Værdsæt livets gave

„Messias’ blod . . . [vil] rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud.“ — HEBRÆERNE 9:14.

1. Hvad vidner om at vi sætter pris på livet?

HVIS du blev spurgt om hvor meget dit liv var værd, hvad ville du så svare? Vi sætter stor pris på livet — både vores eget og andres. Det er derfor vi gerne vil behandles af en læge når vi er syge, eller regelmæssigt får foretaget en helbredsundersøgelse. Vi vil gerne holde os i live og være sunde og raske. Selv de fleste af dem der er ældre eller handicappede, ønsker at bevare livet og har ikke lyst til at dø.

2, 3. (a) Hvilken forpligtelse understreges i Ordsprogene 23:22? (b) Hvad har Ordsprogene 23:22 at gøre med vores forpligtelse over for Gud?

² Dit syn på livet påvirker dit forhold til andre. Guds ord siger for eksempel: „Hør på din fader som avlede dig, og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ (Ordsprogene 23:22) At ’høre på’ indebærer mere end at man blot hører hvad der bliver sagt; tanken i ordsproget er at man lytter for at adlyde. (2 Mosebog 15:26; 5 Mosebog 7:12; 13:18; 15:5; Josua 22:2; Salme 81:13) Hvorfor siger Guds ord at man skal høre på sine forældre? Det er ikke kun fordi de er ældre end en selv eller har mere erfaring. Nej, den grund der nævnes, er at din far (og naturligvis også din mor) har givet dig livet. Nogle oversættelser gengiver verset på følgende måde: „Lyt til din fader som gav dig livet.“ Hvis man sætter pris på livet, er det naturligt at man føler sig forpligtet over for dem der har sat en i verden.

³ Hvis man er en sand kristen, anerkender man selvfølgelig Jehova som den egentlige kilde til livet. Ved ham „lever vi“; vi er sansende skabninger der kan ’bevæge os’; vi ’er til’ og kan tænke over og planlægge med henblik på fremtiden, ikke mindst det evige liv. (Apostelgerninger 17:28; Salme 36:9; Prædikeren 3:11) I tråd med Ordsprogene 23:22 vil det være rigtigt at ’høre på’ Gud og adlyde ham, idet vi ønsker at forstå hans syn på livet og lade os lede af dét og ikke af hvordan andre ser på det.

Vis respekt for livet

4. Hvordan blev spørgsmålet om respekt for livet taget op tidligt i menneskehedens historie?

⁴ Tidligt i historien gjorde Jehova det klart at han ikke ville lade menneskene bruge (eller misbruge) livet som det passede dem. Optændt af jalousi og vrede dræbte Kain sin bror Abel og berøvede derved et uskyldigt menneske livet. Mener du at Kain havde ret til at træffe en sådan afgørelse i forbindelse med liv? Det mente Gud ikke. Han krævede Kain til regnskab med ordene: „Hvad har du gjort? Hør! Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ (1 Mosebog 4:10) Læg mærke til at Abels blod som var blevet udgydt på jorden, repræsenterede hans liv, der så brutalt var blevet sat en stopper for, og blodet råbte til Gud om hævn. — Hebræerne 12:24.

5. (a) Hvilket forbud gav Gud i Noas dage, og hvem gjaldt det? (b) Hvad var dette forbud et vigtigt skridt hen imod?

⁵ Efter Vandfloden fik menneskeheden en ny begyndelse med kun otte sjæle. I en erklæring der gjaldt alle mennesker, åbenbarede Gud mere om hvordan han så på livet og blodet. Han sagde at menneskene måtte spise kød af dyr, men pålagde dem denne begrænsning: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom jeg gav jer de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:3, 4) Nogle jøder fortolker det som om man ikke måtte spise kød eller blod af et dyr der stadig var i live. Men tiden ville klart vise at det Gud her forbød, var indtagelsen af blod for at opretholde liv. Desuden var Guds erklæring gennem Noa et væsentligt skridt hen imod gennemførelsen af hans ophøjede hensigt i forbindelse med blodet — en hensigt som ville gøre det muligt for mennesker at opnå evigt liv.

6. Hvordan understregede Gud gennem påbuddet til Noa sit syn på livets værdi?

⁶ Gud fortsatte: „Blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:5, 6) Det fremgår altså af denne erklæring til hele menneskeheden at Gud betragter et menneskes blod som noget der repræsenterer livet. Skaberen har givet mennesket livet, og ingen må tage dette liv, der repræsenteres ved blodet. Hvis nogen, ligesom Kain, myrder en anden, har Skaberen ret til at kræve at morderen bøder med sit liv.

