Side 2

Næsten alle forældre husker tegneserier fra deres egen barndom. Men når de ser de tegneseriehæfter man kan købe i dag, spørger de ofte: „Hvad er der dog sket?“ De følgende artikler fortæller om udviklingen og nævner de farer der kan være forbundet med at læse tegneserier i dag

Hvad er der sket med tegneserierne? 3

Tegneserierne — som de var engang 4

Tegneserierne — som de er i dag 6

Tegneserier — er det noget for dine børn? 8

Noget der er bedre end tegneserier 10

Hvad er der sket med tegneserierne?

„DER er sandelig sket en forandring med tegneserierne!“ udbrød en kvinde efter at have kigget nogle af sin broders tegneseriehæfter igennem. Som barn havde hun selv været en ivrig læser af tegneserier, og hun huskede dem som „sorgløse, stimulerende, eventyrlige og morsomme“. Men nu følte hun sig „rystet over al den nøgenhed og alt det blod“ som nogle tegneserier er fyldt med.

„Nøgenhed og blod — i tegneserier?“ spørger du måske tvivlende. Det er måske svært at tro at den verden der engang befolkedes af typer som „Mickey Mouse“ og „Anders And“, nu skulle være sunket så dybt. En mand besluttede at undersøge sagen på egen hånd. Efter at have overværet en „tegneserie- og fantasimesse“ der afholdtes i Atlanta i Georgia, gav han følgende beretning:

„Min erindring om tegneserier går pinligt langt tilbage, og jeg var derfor nysgerrig efter at finde ud af om tegneserierne virkelig havde forandret sig så meget. Da jeg ankom til messen virkede det allerførst på mig som et kæmpestort center for udstilling og handel. Der fandtes vidtstrakte udstillingslokaler, tætpakkede med borde og diske hvor der stod store kartoner fyldt med blade. Der herskede en stemningsfuld stilhed som på et bibliotek. Mange af dem der stod fordybet i de bogstavelig talt millioner af tegneserier udstillet til salg, så ud til at være unge under uddannelse. De så også ud til at vide hvad de ledte efter.

Da jeg lod øjnene løbe gennem kataloget The Comic Book Price Guide, gik det op for mig hvorfor disse samlere fandt det værd at sætte deres penge i tegneseriehæfter. Et sjældent tegneseriehæfte (det dyreste bind) går for 14.000 dollars (cirka 126.000 kroner)! Og forhandlere fortalte mig at fantasilitteratur nu solgte bedre og indtjente mere end næsten hvad som helst, bortset fra pornoblade.

Skiltene reklamerede med ’det bedste i tegneserier’, så mine øjne vandrede rundt i søgen efter tegneserier i stil med dem jeg plejede at læse som barn. Men det jeg så, forstod jeg mig ikke på . . . mange var fyldt med skildringer af det uhyggelige, det overnaturlige, det afskyelige, det dæmoniske og det rædselsvækkende. ’Hvad er der dog sket med tegneserierne?’ spurgte jeg mig selv.“

Hvis du har børn, angår dette også i høj grad dig. Et rundspørge viste for få år siden at 90 procent af børn og unge i De forenede Stater læser tegneserier, og hæfterne er også populære blandt børn og unge i andre lande. Men er tegneserierne virkelig blevet så slemme?

Tegneserierne — som de var engang

DET begyndte alt sammen med The Yellow Kid („Den gule dreng“). Det var navnet på en humoristisk figur der dukkede op i New York-avisen World helt tilbage i 1896. Den blev overordentlig populær, og snart kunne avislæserne fryde sig over den måde personerne boltrede sig på i serier som Foxy Grandpa, Buster Brown (på dansk: Lille Svend) og The Katzenjammer Kids (Knold og Tot). Tegneserierne var født!

