1. del

Hører religion hjemme i politik?

MANGE siger at religion burde gøre sig gældende i politik og „rense ud i den“. Har du hørt sådanne udtalelser?

I alle dele af verden ser det faktisk ud til at religion får større og større indflydelse på politik. Her er nogle eksempler:

I TYSKLAND fik en reporter der under et valg gik til skrifte i 12 forskellige byer, politiske råd i de 11 af tilfældene.

I ITALIEN har pavens bestræbelser for at ophæve landets abortlov skabt voldsom vrede. Et medlem af det italienske parlament kaldte pavens handlinger for „en trussel mod vor nations suverænitet“.

I JAPAN har religiøse organisationer, såsom Soka-Gakkai og Rissho Koseikai, støttet kandidater til poster i regeringen og afholdt politiske møder.

I DE FORENEDE STATER var velorganiserede fundamentalister medvirkende til at adskillige liberale politikere led nederlag i november måned sidste år.

Al denne politiske aktivitet har fået mange mennesker til at spørge . . .

Kan religion virkelig forandre politik?

Historien viser at religion og politik ikke altid er nogen god blanding. Tænk blot på den sammenblanding af religion og politik som førte til inkvisitionen, korstogene, Trediveårskrigen, og den aktuelle krig i Irland, for ikke at tale om krigen i Mellemøsten, som af begge parter er blevet kaldt ’en hellig krig’.

Men Gud må da bekymre sig om de problemer der truer med at overvælde jorden. Ønsker han ikke at de bliver løst? Naturligvis gør han det. Men . . .

Vil Gud løse jordens problemer ved hjælp af politik?

Hvis politisk magt er et middel til at løse jordens problemer, hvorfor tog Jesus Kristus da ikke imod tilbudet om en sådan magt da han var på jorden? Jesus var Guds søn, og beretningen viser at han kunne være blevet en langt bedre verdenshersker end nogen af de romerske herskere på den tid. Men da Jesus fik tilbudt verdensherredømmet, afslog han det. Hvorfor? Lyt til hvad beretningen siger:

„Endvidere tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’ Så sagde Jesus til ham: ’Forsvind, Satan! For der står skrevet: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“’“ — Matt. 4:8-10.

Jesus afviste altså Satans tilbud, men han benægtede ikke at Satan med rette kunne tilbyde ham den politiske magt. I virkeligheden omtalte Jesus ved flere lejligheder Satan som „denne verdens hersker“. (Joh. 12:31; 14:30; 16:11) Denne verdens politiske magt er altså ikke afhængig af Gud, men af Djævelen! Vidste du det?

Jesus Kristus var ikke interesseret i at blande religion og politik sammen. Han ønskede ikke at have nogen andel i Satans politiske system, uanset hvor ophøjede og tilsyneladende ædle hensigter det skulle tjene. Guds tjenere i dag bør have samme indstilling til politiske anliggender og forstå at hensigten ikke helliger midlet. Som Bibelen udtrykker det: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ — 2 Kor. 6:14.

’Men verden befinder sig jo i en forfærdelig tilstand!’ siger oprigtige mennesker. ’Hvis Gud er imod politik,’ spørger de, . . .

Hvordan vil Gud da bringe orden i forholdene på jorden?

Et meget vigtigt spørgsmål. Og ironisk nok udtaler de fleste der kalder sig kristne, selv svaret på dette livsvigtige spørgsmål i en bøn, uden at tænke over at svaret ligger i det de siger! Svaret findes nemlig i den velkendte bøn som Jesus lærte sine disciple:

„Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10, den autoriserede danske oversættelse.

Med andre ord: Gud bruger ikke noget jordisk rige til at udføre sin vilje, for han foretrækker at bruge sit eget rige.

Tror du virkelig at politikere, hvor oprigtige de end måtte være, kan løse denne verdens problemer? De fleste realistiske mennesker tror det ikke. Derfor skulle budskabet om at Guds rige snart vil løse verdens problemer, være en god nyhed for dig, ligesom det var en god nyhed for folk på Jesu tid. — Matt. 9:35.

’Men hvem ved hvornår Guds rige kommer?’ spørger folk. ’Er det realistisk at se hen til det efter en løsning på problemerne i vor generation?’

Ja. Guds rige er den eneste realistiske løsning på vor generations problemer. Jesus gjorde det klart hvilken generation der ville opleve Guds riges komme. Hvis du omhyggeligt læser Jesu ord i Mattæus 24, Markus 13 og Lukas 21, vil du selv kunne se at de oplysninger han giver, passer på vor generation.

