Hvad Bibelen siger

Mente Gud: „Du må ikke SLÅ IHJEL“?

DE FLESTE har sikkert hørt nogen sige: ’Der står i de ti bud: „Du må ikke slå ihjel“’ I nylig udkæmpede krige har mænd henvist til disse ord som begrundelse for ikke at deltage i krigene. Også i spørgsmålet om dødsstraf er budet aktuelt.

Andre henviser til det som et eksempel på at Bibelen modsiger sig selv. En brochure med dette sigte har en overskrift der lyder „Forbudt at slå ihjel“, og anfører ordene „Du må ikke slå ihjel! (2 Mos. xx.13)“, men henleder så opmærksomheden på at Gud i visse tilfælde påbød israelitterne at henrette enkeltpersoner. (2 Mos. 32:27; 2 Kong. 10:11, 30) Jehova påbød også israelitterne at tilintetgøre fjendtlige nationer. (5 Mos. 7:1, 2, 16; 12:31; Jos. 6:12-21) Kan det derfor være rigtigt at Gud sagde: „Du må ikke slå ihjel“? Hvad indbefatter dette, det sjette, af de ti bud? Og udelukker det kategorisk al krigsførelse og enhver form for dødsstraf?

Udtrykket „Du må ikke slå ihjel“ er velkendt for de fleste, idet mange almindeligt anvendte bibeloversættelser, deriblandt den danske autoriserede oversættelse, gengiver Anden Mosebog 20:13 på denne måde. (5 Mos. 5:17) Slår man imidlertid skriftstedet op i nyere oversættelser, gengives det ofte således: „Du må ikke myrde“ eller „Du må ikke begå mord“.a Hvorfor denne forskel?

Det ord der er brugt i den hebraiske grundtekst er ratsach, som bogstaveligt betyder „at brække“ eller „at slå itu“. John Parkhurst forklarer i sin ordbog over det hebraiske sprog at ratsach i Bibelen „betegner manddrab eller mord, dvs. enten ved uagtsomhed eller med overlæg at tage et menneskes liv“.

Det er værd at bemærke at ratsach de 33 af de 47 gange det bruges i De hebraiske Skrifter har at gøre med Israels tilflugtsbyer. Det var byer hvortil et menneske der havde taget en andens liv kunne flygte. Hvis det over for en domstol kunne godtgøres at det drejede sig om uagtsomt manddrab, kunne manddraberen forblive i byen. Men hvis en retsgyldig undersøgelse viste at drabet var sket af ondskab eller med overlæg, måtte den skyldige bøde med sit eget liv. Læg mærke til hvordan ratsach i nogle oversættelser gengives under hensyntagen til disse to muligheder:

„I [skal] udse eder nogle byer, I kan have som tilflugtsbyer, så at en manddraber, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. . . . Men slår han ham ihjel med et jernredskab [der med overlæg er brugt som våben], så er han en manddraber [morder, Lindberg; NW], og manddraberen [morderen, Lindberg; NW] skal lide døden.“ — 4 Mos. 35:6, 11-34; 5 Mos. 4:41-43; 19:1-7; Jos. 20:2-6; 21:13-39.

Andre vers tyder på at ratsach som regel anvendes om dét at tage et menneskes liv uretmæssigt, at gøre det i modstrid med Guds lov. Læg mærke til de ting der i Hoseas 4:2 er forbundet med det: „Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ — Jer. 7:9, Lindberg; NW.

At ikke enhver form for berøvelse af menneskeliv blev betragtet som ratsach (i betydningen mord), ses altså af den straf den forsætlige manddraber måtte lide. Det kan således heller ikke være enhver form for berøvelse af menneskeliv det sjette af de ti bud forbyder. Efter vandfloden sagde Jehova Gud udtrykkelig til Noa: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:6) Ja, selv før Gud gav israelitterne Loven, tillod han dødsstraf. Det der blev givet forbud imod i det sjette bud var ’at udøse menneskers blod’ ved mord, ikke at eksekvere en retfærdig dødsdom over en morder.

