1. del — Man søger efter liv i verdensrummet

LIV i verdensrummet. Hvad får det dig til at tænke på? Tænker du på science fiction-romaner og film om rumrejser til fjerne planeter, på udforskning af nye verdener eller kommunikation med civilisationer derude hvor universet ender?

Eller ser du det som en reel mulighed at der findes liv uden for jorden, ekstraterrestrisk liv som det kaldes? Hvis du gør det, er du måske klar over at nogle videnskabsmænd tror at studiet af liv uden for jorden (der betegnes som „eksobiologi“) kan gøre det muligt for dig at leve længere, at opnå et bedre helbred og større fred og at forøge din viden betragteligt.

I dag findes der en række videnskabsmænd og alvorlige tænkere som er opslugt af at lede efter eller kontakte levende væsener i verdensrummet, for eksempel på andre planeter. I rapporten „Muligheden for at der findes intelligente livsformer i universet“, stilet til De forenede Staters kongreskomité for videnskab og teknologi, hedder det:

„Den ældgamle forestilling om at mennesket er alene i universet er gradvis ved at forsvinde. . . . Beregninger som i den senere tid er foretaget af højt kvalificerede folk, tyder på at muligheden for at der findes mindst en million højtstående civilisationer alene i Mælkevejen, er til stede. Der er sat undersøgelser i gang for at finde ud af hvilke metoder der kan benyttes for at kontakte disse andre civilisationer.“

Hvorfor mener man at der findes andre højtstående civilisationer? Nogle videnskabsmænd ræsonnerer sådan: ’Der findes millioner og atter millioner af galakser i lighed med vor Mælkevej, og alene den indeholder omkring 200.000.000.000 stjerner som vor sol. Det er sandsynligt at der findes planeter rundt om mange af disse sole, og højtstående civilisationer på nogle af dem.’ Synes du det lyder fornuftigt? Denne overbevisning er så stærk i visse kredse at der forskellige steder på jorden bliver gjort store anstrengelser for at opdage ekstraterrestriske livsformer og kommunikere med dem.

Hvad bliver der gjort?

Hvis du tog til Arecibo i bjergene på Puerto Rico, ville du se et gigantisk teleskop. Nej, det er ikke et teleskop med glaslinser eller spejle. Det har heller ikke noget okular som du kan se igennem. Det består først og fremmest af en enorm aluminiumsreflektor som har en diameter på 305 meter og et opfangningsareal på otte hektarer. Det er ikke et optisk teleskop, men et radioteleskop. Det er en specialiseret form for antenne som er lavet med tanke på at opfange naturlig radiostøj langt ude fra rummet. Men det kan også modtage radiosignaler fra højtstående civilisationer andre steder i universet, hvis der findes sådanne civilisationer.

De forenede Staters teleskop i Arecibo er usædvanlig stort — det vejer 625 tons — men det er på ingen måde det eneste. Sovjetunionen, Storbritannien og andre nationer lytter også til verdensrummet med den slags instrumenter. De stiller ind på universet og søger efter budskaber fra intelligensvæsener, omtrent som når du stiller på en transistorradio og drejer på antennen for at finde dit yndlingsprogram. Man håber altså ikke blot at der findes intelligensvæsener på andre planeter, men også at de sender budskaber som vi kan opfange.

Det kostede 17.000.000 dollars at bygge radioteleskopet i Arecibo, og driftsudgifterne beløber sig til mere end 4.000.000 dollars om året. Hvis du prøver at forestille dig de samlede omkostninger som sådanne anstrengelser i alle lande beløber sig til, forstår du måske at det er et seriøst foretagende.

Men disse beløb er kun småpenge i sammenligning med det som CYCLOPS vil komme til at koste, hvis det gennemføres. CYCLOPS er et projekt som videnskabsmænd i USA har foreslået, bestående af omkring 1500 antenner som er placeret i nærheden af hinanden, og som hver har en diameter på 100 meter. Disse antenner skal så kunne drejes i samme retning ved hjælp af en datamaskine. Man har anslået at dette projekt, der vil dække et areal på 65 kvadratkilometer, vil koste op mod 20.000.000.000 dollars i anlægsudgifter, og 100.000.000 dollars i driftsudgifter pr. år.

