Spørgsmål fra læserne
● Hvad er ’det gamle bud’ og ’det nye bud’ som nævnes i Første Johannesbrev 2:7, 8? — U.S.A.
De omtalte vers lyder således: „Mine elskede, det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen. Det gamle bud er det ord, I har hørt. Alligevel er det et nyt bud, jeg skriver til jer; det viser sig som sandhed i ham og i jer, thi mørket viger, og det sande lys skinner allerede.“ — 1 Joh. 2:7, 8.
Var det Moseloven apostelen Johannes hentydede til med ordene „det gamle bud“? Det kan det næppe være, for han skrev til kristne, som jo ikke er underlagt Moseloven. (Rom. 6:14) Eftersom temaet i Johannes’ brev er kærlighed, ser det snarere ud til at han hentyder til Jesu ord: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ (Joh. 13:34) Da Johannes skrev sit første brev (omkring år 98 e.v.t.) var der gået over tres år siden Jesus, ved kristendommens begyndelse, gav denne befaling om at elske. Johannes kunne derfor med rette sige at det var „et gammelt bud“.
Hvad er så ’det nye bud’ som Johannes nævner i vers otte? Det ser ud til at være det samme som det han lige har omtalt som „det gamle bud“. Vi kan ikke forestille os Johannes give Kristi disciple et virkelig „nyt“ bud, et bud som var forskelligt fra det som Jesus havde lært. Men i hvilken forstand kunne Johannes kalde det „nyt“?
Han kunne kalde det nyt i samme forstand som Jesus havde kaldt det nyt. Det indbefattede at man var villig til at give sin sjæl til gavn for en broder, noget som Moseloven ikke havde krævet. (Joh. 15:12) Desuden var det nyt i den forstand at man på ny måtte tage det til følge, med fornyet iver, i betragtning af de ændrede forhold. Henimod slutningen af det første århundrede, hvor mange af apostlene allerede var døde og hvor „lovløshedens hemmelighed“ allerede var i virksomhed i menighederne, kunne de kristne som Johannes skrev til, se de forandringer der havde fundet sted og de kunne forstå at der var brug for på ny at tage Jesu bud om at vise kærlighed til efterretning. (2 Tess. 2:6-8) Alligevel kunne Johannes skrive til dem at ’det nye bud’ „viser sig som sandhed i ham og i jer“ eller, som New World Translation siger, „er sandt i hans tilfælde og i jeres“, fordi de rettede sig efter det i deres liv, ligesom Jesus havde rettet sig efter det. Af de efterfølgende vers fremgår det at en kristen som ikke elsker sin broder er i mørke. Det ser derfor ud til at Johannes, på grund af den tiltagende kærlighed blandt mange af Kristi disciple, kunne skrive at „mørket viger [er ved at forsvinde, NW], og det sande lys skinner allerede“.
I betragtning af den vanskelighed som Første Johannesbrev 2:7, 8 frembyder, giver flere nye bibeloversættelser en friere oversættelse af disse vers, en oversættelse som er i overensstemmelse med den her givne forklaring. For eksempel siger The New English Bible: „Kære venner, jeg giver jer ikke noget nyt bud. Det er det gamle bud som I altid har haft for øje; det gamle bud er det budskab som I hørte i begyndelsen. Og dog er det et nyt bud jeg giver jer — nyt i den betydning at mørket er ved at forsvinde og det sande lys allerede skinner. Kristus har vist at dette er sandt, og I har selv erfaret at det er sandt.“ Se også The Jerusalem Bible og C. B. Williams’ og J. Phillips’ oversættelser.
Altså hentyder begge udtryk, ’det gamle bud’ og ’det nye bud’, øjensynlig til Jesu befaling om at hans disciple skulle elske hverandre ligesom han havde elsket dem.
● Bibelen fortæller at profeten Samuel frembar ofre. Vil det sige at han var præst? — U.S.A.
Nej, Bibelen viser klart at Samuel ikke var præst i Arons slægtslinje. Samuels fader Elkana boede i Rama i Efraims bjerge og kaldes derfor efraimit. Af herkomst var Elkana imidlertid levit af den ikke-præstelige familie som nedstammede fra Kehat. (1 Sam. 1:1, 19; 1 Krøn. 6:27, 33, 34) Som ikke-præstelig kehatit og levit havde Samuel ingen myndighed til at tjene ved helligdommens alter, og der findes ingen beretning om at han nogen sinde gjorde det. Vedrørende de levitter som ikke var af Arons slægt sagde Guds lov: „De må ikke komme de hellige ting eller alteret nær, at ikke både de og I skal dø.“ (4 Mos. 18:3) Som Jehovas særlige tjener og profet kunne Samuel imidlertid, i lydighed mod de guddommelige påbud han fik, frembære ofre andre steder end i helligdommen, ligesom Gideon af Manasses stamme og senere profeten Elias gjorde. — Dom. 6:15, 25-28; 1 Kong. 18:36-38.
Da kong Saul ’tog mod til sig’ og bragte brændofferet, er det værd at bemærke at Samuel ikke anklagede ham for uretmæssigt at have tiltaget sig de præstelige pligter. Samuel sagde blot: „Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den befaling, [Jehova] din Gud gav dig, ville [Jehova] nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid; men nu skal dit kongedømme ikke bestå.“ (1 Sam. 13:12-14) Hvilken befaling var det Samuel revsede Saul for ikke at have overholdt? Og hvilket ledende princip kan vi udlede af dette?
Tidligere havde Samuel pålagt Saul: „Du skal gå i forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe brændofre og ofre takofre. Syv dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!“ (1 Sam. 10:8) Selv om denne befaling måske vedrørte en anden lejlighed (sådan som nogle kommentatorer mener), må den i nogen grad svare til den befaling Saul overtrådte. I hvert fald står det fast at Samuel var Jehovas særlige tjener, og derfor var den nævnte befaling i realiteten en befaling fra Jehova og kunne ikke overtrædes ustraffet. Saul syndede således ved at han egenrådigt gik i gang med at ofre og ikke adlød Jehovas befaling (som var givet ved Samuel) om at vente. Det drejede sig ikke om et forsøg på at tilrane sig præsteværdigheden, for Samuel var ikke aronitisk præst. Saul syndede ikke på samme måde som den senere kong Uzzija, til hvem der blev sagt: „At ofre [Jehova] røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons sønner, præsterne.“ — 2 Krøn. 26:18.
Sauls synd viser hvor alvorlig en sag det er at ignorere Guds forordninger. Samuel havde ikke gjort sig selv til profet. Det var Jehova Gud der ved sin hellige ånd havde kaldet ham til at være det, således at „hele Israel . . . forstod, at Samuel virkelig var kaldet til [Jehovas] profet“. (1 Sam. 3:19, 20) På samme måde bliver de der tjener som hyrder og tilsynsmænd i den kristne menighed, indsat af den hellige ånd. (Ap. G. 20:28) Naturligvis taler de ikke under guddommelig inspiration, sådan som Samuel gjorde. Alligevel bør vi ikke optræde egenrådigt og forsøge at overtage deres ansvar og pligter, måske fordi vi føler at de ikke gør tingene rigtigt eller ikke er hurtige nok. Enhver der med overlæg gør noget sådant vil, i lighed med kong Saul, bringe sig selv i vanskeligheder og bringe sit forhold til Jehova Gud i fare.