemmer genstand for internationalt had under den første verdenskrig? (b) Hvilket arbejde påbegyndte de efter krigen, og hvilket navn søgte de at gøre kendt?

²⁴ Under den første verdenskrig blev de hadet af alle nationer og udsat for svær forfølgelse fordi de gik ind for Guds messianske rige og søgte at holde sig fri for den blodskyld som kristenheden besudlede sig selv med. I 1919, det første efterkrigsår, erkendte de deres kristne forpligtelse til at forkynde Guds messianske rige som aldrig før, det rige der var blevet oprettet i himlene ved udløbet af hedningernes tider i 1914. (Mattæus 24:14) I 1925 blev deres åndelige forståelses øjne yderligere åbnet, så de indså at Guds tid nu var inde til at skabe sig et navn. (2 Samuel 7:23; Jeremias 32:20; Esajas 63:14; se Vagttaarnet for 15. august 1925, side 150, sidste paragraf; og for 15. november 1925, side 251, paragrafferne 41-43.) Derfor begyndte de med iver at bekendtgøre den eneste levende og sande Guds navn ud over jorden, og ligeledes „det evige forsæt han havde fattet i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“. — Efeserne 3:11.

25. Hvad måtte den salvede rest skille sig ud fra, og hvad antog de derfor i 1931?

²⁵ I 1931 antog de så, fuldt ud med rette og uden at handle formasteligt på nogen måde, et navn der ville skille dem ud fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, som de havde forladt i lydighed mod Guds befaling i Åbenbaringen 18:4. Det var et navn som endog ville skille dem ud fra kristenheden med dens hundreder af splittede sekter og samfund og dens verdslighed og enorme blodskyld. Det var et navn som var grundet på Bibelen (Esajas 43:10, 12) og som klart ville minde dem om deres kristne gerning. Det var et navn som siden er blevet kendt i hele verden, et navn som både er respekteret og hadet — navnet Jehovas vidner. De lever op til dette navn.

EN ’STOR SKARE’ SOM VIL OVERLEVE HAR-MAGEDON

26. Hvor længe er det siden Gud begyndte at udtage sig „et folk for sit navn“, og har han stadig et sådant folk i dag?

²⁶ Var alt dette blot et kortvarigt udslag af religiøs iver? Var det blot noget tilfældigt, noget som ikke havde større betydning? Eller var det et led i Guds forsæt som hele tiden skrider frem mod sin gennemførelse? Lad os se hvordan det forholder sig. Der lå en hensigt bag det der begyndte i Jerusalem på den historiske pinsedag i år 33, da Gud udgød sin hellige ånd og apostelen Peter fyldt af ånden trådte frem og citerede profetien i Joel 3:1-5 og sagde til tusinder af jøder: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ Gud begyndte dér at danne „et folk for sit navn“, et åndeligt Israel. (Apostelgerninger 2:1-21; 15:14) Der blev taget et yderligere skridt ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende åruge i år 36, da Gud sendte apostelen Peter hen for at forkynde for uomskårne hedninger og derefter udgød sin hellige ånd over disse troende ikke-jøder. Gud udvidede således ’folket for sit navn’ ved at døbe og salve hedninger med hellig ånd og føje dem til sit åndelige Israel. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18; 15:7-11) Dette skete alt sammen i det første århundrede. Hvordan ser det så ud i dag, her i det tyvende århundrede? Urokkelige historiske kendsgerninger beviser at Gud stadig har „et folk for sit navn“!

27. Hvilket vidnesbyrd har vi således i dag om at Gud ikke har opgivet denne del af sit forsæt, og hvem modtager velsignelser derigennem?

²⁷ At den sidste rest af Abrahams åndelige „sæd“ findes på jorden i dag er et vidnesbyrd om at Gud er i færd med at fuldstændiggøre antallet af de åndelige israelitter, alle de 144.000, og samle dem under deres hoved, Jesus Kristus. Og dette trods al modstand fra djævle og mennesker! Hans „evige forsæt“ som han „havde fattet i forbindelse med Messias“ føres nu igennem til sejr! Han er så fast besluttet som nogen sinde på at føre sit forsæt helt igennem, til dets sejrrige fuldførelse i nær fremtid. Det vil i sandhed blive til menneskenes bedste! En voksende skare mennesker som erkender dette, ses nu i hele verden. De er allerede begyndt at modtage velsignelser gennem Guds rest af Abrahams åndelige „sæd“.

