Moses og Aron gik til Farao for at fortælle ham hvad Gud havde sagt: ‘Hvis du ikke lader mit folk gå, sender jeg stikfluer over landet.’ Sværme af stikfluer trængte ind i alle egypternes huse, både hos de rige og de fattige. Hele landet var fyldt med stikfluer. Men i Goshen, det område hvor israelitterne boede, var der ingen stikfluer. Fra nu af ville plagerne kun ramme egypterne. Farao sagde til Moses: ‘Bed Jehova om at fjerne de her fluer. Dit folk må godt tage afsted nu.’ Men da Jehova fjernede stikfluerne, ombestemte Farao sig. Ville Farao nogensinde blive klogere?

Jehova sagde: ‘Hvis Farao ikke lader mit folk tage afsted, vil egypternes dyr blive syge og dø.’ Dagen efter begyndte deres dyr at dø, men israelitternes dyr døde ikke. Alligevel var Farao stædig og ville ikke give sig.

Så sagde Jehova til Moses at han skulle gå tilbage til Farao og kaste aske op i luften. Asken blev til støv der fyldte luften, og det faldt ned og lagde sig på alle egypterne. På grund af støvet fik alle egypterne og deres dyr nogle sår der gjorde meget ondt. Men ikke engang dét fik Farao til at lade israelitterne gå.

Jehova sendte Moses tilbage til Farao med den her besked: ‘Nægter du stadig at lade mit folk tage afsted? I morgen vil jeg lade det hagle i hele landet.’ Den næste dag sendte Jehova hagl, torden og ild over landet. Det var det værste uvejr der nogensinde havde været i Egypten. Alle træer og planter blev ødelagt, men ikke i Goshen. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at få det til at holde op! Så kan I tage afsted.’ Men så snart det stoppede med at hagle og regne, ombestemte Farao sig igen.

Så sagde Moses: ‘Nu vil der komme græshopper og spise alle de planter der ikke blev ødelagt i haglvejret.’ Millioner af græshopper spiste alt hvad der var tilbage på markerne og på træerne. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at fjerne græshopperne.’ Men selv efter at Jehova havde fjernet dem, var Farao lige så stædig som før.

Jehova sagde til Moses: ‘Ræk din hånd op mod himlen.’ Med det samme blev himlen fuldstændigt mørk. I tre dage kunne egypterne ikke se noget som helst. Det var kun israelitterne der havde lys der hvor de boede.

Farao sagde til Moses: ‘Du og dit folk kan gå. Men I skal lade jeres dyr blive her.’ Moses sagde: ‘Vi er nødt til at have vores dyr med så vi kan ofre dem til vores Gud.’ Farao blev meget vred. Han råbte: ‘Forsvind herfra! Hvis jeg ser dig igen, slår jeg dig ihjel!’

Moses lovede Farao at han ikke ville komme mere. Men før han gik, sagde han til Farao: ‘Ved midnat vil alle de førstefødte børn i Egypten dø, lige fra Faraos søn til slavernes sønner.’

Jehova sagde til israelitterne at de skulle spise et særligt måltid. Han sagde: ‘I skal slagte et lam eller et gedekid der er et år gammelt, og smøre noget af dyrets blod omkring jeres dør. Steg kødet, og spis det sammen med usyrnet brød. Hav jeres sandaler på, og vær klædt på så I er klar til at tage afsted. I nat vil jeg befri jer.’ Kan du forestille dig hvor spændte israelitterne må have været?

Ved midnat kom Jehovas engel til alle husene i Egypten. I de huse hvor de ikke havde smurt blod omkring døren, døde den førstefødte. Men englen gik forbi de huse hvor der var blod på. Alle egyptiske familier, både rige og fattige, mistede et barn. Men ikke ét af israelitternes børn døde.

Selv Faraos egen søn døde. Nu havde Farao fået nok. Han sagde med det samme til Moses og Aron: ‘Tag afsted. Rejs væk herfra, og tilbed jeres Gud. Tag jeres dyr og rejs!’

I lyset fra fuldmånen vandrede israelitterne ud af Egypten, delt op efter familie og stamme. Der var 600.000 israelitiske mænd og mange kvinder og børn. Og der var mange andre der rejste afsted sammen med dem, for de ville også tjene Jehova. Nu var israelitterne endelig frie!

For at huske hvordan Jehova havde reddet dem, skulle de hvert år spise det her særlige måltid. Højtiden blev kaldt påske, som betyder ‘at gå forbi’.