7. Hvorfor bør vi interessere os for Guds erklæring til Noa angående blod?

⁷ Ved sin erklæring gav Gud menneskene påbud om ikke at misbruge blodet. Har du nogen sinde spekuleret over hvorfor, og hvad der lå bag Guds syn på blodet? Faktisk har svaret at gøre med et af de allervigtigste lærepunkter i Bibelen. Det har at gøre med selve kernen i det kristne budskab, selv om det er noget mange kirkesamfund vælger at ignorere. Hvad er det for et lærepunkt, og hvordan berører det dit liv, dine beslutninger og dine handlinger?

Hvordan måtte blodet bruges?

8. Hvilken begrænsning angående brugen af blod gav Jehova i Loven?

⁸ I den lovsamling israelitterne fik, gav Jehova dem flere detaljer om livet og blodet. Derved tog han endnu et skridt hen imod at gennemføre sin hensigt. Loven krævede jo at man frembar ofre for Gud, som for eksempel korn, olie og vin. (3 Mosebog 2:1-4; 23:13; 4 Mosebog 15:1-5) Men der blev også bragt dyreofre, og om disse sagde Gud: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det. Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ Jehova sagde videre at hvis nogen, såsom en jæger eller en landmand, nedlagde eller slagtede et dyr for at spise det, så skulle han lade blodet løbe ud og dække det til med støv. Jorden er Guds fodskammel, og ved at lade blodet løbe ud på jorden anerkendte man at livet blev givet tilbage til Livgiveren. — 3 Mosebog 17:11-13; Esajas 66:1.

9. Hvad var den eneste brug af blodet som Loven foreskrev, og hvad var formålet?

⁹ Denne ordning var ikke blot et religiøst ritual der ikke har nogen betydning for os i dag. Lagde du mærke til hvorfor israelitterne ikke måtte indtage blod? Gud sagde: „Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ Hvad var grunden? „Jeg har selv givet jer [blodet] på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Det forklarer samtidig hvorfor Gud sagde til Noa at menneskene ikke måtte spise blod. Skaberen besluttede at blodet skulle betragtes som noget der var af ophøjet betydning, sat til side til et særligt formål som kunne redde mange liv. Det skulle spille en vigtig rolle i forbindelse med at dække, eller sone, synder. Under Loven godkendte Jehova således kun én brug af blodet, nemlig at det blev udgydt på alteret for at skaffe de israelitter soning som søgte hans tilgivelse.

10. Hvorfor kunne dyreblod ikke føre til fuldstændig tilgivelse, og hvad mindede ofrene under Loven israelitterne om?

¹⁰ At blodet kan skaffe soning, er også i overensstemmelse med kristendommens lære. Den kristne apostel Paulus henviste til denne side af Loven da han skrev: „Næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ (Hebræerne 9:22) Paulus gjorde det klart at de lovbefalede ofre ikke gjorde israelitterne til fuldkomne, syndfri mennesker. Han skrev: „Med disse ofre gives der . . . , år efter år, en påmindelse om synder, for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“ (Hebræerne 10:1-4) Ikke desto mindre tjente sådanne ofre et formål. De mindede israelitterne om at de var syndige, og om at der skulle mere til for at de kunne opnå fuldstændig tilgivelse. Men hvis det blod der repræsenterede dyrs liv, ikke fuldstændig kunne dække menneskers synder, fandtes der så nogen form for livsblod der kunne det?

Livgiverens fuldkomne ordning

11. Hvordan ved vi at ofre af dyreblod pegede frem til noget større?

¹¹ Loven pegede i virkeligheden frem til noget der var af langt større betydning for gennemførelsen af Guds vilje. Paulus spurgte: „Hvorfor da loven?“ Og han svarede: „Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom; og den blev formidlet gennem engle ved en mellemmands [Moses’] hånd.“ (Galaterne 3:19) Og et andet sted skrev Paulus: „Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse.“ — Hebræerne 10:1.

12. Hvilken udvikling i Guds hensigt kan vi se i forbindelse med blodet?

¹² Indtil nu har vi lært at Gud i Noas dage erklærede at mennesker havde lov at spise dyrekød for at opretholde livet, men ikke måtte indtage blod. Senere udtalte Gud at „kødets sjæl er i blodet“. Han besluttede altså at betragte blodet som et symbol på liv og sagde: „Jeg har selv givet jer [blodet] på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle.“ Der ville imidlertid på en storslået måde blive kastet yderligere lys over Guds hensigt. Loven var nemlig en skygge af kommende goder. Hvilke?