Ved at afstå fra at blande politik og religion kan du følge Jesu eksempel og vise din tro på Guds rige — den eneste løsning på alle de problemer som politikerne ikke kan løse.

2. del

Der blændes op for den elektriske kirke

PRÆDIKANTEN er ikke iført sort præstekjole. I stedet funkler han i en tredelt hvid polyesterdragt. Han står ikke ved noget alter, men vandrer omkring på scenen i sin „fjernsynskatedral“, badet i projektørlys. Scenen, som er spejlblank, er i forskudte planer, hvert trin aftegnes i de blinkende lys, og ved hjælp af en mængde forskellige bagtæpper skiftes der hele tiden kulisser, så det ser ud som om det er selve scenen der er „hovedpersonen“ i forestillingen.

Det er tid til bøn, men dette er ikke nogen almindelig bøn. Prædikanten gør holdt foran et bord fuldt af breve fra sin „bedenøgle-familie“ og knæler ned foran bordet med hænderne ærbødigt foldede. Hans ’renskurede’ kor indtager sin plads og danner en halvcirkel bag ham. Mens prædikanten beder, nynner koret med, og hvert enkelt medlem „kærtegner“ sin mikrofon med læberne, på bedste natklubmanér.

Ved slutningen af bønnen toner sceneriet over i en videooptagelse af en kommerciel reklame for prædikantens „bedenøgle-familie“. Det er meget professionelt lavet. Man ser en ældre, tydeligvis gudfrygtig og ensom kvinde skrive et brev til prædikanten, og samtidig hører man hendes stemme fortælle hvordan hendes ensomhed og de fleste af hendes andre problemer er forsvundet efter at hun er blevet medlem af „bedenøgle-familien“ .

Nu vender vi tilbage til prædikanten netop som han skal påbegynde sin prædiken. Han står ikke og fægter med Bibelen. Det er en rolig og behersket prædiken, og han taler til os på samme måde som hvis han sad hjemme i vores dagligstue. Han pointerer det samme igen og igen: Hvis man vil have svar på sine bønner må man blive medlem af hans „bedenøgle-familie“. Hvor kommer „nøglen“ ind i billedet? „Bøn er nøglen,“ messer han med alvor, „som lukker op for himmelens sluser.“

Dette er blot ét eksempel på et religiøst fænomen i Amerika som tiltrækker sig stor opmærksomhed — den elektriske kirke. Dens nyligt opnåede popularitet sender religiøse og politiske chok gennem De forenede Stater. Seriens største stjerner indkasserer flere penge end de fleste store amerikanske trossamfund. Hvem er de? Hvad står de for? Hvordan er dette fænomen opstået?

Den elektriske kirke består af TV-prædikanter som køber deres egen sendetid, som de benytter til at indsamle bidrag, for hvilke de køber mere sendetid, og så videre. Naturligvis er de fleste TV-stationer forsigtige med at sælge tid til en prædikant som kun er ude på at slå deres seere for penge; så prædikanterne har forskellige kunstfærdige metoder til at undgå åbenlyst at bede om penge i sendetiden.

Hvilke, for eksempel? De opfordrer seerne til at skrive ind efter en gratis nål eller „bedenøgle“, og gør de det, bliver deres navn og adresse optaget i et edb-register, og så begynder udbytningen. Eller prædikanterne tilbyder en „rådgivningsservice“ på skærmen, og de der beder om hjælp bliver senere kontaktet pr. post. Edb-styret postforsendelse har gjort den elektriske kirke til en meget indbringende forretning. Hvor indbringende? Her er nogle typiske tal:

Oral Roberts, tidligere troshelbreder inden for pinsemissionen, nu noget mere afdæmpet som metodist, 60.000.000 dollars om året.

Jerry Falwell fra Lynchburg i Virginia, baptist med et stærkt politisk budskab, over 50.000.000 dollars om året.

Pat Robertson producerede det første populære religiøse interviewshow, og har nu sin egen kæde af radio- og fjernsynsstationer som sender fra hans nye hovedkvarter, der har kostet 20.000.000 dollars. Hans selskab, Kristent Radio- og Fjernsynsselskab, indtjente sidste år 70.000.000 dollars.

