Kapitel 6

Ånden der vender tilbage til Gud

HOS enhver som oprigtigt undersøger sagen burde der ikke være nogen tvivl om at det Bibelen kalder „sjælen“ ikke er en eller anden udødelig del af mennesket som fortsætter en bevidst tilværelse efter døden. Og dog er der nogle mennesker som, når de får forelagt de overvældende vidnesbyrd om sjælens sande natur, fremfører andre argumenter i et forsøg på at underbygge deres tro på at der er noget i mennesket som fortsætter livet efter døden.

Et skriftsted som ofte bruges er Prædikeren 12:7, der lyder: „Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ Den metodistiske teolog Adam Clarke skriver i sin Commentary om dette vers: „Her skelner vismanden tydeligt mellem legemet og sjælen: de er ikke ét og det samme; de er ikke begge materie. Legemet, som er materie, vender tilbage til støvet, som det kom fra; men ånden, som er immateriel, vender tilbage til Gud.“ På samme måde siger A Catholic Commentary on Holy Scripture: „Sjælen vender tilbage til Gud.“ Begge kommentarer antyder således at sjælen og ånden er det samme.

Det er imidlertid interessant at andre romersk-katolske og protestantiske forskere fremholder et helt andet synspunkt. I „Glossary of Biblical Theology Terms“ (Ordbog over bibelsk-teologiske udtryk), som findes i den katolske New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970), læser vi: „Når ’ånd’ bruges i modsætning til ’kød’, . . . er målet ikke at skelne mellem en materiel del og en immateriel del . . . ’Ånd’ betyder ikke sjæl.“ I Prædikeren 12:7 bruger denne oversættelse ikke ordet „ånd“, men udtrykket „livsånde“. Den protestantiske Interpreter’s Bible bemærker angående den der har skrevet Prædikerens bog: „Koheleth mener ikke at menneskets personlighed fortsætter med at eksistere.“ Kan vi i betragtning af sådanne modstridende konklusioner få korrekt oplysning om hvad ånden er og i hvilken forstand den vender tilbage til Gud?

I Prædikeren 12:1-7 skildres i et poetisk sprog hvordan det er at ældes og dø. Efter døden opløses legemet og bliver igen en del af jordens støv. „Ånden“, derimod, vender tilbage til Gud. Menneskets død er altså forbundet med at ånden vender tilbage til Gud, hvilket synes at vise at menneskets liv på en eller anden måde afhænger af denne ånd.

I grundteksten til Prædikeren 12:7 er det hebraiske ord der er oversat „ånd“ eller „livsånde“, ruʹach. Det tilsvarende græske ord er pneuʹma. Det er rigtigt nok at vort liv afhænger af åndedrættet, men det danske ord „ånde“ eller „livsånde“ (som flere oversættere ofte bruger når de skal gengive ruʹach og pneuʹma) er ikke altid velegnet som en anden mulig gengivelse i stedet for „ånd“. Endvidere er der et andet hebraisk og et andet græsk ord, nemlig n^eshamahʹ (hebraisk) og pnoeʹ (græsk) som oversættes med „ånde“ eller „livsånde“. (Se Første Mosebog 2:7 og Apostlenes Gerninger 17:25 i den danske autoriserede oversættelse.) Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt at når oversætterne bruger „ånde“ eller „livsånde“ i stedet for „ånd“, viser de at ordet på grundsproget gælder noget som ikke har personlighed men som er af betydning for livets fortsættelse.

HVAD ÅNDEN ER

At menneskets liv afhænger af ånden (ruʹach eller pneuʹma) siges tydeligt i Bibelen. Vi læser. „Du [Jehova] tager deres ånd [ruʹach], og de dør og vender tilbage til støvet.“ (Salme 104:29) „Legemet er dødt uden ånd [pneuʹma].“ (Jakob 2:26) Det er altså ånden som gør legemet levende.

Men denne levendegørende kraft er ikke blot åndedrættet eller livsånden. Hvorfor ikke? Fordi livet forbliver i legemets celler en kort tid efter at åndedrættet er ophørt. Det er derfor det kan hjælpe at give kunstigt åndedræt, og det er også derfor at forskellige organer kan transplanteres fra ét menneske til et andet. Men sådan noget må gøres hurtigt. For når først den kraft der giver liv til legemets celler er borte, er alle forsøg på at forlænge livet forgæves. Alverdens åndedræt kunne ikke genoplive blot én celle. I lyset af dette er det klart at „ånden“ er en usynlig kraft der er aktiv i hver eneste af menneskelegemets levende celler og giver dem liv.

Er denne kraft kun virksom i mennesket? Det Bibelen siger kan hjælpe os til at få et pålideligt svar. Om hvordan mennesker og dyr omkom i den jordomspændende vandflod fortæller Bibelen: „Alt i hvis næse livskraftens [kraft = ruʹach, ånd] ånde [n^eshamahʹ] var aktiv, nemlig alt hvad der var på den tørre jord, døde.“ (1 Mosebog 7:22, NW) I Prædikeren 3:19 kommer den samme grundlæggende tanke vedrørende døden frem: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd [ruʹach] har de alle; mennesket har intet forud for dyrene.“ Menneskene er derfor ikke dyrene overlegne med hensyn til den ånd der giver dem liv. De har den samme usynlige ånd eller kraft der giver liv, fælles.

På en måde kan ånden eller kraften der giver både dyr og mennesker liv, sammenlignes med den elektriske strøm i en motor eller maskine. Den usynlige elektricitet udnyttes for at få forskellige funktioner udført, afhængigt af hvilken maskine den virker i. I en ovn frembringer den varme; ved hjælp af en ventilator frembringer den vind; en regnemaskine løser opgaver; og et fjernsynsapparat gengiver billeder, stemmer og andre lyde. Den samme usynlige kraft som frembringer lyd i ét apparat, kan frembringe varme i et andet, og foretage matematiske udregninger i et tredje. Men antager den elektriske strøm nogen sinde de ofte indviklede egenskaber som maskinerne har? Nej, den forbliver simpel elektricitet — en kraft eller form for energi.

På samme måde har både mennesker og dyr „en og samme ånd“, én kraft som giver dem liv. Ånden som sætter mennesket i stand til at leve og virke, er ikke på nogen måde anderledes end den ånd som gør det muligt for dyrene at leve og virke. Ånden beholder ikke de egenskaber som de døde legemers celler havde. For eksempel beholder ånden ikke de oplysninger der var oplagret i hjernens celler, således at tankeprocesserne fortsætter, adskilt fra disse celler. Bibelen siger: „Hans ånd [ruʹach] går bort, han bliver til jord igen, hans råd [tanker, NW] er bristet samme dag.“ — Salme 146:4.

Når det er tilfældet, kan dét at ånden eller ruʹach vender tilbage til Gud, ikke betyde at den bevidste tilværelse fortsætter. Ånden fortsætter ikke menneskets tankeprocesser. Den er kun en kraft som ikke har nogen bevidst tilværelse skilt fra et legeme.

HVORDAN ÅNDEN VENDER TILBAGE TIL GUD

Hvordan vender da denne usynlige, upersonlige kraft eller ånd tilbage til Gud? Vender den tilbage til hans bogstavelige nærværelse i himmelen?

Den måde Bibelen bruger ordet „vende tilbage“ på, kræver ikke at vi i hvert enkelt tilfælde tænker på en egentlig bevægelse fra ét sted til et andet. Til de utro israelitter blev der for eksempel sagt: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ (Malakias 3:7) Det samme hebraiske ord er her oversat med „vende om“. Det er klart at israelitterne ikke skulle forlade jorden og rent bogstaveligt komme til Gud. Det betød heller ikke at Gud ville forlade sit sted i himmelen og begynde at bo på jorden hos israelitterne. Nej, at israelitterne skulle „vende om“ eller „vende tilbage“ til Jehova, betød at de skulle vende sig bort fra en uret kurs og på ny følge Guds retfærdige vej. Og at Jehova ville „vende om“ eller „vende tilbage“ til Israel, betød at han igen ville rette sin opmærksomhed mod sit folk og vise det gunst. I begge tilfælde var der tale om at ændre holdning, og ikke om bogstaveligt at flytte sig fra ét geografisk sted til et andet.