28. Hvem er i første række Abrahams „sæd“? Hvoraf fremgår det om velsignelsen kun omfatter dem der er medlemmer af ’sæden’?

²⁸ Patriarken Abraham var et billede på Jehova Gud. Jehova er selv den større Abraham. Hans „sæd“ er i første række hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, der gav sig selv som et offer. Gennem dette første og vigtigste medlem af ’sæden’ er alle medlemmerne af det åndelige Israel blevet velsignet. Men skal velsignelsen kun omfatte dem? Nej! Guds beedigede løfte til Abraham lød: „Ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18, NW; Apostelgerninger 3:22-26) Denne „sæd“ omfatter flere end Jesus Kristus, for der blev sagt at Abrahams sæd skulle være talløs som himmelens stjerner og sandet ved havets bred. Følgelig omfatter ’sæden’ hele det åndelige Israel. Ved hjælp af hele denne „sæd“ vil andre skaffe sig en velsignelse, ja „alle jordens nationer“ ud over ’sæden’, ud over det åndelige Israel. Hele menneskeheden vil således blive velsignet ved den „sæd“ der er udgået fra den større Abraham, Jehova Gud, den himmelske Fader til den åndelige „sæd“. Med dette for øje skal der ske en opstandelse af de døde under ’sædens’ messianske rige. — Apostelgerninger 24:15.

29, 30. (a) Hvem i førkristen tid skildrede billedligt dem der nu modtager velsignelser gennem resten af ’sæden’? (b) Hvordan omtalte Jesus at nogle ville overleve den kommende „store trængsel“?

²⁹ Hvem ud af alle nationer er det så der i dag modtager velsignelser gennem eller i forbindelse med „resten“ af Abrahams åndelige „sæd“? I overensstemmelse med Guds kærlige forsæt blev de billedligt skildret i fortiden. Af hvem?

³⁰ Da de udfriede israelitter i 1513 f.v.t. forlod Ægypten efter den første påskenat og derefter gik gennem Det røde Hav og nåede i sikkerhed på Sinajhalvøen, var der mange ikke-israelitter, „en stor hob sammenløbet folk“, som fulgte med dem. (2 Mosebog 12:38; 4 Mosebog 11:4) Da de babyloniske hære i 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem første gang var der en ætiopisk hofmand, Ebed-Melek, og nogle ikke-israelitiske rekabitter som overlevede ødelæggelsen af den hellige by og dens tempel. (Jeremias 35:1-19; 38:7-12; 39:16-18) Og da Jesus den 11. nisan år 33 forudsagde den ødelæggelse der ramte Jerusalem i år 70 og som var et profetisk forbillede på kristenhedens ødelæggelse her i vor generation, sagde han:

„Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:21, 22; Markus 13:19, 20.

31. Hvilket syn fik apostelen Johannes af en stor skare som overlever ’trængselen’ sammen med den åndelige rest?

³¹ Foruden resten af det åndelige Israel, det vil sige „de udvalgte“, vil der være andre som overlever denne forestående „store trængsel“. Omkring år 96 fik den aldrende apostel Johannes et syn af disse der vil komme igennem „den store trængsel“ sammen med „resten“ af det åndelige Israel. Umiddelbart efter at han har beskrevet sit syn af den åndelige besegling af de 144.000 trofaste medlemmer af det åndelige Israel, siger han videre:

„Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“

„Og det fik en af de ældste til at sige til mig: ’Disse som er klædt i de lange, hvide klæder, hvem er de og hvor er de kommet fra?’ og straks sagde jeg til ham: ’Min herre, du ved det.’ Og han sagde til mig: ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.’“ — Åbenbaringen 7:9, 10, 13-17.

32. (a) Hvornår blev dette syn første gang forklaret på en måde der stemmer med de faktiske forhold? (b) Hvorfor skal vi ikke vente at de der hører til denne ’store skare’ vil komme i himmelen og herske sammen med Guds lam?

