1. Hvorfor er Første Krønikebog en vigtig og gavnlig del af den guddommelige beretning?

FØRSTE KRØNIKEBOG indeholder ikke blot slægtsregistre og gentagelser af hvad der står i Samuels- og Kongebøgerne. Nej, her har vi en oplysende og betydningsfuld del af den guddommelige beretning — betydningsfuld for samtiden i forbindelse med reorganiseringen af folket og dets gudsdyrkelse, og betydningsfuld og gavnlig for eftertiden, vor tid indbefattet, fordi den viser hvordan man skal tilbede Gud. Første Krønikebog indeholder nogle af Bibelens smukkeste udtryk for lovprisning af Jehova. Den giver et vidunderligt billede af Jehovas retfærdsrige, og alle der håber på dette rige kan derfor få gavn af at studere den nærmere. De to Krønikebøger er blevet værdsat både af jøder og kristne gennem tiderne. Bibeloversætteren Hieronymus satte Første og Anden Krønikebog så højt at han betragtede dem som et „resumé af Det Gamle Testamente“ og hævdede at „de er af så stor vigtighed og betydning, at den der mener at være kendt med De Hellige Skrifter og ikke kender dem, bedrager sig selv“.a

2. Hvorfor blev Krønikebøgerne skrevet?

² De to Krønikebøger var efter alt at dømme oprindelig én bog eller rulle som senere blev delt af praktiske grunde. Hvorfor blev Krønikebøgerne skrevet? Tag baggrunden i betragtning. Landflygtigheden i Babylon var afsluttet omkring 77 år tidligere, og jøderne havde igen bosat sig i deres land. Imidlertid gjorde en farlig tendens sig gældende iblandt dem, tendensen til at vende sig bort fra tilbedelsen af Jehova i det genopbyggede tempel i Jerusalem. Perserkongen havde bemyndiget Ezra til at udnævne dommere og lærere som skulle undervise i Guds lov (samt i kongens lov) og til at udsmykke Jehovas hus. Nøjagtige slægtsregistre var nødvendige for at sikre at kun personer der var berettiget dertil tjente som præster, og også for at stadfæste stammernes arvelodder hvorfra præsteskabet fik sit underhold. Med henblik på Jehovas profetier om Riget var det også nødvendigt at have en klar og pålidelig fortegnelse over Judas og Davids slægtslinje.

3. (a) Hvad ønskede Ezra at jøderne skulle forstå? (b) Hvorfor lagde han vægt på Judas historie, og hvordan understregede han betydningen af ren tilbedelse?

³ Ezra nærede et alvorligt ønske om at vække de tilbagevendte jøder af deres sløvhed og få dem til at forstå at de var det folk der skulle nyde godt af den loyale hengivenhed Jehova ville vise ifølge sin pagt. I Krønikebøgerne gav Ezra dem derfor en fuldstændig beretning om nationens historie og om menneskeslægtens oprindelse, idet han gik så langt tilbage som til det første menneske, Adam. Eftersom Davids rige var det centrale, fremhævede han Judas historie og udelod næsten helt beretningen om tistammeriget, der er helt uden forsonende træk. Han skildrede hvordan Judas største konger var optaget af at bygge eller istandsætte templet og af at føre nidkært an i tilbedelsen af Gud. Han påpegede de religiøse synder som førte til at riget blev omstyrtet, men betonede også Guds løfter om genoprettelse. Han understregede betydningen af ren tilbedelse ved at rette opmærksomheden mod de mange detaljer vedrørende templet, dets præster, levitterne, sangerne og så videre. Det må have været meget tilskyndende for israelitterne at have en historisk beretning der fokuserede på grunden til at de vendte tilbage fra landflygtigheden — genoprettelsen af Jehovas tilbedelse i Jerusalem.

4. Hvilke vidnesbyrd taler for at Ezra har skrevet Krønikebøgerne?

⁴ Hvilke beviser er der for at Ezra skrev Krønikebøgerne? De to sidste vers i Anden Krønikebog er de samme som de to første vers i Ezras Bog, og Anden Krønikebog slutter midt i en sætning som fuldendes i Ezra 1:3. Den der skrev Krønikebøgerne må derfor også have skrevet Ezras Bog. Dette bekræftes yderligere ved at stilen, sproget, ordvalget og stavemåden er ens i Krønikebøgerne og Ezras Bog. Nogle af udtrykkene i disse bøger findes ikke i andre bibelbøger. Ezra, som skrev Ezras Bog, må også have skrevet Krønikebøgerne. Den jødiske tradition støtter denne slutning.

5. Hvilke åndelige og verdslige kvalifikationer havde Ezra?

⁵ Ingen var bedre egnet end Ezra til at samle denne autentiske og nøjagtige historiske beretning. „For Ezra havde i sit hjerte taget en fast beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel.“ (Ezra 7:10) Jehova hjalp ham ved sin hellige ånd. Den persiske verdenshersker anerkendte også den visdom fra Gud som Ezra besad, og gav ham stor civil myndighed i Judas retsområde. (Ezra 7:12-26) Da Ezra således var udstyret med myndighed både fra Gud og fra verdensherskeren, kunne han få adgang til de bedste dokumenter der fandtes og samle sin beretning fra dem.

6. Hvorfor kan vi have tillid til at Krønikebøgerne er nøjagtige?

⁶ Ezra var en forsker ud over det sædvanlige. Han gennemsøgte ældre optegnelser fra den jødiske historie, nedskrevet og samlet dels af pålidelige profeter der levede samtidig med begivenhederne, og dels af officielle skrivere og arkivarer. Nogle af de skrifter han rådførte sig med har måske været statsdokumenter fra Israel og Juda, slægtsregistre, historiske værker affattet af profeter, og dokumenter der tilhørte stamme- eller familieoverhoveder. Ezra henviser til mindst 20 sådanne oplysningskilder.b Ved disse tydelige henvisninger gav Ezra ærligt sine samtidige lejlighed til at kontrollere hans kilder hvis de ønskede det, og dette taler stærkt for at hans ord er pålidelige og autentiske. Vi der lever i dag kan have lige så stor tillid til at Krønikebøgerne er pålidelige som jøderne på Ezras tid havde.

7. Hvornår blev Krønikebøgerne skrevet, hvem har anset dem for at være autentiske, og hvilken periode omspænder de?

⁷ Eftersom Ezra „drog op fra Babylon“ i perserkongen Artaxerxes den Langhåndedes syvende regeringsår, hvilket var i 468 f.v.t., og Ezra ikke nævner Nehemias’ betydningsfulde ankomst i 455 f.v.t., må Krønikebøgerne være blevet fuldført mellem disse årstal, sandsynligvis omkring år 460, i Jerusalem. (Ezra 7:1-7; Neh. 2:1-18) Jøderne på Ezras tid anerkendte Krønikebøgerne som en ægte del af ’hele Skriften der er inspireret af Gud og gavnlig’. De kaldte dem Divrēʹ Hajjamīmʹ, der betyder „dagenes begivenheder“, det vil sige dagenes eller tidernes historie. Omkring 200 år senere tog oversætterne af den græske Septuaginta også Krønikebøgerne med i deres oversættelse som kanoniske. Det var dem der delte bogen i to bøger, og da de antog at de supplerede Samuelsbøgerne og Kongebøgerne eller alt det man dengang havde af Bibelen, kaldte de dem Paraleipomeʹnon, der betyder „ting som er udeladt“. Selv om navnet ikke er særlig passende, viser deres handling alligevel at de betragtede Krønikebøgerne som autentiske, inspirerede skrifter. Da Hieronymus udarbejdede den latinske Vulgata-oversættelse foreslog han: „Vi kan mere passende kalde [dem] hele den guddommelige histories Chroniconʹ.“ Titlen „Krønikebøger“ synes at være afledt af dette ord. En krønike er en fremstilling af historiske begivenheder i kronologisk orden. Efter at have givet en fortegnelse over slægtsregistrene beskæftiger Første Krønikebog sig hovedsagelig med kong Davids tid, fra 1077 f.v.t. frem til hans død.