13. Hvorfor var Jesu død betydningsfuld?

¹³ Det virkelige, eller „tingenes egentlige skikkelse“, havde at gøre med Jesu Kristi død. Vi ved at Jesus blev torteret og pælfæstet, og at han døde som en forbryder. Paulus skrev: „Mens vi endnu var svage, døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. . . . Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Romerne 5:6, 8) Ved at dø for os tilvejebragte Kristus en løsesum som skulle dække over vore synder. Denne løsesum er selve grundlaget for det kristne budskab. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16; 1 Korinther 15:3; 1 Timoteus 2:6) Hvilken forbindelse er der da mellem løsesummen og blod og liv, og hvordan berører det vores liv?

14, 15. (a) Hvad lægger nogle oversættelser af Efeserbrevet 1:7 vægten på? (b) Hvad kunne man komme til at overse i forbindelse med Efeserbrevet 1:7?

¹⁴ Nogle kirkesamfund lægger vægten på Jesu død. Deres tilhængere siger for eksempel: „Jesus døde for mig.“ Læg mærke til hvordan nogle bibeloversættelser gengiver Efeserbrevet 1:7: „Det er i ham og gennem hans død at vi har udfrielsen, det vil sige fjernelsen af vore overtrædelser.“ (The American Bible af Frank Scheil Ballentine, 1902) „Ved Kristi død har vi opnået frihed, det vil sige, er vore synder blevet tilgivet.“ (Today’s English Version, 1966) „Det er i Kristus og gennem ham og hans livs offer at vi er blevet udfriet, en udfrielse som betyder tilgivelsen af synder.“ (The New Testament af William Barclay, 1969) „Det er gennem Kristi død at vore synder bliver tilgivet og vi bliver udfriet.“ (The Translator’s New Testament, 1973) Det er tydeligt at disse oversættelser lægger vægten på Jesu død. ’Men,’ vil nogle sige, ’Jesu død er også meget vigtig. Så hvad mangler der i disse oversættelser?’

¹⁵ Jo, hvis vi kun havde disse oversættelser til rådighed, ville vi nemt komme til at overse et vigtigt punkt, og det kunne begrænse vores forståelse af Bibelens budskab. Disse oversættelser tilslører nemlig den kendsgerning at den oprindelige tekst til Efeserbrevet 1:7 indeholder et græsk ord som betyder „blod“. Mange bibeloversættelser, som for eksempel Ny Verden-Oversættelsen, er derfor mere nøjagtige i deres gengivelse af grundteksten: „Ved hjælp af ham har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“

16. Hvad skulle udtrykket „hans blod“ få os til at tænke på?

¹⁶ Der ligger meget i udtrykket „hans blod“, og det skulle få os til at tænke på alt det blodet står for. Det var ikke nok at nogen døde, selv ikke det fuldkomne menneske Jesus. Han opfyldte også det der var blevet forudskildret i Loven, især på forsoningsdagen. På denne særlige dag ofrede man de dyr som Loven foreskrev. Derefter tog ypperstepræsten noget af dyrenes blod med ind i Det Allerhelligste, som var det inderste rum i teltboligen eller templet. Og dér frembar han blodet for Gud, som befandt han sig i hans nærværelse. — 2 Mosebog 25:22; 3 Mosebog 16:2-19.

17. Hvordan opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen?

¹⁷ Som Paulus forklarede, opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen. Først nævnte han at ypperstepræsten i Israel én gang om året gik ind i Det Allerhelligste og frembar blod „for sig selv og for folkets uvidenhedssynder“. (Hebræerne 9:6, 7) I overensstemmelse med dette forbillede gik Jesus, efter at være blevet oprejst som en åndeskabning, ind i selve himmelen. Som en åndeskabning, der ikke har et legeme af kød og blod, kunne han træde frem for „Guds person til bedste for os“. Hvad frembar han for Gud? Ikke noget fysisk, men noget af meget stor betydning. Paulus sagde: „Da Kristus kom som ypperstepræst . . . , gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For hvis blodet af bukke og tyre . . . helliger med hensyn til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“ Ja, Jesus frembar værdien af sit livsblod for Gud. — Hebræerne 9:11-14, 24, 28; 10:11-14; 1 Peter 3:18.

