Kapitel 1

Du har al mulig grund til at være interesseret

Vil mennesket nogen sinde kunne leve evigt?

Der findes træer i dag som er mange hundrede år gamle.

ER LIVET dyrebart for dig? Ønsker du liv og sundhed for dig selv og dem du holder af? De fleste vil svare ja.

Men i dag minder mange ting os bestandig om at livet er usikkert — for os selv, vor ægtefælle og vore børn. På grund af ulykker, forbrydelser, uroligheder, krige og hungersnød bliver millioner revet bort i deres bedste alder. Forfærdende er det antal der dør af sygdom trods lægevidenskabens fremskridt. Også forureningen udgør en yderst alvorlig fare.

Det er derfor ikke mærkeligt at mange mennesker i dag spørger: ’Er dette liv alt? Eller kan det være at vort håb består i et liv efter døden? Hvad sker der egentlig når et menneske dør? Er der en del af mennesket der lever videre? Er det stadig ved bevidsthed, i stand til at se, høre, tale og udrette noget? Er der sådan noget som pine efter døden? Ja, er døden en ven eller en fjende?’ Det er ganske afgjort gavnligt for os at kende svarene på disse spørgsmål.

ER DØDEN MED TIL AT FORME VORT LIV?

Du har måske ikke tænkt over det, men for os alle gælder det at det syn vi har på døden i høj grad er med til at forme vort liv. Det har indflydelse på i hvor høj grad vi glæder os over livet og den måde vi bruger vort liv på, og det mere end de fleste er klar over. Det er derfor vi har brug for at kende sandheden om døden.

Er du for eksempel klar over at de fleste af verdensreligionerne hovedsagelig er dødsorienterede snarere end livsorienterede? Hundreder af millioner af mennesker er blevet belært om at døden vil føre dem ind i en anden verden, ’de dødes verden’, hvor de vil møde enten salighed eller pine. Bønner for de døde, kostbare ceremonier for de døde, og ofre til de døde for at formilde dem, udgør en vigtig del af gudsdyrkelsen inden for mange store trossamfund som har millioner af medlemmer.

En siger måske: ’Det er muligt, men jeg bruger ikke min tid på at bekymre mig om døden eller hvad der kommer efter den. Jeg er optaget af at leve og få så meget ud af livet nu som jeg kan.’ Men selv dette svar viser at døden er med til at forme folks liv. Er det ikke i sidste ende døden der bestemmer hvor længe det varer før man ikke mere kan få noget ud af livet?

Selv om vi altså prøver at fortrænge tanken om døden fra vort sind, presser bevidstheden om at livet, selv i bedste fald, er kort, stadig på. Det kan drive et menneske til at yde en voldsom indsats for at blive rig i en ung alder — ’mens man endnu kan nyde tingene’. Livets korthed gør mange mennesker utålmodige, hårde og hensynsløse over for andre. Det får dem til at bruge uærlige metoder for at nå deres mål. De føler simpelt hen at der ikke er tid til at nå det på en ærlig måde. Og dog hævder de måske samtidig at døden ikke er med til at forme deres liv.

Hvordan er dit eget syn på døden? Hvilken betydning har den for de tanker du gør dig om fremtiden, eller for den måde du lever dit liv på netop nu?

BEHOVET FOR VISHED

Problemet er at der er så mange forskellige meninger blandt folk om livet og døden. Ofte er opfattelserne i modstrid med hinanden, ja er ligefrem diametrale modsætninger.

Mange mener at døden er den fuldstændige afslutning på alt, eller i det mindste at mennesket er skabt til at dø. Synes du at denne tanke er acceptabel? Forekommer det dig rimeligt at der er visse træer som kan leve tusinder af år længere end det fornuftbegavede menneske? Føler du at et liv der varer halvfjerds-firs år er langt nok til at du kan nå alt det du gerne vil, lære alt det du kunne tænke dig at lære, se alt det du gerne vil se, og udvikle dine evner og talenter i den udstrækning du kunne ønske det?

På den anden side er der et uhyre stort antal mennesker som tror at livet fortsætter efter døden, fordi noget — en sjæl eller ånd — overlever legemets død. Også blandt dem er der mange forskellige synspunkter. Troen på at livet fortsætter efter døden og troen på at alt liv ophører med døden, kan naturligvis ikke begge være sande. Hvilken opfattelse er den rigtige? Spiller det nogen rolle? ja, i høj grad. Overvej her hvorfor.

Hvis de døde for eksempel virkelig kunne få gavn af bønner der blev bedt og ceremonier der blev holdt for deres skyld, ville vi da ikke være ubarmhjertige hvis vi undlod at sørge for disse ting? På den anden side, hvis de døde virkelig er døde og derfor ikke kan hjælpes af de efterladte, ville det betyde at hundreder af millioner af mennesker er blevet ofre for et frygteligt bedrag. Det ville betyde at mange store religiøse samfund har beriget sig ved uærlighed, idet de ved hjælp af usandheder vedrørende de døde har udnyttet de levende i stedet for at gøre noget til gavn for dem.

Hvilken trøst kan vi give når døden, før eller senere, trænger ind i vor familiekreds eller rammer en ven? Er der et logisk grundlag for den opfattelse at „skæbnen“ bestemmer vort livs længde og hvad vi skal opleve? Og hvordan forholder det sig hvis den døende er et lille barn? Er det Gud der ’tager barnet til sig’, som nogle siger?

Der er i sandhed mange, mange ting vi har brug for at vide om døden, og jo mere vi elsker livet, jo mere ønsker vi at være sikre på at få de rette svar. Men hvor får vi dem — især i betragtning af at der råder så megen forvirring og så mange modstridende opfattelser?

Mange såkaldt hellige bøger — nogle af dem ret gamle — taler om livet og døden. Én bog er særlig gammel, og den fremholder et synspunkt der er helt anderledes end det vi finder i de andre. Ja, det syn den fremholder er tilmed overraskende forskelligt fra det som det store flertal af menneskene tror den indeholder. Denne bog er Bibelen.

Den fortæller om virkelige mennesker, mennesker som stod over for de samme grundlæggende spørgsmål som vi i dag stilles over for. Også de spekulerede på hvad hele formålet med livet var, og spurgte: „Hvad får et menneske for al sin flid og sit hjertes higen, som han gør sig flid med under solen?“ „Om han så levede to gange tusind år, men ikke skuede lykke — mon ikke alle farer sammesteds hen?“ (Prædikeren 2:22; 6:6) Også de stillede spørgsmålet: „Naar Manden døer, lever han da op igjen?“ (Job 14:14, Lindberg) Kender du svarene?

I den bog du nu har i dine hænder, vil du ikke blot kunne læse om de mange populære forsøg på at besvare de stillede spørgsmål, men også om de livsvigtige svar Bibelen giver. Du vil blive kendt med det enestående håb den fremholder for dem der står over for døden og for dem som allerede er døde. Den forståelse som disse oplysninger kan bibringe, vil bidrage meget til at du bliver lykkelig og får fred i sindet, både nu og i fremtiden.

Kapitel 2

Hvordan døden berører folks daglige liv

DE FLESTE mennesker er meget optaget af hvad der berører deres liv og deres families liv netop nu. Men få er villige til at tale nærmere om eller tænke dybere over døden.

Sandt nok er døden ikke noget tillokkende, men den har en afgjort indflydelse på ens daglige liv. Hvem af os har ikke erfaret den sorg og dybe følelse af tab som en nær vens eller elsket slægtnings død medfører? Dødsfald i en familie kan ændre familiens hele livsmønster, gøre ende på en stabil indtægt og forårsage ensomhed eller nedtrykthed hos de efterladte.

Døden er ubehagelig at tænke på, men den er alligevel en daglig foreteelse som man må regne med. Der er visse ting man ikke kan blive ved med at udsætte men må se at få gjort. I morgen kan det være for sent.

Hvordan har dette forhold berørt dig? Føler du dig til tider presset på grund af livets korthed, presset til desperat at prøve at få alt hvad du kan ud af det? Eller resignerer du, idet du tænker som så, at skæbnen bestemmer, og det der skal ske, sker?