BOGENS INDHOLD

8. I hvilke to afsnit kan man inddele Første Krønikebog?

⁸ Første Krønikebog kan naturligt deles i to afsnit: de første ni kapitler, som hovedsagelig beskæftiger sig med slægtsregistre, og de sidste tyve kapitler, der spænder over begivenhederne i løbet af de 40 år der gik fra Sauls død til afslutningen af Davids regering.

9. Hvorfor er der ingen grund til at mene at Krønikebøgerne er skrevet på et senere tidspunkt?

⁹ Slægtsregistrene (1:1–9:44). Disse kapitler indeholder slægtsregistrene fra Adam og frem til Zerubbabels slægt. (1:1; 3:19-24) I mange oversættelser føres Zerubbabels slægt frem til det tiende led. Eftersom han vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t., har der ikke været tilstrækkelig tid til at så mange slægtled kunne være født i 460 f.v.t., da Ezra øjensynlig fuldførte nedskrivningen. Den hebraiske tekst er imidlertid ufuldstændig i dette afsnit, og det kan ikke helt afgøres hvordan mange af de nævnte mænd var beslægtede med Zerubbabel. Der er derfor ingen grund til at mene at Krønikebøgerne er skrevet senere, som nogle antager.

10. (a) Hvilke slægtled opregnes først? (b) Hvilket slægtsregister følger ved begyndelsen af det andet kapitel? (c) Hvilke andre registre nævnes, og hvad fører de os frem til?

¹⁰ Først nævnes de ti slægtled fra Adam til Noa og derefter de ti næste slægtled frem til Abraham. Navnene på Abrahams sønner og deres efterkommere og Esaus og Se’irs efterkommere, der levede i Se’irs bjergland, og de første af Edoms konger er optegnet. Fra det andet kapitel beskæftiger beretningen sig imidlertid med Israels eller Jakobs efterkommere. Slægtslinjen føres først gennem Juda og derfra ti slægtled frem til David. (2:1-14) De øvrige stammers slægter opregnes også, med en særlig omtale af Levis stamme og ypperstepræsterne. Fortegnelsen slutter med slægtsregisteret over Benjamins stamme, som fører os frem til kong Saul, en benjaminit, og med ham begynder så den historiske beretning i egentlig forstand. Undertiden kan det se ud til at der er modsigelser mellem Ezras slægtsregistre og andre afsnit i Bibelen. Vi må imidlertid huske på at visse personer også var kendt under andre navne og at stavemåden af nogle navne kan have forandret sig i tidens løb, blandt andet ved ændringer i sproget. En omhyggelig undersøgelse fjerner de fleste vanskeligheder.

11. Giv eksempler på nyttige ekstraoplysninger der er flettet ind i slægtsregistrene.

¹¹ I sine slægtsregistre indfletter Ezra hist og her stumper af historiske og geografiske oplysninger der tjener til at klargøre visse ting og til at minde om noget betydningsfuldt. Da Ezra for eksempel nævner Rubens efterkommere, tilføjer han en betydningsfuld lille oplysning: „Israels førstefødtes, Rubens, sønner — for han var den førstefødte; men fordi han vanhelligede sin faders leje, blev hans førstefødselsret givet til Israels søn Josefs sønner, så han ikke skulle indføres i slægtsregisteret som den der havde førstefødselsretten. For Juda var den mægtigste blandt sine brødre, og den der skulle være fører skulle komme fra ham; men førstefødselsretten tilhørte Josef.“ (5:1, 2) Meget bliver forklaret med disse få ord. Endvidere er det kun i Krønikebøgerne vi får at vide at Joab, Amasa og Abisjaj alle var nevøer af David, og det hjælper os til at forstå de forskellige begivenheder i forbindelse med dem. — 2:16, 17.

12. Under hvilke omstændigheder dør Saul?

¹² Sauls troløshed resulterer i hans død (10:1-14). Fortællingen begynder med at filistrene går til angreb i slaget på Gilboas Bjerg. Tre af Sauls sønner, deriblandt Jonatan, bliver dræbt. Derefter bliver Saul såret. Da han ikke ønsker at blive taget til fange af fjenden, siger han til sin våbendrager: „Træk dit sværd og jag det gennem mig; ellers kommer disse uomskårne og mishandler mig.“ Da hans våbendrager nægter at gøre det, dræber Saul sig selv. Således dør Saul „for den troløshed som han havde vist mod Jehova ved at han ikke overholdt Jehovas ord og også fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne; og han rådspurgte ikke Jehova“. (10:4, 13, 14) Jehova giver riget til David.

13. Hvordan befæster David sit kongedømme?

¹³ David befæster sit kongedømme (11:1–12:40). De tolv stammer samles hos David i Hebron og salver ham til konge over hele Israel. Han indtager Zion og ’bliver større og større, og hærstyrkers Jehova er med ham’. (11:9) Vældige krigere sættes i spidsen for hæren, og gennem dem udvirker Jehova „en stor frelse“. (11:14) David modtager enig støtte da krigerne helhjertet samler sig om ham for at gøre ham til konge. Der er fest og glæde i Israel.

14. Hvordan klarer David sig i kampen med filistrene, og hvilken trosstyrkende oplevelse giver anledning til frydesang?

¹⁴ David og Jehovas ark (13:1–16:36). David rådfører sig med folkets ledere, og de er indforstået med at arken flyttes til Jerusalem fra Kirjat-Jearim, hvor den har været i omkring 70 år. På vejen dør Uzza fordi han uærbødigt ignorerer Guds instruktioner, og arken efterlades for en tid i Obed-Edoms hus. (4 Mos. 4:15) Filistrene genoptager deres strejftog, men David tilføjer dem to knusende nederlag ved Ba’al-Perazim og ved Gibeon. Efter Davids vejledning følger levitterne nu en teokratisk fremgangsmåde og fører arken i god behold til Jerusalem, hvor den under dans og glæde anbringes i et telt som David har rejst til den. Der bliver bragt ofre og sunget lovsange, og David selv bidrager ved denne lejlighed med en takkesang til Jehova. Den når sit store højdepunkt i temaet: „Lad himmelen fryde sig og lad jorden juble, og lad dem sige blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge!’“ (1 Krøn. 16:31) Hvilken betagende og trosstyrkende oplevelse! Senere bliver denne sang benyttet som grundlag for nye sange, som for eksempel Salme 96. En anden af disse sange er gengivet i de første femten vers af Salme 105.