Dette hjælper os til at forstå brugen af ratsach i forbindelse med kong Akab. Kongen ønskede sig brændende Nabots vingård og lod Nabot dræbe for at få den. Her eksekverede kong Akab ikke en juridisk dødsdom over et menneske der havde begået en dødssynd i Israel. Nej, det var et lovstridigt drab på et menneske, en overtrædelse af budet „Du må ikke myrde“. Akab var således en morder der fortjente at dø. — 1 Kong. 21:1-10, 19; 2 Kong. 6:32; 3 Mos. 24:17.

Men hvordan forholder det sig i tilfælde af krig? Var Israels krige ikke i modstrid med Guds bud „Du må ikke myrde“?

Nej. Bibelen bruger i intet tilfælde ordet ratsach (mord) hvor der tales om disse krige. Når israelitterne førte krig på Guds foranledning, handlede de ikke i modstrid med Loven. De handlede på Guds bud og blev ledet af ham, den øverste Dommer. (Es. 33:22; Sl. 19:8) Disse krige var ikke krige man udkæmpede for at udvide landegrænserne i det uendelige, som så mange af nationernes krige i vor tid. Det var ikke krige man udkæmpede for økonomisk vindings skyld. Det var heller ikke krige som gik imod retmæssigt indgåede fredsaftaler eller ikke-angrebspagter — som det er tilfældet med visse af vor tids krige.

Der findes ikke en eneste nation på jorden i dag som udelukkende består af personer der tilbeder Jehova og ledes mirakuløst af ham gennem hans profeter, ingen nation som har guddommelig tilladelse til at besidde et bestemt landområde. Men en sådan nation var det gamle Israel. Jehova havde lagt mærke til at indbyggerne i Kana’ans land var sunket dybt i misgerninger; de var moralsk afsporede og fortjente at blive udryddet. (1 Mos. 15:13-21; 3 Mos. 18:24, 25) Som retmæssig ejer af jorden besluttede Gud at give dette land til den israelitiske nation. Og under ledelse af mænd som Gud specielt havde udvalgt til opgaven, brugte han Israel til at eksekvere hans domme over kana’anæerne. — 5 Mos. 9:4, 5; 12:31; Jos. 10:40.

Når israelitterne således eksekverede Jehovas juridisk og moralsk retfærdige domme, eller når de forsvarede deres gudgivne land, gjorde de sig ikke skyldige i brud på loven „Du må ikke myrde“.

Hvordan forholder det sig med de kristne? Da det sjette bud blot gentog det som Gud, gennem Noa, tidligere havde sagt til hele den menneskelige familie, er vi stadig underlagt loven om ikke at myrde. Ja, de allersidste kapitler i Bibelen siger advarende at mordere som ikke angrer vil erfare evig udslettelse i „den anden død“. (Åb. 21:8; 22:15) Hvor vigtigt er det derfor ikke at vi undgår meddelagtighed i at berøve nogen livet i modstrid med Guds lov! I overensstemmelse med dette lader Gud gennem profeten Esajas sine sande tilbedere, „talrige folkeslag“, sige: „Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ Og der siges om dem at de ’skal smede deres sværd til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; og ikke øve sig i våbenfærd mer’. — Es. 2:3, 4.

Desuden bliver de kristne gjort opmærksomme på at tanken om mord opstår i hjertet. (Matt. 5:21-26; 15:19) Hvis man lader had til en medkristen få grobund i sit hjerte, er man så godt som en manddraber eller en morder. Måtte det aldrig ske! — 1 Joh. 3:15.

„Du må ikke SLÅ IHJEL!“ giver altså ikke den helt præcise forståelse af det sjette bud. Oversættelsen „Du må ikke myrde“ er mere korrekt. Når vi forstår det, hjælper det os til at se at Israels retfærdige krige ikke var et brud på denne lov. Og vi kan bedre fornemme dets betydning i forbindelse med vor egen handlemåde og vor egen indstilling til det at tage et menneskes liv.

[Fodnote]