SKÆBNETROEN

Mange i dag tror at skæbnen bestemmer over liv og død. Det er den grundlæggende opfattelse hos mere end 477 millioner hinduer. Ja, skæbnetroen er praktisk talt universel. Har du ikke hørt folk sige: ’Det måtte jo ske,’ ’Hans time var kommet,’ eller: ’Han slap fra det med livet fordi hans nummer ikke var ude’? Sådanne udtalelser hører man tit i forbindelse med ulykker. Er de korrekte? Lad os tage et eksempel:

Under en demonstrationsflyvning ved flyopvisningen i Paris i 1973 eksploderede Sovjetunionens overlydsfly TU-144, og besætningen omkom. Store dele af maskinen styrtede ned over landsbyen Goussainville. En kvinde dér havde netop forladt sit soveværelse og lukket døren efter sig da et vragstykke slog gennem muren og knuste alt i soveværelset. Hun var uskadt.

Andre undgik ikke døden. Blandt ofrene var en ældre kvindes tre børnebørn, mens den ældre kvinde selv overlevede.

Døde disse børn og andre fordi deres „nummer“ var ude eller deres „time“ var kommet? Blev andre skånet fordi skæbnen først senere ville kræve deres liv?

De der svarer ja på disse spørgsmål, tror at det er lige meget hvad man gør for at hindre et menneskes død hvis hans ’time er kommet’. De føler at uanset hvilke forholdsregler der er truffet, kan de simpelt hen ikke undgå hvad skæbnen bestemmer. Denne opfattelse ligner den som oldtidens grækere havde; de mente at et menneskes skæbne blev bestemt af tre gudinder — Klotho, Lachesis og Atropos. Man antog at Klotho spandt livets tråd, Lachesis bestemte dens længde, og Atropos klippede den over når tiden var inde.

Er en sådan skæbnetro fornuftig? Spørg dig selv: Hvorfor bliver antallet af ulykkesofre mindre når sikkerhedsregler overholdes, mens de øges når reglerne krænkes? Hvorfor kan de fleste trafikdødsfald forklares som resultat af menneskelig uforsigtighed, drukkenskab, fejl eller overtrædelse af loven? Hvordan kan det være at folk i lande med en høj standard med hensyn til hygiejne og sund kost har en langt højere gennemsnitslevealder end folk i lande uden en sådan standard? Hvorfor dør flere rygere end ikke-rygere af lungekræft? Hvordan skulle alt dette kunne skyldes en blind skæbne som man ikke har nogen indflydelse på? Er det ikke i stedet sådan at der er årsager til det der sker med et menneske?

Når et menneske er omkommet ved en ulykke, er det i mange tilfælde så ikke fordi vedkommende tilfældigvis var i en farlig situation? For eksempel: En mand tager hjemmefra på et bestemt tidspunkt hver dag. En morgen han går forbi naboens hus, hører han råben og skrigen. Han skynder sig, og netop som han drejer om hjørnet bliver han ramt af en vildfarende kugle. Han døde fordi han drejede om hjørnet på et uheldigt tidspunkt; det var helt tilfældigt.

Vismanden som har skrevet Prædikerens bog i Bibelen, sagde efter at have lagt mærke til det der sker i dagliglivet: „Og atter så jeg under solen, at hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest, men alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Prædikeren 9:11.

Den som forstår dette, ringeagter ikke sikkerhedsregler og tager ikke unødvendige chancer i den tro at han er immun over for døden så længe hans „time“ ikke er kommet. Han forstår at skæbnetroen kan være farlig, både for ham selv og andre. Denne kundskab kan, når du anvender den viist, føje år til dit liv.

På den anden side kan skæbnetroen føre til dumdristige handlinger, og det kan også få et menneske til at forsømme at skaffe sig oplysning om emner som i høj grad berører ham og hans familie.

NÅR MAN KUN LEVER I NUET

Ikke blot skæbnetroen men også begivenhederne i det tyvende århundrede har haft indflydelse på folks handlemåde.

Tænk et øjeblik over hvad der er sket. Millioner er omkommet som følge af krig, forbrydelser, uroligheder og hungersnød. Luften og vandet, der er nødvendige for livet, forurenes i et alarmerende tempo. Menneskets liv synes truet fra alle kanter. Og der er ingen virkelig sikkerhed for at mennesket vil kunne løse problemerne i den nærmeste fremtid. Livet synes usikkert. Hvad er resultatet?

Mange af jordens indbyggere lever kun i nuet, for at få så meget som muligt ud af øjeblikket. De føler sig tvunget til det, idet de tænker som så, at livet de har nu er det eneste liv de kan regne med at få. Meget træffende beskriver Bibelen deres holdning ved at lade dem sige: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinter 15:32.

I et forsøg på at flygte fra livets barske realiteter tyr de måske til alkohol eller narkotika. Andre søger at få afløb for deres skuffelse og bekymring ved at hengive sig til forskellige former for seksuel aktivitet — utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, lesbisk kærlighed. Bogen Death and Its Mysteries (Døden og dens mysterier) siger:

„Det ser ud til at flere normale mennesker i vor tid, om ikke bevidst så i hvert fald ubevidst, er berørt af denne frygt for en kollektiv død. Dette er i det mindste en delvis forklaring på at alt synes af lave i vor tid, et indtryk som fremkaldes af de umotiverede forbrydelser, vandalismen, den overdrevne optagethed af det erotiske, og det voksende tempo. Selv den moderne musik og dans synes at udtrykke den håbløshed og fortvivlelse der har grebet en menneskehed som ikke længere tror på sin egen fremtid.“

Hvilken virkning har alt dette haft, det at man lever i nuet som om der ikke var nogen dag i morgen?

De der hengiver sig til umådeholdent drikker glemmer måske for en tid deres vanskeligheder. Men de mister deres selvrespekt, og i deres berusede tilstand gør de ofte sig selv og andre fortræd. Foruden de vanskeligheder de allerede har, får de dagen derpå en dundrende hovedpine.

Stofmisbrugere betaler også en høj pris for deres forsøg på at flygte fra virkeligheden. De lider ofte varig fysisk og mental skade. og for at få de penge som den dyre vane kræver, nedværdiger mange sig og bliver tyve eller prostituerede.

Og hvad med tilfældige kønslige forbindelser? Kan de forbedre ens lod i livet? Tværtimod. Følgerne er ofte kønssygdomme, uønskede svangerskaber, børn født uden for ægteskab, aborter, ødelagte hjem, bitter skinsyge, slagsmål og endog mord.

Der er naturligvis mange mennesker som ikke er forfaldet til at leve et fordærvet liv. De er dog ikke befriet for det pres som følger af at vide, bevidst eller ubevidst, at livet en dag ender. Denne viden om at deres tid er begrænset, får dem måske til at kæmpe for at komme frem i verden så hurtigt som muligt. Med hvilket resultat? Deres ønske om at opnå materielle besiddelser kan få dem til at lade hånt om ærlighed. Som det bibelske ordsprog så sandt siger: „Den der har hastværk med at vinde sig rigdom, forbliver ikke uskyldig.“ (Ordsprogene 28:20, NW) Men dette er ikke alt.

Man bruger så megen tid og energi på at komme frem materielt at der kun bliver lidt tid til familielivet. Ganske vist får børnene måske alt det de ønsker i materiel henseende, men får de den vejledning og retledning som de behøver for at kunne blive ansvarsbevidste unge mænd og kvinder? Mange forældre som udmærket er klar over at de tilbringer for lidt tid sammen med deres børn, ser ikke nogen grund til at bekymre sig særligt i den anledning — før det er for sent. Det er smerteligt at få at vide at ens egen søn er blevet anholdt, eller at ens egen unge datter skal være ugift moder.

På baggrund af hvad der sker i dag, er det så ikke klart at mange mennesker, trods livets korthed, har brug for at lære noget om en mere tilfredsstillende måde at leve livet på?

Dødens tilsyneladende uundgåelighed får ikke alle til at kaste moralprincipperne over bord, og fremkalder heller ikke hos alle mennesker den apati som ofte er forbundet med en skæbnetro. Tværtimod er der i dag hundredtusinder som glæder sig over at leve på en sund og fornuftig måde fordi de ikke er påvirket i ugunstig retning af udsigten til at dø.

EN BEDRE MÅDE AT LEVE PÅ

Når man har det rette syn på døden kan man lære noget værdifuldt af den. Når døden rammer nogen der står os nær, kan det få os til at tænke over hvordan vi lever vort liv, og det kan være gavnligt. For omkring tre tusind år siden gjorde en mand som omhyggeligt iagttog menneskene, opmærksom på dette da han sagde: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. . . . De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset.“ — Prædikeren 7:1-4.

