Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jehova er „den der åbenbarer hemmeligheder“
    Vagttårnet – 2012 | 15. juni
    • Jehova er „den der åbenbarer hemmeligheder“

      „I sandhed, jeres Gud er gudernes Gud og kongernes Herre og den der åbenbarer hemmeligheder.“ — DAN. 2:47.

      HVAD VIL DU SVARE?

      Hvilke detaljer om fremtiden har Jehova åbenbaret for os?

      Hvem symboliserer de første seks hoveder på vilddyret?

      Hvilken sammenhæng er der mellem vilddyret og billedstøtten i Nebukadnezars drøm?

      1, 2. Hvad har Jehova åbenbaret for os, og hvorfor?

      HVILKE politiske magter vil være de fremherskende på jorden når Guds rige griber ind og fjerner menneskenes styre? Vi kender svaret fordi „den der åbenbarer hemmeligheder“, Jehova Gud, har løftet sløret for det. Gennem det profeten Daniel og apostelen Johannes nedskrev, gør han det muligt for os at identificere disse politiske magter.

      2 Jehova åbenbarede en række syner for disse to mænd, blandt andet af nogle vilddyr. Han hjalp også Daniel til at tyde en drøm om en kolossal billedstøtte bestående af forskellige metaller. Jehova sørgede for at det hele blev skrevet ned og bevaret i Bibelen til gavn for os. (Rom. 15:4) Dette gjorde han for at styrke vores håb om at hans rige snart vil knuse alle jordiske regeringer. — Dan. 2:44.

      3. Hvad er forudsætningen for at kunne forstå profetierne i Bibelen rigtigt, og hvorfor?

      3 Daniels og Johannes’ beretninger identificerer tilsammen otte konger, eller jordiske magter, og viser desuden i hvilken rækkefølge de ville fremstå. Men vi vil kun kunne forstå disse profetier rigtigt hvis vi forstår betydningen af den allerførste profeti der er nedskrevet i Bibelen. Hvorfor det? Fordi opfyldelsen af denne profeti er det gennemgående tema i Bibelen. Den er på en måde den røde tråd som alle andre profetier er knyttet til.

      SLANGENS AFKOM OG VILDDYRET

      4. Hvem udgør kvindens afkom, og hvad vil dette afkom gøre?

      4 Kort efter oprøret i Eden gav Jehova et løfte om at en kvinde ville frembringe et afkom.a (Læs Første Mosebog 3:15). Dette afkom ville til sidst knuse hovedet på slangen, Satan. Senere åbenbarede Jehova at dette afkom ville komme gennem Abraham, høre til Israels nation, komme fra Judas stamme og være en efterkommer af kong David. (1 Mos. 22:15-18; 49:10; Sl. 89:3, 4; Luk. 1:30-33) Den primære del af dette afkom viste sig at være Kristus Jesus. (Gal. 3:16) Den sekundære del består af de salvede medlemmer af den kristne menighed. (Gal. 3:26-29) Jesus og disse salvede udgør tilsammen Guds rige, som er det redskab hvormed Gud vil knuse Satan. — Luk. 12:32; Rom. 16:20.

      5, 6. (a) Hvor mange stormagter identificerer Daniel og Johannes? (b) Hvad symboliserer hovederne på vilddyret i Åbenbaringens Bog?

      5 Denne første profeti i Eden bekendtgjorde at også Satan ville frembringe et „afkom“. Hans afkom ville opføre sig fjendtligt og hadefuldt over for kvindens afkom. Hvem udgør slangens afkom? Det gør alle dem der ligesom Satan hader Gud og modstår hans folk. Op gennem historien har Satan, ved at organisere dem der hører til hans afkom, sørget for at der er blevet dannet politiske magter, eller riger. (Luk. 4:5, 6) Men det er kun relativt få jordiske riger der har øvet stor indflydelse på Guds folk, altså enten Israels nation eller menigheden af salvede kristne. Hvorfor er det interessant? Fordi det forklarer hvorfor Daniels og Johannes’ syner kun beskriver otte stormagter i alt.

