Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 18. del

Andre ændringer i opfattelsen

Den større forståelse af Guds ord medførte andre ændringer i de kristnes opfattelse. Broder Grant Suiter fortæller at den sidste halvdel af tyverne var bemærkelsesværdig i den forbindelse. Han siger: „I disse år syntes der at foregå en konstant tilpasning af synet på forskellige skriftsteder og spørgsmål. For eksempel pegede Vagttaarnet i 1927 på at de trofaste medlemmer af Kristi legeme som havde sovet i døden, ikke var blevet oprejst i 1878 [som man engang troede], at livet ligger i blodet, og at vores syn på det at skulle gå med mørkt og højtideligt tøj [ved møderne] ville blive ændret.“ (Se Vagttaarnet for 1927, side 182-184 og 198-201; og for 1928, side 19, 20.) Allerede året før, under et stævne i London fra den 25. til den 31. maj 1926, havde broder Rutherford talt fra platformen iført almindelig habit i stedet for det formelle kjolesæt som Jehovas kristne vidner længe havde ment at offentlige talere skulle være iført.

Man ændrede også synet på „kors og krone“-symbolet, som havde forekommet på forsiden af Vagttårnet fra og med den engelske udgave for januar 1891. Mange bibelstudenter havde i årevis gået med en nål med dette symbol. C. W. Barber beskriver den for os: „Det var egentlig en slags emblem; det havde en krans af laurbærblade som bort, og i midten var der en krone, og skråt gennem kronen et kors. Det så helt pænt ud, og det var dengang vores forestilling om hvad det vil sige at tage sit ’kors’ op og følge Kristus Jesus for senere at kunne bære sejrens krone.“

Om det at gå med „kors og krone“-nåle kommenterer Lily R. Parnell: „I broder Rutherfords øjne var det babylonisk, og det skulle ophøre. Han sagde til os at når vi gik ud til folks døre og begyndte at tale med dem, så var det et vidnesbyrd i sig selv.“ Broder Suiter skriver derfor, idet han tænker tilbage til stævnet i Detroit i 1928: „Ved stævnet blev det vist at ’kors og krone’-mærkerne ikke alene var overflødige, men også at der kunne rejses indvendinger imod dem. Så vi kasserede altså de små smykker.“ Tre år senere, fra og med udgaven for 15. oktober 1931, ophørte The Watchtower med at bære korset og kronen på forsiden.

„I er mine vidner,“ siger Jehova

Den 29. oktober 1929, den såkaldte „sorte tirsdag“, kom som et chok for verden. Aktiemarkedet var brudt sammen. New York Times bragte nyheden under overskriften: „Styrtdyk på 14.000.000.000 dollars i aktiepriserne i landsomfattende panik for at sælge; bankerne skal støtte markedet i dag.“ Sådan begyndte tredivernes store depression. Men i denne økonomiske trængselstid gav Jehova alligevel sit folk et rigt åndeligt forråd. Og han åbnede også deres øjne for den dybe betydning der ligger i ordene: „I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ — Es. 43:12.

Der blev lagt mere og mere vægt på Guds navn. Betragt for eksempel titlerne på hovedartiklerne i The Watch Tower for 1. januar nogle år efter hinanden. Det var artikler som: „Hvem vil ære Jehova?“ (1926; på dansk 1. februar), „Jehova og hans Gerninger“ (1927; på dansk 1. februar), „Giv Guds Navn Ære“ (1928; på dansk 1. februar), „Jeg vil prise min Gud“ (1929; på dansk 15. februar), „Syng for Jehova“ (1930; på dansk 15. februar).

I forbindelse med ophøjelsen af Guds navn var stævnet i Columbus, Ohio, fra den 24. til den 30. juli 1931 en særlig milepæl. Stævnet blev „udvidet“ sådan at der blev afholdt lignende stævner 165 andre steder på jorden. Men det var ikke den mest betydningsfulde side af sagen. Der var noget andet som var langt vigtigere. Det havde at gøre med de to gådefulde bogstaver „JW“ som stod på det trykte stævneprogram og på forsiden af stævneavisen The Messenger — og mange andre steder. „Da vi nærmede os stævnepladsen,“ bemærker Burnice E. Williams sen., „så vi at der stod ’JW’ alle vegne. Men da vi ikke vidste hvad bogstaverne stod for, tænkte vi alle sammen: ’Hvad betyder dette her JW?’“ Søster Herschel Nelson fortæller: „Der var mange forslag til hvad JW stod for — Just Wait [engelsk; det betyder ’vent blot’], Just Watch [’vær på udkig’], men det rigtige . . .“