Bibelen anbefaler ikke her sorg fremfor glæde. Nej, der er tale om den særlige situation hvor en husstand sørger over at en i husstanden er død. I den situation skal vi andre ikke glemme de sørgende og blot fortsætte med vore egne fester og gilder. For ligesom døden gjorde ende på alle den afdødes planer og foretagender, kan den gøre ende på vore. Man gør vel i at spørge sig selv: Hvordan lever jeg mit liv? Skaber jeg mig selv et godt navn eller omdømme? Hvor meget gør jeg for at bidrage til andres lykke og velbefindende?

Det er ikke ved fødselen, men først efter et helt liv, at vi virkelig har fået et „navn“, har fået en identitet som den person vi nu er. Den hvis hjerte, om man så må sige, er i „sørgehuset“, overvejer i sit hjerte hvordan han lever sit liv, uanset hvor kort det måtte være. Han betragter det som noget dyrebart. Han afspejler ikke den overfladiske og letsindige ånd der kendetegner det sted hvor der holdes gilde. Nej, han bestræber sig for at leve et liv der har mål og mening og som derved bidrager til medmenneskets lykke og velfærd.

Hvordan kan man afgøre om man nu lever sit liv på den bedst mulige måde, om man virkelig har en tilværelse med mening i? Det er åbenbart at man behøver en norm at dømme efter. Et stigende antal oprigtige mennesker jorden over kommer til den konklusion at Bibelen er en sådan pålidelig norm. De har undersøgt Bibelen, og det har sat dem i stand til at finde et virkeligt formål med livet nu, og det har givet dem et storslået håb for fremtiden, et håb om liv under retfærdige forhold her på denne jord. De er kommet til den forståelse at det ikke er døden, men livet, som er Guds mening med menneskene.

[Illustration på side 11]

Bestemmer skæbnen dit liv, sådan som de gamle grækere troede?

Kapitel 3

Mennesket er skabt til at leve

GUD har skabt mennesket for at det skal leve. Det viser Bibelen dér hvor den beskriver alt hvad Gud gjorde for de to første mennesker, Adam og Eva. Den oplyser os om at Jehova Gud anbragte dem i en smuk have, et paradis, som lå i en egn der blev kaldt „Eden“. Dette paradis rummede alt hvad de behøvede for at kunne leve fortsat. Herom siger Første Mosebog, den første bog i Bibelen: „Gud [Jehova]a lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ — 1 Mosebog 2:9.

Læg mærke til at der ikke var noget ’dødens træ’, men et „livets træ“ i dette dejlige paradis. Dette „livets træ“ stod som en uforanderlig garanti for et fortsat liv for dem som havde ret til det. Adam og Eva havde ingen grund til at nære en sygelig frygt for at skulle dø. Så længe de forblev lydige mod deres Skaber ved ikke at spise af det forbudte træ til „kundskab om godt og ondt“ ville deres liv ikke ende. — 1 Mosebog 2:16, 17.

Men stemmer det som Bibelen siger om at mennesket blev skabt til at nyde et liv uden ende, med det vi nu ser vedrørende livet? Viser kendsgerningerne ikke at menneskene i årtusinder har været underlagt døden? Jo, ganske vist, men er du på den anden side klar over at der i selve den måde vi er bygget på, er ting der tyder på at vi burde leve meget længere end vi almindeligvis gør i vore dage?

Tag for eksempel menneskets hjerne. Er den beregnet på en levetid på blot halvfjerds-firs år? Det er interessant at biokemikeren Isaac Asimov i en omtale af hjernens kapacitet nævner at dens kartotekssystem „er i stand til at rumme og udnytte en hvilken som helst mængde oplysninger som det er sandsynligt at et menneske vil lære og huske — og en milliard gange mere endda.“

Er det ikke tankevækkende at menneskets hjerne kan rumme en milliard gange flere oplysninger end mennesket kan nå at samle med den gennemsnitslevealder det har i dag? Peger det ikke på at mennesket blev skabt til at leve så langt et liv at det ville have brug for en hjerne med en umådelig hukommelseskapacitet?

Og dette er på ingen måde alt.

KUN MENNESKET HAR ET EVIGHEDSBEGREB

Et interessant punkt som det er værd at mærke sig her, er at det kun er over for mennesket — ikke over for nogen af jordens andre skabninger — at Bibelen fremholder udsigten til et liv uden ende, ja, den siger at selve begrebet evig fortid eller uendelig fremtid er noget enestående for mennesket. Læg mærke til hvad den inspirerede nedskriver af Prædikerens bog i Bibelen siger: „Jeg så det slid, som Gud har givet menneskenes børn at slide med. Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ — Prædikeren 3:10, 11.

Hvis dét Bibelen siger om mennesket er sandt, skulle vi kunne se vidnesbyrd der peger i den retning. Gør vi det? Adskiller mennesket sig tydeligt fra dyrene i denne henseende? Er mennesket ene om at tænke alvorligt over fremtiden, bekymre sig om den og arbejde med den for øje? Reagerer mennesket anderledes over for døden end dyrene, således at dét alene viser at det forstår hvad livet har betydet for det i fortiden og kan betyde for det i fremtiden?

Her benægtes ikke at alt levende klynger sig til livet. Instinktivt søger dyr som ædes af andre dyr at undslippe deres forfølgere ved at flygte eller ved at skjule sig. Mange skabninger kæmper en tilsyneladende håbløs kamp for at beskytte deres unger mod døden. Man har set harer sparke så voldsomt ud at vaskebjørne er blevet slået omkuld. I den vestlige del af De forenede Stater har man set en antilopehun med held forsvare sin kalv mod en ulv og med sine skarpe hove såre dens bagparti og slå dens tænder ud. Ulven søgte at komme bort, men hun sprang op på den og trampede den til døde.

En sådan instinktiv reaktion over for dødsfare spiller en vigtig rolle i forbindelse med bevarelsen af dyrelivet. Men vil det sige at dyrene forstår fortid og fremtid ligesom mennesket?

Som vi ved kan et menneske tænke over fortiden og lægge planer for fremtiden. En mand kan sidde hjemme og tænke over sine drengeår — sine gavtyvestreger, sine skuffelser og glæder, hvad der mislykkedes og hvad der lykkedes. Han kan lægge planer for fremtiden — at bygge et nyt hus, købe møbler, bestemme den uddannelse hans børn skal have, og så videre. Men kan en hund, for eksempel, tænke over sin tid som hvalp, børnene der legede med den, hvordan det var at blive voksen og få en mage? I sin bog Animals Are Quite Different (Dyr er helt anderledes) viser Hans Bauer hvad forskningen har afsløret:

„Hunden skal altid have et virkeligt sanseindtryk for at kunne genfremkalde tidligere oplevelser. Lad os sige at den ved en lejlighed bliver taget med til en ukendt by hvor den oplever et eller andet. Når den er kommet hjem, vil de indtryk den har modtaget være glemt. Men hvis den kommer tilbage til det samme sted, vil den huske dem. Det er i virkeligheden et fortrin og en særegenhed ved menneskets psykologiske struktur sammenlignet med dyrets, at dét mennesket kan huske, ikke er forbundet med hverdagens behov men er nedlagt i bevidsthedens strøm som et hele.“

I modsætning til mennesket kan dyrene således ikke rekonstruere fortidige begivenheder.

Men kan de lægge planer for fremtiden? Gemmer eller oplagrer hamstere, visse myrer, egern og andre dyr ikke føde til senere brug? Er der ikke her tale om at planlægge for fremtiden for ikke at komme til at lide nød om vinteren? „Nej,“ siger ovennævnte forfatter, og han fremlægger disse kendsgerninger som støtte for sit svar:

„De ved ikke hvad de gør eller hvorfor de gør det. De går simpelt hen frem efter deres instinkt, og beviset herfor er at selv dyr der er taget fra deres forældre i en meget ung alder og holdt i bure, begynder ’at samle’ om efteråret. Disse dyr har aldrig kendt til vinterforhold og vil ikke blive berøvet føden i de kommende måneder. Alligevel ’hamstrer’ de blot for at ’hamstre’.“

Idet han kort beskriver forskellen mellem mennesker og dyr siger han:

„Dyrenes verden er derfor udelukkende det indeværende øjeblik i ordets bogstaveligste forstand. Deres opmærksomhed kan let blive ledt bort fra selv de mest fascinerende genstande til andre der for øjeblikket virker mere tiltrækkende, og de vil aldrig igen vende tilbage til de første.“

Det er derfor sandt at det alene er mennesket der har begrebet „evighed“, evnen til at meditere over fortiden og spejde mod fremtiden og planlægge.