      6 Ved slutningen af det første århundrede lod den opstandne Jesus apostelen Johannes få en række dramatiske syner. (Åb. 1:1) I et af synerne så han en drage, der symboliserede Djævelen, stå på en strandbred. (Læs Åbenbaringen 13:1, 2). Johannes så også et grotesk vilddyr stige op af havet og modtage myndighed fra Djævelen. Senere så han et skarlagenrødt vilddyr, som var et billede af vilddyret i Åbenbaringen 13:1, og en engel fortalte at dette vilddyrs syv hoveder står for „syv konger“, eller riger. (Åb. 13:14, 15; 17:3, 9, 10) På det tidspunkt hvor Johannes nedskrev synerne, var de fem af dem faldet, én var ved magten, og én var „endnu ikke kommet“. Hvem er disse riger, eller verdensmagter? Lad os se nærmere på hvert af de syv hoveder som vilddyret i Åbenbaringen har. Vi vil også se på hvordan det Daniel skrev, åbenbarede yderligere detaljer om mange af disse riger, i nogle tilfælde flere hundrede år før de opstod.

      EGYPTEN OG ASSYRIEN — DE FØRSTE TO HOVEDER

      7. Hvad symboliserer det første hoved, og hvorfor?

      7 Dyrets første hoved symboliserer Egypten. Hvorfor? Fordi Egypten var den første verdensmagt der viste sig som fjende af Guds folk. Abrahams efterkommere — som med tiden ville frembringe kvindens afkom — var blevet talrige i Egypten, og det førte til at man undertrykte Israel. Faktisk prøvede Satan decideret at udrydde Guds folk inden afkommet blev født. Hvordan? Han indgav Farao den tanke at alle de israelitiske drengebørn skulle slås ihjel. Men Jehova udfriede sit folk fra trældommen i Egypten og hindrede derved Satan i at fuldføre sin onde plan. (2 Mos. 1:15-20; 14:13) Og senere gav han israelitterne det lovede land.

      8. Hvilken nation symboliseres ved det andet hoved, og hvad forsøgte denne nation at gøre?

      8 Dyrets andet hoved symboliserer Assyrien. Dette mægtige rige forsøgte også at udrydde Guds folk. Ganske rigtigt brugte Jehova denne nation til at straffe tistammeriget for dets afgudsdyrkelse og ulydighed. Men derefter angreb Assyrien Jerusalem. Måske har det været Satans mål at udslette den kongelige slægtslinje der til sidst ville lede frem til Jesus. Dette angreb var ikke en del af Guds hensigt, og mirakuløst udfriede Jehova sit folk ved at gøre det af med de invaderende styrker. — 2 Kong. 19:32-35; Es. 10:5, 6, 12-15.

      BABYLON — DET TREDJE HOVED

      9, 10. (a) Hvad tillod Jehova babylonierne at gøre? (b) Hvad måtte der ske for at profetierne kunne blive opfyldt?

      9 Det tredje hoved på det dyr Johannes så, repræsenterer det rige der havde Babylon som hovedstad. Jehova lod babylonierne ødelægge Jerusalem og føre hans folk i fangenskab. Men inden han tillod at denne ydmygelse kom over de oprørske israelitter, advarede han dem om den katastrofe der ventede. (2 Kong. 20:16-18) Han forudsagde også at der ikke længere ville være en kongeslægt der skulle sidde på „Jehovas trone“ i Jerusalem. (1 Krøn. 29:23) Samtidig lovede Jehova dog at kongemagten på et tidspunkt ville blive givet til en efterkommer af kong David, en der havde „retten til det“. — Ez. 21:25-27.

      10 En anden profeti viste at jøderne stadig ville tilbede i templet i Jerusalem når den lovede Messias, eller den Salvede, kom. (Dan. 9:24-27) Og af en tidligere profeti, der blev skrevet før Israel blev ført i fangenskab i Babylon, fremgik det at Messias ville blive født i Betlehem. (Mika 5:2) Hvis disse profetier skulle opfyldes, måtte israelitterne udfries fra fangenskabet, vende tilbage til deres hjemland og genopbygge templet. Men Babylon frigav normalt aldrig sine fanger, så hvordan skulle det kunne ske? Det åbenbarede Jehova gennem profeterne. — Amos 3:7.

      11. På hvilke forskellige måder skildres det babyloniske imperium? (Se fodnoten).

      11 Blandt dem der blev ført i fangenskab i Babylon, var profeten Daniel. (Dan. 1:1-6) Jehova brugte ham til at åbenbare hvilke riger der ville følge efter denne verdensmagt. Disse hemmeligheder afslørede Jehova ved hjælp af forskellige billeder. For eksempel lod han Babylons konge Nebukadnezar få en drøm om en billedstøtte der bestod af forskellige metaller. (Læs Daniel 2:1, 19, 31-38). Gennem Daniel åbenbarede Jehova at billedstøttens hoved af guld symboliserede det babyloniske imperium.b Den verdensmagt der fulgte efter Babylon, skildredes ved brystet og armene af sølv. Hvilken nation ville det være, og hvordan ville den behandle Guds folk?