18. Hvorfor er det Bibelen siger om blod, vigtigt for kristne i dag?

¹⁸ Denne sandhed hjælper os til at forstå storheden i det Bibelen siger om blodet — hvorfor Gud betragter det som han gør, hvordan vi bør se på det, og hvorfor vi må respektere de begrænsninger Gud har sat i forbindelse med brugen af blod. Når man læser bøgerne i De Kristne Græske Skrifter, vil man lægge mærke til de mange henvisninger til „Messias’ blod“. (Se rammen). Disse skriftsteder viser klart at hver eneste kristen må tro „på [Jesu] blod“. (Romerne 3:25) Vi kan kun opnå tilgivelse og få fred med Gud „ved blodet [Jesus] udgød“. (Kolossenserne 1:20) Dette gælder ikke mindst dem som Jesus har indgået en særlig pagt med om at de skal regere med ham i himmelen. (Lukas 22:20, 28-30; 1 Korinther 11:25; Hebræerne 13:20) Men det gælder også ’den store skare’ i dag, som vil overleve den kommende „store trængsel“ og opnå evigt liv i et jordisk paradis. Billedligt talt ’vasker de deres lange klæder i Lammets blod’. — Åbenbaringen 7:9, 14.

19, 20. (a) Hvorfor har Gud valgt at begrænse brugen af blod, og hvilken holdning bør vi have til det? (b) Hvad må vi være interesserede i at finde ud af?

¹⁹ Det er således tydeligt at blod har en særlig betydning i Guds øjne. Og det skulle det også have for os. Skaberen, som tillægger livet stor værdi, har ret til at sætte grænser for hvad menneskene gør med blodet. I sin store omsorg for os besluttede han at blodet kun måtte bruges på én meget betydningsfuld måde, den eneste der gør evigt liv muligt. Denne måde havde at gøre med Jesu dyrebare blod. Vi kan være dybt taknemmelige for at Jehova Gud har taget sig så kærligt af os ved at bruge blodet — Jesu blod — på denne livreddende måde! Og vi må værdsætte at Jesus har udgydt sit blod som et offer til gavn for os! Ja, vi kan tilslutte os apostelen Johannes’ ord: „Ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod — og han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt. Amen.“ — Åbenbaringen 1:5, 6.

²⁰ Gennem lange tider har det været vor alvise Gud og Livgivers hensigt at blodet skulle have denne livreddende rolle. Det vil derfor være naturligt at spørge: ’Hvordan bør det berøre vore beslutninger og handlinger?’ Det spørgsmål vil den følgende artikel belyse.

Hvad vil du svare?

● Hvad kan beretningerne om Abel og Noa lære os om Guds syn på blodet?

● Hvilken begrænsning gav Gud i Loven med hensyn til brugen af blod, og hvorfor?

● Hvordan opfyldte Jesus det der var forudskildret ved forsoningsdagen?

● Hvordan kan Jesu blod redde vores liv?

Lad dig lede af den levende Gud

„[Vend om] til den levende Gud, som har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.“ — APOSTELGERNINGER 14:15.

1, 2. Hvorfor er det på sin plads at kalde Jehova „den levende Gud“?

EFTER at apostelen Paulus og Barnabas havde helbredt en mand i Lystra, sagde Paulus til folkeskarerne: „Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer, for at I kan vende om fra disse tomme ting til den levende Gud, som har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.“ — Apostelgerninger 14:15.

² Hvor er det sandt at Jehova ikke er nogen livløs afgud, men „den levende Gud“! (Jeremias 10:10; 1 Thessaloniker 1:9, 10) Jehova er ikke blot en levende Gud, han er også livets kilde. „Han giver selv liv og ånde og alting til alle.“ (Apostelgerninger 17:25) Han ønsker at vi skal glæde os over livet, både nu og i fremtiden. Paulus tilføjede at Gud „ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde“. — Apostelgerninger 14:17.

3. Hvorfor kan vi trygt lade os lede af Gud?

³ Den interesse Gud viser os, giver os grund til at tro at vi trygt kan lade os lede af ham. (Salme 147:8; Mattæus 5:45) Nogle vælger dog at se bort fra hans ledelse hvis der er et bibelsk påbud som de ikke forstår, eller som de synes virker restriktivt. Det har imidlertid vist sig at være klogt at stole på Jehovas ledelse. Det kan illustreres med et eksempel: Selv om en israelit ikke forstod loven der advarede mod at man rørte ved et dødt dyr, var det til gavn for ham at adlyde den. For det første ville hans lydighed knytte ham nærmere til den levende Gud, og for det andet ville det hjælpe ham til at undgå sygdomme. — 3 Mosebog 5:2; 11:24.