Betydningen af „JW“ blev afsløret søndag den 26. juli 1931, da de begejstrede stævnedeltagere gav deres hjertelige tilslutning til en resolution forelagt af J. F. Rutherford. Den bar titlen „Et nyt Navn“, og sagde blandt andet:

„For at gøre vor sande Stilling kendt, og fordi vi tror, det er i Overensstemmelse med Guds Vilje, som den er udtrykt i hans Ord, beslutter og vedtager vi derfor følgende:

Vi nærer stor Kærlighed til Broder Charles T. Russell for hans Gernings Skyld, og med Glæde anerkender vi, at Herren brugte ham og storlig velsignede hans Gerning. Dog forbyder Guds Ord os at lade os kalde ’Russellitter’. Watch Tower Bible & Tract Society, International Bible Students’ Association og Peoples Pulpit Association er kun navne paa de Korporationer eller Organisationer, vi som en Skare Kristne benytter os af for at udføre vort Arbejde i Lydighed mod Guds Befalinger, og intet af disse Navne kan med Rette knyttes til os eller anvendes paa os som en Skare Kristne, der følger i Mesterens Fodspor. Skønt vi studerer vor Bibel, vil vi dog ikke som en Skare betragtet kaldes med Navnet ’Bibelstudenter’ eller andre lignende Navne som udtryk for vor Stilling ind for Herren. Vi ønsker ikke at kaldes med eller at bære noget Menneskes Navn.

Vi erklærer, at vi er blevet købt med vor Herres og Genløsers, Jesu Kristi, dyrebare Blod, retfærdiggjort og født paa ny af Jehova Gud og kaldet til hans Rige. Vi ønsker derfor, at alle skal forstaa, at vi har stillet os uforbeholdent paa Guds og hans Riges Side og viet os helt til ham, at vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“

Nu var det tydeligt. De mystiske bogstaver „JW“ stod for Jehovah’s Witnesses (på dansk: Jehovas Vidner). „Jeg skal aldrig glemme det vældige bifaldsråb der gennemrystede stævnepladsen da det endelig blev gjort kendt,“ erklærede Arthur A. Worsley. Herbert H. Boehk tilføjer: „Overalt i byen Columbus blev skiltene i forretningsvinduerne — ’Velkommen, I.B.S.A.’ — taget ned, og der blev anbragt nogle nye hvor der stod ’Velkommen, Jehovas Vidner’.“

Det var spændende at få det nye navn Jehovas Vidner. Resolutionen „Et nyt Navn“ blev ikke alene vedtaget af de tusinder af salvede kristne der var samlet i Columbus. De enkelte menigheder vedtog senere den samme resolution. Jehovas Vidner havde et navn som ingen andre i verden ønskede. Men Guds tjenere var dybt taknemmelige for det. — Es. 43:12.

Otteogfirs år gammel overværede broder A. H. Macmillan igen et stævne i samme by, Columbus. Det var stævnet „Åndens frugter“ i 1964. Under stævnet, den 1. august, fortalte broder Macmillan nogle interessante enkeltheder om de ting der førte op til at navnet blev vedtaget:

„Jeg havde den forret at være her i Columbus i 1931 da vi fik . . . det nye navn . . . Jeg var en af de fem der skulle fortælle hvad vi mente om at antage det nye navn, og jeg sagde ganske kort til dem: Jeg syntes at det var en storartet idé, for dette navn fortalte verden hvad vi foretog os og hvad der var vores ærinde. Før den tid blev vi kaldt bibelstudenter. Hvorfor? Fordi det var det vi var. Og da folk fra andre nationer så begyndte at studere sammen med os, blev vi kaldt ’internationale bibelstudenter’. Men nu er vi vidner for Jehova Gud, og dette navn fortæller offentligheden præcis hvad vi er og hvad vi gør. . . .