      MEDO-PERSIEN — DET FJERDE HOVED

      12, 13. (a) Hvad åbenbarede Jehova med hensyn til Babylons fald? (b) Hvad er grunden til at Medo-Persien skildres som det fjerde hoved på vilddyret?

      12 Over hundrede år før Daniels tid havde Jehova gennem profeten Esajas åbenbaret nogle detaljer om den verdensmagt der ville besejre Babylon. Ikke alene fortalte Jehova hvordan byen Babylon ville blive indtaget, han oplyste også navnet på sejrherren. Det var perseren Kyros. (Es. 44:28–45:2) Daniel fik to andre syner der havde at gøre med den medo-persiske verdensmagt. I det ene syn blev riget skildret som en bjørn der rejstes op på den ene side, og som blev befalet ’at æde meget kød’. (Dan. 7:5) Og i det andet syn så Daniel denne dobbeltverdensmagt symboliseret ved en tohornet vædder. — Dan. 8:3, 20.

      13 Jehova brugte det medo-persiske rige til at opfylde profetien om at Babylon skulle omstyrtes, og om at israelitterne skulle vende tilbage til deres hjemland. (2 Krøn. 36:22, 23) Men den selv samme verdensmagt var senere tæt på at udrydde Guds folk. Esters Bog fortæller om en ondskabsfuld plan der var udtænkt af Persiens førsteminister, en mand ved navn Haman. Han arrangerede at alle de jøder der boede i det enorme persiske rige, skulle udryddes, og han satte en dato for hvornår folkemordet skulle finde sted. Kun takket være Jehovas indgriben blev hans folk endnu en gang beskyttet mod hadet fra Satans afkom. (Est. 1:1-3; 3:8, 9; 8:3, 9-14) Det er derfor meget passende at Medo-Persien skildres som det fjerde hoved på dyret i Åbenbaringen.

      GRÆKENLAND — DET FEMTE HOVED

      14, 15. Hvilke detaljer åbenbarede Jehova om oldtidens græske imperium?

      14 Det femte hoved på vilddyret i Åbenbaringen står for Grækenland. I den drøm som Daniel tidligere havde tydet for Nebukadnezar, blev denne verdensmagt symboliseret ved billedstøttens bug og hofter af kobber. Daniel fik også to andre syner der indeholder nogle bemærkelsesværdige detaljer om dette rige og om dets mest fremtrædende hersker.

      15 I et af de syner Daniel fik, så han Grækenland skildret som en leopard med fire vinger, hvilket viste at dette rige ville rykke hurtigt frem og indtage andre nationer. (Dan. 7:6) I et andet syn så Daniel en gedebuk med et enkelt stort horn der hurtigt dræber en tohornet vædder, altså Medo-Persien. Jehova fortalte Daniel at gedebukken symboliserede Grækenland, og at det store horn skildrede en af dets konger. Daniel nedskrev også at det store horn ville blive brudt af, og at fire mindre horn ville vokse ud i dets sted. Selvom denne profeti blev skrevet omkring to hundrede år før Grækenland blev den dominerende verdensmagt, gik hver eneste detalje i opfyldelse. Alexander den Store, den mest fremtrædende konge i oldtidens Grækenland, førte an i besejringen af Medo-Persien. Dette horn blev imidlertid hurtigt brudt af. Den store konge døde mens han var på magtens tinde, i en alder af kun 32 år. Med tiden blev hans rige delt mellem fire af hans generaler. — Læs Daniel 8:20-22.

      16. Hvad gjorde Antiochos IV?

      16 Da det græske rige erobrede Persien, fik det herredømme over det land Gud havde givet sit folk. På det tidspunkt var jøderne igen bosat i det lovede land og havde genopbygget templet i Jerusalem. De var stadig Guds udvalgte folk, og det genopbyggede tempel var stadig centret for den sande tilbedelse. Men i det andet århundrede før vor tidsregning rettede Grækenland, det femte hoved på vilddyret, et angreb mod Guds folk. Antiochos IV, en af de senere arvinger til Alexanders delte rige, opsatte et hedensk alter på tempelområdet i Jerusalem og indførte dødsstraf for at udøve den jødiske religion. Dermed rettede en del af Satans afkom endnu en gang et fjendtligt angreb mod Guds folk! Inden længe blev Grækenland dog fortrængt som verdensmagt. Hvem ville det sjette hoved på vilddyret vise sig at være?