Jim Bakker, som tidligere samarbejdede med Robertson, har nu startet sit eget gæsteshow, og hans selskab har en bruttoindtægt på 53.000.000 dollars om året.

Rex Humbard indtjener gennem sin „Cathedral of Tomorrow“ med dens imponerende scene omkring 25.000.000 dollars årligt.

Og sådan fortsætter listen. Topstjernerne fra den elektriske kirke er i stand til at købe sendetid for flere hundrede millioner dollars om året. Hvor får de pengene fra?

Kun de færreste af den elektriske kirkes seere er rige. Benjamin L. Armstrong, som opfandt benævnelsen „den elektriske kirke“, forklarer: „En del af ideen med den elektriske kirke er at lytteren bliver vænnet til at yde bidrag.“ De fleste af alle disse millioner dollars bliver sendt til prædikanterne i form af beløb på 25 eller 50 dollars ad gangen. For eksempel kan en typisk dags post til Jerry Falwell bestå af cirka 10.000 breve, hvoraf over halvdelen indeholder bidrag.

En indsat i et fængsel i Michigan blev overrasket da han modtog en datamatudskrevet opkrævning på 35 dollars. Han siger: „Det maskintrykte brev forklarede at en af mine venner, som ønskede at være anonym, havde . . . anmodet om at der blev bedt en særlig bøn for mig under udsendelsen . . . Bønnen var blevet bedt, men min ven havde ikke reageret på det efterfølgende ’bidragskort’ som var blevet sendt til ham. Om jeg ville være så venlig at sende en check?“

Somme tider går man mere underfundigt til værks for at skaffe penge. „Forleden dag så jeg et fjernsynsprogram som bekræftede mine værste anelser om betalte religiøse udsendelser,“ udtalte en seer. „Under programmet viste prædikanten to telefonnumre på skærmen. Det ene nummer kunne vederlagsfrit benyttes af de seere der ønskede at indsende bidrag, mens det andet nummer, som skulle benyttes af dem der ønskede vejledning, kun kunne benyttes mod betaling.“

Hvorfor dette evindelige krav om penge?

En af grundene er at den elektriske kirke kræver en mængde kostbart teknisk udstyr. De fleste religiøse programmer ville aldrig kunne konkurrere med de almindelige programmer der er beregnet for Amerikas brede publikum. Når der kommer et religiøst program på skærmen, lukker de fleste simpelt hen for det. Problemet for den elektriske kirke har derfor været: Hvordan kan man nå ud til det indviede mindretal af seere som gerne vil se religiøse programmer?

Svaret? „Revolutionerende satellitteknik, gennembrud inden for datateknologien, kabel-TV’ets fremkomst og nye TV-stationer er ved at gøre De forenede Stater til en kæmpestor landsby og at gøre det økonomisk muligt at sende udelukkende til et forholdsvis lille antal tilhængere,“ forklarer bladet Forbes. „Så hvad nu hvis ikke alle har lyst til at se et religiøst program? . . . Fjernsynet kan nu, ligesom tidsskrifter, appellere til særlige publikumsgrupper.“

Resultatet er at den elektriske kirke kører anderledes rent økonomisk. Seerne betaler ikke for disse programmer indirekte ved at købe sæbespåner som er blevet annonceret under udsendelsen. I stedet må de betale for programmerne direkte, ved deres bidrag. Indsamlingen og opretholdelsen af disse bidrag er blevet en meget omfattende datastyret virksomhed for de fleste af den elektriske kirkes stjerner. Datamaten er lige så livsvigtig for den elektriske kirke som billedrøret er det.

Det stadige behov for at skaffe penge har bevirket at disse prædikanter er kommet ind i en ond cirkel. Man har startet store projekter, som for eksempel „katedraler“, universiteter eller hospitaler, og fulgt dem op af fortvivlede bønner til de trofaste om flere penge til at „fuldføre Guds gerning“. Som en lokal bankier sagde om en af stjernerne i den elektriske kirke: „Der er kun ét problem ved en præstegerning som Jerrys. Han kan ikke ophøre med at tjene stadig flere penge; hvis han holder op, falder det hele fra hinanden.“

Dette aspekt ved den elektriske kirke får måske tænkende kristne til at mindes ordene i Jesu bjergprædiken: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Matt. 6:24.