Det er fordi dyrene kun lever i nuet at døden for dem tydeligt nok ikke er den tragedie som den er for menneskene. Dyr synes at tage døden som en naturlig ting.

Som eksempel kan nævnes en løvinde og hendes tre unger som blev iagttaget i Serengeti Nationalpark i Tanzania i Afrika. Mens hunløven var borte, lå ungerne skjult i et krat. Så kom der to hanløver fra et andet distrikt. De fandt de skjulte unger og dræbte dem alle tre. De åd den ene, slæbte den anden bort og lod den tredje blive liggende. Hvad gjorde hunløven da den vendte tilbage og så den døde unge? Den gav ikke udtryk for sorg, ingen følelse, men snusede blot til ådselet, sin egen døde unge — og så åd den det.

Det er også bemærkelsesværdigt at de dyr som løver jager, ikke bliver skrækslagne når de ser en løve et stykke borte. Når en løve først har stillet sin sult, genoptager dyreflokkene snart deres sædvanlige beskæftigelse. Ja, de dyr som løverne jager, kan til tider færdes blot fyrre meter fra en løve som de ser.

MENNESKET OPFATTER DØDEN SOM NOGET UNATURLIGT

Menneskene reagerer helt anderledes over for døden. For de fleste er en hustrus, en ægtemands eller et barns død den mest rystende oplevelse de kan komme ud for. Et menneskes hele følelsesliv er ude af ligevægt lang tid efter at et menneske som det har holdt meget af, er død.

Selv de der hævder at ’døden er naturlig for mennesket’ finder det svært at acceptere den tanke, at deres egen død betyder afslutningen på alt. The Journal of Legal Medicine siger: „Psykiatere er i almindelighed enige om at døden ubevidst benægtes, selv når den synes at være lige forestående.“ En ung overbevist ateist hævdede for eksempel lige før han skulle henrettes at ud fra et rent fornuftmæssigt synspunkt ville hans død ikke betyde ’andet end den endelige afslutning på et liv som havde været kort men meget intenst’. Men så bemærkede han at det var vanskeligt, ja faktisk umuligt, for ham ’at indrømme at alt ville blive reduceret til intet’.

Så stærkt er menneskets ønske om at få del i en fremtidig virksomhed at flere har sørget for at få deres legeme frosset ned ved dødens indtræden. De øjeblikkelige omkostninger til dette kan beløbe sig til så meget som kr. 50.000, hvortil så yderligere kommer kr. 6000, som skal betales hvert år for at holde legemet nedfrosset. Man har nedfrosset legemer i det håb at videnskabsmænd en dag vil være i stand til at bringe dem tilbage til livet igen. Naturligvis er der ingen videnskabsmænd som nu kan gøre sådan noget eller næsten kan gøre det. Og dog har selve tanken om at dette måske kunne blive muligt, været nok til at nogle ofrer store summer på at få deres legeme bevaret.

Da menneskene finder det vanskeligt at acceptere døden som afslutningen på alt, har de alle vegne haft et ønske om at forevige mindet om de døde og at få dem højtideligt begravet. Bogen Funeral Customs the World Over (Begravelsesskikke verden over) siger:

„Der er ingen gruppe, fra den mest primitive til den mest civiliserede, som, når den er helt frit stillet og er i stand til det, ikke begraver eller fjerner sine dødes legemer ved en højtidelig ceremoni. Højtideligt at begrave de døde er en skik så universel at det er fornuftigt at slutte at den er uløseligt forbundet med den menneskelige natur. At begrave de døde er ’naturligt’, normalt, rimeligt. Det tilfredsstiller en dyb universel trang. At gennemføre begravelsen synes kun ’ret’, og ikke at gøre det, især for dem som er nært forbundet ved familiebånd, følelser, samliv, fælles erfaring eller andre bånd, synes ’uret’, en unaturlig undladelse, noget som man må bede om tilgivelse for eller skamme sig over.“

Hvad slutter dette værk ud fra den universelle skik at begrave de døde? Det fortsætter:

„Så sandt er dette at man til de forskellige definitioner af mennesket kan føje endnu en. Mennesket er et væsen der højtideligt begraver sine døde.“

Dog, trods alt dette, glemmes de døde til sidst fuldstændigt, efterhånden som slægt kommer og går. Selv de der skabte sig et stort navn i historien for århundreder siden, er som virkelige mennesker udvisket af de levendes hverdagshukommelse. Deres indflydelse på andre er borte. For eksempel øver sådanne mægtige herskere i oldtiden som Nebukadnezar, Aleksander den Store og Julius Cæsar ikke nogen indflydelse på vort liv nu, selv om de berørte millioner af deres samtidiges liv. Den uomstødelige kendsgerning at de døde med tiden glemmes, blev anerkendt af den kloge mand der skrev Prædikerens bog: „Ej mindes de svundne slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.“ (Prædikeren 1:11) Selve den kendsgerning at mennesket gør alt hvad det kan for at blive husket, til trods for at det véd at det til sidst vil blive glemt, røber at dets ønske om at leve, om ikke på anden måde så blot i mindet, er noget der er uløseligt forbundet med mennesket.

MENNESKETS DØD SYNES IKKE RIMELIG

I betragtning af menneskets almindelige indstilling til døden, dets forbløffende evne til at modtage oplysninger og huske dem, samt dets indre erkendelse af evigheden, er det da ikke klart at det er skabt til at leve? Kun når vi accepterer Bibelens forklaring, at menneskets nuværende situation hvor det er døende, aldrig har været en del af Guds oprindelige hensigt, kan vi se det rimelige i noget som ellers er meget mærkeligt. Tag for eksempel visse planters og dyrs livslængde som langt overgår menneskets.

Et træ kan leve i hundreder af år; nogle, som sequoiaerne og børstekoglefyrrene, i tusinder af år. Det er ikke usædvanligt at en kæmpeskildpadde bliver over 150 år gammel. Hvordan kan det nu være? Hvorfor skal fornuftløse træer og skildpadder leve længere end fornuftbegavede mennesker?

Er menneskets død desuden ikke et kolossalt spild? Kun en brøkdel af et menneskes kundskab og erfaring bliver måske givet videre til andre, men det meste af det går tabt for efterverdenen. Tag til eksempel en mand som kan være en fremragende videnskabsmand, en dygtig arkitekt eller en begavet musiker, kunstmaler eller billedhugger. Han har måske oplært andre. Men ved hans død er ingen i besiddelse af summen af hans talenter og erfaring. Han var måske endog ved at udvikle noget nyt efter at have løst mange problemer. De som kunne have fået gavn af den kundskab og erfaring han havde vundet, må nu selv finde ud af det ved at prøve sig frem — for så også at få deres arbejde afbrudt ved døden. Der er så uhyre meget at lære, så hvorfor skal mennesket arbejde under det handicap at blive berøvet erfarne mennesker efterhånden som de falder som ofre for døden?

Endvidere kan den tanke at mennesket er bestemt til at leve blot nogle få år på jorden og så dø, ikke forenes med troen på en kærlig Skaber. Hvorfor ikke? Nej, for det ville betyde at Skaberen havde mere omsorg for visse fornuftløse planter og dyr end for menneskene, som kan give udtryk for kærlighed og taknemmelighed. Det ville også betyde at han kun havde lidt medlidenhed med menneskene, som mere end alle andre livsformer på jorden føler døden som en dyb smerte.

Nej, hvis dette liv var alt, og hvis Gud virkelig havde bestemt at det skulle være sådan, hvordan kunne vi så virkelig elske ham? Hvordan kunne vi blive tiltrukket af en som havde gjort det umuligt for os at nå alt hvad vi havde mulighed for? Ville det ikke være meget ukærligt at give os mulighed for at samle uendelig megen kundskab og så hindre os i at gøre brug af denne mulighed?