4, 5. (a) Hvilket påbud vedrørende blodet gav Jehova før den kristne tidsalder? (b) Hvordan ved vi at Guds påbud om blodet gælder for kristne?

⁴ Det samme gør sig gældende i forbindelse med den befaling Gud har givet om blodet. Han sagde til Noa at mennesker ikke måtte indtage blod. Senere åbenbarede Gud så i Moseloven at den eneste brug af blodet han godkendte, var på alteret — som tilgivelse for synd. Ved at give disse retningslinjer lagde Gud fundamentet til at blodet kunne blive brugt på den mest ophøjede måde — til at redde liv ved hjælp af Jesu genløsningsoffer. (Hebræerne 9:14) Ja, den måde Gud har ledet begivenhederne på, viser at han har haft vores liv og velfærd på sinde. I en kommentar til Første Mosebog 9:4 skrev bibelkommentatoren Adam Clarke i det 19. århundrede: „Dette påbud [til Noa] overholdes stadig meget omhyggeligt af de ortodokse kristne . . . Under Loven måtte der intet blod spises, for det pegede frem til det blod der skulle udgydes for verdens synd; og i evangelietiden måtte blodet ikke spises, for det skulle for altid betragtes som noget der repræsenterer det blod der er blevet udgydt som tilgivelse for synder.“

⁵ Denne bibelforsker sigtede åbenbart til selve kernen i evangeliet, eller den gode nyhed, der er centreret om Jesus. Det indbefatter at Gud sendte sin søn til jorden for at han skulle dø for os og udgyde sit blod så vi kunne opnå evigt liv. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16; Romerne 5:8, 9) Kommentaren nævnte også det påbud som Kristi disciple senere fik, om at afholde sig fra blod.

6. Hvilke direktiver angående blodet blev givet til de kristne, og hvorfor?

⁶ Vi ved at Gud gav israelitterne i hundredvis af lovbud. Men efter Jesu død var hans disciple ikke forpligtede til at overholde alle disse love. (Romerne 7:4, 6; Kolossenserne 2:13, 14, 17; Hebræerne 8:6, 13) Med tiden opstod der imidlertid et spørgsmål i forbindelse med en af de fundamentale bestemmelser i Loven — nemlig omskærelsen. Var ikkejøder som ønskede at få gavn af Kristi blod, forpligtede til at lade sig omskære og derved opfylde Lovens krav? I år 49 tog de kristnes styrende råd spørgsmålet op til overvejelse. (Apostelgerninger, kapitel 15) Under Guds ånds ledelse nåede apostlene og de ældste frem til den slutning at den obligatoriske omskærelse var ophørt sammen med Loven. Men visse guddommelige krav gjorde sig stadig gældende for de kristne. I et brev til menighederne skrev det styrende råd: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt.“ — Apostelgerninger 15:28, 29.

7. Hvor vigtigt er det for kristne at ’afholde sig fra blod’?

⁷ Det er tydeligt at det styrende råd betragtede det at man skulle ’afholde sig fra blod’, som værende af lige så stor moralsk betydning som det at afholde sig fra kønslig umoralitet eller afgudsdyrkelse. Det viser at forbuddet vedrørende blodet skal tages alvorligt. Kristne som uden at angre gør sig skyldige i afgudsdyrkelse eller kønslig umoralitet, kan ikke „arve Guds rige“; „deres lod er . . . den anden død“. (1 Korinther 6:9, 10; Åbenbaringen 21:8; 22:15) Læg mærke til følgende kontrast: At ignorere Guds afgørelse i forbindelse med blodets hellighed kan resultere i evig død. Men at vise respekt for Jesu offer kan føre til evigt liv.

8. Hvad viser at de første kristne tog Guds påbud om blodet alvorligt?

⁸ Hvordan forstod og overholdt de første kristne Guds påbud angående blodet? Som nævnt hed det i Adam Clarkes kommentar: „I evangelietiden måtte blodet ikke spises, for det skulle for altid betragtes som noget der repræsenterer det blod der er blevet udgydt som tilgivelse for synder.“ Historien bekræfter at de første kristne tog spørgsmålet alvorligt. Tertullian skrev: „Det er på samme måde med dem, som under arenaforestillingerne slubrer i sig de dræbte forbryderes endnu friske blod . . . hvormed de tror at helbrede epilepsi.“ I modsætning til hedninger som indtog blod, sagde Tertullian om de kristne at de „ikke engang regner dyreblod med blandt tilladte spiser . . . For at sætte de kristne på prøve stiller I derfor pølser frem, der ovenikøbet er fyldt med dyreblod, fordi I er visse på, at det ikke er tilladt hos dem.“ Endog under dødstrussel nægtede de kristne at indtage blod. Så vigtigt var Guds påbud for dem.

