-
Der er brug for din hjælpRigets Tjeneste – 2004 | December
-
-
Der er brug for din hjælp
1 „Tak for alt det I gør for hele menigheden. I skal vide at det er meget værdsat.“ Sådan skrev en taknemmelig broder til de ældste og tjenerne i menigheden. Guds organisation er i stadig vækst, og derfor er der et konstant behov for modne mænd der kan tjene i de næsten 100.000 menigheder på jorden. Hvis du er en døbt broder, er din hjælp tiltrængt.
2 Kvalificér dig: Hvordan kan du arbejde på at kvalificere dig til yderligere tjenesteprivilegier? (1 Tim. 3:1) Grundlæggende ved at være et godt eksempel på alle livets områder. (1 Tim. 4:12; Tit. 2:6-8; 1 Pet. 5:3) Vær fuldt optaget af forkyndelsen, og støt andre i deres tjeneste. (2 Tim. 4:5) Vis oprigtig interesse for dine trosfællers ve og vel. (Rom. 12:13) Studér flittigt Guds ord, og dygtiggør dig i undervisningens kunst. (1 Tim. 4:13; Tit. 1:9) Udfør omhyggeligt de opgaver de ældste betror dig. (1 Tim. 3:10) Hvis du er familieoverhoved, må du ’præsidere i din egen husstand på en god måde’. — 1 Tim. 3:4, 5, 12.
3 Det kræver flid at tjene som ældste eller menighedstjener, så man må være selvopofrende. (1 Tim. 5:17) Hvis du ønsker at kvalificere dig, må du derfor være ydmygt optaget af at betjene andre. (Matt. 20:25-28; Joh. 13:3-5, 12-17) Tænk over den indstilling Timoteus havde, og søg at efterligne den. (Fil. 2:20-22) Så vil din gode adfærd også anbefale dig. (Apg. 16:1, 2) Opdyrker du de åndelige egenskaber der kræves for at varetage en ansvarsopgave, og anvender du ethvert godt råd du får, vil „din fremgang . . . være tydelig for alle“. — 1 Tim. 4:15.
4 I forældre, lær jeres børn at hjælpe andre: Børn kan begynde at hjælpe til fra de er helt små. Lær dem at være opmærksomme under møderne, at forkynde og at have en god opførsel i rigssalen og i skolen. Få dem til at gøre noget for andre, at hjælpe med at gøre rigssalen ren, tage sig af de ældre og så videre. Lad dem erfare den lykke der er ved at give. — Apg. 20:35.
5 En far overhørte en samtale mellem sin otteårige datter og en søster i menigheden. Pigen sagde: „Hvordan har du det? Du ser trist ud.“ Det fik søsteren til at sige: „Nåh, jeg er lidt træt og også lidt trist, men det skal du ikke tænke på. Du er jo bare en lille pige.“ Pigen svarede: „Jamen nogle gange har man bare brug for at nogen lytter til en, og jeg vil gerne lytte til dig.“ Søsteren var meget rørt over den lille piges betænksomhed. (Ordsp. 23:15, 16) Pigen havde tydeligvis lært noget væsentligt. Ja, god oplæring kan gøre vore børn og unge til modne forkyndere og fremtidige pionerer, menighedstjenere og ældste.
-
-
Fjerde del — Led fremadskridende bibelstudierRigets Tjeneste – 2004 | December
-
-
Fjerde del — Led fremadskridende bibelstudier
Lær eleven at forberede sig
1 En elev der læser på lektien, understreger svarene og tænker over hvordan han kan udtrykke dem med egne ord, vil sædvanligvis hurtigt vokse i åndelig henseende. Lige så snart man er kommet i gang med et regelmæssigt studium, vil det derfor være godt at forberede en lektion sammen med eleven for at vise hvordan man gør. I de fleste tilfælde vil det være en god idé at forberede et helt kapitel eller en hel lektion sammen.
2 Understregning og notater: Forklar hvordan man finder svarene på de trykte spørgsmål. Vis eleven hvordan du kun understreger nøgleord eller hovedtanker i studiematerialet. Når I gennemgår stoffet, får han måske lyst til at følge dit eksempel så han kun understreger det der er nødvendigt for at genkalde sig svaret. (Luk. 6:40) Bed ham så om at svare med egne ord. Derved kan du finde ud af om han har forstået oplysningerne.
3 En vigtig del af elevens forberedelse til studiet er at undersøge de ikkeciterede skriftsteder omhyggeligt. (Apg. 17:11) Hjælp ham til at se hvordan hvert af de skriftsteder der er henvist til, støtter en tanke i paragraffen. Vis ham hvordan han kan lave korte notater i margenen af studiematerialet. Gør det helt klart for ham at det er Bibelen der er grundlaget for det han lærer. Tilskynd ham til så vidt som muligt at tage de ikkeciterede skriftsteder med i sine svar under studiet.
4 Overblik og repetition: Inden eleven begynder på en indgående forberedelse af studiematerialet, vil det være gavnligt for ham at danne sig et overblik over stoffet. Gør ham opmærksom på at han kan få et overblik over emnet ved kort at hæfte sig ved overskriften på kapitlet, underoverskrifterne og billederne. Fortæl at det vil være klogt af ham at bruge lidt tid på til sidst at repetere hovedpunkterne i lektionen. Det kan for eksempel gøres ved hjælp af en eventuel ramme med repetitionsspørgsmål. En sådan repetition vil hjælpe ham til at huske oplysningerne.
5 En elev der lærer at forberede sig godt til sit studium, vil bedre kunne give velgennemtænkte svar ved menighedens møder. Samtidig vil det være med til at give ham gode studievaner som vil komme ham til gavn længe efter at vi har fuldført det grundlæggende studium med ham.
-