Hvis mennesket imidlertid er skabt til fortsat at leve, behøver vi svar på spørgsmålet: Hvorfor dør mennesket da? Og et tilfredsstillende svar er nødvendigt for at hjælpe os til at forstå hvorfor Gud har tilladt døden i disse tusinder af år hvor den har krævet sine ofre. Et sådant svar kan udmærket fjerne den alvorlige hindring som afskærer en fra at komme til at stå i et ret forhold til Skaberen og finde den virkelige mening med og glæde i tilværelsen nu.

Men hvad er da årsagen til døden? Hvor finder vi en pålidelig forklaring?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 24]

Er menneskets korte levetid rimelig?

Trods sin forbavsende evne til at opsamle viden, lever et menneske kun 70-80 år

Man ved at selv svaner lever mere end 80 år

Skønt fornuftløse lever skildpadder i mere end 150 år

Nogle træer lever i tusinder af år

Kapitel 4

Hvordan er det gået til at vi er blevet underlagt alderdom og død?

SELV OM alderdom og død almindeligvis accepteres som noget normalt, er det dog stadig en gåde for mennesket at det ældes og dør. Det ses blandt andet af at der ned gennem århundrederne er blevet overleveret myter som søger at forklare hvorfor mennesket ældes og dør.

Én version af en gammel græsk myte fortæller således om kvinden Pandora der åbnede en æske eller krukke som hun havde fået at vide at hun skulle holde lukket. Ved den lejlighed, siges det, slap „alderdommen“, „sygdommen“, „vanviddet“ og andre onder ud, onder som siden har plaget menneskeheden.

I Australien tror forskellige indfødte stammer at menneskene oprindelig var bestemt til at leve evigt. Men de skulle holde sig borte fra et bestemt træ, som var hult. Da nogle vilde bier imidlertid tog bolig i træet, ønskede kvinderne meget stærkt at få biernes honning. En af kvinderne trodsede mændenes advarsel og brugte sin økse mod træet. Da skete det, siger sagnet, at en stor flagermus fløj ud. Denne flagermus var „døden“. Efter at være sluppet ud af træet gjorde den krav på alle som den berørte med sine vinger.

Det er bemærkelsesværdigt at sagn hos andre, fra hinanden vidt adskilte folk, på samme måde lader ulydighed være årsag til døden, ofte med en kvinde som den der begyndte.

HVAD ER GRUNDEN TIL LIGHEDERNE?

Nogle mennesker er måske tilbøjelige til, når de læser sådanne myter, at henregne Bibelens forklaring på årsagen til alderdom og død til samme kategori. De peger måske endog på at myterne i nogle tilfælde synes at være helt parallelle med den bibelske beretning. Men hvorfor er der disse ligheder? Er det muligt at disse sagn har en historisk kerne som simpelt hen er blevet forvansket?

Bibelen selv kaster lys over disse spørgsmål. Den peger på oldtidens Babel i Kaldæa som det sted hvorfra menneskene spredtes efter at de havde gjort oprør mod Gud ved at sætte sig op imod hans bud. (1 Mosebog 11:2-9) De bibelske slægtsregistre viser at dette skete på et tidspunkt da der levede nogle der som trofaste tjenere for Gud kendte sandheden om livet og årsagen til døden. (1 Mosebog 6:7, 8; 8:20, 21; 9:28; 10:1-9; 11:10-18; 1 Krønikebog 1:19) Da de fleste mennesker imidlertid viste ringeagt for sandheden om Guds hensigt med mennesket, kan man næppe forvente at de omhyggeligt ville bevare sandheden om hvordan døden vandt indpas. Da de blev spredt, blev kendsgerningerne i tidens løb forvansket og der blev pyntet på historien; myterne udviklede sig. Der er stor variation i myternes forklaring på årsagen til alderdom og død, men et fælles grundlæggende træk kan dog skelnes.

Dette er ikke blot en formodning. Der er tydelige vidnesbyrd om at religiøse myter, deriblandt myter om døden, stammer fra en fælles kilde. I sin bog The Worship of the Dead (Dyrkelsen af de døde) bemærker oberst J. Garnier:

„Ikke blot ægypterne, kaldæerne, fønikierne, grækerne og romerne, men også hinduerne, buddhisterne i Kina og Tibet, goterne, angelsakserne, druiderne, mexicanerne og peruanerne, australnegrene og endog de indfødte på Sydhavsøerne, må alle have fået deres religiøse opfattelser fra en fælles kilde og et fælles udgangspunkt. Overalt finder vi de mest overraskende lighedspunkter i ritualer, ceremonier, skikke og traditioner og i navnene på og slægtskabsforholdene mellem deres forskellige guder og gudinder.“

Og hvor er stedet for denne fælles kilde? Peger vidnesbyrdene mod Kaldæa, som Bibelen gør det? Professor George Rawlinson skriver:

„Den slående lighed mellem det kaldæiske system og den klassiske [hovedsagelig græske og romerske] mytologis system synes at være en nøjere betragtning værd. Denne lighed er for omfattende, og i nogle henseender for påfaldende, til at give rum for den antagelse at det hele skyldes et tilfælde. I det græske og romerske, og også i det kaldæiske, panteon genkender man den samme almindelige gruppering [af guder og gudinder]; man sporer ikke sjældent samme slægtskabsforhold; og i nogle tilfælde lader selv de mest velkendte navne og titler på de klassiske guddomme sig på den mærkværdigste måde belyse og forklare i kaldæiske kilder.“

Hvilken slutning kommer han derefter til? Han siger:

„Vi kan næppe være i tvivl om at trosindholdet på en eller anden måde er blevet videregivet — at de mytologiske opfattelser og ideer i meget tidlige tider har fundet vej fra Den persiske Golfs kyster [hvor oldtidens Babel lå] til landene omkring Middelhavet.“

Hvad Bibelen antyder vedrørende udviklingen af religiøse opfattelser, viser sig således at stemme med andre historiske vidnesbyrd. Hvis nu Bibelen virkelig nøjagtigt har bevaret den sandhed som religiøse myter senere har forvansket, burde den bibelske beretning appellere til vor fornuft. Beretningen burde være fornuftig. Er den det?

LIVET AFHÆNGER AF LYDIGHED

Når den første bog i Bibelen, Første Mosebog, fortæller om årsagen til at vi ældes og dør, gør den det ikke som eventyret med et „der var engang“, men fortæller en beretning der bærer virkelighedens præg. Den fortæller om et virkeligt sted, Eden, og angiver ved hjælp af visse floder hvor omtrent det lå. To af disse, Eufrat (Frat) og Tigris (Hiddekel), kendes den dag i dag. (1 Mosebog 2:10-14) Tiden kan fastslås ved hjælp af Bibelens kronologi til året 4026 f.v.t., eller kort derefter. Endvidere er Bibelens beretning om at der til at begynde med var ét menneskepar, videnskabeligt set holdbar. Bogen The Races of Mankind siger:

„Bibelens fortælling om Adam og Eva, menneskeslægtens fader og moder, sagde for århundreder siden den samme sandhed som videnskaben har fundet frem til i dag: at alle jordens folkeslag tilhører samme familie og har en fælles oprindelse.“

Efter at have fortalt om hvordan de to første mennesker fik livet, viser den bibelske beretning at Skaberen, Jehova Gud, lod menneskene begynde deres tilværelse i et hjem der var som en naturpark. Han stillede dem i udsigt at de kunne leve et liv uden ende, samtidig med at han dog satte en betingelse herfor. Gud sagde til mennesket: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Det var et enkelt bud. Og dog, er dette ikke hvad vi måtte forvente? Mennesket Adam var alene på det tidspunkt. Livet var enkelt, ukompliceret. Der var ingen problemer i forbindelse med at opretholde livet. Der var intet pres fra et begærligt kommercielt system. Komplicerede love var ikke nødvendige til kontrol af syndige tilbøjeligheder hos det første menneske. Som et fuldkomment menneske havde Adam ingen syndige tilbøjeligheder.

Men selv om budet var enkelt, krævede det dog en moralsk standpunkttagen, og ulydighed mod det kunne få alvorlige følger. Hvis de to første mennesker var ulydige mod dette Guds bud, ville det betyde oprør mod ham som deres hersker. Hvorledes det?