15. Med hvilket vidunderligt løfte besvarer Jehova Davids ønske om at bygge et hus for en forenet tilbedelse af Jehova?

¹⁵ David og Jehovas hus (16:37–17:27). Der hersker nu en usædvanlig ordning i Israel. Pagtens ark befinder sig i et telt i Jerusalem, hvor Asaf og hans brødre gør tjeneste, mens ypperstepræsten Zadok og hans brødre fortsætter med at frembære de foreskrevne ofre ved tabernaklet i Gibeon, nogle få kilometer nordvest for Jerusalem. David, der altid tænker på at fremme tilbedelsen af Jehova og samle den på ét sted, udtrykker ønsket om at bygge et hus til Jehovas pagts ark. Men Jehova siger at ikke David, men hans søn, skal bygge Ham et hus, og at han „vil grundfæste hans trone for stedse“ og vise loyal hengivenhed mod ham som en fader mod sin søn. (17:11-13) Dette vidunderlige løfte fra Jehova — denne pagt om et evigt rige — rører David dybt. Hans taknemmelighed strømmer over i en bøn om at Jehovas navn må „stå fast og være stort for stedse“, og at hans velsignelse vil hvile over Davids hus. — 17:24.

16. Hvilket løfte opfylder Jehova gennem David, men hvordan synder David?

¹⁶ Davids erobringer (18:1–21:17). Gennem David opfylder Jehova nu sit løfte om at give hele det forjættede land til Abrahams afkom. (18:3) I en række hurtige felttog ’frelser Jehova David hvor som helst han drager hen’. (18:6) Ved knusende militære sejre overvinder David filistrene, slår moabitterne, besejrer zobaitterne, tvinger aramæerne til at betale skat og erobrer Edom og Ammon såvel som Amalek. Satan ægger imidlertid David til at holde folketælling over Israel og på denne måde synde mod Gud. Jehova sender en pest som straf men bringer den barmhjertigt til ophør ved Ornans tærskeplads efter at 70.000 har mistet livet.

17. Hvilke forberedelser træffer David til opførelsen af Jehovas hus, og hvordan opmuntrer han Salomon?

¹⁷ David træffer forberedelser til bygningen af templet (21:18–22:19). Gennem Gad befaler en engel David at „rejse Jehova et alter på jebusitten Ornans tærskeplads“. (21:18) Efter at have købt stedet af Ornan frembærer David lydigt ofre dér og påkalder Jehova, som svarer ham „med ild fra himmelen på brændofferalteret“. (21:26) David slutter at Jehova ønsker sit hus bygget dér, og han går i gang med at samle materialerne. Han siger: „Min søn Salomon er ung og ufærdig, og huset der skal bygges til Jehova skal være overmåde storslået i ry og skønhed for alle landene. Lad mig hellere gøre nogle forberedelser for ham.“ (22:5) Han forklarer Salomon at Jehova ikke har tilladt ham at bygge huset da han har været en krigens mand og har udgydt blod, og han formaner sin søn til at være modig og stærk i sit forehavende. „Tag fat på arbejdet, og måtte Jehova være med dig.“ — 22:16.

18. Med hvilket formål holdes der nu folketælling?

¹⁸ David organiserer tilbedelsen af Jehova (23:1–29:30). Der foretages en folketælling — denne gang i overensstemmelse med Guds vilje — for at reorganisere præsternes og levitternes tjeneste, og levitternes tjeneste beskrives her mere udførligt end noget andet sted i Bibelen. Derefter nævnes de forskellige skifter der skal gøre tjeneste for kongen.

19. Med hvilke ord overdrager David Salomon hvervet, hvilke planer stiller han til rådighed, og hvilket storslået eksempel sætter han?

¹⁹ Kort før afslutningen på sin begivenhedsrige regeringstid samler David repræsentanter for hele folket, „Jehovas menighed“. (28:8) Kongen rejser sig og siger: „Hør mig, mine brødre og mit folk.“ Han taler så til dem om det der ligger ham på hjerte, nemlig ’den sande Guds hus’. I deres nærværelse overdrager han Salomon hvervet: „Og du, min søn Salomon, kend din faders Gud og tjen ham af et helt hjerte og af en glad sjæl; for Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig; men hvis du forlader ham, vil han forstøde dig for evigt. Se nu klart, for Jehova har valgt dig til at bygge et hus som en helligdom. Vær modig og tag fat på arbejdet.“ (28:2, 9, 10, 12) Han giver den unge Salomon de detaljerede planer til templet som han har modtaget fra Jehova under inspiration, og bidrager til bygningen med en umådelig personlig formue — 3000 talenter guld og 7000 talenter sølv, som han har sparet op til dette formål. Med et så storslået eksempel for øje reagerer fyrsterne og folket ved at give guld til en værdi af 5000 talenter og 10.000 darejker, og sølv til en værdi af 10.000 talenter, foruden meget jern og kobber.c (29:3-7) De er glade for at kunne være med til at give.

20. Hvilket højdepunkt når Davids afsluttende bøn?

²⁰ David priser derefter Jehova i bøn. Han anerkender at hele dette overvældende offer i virkeligheden er kommet fra Jehova, og beder om at han fortsat vil velsigne folket og Salomon. Denne sidste bøn af David når sit højdepunkt da David fremhæver Jehovas rige og hans herlige navn: „Måtte du være velsignet, Jehova, vor fader Israels Gud, fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid. Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle. Rigdommen og herligheden skyldes dig, og du hersker over alt; og i din hånd er der kraft og styrke, og det er i din hånd at gøre stor og at gøre alle stærke. Og nu, vor Gud, takker vi dig og lovsynger dit hæderværdige navn.“ — 29:10-13.

21. Hvordan slutter Første Krønikebog?

²¹ Salomon bliver salvet for anden gang og sætter sig på „Jehovas trone“ i stedet for den aldrende David. Efter at have regeret i 40 år dør David „i en god alderdom, mæt af dage, rigdom og ære“. (29:23, 28) Hermed slutter Ezra Første Krønikebog — bogen der fremhæver Davids riges fortrin frem for alle nationernes riger.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

22. Hvordan blev Ezras landsmænd, israelitterne, opmuntret ved denne beretning?

²² Ezras landsmænd, israelitterne, havde stor gavn af hans bog. På grundlag af denne kortfattede historiske beretning med dens nye og optimistiske synsvinkel, kunne de værdsætte den loyale hengivenhed Jehova viste dem på grund af sin loyalitet over for rigspagten med kong David og for sit eget navns skyld. Opmuntret af dens indhold kunne de med ny iver deltage i den rene tilbedelse af Jehova. Slægtsregistrene styrkede deres tillid til præsteskabet der gjorde tjeneste ved det genopbyggede tempel.