9. Hvad indbefattede forbuddet mod at indtage blod ud over at man ikke direkte måtte spise det?

⁹ Nogle forestiller sig måske at det styrende råd blot mente at kristne ikke direkte måtte spise eller drikke blod, spise kød som blodet ikke var løbet af, eller mad som var blandet med blod. Det var sandt nok det grundlæggende i den befaling Gud gav Noa. Ved apostelmødet blev der også truffet den afgørelse at kristne skulle ’holde sig fra det der var kvalt’, altså fra kød med blod i. (1 Mosebog 9:3, 4; Apostelgerninger 21:25) Men de første kristne vidste at påbuddet omfattede mere end det. Nogle gange blev blodet nemlig brugt i medicinsk øjemed. Tertullian bemærkede at visse hedninger indtog frisk blod i et forsøg på at helbrede epilepsi. Og man har muligvis også brugt blodet på andre måder for at behandle sygdom eller i et forsøg på at styrke helbredet. At de kristne afholdt sig fra blod, betød derfor at de heller ikke indtog det af såkaldt medicinske grunde. De fastholdt dette standpunkt selv når det var med livet som indsats.

Blod brugt som lægemiddel

10. På hvilke måder bruges blodet medicinsk, og hvilket spørgsmål afføder det?

¹⁰ I dag er det almindeligt at bruge blod til medicinske formål. Tidlige transfusioner var med fuldblod — der blev tappet fra en donor, oplagret og givet til en patient, måske en der var såret i kamp. Efterhånden lærte forskerne at separere blodet i dets hovedkomponenter. Ved at give transfusioner med komponenter kunne lægerne udnytte donorblodet til flere patienter og måske give plasma til én patient og røde blodlegemer til en anden. Senere fandt forskerne ud af at der af en komponent, for eksempel blodplasma, kunne udvindes adskillige derivater, som så kunne gives til endnu flere patienter. Der bliver stadig forsket på dette område, og der rapporteres om nye måder at bruge derivater på. Hvordan skal en kristen forholde sig til det? Han er fast besluttet på aldrig at tage imod en blodtransfusion, men måske bliver han af sin læge tilskyndet til at tage imod en enkelt hovedkomponent, for eksempel pakkede røde blodlegemer. Eller behandlingen består måske blot af et enkelt derivat der er udvundet af en komponent. Hvordan kan en tjener for Gud tage stilling til sådanne spørgsmål med det i tanke at blodet er helligt, og at Kristi blod er livreddende i ordets egentligste forstand?

11. Hvilket lægeligt korrekt standpunkt har Jehovas Vidner længe haft i forbindelse med blodet?

¹¹ Allerede for en del år siden gjorde Jehovas Vidner deres standpunkt klart. For eksempel fik de bragt en artikel i The Journal of the American Medical Association (27. november 1981; senere bragt i brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? på side 27-29).a I artiklen hvor der blev citeret fra Første Mosebog, Tredje Mosebog og Apostelgerninger, hed det: „Disse vers er ganske vist ikke formuleret i lægesprog, men Jehovas vidner forstår dem sådan at de udelukker transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer og plasma, såvel som indgift af hvide blodlegemer og blodplader.“ I lærebogen Emergency Care fra 2001 siges der følgende under „Blodets sammensætning“: „Blodet består af flere komponenter: plasma, røde og hvide blodlegemer og blodplader.“ I overensstemmelse med disse lægevidenskabelige kendsgerninger afviser Jehovas Vidner derfor transfusioner med fuldblod såvel som transfusioner med nogen af blodets fire hovedkomponenter.

12. (a) Hvilken holdning til derivater som er udvundet af blodets hovedkomponenter, har vi tidligere gjort rede for? (b) Hvor kan man finde yderligere oplysninger om dette?