³² En tidssvarende forklaring af dette syn, en forklaring som stemmer med de faktiske forhold, blev første gang fremsat i 1935, ved Jehovas kristne vidners stævne i Washington, D.C., den 31. maj dette år. Den ’store skare’ som Johannes så i synet, forventer ikke at komme i himmelen og at skulle herske på det himmelske Zions bjerg sammen med de 144.000 åndelige israelitter. I Åbenbaringen 14:1-3 læser vi jo at de eneste der står sammen med Guds lam på det himmelske Zions bjerg, er de 144.000 åndelige israelitter. ’Den store skare’ ses ikke sammen med dem, og det af gode grunde. Kun om de 144.000 siges der: „Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ (Åbenbaringen 14:4, 5; Jakob 1:18) Om de 144.000 der er „blevet købt fra menneskeslægten“ læser vi disse ord, som er henvendt til Guds lam:

„Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ — Åbenbaringen 5:9, 10.

33. I hvem virkeliggøres formålet med Guds nye pagt?

³³ Formålet med Guds ’nye pagt’ med det åndelige Israel virkeliggøres i disse 144.000, for det var netop meningen at den nye pagt skulle frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“, noget som den gamle mosaiske lovpagt ikke formåede. (2 Mosebog 19:5, 6) De der udgør ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 tages ikke med i denne nye pagt. Imidlertid slutter de sig i dag til „resten“ af de åndelige israelitter som er med i pagten.

34. Hvor venter medlemmerne af ’den store skare’ at kunne leve evigt, og hvad anerkender de vedrørende Gud og hans lam?

³⁴ Medlemmerne af ’den store skare’ forventer således ikke at komme i himmelen, heller ikke efter at de har overlevet „den store trængsel“. De venter at Guds lam vil være hyrde for dem her på jorden efter „den store trængsel“ og lede dem til evigt liv på en paradisisk jord. De anerkender himmelens Gud der sidder på tronen, som den suveræne over al skabningen. De anerkender Messias Jesus som „Guds lam som tager verdens synd bort“ og erkender at de skylder Gud deres frelse gennem hans lam der blev slagtet, og i tro og lydighed har de „vasket, deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“.

35. (a) Hvor i Guds „tempel“ tjener de vedvarende, og hvorfor? (b) Hvordan viser de loyalitet mod Guds ypperstepræst, og hvordan har Jesus skildret dem i en lignelse?

³⁵ De anerkender kun den suveræne Herre Jehova som deres Gud. Det er grunden til at man ser dem ’yde ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel’, i de jordiske forgårde til hans åndelige tempel, hvis Allerhelligste er i de hellige himle. (Hebræerne 9:24) ’Den store skare’ er altså nu i samfund med „resten“ af de 144.000 åndelige israelitter, som kan se frem til at blive kongelige præster i kraft af den nye pagt. Som udtryk for deres loyalitet mod den kongelige ypperstepræst, Jesus Kristus, er medlemmerne af ’den store skare’ loyale mod hans åndelige brødre som endnu befinder sig på jorden. De gør alt hvad de kan for Kristi åndelige brødre, ja de samarbejder også med dem i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ over hele jorden. Disse loyale svarer til de „får“ Jesus beskrev i en af sine lignelser da han sagde:

„Så vil kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse. For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.’ Da vil de retfærdige svare ham med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?’ Og som svar vil kongen sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’

Og [bukkene] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:34-40, 46.

36. Hvornår vil bukkene i lignelsen blive ’afskåret’, og hvorfor?

³⁶ De der ikke handler ligesom „fårene“ og gør godt mod den nu regerende konges Jesu Kristi åndelige brødre, vil blive afskåret i den kommende „store trængsel“, for de støtter ikke Guds himmelske kvindes „sæd“ men derimod den „sæd“ der tilhører „slangen fra fortiden“, Satan Djævelen. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:9, 17) De giver efter for den indflydelse der øves af „slangen fra fortiden, . . . som vildleder hele den beboede jord“. De lader sig lede af ham, og de vil derfor være at finde på samme side som Slangens „sæd“ når „den store trængsel“ inden længe bryder løs.

37. Hvilken periode har denne verdensordning befundet sig i siden 1914, og hvad står den nuværende generation således over for, ifølge Daniel 12:1?

³⁷ Siden Guds messianske rige blev født i himlene i 1914, har den nuværende tingenes ordning befundet sig i „endens tid“. Denne „endens tid“ vil snart kulminere i „den store trængsel“ som Jesus Kristus forudsagde. Denne trængsel uden sidestykke blev også forudsagt af profeten Daniel. Det var længe før Jehova Gud havde sendt sin førstefødte himmelske søn til jorden og givet ham navnet Jesus, så Guds engel formulerede profetien til Daniel på denne måde:

„Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.“ — Daniel 12:1; jævnfør Mattæus 24:21.