23. Hvordan gjorde Mattæus, Lukas og Stefanus god brug af Første Krønikebog?

²³ Første Krønikebog var også til stor gavn for den første kristne menighed. Mattæus og Lukas kunne benytte dens slægtsregistre til klart at fastslå at Jesus Kristus var „Davids søn“ og den retmæssige Messias. (Matt. 1:1-16; Luk. 3:23-38) Da Stefanus afsluttede sit sidste vidnesbyrd, nævnte han at David havde bedt om lov til at bygge et hus til Jehova og at Salomon byggede det. Derpå understregede han at ’den Højeste ikke bor i huse gjort med hænder’, og antydede dermed at templet på Salomons tid var et billede på noget langt herligere i himmelen. — Apg. 7:45-50.

24. I hvilke henseender kan vi i vor tid efterligne Davids lysende eksempel?

²⁴ Og hvad med de sande kristne i vor tid? Første Krønikebog bør opbygge og styrke vor tro. Vi kan efterligne Davids lysende eksempel i mange henseender. I modsætning til den troløse Saul rådspurgte David altid Jehova. (1 Krøn. 10:13, 14; 14:13, 14; 17:16; 22:17-19) Ved at lade Jehovas ark føre til Jerusalem, ved at digte lovprisningssalmer, ved at organisere levitterne til tjenesten og ved at bede om lov til at bygge et herligt hus til Jehova — på alle disse måder viste han at Jehova og tilbedelsen af ham indtog førstepladsen i hans liv. (16:23-29) Han beklagede sig ikke. Han søgte ikke at opnå særlige rettigheder for sig selv, men bestræbte sig udelukkende på at gøre Jehovas vilje. Da Jehova pålagde hans søn at bygge huset, vejledte han således helhjertet sin søn og gav af sin tid, sine kræfter og sin rigdom til forberedelsen af det arbejde der skulle påbegyndes efter hans død. (29:3, 9) Et storslået eksempel på tro og hengivenhed! — Hebr. 11:32.

25. Hvordan skulle denne beretning få os til at værdsætte Jehovas navn og rige?

²⁵ I de afsluttende kapitler når beretningen sit højdepunkt. Det ophøjede sprog hvori David priste Jehova og lovsang hans „hæderværdige navn“, skulle fylde os med glæde og indgive os værdsættelse af den forret det er at gøre Jehovas herlighed og hans rige ved Kristus kendt i dag. (1 Krøn. 29:10-13) Måtte vor tro og glæde altid ligne Davids mens vi giver udtryk for vor taknemmelighed over Jehovas evige rige ved helhjertet at tjene ham. (17:16-27) Første Krønikebog får Bibelens tema om Jehovas rige ved hans afkom til at træde stærkere frem end nogen sinde og spænder vor forventning om yderligere storslåede åbenbaringer af Jehovas hensigter.

[Fodnoter]

Bibelens 14. bog — Anden Krønikebog

Skribent: Ezra

Skrevet i: Jerusalem (?)

Fuldført: ca. 460 f.v.t.

Spænder over: 1037-537 f.v.t.

1. Hvornår fuldførte Ezra Krønikebøgerne, og hvad var hans hensigt med at skrive dem?

EFTERSOM de to Krønikebøger uden tvivl oprindelig udgjorde én bog, gælder de argumenter der er fremført i det foregående kapitel med hensyn til baggrunden for Første Krønikebog, hvem der har skrevet den, hvornår den er skrevet og begrundelsen for at den er kanonisk og ægte, også for Anden Krønikebog. Ifølge de vidnesbyrd som vi allerede har nævnt, fuldførte Ezra Anden Krønikebog omkring år 460 f.v.t., sandsynligvis i Jerusalem. Det var Ezras hensigt at bevare historisk stof som var i fare for at gå tabt. Han blev hjulpet af den hellige ånd, og som historiker havde han desuden evnen til at finde oplysninger og bedømme dem så han kunne nedfælde en nøjagtig beretning. Det han betragtede som historiske kendsgerninger bevarede han for eftertiden. Ezras arbejde var yderst betimeligt, eftersom tiden nu også var inde til at samle hele den hebraiske bibel, som havde været under udarbejdelse i århundreder.

2. Hvorfor er der ingen grund til at tvivle på at Krønikebøgerne er nøjagtige?

² Jøderne på Ezras tid havde stor gavn af hans inspirerede krønike. Den blev skrevet til vejledning for dem og for at tilskynde dem til at være udholdende. Gennem den trøst skrifterne gav, kunne de have håb. De godkendte Krønikebøgerne som en del af Bibelens kanon. De vidste at de var pålidelige. De kunne kontrollere dem ved hjælp af andre inspirerede skrifter og ved hjælp af talrige verdslige historiske beretninger som Ezra henviste til. Mens de lod de uinspirerede verdslige beretninger gå tabt, bevarede de omhyggeligt Krønikebøgerne. Oversætterne af Septuaginta tog Krønikebøgerne med som en del af den hebraiske bibel.

3. Hvordan bekræfter andre skriftsteder Krønikebøgernes ægthed?

³ Jesus Kristus og de kristne bibelskribenter godkendte dem som ægte og inspirerede. Jesus kan blandt andet have tænkt på den begivenhed der omtales i Anden Krønikebog 24:21 da han fordømte Jerusalem for at have dræbt og stenet Jehovas profeter og tjenere. (Matt. 23:35; 5:12; 2 Krøn. 36:16) Da Jakob omtalte Abraham som „Jehovas ven“, tænkte han måske på Ezras udtryk i Anden Krønikebog 20:7. (Jak. 2:23) Bogen indeholder også profetier som er blevet opfyldt til punkt og prikke. — 2 Krøn. 20:17, 24; 21:14-19; 34:23-28; 36:17-20.

4. Hvilket arkæologisk fund støtter beretningen i Anden Krønikebog?

⁴ Arkæologien bekræfter også Anden Krønikebogs ægthed. Ved udgravninger dér hvor oldtidens Babylon lå, har man afdækket lertavler der har at gøre med Nebukadnezars regeringstid, og en af disse nævner „Jaukin, konge af landet Jahud“, det vil sige kong Jojakin af Juda.a Dette stemmer udmærket med Bibelens beretning om at Jojakin blev ført til Babylon som fange i Nebukadnezars syvende regeringsår.

5. Hvilken periode omspænder Anden Krønikebog, og hvorfor lægges der mere vægt på Judas historie end på tistammerigets?

⁵ Beretningen i Anden Krønikebog følger begivenhederne i Juda fra Salomons regeringstid, der begyndte i 1037 f.v.t., frem til Kyros’ dekret i 537 f.v.t. om genopbygningen af Jehovas hus i Jerusalem. I denne historiske beretning, som altså omspænder en periode på 500 år, omtales det nordlige tistammerige kun når det berører Judas anliggender, og dets ødelæggelse i 740 f.v.t. er end ikke nævnt. Hvorfor ikke? Fordi præsten Ezra fortrinsvis interesserer sig for tilbedelsen af Jehova på det retmæssige sted, nemlig i Jehovas hus i Jerusalem, og for kongerne af den slægt der udgik fra David, som Jehova havde indgået sin pagt med. Ezra koncentrerer sig altså om det sydlige rige for at støtte den sande tilbedelse og i forventning om den hersker der skulle komme af Judas stamme. — 1 Mos. 49:10.