Det var Guds forbud som gjorde det uret at spise af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“. Der var ikke noget giftigt ved frugten. Den var sund, og træet var bogstavelig talt „godt at spise af“. (1 Mosebog 3:6) Guds forbud angående træet betonede derfor simpelt hen at mennesket med rette var afhængigt af sin Skaber som dets hersker. Ved at være lydige kunne den første mand og kvinde vise at de respekterede Guds ret til at gøre kendt over for dem hvad der var „godt“, eller hvad han godkendte, og hvad der var „ondt“, eller hvad han fordømte. Ulydighed fra deres side ville derfor være ensbetydende med oprør mod Guds suverænitet.

Jehova Gud udtalte at straffen for et sådant oprør var døden. Var det for streng en straf? Har mange af verdens nationer ikke betragtet det som en ret de har, at de kan fastsætte dødsstraf for visse forbrydelser? Og dog kan disse nationer ikke give nogen liv eller opretholde deres liv uendeligt. Men det kan menneskets Skaber. Og det var fordi det var hans vilje at Adam og Eva blev til. (Åbenbaringen 4:11) Havde livets Giver og Opretholder derfor ikke ret til at bestemme at ulydighed mod ham ville blive straffet med døden? Jo, afgjort! Det var jo også ham alene der fuldt ud forstod hvor alvorlige de skadelige virkninger af at vise hans lov ulydighed ville være.

De to første mennesker, Adam og Eva, kunne, ved at adlyde dette forbud, have vist deres værdsættelse og taknemmelighed mod Gud for alt hvad han havde gjort for dem. En lydighed der udsprang af det rette motiv ville have hindret dem i at blive selviske og i at ringeagte deres velgører, Gud.

Budet var af en sådan natur som man kunne forvente det, når det var givet af en kærlig og retfærdig Gud. Det var ikke urimeligt. Han berøvede dem ikke nogen livsfornødenheder. Der var mange andre træer hvorfra de kunne få den nødvendige føde. Derfor havde hverken Adam eller Eva nogen grund til at føle et behov for frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“.

Beretningen viser imidlertid at Eva en dag da hun ikke var sammen med sin mand, blev offer for et bedrag og tog af den forbudte frugt.a Senere lykkedes det hende at få overtalt sin mand til at gøre det samme og bryde Guds lov. — 1 Mosebog 3:1-6.

Nu vil man måske hævde at Gud kunne have indtaget en tolerant holdning over for dette oprør fra de to første menneskers side. Man ville måske mene at han kunne have lukket øjnene for deres overtrædelse og undladt at straffe dem. Men ville det have været den bedste handlemåde? Er det ikke sandt at undladelse af at opretholde lov og orden blandt menneskene i dag har ført til manglende respekt for retfærdige love og til øget kriminalitet og vold? Hvis Gud havde undladt at straffe Adam og Eva for deres urette adfærd, ville det have givet dem og deres efterkommere mod til at gå videre i deres lovløshed. Det ville have gjort Gud medansvarlig for sådanne urette gerninger.

Endvidere ville overbærenhed have rejst tvivl om Guds ords pålidelighed. Det ville have fået det til at se ud som om han ikke mente hvad han sagde, og at hans love derfor kunne overtrædes ustraffet.

Det er derfor klart at det eneste rigtige Gud kunne gøre var at opretholde sin lov og lade de to første mennesker lide den straf som med rette tilkom dem efter deres bevidste, overlagte ulydighed. Man må ikke overse den omstændighed at der ikke er noget som helst vidnesbyrd om at de angrede. De viste intet tegn på en ændret hjertetilstand.

DEN GRUNDLÆGGENDE ÅRSAG — SYND

Ved deres oprør mod Gud afskar Adam og Eva sig selv fra det gode forhold til ham. De ejede ikke et uforgængeligt, udødeligt liv. Bibelen siger at Gud ved sin kraft ’bevirker at solen, månen og stjernerne består for evigt, til ubestemt tid’. (Salme 148:3-6, NW) På samme måde med de to første mennesker. Deres fortsatte liv afhang af Gud.

Ved at nægte at underordne sig Guds lov afskar Adam og Eva sig fra hans opretholdende kraft, og afskåret fra Gud var de nu uden hans ledelse. Til sidst førte synden, som havde gjort Adam og Eva fremmede for Gud, til deres død.

Efter deres overtrædelse imod Gud havde de imidlertid stadig en vældig livskraft i sig. Det ses af den historiske beretning som viser at Adam levede i 930 år. (1 Mosebog 5:5) Dog gik advarselen der var givet til Adam i opfyldelse: „Den dag, du spiser deraf [af træet til kundskab om godt og ondt], skal du visselig dø!“ For på den dag dømte Gud Adam til døden. — 1 Mosebog 2:17.

Som menneskehedens stamfader bragte Adam ved sin ulydighed ikke alene død over sig selv men også over sit ufødte afkom. Det er derfor Bibelen siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

Efter at have sat sin fuldkommenhed over styr kunne Adam ikke give den videre til sine efterkommere. Hans børn blev født ufuldkomne. Syndens virkning i hans legeme gjorde det umuligt for ham at få afkom uden synd og svaghed. Dette stemmer med Bibelens udtalelse i Job 14:4: „Kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!“ Årsagen til at mennesker i dag ældes og dør kan altså spores tilbage til synden som de har arvet fra Adam. Som hans afkom modtager de syndens løn — døden. — Romerne 6:23.

Hvad vil det så egentlig betyde? Er døden afslutningen på alle ens livsprocesser, eller er der en del af mennesket som lever videre? Er der en bevidsthed som fortsætter efter legemets død?

[Fodnote]

[Kort på side 28]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mange landes myter og sagn går tilbage til det gamle Babel

Grækenland

Babel

Afrika

Indien

[Illustration på side 32]

Ifølge Bibelen stillede Gud de første mennesker i udsigt af de kunne leve evigt

Kapitel 5

Hvad er „sjælen“ for noget?

HVAD ER DU? Er du i virkeligheden to personer i én? Har du et menneskeligt legeme med en hjerne, et hjerte, øjne, ører, tunge, og så videre, og har du også inden i dig en usynlig åndelig person som er fuldstændig adskilt fra din kødelige organisme og som kaldes „sjælen“? Hvis det er tilfældet, hvad sker der da når du dør? Er det blot dit legeme der dør, mens sjælen fortsætter med at leve? Hvordan kan du være sikker på dette?

Næsten alle religioner lærer at for menneskene er døden ikke afslutningen på al tilværelse. Det gælder ikke blot i de såkaldt kristne lande i Nord- og Sydamerika, Europa og Australien, men også i de ikke-kristne lande i Asien og Afrika. Bogen Funeral Customs the World Over (Begravelsesskikke verden over) bemærker: „I de fleste kulturer tror folk at der ved døden er noget som forlader legemet og som lever videre.“

Troen på sjælens udødelighed er meget fremtrædende i de ikke-kristne religioner. For eksempel omtaler den mest kendte af hinduernes hellige bøger, Bhagavad-Gita, specielt sjælen som udødelig. Den fremholder dette for at retfærdiggøre drab i krig, idet den siger:

„Disse kroppe dør,

siges det, af den evige, legemliggjorte (sjæl),

som er uforgængelig og uudgrundelig.

Derfor kæmp, søn af Bharata!

Hvem tror han er en dræber,

og hvem tror han er dræbt?

Begge forstår de ikke:

Han dræber ikke, dræbes ikke.

Han er ikke født, heller aldrig dør han;

hverken er han blevet til, ej heller vil han nogen sinde mere ophøre med at være til.

Ufødt, evig, uendelig, dræbes denne ældgamle

ikke når legemet dræbes.“

— Bhagavad-Gita, II, 18-20.

Men hvad er den sjæl der her tales om? Selv om hinduerne tror fuldt og fast på menneskesjælens udødelighed, beskriver de dens natur i vage vendinger. I værket Hinduism af Swami Vivekananda hedder det:

„Hinduen tror at hver sjæl er en cirkel hvis omkreds ingen steder er, selv om dens centrum befinder sig i legemet, og at døden kun betyder at dette centrum flyttes fra ét legeme til et andet. Sjælen er heller ikke bundet af stoffets tilstande. I selve sit væsen er den fri, ubundet, hellig, ren og fuldkommen. Men på en eller anden måde finder den sig selv bundet af stoffet og opfatter sig selv som stof.“

Hvad er den almindelige tro blandt kristenhedens kirkemedlemmer vedrørende sjælen? Professor Cullmann (fra det teologiske fakultet ved universitetet i Basel og ved Sorbonne i Paris) siger i bogen Unsterblichkeit der Seele oder Auferstehung der Toten? (Sjælens udødelighed eller De dødes opstandelse?)