I deres iver efter at komme i kontakt med levende væsener i verdensrummet er videnskabsmændene ikke bare optaget af at lytte. De sender også budskaber ud, som for eksempel: ’Hallo derude. Forstår I hvad vi siger?’

I al den tid vi har haft radio og fjernsyn er der sivet elektromagnetiske signaler ud i rummet. Men disse signaler er blevet afsendt med tanke på at de skulle nå andre steder på jordens overflade, og ikke langt ud i rummet. Derfor mener man at selv om der skulle findes intelligensvæsener på andre planeter eller i fjerne galakser, ville de sandsynligvis ikke kunne opdage og tyde disse forholdsvis svage radio- og fjernsynssignaler. Og indholdet af mange af disse programmer taget i betragtning, er dette næppe noget stort tab.

I hvert fald er der i den senere tid blevet gjort alvorlige anstrengelser for at sende kraftige budskaber ud i verdensrummet. Vi ved at dette er muligt, for der har været radio- og fjernsynskommunikation med rumfartøjer på månen og med rumsonder som er blevet sendt til Venus og Mars. Et usædvanligt forsøg på at få en kommunikation i stand fandt sted den 16. november 1974. Radioteleskopet i Arecibo blev lavet om til en kolossal radarsender og sendte et budskab ud mod Messier 13, en stjernehob i udkanten af Mælkevejen, omkring 24.000 lysår fra jorden. Budskabet var formet som en specifik kode som videnskabsmændene mener kan tydes af en hvilken som helst civilisation som står på et tilstrækkelig højt teknologisk stade til at kunne modtage det.

Men ikke alle de budskaber som er blevet sendt ud i verdensrummet har været så avancerede. Rumsonden Pioneer 10, som blev sendt mod Jupiter og derefter ud af vort solsystem, medførte en speciel plakette med oplysninger til eventuelle ekstraterrestriske væsener som fandt den. På denne plakette var der et billede af to mennesker, en mand og en kvinde, og et diagram over solsystemet som viste at rumsonden kom fra jorden.

Ved et andet lignende forsøg blev en slags grammofonplade af kobber som indeholdt en to timer lang optagelse af lyde fra jorden, fæstnet til en Voyager-rumsonde på dens tur gennem vort solsystem. Pladen indeholdt optagelser af hilsener på 50 sprog, af hvaler som „snakker“, og af lyden af regnvejr, biler og vulkanudbrud. Den indeholdt endda optagelser af jazz, rock’n’roll og klassisk musik.

Andre videnskabsmænd ønsker ikke at vente til de kan kommunikere med intelligensvæsener uden for jorden ved hjælp af radio. De satser mere konkret på at bevise at der eksisterer sådant liv.

Du husker måske den spænding der var da „månesten“ blev bragt med tilbage til jorden. Spørgsmålet var: Ville de vise sig at indeholde tegn på liv eller spor af tidligere liv? Desværre var dette ikke tilfældet. Så blev opmærksomheden koncentreret om planeterne, særlig Mars.

Seriøse videnskabsmænd havde for lang tid siden forladt tanken om at det skulle være muligt at finde ’marsmennesker’, men nu ønskede de at søge efter mikroskopiske livsformer. Rumsonderne Viking I og Viking II, som landede på Mars’ overflade i 1976, medførte specielle laboratorier som skulle analysere prøver fra Marsoverfladen. Specielle mekaniske arme med graveredskaber indsamlede materiale som blev ført ind i laboratorierne. Derefter blev det underkastet lange og indviklede prøver med instrumenter for om man kunne påvise tegn på liv. Dette var et vigtigt skridt i menneskets søgen efter liv i verdensrummet.

Hvorfor? Hvad betyder det for dig?

Så store beløb og så store anstrengelser. Hvorfor? Er det bare nysgerrighed der ligger bag? ’Langtfra’, er måske det svar du får af astronomer, biologer og mange helt almindelige mennesker. „Hvis vi fandt liv på en anden planet, ville det være den mest epokegørende opdagelse inden for videnskaben,“ siger astronomen Frank Drake, som er knyttet til Areciboprojektet. Astronomen og biologen Carl Sagan — sandsynligvis den bedst kendte og mest ivrige eksobiolog — giver udtryk for noget lignende: „Den videnskabelige, logiske, kulturelle og etiske viden vi ville kunne tilegne os ved at lytte til galaktiske radiosignaler, kan i det lange løb blive den enkeltstående begivenhed i vor civilisations historie som har fået de mest dybtgående konsekvenser.“