Som et tilsvarende eksempel kan nævnes ordet „at overføre“. Det behøver ikke at betyde at en eller anden ting virkelig afleveres og modtages. Som eksempel kan bruges det tilfælde at jernbanerne i et bestemt land går over fra at være et privat foretagende til at være et statsforetagende. Når en sådan overførsel finder sted, vil jernbanemateriellet og endog alle arkiver og optegnelser forblive hvor de er. Det er myndigheden over dem der skifter hænder.

Sådan er det også med ånden eller kraften der giver liv. Ved døden behøver en virkelig bevægelse fra jorden til den himmelske region ikke at finde sted for at ånden kan ’vende tilbage til Gud’. Men den gave at være til som en fornuftbegavet skabning, en gave som den døde engang ejede, er nu igen i Guds hænder. Det som er nødvendigt for at give personen liv, nemlig ånden eller kraften, er i Guds hænder. — Salme 31:6; Lukas 23:46.

Situationen kan sammenlignes med den som en anklaget befinder sig i når han siger til dommeren: „Mit liv er i Deres hænder.“ Han mener at dommeren nu kan bestemme hvad der skal ske med hans liv. Den anklagede har ikke noget at sige. Sagen er ikke længere i hans hænder.

På samme måde med en der er død. Han har ikke mere noget at sige over sin ånd eller den kraft der giver liv. Den er vendt tilbage til Gud i den forstand at det nu er Gud der bestemmer over vedkommendes fremtidige liv. Det er Gud der må afgøre om den døde skal have ånden eller livskraften igen.

Udelukker dette nødvendigvis enhver mulighed for liv efter døden? Er der ikke noget andet at tage i betragtning?

HVORDAN MED GENFØDSEL ELLER REINKARNATION?

Millioner af mennesker i forskellige religioner, hvad enten de kalder sig kristne eller ikke-kristne, tror at hvert enkelt menneske har haft et liv før det nuværende, og at livet fortsætter efter døden. Selv om opfattelserne varierer meget, er der enighed om at der er en eller anden del af mennesket som fødes igen, reinkarneres, i et andet legeme.

I A Manual of Buddhism (En håndbog i buddhisme) fremføres følgende argument for troen på en genfødsel: „Undertiden oplever vi noget mærkeligt som kun kan forklares med at vi er blevet genfødt. Hvor ofte møder vi ikke mennesker som vi aldrig har truffet før, men som vi inderst inde føler er os ret bekendte? Og hvor ofte har vi ikke besøgt steder hvor vi aldrig har været før, men hvor vi alligevel har en stærk fornemmelse af at her kender vi omgivelserne fuldstændigt?“

Har du nogen sinde oplevet sådan noget? Har du, efter at have mødt et menneske som du aldrig har set før, undertiden haft den fornemmelse at du har kendt vedkommende i lang tid? Hvordan kan dét forklares?

På mange punkter kan folk ligne hinanden. Måske, når du har tænkt dig om, bliver du klar over at den person det drejer sig om, har visse træk og egenskaber som du også finder hos en slægtning eller en ven.

På samme måde med et sted. Du har måske boet i en bestemt by eller set billeder af den, og så, når du besøger en anden by, bemærker du visse ting der minder om den første, og du føler at du ikke virkelig befinder dig i fremmede omgivelser.

Er det derfor ikke mest fornuftigt at slutte at denne følelse af at være kendt med personer og steder som man ikke før har set, ikke skyldes noget man har oplevet i et tidligere liv, men noget man har oplevet i det nuværende liv? Unægtelig, for hvis alle mennesker virkelig havde levet før, ville de så ikke alle være klar over det? Hvorfor er der så millioner som ikke har den ringeste fornemmelse af eller idé om at de har levet et tidligere liv? Og hvordan skulle et menneske kunne undgå fejltagelser som det har begået i sit tidligere liv, hvis vedkommende ikke engang kan huske at han har levet før? Til hvilken nytte ville et sådant tidligere liv da være?

Nogle giver måske den forklaring at ’livet ville være en byrde hvis folk kendte detaljerne i deres tidligere liv’. Det er den tanke Mohandas K. Gandhi giver udtryk for, idet han siger: „Det skyldes naturens godhed at vi ikke husker de gange vi er blevet født før. Hvilket gode skulle det være at kunne huske i enkeltheder de utallige gange vi er blevet født? Livet ville være en byrde hvis vi skulle bære på en så uhyre mængde af minder. Et viist menneske glemmer bevidst mange ting, ligesom en sagfører glemmer sine retssager og deres detaljer så snart han er færdig med dem.“ Det er en interessant forklaring, men hviler den på et solidt grundlag?

Det er rigtigt at vor evne til at genkalde os det vi har oplevet er begrænset; men det er afgjort ikke sådan at vi overhovedet intet kan huske om det. En sagfører glemmer måske detaljerne i en bestemt sag, men den erfaring han opnåede ved at tage sig af sagen, er dog blevet en del af hans kundskabsfond. Det ville i sandhed være en stor ulempe for ham hvis han glemte alt. Og desuden, hvad foruroliger folk mest — en dårlig hukommelse eller en god hukommelse? Er en gammel mand som har en god evne til at genkalde sig det han har lært og erfaret, ikke langt bedre stillet end en gammel mand som praktisk talt har glemt alt?

Ja, hvilken „godhed“ ville det være om vi måtte lære alting på ny, alt hvad vi før havde lært i et tidligere liv? Ville du anse det for „naturens godhed“ hvis du hver gang der var gået ti år af dit liv, glemte praktisk talt alt hvad du vidste og måtte begynde på ny med at lære et sprog og derpå opbygge et fond af viden og erfaring, for så igen at få det hele udvisket? Ville det ikke være fortvivlende? Ville det ikke betyde vældige tilbageskridt? Forestil dig så at det skete for hvert halvfjerdsindstyvende eller firsindstyvende år? Kan du forestille dig at en kærlig Gud kunne have gjort en sådan ordning med genfødsler til en del af sin hensigt med menneskeheden?

Mange som accepterer læren om reinkarnation tror at de der lever et slet liv, næste gang bliver født i en lavere kaste eller som et insekt, en fugl eller et dyr. Men hvordan kan det da være at der er en så vældig befolkningstilvækst blandt menneskene nu, på en tid hvor kriminalitet og vold øges som aldrig før? Og hvordan kan det være at de der tilhører selv den laveste kaste, klarer sig så godt når blot de får lejlighed til at få en uddannelse? For eksempel fortalte New York Times for 26. oktober 1973 om en sekstenårig pige fra en lav kaste, at hun var den dygtigste pige i skolen i Kallipashim i Indien. Hun var dygtigere end en pige fra den højeste kaste, en brahman. Hvordan kan dette forklares? Er det ikke tydeligt at læren om reinkarnation ikke på tilfredsstillende måde kan forklare sådanne ting?

Tænk også på den frugt som denne lære har båret. Har den ikke afskåret mange mennesker fra en værdig tilværelse, tvunget dem til at tjene som tyende eller at arbejde under de dårligste betingelser, med ringe mulighed for at forbedre deres lod i livet gennem en uddannelse?

LÆRER BIBELEN REINKARNATION?