Men risikerer prædikanterne i den elektriske kirke ikke at forarge deres seere med deres stadige anmodninger om bidrag? Næppe. Den elektriske kirkes teologi er — hvad der ikke virker overraskende — simpel og taler til selvet. „Spørg ikke om hvad du kan gøre for din tro; spørg hellere om hvad din tro kan gøre for dig,“ som bladet Forbes udtrykker det.

Selv nogle som er positivt indstillet over for den elektriske kirke, indrømmer at den ikke har meget indhold. Som den evangeliske teolog Carl F. Henry bemærker: „Megen ’TV-religion’ drejer sig i for høj grad om oplevelser og er rent læremæssigt for intetsigende til at danne et fyldestgørende alternativ til vor tids religiøse og moralske forvirring.“ Med andre ord: denne form for gudsdyrkelse kan ikke virkelig hjælpe én til at løse livets problemer.

I stedet, siger teologiprofessor Harvey Cox fra Harvard-universitetet, er prædikanterne i den elektriske kirke blot med til at „bibeholde og rodfæste den materialistiske forbrugerkulturs værdier. De hjælper folk til at acceptere nogle meget overfladiske værdier, idet de giver løfte om en uforpligtende frelse som de serverer i en særdeles kommerciel indpakning“.

Hvordan stemmer dette budskab med Jesu advarsel om at vejen til livet ikke ville være nem, men vanskelig — „snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den“? (Matt. 7:14) Lyder det som om man kan opnå det evige liv blot ved at stille ind på kanal 21?

Jesus gav yderligere denne formaning: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors [sin marterpæl, Ny Verden-oversættelsen] op og følge mig.“ (Luk. 9:23, den autoriserede danske oversættelse) Fornægter man sig selv og ’tager sit kors op’ daglig ved at sidde mageligt tilbagelænet foran fjernsynet? Kan Jesus Kristus virkelig anerkende en „kirke“ som lover folk en uforpligtende frelse — uden marterpæl, uden selvfornægtelse — hvis de blot sender en check en gang om måneden til en „verdensomspændende TV-mission“?

Det ser snarere ud til at den elektriske kirke er et af det 20. århundredes eksempler på det apostelen Paulus advarede Timoteus om, da han sagde: „For der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker vil de samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ — 2 Tim. 4:3, 4.

Hvorfor er folk villige til at give millioner af dollars som støtte til den elektriske kirke? Fordi de får dét at vide som de gerne vil høre. De bliver forsikret om at Gud vil høre deres bønner, og de behøver ikke at fornægte sig selv, at ’tage et kors op’ eller at gøre det samme arbejde som Jesus, men de er „frelst“ og Gud elsker dem — lige så længe de bliver ved med at sende checks ind.

Men selv om den elektriske kirkes teologi er vag og upræcis, så er dens politik klar og specifik. Dette vil være emnet for den følgende artikel.

[Tekstcitat på side 5]

Den elektriske kirkes teologi er simpel og taler til selvet

[Tekstcitat på side 6]

Selv nogle som er positivt indstillet over for den elektriske kirke, indrømmer at den ikke har meget indhold

[Tekstcitat på side 7]

„De hjælper folk til at acceptere nogle meget overfladiske værdier, idet de giver løfte om en uforpligtende frelse som de serverer i en særdeles kommerciel indpakning“

3. del

Den elektriske kirke ryster amerikansk politik

TALEREN var temperamentsfuld og dynamisk. Han fægtede ivrigt med sin bibel og erklærede over for forsamlingen, der bestod af 1000 præstekoner: „Vi sidder inde med løsningen på det politiske kaos i dette land, på den økonomiske ruin, på den moralske skam og på familiens svaghed.“

Hvad var løsningen? „Vi må sammen forene vore hjerter og hænder for at genforene denne nation . . . Vi må kræve at kursen lægges om,“ sagde prædikanten James Robison fra Texas.

I et sprog der ville appellere til mange oprigtige kristne fordømte han abort i skarpe vendinger. „Hvis det sindssyge myrderi af ufødte børn i deres mødres maver ikke er ondt, så kan mennesket overhovedet ikke dømmes skyldig i nogen synd.“

Samtidig var der en taler et andet sted i landet der i lige så udtryksfulde vendinger gav gode råd til en samling af sine kolleger. „Hvad kan I gøre fra prædikestolen?“ spurgte han. „I kan vise folk hvordan de skal stemme. I kan forklare stridspunkterne for dem. Og I kan give jeres tilslutning til de rigtige kandidater, dér i kirken søndag formiddag.“ Ligesom Robison gik Jerry Falwell — ’superstar’ i den elektriske kirke — ivrigt i brechen for politiske synspunkter.

