Spørgsmål fra læserne
● Hvilke kvalifikationer skal en broder have hvis man skal anbefale ham som menighedsbogstudieleder? — A. S., U.S.A.
Bibelen giver os den norm vi skal følge. Hver gang en broder skal anbefales til tjener af menighedens udvalg, bør disse brødre slå op i Bibelen og betragte vedkommende i lyset af det den siger. I Første Timoteusbrev, kapitel 3, versene 1 til 7, tales der om tilsynsmanden; fra 1Ti 3 vers 8 gives der oplysning om assisterende tjenere, som den danske oversættelse kalder „menighedstjenere“, hvilket indbefatter menighedsbogstudieledere.
Læg mærke til hvad der her siges: „Menighedstjenere bør ligeledes være værdige mænd, der ikke er tvetungede, ikke forfaldne til megen vin og ikke søger skammelig vinding; mænd, der med ren samvittighed bevarer troens hemmelighed.“ Hvis en broder er som Paulus siger her, ’værdig’, og en der „med ren samvittighed bevarer troens hemmelighed“, vil han også være samvittighedsfuld i sin tjeneste, og det kan mærkes at han er åndeligsindet. Dette er vigtigt fordi bogstudielederen må medvirke til at de der er tilsluttet hans gruppe, opbygges åndeligt.
I 1Ti 3 vers 10 fortsætter Paulus med at sige: „Også disse skal først prøves; derefter kan de blive menighedstjenere, hvis der ikke er noget at klage på dem.“ Det er ikke klogt at være for hurtig til at anbefale én der kan være en smule tvivl om. Lad ham ’først blive prøvet’; lad ham, før han bliver udnævnt, vise at han altid træffer sine afgørelser på et godt bibelsk grundlag. Hvis der er nogen tvivl om hvorvidt han med hensyn til sit verdslige arbejde er et godt eksempel for andre, eller hvis der er noget andet forhold der kunne rejses tvivl om, er det ikke nødvendigt at skrive til Selskabet for at spørge om det kan gå an at anbefale ham. Følg blot Bibelens formaning om at der ’ikke må være noget at klage på ham’. Hvis der er det, bør han ikke anbefales til at lede Guds hjord.
Det næste vers lyder: „Kvinder [bør] ligeledes være værdige, ikke sladderagtige, men ædruelige og tro i alt.“ Paulus taler ikke her om at kvinder ville blive udnævnt til tjenere, for i 1Ti 3 vers 12, hvor han taler om assisterende tjeneres ægteskabelige forhold, taler han kun om mænd. Denne bemærkning i 1Ti 3 vers 11 viser simpelt hen at søstrene i menigheden også burde stræbe efter at nå denne høje bibelske standard. Selv om søstrene ikke udnævnes til tjenere, kan man bede dem om at fungere som stedfortrædere indtil der er kvalificerede brødre i menigheden.
I 1Ti 3 vers 12 og 13 læser vi videre: „En menighedstjener skal være én kvindes mand og styre sine børn og sit hus godt. Thi de, som har tjent vel, vinder sig en smuk stilling og megen frimodighed i troen på Kristus Jesus.“
Som I ser, er der sat en høj norm for disse assisterende tjenere. Når en broder skal anbefales til denne tjeneste, er det derfor klart at udvalget har pligt til at gøre mere end blot lige at kigge på hans optegnelseskort og sludre lidt om hvordan han er. Guds ord må være lyset på vor sti. Det er godt at undgå at menighedsbogstudiegrupperne bliver for store, men selve antallet af deltagere er ikke den væsentligste faktor som skal tages i betragtning når man skal afgøre hvorvidt en ny gruppe bør oprettes. Det er af langt større vigtighed at være sikker på at man har en broder til rådighed som har de fornødne bibelske kvalifikationer og som kan tage vare på den nye gruppe. I nogen tid vil gruppen måske være større end vi ellers foretrækker det, men man kan udnytte denne tid godt ved at oplære dem som viser at de har gode muligheder for at gøre fremskridt, indtil de når Bibelens standard for assisterende tjenere. Selv om der er mange faktorer som må tages i betragtning når man organiserer menighedsbogstudier, vil det Bibelen siger om hvem der er kvalificeret til at være tjener, altid komme i første række.
● Hvordan kan man sige at Jesus kunne have fået fuldkomne børn med en ufuldkommen hustru? Ville børnene ikke ifølge arvelighedslovene have arvet ufuldkommenhed fra deres moder? — F. S., England.
Grundlaget for at fremsætte denne tanke som en mulighed er det der skete i Jesu eget tilfælde. Han blev født fuldkommen, selv om han havde en ufuldkommen moder, Maria.
Hermed benægter vi ikke den videnskabeligt påviste kendsgerning at foreningen af en mandlig sædcelle og en kvindelig ægcelle, som begge indeholder kromosomer og gener, til sidst resulterer i en ny organisme med egenskaber der er arvet fra begge forældre. Denne proces er blevet iagttaget og kan nu næppe kaldes en teori.