      ROM — DET SJETTE HOVED, „FRYGTINDGYDENDE OG SKRÆKKELIGT“

      17. Hvilken nøgleposition indtog det sjette hoved i opfyldelsen af Første Mosebog 3:15?

      17 På det tidspunkt hvor Johannes fik synet af vilddyret, var det Rom der var den dominerende verdensmagt. (Åb. 17:10) Dette sjette hoved indtog en nøgleposition i opfyldelsen af profetien i Første Mosebog 3:15. Satan brugte romerske embedsmænd til at „knuse hælen“ på afkommet. Hvordan bar de sig ad med det? De førte sag mod Jesus på grundlag af falske anklager om oprør og henrettede ham. (Matt. 27:26) Men såret blev hurtigt lægt, for Jehova oprejste Jesus.

      18. (a) Hvilken ny nation valgte Jehova, og hvorfor? (b) Hvordan fortsatte slangens afkom med at vise fjendskab mod kvindens afkom?

      18 Israels religiøse ledere sluttede sig sammen med romerne imod Jesus, og størstedelen af jøderne nægtede at anerkende ham som Messias. Det fik Jehova til at forkaste det kødelige Israel som sit folk. (Matt. 23:38; Apg. 2:22, 23) Nu valgte han en ny nation, „Guds Israel“. (Gal. 3:26-29; 6:16) Denne nation var menigheden af salvede kristne, som bestod af både jøder og ikkejøder. (Ef. 2:11-18) Efter Jesu død og opstandelse fortsatte slangens afkom med at behandle kvindens afkom fjendtligt. Ved mere end en lejlighed forsøgte Rom at udslette den kristne menighed, den sekundære del af afkommet.c

      19. (a) Hvordan beskriver Daniel den sjette verdensmagt? (b) Hvilke spørgsmål vil den næste studieartikel besvare?

      19 I den drøm som Daniel tydede for Nebukadnezar, var benene af jern et billede på Rom. (Dan. 2:33) Daniel fik også et syn som ikke blot giver en god beskrivelse af det romerske imperium, men også af den næste verdensmagt, som ville være en udløber af Rom. (Læs Daniel 7:7, 8). I århundreder var det romerske rige „frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt“ i sine fjenders øjne. Men profetien forudsagde at „ti horn“ ville skyde frem fra dette imperium, og at et andet horn, „et lille et“, ville skyde op mellem dem og opnå en fremtrædende stilling. Hvad symboliserer de ti horn, og hvem er det lille horn? Hvilken del af den kolossale billedstøtte som Nebukadnezar så, svarer det lille horn til? Svarene får du i den næste studieartikel.

      [Fodnoter]

      a Kvinden er et billede på Jehovas hustrulignende organisation, der består af åndeskabninger i himmelen. — Es. 54:1; Gal. 4:26; Åb. 12:1, 2.

      b I Daniels Bog skildres Babylon ved billedstøttens hoved, mens det i Åbenbaringens Bog symboliseres ved det tredje hoved på vilddyret. Se oversigten på side 12 og 13.

      c Rom ødelagde Jerusalem i år 70, men dette angreb hørte ikke med til opfyldelsen af Første Mosebog 3:15. På det tidspunkt var det kødelige Israel ikke længere Guds udvalgte folk.

  • Jehova åbenbarer hvad „der snart skal ske“
    Vagttårnet – 2012 | 15. juni
    • Jehova åbenbarer hvad „der snart skal ske“

      „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle det der snart skal ske.“ — ÅB. 1:1.

      HVAD VIL DU SVARE?

      Hvilke dele af billedstøtten symboliserer den britisk-amerikanske verdensmagt?

      Hvordan skildrer Johannes forbindelsen mellem den britisk-amerikanske verdensmagt og FN?

      Hvordan beskriver Daniel og Johannes afslutningen på menneskenes styre?

      1, 2. (a) Hvad hjælper Daniels og Johannes’ profetier os til? (b) Hvad står vilddyrets første seks hoveder for?

      DANIELS og Johannes’ profetier supplerer hinanden og hjælper os til at forstå betydningen af mange verdensbegivenheder, både nuværende og fremtidige. Hvad finder vi ud af hvis vi sammenligner Johannes’ syn af vilddyret, Daniels beretning om det frygtindgydende dyr med ti horn og Daniels tydning af drømmen om billedstøtten? Og hvad skulle en klar forståelse af disse profetier få os til at gøre?