Men nogle vil måske pege på at logiske indvendinger ikke nødvendigvis udelukker den mulighed at der er en reinkarnation. Deres svar på de ovenfor fremførte argumenter er måske: „Selv Bibelen lærer om en genfødsel. Det er blot en af de mange ting som mennesker ikke fuldt ud kan forklare.“

Eftersom de der tror på reinkarnationen nu fører Bibelen ind i drøftelsen, vil vi gerne overveje hvad den siger. Hvilke bibelske beviser er der for troen på reinkarnation? Bogen What Is Buddhism? (Hvad er buddhisme?) svarer: „For den kristne læser vil vi pege på at [læren om reinkarnation] er klart til stede i de forvanskede brudstykker af Kristi lære som stadig eksisterer. Overvej for eksempel de meget udbredte rygter om at han skulle være Johannes Døber, Jeremias eller Elias, der var kommet igen (Mattæus xvi, 13-16). Selv Herodes syntes at mene at han var ’Johannes Døber der var opstået fra de døde’.“

Hvordan forholder det sig med sådanne argumenter? Hævdede Jesus Kristus selv at han var Johannes Døber, Jeremias eller Elias? Nej, det var mennesker der ikke accepterede Jesus som det han virkelig var, nemlig den lovede Messias eller Kristus, der kom med disse påstande. Jesus kunne simpelt hen ikke have været Johannes Døber, for da Jesus var omkring tredive år blev han, der var yngre end Johannes, døbt af Johannes. (Mattæus 3:13-17; Lukas 3:21-23) Når kong Herodes fremsatte den urimelige tanke at Jesus skulle være Johannes Døber der var opstået fra de døde, var det et udslag af den store skyldfølelse han havde fordi han havde henrettet Johannes.

Men er der ikke nogen direkte udtalelser af Jesus Kristus der bliver brugt som støtte for troen på reinkarnation? Jo, der er én udtalelse. Ved en lejlighed forbandt Jesus Kristus Johannes Døber med den gamle hebraiske profet Elias, idet han sagde: „Elias [er] allerede . . . kommet, men de kendte ham ikke og gjorde med ham hvad de ville. . . . Så forstod disciplene at han talte til dem om Johannes Døber.“ (Mattæus 17:12, 13) Da Jesus sagde: „Elias [er] allerede . . . kommet,“ mente han da at Johannes Døber var Elias der var blevet født på ny?

Svaret på dette spørgsmål må fastslås på grundlag af hvad Bibelen som et hele siger. Der var mange jøder på Jesu tid som mente at Elias bogstaveligt ville komme igen. Og Malakias’ profeti pegede frem til den tid da Jehova Gud ville sende profeten Elias. (Malakias 4:5) Johannes Døber betragtede imidlertid ikke sig selv som Elias i egen person, eller som en reinkarnation af den hebraiske profet. Ved en lejlighed spurgte nogle jøder ham: „Er du Elias?“ Johannes svarede: „Det er jeg ikke.“ (Johannes 1:21) Det var imidlertid blevet forudsagt at Johannes skulle gå foran Messias og berede vejen for ham „med Elias’ ånd og kraft“. (Lukas 1:17) Da Jesus forbandt Johannes Døber med Elias, viste han derfor blot hvordan profetien blev opfyldt på Johannes, der gjorde et lignende arbejde som fortidens Elias.

Et andet sted i Bibelen som tilhængerne af reinkarnationslæren henviser til, er Romerbrevet 9:11-13: „Da de [Isak og Jakob] endnu ikke var født og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der nemlig, for at Guds forsæt med hensyn til udvælgelsen kunne forblive afhængigt, ikke af gerninger, men af den som kalder, sagt til [Rebekka]: ’Den ældste skal trælle for den yngste.’ Sådan som der står skrevet [i Malakias 1:2, 3]: ’Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.’“ Viser dette sted at udvælgelsen som Gud foretog, var baseret på hvad Jakob og Esau havde gjort i en tidligere tilværelse, før de blev født af Rebekka?

Lad os læse skriftstedet igen. Læg mærke til at der tydeligt siges at udvælgelsen blev foretaget af Gud før nogen af dem havde gjort noget godt eller ondt. Gud havde altså ikke udvalgt dem på grundlag af gode gerninger de havde gjort i et tidligere liv.

På hvilket grundlag kunne Gud da træffe et valg før drengene blev født? Bibelen viser at Gud er i stand til at iagttage et menneskefoster og derfor kender de arvelige anlæg før et menneske fødes. (Salme 139:16) Gud gjorde brug af denne forudviden og så hvordan de to drenge i store træk ville blive med hensyn til temperament og personlighed, og han kunne således vælge den af dem som det ville være bedst at give en større velsignelse. Det omdømme de to drenge skabte sig med deres livsførelse, bekræftede visdommen i Guds valg. Det viste sig at Jakob interesserede sig for det åndelige og lagde tro på Guds løfter for dagen, mens Esau var materialistisk indstillet og manglede værdsættelse af det hellige. — Hebræerne 11:21; 12:16, 17.

Med hensyn til apostelen Paulus’ citat fra Malakias om at Gud ’elskede Jakob’ og ’hadede Esau’, har dette også at gøre med Jehovas syn på dem på grundlag af deres arvelige anlæg. Malakias har nedskrevet disse ord flere hundrede år efter deres død, men udtalelsen bekræfter hvad Gud havde sagt om drengene før deres fødsel.

Endnu et eksempel: Nogle henviser til et spørgsmål som Jesu disciple stillede, og bruger det som støtte for reinkarnationslæren. Disciplene spurgte vedrørende en mand der var født blind: „Hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?“ (Johannes 9:2) Viser disse ord ikke at manden må have haft en tidligere tilværelse?

Nej! Jesus afviste enhver tanke om at manden havde syndet før han blev født, ja endnu mens han udviklede sig som barn i moders liv. Jesus sagde: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.“ (Johannes 9:3) Det vil sige at ufuldkommenhed og skavanker hos mennesker, som for eksempel denne mands blindhed, gav anledning til at Guds gerninger i form af en mirakuløs helbredelse kunne blive gjort kendt. Hvis der aldrig nogen sinde var blevet født en blind, ville mennesker aldrig have fået kendskab til at Jehova kunde give en blindfødt synet igen. Jehova Gud har tilladt at en syndig menneskehed er blevet til, og dens ufuldkommenheder og skavanker har givet ham mulighed for at vise hvad han kan gøre for den.

Der er måske nogle steder i Bibelen som visse mennesker mener støtter tanken om reinkarnation, men en nærmere undersøgelse viser at det ikke forholder sig sådan. Intet sted i Bibelen nævnes reinkarnation eller sjælevandring eller den tanke at ånden eller noget andet overlever legemets død. Nogle har prøvet at ’læse’ tanken om reinkarnation ’ind’ i Bibelen. Men det er ikke en bibelsk lære.

Bibelen viser klart at den bevidste tilværelse ikke fortsætter ved hjælp af en sjæl eller en ånd der forlader legemet ved døden. Da Gud dømte det første menneske til døden på grund af ulydighed, stillede han det ikke nogen genfødsel eller reinkarnation i udsigt. Han sagde til Adam: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du tager; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mosebog 3:19) Ja, mennesket skulle vende tilbage til jordens livløse støv.

Skal vi da forstå det sådan at dette liv er alt? Eller er der en mulighed for at nogle på anden måde kan få liv igen i fremtiden? Er det i denne forbindelse nødvendigt for de levende at hjælpe de døde, eller er de døde afskåret fra enhver hjælp fra de levende?

[Illustration på side 51]

Ånden kan sammenlignes med en elektrisk strøm, der leverer kraft til mange ting, men ikke antager tingenes egenskaber

Kapitel 7

Trænger de døde til din hjælp?

„AT TJENE dem der nu er døde som om de var i live,“ siger et gammelt kinesisk ordsprog, „er den højeste form for sønlig pietet.“ Hvis de døde virkelig lever videre på et andet plan og kan få gavn af de overlevendes tjeneste her på jorden, ville det være kærligt at vise dem denne omsorg.

Naturligvis er der mange der blot mekanisk holder de gamle traditioner, skønt de ikke virkelig tror på et fortsat liv efter døden. Men andre er overbevist om at de døde har brug for deres hjælp.

Millioner af mennesker i store dele af Asien og Afrika tror at de i hele deres liv bør hylde og ære de døde forfædre. Foran deres afdøde slægtninges slægtstavler brænder de røgelse, beder, anbringer blomster og stiller endog mad frem. De tror at en sådan pietet hjælper de døde til at få et godt liv i den næste tilværelse og forebygger at de bliver fjendtligsindede ånder.