’Men nøjagtig hvad venter man at opnå?’ spørger du måske. I sin bestseller Broca’s Brain hævder Sagan at højtstående teknologiske samfund på andre planeter vil kunne give os løsningen på jordens problemer: hungersnød, befolkningstilvæksten, energiforsyningen, svindende ressourcer, krig og forurening. Bladet Omni lyder endnu mere optimistisk når det forsøger at se ind i fremtiden: „En højtstående civilisation vil måske kunne lære os hvordan vi kan forlænge livet, hvordan vi kan undgå ulykker og selvudslettelse ved kernefysisk krig eller ved skødesløs ødelæggelse af miljøet her på jorden. En sådan civilisation vil måske endda kunne fortælle os hvordan vi kan opnå udødelighed.“

Det er nemt at se hvordan sådanne udsigter kan skabe entusiasme. Men er der reelle muligheder som vi med rette kan tage i betragtning i forbindelse med denne søgen efter liv i verdensrummet?

Du kan selv bestemme hvad du vil tro angående denne søgen efter ekstraterrestrisk liv. Men du behøver ikke at basere dine meninger på gætterier. Der findes et bevismateriale som du kan tage i betragtning, og som kan få betydning for din fremtid.

2. del — Findes der intelligente livsformer derude?

MENNESKETS søgen efter intelligente livsformer i verdensrummet er på en måde modnet. Den er blevet voksen. Den har nu stået intenst på i omkring 21 år.

I april 1960 rettede det nationale amerikanske observatorium for radioastronomi i West Virginia for første gang sit skålformede øre mod stjernerne Tau Ceti og Epsilon Eridani for at undersøge om man kunne høre radiosignaler fra dem. I 1968 undersøgte sovjetiske astronomer 12 stjerner i nærheden som ligner solen i vort solsystem. Ja, over 1000 forskellige stjerner er allerede blevet undersøgt. Og man fortsætter med at søge ved hjælp af det kæmpemæssige radioteleskop i Arecibo på Puerto Rico og mange andre teleskoper andre steder.

Denne søgen efter liv i rummet er også foregået på en anden front — ved hjælp af en række rumfartøjer som er blevet sendt til månen og til planeter i vort solsystem — Jupiter, Venus, Saturn og Mars.

Hvilke resultater har man opnået indtil nu? Hvad kan vi forvente man vil opnå i fremtiden? Er der noget grundlag for at tro at man i morgen vil vågne op og høre en nyhedsmeddelelse om at man med sikkerhed har fået kontakt med intelligensvæsener på en anden planet? Eller har denne søgen efter liv i rummet givet os grund til at tro at vi her på jorden er noget enestående, at der ikke findes intelligente livsformer derude?

Nu og da har spændingen været stor blandt de videnskabsmænd som betjener de radioteleskoper der lytter til universet.

Engang opfangede sovjetiske videnskabsmænd for eksempel et signal fra rummet som ikke bare var tilfældig stråling eller naturlig radiostøj. Det var tydeligt at det kom fra en kilde som blev styret af intelligensvæsener. Og de havde ret. Det viste sig at signalet stammede fra en amerikansk spionsatellit der netop var blevet opsendt.

I 1968 var engelske astronomer stærkt optaget af et signal de havde opfanget. Det så ud til at pulsere og at stamme fra et sted langt ude i universet. Kunne det være en signalkode som indeholdt et budskab fra intelligensvæsener? Det videnskabsmændene havde opdaget, var en pulsar — en kæmpemæssig stjerne som roterer meget hurtigt og således ser ud til at udsende radiostråling i meget korte impulser, ligesom det roterende lys fra et fyrtårn, der opfattes som korte lysblink. Opdagelsen af pulsarer var en betydningsfuld astronomisk begivenhed. I dag kender man flere hundrede pulsarer. Men man havde ikke modtaget noget budskab fra intelligente, ekstraterrestriske skabninger.