6. I hvilke henseender er Anden Krønikebog positiv og opmuntrende?

⁶ Ezra ser tingene fra deres positive side. Af de 36 kapitler i Anden Krønikebog er de første ni viet Salomons regering, og seks af disse er helliget opførelsen og indvielsen af Jehovas hus. Beretningen omtaler ikke Salomons frafald. Af de øvrige 27 kapitler handler fjorten om de fem konger der i det store og hele fulgte Davids eksempel og viste tilbedelsen af Jehova udelt hengivenhed: Asa, Josafat, Jotam, Ezekias og Josias. Selv i de resterende tretten kapitler fremhæver Ezra omhyggeligt de dårlige kongers gode sider. Han understreger altid begivenheder der har tilknytning til genoprettelsen og bevarelsen af den sande tilbedelse.

BOGENS INDHOLD

7. Hvordan gør Jehova Salomon „overmåde stor“?

⁷ Salomons regerings herlighed (1:1–9:31). Anden Krønikebog beretter først at Salomon, Davids søn, stadig styrkes i sit kongedømme. Jehova er med ham og gør ham „overmåde stor“. Da Salomon frembærer ofre ved Gibeon, viser Jehova sig for ham om natten og siger: „Bed om noget jeg skal give dig.“ Salomon beder om visdom og lærdom, så han kan herske over Jehovas folk på den rette måde. Fordi Salomons ønske er uselvisk, lover Gud at give ham, ikke blot visdom og lærdom, men også rigdom, jordisk gods og ære, „sådan som ingen konger der var før dig har haft, og sådan som heller ingen efter dig vil få“. Så stor er den rigdom der strømmer til byen at Salomon med tiden gør „sølv og guld lige så almindeligt i Jerusalem som sten“. — 1:1, 7, 12, 15.

8. Hvordan skrider tempelarbejdet frem, og hvilke detaljer kan nævnes?

⁸ Salomon udskriver arbejdere til opførelsen af Jehovas hus, og kong Hiram af Tyrus hjælper ham ved at sende ham tømmer og en dygtig kunsthåndværker. „I [Salomons] fjerde regeringsår“ kommer byggearbejdet i gang, og det er færdigt syv og et halvt år senere, i 1027 f.v.t. (3:2) Foran selve templet er der en stor forhal som er 120 alen (53,4 meter) høj. To gigantiske kobbersøjler står foran indgangen til forhallen; den ene bliver kaldt Jakin, der betyder „måtte [Jehova] grundfæste“, og den anden Boaz, der øjensynlig betyder „med styrke“. (3:17) Selve huset er forholdsvis lille, 60 alen (26,7 meter) langt, 30 alen (13,4 meter) højt, og 20 alen (8,9 meter) bredt, men dets vægge og loft er beklædt med guld; det inderste rum, Det Allerhelligste, er kunstfærdigt udsmykket med guld. Her står også to guldkeruber, en i hver side af rummet. Deres udbredte vinger når fra væg til væg og rører hinanden i midten af rummet.

9. Beskriv forgårdens og templets inventar og redskaber.

⁹ I den indre forgård er der et vældigt kobberalter som måler 20 alen (9 meter) på hver led og 10 alen (4,5 meter) i højden. Endnu en bemærkelsesværdig ting i forgården er det støbte hav, et kolossalt kobberbassin der hviler på ryggen af tolv kobberokser, som tre og tre vender hovederne mod de fire verdenshjørner. Dette hav kan rumme „tre tusind bat“ (66.000 liter) vand, og præsterne bruger det til at vaske sig i. (4:5) I forgården er der også ti små kobberbækkener, der hviler på udsmykkede vogne af kobber. I disse bækkener skylles det der har med brændofrene at gøre. De fyldes med vand fra det støbte hav og køres derhen hvor vandet skal bruges. Desuden er der ti guldlampestandere og mange andre redskaber der bruges ved tilbedelsen i templet, nogle af guld og nogle af kobber.b

10. Hvad sker der da arken føres ind i Det Allerhelligste?

¹⁰ Efter syv og et halvt års arbejde er Jehovas hus omsider færdigt. (1 Kong. 6:1, 38) Da indvielsesdagen oprinder, er tiden inde til at bringe symbolet på Jehovas nærværelse ind i det inderste rum i dette prægtige bygningsværk. Præsterne bærer „Jehovas pagts ark ind på dens plads i husets inderste rum, det Allerhelligste, under kerubernes vinger“. Hvad sker så? Da de levitiske sangere og musikere priser og takker Jehova i forenet sang, fyldes huset af en sky og præsterne er ikke i stand til at stå og forrette tjeneste fordi „Jehovas herlighed“ fylder den sande Guds hus. (2 Krøn. 5:7, 13, 14) Således viser Jehova at han godkender templet og er nærværende der.

11. Hvilken bøn fremsiger Salomon, og hvad beder han om?

¹¹ I denne anledning er en 3 alen (1,3 meter) høj forhøjning af kobber blevet bygget og opstillet i den indre forgård i nærheden af det store kobberalter. Fra denne forhøjning kan Salomon ses af de kolossale menneskemasser der er samlet til tempelindvielsen. Efter at Jehova ved sin herlighedssky på mirakuløs vis har givet til kende at han er nærværende, knæler Salomon ned i skarernes påsyn og fremfører en gribende bøn der indeholder taksigelse, lovprisning og en række ydmyge anmodninger om tilgivelse og velsignelse. Til slut beder han: „Nu, min Gud, lad dog dine øjne være åbne og dine ører lydhøre for bønnen om dette sted. Jehova Gud, afvis ikke din salvede. Husk al din loyale hengivenhed mod din tjener David.“ — 6:40, 42.

12. Hvordan besvarer Jehova Salomons bøn, og i hvilken stemning ender denne femten dages højtid?

¹² Hører Jehova Salomons bøn? Så snart Salomon er færdig med at bede, kommer der ild ned fra himmelen og fortærer brændofferet og slagtofrene, og „Jehovas herlighed“ fylder huset. Dette får hele folket til at knæle ned og takke Jehova, „for han er god, for hans loyale hengivenhed varer evindelig“. (7:1, 3) Et stort offer frembæres nu for Jehova. Indvielsesfesten varer en uge og efterfølges af løvhyttefesten der også varer en uge, og en sabbat hvor intet arbejde må udføres. Efter disse glade og åndeligt styrkende festligheder i femten dage sender Salomon folket af sted til deres hjem, ’mens de fryder sig og er vel til mode i hjertet’. (7:10) Jehova er også tilfreds. Over for Salomon bekræfter han på ny rigspagten og advarer samtidig om de sørgelige følger af ulydighed.

13. (a) Hvilket byggearbejde følger efter fuldførelsen af templet? (b) Hvad siger dronningen af Saba da hun ser Salomons rige?