Den nuværende generation står nu over for denne „trængselstid“.

38. (a) Hvilke tilbedere vil overleve Babylon den Stores ødelæggelse? (b) Hvorfor må „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ udkæmpes?

³⁸ I denne „trængselstid“, denne „store trængsel“, vil antireligiøse politiske styrker udslette det nutidige store Babylon, det vil sige den falske religions verdensimperium der begyndte med fortidens Babylon. (1 Mosebog 10:8-12; Åbenbaringen 17:1 til 18:24) Under Guds beskyttelse vil medlemmer af det åndelige Israels rest og af ’den store skare’ overleve denne ødelæggelse, idet de praktiserer sand tilbedelse. (Jakob 1:27) Umiddelbart efter at det således er mislykkedes de antireligiøse styrker at fjerne den rene og ubesmittede „form for tilbedelse“, den rene religion, fra jorden, udkæmpes „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der symbolsk kaldes Har-Magedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Hvorfor? Fordi det universelle stridsspørgsmål om Jehovas altomfattende suverænitet, som støttes af „resten“ og ’den store skare’, endnu mangler at blive afgjort. Afgørelsen af dette stridsspørgsmål hører også med til det „evige forsæt“ som Gud fattede „i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“, den som i første række er Guds lovede „sæd“.

39, 40. (a) Hvor vil den militære konfrontation som skal afgøre dette stridsspørgsmål finde sted, og hvem ser vi samle sig dér? (b) Hvem vil sejre?

³⁹ Den nationale suverænitet som de enkelte politiske regeringer i dag gør krav på og søger at bevare, støder sammen med Skaberens universelle suverænitet. En militær konfrontation til afgørelse af dette altoverskyggende spørgsmål rykker nærmere og nærmere, efterhånden som „endens tid“ nærmer sig sin afslutning. Når vi betragter forholdene i lyset af Åbenbaringens forudskildring af kommende begivenheder, ser vi da jordens konger og politiske herskere og deres hære og de der støtter dem blive samlet til Har-Magedons slagmark for der at kæmpe den afgørende kamp? Ja.

⁴⁰ Men i kraft af tro ser vi også den himmelske kongernes Konge, Jesus Kristus, og hans himmelske hærstyrker haste mod den samme slagmark, som red de på hvide stridsheste. Vi kan stole på Guds ord når det siger at krigen ved Har-Magedon vil ende med en afgørende sejr for den almægtige Guds styrker, og med nederlag og tilintetgørelse for alle menneskeskabte politiske systemer og deres politiske ledere, deres hære og deres patriotiske tilhængere. Jesus Kristus, der engang var som et lam, vil vise sig at være kongernes Konge, for Jehova Gud vil kæmpe ved hans højre, ja kæmpe sammen med sin søn der er kongepræst på Melkizedeks vis. — Åbenbaringen 17:12-14; 19:11-21; Salme 110:4, 5.

41. (a) Hvorfor vil „slangen fra fortiden“ ikke længere kunne føre krig mod „resten“ og ’den store skare’ når Har-Magedonkrigen er udkæmpet? (b) I hvilken forstand kommer nu det store øjeblik for Guds kvindes sæd?

⁴¹ Dette er det store højdepunkt i de ’veer for jorden og havet’ som „slangen fra fortiden“ og hans dæmonengle har påført hele den vildledte menneskehed efter at de er blevet kastet ned fra himmelen! (Åbenbaringen 12:7-12) Når hele hans jordiske „sæd“ er tilintetgjort i Har-Magedon vil „slangen fra fortiden“ ikke længere kunne føre krig mod ’de øvrige af kvindens sæd’ og ’den store skare’ som også tilbeder den suveræne Herre Jehova. (Åbenbaringen 12:13, 17) Skal „slangen fra fortiden“ og hans usynlige dæmonsæd fortsat være på fri fod i nærheden af jorden, som de er blevet kastet ned til? Nej! Nu kommer det store øjeblik for Jesus Kristus, Guds kvindes himmelske „sæd“, der engang blev hugget i hælen af denne morderiske Slange! Rollerne er byttet om, og nu skal Guds himmelske kvindes „sæd“ knuse Slangens hoved, bringe ham og hans dæmonsæd i en tilstand som havde de aldrig været til! Hvordan?

42. (a) Hvordan får Slangen og hans „sæd“ hovedet knust? (b) Hvilken forandring sker der da med hensyn til det himmelske styre og det jordiske samfund?