Trods alle de signaler og al den støj som radioteleskoper har opfanget, har man endnu ikke modtaget noget budskab fra intelligente livsformer i verdensrummet. New York Times for 26. juni 1979 skrev: „Fordi der endnu ikke er blevet opfanget signaler fra højerestående civilisationer, og fordi man mangler beviser for at sådanne civilisationer har foretaget en kolonisation, har nogle videnskabsmænd draget den slutning at der formodentlig ikke findes sådanne civilisationer i Mælkevejssystemet, som Jorden tilhører.“

En grundlæggende antagelse som eksobiologer — de der søger efter liv i verdensrummet — bygger på, er at der må findes millioner og atter millioner af planeter rundt om andre sole, og at der følgelig må have udviklet sig intelligente livsformer på nogle af dem.

Men findes der andre planeter? Måske, måske ikke. Faktum er at andre stjerner, eller sole, er så langt borte at videnskabsmændene endnu ikke har kunnet påvise om der cirkler små planeter rundt om dem.

David Black ved et af NASAs forskningscentre (Ames Research Center) siger at „vi endnu ikke har noget klart bevis for at der findes nogen planet uden for det solsystem som Jorden tilhører“. Og dr. Iósif Sjklóvskij, en sovjetisk astronom og et korresponderende medlem af det sovjetiske videnskabernes akademi, har draget en lignende slutning, selv om han tidligere har været begejstret for tanken om at der måske fandtes ekstraterrestrisk liv. I begyndelsen af 1978 udtalte han: „Det ser ud som om vor sol, denne mærkelige og øde stjerne som er omgivet af en planetfamilie, højst sandsynligt udgør en sjælden undtagelse i stjerneverdenen.“

Det står altså klart at ingen med sikkerhed kan sige at der findes højtstående civilisationer på fjerne planeter. Det er på ingen måde bevist at der eksisterer sådanne planeter, og langt mindre at der findes højtstående civilisationer på dem.

Mikroskopiske livsformer

Selv om der ikke er fundet højtstående væsener, ville videnskabsmændene føle en vis lettelse hvis de blot kunne finde mikroskopiske livsformer på planeterne i vort solsystem. Det ville give dem grundlag for at tro at der stadig er en mulighed for at finde mere udviklede livsformer uden for den galakse vi befinder os i. Af den grund blev der ofret megen opmærksomhed på de biologilaboratorier som de amerikanske rumsonder havde med sig til Mars.

De to marssonder, Viking I og Viking II, udførte 26 komplicerede forsøg med prøvemateriale fra overfladen. Et forsøg gik for eksempel ud på at udsætte materiale fra marsoverfladen for en atmosfære som indeholdt radioaktiv kultveilte og kulilte. Man mente at hvis prøverne indeholdt levende organismer, ville de omdanne noget af det radioaktive kul til organisk materiale, som ville kunne påvises. Et andet forsøg gik ud på at opløse noget prøvemateriale i en næringsmiddelopløsning. Ved hjælp af dette forsøg ville man finde ud af om der foregik et stofskifte — om maden blev spist, om man så må sige.

Årbogen The World Book Science Annual 1978 havde følgende kommentar til resultaterne af alle disse forsøg: „Trods flere måneders undersøgelser og forsøg på tolkning viste forsøgene sig at være resultatløse.“ Hvorfor drog man denne konklusion? Nogle af forsøgene gav uventede resultater. De påviste ikke noget liv eller blot beviseligt organisk materiale. Men enkelte videnskabsmænd har forsøgt at klamre sig til et meget spinkelt håb om at det udslag som målingerne viste, måtte skyldes biologisk aktivitet og ikke bare unormal kemisk aktivitet i det livløse overflademateriale fra Mars.

Ifølge det engelske blad New Scientist blev et af forsøgene udført ved hjælp af et gasspektrometer som er så følsomt at det kan påvise organiske molekyler selv om der kun skulle være nogle ganske få blandt en million eller endda en milliard andre molekyler. Alligevel påviste forsøgene ikke „organiske molekyler i overfladematerialet [fra Mars]“. Klaus Biemann, talsmand for den gruppe der analyserede resultaterne, sagde at „mangelen på organiske forbindelser . . . gør det usandsynligt at der findes levende organismer der opfører sig på nogenlunde samme måde som terrestriske livsformer.“ Lad os for at udtrykke det på en enklere måde citere bladet Newsweek, hvor der stod at forsøget „ikke kunne påvise noget tegn på organiske molekyler, en grundforudsætning for livsprocessen på jorden og antagelig også alle andre steder“.