¹² I artiklen i lægetidsskriftet hed det videre: „[Jehovas Vidners] religiøse overbevisning forbyder dog ikke nødvendigvis at man bruger albumin, globuliner eller hæmofili-præparater; det enkelte Jehovas vidne afgør selv om han eller hun kan tage imod disse.“ Siden 1981 er der blevet udvundet mange derivater (nedbrudte bestanddele der er udvundet af en af de fire hovedkomponenter) som er blevet isoleret til medicinsk brug. Derfor bragte Vagttårnet for 15. juni 2000 nogle nyttige oplysninger om emnet i artiklen „Spørgsmål fra læserne“. Til gavn for millioner af nye læsere bringes et genoptryk af svaret på siderne 29-31 i dette blad. Artiklen indeholder detaljerede oplysninger og logiske argumenter, men grundlæggende harmonerer det der bliver sagt, med det der blev fremholdt i 1981.

Samvittighedens betydning

13, 14. (a) Hvad er samvittigheden, og hvilken rolle spiller den i forbindelse med blodet? (b) Hvilken vejledning om at spise kød gav Gud israelitterne, men hvilke spørgsmål kan der være opstået?

¹³ Sådanne oplysninger viser at det er nødvendigt at bruge sin samvittighed når man skal træffe afgørelser. Hvorfor? Kristne er enige om at lade sig lede af Gud, men i nogle situationer må man træffe et personligt valg, og så kommer samvittigheden ind i billedet. Samvittigheden er en medfødt egenskab der er nedlagt i os, og den sætter os i stand til at bedømme og afgøre forskellige spørgsmål, ofte af moralsk art. (Romerne 2:14, 15) Men hvor følsom samvittigheden er, varierer fra det ene menneske til det andet.b Bibelen nævner at nogles „samvittighed . . . er svag“, og antyder derved at andres samvittighed er stærk. (1 Korinther 8:12) Det er individuelt hvor langt de enkelte kristne er kommet i forbindelse med at lære Guds vilje at kende, at forstå hans måde at tænke på og at handle derefter når de træffer beslutninger. Vi kan belyse det ud fra eksemplet med jøderne og spørgsmålet om hvilket kød der kunne spises.

¹⁴ Bibelen siger helt klart at en der adlyder Gud, vil undgå at spise kød som blodet ikke er løbet af. Dette bud var så vigtigt at israelitiske soldater der selv i en nødsituation spiste kød som blodet ikke var løbet af, gjorde sig skyldige i en alvorlig forseelse, eller synd. (5 Mosebog 12:15, 16; 1 Samuel 14:31-35) Men alligevel kan der være opstået nogle spørgsmål. Når en israelit slagtede et får, hvor hurtigt skulle han så lade blodet løbe af? Skulle han aflive dyret ved halssnit for at blodet kunne løbe af? Var det nødvendigt at hænge fåret op i bagbenene? Og hvor længe skulle det i så fald blive hængende? Hvad skulle han gøre med en stor ko? Selv efter afblødningen kan der have været noget blod tilbage i kødet. Kunne han spise sådan noget kød? Hvem skulle træffe afgørelse om det?

15. Hvad gjorde nogle jøder i forbindelse med at spise kød, men hvad havde Gud pålagt dem?

¹⁵ Forestil dig en oprigtig jøde som har stået over for sådanne spørgsmål. Han har måske tænkt at det sikreste var at undgå kød der blev solgt på en markedsplads, lige så vel som en anden jøde ville undgå kød der på et tidspunkt måske havde været ofret til en afgud. Andre jøder har måske kun villet spise kød hvor blodet var løbet af efter visse ritualer.c (Mattæus 23:23, 24) Hvad mener du om så forskellige holdninger? Eftersom Gud ikke havde opstillet regler for disse ting, ville det så have været bedst for jøderne at stille en mængde specifikke spørgsmål til et rabbinerråd for at få en afgørelse i hvert eneste tilfælde? En sådan praksis blev efterhånden almindelig inden for jødedommen, men det er en lettelse at vide at Jehova ikke har befalet sande tilbedere at afgøre spørgsmål om blod på den måde. Gud sørgede for en grundlæggende vejledning om hvordan man skulle slagte rene dyr og lade blodet løbe af, men gav ikke yderligere detaljer. — Johannes 8:32.