Det er især i forbindelse med sørgetiden og begravelsen at de efterladte gør sig kostbare anstrengelser for at hjælpe de afdøde. Følgende traditionelle handlinger blev i orienten udført efter at en kendt regeringsrådgiver var død:

Buddhistpræster tog sig af ritualerne. Fyrværkeri blev brændt af for at jage onde ånder bort. Rispapir med bønner blev brændt i den tro at det ville gavne den døde mands ånd. Mad, drikke og tobak blev anbragt nær liget så at ånden kunne nyde disse ting så snart den havde lyst til det.

Derefter blev liget anbragt i en kiste som forblev i et rum i kapellet i niogfyrre dage. I seks dage sørgede den ældste søn der. På den syvende dag kom han hjem for at sove, tage bad og skifte tøj. Perioden på seks dage med sorg og en dag med hvile blev gentaget til alle niogfyrre dage var gået. Praktisk talt uden afbrydelse blev der i hele perioden afbrændt fyrværkeri, mens der blev spillet på fløjter, trommer og larmende bækkener alle døgnets timer.

På den niogfyrretyvende dag fandt den imponerende begravelsesmarch sted. Orkestre spillede. Langs ruten blev fyrværkeri, der var anbragt på telefonpæle, lysmaster og træer, brændt af. Mad, drikke og tobak blev anbragt på altre, og papir med bønner, såvel som røgelsespinde blev brændt i de små helligdomme der var opstillet langs ruten. Flade vogne med figurer af papir, flitterguld og bambus gjorde optoget endnu mere farverigt. Mange af de sørgende bar papirlamper, og formålet med disse lamper var at oplyse vejen for den døde mands ånd. Ved graven blev de smukke papirfigurer, der forestillede slotte, flyvemaskiner, skibe, hære, tjenere og meget andet, brændt.

Når det drejer sig om mindre kendte personer som ikke er så velhavende, følges samme fremgangsmåde, blot i mindre målestok. For eksempel brændes der færre og mindre kunstfærdige papirfigurer.

Det er troen på skærsilden der ligger til grund for afbrændingen af sådanne figurer af papir. Efter et menneskes død tror man at ånden vandrer om i skærsilden i to år og har brug for hjælp for at komme til himmelen. De ofre der bringes i form af papirfigurerne skal vise at den døde har ført et godt liv og har alt hvad han behøver for at kunne leve i den næste verden. Når det er sådan, tror mange kinesere, vil hans ånd blive udfriet fra skærsilden noget tidligere.

Hvad mener du om sådanne indviklede og kostbare ceremonier? Ville du tage del i dem eller i lignende skikke? Hvis du ville det, hvorfor da?

Hvis du tror at de døde har brug for din hjælp, hvilket bevis har du da for at der er noget bevidst som overlever legemets død? Hvad overbeviser dig om at de midler der bruges for at hjælpe de døde, virker? Hvordan kan man for eksempel bevise at papirlamperne oplyser vejen for en ånd, at fyrværkeriet jager de onde ånder bort, og at de brændte papirfigurer kan hjælpe den afdødes ånd til at få adgang til himmelens salighed? Hvilket grundlag er der for at tro at sådanne ting virkelig hjælper de afdødes ånder?

Måske de religiøse ceremonier der udføres til gavn for de døde er helt anderledes dér hvor du bor, men er der nogen der til din tilfredshed kan bevise at det der gøres medfører gode resultater?

Det er også værd at overveje hvor megen retfærdighed og rimelighed der er i disse bestræbelser for at hjælpe de døde. De der er meget rige kan naturligvis købe langt mere fyrværkeri, mange flere papirfigurer eller andet som menes at hjælpe de døde. Men hvad med den fattige? Han har måske ført et godt liv, men han er dårligt stillet hvis ingen gør noget efter hans død. Og den fattige der køber noget for at hjælpe de døde, mærker dette som en tung økonomisk byrde mens den rige kun berøres lidt.

Hvad mener du om en sådan åbenbar partiskhed? Føler du dig tiltrukket af en gud der begunstiger de rige fremfor de fattige uden at tage hensyn til hvad de er som mennesker? Bibelens Gud viser ikke en sådan partiskhed. Om ham siger Bibelen: „Der er ikke partiskhed hos Gud.“ — Romerne 2:11.

Antag nu at et menneske får øjnene op for at de religiøse ceremonier der skulle være til gavn for de døde, er fuldstændig værdiløse og ude af harmoni med den upartiske Guds vilje. Ville det nu være fornuftigt af ham at tage del i dem, blot for traditionens skyld og for at undgå at skille sig ud fra sine naboer? Er det fornuftigt at støtte religiøse ceremonier som man betragter som bedrag? Er det rigtigt at gå med til noget som begunstiger de rige og lægger byrder på de fattige?

KRISTENHEDENS TRO PÅ SKÆRSILDEN

Den tro at de døde har brug for hjælp for at komme ud af skærsilden er ikke begrænset til ikke-kristne religioner. New Catholic Encyclopedia siger:

„Sjælene i skærsilden kan hjælpes gennem fromme gerninger som bønner, køb af afladsbreve, almisser, faste og ofre. . . . Selv om man ikke kan diktere at Gud skal lade ens gerningers sonende værdi komme de fattige sjæle til gode, kan man sandelig håbe at Gud vil høre ens bønner og hjælpe de lidende medlemmer af kirken.“

Hvor stærk en garanti har man for at sådanne bestræbelser gavner? Det citerede leksikon fortsætter:

„Om disse gode gerninger bringes i anvendelse afhænger af ens bønner til Gud, og derfor er der ikke nogen absolut vished for at ens bønner hjælper én bestemt sjæl i skærsilden, eller en hvilken som helst af dem, her og nu. Men Guds barmhjertighed og kærlighed over for sjælene i skærsilden vil, da de allerede står ham nær, ganske afgjort bevæge ham til at fremskynde deres udfrielse fra renselsesperioden når de troende på jorden opsender deres bønner om dette.“

Der gives således ingen virkelig forsikring om at det man gør til gavn for dem man tror er i skærsilden, virkelig udretter noget. Der er heller intet grundlag for at give en sådan forsikring, for Bibelen gør det ikke. Den indeholder end ikke ordet „skærsild“. New Catholic Encyclopedia siger rent ud: „Når alt kommer til alt, er det katolske dogme om skærsilden grundlagt på traditionen, ikke på Den hellige Skrift.“ — Bind 11, side 1034.

Det er sandt at en tradition ikke nødvendigvis er dårlig. Men denne bestemte tradition er ikke i harmoni med Guds ord. Bibelen lærer ikke at „sjælen“ lever videre efter legemets død. Derfor kan den naturligvis ikke gennemgå en renselsesperiode i skærsilden. De ord Jesus Kristus udtalte til de jødiske religiøse ledere kan derfor med rette henvendes til dem der lærer dogmet om skærsilden: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition. I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Mattæus 15:6-9.

Betragt nu også, i lyset af hvad Bibelen lærer, de midler der bruges for at hjælpe dem der er i skærsilden. Som bemærket i New Catholic Encyclopedia er bøn en af de fromme gerninger som siges at kunne hjælpe sjælene i skærsilden. Om sådanne bønner siger brochuren Assist the Souls in Purgatory (Hjælp sjælene i skærsilden), udgivet af Benediktinerklosteret for Den evige Tilbedelse:

„En kort og inderlig bøn er ofte af større værdi for de arme sjæle end en langtrukken andagt uden medleven. Utallige er de korte bønner der har form som et udbrud og som kirken skænker aflad for, og de kan alle bruges til gavn for de arme sjæle. . . . Hvor let kan vi ikke mangfoldiggøre disse små brændende bønner som vi opsender i dagens løb mens vi går fra hverv til hverv, og endog mens vore hænder er travlt optaget af arbejde! . . . Hvor mange sjæle kunne vi ikke skaffe lindring eller udfrielse fra skærsilden hvis vi ofte i løbet af dagen bad denne korte afladsbøn som kirken har for de henfarne: ’Giv dem evig hvile, o Herre, og lad vedvarende lys skinne på dem. Måtte de hvile i fred. Amen.’ (Aflad i 300 dage hver gang. ’Manual of Indulgences’ [Håndbog om Aflad], 582.) Hvis vi med inderlig fromhed gentager de hellige navne ’Jesus, Maria, Josef’ opnås syv års aflad hver gang.“

Forekommer det dig ikke mærkeligt at det at gentage tre navne skulle være otte gange så virkningsfuldt som en betydelig længere bøn der består af nitten ord? Og bryder Gud sig om at en bøn fremsiges igen og igen? Om dette har Jesus Kristus sagt: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. I må altså ikke blive ligesom de.“ — Mattæus 6:7, 8.