      2 I sidste artikel så vi nærmere på kapitel 13 i Åbenbaringens Bog, der indeholder Johannes’ syn af vilddyret. Dyrets første seks hoveder står for Egypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. Alle disse verdensriger viste tydeligt at de hadede kvindens afkom. (1 Mos. 3:15) Rom, som var det sjette hoved, forblev en dominerende politisk magt i flere hundrede år efter at Johannes havde nedskrevet sit syn. Men på et tidspunkt ville det syvende hoved overtage Roms plads. Hvilken verdensmagt viste dette sig at være, og hvordan ville den behandle kvindens afkom?

      STORBRITANNIEN OG USA FÅR STOR MAGT

      3. Hvad symboliserer det skrækindjagende dyr med ti horn, og hvad står de ti horn for?

      3 Vi kan identificere det syvende hoved på vilddyret i Åbenbaringen, kapitel 13, ved at sammenligne det Johannes så, med Daniels syn af det skrækindjagende dyr med ti horn.a (Læs Daniel 7:7, 8, 23, 24). Det dyr som Daniel så, symboliserede den romerske verdensmagt. (Se oversigten på side 12 og 13). I det femte århundrede begyndte Det Romerske Imperium at gå i opløsning. Det frygtindgydende dyrs ti horn er et symbol på de riger som voksede frem fra dette imperium.

      4, 5. (a) Hvad gjorde det lille horn? (b) Hvem er vilddyrets syvende hoved?

      4 Fire af det glubske dyrs horn bliver omtalt særskilt. Tre horn, eller riger, må vige pladsen for endnu et horn der skyder frem, „et lille et“. Dette blev opfyldt da England, der tidligere havde været en del af Det Romerske Imperium, begyndte at blive en magtfaktor. Frem til det 17. århundrede havde England været en forholdsvis ubetydelig nation. Tre andre områder af det gamle romerrige — Spanien, Holland og Frankrig — var langt mere indflydelsesrige. Men England bekæmpede disse riger et efter et, og de mistede deres dominans. Midt i det 18. århundrede var Storbritannien på vej til at blive den mest fremtrædende magt på verdensscenen. Men dette rige var endnu ikke blevet det syvende hoved på vilddyret.

      5 Selvom Storbritannien fik mere og mere magt, rev nogle kolonier i Nordamerika sig løs. Storbritannien tillod at USA voksede sig stærkt, og beskyttede ligefrem landet med den britiske flåde. Da Herrens dag begyndte i 1914, havde Storbritannien fået opbygget det største imperium i historien, og USA var blevet verdens førende industrimagt.b Under Første Verdenskrig indgik USA et særligt partnerskab med Storbritannien, og tilsammen blev de den britisk-amerikanske verdensmagt, vilddyrets syvende hoved. Hvordan behandlede dette hoved kvindens afkom?

      6. Hvordan har det syvende hoved behandlet Guds folk?

      6 Kort efter at Herrens dag var begyndt, rettede det syvende hoved et angreb mod Guds folk — den rest af Kristi brødre der var på jorden. (Matt. 25:40) Jesus havde peget på at der under hans nærværelse ville være en rest af afkommet på jorden som ville være optaget af hans gerning. (Matt. 24:45-47; Gal. 3:26-29) Den britisk-amerikanske verdensmagt førte krig mod disse hellige. (Åb. 13:3, 7) Under den første verdenskrig undertrykte den Guds tjenere, forbød nogle af deres publikationer og smed endda nogle fra trælleskaren i fængsel. Vilddyrets syvende hoved fik næsten helt standset, eller ’dræbt’, forkyndelsesarbejdet. Jehova havde forudset denne dramatiske udvikling og åbenbaret den for Johannes, men havde også fortalt ham at den sekundære del af afkommet efter et stykke tid ville blive vakt til live igen og genoptage forkyndelsesarbejdet. (Åb. 11:3, 7-11) Jehovas tjeneres historie i nyere tid bekræfter at det var præcis sådan det gik.

      DEN BRITISK-AMERIKANSKE VERDENSMAGT OG FØDDERNE AF JERN OG LER

      7. Hvad er forbindelsen mellem vilddyrets syvende hoved og billedstøtten?

      7 Hvilken forbindelse er der mellem vilddyrets syvende hoved og billedstøtten? Storbritannien — og i udvidet forstand også USA — voksede frem fra Det Romerske Imperium. Hvad så med billedstøttens fødder? De beskrives som en blanding af jern og ler. (Læs Daniel 2:41-43). Opfyldelsen af profetien om fødderne falder sammen med den tid hvor det syvende hoved — Storbritannien og USA — overtog verdensmagten. Ligesom jern blandet med ler er svagere end rent jern, sådan er denne verdensmagt også svagere end den verdensmagt den er en udløber af. Hvad har svækket dette rige?