Jeg tror det var den almægtige Gud der førte os dertil, for broder Rutherford fortalte mig selv at han, i den tid hvor han var ved at forberede stævnet, en nat vågnede op og sagde til sig selv: ’Hvorfor i alverden har jeg foreslået et internationalt stævne når jeg ikke har noget særligt foredrag eller et særligt budskab til dem? Hvorfor har jeg så bedt dem alle sammen om at komme?’ Og så begyndte han at tænke over det, og Esajas 43 dukkede op i hans tanker. Han stod op klokken 2 om morgenen og stenograferede ved sit eget skrivebord dispositionen til det foredrag han skulle holde om Riget, verdens håb, og om det nye navn. Alt hvad han sagde ved den lejlighed, forberedte han den nat eller den morgen klokken 2. Og hos mig er der ingen tvivl — det var der ikke dengang, og det er der heller ikke nu — om at det var Herren der ledte ham og at det er det navn Jehova ønsker vi skal bære; og vi er meget lykkelige og glade for at bære det.“

„Riget, Verdens Haab“

Ved middagstid om søndagen ved stævnet i Columbus — det var den 26. juli 1931 — begyndte J. F. Rutherford sit betydningsfulde offentlige foredrag „Riget, Verdens Haab“. De to store radioselskaber NBC og CBS havde nægtet at give tilladelse til brug af deres radiofaciliteter. Men Jehovas tilbedere opbyggede selv en radiokæde som kunne sende foredraget fra Columbus, og Det amerikanske Telefon- og Telegrafselskab sagde kort og godt: „Dette specielle radionet er det største der nogen sinde har været arrangeret.“ Budskabet blev udsendt af 163 radiostationer i De forenede Stater og Canada, på Cuba og i Mexico.

Umiddelbart efter foredraget „Riget, Verdens Haab“ oplæste broder Rutherford — stadig som en del af den radioudsendelse der nåede så vidt omkring — en resolution med titlen „En Advarsel fra Jehova til Herskerne og til Folket“. Blandt andet sagde resolutionen klart og tydeligt: „Verden har absolut intet andet at sætte sin Lid til end Guds Rige.“ Den opfordrede folk til at tage standpunkt på Guds riges side. Da broder Rutherford opfordrede sine tilhørere, både stævnedeltagerne og radiolytterne, til at vedtage resolutionen, rejste stævnedeltagerne sig alle som én og råbte „Ja“. Telegrammer fra forsamlinger i alle dele af landet, hvor man havde hørt foredraget i radioen, viste at mange også andre steder havde rejst sig og givet deres tilslutning til resolutionen.

De ledende i verden, deriblandt præsterne, skulle have de oplysninger broder Rutherford fremholdt i sit stævneforedrag „Riget, Verdens Haab“, og de skulle også gøres bekendt med indholdet af resolutionen „En Advarsel fra Jehova“. Desuden skulle de have at vide at Guds sande tjenere havde vedtaget resolutionen „Et nyt Navn“ og fra nu af ville kendes som „Jehovas Vidner“. Alt dette blev muligt gennem uddelingen af brochuren Riget, Verdens Haab. Jehovas Vidner besøgte befolkningen i almindelighed, og især præster, politikere, finansfolk og militærfolk, for at overrække dem brochuren. I løbet af to og en halv måned var over fem millioner eksemplarer blevet uddelt, og arbejdet med brochuren var endda ikke færdigt endnu.

Fra denne brochurekampagne fortæller Fred Anderson: „Jeg besøgte biskoppen i La Crosse. Han bød mig meget hjerteligt ind i sin dagligstue. Så fortalte jeg ham hvorfor jeg var kommet, og viste ham brochuren. Han så på mig uden at sige noget. Så sagde jeg tak og begyndte at gå. Han blev rasende. Idet jeg gik ud ad døren kastede han den efter mig, men den faldt på gulvet. Så samlede han den op og smed den igen netop som jeg lukkede døren — og døren lukkede sig lige akkurat om brochuren. Nu håber jeg bare at han læste den, for han kunne åbenbart ikke komme af med den.“ Søster C. E. Bartow besøgte en præst, og hun fortæller følgende om besøget: „Da han opdagede hvad det var jeg havde givet ham, råbte han ad mig og sagde: ’Sådan en lille uvidende person! De skal ikke komme her og lære mig noget, jeg har studeret teologi i otte år!’ Hvor var jeg lykkelig for at tjene den sande Gud!“

Byttehandel med naturalier

Depressionen i trediverne førte mange vanskeligheder med sig. Mange fabrikker lukkede. I 1932 var over 10.000.000 indbyggere i De forenede Stater arbejdsløse. Både på landet og i byen, ja overalt, mærkede man virkningen af den store depression.