„Hvis vi ville spørge en almindelig kristen i dag, protestant eller katolik, intellektuel eller ej, om hvad Det nye Testamente lærer om det enkelte menneskes lod efter døden, ville vi med få undtagelser få svaret: ’Sjælens udødelighed.’“

Hvis man spurgte kristenhedens kirkemedlemmer om „sjælens“ natur, ville deres svar ligeledes være holdt i vage, uklare vendinger. De har lige så lidt som de ikke-kristne en klar opfattelse af hvad en udødelig sjæl er. Dette giver anledning til at stille spørgsmålet: Lærer Bibelen at sjælen er en udødelig del af mennesket?

ER SJÆLEN UDØDELIG?

I Bibelen forekommer ordet „sjæl“ i mange bibeloversættelser som en gengivelse af det hebraiske ord neʹfesh og det græske ord psykheʹ. (Se for eksempel Ezekiel 18:4 og Mattæus 10:28 i den autoriserede danske oversættelse.) Begge ord, både det hebraiske og det græske, er også blevet oversat med „væsen“, „skabning“ og „person“. Selv om din bibel ikke konsekvent gengiver originalsprogets ord som „sjæl“ (sådan som det gøres i New World Translation), vil en undersøgelse af de skriftsteder hvori ordene neʹfesh og psykheʹ forekommer, hjælpe dig til at forstå hvad disse ord betød for Guds folk i gammel tid. Du kan således selv finde ud af hvad sjælens sande natur er.

Den første bog i Bibelen siger, dér hvor den beskriver det første menneskes, Adams, skabelse: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [neʹfesh, sjæl].“ (1 Mosebog 2:7) Læg mærke til at Bibelen ikke siger at ’mennesket fik en sjæl’, men at ’mennesket blev en levende sjæl’. — Se den gamle danske oversættelse af 1871, herefter betegnet som Gd.

Afviger den kristne lære som den var i det første århundrede, fra denne opfattelse af „sjælen“? Nej. I det der almindeligvis kaldes „Det nye Testamente“ citeres den ovennævnte udtalelse om Adams skabelse: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’“ (1 Korinter 15:45, da. aut.) I dette skriftsted findes på græsk ordet for „sjæl“, psykheʹ. Følgelig betegner i dette skriftsted det græske ord psykheʹ, på samme måde som det hebraiske neʹfesh, ikke en usynlig ånd der bor i mennesket, men selve mennesket. Med rette har derfor visse bibeloversættere valgt at bruge sådanne ord som „væsen“, „skabning“ og „person“ i deres gengivelse af Første Mosebog 2:7 og Første Korinterbrev 15:45.

Det er også bemærkelsesværdigt at udtrykkene neʹfesh og psykheʹ anvendes om dyr. Om skabelsen af havdyr og landdyr siger Bibelen: „Derpå sagde Gud: ’Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener [sjæle], og fugle flyve over jorden’ . . . Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener [sjæle], som vandet vrimler med . . . ’Jorden frembringe levende væsener [sjæle] efter deres arter: Kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter!’“ — 1 Mosebog 1:20-24.

En sådan omtale af dyr som værende sjæle findes ikke kun i Bibelens første bog. Fra den første til den sidste bog i Bibelen betegnes dyr fortsat som sjæle. Der siges således: „Derpå skal du udtage en afgift til [Jehova] fra krigerne, der har været i kamp, et stykke [en sjæl] af hver fem hundrede, både af mennesker, hornkvæg, æsler og småkvæg.“ (4 Mosebog 31:28; se den danske oversættelse af 1871) „Den retfærdige sørger for sit husdyrs sjæl [neʹfesh].“ (Ordsprogene 12:10, NW) „Hver levende Sjæl [psykheʹ] i Havet døde.“ — Åbenbaringen 16:3, autoriseret dansk oversættelse af 1907.

At ordet „sjæl“ anvendes om dyr er meget passende. Det er i overensstemmelse med det som menes at være grundbetydningen af det hebraiske neʹfesh. Man mener at dette ord stammer fra et rodord der betyder „at ånde“. Derfor er en sjæl i bogstavelig forstand „en der ånder“. Og dyr er i sandhed skabninger der ånder. De er levende, åndende skabninger.

Når ordene neʹfesh og psykheʹ anvendes om mennesker, gøres det igen og igen på en sådan måde at det er tydeligt at det er hele personen der menes. Vi læser i Bibelen at menneskesjæle fødes. (1 Mosebog 46:18; i dette skriftsted og i de følgende har grundteksten det hebraiske ord for sjæl, og ordrette oversættelser, for eksempel New World Translation, gengiver ordet med „sjæl“. Andre bibeloversættere har forstået at det er selve personen der menes, og de har derfor enten undladt at oversætte ordet for sjæl eller oversat det med person.) Den kan spise eller faste. (3 Mosebog 7:20; Salme 35:13, Gd) Den kan græde og vansmægte. (Jeremias 13:17; Jonas 2:8) En sjæl kan sværge, føle lyst og nære frygt. (3 Mosebog 5:4, NW; 5 Mosebog 12:20, Gd; Apostelgerninger 2:43) Et menneske kan kidnappe en sjæl. (5 Mosebog 24:7, NW) Sjælen kan blive forfulgt og lagt i lænker. (Salme 7:6; 105:18, norsk oversættelse) Er dette ikke alt sammen noget som gøres eller opleves af mennesker af kød og blod? Viser sådanne skriftsteder ikke klart at menneskesjælen er hele mennesket?

Talrige bibelforskere her i det tyvende århundrede, både katolikker, protestanter og jøder, er nået til denne konklusion. Læg mærke til deres kommentarer:

„Det berømte vers i Første Mosebog [2:7] siger ikke, som det ofte antages, at mennesket består af et legeme og en sjæl; det siger at Jahve formede mennesket af støv fra jorden og derpå gav den døde skikkelse liv ved at blæse livsånde ind i dens næsebor, så at mennesket blev et levende væsen, hvilket er alt hvad neʹfesh [sjæl] her betyder.“ — H. Wheeler Robinson fra Regent’s Park College, London, i Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, bind 41 (1923).

„Man må ikke opfatte mennesket som om det havde en sjæl: det er en sjæl.“ — E. F. Kevan, forstander for London Bible College, i The New Bible Commentary (1965), 2. udgave, side 78.

„Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde i N[y] T[estamente] betegner det liv som menneske: liv som et enkelt, bevidst menneske.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bind 13, side 467.

„Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“ — Dr. H. M. Orlinsky fra Hebrew Union College, citeret i New York Times, den 12. oktober 1962.

Forekommer det dig mærkeligt at lærde af forskellig religiøs overbevisning nu siger at sjælen er mennesket selv? Er det hvad du har lært? Eller har du lært at sjælen er en udødelig del al mennesket? I så fald, hvilken virkning har denne lære haft på dig? Har den fået dig til at ofre penge på religiøse formål, penge som du ellers ville have brugt til livsfornødenheder? Kan det være at din kirke har været uærlig i sin lære? Hvem har ret — kirken eller dens lærde?

Hvis de lærde har ret når de siger at sjælen er hele personen, personens kødelige legeme indbefattet, måtte vi forvente at Bibelen omtaler sjælen som dødelig. Gør den det? Ja, det gør den. Bibelen taler om at ’spare’, ’udfri’ og ’frelse’ en neʹfesh eller sjæl fra døden. (Salme 78:50, Gd; 116:8; Jakob 5:20, da. aut.) Vi læser også: „Lad os ikke slå hans sjæl ihjel.“ (1 Mosebog 37:21, NW) „Manddraberen som uforsætligt har slået en sjæl ihjel, skal flygte derhen.“ (4 Mosebog 35:11, NW) „Deres Sjæl dør hen i Ungdommen.“ (Job 36:14, Gd) „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4, 20.