I stedet for at fremsige udenadlærte sætninger igen og igen, opmuntrer Bibelen os til i vore bønner at sige hvad der ligger os på hjerte.

Man må ikke overse den rolle som penge spiller i forbindelse med dogmet om skærsilden. Det bliver måske fremført at kirken ikke har læren fordi den er interesseret i at få penge. Men det ændrer dog ikke det faktum at de religiøse samfund der holder fast ved dogmet om skærsilden, med glæde modtager pengebidrag. Ingen er nogen sinde blevet kritiseret af kirken fordi de prøver at købe sig selv eller andre ud af skærsilden. Ingen har nogen sinde af kirken fået det råd at det ville være bedre at bruge de begrænsede midler man havde, til livsfornødenheder. I århundreder har rige såvel som fattige fyldt de religiøse samfunds pengekister i håb om derved at få reduceret den tid de selv eller deres kære skulle opholde sig i skærsilden. Forfatteren Corliss Lamont skriver i sin bog The Illusion of Immortality (Udødelighedens illusion):

„De religiøse ceremonier der har tilknytning til de døde, har betydet en umådelig rigdom for kirken. Dette har især været tilfældet i den romersk-katolske kirke og i den østlige, ortodokse kirke, hvor man lægger megen vægt på messer, bønner og andre tjenester til gavn for de døde, de døende og alle dem der overhovedet bekymrer sig om deres fremtidige tilstand.

Siden middelalderens begyndelse har den katolske kirke, alene ved at sælge afladsbreve, tilegnet sig vældige summer fra både rige og fattige. Disse afladsbreve, som kan købes for penge, almisser eller andre former for gaver, udvirker at ens egen sjæl eller en afdød slægtnings eller vens sjæl bliver sparet for hele eller en del af sin tilmålte straf i skærsilden. . . . I Rusland samlede den ortodokse kirke sig enorme rigdomme ved lignende forbønner for de døde. Foruden den stadige indtægt fra arbejdere og bønder der var ivrige efter at mildne den guddommelige gengældelse, skænkede mange medlemmer af adelstanden og overklassen pengesummer til klostre og kirker på betingelse af at der daglig blev bedt bønner for deres henfarne sjæle.“

Hvis det var sandt at sådanne materielle gaver gavnede de døde, ville det betyde at Gud var interesseret i penge. Men han behøver ingens penge eller andre materielle ejendele. Gennem den inspirerede salmist siger Gud: „Jeg tager ej tyre fra dit hus eller bukke fra dine stalde; thi mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!“ — Salme 50:9-12.

Nej, alverdens rigdomme kan ikke hjælpe en død. Penge og materielle ejendele kan ikke engang frelse ham fra at dø. Som Bibelen siger: „De, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ — Salme 49:7-10.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det er ubibelsk at prøve at hjælpe de døde. Den lære at de døde kan hjælpes af de levende har kun lagt en tung byrde på folk. Kundskab fra Guds ord, derimod, befrier en for denne falske idé. Dette kan give os en virkelig tilskyndelse til, mens vore slægtninge endnu er i live, at gøre vort bedste for at få dem til at føle at der er brug for dem, at de er elskede og ønskede. Når de er døde er det for sent at prøve at indhente hvad man har forsømt med hensyn til at vise godhed og omsorg.

[Illustration på side 64]

Et taoistisk ritual som skal udfri sjælen fra skærsilden

[Illustration på side 65]

Et katolsk ritual som skal hjælpe sjælene i skærsilden

Kapitel 8

Behøver man at frygte de døde?

DET er ikke enhver der betragter de døde som nogle der trænger til hjælp. Endnu mere udbredt er den tro at det er de levende der trænger til hjælp — nemlig i form af beskyttelse mod de døde. Når det er mørkt undgås kirkegårde ofte. Mærkeligt nok bliver selv slægtninge og venner som man holdt af da de levede, efter deres død betragtet som nogle man skal nære frygt og rædsel for.

Blandt indianerne der bor i det centrale Chiapas’ bjerge i Mexico brænder man rød peber på begravelsesdagen. Det gør man i håb om at den ubehagelige røg vil drive den afdødes sjæl ud af huset.

Nogle steder i Europa åbner folk hurtigt alle døre og vinduer så snart et dødsfald er indtruffet. Det gør man for at „befri“ sjælen. For at ingen skal blive ramt af forbandelse anbringer et medlem af familien den dødes hænder over hans hjerte, og man lukker den dødes øjne med mønter.

Når en buddhist i Mongoliet dør i et telt, tager man ikke den dødes legeme ud gennem teltets almindelige åbning. Man laver en anden åbning i teltet, og når legemet er taget ud, lukkes denne åbning igen. Eller man anbringer et net af strå foran den almindelige dør, og når liget er båret ud, brændes nettet af strå. Formålet med denne handling er at forebygge at den dødes ånd vender tilbage til boligen og skader de levende.

I mange dele af Afrika er det sådan at når sygdom rammer en familie, når et barn dør, når en forretning går skævt eller der indtræffer en anden ulykke, rådspørger man hurtigt en jujupræst. Sædvanligvis fortæller præsten spørgeren at det er en af familiens døde som er blevet fornærmet. Oraklet bliver rådspurgt og ofre foreskrives. Præsten kræver mange penge for dette og får også kødet af det dyr der bliver ofret.

Behøver mennesker at nære en sådan frygt for de døde og endog sætte sig i store udgifter for at beskytte sig imod dem?

Bibelen siger om de døde: „Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere [og på ubestemt tid får de ikke mere, NW] lod og del i noget af det, som sker under solen.“ (Prædikeren 9:6) De døde kan altså ikke skade dig. Og ingen kan modbevise denne udtalelse fra Bibelen.

Det er sandt at folk måske tilskriver de dødes ånder visse hændelser. De hævder måske at de har opnået lindring for en sygdom, at det går bedre økonomisk, og lignende, efter at de dødes ånder er blevet formildet. Men kan der ikke være en anden årsag til sådanne vanskeligheder og en tilsyneladende lindring og ændring til det bedre?

Er det ikke mærkeligt at folk ofte er uvidende om at de har fornærmet en død slægtning, indtil de har fået rådspurgt en jujupræst eller nogen som indtager en lignende stilling? Og hvorfor skulle en fader, moder, søn eller datter som de førhen elskede højt, nu efter døden, som en ånd, true deres velfærd og lykke? Hvad har fået en afdøds „ånd“ til at blive hævngerrig når det ikke var noget der kendetegnede vedkommende som levende? Og da de egenskaber man tillægger den afdøde ofte er helt anderledes end den personlighed vedkommende havde som levende, tyder det så ikke stærkt på at det ikke er de dødes „ånder“ der er tale om? Jo, sandelig. Bibelen har ret når den siger at de døde ikke mere har nogen „lod og del i noget af det, som sker under solen.“

Tænk også på den skadelige virkning som frygten for de døde har på de levende. Mange er blevet trælbundet af jujupræster eller andre religiøse ledere, som hævder at en mands eller kvindes ulykke eller lykke hovedsagelig bestemmes af de afdødes „ånder“. Disse mænd har sat sig selv op som nogle der kan genoprette det gode forhold til de fornærmede døde. Mange mennesker som har fæstet lid til deres påstande, har brugt mange penge på kostbare ceremonier, penge som de ellers kunne have brugt til livsfornødenheder. Selv om nogle påstår at de er blevet hjulpet ved hjælp af sådanne ceremonier, har deres oplevelse så bragt dem virkelig glæde over at have haft det privilegium at kunne gøre noget for at hele bruddet med en elsket afdød? Handler de ikke snarere som nogle der er blevet afpresset noget?