Pengene var knappe, men de retsindige havde brug for Bibelens glade budskab. Hvis nogle ikke havde råd til at betale for de bibelske publikationer, fik de dem ofte foræret af Jehovas Vidner. Men dette kunne naturligvis ikke altid lade sig gøre. Hvad kunne man så gøre i stedet? Margaret M. Bridgett husker: „Vi byttede for varer som æg, smør, frugter — både friske og på dåse — kyllinger og ahornsirup; og jeg tog håndarbejde i bytte — vatterede sengetæpper, pudebetræk, orkis og hjemmevævede tæpper. Somme tider kunne jeg bytte disse ting væk for lejen af mit værelse. . . . [Mange år senere] overværede jeg en afslutningshøjtidelighed på [missionærskolen] Gilead, og dér var der også en søster som havde fået et sæt bøger af mig ved at give nogle vatterede sengetæpper i bytte. Hun havde lært sandheden at kende og var pioner på det tidspunkt, og hendes søn var interesseret.“

Arden Pate og John C. Booth husker at de kørte rundt med små bure bag i deres biler til de kyllinger som de fik i bytte for bøger og blade de afsatte til folk som ikke kunne betale med rede penge. Naturligvis var det ikke altid så ligetil at få kyllinger i bytte for bøger. Lula Glover skriver: „Vi gennemarbejdede en masse distrikt i Alabama, Georgia, Florida, North Carolina og South Carolina, og noget i Tennessee og Mississippi. Kan I forestille jer søster Green og mig løbe hen over de store gårdspladser for at fange kyllinger?“

Det var ikke af selviske grunde at forkynderne tog imod varer til gengæld for bøger og andre publikationer. Folk havde brug for den gode nyhed, og på denne måde kunne de modtage den i trykt form. „Vi takkede altid Jehova for at han gav os hvad vi havde brug for,“ siger Maxwell L. Lewis, „og vi havde altid det fornødne i form af føde, klæder og husly.“

Divisionskampagnerne

I denne tid var der også betydelig modstand mod forkyndelsen af Riget. I 1928 forkyndte Jehovas folk fra hus til hus om søndagen, og det vakte straks modstand. Antallet af arrestationer voksede i trediverne, og Jehovas Vidner blev med urette anklaget for at sælge uden næringsbrev, for at forstyrre freden og for at overtræde søndagsloven. Vagttårnsselskabet oprettede en juridisk afdeling der skulle yde gode råd, og der blev udgivet en trykt vejledning i fremgangsmåden ved retssager, som Rigets forkyndere kunne bruge når de blev stillet over for at skulle forsvare sig i en retssag. De ugunstige domme blev appelleret.

Men der blev også gjort noget andet. I 1933 meldte 12.600 Jehovas Vidner i U.S.A. sig frivilligt til at være til rådighed i en særlig tjeneste; de var villige til med kort varsel at rykke ud og forkynde fra hus til hus i områder hvor der var modstand i befolkningen. De blev organiseret i otteoghalvfjerds divisioner; hver division havde et antal biler med fem forkyndere i hver, og man kunne sende mellem 10 og 200 biler ud til steder hvor der var vanskeligheder. Når nogle af de kristne et eller andet sted blev arresteret under tjenesten på arbejdsmarken, blev dette rapporteret til Selskabet. Så blev der udsendt en meddelelse om det, og en søndag ikke længe efter mødtes alle bilgrupperne i en division på et forud aftalt sted, almindeligvis ude på landet, hvor de fik deres instruktioner og fordelte distriktet, og så faldt de over byen som en „græshoppesværm“, idet de aflagde vidnesbyrd for hele egnen, undertiden på så kort tid som tredive til tres minutter. (Åb. 9:7-9) I mellemtiden aflagde en komité af brødre besøg hos politiet og overrakte dem en liste over alle de Jehovas Vidner der forkyndte på egnen den dag. Hvis en af forkynderne blev arresteret under kampagnen skulle han ringe til et bestemt telefonnummer når han ankom til politistationen. Så var der sagførere klar med penge til kaution.