De 26 forskellige, indviklede forsøg kunne altså ikke påvise selv mikroskopiske livsformer på Mars.

Nogle drager den slutning at . . .

I 1976, før Viking-rumsonderne landede på Mars, udtalte astronomen Clay Sherrod: „Hvis der ikke findes noget liv på Mars — der har så stor lighed med vor egen planet — kan det godt være at vi er alene. Vi er måske noget helt enestående i universet.“

Nu da projektet med Viking I og Viking II er gået over i historien, er der flere og flere videnskabsmænd som drager den slutning. Dr. Iósif Sjklóvskij skrev i det sovjetiske blad Sputnik: „[Det foreliggende bevismateriale] tyder på at den antagelse at vi er den eneste civilisation som findes i vor galakse eller endda i det system af galakser som vi tilhører, om ikke i hele universet, nu er langt mere — ikke mindre — sandsynlig end den traditionelle opfattelse, som går ud på at der findes en række beboede verdener.“

Astronomen dr. Michael H. Hart fortæller om en datamaskineanalyse som han har foretaget af „hypotetiske planeter, hvor han skitserede forudsætningerne for at disse planeter kunne frembringe højtstående civilisationer som den vi tilhører“. Han drog den slutning at „liv i civiliseret form ikke er spor almindeligt, men må være yderst sjældent, og den civilisation som findes her på jorden, kan endda være noget helt enestående“.

Skal vi på baggrund af dette drage den slutning at videnskabelige beviser helt klart udelukker muligheden for at der findes andre intelligente livsformer i universet?

[Tekstcitat på side 9]

„Det ser ud som om vor sol . . . højst sandsynligt udgør en sjælden undtagelse i stjerneverdenen“

[Tekstcitat på side 10]

Seksogtyve forskellige, indviklede forsøg kunne ikke påvise selv mikroskopiske livsformer på Mars

[Tekstcitat på side 10]

’Det kan godt være at vi er alene’

3. del — Der er beviser!

VED at lytte til den naturlige radiostøj der kommer fra verdensrummet har videnskabsmænd opdaget noget der i høj grad har ændret deres tankegang.

Vi kan spore dette tilbage til 1965, da de amerikanske forskere Arno Penzias og Robert Wilson arbejdede med en seks meter lang hornantenne i Bell-laboratorierne i New Jersey i USA. Mens de studerede den stråling der kan indvirke på den kommunikation der foregår via satellitter, opdagede de svage mikrobølgesignaler som kom fra alle retninger i verdensrummet. Efter nogen tid blev de klar over at de åbenbart registrerede stråling som bare var efterdønninger efter noget andet. Efterdønninger efter hvad? Den mest fremherskende teori går ud på at universet opstod ved en kæmpemæssig eksplosion — et stort brag („Big Bang“) — og at den stråling der kommer fra alle retninger, er en svag rest af denne ildkugleeksplosion.

’Men hvad har det at gøre med om der findes intelligente livsformer derude?’ spørger du måske.

Denne opdagelse, som Penzias og Wilson fik nobelprisen for, overbeviste mange videnskabsmænd om at universet er blevet til på et bestemt tidspunkt. Den kendte astronom dr. Robert Jastrow forklarer: „Problemets rækkevidde kan nok tage vejret fra én. Videnskaben har selv bevist at universet blev ’født’ i en eksplosion på et bestemt tidspunkt, og spørger så: Hvad forårsagede denne eksplosion? Hvorfra kom stof og energi til dette univers?“

Mange indrømmer nu at videnskaben alene ikke vil kunne give os de fuldstændige svar på disse spørgsmål. Men Jastrow og mange andre videnskabsmænd har forstået hvad dette egentlig betyder: „Nu ser vi at det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse. Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi.“

Men Bibelen gør mere end at spørge: ’Hvorfra kom stof og energi til dette univers?’ Den giver os dette fornuftige svar: Fra Skaberen, Gud. Og i overensstemmelse med det Einstein opdagede, nemlig at energi kan omdannes til stof og omvendt, viser Bibelen at Skaberen er en kilde til stor energi, til „kraft og vælde“. — 1 Mos. 1:1; Sl. 90:2; Es. 40:26-29.