⁴² Ved at fjerne Slangen og hans dæmoner fra jordens nærhed og kaste dem i afgrunden og forsegle den over dem, binde dem som med lænker, for de næste tusind år. Åbenbaringen 20:1-3 skildrer dette, ikke som en del af krigen ved Har-Magedon, men som noget der følger efter denne krig. (1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20; Lukas 10:18-20) På denne måde bliver de ældgamle sataniske „himle“ over det jordiske menneskesamfund udslettet for evigt, og Guds messianske „nye himle“ vil brede sig velsignende over det nye jordiske menneskesamfund. Da ses den sejrende fuldbyrdelse af de ord apostelen Peter skrev for at opmuntre alle sande tilbedere af Jehova Gud, efter at han først havde beskrevet ødelæggelsen af den gamle symbolske himmel og jord: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Peter 3:7-13; Åbenbaringen 20:11; 21:1; Esajas 65:17.

Kapitel 15

Den syvende skabelsesdag gøres hellig

1, 2. (a) Er Guds „evige forsæt“ gennemført i fuldt omfang når den store Slange har fået hovedet knust? (b) Hvem skulle ifølge Guds forsæt få gavn af at Slangens hoved blev knust?

DEN længe ventede sejr for det „evige forsæt“ som Gud fattede „i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“, er nu nær, til evigt bedste for menneskeheden. Er dette ikke værd at leve for, at blive vidne til og at drage nytte af med usigelig glæde? Den overlevende rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ af deres medvidner for Jehova vil få denne sejr at se og få gavn af den til evig tid. Men Guds „evige forsæt“ i forbindelse med hans himmelske kvindes „sæd“ vil ikke dermed være fuldt gennemført. Der venter det yderligere sejre i løbet af de tusind år hvori Messias Jesus skal udøve herredømme sammen med de 144.000 øvrige medlemmet af „Abrahams sæd“. (Åbenbaringen 20:4-6; Galaterne 3:8, 16, 29) Hvilke sejre?

² Jo, det var Guds „evige forsæt“ at menneskeheden, som var blevet underlagt synd og død, skulle få gavn af at den store Slanges hoved blev knust. Ifølge Guds løfte til Abraham skulle alle jordens slægter og alle nationer velsigne sig, skaffe sig en evig velsignelse, ved hjælp af Abrahams åndelige „sæd“. (1 Mosebog 12:3; 22:18) Under Kristi tusindårsrige vil der være tid til at udvirke en sådan velsignelse.

3. Hvorfor må der være et tusindårigt herredømme over jorden, og hvem skal udøve det?

³ Messias Jesus og hans 144.000 herliggjorte medkonger og underpræster vil huske Guds oprindelige hensigt med at skabe menneskene og sætte dem i Edens have på jorden. Denne hensigt var at jorden overalt skulle omdannes til en Edens have. Det var også Guds oprindelige, uforanderlige forsæt at hele den paradisiske jord skal opfyldes med fuldkomne, retfærdige mænd og kvinder, som skulle leve der til evig tid, i et fredeligt og kærligt forhold til deres himmelske Fader, som medlemmer af hans universelle familie i himmelen og på jorden, ja som medlemmer af hans universelle organisation. Alle havets fisk og himmelens flyvende skabninger og alle dyreskabninger på jorden, både husdyr og vildtlevende dyr, skulle være underlagt denne gudfrygtige menneskeslægt, på en måde der ikke ville være til skade for dem. (1 Mosebog 1:26-31; Esajas 45:18; Salme 115:16; 104:5) For at dette kan virkeliggøres, ja for at Guds oprindelige forsæt kan ske fyldest, må Guds himmelske kvindes „sæd“ herske i tusind år. Gennemførelsen af dette forsæt er blevet overdraget til Messias Jesus, der på jorden blev kaldt „Menneskesønnen“. — Salme 8:5-9; Hebræerne 2:5-9.

4. Hvorfor vil medlemmerne af ’den store skare’ som har overlevet ikke være de eneste mennesker der skal bo på jorden efter at resten af de åndelige israelitter er blevet herliggjort?