Mange lytter til hvad disse prædikanter siger. James Robisons ugentlige fjernsynsprogram sendes fra 100 stationer. Falwells udsendelser er endnu mere populære. Hver uge når han ud til mellem 6 og 18 millioner mennesker over henved 400 fjernsynskanaler og yderligere 400 radiostationer.

Sådanne politisk konservative prædikanter fra den elektriske kirke var ivrige efter at øve indflydelse på vælgerne under præsidentvalget sidste efterår. Kort tid før valget talte nogle af dem ved et instruktionsmøde i Dallas, Texas, som blev overværet af omkring 15.000 religiøse fundamentalister, hvoraf størstedelen var præster. Republikanernes præsidentkandidat, Ronald Reagan, henvendte sig også til forsamlingen og roste den: „Det religiøse Amerika er ved at vågne. Måske netop tids nok til at redde vort land.“ Han fik et varmt bifald.

Som bekendt blev Reagan båret frem til sejren af det der er blevet kaldt et „konservativt stemmeskred“. Den religiøst-politiske aktionsgruppe Moral Majority (Det moralske Flertal) hævdede at have en andel i denne sejr ved at have hvervet omkring 4 millioner stemmer, heraf de fleste for Reagan. Det er bemærkelsesværdigt at mange af de senatorer som Det moralske Flertal og lignende grupper havde opponeret imod, mistede deres pladser i senatet til forholdsvis ukendte politikere.

New York Times har undersøgt denne kamp om mandaterne til senatet, og skriver: „Det moralske Flertal, Den kristne Røst og andre konservative, kirkeorienterede grupper spillede en aktiv rolle med deres ’moralbedømmelser’ som var til ugunst for de liberale. Uanset hvor mange medlemmer af kongressen de nu var med til at få valgt ind, forventes det at deres indflydelse stadig vil kunne mærkes på grund af den frygt de har spredt blandt en lang række præster.“

En af prædikanterne jublede og kaldte resultatet for „den største dag for konservatismen og amerikansk moralfølelse jeg har oplevet i hele mit liv“. Andre var mindre tilfredse. Amerikas episkopale biskopper udfærdigede et hyrdebrev som fordømte prædikanter der støttede politiske kandidater. Biskopperne hævdede at en sådan støtte „i Guds navn forvrænger den kristne sandhed og truer Amerikas religionsfrihed“.

Andre præster er også bekymrede over den elektriske kirkes politiske engagement. En præst fra Fort Worth gjorde indvendinger mod at møder der averteres som upolitiske, „tilsyneladende altid ender som republikanske partimøder“. Endog konservative politikere har udtrykt bekymring. En tilhænger af Reagan har udtalt at „dette ægteskab mellem religion og politik er det farligste, det mest uhyggelige, jeg nogen sinde har oplevet“.

Ingen af aktivisterne lader sig dog anfægte af denne kritik. En af dem siger: „For femten år siden opponerede jeg mod det jeg selv gør i dag, men nu er jeg overbevist om at dette land er moralsk sygt og ikke kommer på ret køl igen, medmindre vi gør noget.“

Disse konservative prædikanter er hurtige til at pege på det åbenlyse hykleri hos de liberale gejstlige, som var politisk aktive modstandere af Vietnamkrigen og atomkraften, men som nu fordømmer en lignende politisk aktivitet fra de konservatives side. „Ingen har nogen sinde beskyldt [det liberale] Kirkernes Landsråd for at blande religion og politik sammen,“ siger en af dem, og tilføjer at når han engagerer sig, bliver det til gengæld kaldt „en krænkelse af adskillelsen mellem kirke og stat“.

Henimod afslutningen på valgkampen var det tydeligt at Amerikas religiøse ledere var skarpt opdelt i to lejre. De liberale religiøse ledere beskyldte de konservative prædikanter for falskeligt at antyde at folk som ikke var enige med dem, ikke var kristne. Kirkernes Landsråd, som var genstand for disse konservatives vrede, udstedte en erklæring om at „der ikke kan siges udelukkende at være ’én kristen valgmulighed’“.