      8, 9. (a) Hvordan har den syvende verdensmagt vist en jernlignende styrke? (b) Hvad skildrer leret i billedstøttens fødder?

      8 Dyrets syvende hoved har gentagne gange vist sin jernlignende styrke. Denne styrke kom for eksempel tydeligt til udtryk under den første verdenskrig, hvor det vandt sejr. Og under den anden verdenskrig kom dets jernhårde magt også tydeligt til udtryk.c Efter denne krig har det syvende hoved ved flere lejligheder vist sin jernlignende styrke. Men fra et tidligt tidspunkt har jernet været blandet med ler.

      9 Jehovas tjenere har længe søgt at forstå den symbolske betydning af billedstøttens fødder. I Daniel 2:41 beskrives blandingen af jern og ler som „riget“, ikke som mange riger. Leret skildrer derfor elementer inden for den britisk-amerikanske verdensmagts indflydelsessfære, elementer der gør denne verdensmagt svagere end Romerriget, der bestod af rent jern. Leret omtales som „menneskenes afkom“, altså den almindelige befolkning. (Dan. 2:43) Inden for den britisk-amerikanske verdensmagt har folk gjort oprør for at kræve deres ret gennem borgerrettighedskampagner, fagforeninger og uafhængighedsbevægelser. Den almindelige befolkning underminerer denne verdensmagts evne til at agere med jernhård styrke. Desuden har modstridende ideologier og valgresultater som ikke har givet et klart flertal, svækket magtgrundlaget hos selv populære ledere, så de ikke har haft et klart mandat til at gennemføre deres politik. Daniel forudsagde: „Riget [vil] dels være stærkt og dels være svagt.“ — Dan. 2:42; 2 Tim. 3:1-3.

      10, 11. (a) Hvad vil der ske med „fødderne“? (b) Hvad kan vi konkludere med hensyn til antallet af tæer?

      10 I det 21. århundrede har Storbritannien og USA fortsat deres særlige partnerskab og ofte samarbejdet i vigtige verdensanliggender. Profetierne om billedstøtten og om vilddyret viser at den britisk-amerikanske verdensmagt ikke vil blive erstattet af en anden verdensmagt. Og selvom denne sidste verdensmagt er svagere end den der blev skildret ved benene af jern, vil den ikke gå i opløsning af sig selv.

      11 Har antallet af tæer på billedstøtten nogen særlig betydning? Overvej følgende: I andre syner nævner Daniel specifikke tal — for eksempel antallet af horn på forskellige dyr. Disse tal har stor betydning. I sin beskrivelse af billedstøtten nævner Daniel imidlertid ikke noget om hvor mange tæer den har. Det ser derfor ikke ud til at antallet af tæer har nogen særlig betydning, ligesom antallet af arme, hænder, fingre, ben og fødder ikke har det. Daniel nævner derimod specifikt hvad tæerne ville bestå af, nemlig jern og ler. Ud fra hans beskrivelse kan vi konkludere at den britisk-amerikanske verdensmagt vil være den fremherskende når ’stenen’ som repræsenterer Guds rige, rammer billedstøttens fødder. — Dan. 2:45.

      STORBRITANNIEN-USA OG DET TOHORNEDE VILDDYR

      12, 13. Hvad skildrer det tohornede vilddyr, og hvad står det bag?

      12 Selvom verdensmagten Storbritannien-USA er en blanding af jern og ler, viser de syner som Jesus gav Johannes, at denne verdensmagt ville fortsætte med at spille en afgørende rolle i de sidste dage. Hvordan det? Jo, Johannes fik et syn af et tohornet vilddyr der talte som en drage. Hvad skildrer dette mærkelige dyr? De to horn viser at det er en dobbeltverdensmagt. Det er igen den britisk-amerikanske verdensmagt Johannes ser, men nu i en særlig rolle. — Læs Åbenbaringen 13:11-15.