⁴ Efter at den overlevende rest af de åndelige israelitter har fuldført deres livsløb på jorden og er blevet herliggjort og forenet med den regerende Messias Jesus og alle hans øvrige medarvinger, vil de andre som har overlevet „den store trængsel“, det vil sige de der udgør ’den store skare’, ikke komme til at stå alene tilbage på den rensede jord. De er alt for få til at ’opfylde jorden’. Desuden er de jo ikke de eneste der er blevet løskøbt i kraft af Herren Jesu Kristi fuldkomne offer. Jesus blev ’hugget i hælen’ for at han skulle smage døden „for ethvert menneske“. Han „gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. (Hebræerne 2:9; 1 Timoteus 2:5, 6) Langt de fleste af disse genløste er nu døde og befinder sig i menneskehedens fælles grav. Hvordan vil de få gavn af Messias’ genløsningsoffer? I kraft af den lovede opstandelse fra de døde. (Job 14:13, 14; Esajas 26:19; Mattæus 22:31, 32; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:12-14) Den overlevende ’store skare’ vil således få selskab af milliarder af opstandne, alle sammen efterkommere af det oprindelige menneskepar, Adam og Eva. Hvilken genforening af den jordiske familie!

5. (a) Hvilket andet forsæt fra Guds side må Kristus og hans 144.000 medarvinger nu gennemføre? (b) Hvordan gav Gud sig til at hvile på sin syvende skabelsesdag?

⁵ Den regerende Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger må nu gennemføre et særligt forsæt. Guds syvende skabelsesdag må gøres til en dag der er velsignet, en dag der er hellig. Efter at Gud havde skabt Adam og Eva og havde givet dem en opgave at udføre, en hensigt med at leve i Paradiset, endte hans sjette skabelsesdag og den syvende skabelsesdag begyndte, nu for cirka seks tusind år siden. Han bestemte at denne skabelsesdag skulle være en sabbat for ham. På denne „dag“ ville han afholde sig fra at skabe noget på jorden. Han ville hvile i denne henseende, ikke fordi han var træt, men for at lade det første menneskepar og deres efterkommere tilbede ham som deres eneste levende og sande Gud ved at tjene ham, ved at udføre den tjeneste han havde overdraget dem. Han vidste at hans erklærede forsæt, hans hensigt med dem, kunne gennemføres i løbet af de følgende syv tusind år, hans sabbatsdag.

„Gud gav sig til at velsigne den syvende dag og gøre den hellig, for på den hviler han fra alt sit værk som Gud har skabt med det formål at frembringe det.“ — 1 Mosebog 2:3, NW.

6. (a) Hvordan er Guds syvende skabelsesdag blevet vanhelliget som hans sabbatsdag? (b) Hvordan vil Gud ikke desto mindre sørge for at dagen bliver velsignet og gjort hellig?

⁶ Ganske kort efter begyndte den åndesøn af Gud der gjorde sig selv til Satan Djævelen at vanhellige Jehova Guds hellige syvende skabelsesdag. I seks tusind år har Satan og hans „sæd“ nu fået lov til at fortsætte med deres forsøg på at skabe det indtryk at den syvende „dag“ er forbandet, uhellig, at den forstyrrer Guds hvile, for derved at få ham til at bryde sin egen sabbatshvile. Men forgæves! I løbet af de tusind år hvori den store Slange og hans dæmonsæd er bundet i afgrunden, vil Jehova Gud råde bod på alt det onde som disse der har krænket hans hviledag har øvet på jorden. Ved hjælp af sin søn Jesu Kristi tusindårige herredømme vil Jehova Gud føre menneskeslægten, som nedstammer fra det oprindelige menneskepar, tilbage til menneskelig fuldkommenhed og syndfrihed, og de eneste der udslettes vil være de oprørske og ulydige der ikke viser nogen respekt for Jehova Guds store sabbatsdag. (Åbenbaringen 20:14, 15) Overalt på jorden vil Paradiset blive genoprettet. Hele jorden vil blive opfyldt med mennesker som stammer fra det første menneskepar, med det resultat at menneskene til sidst har gjort sig til herre over hele jorden. — 1 Mosebog 1:28.

7. Hvilken bøn som Jesus lærte sine disciple vil således blive opfyldt, og hvordan vil Jesus derpå vise at han anerkender Jehovas universelle suverænitet?