På den anden side var de konservative overbevist om at det var deres gudgivne mission at omvende landet moralsk, og at de liberale gejstlige var en del af problemet. Ja, da Det moralske Flertal kom til det resultat at en baptistpræst der havde været medlem af kongressen i 16 år var for liberal, organiserede de 2000 frivillige til at gå fra dør til for at agitere for præstens modkandidat. „Det var Det moralske Flertal der lige så stille, men meget effektivt, dækkede mit distrikt som et telt,“ sagde denne præst, som blev besejret ved primærvalget.

Der er ingen tvivl om at mange af den elektriske kirkes politisk aktive præster er dybt bekymrede over den tiltagende umoralitet både i Amerika og resten af verden. De fleste af dem føler at en nation som tillader abort ikke kan have Guds godkendelse, og enhver oprigtig kristen må give dem ret. De er overbevist om at den udbredte mangel på interesse for Bibelen har bidraget til det moralske sammenbrud vi iagttager i dag. I en fjernsynsprædiken sagde en af lederne: „Vi må alle studere Bibelen og lære at tro på Gud. Det er livsvigtigt at vi følger hans lære, så vi kan få styrke til at nedkæmpe de umoralske og blasfemiske kræfter som er ved at tage overhånd inden for politik og inden for medierne.“

Hvilken kristen vil benægte at vi må studere Bibelen og tro på Gud? Spørgsmålet er: Lærer Gud os gennem Bibelen at vi skal kæmpe for at overtage den politiske magt og beherske medierne? Er det det budskab Guds ord indeholder til vor generation?

Mange vil huske at Jesus ved mere end en lejlighed fik tilbudt politisk magt, men at han aldrig valgte at benytte sig af det. Da folk så at han mirakuløst kunne give dem mad søgte de at gøre ham til konge, utvivlsomt fordi de tænkte at deres økonomiske problemer da ville blive løst. Beretningen fortæller at „da mændene nu så de tegn han gjorde [nemlig at bespise omkring 5000 mand med kun fem brød og to fisk], begyndte de at sige: ’Han er virkelig den profet som skulle komme til verden.’ Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene“. — Joh. 6:14, 15.

Jesus ønskede ikke at opnå politisk magt; han flygtede fra den! Hvorfor skulle han ønske at blive inddraget i Judæas og Galilæas korrupte politik? Som Jesus senere gjorde det klart for Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Hvis Jesu rige ikke var „en del af denne verden“ da han var på jorden, er det da blevet „en del af denne verden“ blot fordi han nu er i himmelen? Det ville ikke være logisk, vel?

Jesus vidste at han ikke kunne reformere datidens korrupte politik, og han forsøgte heller ikke på det. Han vidste at hvis han var blevet en politisk messias der lovede frihed fra den romerske undertrykkelse, var han blot blevet et redskab i hænderne på de forskellige interessegrupper, som for eksempel det jødiske nationalistparti, zelotpartiet, og så var han blevet forkastet af Gud. Intet af dette ville have været til ære for hans Fader, Jehova Gud.

Er det sandsynligt at Jesus ønsker en reformering af vor tids lige så korrupte politik? Er det ikke snarere sandsynligt at de præster som går ind i politik udsætter sig for selv at blive udnyttet og demoraliseret? Det er værd at bemærke at ideen til Det moralske Flertal ikke kom fra en præst. Ideen, og endda navnet „Det moralske Flertal“, kom fra en gruppe konservative korridorpolitikere som overtalte Jerry Falwell til at støtte dem på grund af hans landsomfattende popularitet, hans veludbyggede edb-register med navne og adresser, og hans velkendte evner til at skaffe penge. Selv den kendte stjerne Pat Robertson fra den elektriske kirke indrømmer at „evangelisterne er i fare for at blive udnyttet og manipuleret“.

Var det ikke netop en sådan manipulering Jesus ønskede at undgå da han afslog Satans tilbud om „alle verdens riger og deres herlighed“? Der var nemlig en betingelse knyttet til det oprindelige tilbud, og denne betingelse er stadig knyttet til politisk magt i dag. Satan krævede at Jesus skulle ’kaste sig ned og udføre en tilbedelseshandling over for ham’. (Matt. 4:8, 9) Politisk magt er ikke noget uopnåeligt for den elektriske kirkes præster. Det eneste de skal gøre er at forblive en del af denne verdens politiske system under Satan. — Joh. 14:30; 15:19; 2 Kor. 4:4.