I Jesu eget tilfælde ser det ud til at Jehova benyttede et af æggene i kvinden Marias moderskød. Skønt jomfru var hun ufuldkommen. (Rom. 3:23) Hvis Jehova ikke havde gjort det, ville Jesus fysisk set ikke have været en efterkommer af Abraham og kong David, sådan som det var forudsagt han skulle være. (1 Mos. 22:18; Es. 11:1, 2; Luk. 3:23-38) Vi tror derfor at Jesus så ud som en jøde, at han havde menneskelige træk der kunne ses hos hans moder.
Nu vil man måske så spørge: Ville Jesus ikke have arvet nogen ufuldkommenhed fra Maria? Nej, Bibelen viser tydeligt at Jesus var født fuldkommen. (1 Pet. 2:22; Joh. 8:46) På denne måde modsvarede han nøjagtigt den fuldkomne Adam og kunne tjene som en løsesum der kunne borttage synder. (Hebr. 7:26; 9:26; Rom. 5:18) Vi må holde os for øje at der her ikke kun er tale om arvelighedslove og om dominerende og vigende egenskaber. Nej, der er også tale om fuldkommenhed og ufuldkommenhed. Vi har ingen erfaring for hvad der sker når fuldkommenhed og ufuldkommenhed forenes. Videnskabsmændene kan ikke måle menneskelig fuldkommenhed eller ufuldkommenhed som er et resultat af synd. De kan heller ikke forudsige hvilken mægtig virkning en fuldkommen mandlig sædcelle ville have på en ufuldkommen ægcelle. Men det fremgår af det der skete i Jesu tilfælde at den fuldkomne mandlige faktor ved forplantningen var dominant over ufuldkommenheden hos Maria. Jesu fuldkomne Fader overførte sin søns fuldkomne liv til Marias moderskød, og resultatet var et helt igennem fuldkomment afkom, Jesus. — Gal. 4:4.
På grundlag af det de inspirerede skrifter siger om Jesu undfangelse og fødsel, kan vi slutte at han, som følge af at han var helt igennem fuldkommen, kunne være blevet fader til fuldkomne børn, selv med en ufuldkommen hustru. Naturligvis var dette ikke Guds vilje med Jesus. (Hebr. 10:5-10; Matt. 26:39) Ikke desto mindre var denne mulighed efter al sandsynlighed til stede.
● Hvorfor brugte jøderne navnet på den hedenske gud Tammuz som navn på en af deres måneder? — R. M., Honduras.
Tammuz var navnet på en babylonisk gud. (Ez. 8:14) Selv om Bibelen ikke anvender navnet som navn på en måned, møder man det i posteksilske værker, som for eksempel den jødiske Talmud, hvor det anvendes som navn på den fjerde måned i det hellige år, den tiende måned i det borgerlige år. (Ez. 1:1) Denne måned svarer til sidste halvdel af juni og første halvdel af juli.
Når jøderne brugte det hedenske navn tammuz for den fjerde måned i det hellige år, har det sikkert kun været for bekvemmelighedens skyld. Vi må huske på at jøderne var et undertvunget folk og måtte omgås det fremmede folk og foretage indberetninger til den fremmede magt der herskede over dem. Det er derfor forståeligt at de har brugt de navne som den fremmede magt brugte. På tilsvarende måde har den gregorianske kalender, som vi bruger i dag, måneder der er opkaldt efter guderne Janus, Mars og Juno, samt efter Julius og Augustus Cæsar. Alligevel bruger de kristne, som er underlagt den verdslige øvrighed, stadig disse navne. — Rom. 13:1.
● Hvorfor var Rakel villig til at give afkald på en chance til at undfange, mod at hun til gengæld fik nogle kærlighedsæbler, som berettet i Første Mosebog 30:14, 15? — R. A., U.S.A.
Bibelens „kærlighedsæbler“ er frugten af en lav plante, kaldet alrune, hvis rod minder om en turnips. Den modnes i Israel hen på foråret og har et gult bær som til en vis grad ligner et æble. I oldtiden blev frugten anvendt i medicinen som bedøvelsesmiddel og som et middel mod krampe. Man anså den også for at være et elskovsmiddel som kunne øge frugtbarheden eller hjælpe til ved undfangelsen, og i visse dele af østen tillægger man den stadig denne kraft. — Højs. 7:13.
I Første Mosebog, kapitlerne 29 og 30, får vi at vide at patriarken Jakob med sin hustru Lea og to medhustruer blev fader til otte sønner; disse sønner blev senere overhoveder for Israels stammer. Dog havde Jakobs yndlingshustru Rakel efter mange års ægteskab endnu ikke undfanget. En dag da Ruben kom med nogle kærlighedsæbler til sin moder, Lea, gik Rakel ind på at give Lea en lejlighed til at nyde sin ægteskabelige ret med Jakob mod at Rakel til gengæld fik kærlighedsæblerne. (1 Mos. 30:14, 15) Hun har muligvis troet at kærlighedsæblerne kunne hjælpe hende til at undfange og borttage den skændsel det var at være ufrugtbar. Dog varede det nogle år før Jehova „åbnede hendes moderliv“ og hun blev frugtsommelig med sin første søn Josef. — 1 Mos. 30:22-24.
Mens Bibelen således ikke omtaler Rakels motiv, har hun muligvis været villig til denne byttehandel i håb om at hun på den måde kunne blive hjulpet til at blive frugtsommelig.