Et nyt redskab til at lære folk hvad Gud kræver af os
„DENS enkle, direkte og kærlige fremstilling vil medføre resultater der overgår alle forventninger. Emnerne fremholdes på en så ukompliceret og tiltalende måde at enhver der er retsindig og søgende, vil udbryde: ’Gud er virkelig iblandt jer.’“ (1 Korinther 14:25) Sådan sagde et Jehovas vidne fra Thailand da hun beskrev den nye brochure Hvad kræver Gud af os?, som Vagttårnets Selskab frigav ved områdestævnet „Sendebud med fred fra Gud“ i 1996-97.
Denne 32-siders brochure er udarbejdet med henblik på bibelstudium, og den behandler Bibelens grundlæggende lærepunkter. I enkle, letforståelige og præcise vendinger forklarer den hvad Gud kræver af os. Hvordan kan man lede bibelstudier ved hjælp af den nye brochure?
Benyt spørgsmålene. Ved indledningen til hver lektion stilles der nogle spørgsmål. Tallene i parenteser efter hvert spørgsmål angiver i hvilke paragraffer svarene findes. Man kan bruge spørgsmålene til at danne sig et overblik over stoffet og som en hjælp til at repetere hver lektion. Man kan også stille spørgsmålene ved begyndelsen af hvert studium for at høre elevens kommentarer. I stedet for at korrigere et eventuelt forkert svar med det samme, kan man gå i gang med lektionen. Bagefter kan man vende tilbage til spørgsmålene for at se om eleven nu er i stand til at besvare dem i overensstemmelse med Bibelen.
Slå skriftstederne op. I hver lektion er de kort formulerede bibelske lærepunkter begrundet med skriftstedshenvisninger. Da de fleste skriftsteder ikke er citeret, er det vigtigt at opfordre eleven til at slå disse skriftsteder op i sin egen bibel. Han må nødvendigvis læse i Guds ord og grunde over det før han kan begynde at leve efter det. — Josua 1:8.
Brug illustrationerne. Brochuren er rigt illustreret med over 50 fotografier og andre billeder. De skal ikke blot gøre brochuren tiltalende, men kan også bruges i undervisningen. For eksempel hedder de to sidste lektioner, der står over for hinanden på hver sin side, „Hjælp andre til at gøre Guds vilje“ og „Din beslutning om at tjene Gud“. Billederne på de to sider viser hvordan en person gør åndelige fremskridt. Man ser ham forkynde uformelt, tage del i forkyndelsen fra hus til hus, indvi sig til Gud i bøn og til sidst blive døbt. Ved hjælp af billederne kan man vise eleven hvilke skridt man må tage for at kunne tjene Gud.
Men hvad nu hvis eleven ikke er særlig god til eller måske slet ikke er i stand til at læse? Selskabet vil også gøre den nye brochure tilgængelig på kassettebånd på flere sprog. På kassettebåndet vil man kunne lytte til oplæsning af brochuren foruden mange af de skriftsteder der er henvist til. Teksten er indtalt på følgende måde: Først læses det første spørgsmål efterfulgt af den eller de paragraffer der indeholder svaret, foruden de skriftsteder der er henvist til. Derefter læses det næste spørgsmål samt den tekst og de skriftsteder der besvarer spørgsmålet, og så fremdeles. Eleven kan lytte til båndet når han forbereder sig til studiet, og det kan også bruges under selve studiet.
De der overværede stævnet, var ivrige efter at bruge den nye brochure i forkyndelsen. Blot nogle få dage efter at brochuren var udkommet, gav et pionerægtepar (heltidsforkyndere) fra USA et eksemplar til et ungt par de besøgte. Da de så indholdsfortegnelsen, fangede afsnittet „Skikke og opfattelser der mishager Gud“ deres opmærksomhed. „Det vil jeg læse først,“ sagde den unge kvinde. Da pionererne besøgte parret den følgende uge, sagde kvinden: „Jeg har læst den nye brochure. Det er virkelig svært at gøre alt det vi bør. Vi er ikke gift, så Jehova bryder sig ikke om den måde vi lever på. Men nu har vi besluttet os. Vi skal giftes på fredag.“ De omfavnede pionerægteparret og tilføjede: „Vi er kede af at vi ikke kan studere i dag, men nu er der faldet en tung sten fra vort hjerte.“
Brug den nye brochure i forkyndelsen. Den er et godt redskab til at lære andre hvad Gud kræver af os.
[Illustrationer på side 17]
Hvordan vil du bruge den nye brochure?