Der er ingen tvivl om at de frafaldne kristne i det fjerde århundrede glædede sig da de, efter al den forfølgelse de havde gennemgået, fik mulighed for at opnå politisk magt under kejser Konstantin. Men hvordan blev de påvirket af denne magt? „Næsten umiddelbart efter at de kristne i romerriget havde opnået retslig anerkendelse, begyndte de ledende gejstlige at give øvrighedspersonerne vejledning om hvordan de burde opføre sig i deres respektive stillinger,“ skriver teologen Robert Culver. Snart var kirken helt inddraget i romersk politik; den udkæmpede krige og torterede sine fjender. Var den politiske magt prisen værd? Eller havde Satan simpelt hen benyttet den til at lokke kirken bort fra Kristi forskrifter?

Lad os antage at den elektriske kirkes prædikanter, hvor gode deres hensigter end måtte være, opnåede lige så stor politisk magt som disse kirkefolk på Konstantins tid. Ville de være i stand til at modstå Satans politiske systems fordærvende indflydelse? Historien taler ikke for sandsynligheden heraf. En af disse prædikanter — en gejstlig hvis politiske aktivitet indtil dato ganske vist har været begrænset — har offentligt indrømmet at have tyet til Djævelens ældgamle taktik — bedrag. Han blev tvunget til at indrømme at han havde opdigtet en samtale med De forenede Staters præsident om påståede homoseksuelle blandt præsidentens medarbejdere. „Jeg skulle ikke have sagt det,“ tilstår han. „Det var tydeligvis en uforsvarlig udtalelse.“

De der sætter deres lid til politik, ser i sidste instans hen til politikere, ufuldkomne mænd, efter en løsning på deres problemer. Bibelen viser at mennesker simpelt hen ikke formår at klare disse problemer. Jeremias, som var godt kendt med Jerusalems korrupte politik i tiden før fangenskabet, sagde: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jer. 10:23.

Det ironiske i at sætte sin lid til politikere — i at håbe på at nogle, blot på grund af deres stillingtagen til politiske spørgsmål, er mere „moralske“ end andre — understregedes af de pointtal nogle af politikerne fik i en såkaldt „moralitetsrapport“. Den imponerende sum af 94 points ud af 100 mulige opnåedes af et kongresmedlem som var blevet tiltalt for bestikkelse, og af en anden politiker som indrømmede at han havde alkoholproblemer og homoseksuelle tilbøjeligheder!

Bibelen giver en tydelig og realistisk advarsel når den siger: „Kroget kan ej blive lige.“ (Præd. 1:15) Denne verdens politiske systemer er uforbederligt ’krogede’. Han som har givet dem magten, nemlig Satan, er „en løgner og løgnens fader“. (Joh. 8:44) Både Bibelen og historien viser at menneskeheden aldrig vil kunne løse sine problemer ved hjælp af politik, trods alverdens gode hensigter.

Betyder det at menneskeheden står uden håb? Er vi nødt til at indstille os på en åndelig død i en syndflod af smuds og umoralitet? Kan der intet stilles op over for aborter, homoseksualitet, fri sex blandt teenagere, pornografisk udnyttelse af børn, og det stigende antal skilsmisser?

Der kan gøres noget ved alle disse problemer — og det vil blive gjort snart! Læs om det i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 10]

Mange af de senatorer som Det moralske Flertal havde opponeret imod, mistede deres pladser i senatet til forholdsvis ukendte politikere

[Tekstcitat på side 11]

„Dette ægteskab mellem religion og politik er det farligste, det mest uhyggelige, jeg nogen sinde har oplevet“

4. del

Det eneste håb om en fuldkommen regering

ENDNU før det amerikanske præsidentvalg var forbi, udtrykte nogle af lederne af den elektriske kirke bekymring for at deres kandidat, hvis han blev valgt, måske ikke ville holde hvad han havde lovet.

Hvor anderledes er det ikke med Gud, som ikke kan lyve! — Hebr. 6:18.

Politik skal ophøre under Kristi styre

„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Krig skal ophøre

„Han gør ende på krig til jordens grænser.“ — Sl. 46:10.

Mord, homoseksualitet og pornografi skal ophøre

„Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.

Smerte og lidelse skal ophøre

„Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.

Fuldkommen retfærdighed på jorden

„Han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.“ — Es. 11:3-5.

Det vil ske i vor generation

„Disciplene [kom] hen til ham da de var for sig selv og sagde: ’Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?’ Og som svar sagde Jesus til dem . . . ’Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.’“ — Matt. 24:3, 4, 7, 14, 34.