16. Hvorfor kan kristne have forskellige holdninger til indsprøjtninger med et lille derivat af en blodkomponent?

¹⁶ Som omtalt i paragraf 11 og 12 tager Jehovas Vidner ikke imod transfusioner med fuldblod eller med nogen af dets fire hovedkomponenter — plasma, røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Men hvad med små derivater der er udvundet af en hovedkomponent, for eksempel sera der indeholder antistoffer som kan bekæmpe en sygdom eller modvirke slangegift? (Se side 30, paragraf 4). Nogle har konkluderet at sådanne ganske små derivater i virkeligheden ikke længere er blod og derfor ikke er omfattet af buddet om ’at afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:29; 21:25; side 31, paragraf 1) Det er deres personlige ansvar. Andres samvittighed får dem til at afvise alt hvad der har det mindste at gøre med blod, selv et lille derivat af blot én af hovedkomponenterne.d Andre igen vil måske tage imod indsprøjtninger med et plasmaprotein for at bekæmpe sygdom eller modvirke slangegift, men afviser måske andre derivater. Dertil kommer at nogle produkter som er udvundet af en af de fire hovedkomponenter, kan være så identiske med selve hovedkomponenten og udføre en så livsopretholdende funktion i kroppen at de fleste kristne vil afvise dem.

17. (a) Hvordan kan vores samvittighed være en hjælp når vi skal tage stilling til spørgsmål om blodderivater? (b) Hvorfor er det så alvorligt at træffe afgørelser i disse spørgsmål?

¹⁷ Det Bibelen siger om samvittigheden, er en hjælp når man skal træffe sådanne afgørelser. Man må derfor finde ud af hvad Guds ord siger, og så bestræbe sig for at forme sin samvittighed efter det. Det vil sætte en i stand til at tage en beslutning som stemmer overens med Guds ord, i stedet for at bede en anden om at træffe afgørelsen for sig. (Salme 25:4, 5) Med hensyn til at modtage blodderivater har nogle tænkt: ’Det er et samvittighedsspørgsmål, så det er underordnet hvad man vælger at gøre.’ Men det er forkert at ræsonnere sådan. At noget er et samvittighedsspørgsmål, betyder ikke at det er ligegyldigt. Det kan være af meget alvorlig betydning. En af grundene er at det kan berøre nogle hvis samvittighed reagerer anderledes end vores. Det fremgår af Paulus’ vejledning om kød som måske havde været bragt som offer til en afgud og senere var blevet solgt på et marked. En kristen må være opmærksom på ikke at ’såre deres samvittighed som er svag’. Hvis han bringer andre til snublen og fald, kunne han ’bringe undergang over sin broder, for hvis skyld Kristus er død’, og derved synde mod Kristus. Selv om spørgsmål om derivater er noget hver enkelt personligt må tage stilling til, bør man altså tænke sig godt om før man træffer sådanne afgørelser. — 1 Korinther 8:8, 11-13; 10:25-31.

18. Hvordan kan en kristen undgå at sløve sin samvittighed når han skal træffe afgørelser om blod?

¹⁸ Der er også noget andet som understreger alvoren i de afgørelser man træffer angående blod. Det er den virkning afgørelserne kan have på en selv. Hvis det at tage imod et derivat vil forurolige dig, må du ikke ignorere din bibeloplærte samvittighed. Du skal heller ikke overhøre din samvittigheds stemme blot fordi en anden siger til dig: „Det er helt i orden at tage imod et blodderivat; det har mange gjort.“ Husk på at millioner i dag har ignoreret deres samvittighed så den er blevet ufølsom og tillader dem at lyve eller at gøre andre forkerte ting uden at føle samvittighedsnag. Sådan ønsker kristne afgjort ikke at det skal gå dem. — 2 Samuel 24:10; 1 Timoteus 4:1, 2.

19. Hvad skal vi først og fremmest have i tanke når vi tager stilling til lægelige spørgsmål der har at gøre med blod?

¹⁹ Hen imod slutningen af det genoptrykte „Spørgsmål fra læserne“ på side 29-31 siges der: „Når nu meningerne er delte, og når det er individuelt hvad samvittigheden godtager, er det så ikke underordnet hvad man beslutter? Nej. Det er et alvorligt spørgsmål.“ Og det gælder især fordi det har at gøre med vores forhold til „den levende Gud“. Dette forhold er det eneste der kan føre til evigt liv, på grundlag af Jesu udgydte blods frelsende værdi. Lad os opdyrke en dyb respekt for blodet på grund af det Gud udretter ved hjælp af det — nemlig at redde liv. Paulus skrev meget rammende: „I havde intet håb og var uden Gud i verden. Men nu, i samhørighed med Kristus Jesus, er I som engang var langt borte, kommet nær ved hjælp af Messias’ blod.“ — Efeserne 2:12, 13.