Tænk også på de metoder der ofte bruges for at narre de døde — man brænder rød peber, bærer den afdøde ud gennem en anden teltåbning, og lignende — for at forhindre den afdødes „ånd“ i at vende tilbage og forstyrre de levende. Ville du bryde dig om at blive narret på denne måde mens du levede? Er det rimeligt at et menneske skal prøve at narre døde som han aldrig ville have tænkt sig at narre mens de levede?

Selve det at ty til sådanne metoder kan have en usund virkning på et menneske. Når en først går med til at narre de døde, som han tror fortsat eksisterer, vil det så ikke svække hans samvittighed i en sådan grad at han også prøver at narre de levende når dette synes at være fordelagtigt?

Den der i Bibelen giver sig til kende som den sande Gud, kunne aldrig godkende en sådan handlemåde som skyldes frygt for de døde. Hvorfor ikke? Fordi denne handlemåde, foruden at den er baseret på en falsk lære, også er i direkte modstrid med hans personlighed, hans veje og måde at handle på. „Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve.“ (4 Mosebog 23:19) Han godkender ikke at man narrer nogen eller besviger nogen for at opnå selvisk vinding. Bibelen siger: „Svigefuld mand er [Jehova] en afsky.“ — Salme 5:7.

Når Bibelen åbenbarer at de døde er uden bevidsthed, hvorfor skulle man så frygte dem? (Salme 146:4) De kan hverken hjælpe eller skade dig. Du ved jo ud fra Bibelen at „sjælen“ dør og at „ånden“ ikke har nogen bevidst tilværelse adskilt fra legemet. De hændelser som har været årsag til frygt for de døde, må derfor skyldes noget andet. Da nogle i visse tilfælde hævder at have opnået noget godt ved at tage del i handlinger der skal formilde de døde, må den der hidfører en sådan forbedring være en der er villig til midlertidigt at afstedkomme en lindring, men som gør det med et forkert motiv. Hvad kan formålet være? At holde folk i trældom og gøre dem blinde med hensyn til vejen der fører til et liv fri for frygt og rædsel.

Det er vigtigt at finde ud af hvem det er.

[Illustration på side 71]

Frygten for de døde får mange til at rådspørge en jujupræst

Kapitel 9

Kan man tale med de døde?

MENS vi er i live har vi mennesker et stærkt behov for at tale med dem vi holder af. Vi ønsker at vide om vore kære har det godt og er glade og tilfredse. Når det går dem godt, opmuntrer det os. Når vi får at vide at de står over for en alvorlig fare på grund af en naturkatastrofe eller anden ulykke, begynder vi at blive bekymrede. Vi venter ængsteligt efter at høre fra dem. Så snart vi har fået besked fra dem om at de har det godt, er vi lettede.

Ønsket om at vide hvordan det går ens kære har fået mange til at nære ønske om at tale med de døde. De vil gerne vide om deres kære afdøde er lykkelige i ’det hinsides’. Men er det muligt at tale med de døde?

Nogle hævder at de i perioder har følt en afdød slægtnings eller vens nærværelse og har hørt hans stemme. Andre har oplevet noget lignende ved hjælp af spiritistiske medier. Gennem disse medier tror de at de har hørt stemmer fra ’det hinsides’. Hvad har de fået at vide af disse stemmer? Hovedsagelig dette: ’De døde er glade og tilfredse. De fortsætter med at interessere sig for deres efterladtes tilværelse og kan se og høre alt hvad de gør.’

Om sådanne budskaber siger François Grégoire i sin bog L’au-delà (Det hinsides): „Hvad har disse ånder at fortælle os? ’Først og fremmest er de ivrige efter at bevise hvem de er og at de stadig er til’ . . . men om den anden verdens natur intet væsentligt, end ikke den mindste åbenbaring.“

Hvad mener du om disse budskaber? Tror du at de døde virkelig taler? Når nu Bibelen viser at ingen sjæl eller ånd overlever legemets død for at fortsætte en bevidst tilværelse, kan disse stemmer så virkelig være de afdødes stemmer?

TILFÆLDET MED KONG SAUL

Nogle af dem der tror at de døde kan sende budskaber til de levende, henviser til Bibelen og siger at den bekræfter deres opfattelse. Et eksempel de henviser til er tilfældet med kong Saul i det gamle Israel.

Da kong Saul havde været utro over for Jehova Gud, blev hans forbindelse med Gud afbrudt, og han blev ikke ledet af ham under udførelsen af sine pligter. Da så filisterne kom for at føre krig imod ham, søgte han i desperation hjælp hos et medium, en spåkvinde eller dødemaner. Han bad hende om at mane den døde profet Samuel frem. Hvad der derefter skete fortæller Bibelen:

„Kvinden [mediet] så da Samuel og udstødte et højt skrig; og kvinden sagde til Saul: ’Hvorfor har du ført mig bag lyset? Du er jo Saul!’ Da sagde kongen til hende: ’Frygt ikke! Men hvad ser du?’ Kvinden svarede Saul: ’Jeg ser en ånd stige op af jorden!’ Han sagde atter til hende: ’Hvorledes ser han ud?’ Hun svarede: ’En gammel mand stiger op, hyllet i en kappe!’ Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med ansigtet til jorden og bøjede sig. Men Samuel sagde til Saul: ’Hvorfor har du forstyrret min ro og kaldt mig frem?’“ — 1 Samuel 28:12-15.

Var Saul i dette tilfælde virkelig blevet bragt i forbindelse med den døde profet Samuel? Hvordan kunne han være det når Bibelen forbinder tavshed og ikke tale med døden? Vi læser: „De døde priser ej [Jehova], ingen af dem, der steg ned i det tavse.“ — Salme 115:17.

Andre steder i Bibelen kaster lys over sagen. For det første er det tydeligt at det Saul gjorde da han rådspurgte en dødemaner, et medium, var en overtrædelse af Guds lov. Både de der havde en sandsigerånd og de der rådspurgte genfærd eller medier blev dømt skyldige i en dødssynd. (3 Mosebog 20:6, 27) Guds lov til Israel lød: „Henvend eder ikke til genfærd [åndemedier, NW] og sandsigerånder; søg dem ikke, så I gør eder urene ved dem.“ (3 Mosebog 19:31) „Når du kommer ind i det land, [Jehova] din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse folks vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig, som . . . gør spørgsmål til genfærd [et åndemedium, NW] og sandsigerånder og henvender sig til de døde.“ — 5 Mosebog 18:9-11; Esajas 8:19, 20.

Hvis åndemedier virkelig kunne komme i forbindelse med de døde, hvorfor ville Guds lov da betegne deres praksis som noget man kunne blive ’uren’ af, noget ’vederstyggeligt’ og noget som fortjente døden? Hvis det virkelig var med de afdøde kære man for eksempel talte, hvorfor ville kærlighedens Gud så betegne dette som en frygtelig forbrydelse? Hvorfor ville han ønske at berøve de levende den trøst de kunne opnå ved at modtage budskaber fra de døde? Antyder Guds måde at se på tingene på, ikke at man ikke virkelig taler med de døde, men at et frygteligt bedrag gør sig gældende? Bibelen viser at det er sådan det forholder sig.

Betragt igen på denne baggrund tilfældet med Saul. Saul anerkendte hvordan det var med hans egen forbindelse med Gud: „Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved profeterne eller ved drømme. Derfor lod jeg dig [Samuel] kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til.“ (1 Samuel 28:15) Det er klart at Gud ikke ville lade et åndemedium omgå den afbrydelse af forbindelsen med Saul som han havde foranstaltet, og lade ham komme i forbindelse med en død profet som skulle overbringe ham et budskab fra Gud. Hertil kommer også at Samuel, i den sidste tid han levede som en trofast Guds profet, var ophørt med at have noget som helst med Saul at gøre. Ville det derfor ikke være urimeligt at tro at Samuel var villig til at tale med Saul ved hjælp af et åndemedium, en fremgangsmåde Gud havde forbudt?

Det er derfor klart at der må være tale om et bedrag, noget så urent at åndemedier og de der rådspurgte dem, fortjente døden. Det samme bedrag må ligge bag de samtaler som man i dag påstår man har med de døde.