¹³ Salomon går nu i gang med et omfattende byggearbejde overalt i sit rige. Han bygger ikke alene et palads til sig selv, men også befæstede byer, forrådsbyer, vognbyer, byer til rytteriet og alt hvad han ellers får lyst til at bygge. Det er en tid med stor velstand og fred fordi både kongen og folket tilbeder Jehova. Selv dronningen af Saba, som bor mere end 1900 kilometer borte, hører om Salomons rigdom og visdom og foretager den lange, besværlige rejse for at komme og se det med egne øjne. Bliver hun skuffet? Nej. Hun siger: „Jeg troede ikke på deres ord før jeg kom og så det med egne øjne. Og se, man har ikke engang fortalt mig halvdelen af din vældige visdom. Du har overgået rygtet som jeg hørte. Lykkelige er dine mænd; lykkelige dine tjenere her.“ (9:6, 7) Ingen af jordens konger overgår Salomon i rigdom og visdom. Han regerer i 40 år i Jerusalem.

14. Hvorfor mister Israel så hurtigt sin herlighed?

¹⁴ Rehabeams og Abijas regeringstid (10:1–13:22). Det hårde og undertrykkende styre som Salomons søn Rehabeam udøver, fører til at de ti nordlige stammer under Jeroboam gør oprør i 997 f.v.t. Imidlertid tager præsterne og levitterne i begge riger parti for Rehabeam, idet deres loyalitet over for rigspagten er større end deres nationalfølelse. Rehabeam svigter snart Jehovas lov, og ægypterkongen Sjisjak drager imod ham, trænger ind i Jerusalem og plyndrer Jehovas hus for dets skatte. Hvor er det sørgeligt at disse overdådigt udsmykkede bygninger bliver berøvet deres herlighed næppe mere end 30 år efter at de er blevet bygget! Hvorfor sker det? Fordi israelitterne har „handlet troløst mod Jehova“. Rehabeam ydmyger sig i tide så Jehova ikke ødelægger riget fuldstændigt. — 12:2.

15. Hvilke slag følger, og hvorfor viser Juda sig at være stærkere end Israel?

¹⁵ Efter Rehabeams død bliver en af hans 28 sønner, nemlig Abija, konge. Abijas tre års regeringstid er præget af en blodig krig med Israel i nord. Judas hær er kun halvt så stor som Israels — 400.000 krigere imod 800.000 under Jeroboam. Under de frygtelige kampe bliver antallet af Israels krigere formindsket til mindre end halvdelen, idet en halv million kalvedyrkere bliver tilintetgjort. Judas sønner viser sig at være stærkest fordi de ’støtter sig til Jehova, deres forfædres Gud’. — 2 Krøn. 13:18.

16. Hvordan besvarer Jehova Asas indtrængende bøn?

¹⁶ Den gudfrygtige kong Asa (14:1–16:14). Abija efterfølges af sin søn Asa, som er en forkæmper for den sande tilbedelse. Han begynder at rense landet for afgudsdyrkelse. Men se! Juda bliver truet af en overvældende hærstyrke på en million ætiopiere. Asa beder: „Hjælp os, Jehova vor Gud, for det er dig vi støtter os til, og det er i dit navn vi er kommet mod denne folkemængde.“ Jehova svarer ved at give ham en strålende sejr. — 14:11.

17. Hvordan bliver Asa tilskyndet til at rense Juda for falsk tilbedelse, men hvad bliver han irettesat for?

¹⁷ Guds ånd kommer over Azarja så han siger til Asa: „Jehova er med jer så længe I er med ham; og hvis I søger ham, vil han lade sig finde af jer.“ (15:2) Stærkt opmuntret heraf renser Asa Juda for falsk tilbedelse, og folket indgår en pagt om at enhver der ikke vil søge Jehova skal dø. Men da Basja, Israels konge, bygger befæstninger for at hindre israelitterne i at flygte til Juda, begår Asa en alvorlig fejl ved at købe Ben-Hadad, Arams konge, til at kæmpe imod Israel i stedet for at søge hjælp hos Jehova. Jehova irettesætter ham for dette. Alligevel viser det sig at Asas hjerte er „helt alle hans dage“. (15:17) Han dør i sit 41. regeringsår.

18. (a) Hvordan kæmper Josafat for den sande tilbedelse, og med hvilke resultater? (b) Hvordan er hans svogerskab lige ved at føre ham i ulykke?

¹⁸ Josafats gode regering (17:1–20:37). Asas søn Josafat fortsætter kampen mod afgudsdyrkelsen og påbegynder en særlig undervisningskampagne med lærere der rejser gennem Judas byer og underviser folket ud fra bogen med Jehovas lov. Der følger en tid med stor velstand og fred, og ’Josafat går stadig frem og bliver overmåde stor’. (17:12) Men så indgår han svogerskab med den onde kong Akab af Israel og tager ned for at hjælpe ham i kampen mod den voksende aramaiske magt. Han ignorerer herved Jehovas profet Mikaja og undslipper med nød og næppe da Akab bliver dræbt i slaget ved Ramot-Gilead. Jehovas profet Jehu irettesætter Josafat for at gøre fælles sag med den onde Akab. Derefter udnævner Josafat dommere over hele landet og instruerer dem om at udføre deres pligter i gudsfrygt.

19. Hvordan viser det sig ved højdepunktet under Josafats regering at kampen er Guds?

¹⁹ Nu kommer højdepunktet under Josafats regering. De forenede styrker fra Moab, Ammon og Se’irs bjergland går imod Juda i et overvældende stort antal. De myldrer op igennem En-Gedis ørken. Folket bliver grebet af frygt. Josafat og hele Juda med „deres små børn, deres hustruer og deres sønner“ står for Jehovas ansigt og søger ham i bøn. Jehovas ånd kommer over levitten Jahaziel, som råber til de forsamlede skarer: „Giv agt, hele Juda og alle I Jerusalems indbyggere og kong Josafat! Således har Jehova sagt til jer: ’I skal ikke være bange eller skrækslagne for denne vældige folkemængde; for kampen er ikke jeres, men Guds. Drag i morgen ned imod dem. . . . Jehova vil være med jer.’“ Tidligt næste morgen drager Juda ud med de levitiske sangere i spidsen. Josafat opmuntrer dem: „Tro på Jehova . . . Tro på hans profeter, så jeres sag kan lykkes.“ Sangerne priser Jehova med glædesråb, „for hans loyale hengivenhed varer evindelig“. (20:13, 15-17, 20, 21) Jehova viser sin loyale hengivenhed på en vidunderlig måde idet han udsætter de indtrængende hære for et bagholdsangreb så de tilintetgør hinanden. Da de jublende judæere kommer til vagttårnet i ørkenen, kan de kun se døde kroppe. I sandhed, kampen er Guds! Lige til afslutningen på sin 25 år lange regeringstid vandrer Josafat trofast for Jehovas ansigt.

20. Hvilke ulykker præger Jorams regering?

²⁰ Jorams, Ahazjas og Ataljas dårlige regeringer (21:1–23:21). Josafats søn Joram begynder dårligt ved at dræbe alle sine brødre. Jehova skåner ham imidlertid på grund af sin pagt med David. Edom begynder at gøre oprør. Fra et ukendt sted sender Elias et brev der advarer Joram om at Jehova vil lade et hårdt slag ramme hans hus og at han skal dø af en frygtelig sygdom. (21:12-15) I overensstemmelse med denne profeti overfalder filistrene og araberne landet og plyndrer Jerusalem, og kongen dør af en frygtelig tarmsygdom efter at have regeret i otte år.

