Indbyggerne i den assyriske by Nineve var onde. Jehova sagde til sin profet Jonas at han skulle tage til Nineve og advare dem og sige at de skulle forandre sig. Men Jonas flygtede i den modsatte retning. Han gik ombord på et skib der skulle til Tarshish.

Mens skibet var ude på havet, blev det et voldsomt stormvejr, og sømændene var virkelig bange. De bad til deres guder og spurgte: ‘Hvorfor sker det her?’ Til sidst sagde Jonas til dem: ‘Det er min skyld. Jeg flygter fra den opgave Jehova har givet mig. Kast mig i havet, så vil det holde op med at storme.’ Sømændene havde ikke lyst til at kaste Jonas over bord, men Jonas sagde at det skulle de. Da de kastede ham i havet, blev havet roligt igen.

Jonas tænkte at nu var det ude med ham. Mens han sank dybere og dybere ned i vandet, bad han til Jehova. Så sendte Jehova en kæmpestor fisk som slugte Jonas, men der skete ikke noget med ham. Inde fra fisken bad Jonas: ‘Jehova, jeg lover at jeg altid vil adlyde dig.’ Jehova beskyttede Jonas inde i fisken i tre dage og fik den så til at spytte Jonas op på tørt land.

Når nu Jehova havde reddet Jonas og tilgivet ham, betød det så at Jonas ikke behøvede at tage til Nineve? Nej. Jehova sagde igen til Jonas at han skulle tage afsted. Denne gang adlød han. Han tog dertil og sagde til de onde indbyggere: ‘Om 40 dage vil Nineve blive ødelagt.’ Men så skete der noget uventet – ninevitterne lyttede og forandrede sig. Nineves konge sagde til folket: ‘Råb inderligt til Gud, og hold op med at gøre det onde. Så vil han måske lade os leve.’ Da Jehova så at folket angrede, lod han være med at ødelægge Nineve.

Jonas var vred over at byen ikke blev ødelagt. Tænk engang: Jehova havde været tålmodig med Jonas og vist ham barmhjertighed, men Jonas viste ingen barmhjertighed mod indbyggerne i Nineve. I stedet satte han sig uden for byen under en flaskegræskarplante og surmulede. Men planten døde, og så blev Jonas vred over dét. Jehova sagde til ham: ‘Den her plante betyder mere for dig end ninevitterne gør. Jeg viste dem barmhjertighed, og de fik lov at leve.’ Hvad skulle Jonas lære af det? At de mennesker der boede i Nineve, var mere værd end nogen plante.

Det assyriske rige havde besejret tistammeriget Israel. Nu havde Sankerib, Assyriens konge, sat sig for at indtage tostammeriget Juda. Han begyndte at indtage Judas byer en efter en. Men den by han allerhelst ville have, var Jerusalem. Der var bare én ting Sankerib ikke vidste: Jehova beskyttede Jerusalem.

Hizkija, Judas konge, betalte Sankerib en masse penge for ikke at angribe Jerusalem. Sankerib tog imod pengene, men sendte alligevel sin stærke hær mod byen. Folk i byen var bange fordi assyrerne kom tættere og tættere på. Så sagde Hizkija til dem: ‘Vær ikke bange. Assyrerne er stærke, men Jehova vil gøre os endnu stærkere.’

Sankerib sendte sin overmundskænk som budbringer til Jerusalem for at gøre nar af folket. Overmundskænken stillede sig op uden for byen og råbte: ‘Jehova kan ikke hjælpe jer! Lad ikke Hizkija snyde jer. Der findes ikke nogen gud der kan beskytte jer mod os.’

Hizkija spurgte Jehova hvad han skulle gøre. Jehova svarede: ‘Vær ikke bange på grund af det budbringeren siger. Sankerib kommer ikke til at indtage Jerusalem.’ Senere fik Hizkija nogle breve fra Sankerib. I brevene stod der: ‘Giv nu bare op. Jehova kan ikke redde dig.’ Så bad Hizkija: ‘Jehova, vores Gud, red os så alle kan vide at du er den eneste sande Gud.’ Jehova svarede ham: ‘Assyriens konge kommer ikke ind i Jerusalem. Jeg vil beskytte min by.’

Sankerib var sikker på at Jerusalem snart ville være hans. Men om natten sendte Jehova en engel til soldaternes lejr uden for byen. Englen slog 185.000 soldater ihjel! Nu havde kong Sankerib mistet alle sine bedste soldater. Han havde tabt og var nødt til at rejse hjem igen. Jehova beskyttede Hizkija og Jerusalem sådan som han havde lovet. Hvis du havde været i Jerusalem, ville du så have stolet på Jehova?