Dette antydes også af det forhold at mange under indflydelse af sådanne „stemmer“ fra det hinsides, har begået selvmord. De har opgivet deres kosteligste eje, selve livet, i et forsøg på at slutte sig til deres afdøde slægtninge. Andre er begyndt at frygte sådanne stemmer, idet budskaberne har været dystre, har bebudet en eller anden frygtelig ulykke eller et dødsfald. Hvordan skulle sådanne stemmer kunne komme fra en god kilde? Hvem eller hvad står bag disse stemmer?

[Illustration på side 77]

Hvem var det der talte til Saul gennem åndemediet i En-Dor?

Kapitel 10

Er der tale om et stort bedrag?

I ÅRHUNDREDER har mennesker været vidne til de mærkeligste hændelser. Sten, drikkeglas og andre genstande er blevet set sejle gennem luften som båret af usynlige hænder. Stemmer, bankesignaler og andre lyde er blevet hørt, selv om der tilsyneladende ikke har været nogen der har frembragt dem. Skyggeagtige skikkelser har vist sig og er derefter hurtigt forsvundet. Til tider er sådanne hændelser så velbevidnede at der kun er liden grund til at tvivle på beretningerne om dem.

Mange mennesker betragter begivenheder af den art som vidnesbyrd om at døden ikke er enden på den bevidste tilværelse. Nogle tror at henfarne ånder på en eller anden måde prøver at fange de levendes opmærksomhed for at meddele sig til dem.

Men man kunne spørge: Hvis det virkelig er afdøde slægtninge der prøver at komme i forbindelse med deres levende slægtninge, hvorfor virker deres måde at give sig til kende på da almindeligvis skræmmende? Hvad står der egentlig bag fænomener af den art?

Bibelen viser klart at al bevidst tilværelse ophører ved døden. (Prædikeren 9:5) Derfor må andre kræfter være årsag til ting som ofte tilskrives de dødes ånder. Hvad kan det være for kræfter? Kan det være fornuftbegavede skabninger? Og hvis dette er tilfældet, kan de da være i færd med at gennemføre et stort bedrag over for menneskeheden?

Vi ønsker naturligvis ikke at blive bedraget. Det ville medføre tab for os at blive bedraget, og det ville måske endog forårsage at vi blev udsat for alvorlig fare. Derfor har vi al mulig grund til at undersøge de forhåndenværende vidnesbyrd, ræsonnere over dem, og således sikre os at vi ikke er blevet ofre for et stort bedrag. Vi må være villige til at gå så langt tilbage i historien som muligt for at finde frem til sandheden om dette spørgsmål.

Bibelen sætter os i stand til dette. Den fører os tilbage til den tid da de to første mennesker blev til. I Første Mosebogs tredje kapitel gengives en samtale som det måske i dag er vanskeligt for mange at opfatte som virkelig. Og dog er den ikke opdigtet. Denne samtale giver nøglen til svaret på spørgsmålet om hvorvidt menneskeheden er udsat for et stort bedrag.

BEDRAGET BEGYNDER

En dag da den første kvinde, Eva, ikke var sammen med sin mand, hørte hun en stemme. Alt tydede på at det var en slanges stemme. Om det der blev sagt, fortæller Bibelen:

„Men slangen var træskere end [var det forsigtigste af, NW] alle markens andre dyr, som Gud [Jehova] havde gjort, og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’ Kvinden svarede: ’Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!’ Da sagde slangen til kvinden: ’I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!’ Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af.“ — 1 Mosebog 3:1-6.

Det budskab slangen bragte var en løgn. Denne løgn var den første i historien. Derfor er dens ophavsmand løgnens opfinder eller fader. Da løgnen havde dødbringende følger, var løgneren samtidig en manddraber. Det er klart at denne løgner ikke var en bogstavelig slange, en skabning som ikke er begavet med evnen til at tale. Der må have været en som stod bag slangen, en der som en bugtaler fik det til at lyde som om slangen talte. Dette skulle ikke forekomme os der lever i det tyvende århundrede mærkeligt, vi som kender til hvordan keglen i en radiomodtagers eller et fjernsynsapparats højttaler kan blive bragt i svingninger på en sådan måde at den kan gengive den menneskelige stemme. Men hvem var det der talte gennem slangen?

EN USYNLIG BEDRAGER

Jesus Kristus, som selv var kommet fra himmelen og vidste hvad der foregik i det usynlige, har afsløret bedrageren. (Johannes 3:13; 8:58) Da nogle religiøse ledere ville have Jesus slået ihjel, sagde han til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

Da Djævelen er en løgner og en manddraber er han åbenbart også i besiddelse af forstand. Dette rejser spørgsmålet: Hvordan er han blevet til?

Bibelen viser at endog før jorden blev til, var der usynlige personer, ånder, til. Job 38:7 omtaler disse personer eller ånder som „gudssønner“ der „råbte af glæde“ da jorden blev skabt. Som „gudssønner“ havde de modtaget liv fra Gud. — Salme 90:2.

Derfor må den der ved hjælp af slangen bedrog Eva, have været en af disse ånder eller gudssønner, en af Guds fornuftbegavede skabninger. Den pågældende modsagde hvad Gud havde sagt i sin advarsel mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt; han bagtalte sin Skaber, idet han fik ham til at fremtræde som en løgner. Han bliver derfor med rette kaldt „Djævelen“, et ord som stammer fra det græske diaʹbolos, der betyder „falsk anklager, bagvasker, bagtaler“. Ved sin handlemåde stillede denne skabning sig op som Guds modstander og gjorde derved sig selv til Satan (hebraisk: satanʹ; græsk: satanasʹ), som betyder „modstander“.

Jehova Gud kan ikke bebrejdes for det som denne skabning gjorde. Bibelen siger om Gud: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mosebog 32:4) Han har skabt sine fornuftbegavede sønner, både ånderne og menneskene, med en fri vilje. Han har ikke tvunget dem til at tjene sig, men ønsker at de skal gøre det frivilligt, af kærlighed. Han har givet dem evnen til at udvikle en stadig større kærlighed til ham, deres Gud og Fader.

Den åndeskabning som gjorde sig selv til Guds modstander og bagvasker, valgte imidlertid ikke at fuldkommengøre sin kærlighed til Skaberen. Han tillod selviske ambitioner at slå rod i sit hjerte. (Se Første Timoteusbrev 3:6.) Noget lignende ses i kongen af Tyrus’ adfærd; i Ezekiels profeti istemmes en klagesang over denne konge. I klagesangen siges der til kongen af Tyrus, som blev en forræder mod Israels rige:

„Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden, Guds have, var du; . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.“ — Ezekiel 28:12-17.

I lighed med den forræderiske ’konge af Tyrus’ tænkte den oprørske ånd eller gudssøn for meget om sig selv. Stolthed fik ham til at ønske at beherske hele menneskeslægten, og han søgte at nå dette mål ved hjælp af bedrag. Den dag i dag er langt de fleste stadig ofre for dette bedrag. Ved at nægte at gøre Guds vilje, som den er udtrykt i hans ord, Bibelen, stiller de sig i virkeligheden på Satans side. Derved accepterer de den samme løgn som Eva lyttede til, nemlig at der opnås en virkelig gevinst ved at vælge at handle i modstrid med Guds vilje.

Da Guds ord fordømmer kommunikation med de døde, stiller de der prøver at tale med de døde sig på Satans side. Skønt de måske mener at de taler med de døde, er de dog blevet ofre for et bedrag. Ligesom Satan fik det til at virke på Eva som om det var en slange der talte, således kan han få det til at virke som om det er de døde der taler gennem medier. Vil det sige at Satan selv direkte er ansvarlig for alle de mærkelige fænomener som ofte tilskrives de afdødes ånder, eller er der også andre der medvirker?