21. Hvilke dårlige følger får Ataljas herredømme i Juda, men hvordan lykkes det Jojada at genoprette Davids trone?

²¹ Jorams eneste overlevende søn, Ahazja (Joahaz), efterfølger ham; han påvirkes i en dårlig retning af sin moder, Atalja, Akabs og Jesabels datter. Efter at have regeret i kun et år bliver han dræbt som følge af Jehus udrensning af Akabs hus. Derefter myrder Atalja sine børnebørn og tilriver sig tronen. Men en af Ahazjas sønner overlever. Det er den etårige Joasj, som hemmeligt bliver skjult i Jehovas hus af sin faster Josjabat. Atalja regerer i seks år, men så får Josjabats mand, ypperstepræsten Jojada, modigt den unge Joasj udråbt til konge som en af „Davids sønner“. Da Atalja kommer til Jehovas hus sønderriver hun sine klæder og råber: „Sammensværgelse! Sammensværgelse!“ Men til ingen nytte. Jojada lader hende føre ud af templet og dræbe. — 23:3, 13-15.

22. Hvordan begynder Joasj’ regering godt men ender dårligt?

²² Joasj’, Amazjas og Uzzijas regeringer begynder godt men ender dårligt (24:1–26:23). Joasj regerer i 40 år og handler ret så længe Jojada lever og gør sin gode indflydelse gældende. Han viser endog interesse for Jehovas hus og får det istandsat. Da Jojada dør, bliver Joasj imidlertid påvirket af Judas fyrster til at vende sig bort fra tilbedelsen af Jehova og til at dyrke de hellige pæle og gudebillederne. Da Guds ånd tilskynder profeten Zekarja, Jojadas søn, til at irettesætte kongen, lader Joasj ham stene til døde. Kort efter trænger en lille aramaisk kampstyrke ind i landet, og skønt judæernes hær er langt større, er de ude af stand til at slå den tilbage fordi de har ’forladt Jehova, deres forfædres Gud’. (24:24) Nu gør Joasj’ egne tjenere oprør og snigmyrder ham.

23. Hvilket troløst mønster følger Amazja?

²³ Amazja efterfølger sin fader, Joasj. Han begynder sin 29 år lange regeringstid godt, men mister senere Jehovas gunst fordi han opstiller og tilbeder edomitternes afgudsbilleder. „Gud har besluttet at ødelægge dig,“ advarer Jehovas profet ham. (25:16) Amazja bliver imidlertid overmodig og udfordrer Israels rige mod nord. I overensstemmelse med Guds ord lider han et ydmygende nederlag for israelitternes hånd. Efter dette nederlag gør nogle sammensvorne oprør og dræber ham.

24. Hvordan bliver Uzzijas styrke hans svaghed, og hvad er følgen?

²⁴ Amazjas søn Uzzija følger i sin faders fodspor. Han regerer godt i de fleste af de 52 år han er på tronen og vinder ry som militært geni, som tårnbygger og som ’en mand der elsker landbrug’. (26:10) Han udruster og mekaniserer hæren. Hans styrke bliver imidlertid hans svaghed. Han bliver hovmodig og formaster sig til at overtage den præstelige pligt at ofre røgelse i Jehovas tempel. Af den grund slår Jehova ham med spedalskhed. Som følge heraf må han bo for sig selv, borte fra Jehovas hus og kongens hus, hvor hans søn Jotam dømmer folket i hans sted.

25. Hvorfor har Jotam fremgang?

²⁵ Jotam tjener Jehova (27:1-9). Til forskel fra sin fader trænger Jotam „ikke ind i Jehovas tempel“. Tværtimod gør han ’hvad der er ret i Jehovas øjne’. (27:2) I løbet af sin seksten år lange regeringstid udfører han meget byggearbejde og slår et ammonitisk oprør ned.

26. Hvilken uhørt ondskab fornedrer Akaz sig til?

²⁶ Den onde kong Akaz (28:1-27). Jotams søn Akaz viser sig at være en af de ondeste af Judas 21 konger. Han går så vidt at han ofrer sine egne sønner som brændofre til hedenske guder. Jehova overgiver ham derfor til de aramaiske, israelitiske, edomitiske og filistæiske hære. Sådan ydmyger Jehova Juda fordi Akaz ’lader tøjlesløsheden brede sig i Juda og man handler troløst mod Jehova’. (28:19) Akaz handler endnu værre og ofrer til Arams guder fordi aramæerne er ham overlegne i krig. Han lukker dørene til Jehovas hus og erstatter tilbedelsen af Jehova med tilbedelsen af hedenske guder. Det er derfor ikke for tidligt at Akaz’ regering ender efter seksten års forløb.

27. Hvordan viser Ezekias nidkærhed for tilbedelsen af Jehova?

²⁷ Den trofaste kong Ezekias (29:1–32:33). Akaz’ søn Ezekias regerer i 29 år i Jerusalem. Hans første handling er at åbne og reparere dørene til Jehovas hus. Derefter samler han præsterne og levitterne og befaler dem at rense templet og hellige det til Jehovas tjeneste. Han erklærer at han vil slutte en pagt med Jehova for at afvende hans brændende vrede. Tilbedelsen af Jehova genoptages på en storslået måde.

28. Hvilken stor højtid fejrer Ezekias i Jerusalem, og hvordan udtrykker folket sin glæde?

²⁸ En vældig påskefest planlægges, men da man ikke kan nå at forberede den til den første måned, benytter man sig af en udvej Loven giver mulighed for, og fejrer den i den anden måned i Ezekias’ første regeringsår. (2 Krøn. 30:2, 3; 4 Mos. 9:10, 11) Kongen inviterer ikke blot hele Juda til at komme, men også Israel, og skønt nogle i Efraim, Manasse og Zebulon gør nar af dem der kommer med indbydelsen, er der andre som ydmyger sig og kommer til Jerusalem sammen med hele Juda. Efter påskefesten følger de usyrede brøds højtid. Der hersker stor glæde i de syv dage højtiden varer, og man føler sig så opbygget at man bliver enig om at holde den i syv dage til. Der er „stor fryd i Jerusalem, for siden Davids søn kong Salomon af Israels dage var der ikke sket noget som dette i Jerusalem“. (2 Krøn. 30:26) Det åndeligt genoprettede folk indleder nu en omfattende kampagne for at befri både Juda og Israel for afgudsdyrkelse, mens Ezekias genindfører de materielle bidrag til levitterne og tempeltjenesten.

29. Hvordan belønnes Ezekias’ ubetingede tillid til Jehova?

²⁹ Så invaderer kong Sankerib af Assyrien Juda og truer Jerusalem. Ezekias tager mod til sig, udbedrer byens forsvarsværker og trodser fjendens hån. Han stoler helt og fuldt på Jehova og vedbliver med at bede om hjælp. Jehova besvarer på en dramatisk måde denne bøn der er opsendt i tro. Han ’sender en engel og udsletter enhver dygtig kriger og anfører og øverste i Assyriens konges lejr’. (32:21) Sankerib vender beskæmmet hjem. Selv hans guder kan ikke hjælpe ham, for han bliver senere dræbt ved deres alter af sine egne sønner. (2 Kong. 19:7) Jehova forlænger på mirakuløs vis Ezekias’ liv, og Ezekias opnår stor rigdom og herlighed. Hele Juda ærer ham ved hans død.