      13 Dette vilddyr står bag frembringelsen af et billede af det syvhovedede vilddyr. Johannes skrev at dyrets billede ville fremstå, forsvinde og så opstå igen. Det var præcis hvad der skete med en organisation hvis oprettelse Storbritannien og USA talte stærkt for, en organisation hvis formål var at forene og repræsentere verdens nationer.d Denne organisation opstod efter den første verdenskrig og blev kendt som Folkeforbundet. Men da den anden verdenskrig brød ud, forsvandt dette forbund. Midt under krigen erklærede Guds folk dog at ifølge profetien i Åbenbaringen ville vilddyrets billede opstå igen. Og det gjorde det — i skikkelse af FN. — Åb. 17:8.

      14. På hvilken måde er vilddyrets billede „en ottende konge“?

      14 Johannes beskrev dyrets billede som „en ottende konge“. Hvorfor brugte han betegnelsen „konge“? Der er ikke tale om et ottende hoved på det oprindelige vilddyr, men kun om et billede af dette dyr. Den magt det har, kommer fra dets medlemsnationer, især fra den britisk-amerikanske verdensmagt. (Åb. 17:10, 11) Grunden til at Johannes kalder vilddyrets billede en konge, er at det får myndighed til at handle som en konge og udføre en helt specifik opgave — hvilket vil sætte gang i en kæde af begivenheder som vil ændre historiens gang.

      VILDDYRETS BILLEDE FORTÆRER SKØGEN

      15, 16. Hvad symboliserer skøgen, og hvordan er hendes situation i dag?

      15 Johannes beskrev også en skøge der rider på et skarlagenrødt vilddyr, som hun har magten over. Dette dyr er det samme som vilddyrets billede, og skøgens navn er „Babylon den Store“. (Åb. 17:1-6) Skøgen står meget passende for al falsk religion, hvoraf kristenhedens kirker er den mest fremtrædende del. Religiøse organisationer har givet vilddyrets billede deres velsignelse og prøvet at diktere hvad det skulle gøre.

      16 I løbet af Herrens dag har Babylon den Store imidlertid oplevet at vandene, altså de mennesker der støtter hende, er tørret ud. (Åb. 16:12; 17:15) For eksempel var kristenhedens kirker, som er en indflydelsesrig del af Babylon den Store, en anselig magtfaktor i Vesten da vilddyrets billede blev frembragt. Men i dag har kirkerne og deres præster mistet massernes respekt og støtte. Faktisk mener mange at religion bidrager til eller er direkte skyld i konflikter. Og et stadig større antal grupper af intellektuelle i den vestlige verden kæmper for at få standset religionens indflydelse på samfundet.

      17. Hvad vil der snart ske med falsk religion, og hvorfor?

      17 Falsk religion vil dog ikke bare langsomt sygne hen og dø. Skøgen vil blive ved med at have indflydelse og prøve at få kongerne til at føje hende, lige indtil Gud planter en idé, eller tanke, i magthavernes hjerter. (Læs Åbenbaringen 17:16, 17). Inden længe vil Jehova få de politiske elementer af Satans system, repræsenteret ved FN, til at angribe falsk religion. De vil tage magten fra hende, og hun vil miste sine rigdomme. For blot nogle få årtier siden ville dette måske have virket helt utænkeligt. Men i dag sidder skøgen usikkert på ryggen af det skarlagenrøde vilddyr. Hun vil dog ikke glide ned stille og roligt. Nej, hendes styrt vil være pludseligt og voldsomt! — Åb. 18:7, 8, 15-19.

      DYRENE MØDER DERES ENDELIGT

      18. (a) Hvad vil vilddyret gøre, og med hvilket resultat? (b) Hvilke riger vil ifølge Daniel 2:44 blive ødelagt af Guds rige? (Se rammen på side 17).

      18 Efter at falsk religion er blevet ødelagt, vil vilddyret, Satans politiske system på jorden, blive ansporet til at gå til angreb på Guds rige. Men da det ikke er muligt for kongerne at angribe Guds rige i himmelen, vil de rette deres raseri mod dem på jorden som støtter det. Resultatet er imidlertid givet på forhånd. (Åb. 16:13-16; 17:12-14) Daniel nævner ét aspekt af den endelige kamp. (Læs Daniel 2:44). Vilddyret som nævnes i Åbenbaringen 13:1, dets billede og det tohornede vilddyr vil blive ødelagt.