En kampagne begyndte med at der blev afsendt en gruppe på ti biler med forkyndere til distriktet, fortæller Burnice E. Williams sen. og fortsætter: „De der var blevet sendt ud til distriktet ringede tilbage kort tid efter og fortalte at de var blevet arresteret. Så blev ti biler til sendt af sted, indtil fængselet var fuldstændig fyldt. Når fængselet så var fyldt, myldrede vi ind i distriktet. De havde jo ingen steder hvor de kunne lukke os inde, forstår I. . . . når det gik op for dem at vi var besluttede på at gennemarbejde distriktet, gav de op, og så kunne vi komme ind og gennemgå det når som helst vi ønskede. Og vi vandt altid.“

Nicholas Kovalak jun. siger at forkynderne ligefrem regnede med at blive arresteret. „Når politiet arresterede os og beslaglagde vore ’værdigenstande’, opdagede de at hver forkynder havde en tandbørste!“ fortæller han. „De spurgte: ’Hvorfor har I alle sammen en tandbørste?’ Vi svarede alle: ’Vi regnede med at blive arresteret og sat i fængsel, så vi har forberedt os på det!’ Så rakte de opgivende hænderne i vejret og sagde: ’Hvad skal vi stille op?’ De vidste at de ikke kunne skræmme forkynderne væk eller forhindre dem i at forkynde.“

Der er nu gået flere årtier siden disse kampagner i 1933 til 1935, men de der deltog i dem holder stadig af at tænke tilbage til den tid. „Det var virkelig nogle spændende år,“ siger John Dulchinos, „og minderne fra den tid er dyrebare. Jehovas ånd gjorde os frygtløse.“

Kampen om æteren

Til trods for den stigende modstand forkyndte Jehovas Vidner i begyndelsen af trediverne modigt Rigets budskab fra hus til hus. Men også ved hjælp af radioen fandt den gode nyhed vej ind i millioner af hjem, til stor fortrydelse for præsteskabet. Watch Tower Society benyttede dengang 408 radiostationer over hele verden. I foråret 1933 satte amerikanske katolikker en landsomfattende kampagne i gang, anført af kardinaler, biskopper og præster. Dens mål var at „fordrive Rutherford fra æteren“.

Pave Pius XI proklamerede 1933 som „helligt år“. Den 23. april 1933 holdt broder Rutherford over femoghalvtreds radiostationer det historiske foredrag „Det hellige års betydning for fred og fremgang“. Deri stemplede han de forhåbninger det katolske hierarki havde søgt at give folk, som en forfalskning af den lovede fred og sikkerhed der skal komme ved Guds rige. Det samme foredrag blev planlagt til genudsendelse over 158 stationer den 25. juni 1933. For at lægge op til foredraget havde man fået uddelt fem millioner løbesedler fra hus til hus. Men hierarkiet reagerede stærkt og forbitret. Den katolske skræmmekampagne tiltog, og ved visse radiostationer nægtede direktørerne at udsende flere Vagttårns-programmer.

I slutningen af 1933 og begyndelsen af 1934 foretog Jehovas tjenere en landsomfattende underskriftindsamling på en protest mod den katolske chikane. Den var stilet til De forenede Staters Kongres, og den bar til sidst 2.416.141 underskrifter. Den 4. oktober 1934 gav J. F. Rutherford møde for den amerikanske radiokommission, et nyt forbundsudvalg der var oprettet for at føre tilsyn med radiostationernes virksomhed. Ved hjælp af eksempler og statistik viste han at det katolske pres i høj grad havde hæmmet Jehovas Vidners religionsfrihed og deres mulighed for at bruge radioen i offentlighedens interesse. Men selv efter at radiokommissionen havde fået forelagt dette, og på trods af kendsgerningerne, gjorde kommissionen ikke ret meget. Jehovas tjenere lod derfor endnu en protestadresse cirkulere i hele U.S.A. Den var også stilet til Kongressen, og den blev forelagt i januar 1935 med 2.284.128 underskrifter. Denne anden protest forblev helt upåagtet. Forholdene udviklede sig sådan at man endnu en gang, nu for tredje gang, foretog en landsomfattende underskriftindsamling. De 2.630.000 underskrivere protesterede mod de tilfælde af intimidation og boykot der havde fundet sted, og anmodede om at der blev arrangeret en offentlig debat mellem en højtstående talsmand for den katolske kirke og dommer Rutherford. Leonard U. Brown sen. fortæller at han „fandt mange katolikker som sagde at de godt kunne tænke sig at høre sådan en debat“. Skrivelsen blev forelagt radiokommissionen den 2. november 1936, men også den gik upåagtet hen.

(Fortsættes)