⁷ Når Guds „evige forsæt . . . i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“ er sket fyldest, vil hans syvende skabelsesdag ende som en „dag“ der er velsignet og hellig. Det at Jehova for seks tusind år siden velsignede denne „dag“ og derefter gjorde den hellig, vil ikke være modvirket, til evig skam og skændsel for ham. Den messianske bøn: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden,“ vil være opfyldt. (Mattæus 6:10) Efter at Jesus Kristus har løst sin opgave i forbindelse med Jehovas „evige forsæt“ så det er blevet ført igennem til en ærefuld sejr, „overgiver [han] riget til sin Gud og Fader“, idet han selv underlægger sig universets Suveræn, Jehova, den højeste Gud. (1 Korinter 15:24-28) Loyalt hævder og støtter han Jehovas universelle suverænitet.

DEN LYDIGE MENNESKEHED RETFÆRDIGGØRES TIL EVIGT LIV

8. Hvordan vil den genrejste menneskehed derefter være stillet over for Gud, og hvad vil Gud gøre før han retfærdiggør nogen til evigt liv?

⁸ Den genrejste menneskehed står nu direkte over for Gud, på samme stade som Adam og Eva da de endnu var uskyldige og fuldkomne i Edens paradis og Gud tildelte dem deres hellige tjeneste for ham. Hvem i den genrejste menneskehed på den paradisiske jord vil forblive loyal mod den kærlige Skaber, Jehova, kilden til alt liv, og fortsat anerkende hans universelle suverænitet og hans stilling som Gud? Hvem vil han selv retfærdiggøre eller erklære retfærdig til evigt liv på den paradisiske jord? For at prøve hele den genrejste menneskehed på dette vigtige punkt tager Jehova imod riget som Jesus Kristus overdrager ham, og løslader den store Slange og hans dæmoner fra deres afgrund. Han lader disse uforbederlige oprørske ånder prøve at friste og vildlede menneskene endnu en gang.

9. (a) Hvad sker der med de genrejste mennesker som bukker under for Slangens og hans dæmoners bedrag? (b) Hvordan gennemføres det sidste stadium af Guds „evige forsæt“?

⁹ Jehova benægter ikke at nogle af de genrejste mennesker vil lade sig vildlede af Satan og hans dæmoner, ligesom den fuldkomne Adam og Eva lod sig vildlede i Edens have. Han tager i betragtning at et ikke nærmere angivet antal vil bukke under. Når prøven er blevet tilladt i fuldt omfang og uigenkaldeligt har delt menneskene på grundlag af deres stillingtagen til Jehovas universelle suverænitet og hans stilling som Gud, tilintetgøres de oprørske mennesker ved indgriben fra himmelen. Til sidst kommer turen til den store Vanhelliger af Jehovas sabbat, Satan Djævelen, og hans dæmonsæd. Det vil uden tvivl være Guds himmelske kvindes „sæd“ der skal tage affære, for det var denne „sæd“ der fik til opgave at knuse Slangens hoved, ifølge det „evige forsæt“ Gud bekendtgjorde i Edens have. (1 Mosebog 3:15) Satan Djævelen og hans dæmoner sendes ikke tilbage til afgrunden, men rammes af fuldstændig tilintetgørelse, som med ild blandet med svovl. Når den store Slange således har fået hovedet knust i endelig forstand, vil han ikke midlertidigt komme til live igen. Han vil ikke få flere muligheder for at optræde som Frister. — Åbenbaringen 20:7-10.

10. Hvordan belønnes de der viser sig loyale mod Jehovas suverænitet og hans stilling som Gud?

¹⁰ Hvilken glorværdig, endelig sejr for Guds „evige forsæt . . . i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“! De medlemmer af den genrejste menneskehed der viser at de er urokkeligt besluttede på at tjene og adlyde Jehova som universets Suveræn, og som den eneste levende og sande Gud, erklæres retfærdige af Jehova. Disse retfærdiggjorte vil han belønne med evigt liv i det evigvarende jordiske paradis, hans fodskammel. (Esajas 66:1) Han vil fylde deres liv med mening. Han vil give dem en hensigt i livet som til evig tid kan anspore og tilfredsstille dem, til hans ære ved hans Messias, Jesus, vor Herre. (Åbenbaringen 21:1-5) Halleluja! — Salme 150:6.

11. Hvad er det bedste vi kan gøre i forbindelse med Guds uforlignelige forsæt?

¹¹ Hvilke uforlignelige fremtidsudsigter for menneskene! Disse udsigter gælder dem som nu bringer deres liv i harmoni med Guds „evige forsæt“. Intet kan være bedre for os end at gøre Guds forsæt til vort forsæt.