ANDRE USYNLIGE BEDRAGERE

Bibelen viser at Satan ikke er den eneste oprørske åndeskabning. Af Åbenbaringen 12:3, 4, 9 fremgår det at der findes flere. I disse skriftsteder skildres Djævelen symbolsk som „en stor, ildrød drage“ der har en „hale“ der slæber „en tredjedel af himmelens stjerner med sig“. Ja, Satan var i stand til at bruge sin indflydelse, ligesom en hale, og få andre „stjerner“, ånder eller gudssønner, til at følge sig i sit oprør. (Se Job 38:7, hvor alle gudssønnerne kaldes „morgenstjernerne“.) Dette skete før den jordomspændende vandflod på Noas tid. Talrige engle „forlod deres egen bolig“ i himmelen i modstrid med Guds hensigt, materialiserede sig i menneskelige legemer, levede som ægtemænd sammen med kvinder og avlede en bastardslægt kendt som nefilim. Om dette læser vi:

„Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. . . . I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn — men også senere hen i tiden — levede kæmperne [nefilim, NW] på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.“ — 1 Mosebog 6:1-4.

Under Vandfloden mistede disse gudssønner deres hustruer og deres bastardafkom. Selv måtte de dematerialisere sig. Hvad der derefter skete med dem fortæller Bibelen, idet den siger at „Gud ikke skånede de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og derved overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. (2 Peter 2:4) Og i Judas 6 siges der yderligere: „Og de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“

Disse beskrivelser gælder åndeskabninger, og derfor er det klart at „det tætte mørkes gruber“ og de „evige lænker“ er udtryk der ikke skal forstås bogstaveligt. De giver os et billede der fortæller at disse åndeskabninger er blevet berøvet deres frihed og befinder sig i en fornedret tilstand, afskåret fra al guddommelig oplysning.

Der er intet bibelsk grundlag for at tro at det sted hvor disse ulydige engle er, svarer til det mytologiske Tartaros i Homers Iliaden, det vil sige den nederste del af underverdenen hvor Kronos og andre titaner siges at være lukket inde. Apostelen Peter troede ikke på nogen af disse mytologiske guder. Der er derfor ingen grund til at mene at hans brug af det græske udtryk ’kaste i Tartaros’ antydede at det mytologiske sted som Homer havde omtalt omkring ni hundrede år tidligere, skulle eksistere. Det græske udtryk ’at kaste i Tartaros’ er i øvrigt kun ét ord, et udsagnsord, tartaroʹo. Det bruges også om at nedværdige til det laveste plan.

Det er ligesom med ordet „detronisere“. Der behøver ikke at være tale om en bogstavelig trone som en eller anden stødes ned fra. Det græske udsagnsord der gengives med ’at kaste i Tartaros’, behøver man altså ikke at opfatte som en hentydning til at der virkelig findes et sted af det navn. Der antydes snarere en tilstand.

I Første Petersbrev 3:19, 20 omtales de nedstyrtede åndeskabninger som „ånderne der var i fængsel og som havde været ulydige dengang da Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget“. Således gør Bibelen det klart at „de engle som havde syndet“ blev underlagt en form for begrænsning. Der er intet bibelsk vidnesbyrd om at de har været i stand til at materialisere sig og optræde synligt på jorden efter Vandfloden. Det følger heraf at begrænsningen som de blev underlagt, gjorde det umuligt for dem igen at iklæde sig kød.

PAS PÅ DÆMONERNES INDFLYDELSE

Man skal imidlertid lægge mærke til at de ulydige engle, der nu blev kendt som dæmoner, havde et stærkt ønske om at knytte sig til mennesker. De var villige til at forlade deres himmelske stilling for at kunne nyde et liv som ægtemænd sammen med kvinder. Bibelen viser at selv om de er afskåret fra en sådan fysisk kontakt nu, har de ikke forandret sig med hensyn til deres ønsker. De søger på enhver måde at komme i forbindelse med mennesker og at beherske dem. Det er dette Jesus Kristus hentyder til med følgende billede:

„Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem afsvedne egne for at søge et hvilested, men finder ikke noget. Så siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg flyttede ud af’; og når den kommer, finder den det ubeboet men fejet rent og pyntet. Så går den hen og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, bosætter de sig dér; og det sidste bliver værre for det menneske end det første.“ — Mattæus 12:43-45.

Det er derfor af største betydning at være på vagt så man ikke giver efter for dæmonisk indflydelse. Man kan være meget usikker med hensyn til sig selv og sin fremtid. Man ønsker måske desperat en eller anden forvisning om at det vil gå en godt, eller man finder noget fascinerende ved de uhyggelige og overnaturlige fænomener der er knyttet til det okkulte. Man hører måske om nogen der nøjagtigt kan forudsige fremtiden, eller man bliver kendt med forskellige måder at spå på — ved hjælp af ’ouija’-brætter, ESP (oversanselig opfattelsesevne), det mønster teblade efterlader i en kop, oliens figurer på noget vand, pilekviste, penduler, stjernernes og planeternes stilling og bevægelse (astrologi), hundes hylen, fuglenes flugt, slangers måde at bevæge sig på, krystalkugler og lignende. Situationen er måske så desperat, eller man er så fascineret af det okkulte, at man beslutter sig til at konsultere en spåmand eller spåkvinde, et medium, eller man tyr til en eller anden form for spådomskunst. Man er måske villig til at prøve hvad som helst, bare en enkelt gang.

Er det nu klogt? Afgjort ikke. Ens nysgerrighed kan føre til at man kommer i dæmonernes magt. Og i stedet for at man opnår lindring og trøst kan det være at situationen blot bliver værre. Overnaturlige forstyrrelser kan berøve en nattesøvnen og endog fylde de lyse timer med rædsel. Man begynder måske at høre mærkelige stemmer der foreslår at man begår selvmord eller myrder en anden.

Er det derfor ikke klogt at sky alle former for spådomskunst snarere end at løbe en eller anden risiko? Jehova Gud tager ikke let på dette spørgsmål. For at beskytte israelitterne imod at blive bedraget og skadet af onde ånder fastsatte han dødsstraf for udøvelse af spådomskunst, idet han i Loven sagde: „Når der i en mand eller kvinde er en genfærdsånd [en mediumistisk ånd, NW] eller en sandsigerånd, skal de lide døden.“ — 3 Mosebog 20:27.

Guds syn på medier, sandsigere og dem der øver spådomskunst, har ikke forandret sig. Der gælder stadig et guddommeligt forbud mod al udøvelse af spiritisme. — Åbenbaringen 21:8.

Derfor skal du kæmpe for at modstå at blive bedraget af onde ånder. Hvis du nogen sinde hører en mærkelig stemme, og det måske antydes at det er en afdød ven eller slægtning der taler, så lyt ikke til den. Påkald den sande Guds, Jehovas, navn, og bed ham om at hjælpe dig så du kan stå imod og undgå at komme under dæmoners indflydelse. Bed sådan som Guds egen søn vejledte: ’Befri mig fra den Onde.’ (Mattæus 6:13) Med hensyn til genstande som har været brugt i forbindelse med spådomskunst, gør du klogt i at følge det eksempel som blev sat af dem som tog imod den sande tilbedelse i det gamle Efesus. „Og en hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne.“ Disse bøger var kostbare, men det afholdt ikke disse mennesker fra at tilintetgøre dem. — Apostelgerninger 19:19.

Mener du, i lyset af dette eksempel, at det ville være rigtigt med fuldt overlæg at komme sammen med nogen som er kendt for at beskæftige sig med det okkulte, og at modtage gaver fra dem? Kunne de ikke blive det mellemled som forårsagede at du kom under dæmoners indflydelse?

Når vi anerkender og forstår at onde ånder ofte er årsagen til at folk ser og hører mærkelige og uhyggelige fænomener — stemmer, bankesignaler og spøgelsesagtige skikkelser som ellers ikke kan forklares — hjælper det os til at undgå at blive bedraget. Denne kundskab vil befri os for frygten for de døde og for at deltage i nytteløse ritualer for deres skyld. Den kan også forhindre at vi kommer i onde ånders magt.

Men skal vi på alle måder beskyttes imod det bedrag som Satan og hans dæmoner har haft held til at gennemføre i forbindelse med de døde, må vi tro og handle i harmoni med hele Bibelen, da den i sin helhed er Guds inspirerede ord.