30. (a) Hvilken form for ondskab vender Manasse tilbage til, men hvad følger efter hans anger? (b) Hvad præger Amons korte regering?

³⁰ Manasses og Amons onde regeringer (33:1-25). Ezekias’ søn Manasse følger sin bedstefader Akaz’ dårlige eksempel og gør alt det gode der er udrettet under Ezekias’ regering til intet. Han genopbygger offerhøjene, opstiller hellige pæle og ofrer endog sine sønner til falske guder. Til sidst fører Jehova assyrerkongen imod Juda, og Manasse føres i fangenskab til Babylon. Der angrer han sine onde handlinger. Da Jehova viser ham barmhjertighed ved at give ham kongemagten tilbage, bestræber han sig på at udrydde dæmondyrkelsen og genoprette den sande tilbedelse. Men da Manasse dør efter at have regeret i hele 55 år kommer hans søn Amon på tronen, og han sørger i sin ondskab for at den falske tilbedelse indføres igen. Efter to års forløb dræbes han af sine egne tjenere.

31. Hvad er de vigtigste begivenheder under Josias’ modige regering?

³¹ Josias’ modige regering (34:1–35:27). Amons unge søn Josias gør et modigt forsøg på at genindføre den sande tilbedelse. Han lader ba’alsaltrene og billedstøtterne rive ned og istandsætter Jehovas hus, hvor man finder „bogen med Jehovas lov ved Moses“ — uden tvivl originalen. (34:14) Dog får den retfærdige Josias at vide at der skal komme ulykke over landet fordi det tidligere har været troløst, men at det ikke skal ske i hans tid. I sit attende regeringsår arrangerer han en storslået påskehøjtid. Efter at have regeret i 31 år bliver Josias dræbt under et forgæves forsøg på at forhindre de ægyptiske hærstyrker i at drage gennem landet på vej til Eufratfloden.

32. Hvordan føres Juda rige til sit katastrofale endeligt af de sidste fire konger?

³² Jehoahaz, Jojakim, Jojakin, Zedekias og Jerusalems ødelæggelse (36:1-23). De fire sidste judæiske kongers ondskab fører hurtigt til nationens katastrofale endeligt. Josias’ søn Jehoahaz regerer kun i tre måneder og bliver afsat af farao Neko af Ægypten. Han erstattes af sin broder Eljakim, hvis navn ændres til Jojakim, og under hans regering undertvinges Juda af den nye verdensmagt, Babylon. (2 Kong. 24:1) Da Jojakim gør oprør, drager Nebukadnezar i 618 f.v.t. op mod Jerusalem for at straffe ham, men Jojakim dør samme år efter at have regeret i elleve år. Han efterfølges af sin attenårige søn Jojakin, som overgiver sig til Nebukadnezar efter knap tre måneders regering og føres bort til fangenskab i Babylon. Nebukadnezar sætter nu en tredje af Josias’ sønner på tronen, Jojakins farbroder Zedekias. Han regerer dårligt i elleve år og ’ydmyger sig ikke for profeten Jeremias på Jehovas befaling’. (2 Krøn. 36:12) Ved deres store troløshed vanærer både præster og folk Jehovas hus.

33. (a) Hvordan begynder de 70 års øde tilstand, som en opfyldelse af Jehovas ord? (b) Hvilket historisk dekret omtales i de to sidste vers af Anden Krønikebog?

³³ Til sidst gør Zedekias oprør mod Babylons åg, og denne gang viser Nebukadnezar ingen barmhjertighed. Jehovas forbitrelse er stor og der er ingen lægedom. Jerusalem falder, dets tempel bliver plyndret og brændt, og de der har overlevet de atten måneders belejring føres som fanger til Babylon. Juda lægges øde. I dette år da landet bliver lagt øde, i 607 f.v.t., begynder således opfyldelsen af „Jehovas ord ved Jeremias’ mund“ om at Juda skal ligge øde hen i „halvfjerds år“. (36:21) Beretningen springer så frem til slutningen af disse 70 år for i de to sidste vers at fortælle om Kyros’ historiske dekret i 537 f.v.t. De jødiske fanger skal løslades! Jerusalem skal rejse sig igen!

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

34. Hvad lagde Ezra vægt på da han udvalgte sit stof, og hvordan var dette gavnligt for nationen?

³⁴ Anden Krønikebog føjer sit magtfulde vidnesbyrd til det der er aflagt af andre vidner om denne begivenhedsrige periode fra 1037 til 537 f.v.t. Desuden giver den værdifulde supplerende oplysninger som ikke findes i andre af de kanoniske bøgers historiske beretninger, for eksempel oplysningerne i kapitlerne 19, 20 og 29-31. Da Ezra udvalgte stoffet lagde han vægt på de grundlæggende og varige elementer i nationens historie, såsom præsteskabet og dets tjeneste, templet og pagten om riget. Dette var gavnligt fordi det kunne holde nationen sammen i håbet om Messias og hans rige.

35. Hvilke betydningsfulde punkter bevises i de afsluttende vers af Anden Krønikebog?

³⁵ De afsluttende vers i Anden Krønikebog (36:17-23) giver afgørende beviser for at Jeremias 25:12 er gået i opfyldelse og viser desuden at der skal tælles fulde 70 år fra landet blev lagt fuldstændig øde til tilbedelsen af Jehova blev genoprettet i Jerusalem i 537 f.v.t. Denne øde tilstand begynder derfor i 607 f.v.t.c — Jer. 29:10; 2 Kong. 25:1-26; Ezra 3:1-6.

36. (a) Hvilke magtfulde formaninger indeholder Anden Krønikebog? (b) Hvordan styrker den forventningen om Riget?

³⁶ Anden Krønikebog indeholder magtfulde formaninger til dem der vandrer i den kristne tro. Adskillige af Judas konger begyndte godt men faldt så tilbage til ondskabens veje. Denne historiske beretning understreger kraftigt at trofasthed mod Gud er en betingelse for fremgang. Vi bør derfor advares om ikke at høre til dem „som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live“. (Hebr. 10:39) Selv den trofaste kong Ezekias blev hovmodig da han var kommet sig efter sin sygdom, og det var kun fordi han hurtigt ydmygede sig at han undgik Jehovas harme. Anden Krønikebog priser Jehovas vidunderlige egenskaber og ophøjer hans navn og overhøjhed. Hele beretningen er skrevet ud fra det synspunkt at det er nødvendigt at vise Jehova udelt hengivenhed. Da den også fremhæver Judas kongelige slægtslinje styrker den vor forventning om at se den rene tilbedelse ophøjet under det evige rige ved Jesus Kristus, Davids loyale søn. — Matt. 1:1; Apg. 15:16, 17.