Men er det muligt at originalsprogets ord i det mindste i nogle få skriftsteder hvor det er oversat med „sjæl“, beskriver noget der forlader legemet ved døden og er udødeligt? Hvad med følgende skriftsteder: „Og det skete, der hendes Sjæl for ud — thi hun døde — da kaldte hun hans Navn Ben-Oni.“ (1 Mosebog 35:18, Gd) „Min Gud, lad dog drengens sjæl vende tilbage!“ (1 Kongebog 17:21) „Vær ikke urolige; thi hans sjæl er i ham.“ (Apostlenes Gerninger 20:10, da. aut.) Viser disse steder ikke at sjælen er noget der eksisterer uafhængigt af legemet?

Det poetiske udtryk i Job 33:22 giver os en nøgle til at forstå disse steder. Her er „sjæl“ og „liv“ brugt parallelt, således at de to ord kan ombyttes uden at meningen forandres. Vi læser: „Hans sjæl kommer graven nær, hans liv de dræbende magter.“ Ud fra denne parallel kan vi se at ordet „sjæl“ kan betyde liv som en person, og derfor kan et udtryk som ’sjælen for ud’ simpelt hen betyde at livet ophørte.

Et eksempel: En mand siger at hans hund ’mistede livet’ da den blev kørt over af en lastbil. Mener han at dyrets liv forlod legemet og fortsatte med at eksistere? Nej. Han bruger simpelt hen et billedligt udtryk, som siger at dyret døde. Det samme gælder når vi siger om et menneske at det ’mistede livet’. Vi mener ikke at dets liv eksisterer uafhængigt af legemet. ’At miste sin sjæl’ betyder parallelt hermed ’at miste sit liv som en sjæl’, og indeholder ikke tanken om fortsat eksistens efter døden. Dette anerkendes af The Interpreter’s Dictionary of the Bible, som siger:

„Udtrykket ’bortgang’ i forbindelse med Nefesh [sjæl] må forstås som billedtale, for sjælen fortsætter ikke med at eksistere uafhængigt af legemet, men dør sammen med det (4 Mosebog 31:19;a Dommerne 16:30;b Ezekiel 13:19). Intet skriftsted i Bibelen giver os ret til at tale om at ’sjælen’ adskilles fra legemet i dødsøjeblikket.“

OPRINDELSEN TIL DENNE TRO

Det bibelske vidnesbyrd siger umiskendeligt at mennesket ikke har en udødelig sjæl men at det selv er en sjæl. Hvordan har da denne tro på en udødelig sjæl fundet ind i kristenhedens dogmer? I dag indrømmes det ærligt at dette er sket som følge af indflydelse fra den hedenske, græske filosofi. Professor Douglas T. Holden skriver i sin bog Death Shall Have No Dominion (Døden skal ikke råde):

„Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en blanding af ni dele græsk tankegang og én del kristen tankegang.“

Det katolske tidsskrift Commonweal indrømmer i sin udgave af 15. januar 1971 at tanken om en udødelig sjæl var et begreb som „den senere tids jøder og den første tids kristne havde arvet fra Athen“.

Hvem har skylden for denne blanding af hedensk og kristen tankegang? Er det ikke præsteskabet? Det er i hvert fald ikke kirkemedlemmerne som selv har fundet på denne lære, en lære som de lærde nu åbent indrømmer er ubibelsk.

Men hvor fik oldtidens grækere deres grundlæggende religiøse tanker fra? Som allerede påpeget er der stærke beviser for at grækernes og andre folkeslags religiøse begreber skyldes indflydelse fra babylonierne. Og med hensyn til babyloniernes tro vedrørende sjælen, da bemærk hvad The International Standard Bible Encyclopedia siger:

„Efter døden antog man at menneskesjælene fortsatte deres eksistens. . . . Ved graven anbragte babylonierne ofte ting som de døde kunne få brug for i deres nye tilværelse. . . . Der synes i den fremtidige verden at have fundet en inddeling af de døde sted efter rang. De der var faldet på slagmarken ser ud til at være blevet særligt begunstiget. De fik frisk vand at drikke, mens de der ingen efterkommere havde som satte ofre hen til dem ved deres grave, måtte lide nød og afsavn.“

Grækerne kunne således let have fået deres grundlæggende ideer om sjælens udødelighed fra Babylon, ideer som de græske filosoffer så byggede videre på.

Noget lignende synes at have fundet sted i forbindelse med de ikke-kristne religioner der stadig eksisterer i dag. For eksempel åbenbarer en sammenligning af den gamle civilisation i Indusdalen, hvor hinduismen er den fremherskende religion, med den man finder i Mesopotamien, tydelige ligheder. Man har fundet bygninger der ligner Mesopotamiens religiøse ziggurater, og billedskrifttegn der har stor lighed med gamle mesopotamiske former. Den kendte assyriolog Samuel N. Kramer siger på grundlag af sit studium at Indusdalen blev beboet af et folk som flygtede fra Mesopotamien da sumererne erobrede området. Det er derfor ikke svært at forstå hvor hinduismen har fået troen på en udødelig sjæl fra.

Vidnesbyrdene peger på Babylon som det oprindelige sted hvorfra troen på menneskesjælens udødelighed er udgået til jordens ender. Og ifølge Bibelen var det dér, i Babylon, at et oprør mod Gud fandt sted. Det i sig selv ville være grund nok til at se med skepsis på dogmet om en udødelig sjæl. Men glem ikke, som vi allerede har set, at denne lære også er i direkte modstrid med Bibelen.

Er ideen om at sjælen er udødelig ikke også i modstrid med hvad du personligt har iagttaget? Hvad sker der for eksempel når en mand bliver slået bevidstløs, besvimer eller bliver bedøvet på et hospital? Hvis hans „sjæl“ virkelig er noget der er adskilt fra legemet og er i stand til at fungere fornuftmæssigt, adskilt fra legemet, sådan at selv døden ikke berører dens virksomhed og funktioner, hvordan kan det så være at manden under en sådan periode med bevidstløshed er fuldstændig uvidende om hvad der foregår omkring ham? Hvordan kan det være at det er nødvendigt bagefter at fortælle ham hvad der er sket i det tidsrum? Hvis hans „sjæl“ kan se, høre, føle og tænke efter døden, som de forskellige religioner siger, hvorfor kan da noget der er langt mindre drastisk end døden, som for eksempel en periode med bevidstløshed, standse alle disse funktioner?

Og et dødt legeme, hvad enten det stammer fra et menneske eller fra et dyr, vender til sidst tilbage til jordens bestanddele. Intet ved døden så meget som antyder at der er en udødelig sjæl der lever videre.

VIRKNINGEN AF DOGMET OM SJÆLENS UDØDELIGHED

Hvad et menneske tror om sjælen er ikke uden betydning.

Læren om menneskesjælens udødelighed er blevet brugt til at dulme folks samvittighed i krigstid. Religiøse ledere har fået det til at se ud som om det at tage et liv ikke er så slemt, eftersom de dræbte jo ikke virkelig dør når det kommer til stykket. Og de som dør i kamp mod fjenden er blevet lovet salighed efter døden. Typisk er denne udtalelse som stod at læse i New York Times for 11. september 1950: „Sørgende forældre hvis sønner var blevet indkaldt eller genindkaldt til krigstjeneste fik i går i Sankt Patricks-katedralen at vide at døden på slagmarken er en del af Guds plan til befolkning af ’Himmeriget’.“ Den tanke der her udtrykkes, er kun lidt forskellig fra det de gamle babyloniere lærte om at de faldne i krigen opnåede særlige begunstigelser.

Den urigtige fremstilling af hvad Bibelen siger om sjælen, har således bidraget til at menneskeliv er blevet sat i lav kurs, og har også fået folk til at føle sig afhængige af de store religiøse systemer som falskeligt har hævdet at drage omsorg for deres sjæle.

Hvad vil du gøre nu du har kendskab til disse ting? Det er åbenbart at den sande Gud, den „trofaste Gud“, som han kaldes, og som hader løgn, ikke ser med velvilje på mennesker som klynger sig til organisationer der fører falsk lære. (Salme 31:6; Ordsprogene 6:16-19; Åbenbaringen 21:8) Og, oprigtig talt, ønsker du at være tilsluttet et religiøst samfund som ikke har været ærligt over for dig?

[Fodnoter]

[Illustration på side 40]

De er alle sjæle