Jastrow slutter med at sige: „For videnskabsmanden, der har levet i troen på forstandens overlegenhed, ender det hele som et mareridt. Han har besteget det ene uvidenhedens bjerg efter det andet; han er netop i færd med at besejre den højeste tinde — men da han trækker sig op over den allersidste klippekant, hilses han af en gruppe teologer, som har siddet her i århundreder!“ — God and the Astronomers.

Men egentlig er det slet ikke så galt at komme til det resultat at der findes en Skaber. Den der er så åben at han regner med muligheden for at der findes intelligens uden for jorden, skulle ikke have nogen særlige vanskeligheder ved at godtage det Bibelen siger om en levende Skaber. Bibelen fortæller os for eksempel at denne Førsteårsag ikke har et fysisk legeme af kød og blod sådan som vi har, men at han er en ånd. (Joh. 4:24) Vi kan altså ikke se ham, men vi kan lægge mærke til det han udretter — ligesom videnskabsmændene ikke kan se radiobølgerne fra verdensrummet, men alligevel kan registrere dem og foretage målinger.

Den visdom og plan der kommer til udtryk i universet — fra de største stjerner og galakser til de ufatteligt små detaljer i atomet — vidner om at der findes en intelligent Skaber.

Livet på jorden - fra en stor Intelligens

Hvis der findes intelligent liv derude i form af en viis Skaber, kan vi lettere forklare vigtige ting om livet her på jorden.

Jo mere videnskaben lærer om andre planeter i vort solsystem og om universet som et hele, jo mere forstår de hvor velegnet jorden er indrettet til livet på den. I en lang artikel med overskriften „Liv findes måske kun her på jorden, siger en undersøgelse“ skrev avisen New York Times: „Temperaturen på jorden, som befinder sig 149,5 millioner kilometer fra solen, er sådan at livet kan opretholdes. Men hvis jorden var blevet slynget ind i en bane som ligger fem procent nærmere solen, ville en ukontrolleret drivhuseffekt have forvandlet jorden til en planet indhyllet i skyer og med en temperatur nær 500° C — omtrent som Venus.

Hvis jorden på den anden side havde befundet sig bare én procent længere borte fra solen da den blev til, ville en ukontrollerbar isdannelse have grebet om sig på jorden, og for 1,7 milliarder år siden ville den være blevet til en gold planet omtrent som Mars.“ — 24. april 1979.

Men det drejer sig ikke bare om den rette temperatur. Der er meget andet som er nødvendigt for at opretholde livet, for eksempel vand og den rette atmosfære. En gruppe på 30 videnskabsmænd som deltog i et møde på et amerikansk universitet (i staten Maryland) hvor højtstående civilisationer blev drøftet, koncentrerede sig om hvilke betingelser der må være til stede for at liv kan opretholdes. Efter at have indrømmet at ’der endnu ikke er blevet opdaget nogen planet uden for solsystemet’, sagde de: „Selv om der dannes et andet planetsystem, er det absolut ikke sikkert at der vil opstå en fast og kompakt planet som jorden, der består af næsten 100 grundstoffer, indbefattet dem der er livsnødvendige.“

Og selv om de rette forhold er til stede, sådan som de er på jorden, men ikke noget andet sted vi kender til, findes der ikke uden videre liv. Videnskabsmændene kan ikke give nogen tilfredsstillende forklaring på hvordan livet på jorden er opstået, bortset fra at drage den slutning at det er blevet frembragt af en intelligent Skaber.

Bladet Technology Review for august/september 1979 henledte opmærksomheden på dette faktum. Det indrømmede at der er „en dyb kløft“ mellem de kemikalier der er nødvendige for at opretholde livet, og selv de simpleste „levende organismer, som kunne kaldes protoceller“. Nogle videnskabsmænd, som anvender deres intelligens, deres færdigheder og deres avancerede laboratorier, har formået at forestille sig hvordan „præbiotiske organiske kemiske stoffer“ (de kemiske forbindelser der er nødvendige for livets eksistens) kunne være til stede på en primitiv jord. Der stod videre i artiklen: „Men hvordan der herfra kan opstå en levende organisme som kan opfatte, meddele sig og handle efter oplysninger, . . . er ’den store intellektuelle snublesten i spørgsmålet om livets sammensætning’, som Alexander Rich ved Massachusetts Institute of Technology udtrykker det.“

Hvor kom livet fra?

