Efter at Josva havde været leder for Jehovas folk i mange år, døde han 110 år gammel. I al den tid Josva levede, tilbad israelitterne Jehova. Men efter at han var død, begyndte de at tilbede falske guder, ligesom kanaanæerne gjorde. Fordi israelitterne ikke tilbad Jehova, tillod Han at en kanaanæisk konge der hed Jabin, gjorde livet hårdt for dem. Folket bønfaldt Jehova om hjælp, så Jehova gav dem en ny leder, Barak. Han ville hjælpe folket til at vende tilbage til Jehova.

En profetinde ved navn Debora sendte bud efter Barak. Hun havde en besked til ham fra Jehova: ‘Tag 10.000 mand med dig, og gå ud for at kæmpe mod Jabins hær ved Kishonbækken. Der vil du vinde over Sisera, Jabins hærfører.’ Barak sagde til Debora: ‘Jeg tager kun afsted hvis du tager med mig.’ Debora svarede: ‘Jeg går med dig. Men det er ikke dig der skal slå Sisera ihjel. Jehova har sagt at det er en kvinde der vil slå ham ihjel.’

Debora, Barak og hæren på 10.000 mand gik op på Taborbjerget for at gøre sig klar til kamp. Så snart Sisera hørte det, samlede han sine stridsvogne og tropper i dalen nedenfor. Debora sagde til Barak: ‘Det er i dag Jehova vil give dig sejren.’ Barak og hans mænd gik så ned fra bjerget for at kæmpe mod Siseras stærke hær.

Jehova fik nu Kishonbækken til at gå over sine bredder. Vandet fra bækken gjorde området meget mudret, og Siseras stridsvogne sad fast. Sisera forlod derfor sin stridsvogn og begyndte at løbe. Barak og hans soldater besejrede Siseras hær, men Sisera undslap! Han løb væk og gemte sig i teltet hos en kvinde der hed Jael. Hun gav ham mælk at drikke og lagde et tæppe over ham. Så faldt den trætte kriger i søvn. Jael sneg sig forsigtigt hen til ham og slog en teltpløk ind i hans hoved så han døde.

Barak kom nu for at lede efter Sisera. Jael gik ud af sit telt og sagde til ham: ‘Kom indenfor, så skal jeg vise dig den mand du leder efter.’ Barak gik ind i teltet og så at Sisera var død. Barak og Debora priste Jehova med en sang fordi han havde givet israelitterne sejr over deres fjender. De næste 40 år havde Israel fred.

Under en hungersnød i Israel flyttede en israelit der hed Noomi, til Moab sammen med sin mand og deres to sønner. Senere døde Noomis mand. Hendes sønner giftede sig med Ruth og Orpa, der var moabitter, men efter noget tid døde sønnerne også.

Da Noomi hørte at hungersnøden i Israel var forbi, besluttede hun sig for at vende hjem igen. Ruth og Orpa rejste med hende, men på vejen sagde Noomi til dem: ‘I har været nogle søde koner for mine sønner og nogle søde svigerdøtre for mig. Jeg ønsker at I begge to bliver gift igen. Tag hjem til Moab.’ Kvinderne svarede: ‘Vi holder så meget af dig! Vi vil ikke forlade dig.’ Men Noomi blev ved med at sige at de skulle tage tilbage. Efter et stykke tid rejste Orpa hjem, men Ruth blev. Noomi sagde til hende: ‘Orpa rejser tilbage til sit folk og sine guder. Rejs med hende, og tag tilbage til din mors hus.’ Men Ruth sagde: ‘Jeg forlader dig ikke. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.’ Hvad tror du Noomi syntes om det Ruth sagde?

Ruth og Noomi nåede til Israel i begyndelsen af byghøsten. En dag gik Ruth ud for at samle korn der var efterladt på en mark. Marken tilhørte en mand der hed Boaz, som var Rahabs søn. Han hørte at Ruth var moabit men loyalt var blevet hos Noomi. Derfor sagde han til sine arbejdere at de skulle efterlade lidt ekstra korn på marken så Ruth kunne samle det.

Den aften spurgte Noomi: ‘Hvem har du samlet korn hos i dag, Ruth?’ ‘Hos en mand der hedder Boaz,’ svarede Ruth. Noomi sagde til hende: ‘Min mand var i familie med Boaz. Bliv ved med at arbejde på hans mark sammen med de andre unge kvinder. Der kan du føle dig tryg.’

Ruth fortsatte med at arbejde på Boaz’ mark indtil høsten var forbi. Boaz lagde mærke til at Ruth arbejdede hårdt og var noget helt særligt. Hvis en mand på den tid døde uden at have nogen sønner, skulle en i mandens familie gifte sig med enken. Derfor giftede Boaz sig med Ruth. De fik en søn der hed Obed, som senere blev farfar til kong David. Noomis venner var utroligt glade. De sagde: ‘Først gav Jehova dig Ruth, der har været meget god ved dig, og nu har du fået et barnebarn. Jehova skal lovprises.’