Spørgsmål fra læserne
Undlader Jehovas vidner at fejre fødselsdage fordi denne skik i oldtiden havde religiøs betydning?
Fejring af fødselsdage har sin rod i overtro og falsk religion, men det er ikke den eneste grund til at Jehovas vidner undgår denne skik.
Nogle skikke der engang var af religiøs karakter har i dag helt mistet dette præg mange steder. For eksempel havde vielsesringen engang religiøs betydning, men nu gælder dette de færreste steder. I sådanne tilfælde er det almindeligvis afgørende hvorvidt skikken nu forbindes med falsk religion. — Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 1. juni 1972 og 15. oktober 1991.
Talrige opslagsværker afslører at fejring af fødselsdage har overtroiske og religiøse forløbere. The Encyclopedia Americana bemærker: „I oldtidens ægyptiske, græske, romerske og persiske verden fejrede man guders, kongers og adelsfolks fødselsdage.“ I modsætning hertil siges der at „skønt oldtidens israelitter førte fortegnelser over de mandlige borgeres alder, tyder intet på at de holdt fest på fødselsdagene“. — 1991-udgaven.
Andre opslagsværker beskæftiger sig indgående med oprindelsen til fejring af fødselsdage: ’Fødselsdagsfester tog deres begyndelse for mange år siden i Europa. Folk troede på gode og onde ånder, nu og da også benævnt gode og onde feer. Alle frygtede at disse ånder ville gøre fødselaren fortræd, og vedkommende blev derfor omgivet af slægt og venner. Fødselsdagsselskabet havde således oprindelig til hensigt at skærme en person mod ondt og sikre at det kommende år blev godt.’ — Birthday Parties Around the World, 1967.
Denne bog redegør desuden for oprindelsen til mange fødselsdagsskikke. Et eksempel: „Brugen [af levende lys] kan føres tilbage til oldtidens grækere og romere, der mente at kærter eller lys besad en undergørende kraft. Man bad bønner og fremsatte ønsker som skulle føres op til guderne af lysenes flammer, og guderne ville så nedsende deres velsignelse og måske besvare folks bønner.“
Om fejringen af fødselsdage havde eller stadig har et religiøst præg er imidlertid ikke det eneste som er afgørende for hvordan kristne bør forholde sig til fødselsdage i dag. Modne kristne vil være opmærksomme på alle de fingerpeg Bibelen giver.
Guds tjenere i fortiden registrerede hvornår enkeltpersoner blev født, og på dette grundlag kunne man udregne folks alder. Vi læser: „Noa blev så fem hundrede år gammel. Derpå blev Noa fader til Sem, Kam og Jafet.“ — 1 Mosebog 5:32; 11:10-26.
Blandt Guds tjenere var barnefødsel en glædelig og lykkelig begivenhed. (Lukas 1:57, 58; 2:9-14; Johannes 16:21) De fejrede imidlertid ikke fødselsdagen; de mindedes andre årsdage, men aldrig fødselsdage. (Johannes 10:22, 23) Bogen Customs and Traditions of Israel siger herom: „Fejringen af fødselsdage er lånt fra andre nationers skikke, idet der ikke nævnes noget om denne skik blandt jøder, hverken i Bibelen, Talmud eller de senere vismænds skrifter. Faktisk drejer det sig om en gammel ægyptisk skik.“
At der var en forbindelse med Ægypten fremgår tydeligt af Bibelens omtale af en fødselsdagsfest, men det var en fest som sande tilbedere ikke fejrede. Det var festen for den farao der herskede mens Josef sad i et ægyptisk fængsel. Nogle hedninger har sikkert glædet sig over denne fest, men ved denne lejlighed blev Faraos overbager hængt. — 1 Mosebog 40:1-22.
Et lignende ugunstigt lys kastes over Herodes Antipas’, Herodes den Stores søns, fødselsdagsfest. Bibelen skildrer den som en alt andet end uskyldig fest, for ved denne lejlighed blev Johannes Døber halshugget. Bagefter „kom hans disciple og bar liget bort og begravede det; og de gik hen og gav Jesus besked“. Da Jesus hørte det, „tog han i en båd væk derfra til et øde sted hvor han kunne være sig selv“. (Mattæus 14:6-13) Kan man forestille sig at disse disciple eller Jesus har opfattet fødselsdagsfester som noget rart og tiltalende?
I betragtning af det man ved om oprindelsen til fejring af fødselsdage, og, endnu vigtigere, det ugunstige lys hvori Bibelen fremstiller denne skik, har Jehovas vidner rigelig grund til at afholde sig derfra. De behøver ikke at følge denne verdslige skik, eftersom de benytter sig af mange andre anledninger til opmuntrende samvær året igennem. De giver ikke gaver fordi de er tvunget eller presset til det, men giver spontant og når som helst, af ægte gavmildhed og hengivenhed. — Prædikeren 2:24; Lukas 6:38; Apostelgerninger 9:36, 39; 1 Korintherbrev 16:2, 3.