      19. Hvad kan vi have tillid til, og hvad må vi gøre nu?

      19 Vi lever nu i den periode hvor det syvende hoved er den fremherskende magt. Der vil ikke vise sig andre hoveder på vilddyret før det bliver tilintetgjort. Den britisk-amerikanske verdensmagt vil være den dominerende når falsk religion ødelægges. Daniels og Johannes’ profetier er blevet opfyldt ned til mindste detalje. Vi kan have tillid til at falsk religion inden længe vil blive ødelagt, og at slaget ved Harmagedon snart vil blive udkæmpet. Gud har på forhånd åbenbaret disse detaljer for os. Spørgsmålet er så: Vil vi give agt på de profetiske advarsler? (2 Pet. 1:19) Tiden er nu inde til at stille sig på Jehovas side og støtte hans rige! — Åb. 14:6, 7.

      [Fodnoter]

      a I Bibelen symboliserer tallet ti ofte en hel, eller fuldstændig, gruppe — i dette tilfælde alle de riger der voksede frem fra Det Romerske Imperium.

      b Både Det Britiske Imperium og USA har eksisteret siden det 18. århundrede, men Johannes’ syn viser at det først var ved begyndelsen af Herrens dag at de ville blive en dobbeltverdensmagt. Synerne i Åbenbaringen var profetier der ville gå i opfyldelse på „Herrens dag“. (Åb. 1:10) Det var i forbindelse med den første verdenskrig at Storbritannien og USA begyndte at samarbejde som én verdensmagt.

      c Daniel forudsagde de forfærdelige ødelæggelser som den britisk-amerikanske verdensmagt ville forårsage under denne krig, da han skrev: „Han skal ødelægge på en måde man undres over.“ (Dan. 8:24) For eksempel skabte USA ødelæggelse i hidtil ukendt omfang ved at kaste to atombomber over en af dobbeltverdensmagtens fjender.

      d Se Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! side 240, 241 og 253.

      [Ramme på side 17]

      HVEM UDGØR „ALLE DISSE RIGER“?

      Profetien i Daniel 2:44 siger at Guds rige „vil knuse og gøre ende på alle disse riger“. Denne profeti henviser kun til de riger som symboliseres ved de forskellige dele af billedstøtten.

      Hvordan vil det gå alle andre jordiske regeringer? Det afslører den parallelle profeti i Åbenbaringen. Den viser at „kongerne på hele den beboede jord“ vil være samlet mod Jehova på „Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14; 19:19-21) Altså er det ikke kun de riger som billedstøtten skildrer, der vil blive ødelagt i Harmagedon, men alle jordiske regeringer.

  • Otte konger åbenbares
    Vagttårnet – 2012 | 15. juni
    • Otte konger åbenbares

      Tilsammen identificerer Daniels Bog og Åbenbaringens Bog otte konger, eller jordiske herredømmer, men ikke nok med det, disse bibelbøger viser også i hvilken rækkefølge kongerne ville fremstå. For at kunne tyde disse profetier må vi forstå den allerførste profeti i Bibelen.

      Op gennem historien har Satan, ved at organisere dem der hører til hans afkom, sørget for at der er blevet dannet politiske magter, eller riger. (Luk. 4:5, 6) Men det er kun relativt få jordiske riger der har spillet en vigtig rolle i forbindelse med Guds folk, altså enten Israels nation eller menigheden af salvede kristne. I alt beskrives der otte sådanne stormagter i Daniels og Johannes’ syner.

      [Oversigt/​illustrationer på side 12, 13]

      (Se den trykte publikation)

      PROFETIER I PROFETIER I

      DANIELS BOG ÅBENBARINGENS BOG

      1. Egypten

      2. Assyrien

      3. Babylon

      4. Medo-

      Persien

      5. Grækenland

      6. Rom

      7. Storbritannien

      og USAa

      8. Folkeforbundet

      og FNb

      GUDS FOLK

      2000 f.v.t.

      Abraham

      1500

      Israels nation

      1000

      Daniel 500

      f.v.t./e.v.t.

      Johannes

      Guds Israel 500

      1000

      1500

      2000 e.v.t.

      [Fodnote]

      a I endens tid eksisterer den syvende og ottende konge samtidig. Se side 19.

      b I endens tid eksisterer den syvende og ottende konge samtidig. Se side 19.

      [Illustrationer]

      Den kolossale billedstøtte (Dan. 2:31-45)

      Fire dyr der kommer op af havet (Dan. 7:3-8, 17, 25)

      Vædderen og gedebukken (Dan. 8)

      Det syvhovedede vilddyr (Åb. 13:1-10, 16-18)

      Det tohornede dyr står bag frembringelsen af vilddyrets billede (Åb. 13:11-15)

      [Kildeangivelser]

      Fotos: Egypten og Rom: Med tilladelse fra British Museum; Medo-Persien: Musée du Louvre, Paris

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del