Mens der forskes videre angående livets gåder, kommer dette spørgsmål mere og mere i forgrunden: ’Hvordan opstod livet på jorden i begyndelsen?’

Nogle videnskabsmænd som er optaget af dette problem, genopliver en teori som den svenske kemiker Svante Arrhenius fremlagde i 1908. Den kaldes „panspermihypotesen“ og går kort og godt ud på at levende celler eller „livskim“ som bevæger sig gennem rummet, tilfældigvis er kommet til jorden og har været ophav til livet på jorden. Leslie Orgel ved Salkinstituttet og nobelpristageren Francis H. C. Crick har moderniseret teorien en smule og taler om „ledet panspermi“. De forestiller sig at en højtstående civilisation et andet sted i universet måske bevidst har „inficeret“ jorden med liv som et forsøg. Hvad mener du om den mulighed?

Det er indlysende at sådanne teorier ikke egentlig giver noget svar på spørgsmålet om livets oprindelse. De undviger blot spørgsmålet ved at skyde problemet langt ud i universet, trods det at videnskabsmændene ikke har bevist følgende: 1) at der findes planeter uden for vort solsystem, for ikke at tale om planeter med forhold som skulle gøre det muligt at opretholde liv, 2) at der findes civilisationer uden for vort solsystem, og 3) at der findes mikroskopiske livsformer på andre planeter inden for vort solsystem.

Desuden viser den moderne form af denne teori at mange seriøse videnskabsmænd enten bevidst eller ubevidst indser at livet må være blevet skabt af et intelligensvæsen — den Intelligens som Bibelen kalder Gud.

Den videnskabelige skribent Albert Rosenfeld fortæller i den forbindelse: „Jeg sad og talte om alt dette med en ven som ikke er videnskabsmand. Til slut sagde han: ’Som en gammel læser af Første Mosebog er jeg egentlig ikke særlig overrasket over den tanke at en eller anden derude har placeret os her. Og hvis der findes en sådan magisk, gådefuld og mægtig Intelligens som ligger langt uden for den menneskelige fatteevne, kan du da give mig en god grund til at jeg ikke skulle kalde den Gud?’ Jeg kunne ikke give ham en eneste grund til at han ikke skulle gøre det.“ — Saturday Review/ World.

Lærdom fra den Intelligens der befinder sig derude

Vi konstaterede tidligere at et af de vigtigste motiver til at søge efter intelligente livsformer i verdensrummet, er at mange som er beskæftiget med denne søgen, mener at hvis de kunne opnå kontakt med intelligensvæsener, ville vi på jorden kunne lære noget af dem. Husk at astronomen Carl Sagan sagde at ekstraterrestriske intelligensvæsener måske vil kunne hjælpe os til at gøre ende på fødevaremangel, krig og forurening. Den tanke har været fremme at måske endog døden vil kunne overvindes. Dette er meget interessant, for den Intelligens som beviserne peger mod — Skaberen — har sagt at han har i sinde at gøre ende på netop disse ting.

Astronauter som har befundet sig på månen, har sendt budskaber, ja endda fjernsynsbilleder, tilbage til jorden. Derfor er det ikke overraskende at Skaberen kan overbringe oplysninger til mennesket, eller at han har gjort det i fortiden. Disse oplysninger er blevet skrevet ned, sådan at de er blevet bevaret og har fået en omfattende udbredelse. Vi finder dem i Bibelen.

Vi har allerede set at dr. Robert Jastrow drog den slutning at det Bibelen siger er i overensstemmelse med det astronomer i den seneste tid har opdaget. Men en sådan harmoni mellem Bibelen og videnskaben er ikke begrænset til spørgsmålet om universets oprindelse. (Jævnfør Job 26:7; Esajas 40:22.) Der er derfor god grund til at undersøge hvad Bibelen siger om hvornår og hvordan Skaberen vil gøre ende på forurening, krig og selv døden. Vi opfordrer dig til at foretage en grundig undersøgelse af Bibelens oplysninger fra Skaberen og at tage denne undersøgelse lige så alvorligt som videnskabsmændene har taget deres søgen efter liv i verdensrummet.

[Tekstcitat på side 12]

„Det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse“

[Tekstcitat på side 12]

’Der er endnu ikke blevet opdaget nogen planet uden for solsystemet’