Dengang var tegneserierne præget af forholdsvis uskyldige løjer. De fleste kom frem i USA; nogle af dem opnåede en vis udbredelse, for eksempel Bringing Up Father (Gyldenspjæt) og Mutt and Jeff (Store Klaus og Lille Klaus). Disse muntre figurer genspejlede ganske godt den troskyldighed der prægede tiden op til det skæbnesvangre år 1914. Når man nu ser tilbage, er det måske ikke alt der virkelig var morsomt. Den populære Knold og Tot fik for eksempel nogle læsere til at gøre indsigelse mod det man kaldte „en systematisk hærgen der hverken påvirkes af smæk, trusler eller gode løfter“.

Superheltenes fremmarch

Snart besluttede udgiverne at genoptrykke dette populære læsestof i bogform. Til at begynde med var disse tegneseriehæfter blot noget annoncørerne forærede bort i reklameøjemed. Men i 1934 satsede forlæggerne Wildenberg og Gaines på at de unge læsere ville være parate til at spendere 10 cents på et tegneseriehæfte som de kaldte „Famous Funnies“. Det blev også en succes. I den hårde konkurrence om læsernes gunst antog forlæggerne derfor tegnere der kun lige akkurat var færdige med gymnasiet.

I 1938 indtraf et vendepunkt da det unge makkerpar Siegel og Shuster fandt en forlægger til en tegneseriefigur de havde opfundet — Superman! Ifølge en af hans skabere skulle han være „en figur som Samson, Herkules og alle de stærke mænd jeg nogen sinde havde hørt tale om, i én person — bare endnu stærkere“. Denne „stålmand“ besatte unges og gamles fantasiverden. Snart indtjente dette månedsblad en million dollars årligt. Ansporet af denne succes begyndte andre udgivere at opfinde flere kappeklædte korsriddere.

Men den næste generation af tegneserier sank så dybt som til at beskæftige sig med sex, vold og gru. Voldsbetonede tegneserier, som for eksempel en med titlen „Forbrydelse betaler sig ikke“, betalte sig faktisk godt. Og efterhånden som man passerede 1950erne, begyndte tegneserierne også at indjage deres unge læsere skræk med titler som „Historier fra kapellet“.

Tegneserierne havde nu for en stor del mistet deres morsomme præg.

Forskellige kritiiske røster

I 1954 rettede bogen Seduction of the Innocent (på dansk under titlen De Uskyldiges Forførelse) af Frederick Wertham en anklage mod tegneserieindustrien for at fordærve børn og unge. Dr. Wertham havde undersøgt børn med følelsesmæssige forstyrrelser og fundet frem til at mange af dem var ivrige læsere af tegneserier. Hans konklusion lød: „Historierne i tegneseriehæfterne er voldsfremmende.“

Der var imidlertid nogle der mente at dr. Werthams undersøgelse ikke beviste at tegneserier havde en dårlig indflydelse på normale børn. Ikke desto mindre tog man med tiden skridt til at „censurere“ tegneserieindustrien, i hvert fald i De forenede Stater, ved at opstille retningslinjer der forbød overdreven vold og nøgenhed. Men har disse forholdsregler været virkningsfulde? Hvordan er dagens tegneserier?

[Tekstcitat på side 5]

Med indledningen til Anden verdenskrig sank den næste generation tegneserier så dybt som til at beskæftige sig med sex, vold og gru

[Illustration på side 4]

„Den gule dreng“ var den første seriefigur i De forenede Stater

The Yellow Kid „Den gule dreng“

Buster Brown (Lille Svend)

Polly and Her Pals (Den kære familie)

[Illustration på side 5]

Disse livfulde figurer viser også hvordan tegneserierne plejede at være

Tillie the Toiler

Happy Hooligan

Krazy Kat

Knold og Tot

Store Klaus og Lille Klaus

Tegneserierne — som de er i dag

TEGNESERIERNE er kommet et langt skridt videre fra den grove streg og enkle stil der prægede deres barndom. Nu høster de endda fra forskelligt hold anerkendelse for tegningernes kunstneriske kvalitet. Og teksternes mere raffinerede stil får nok flere læsere til at ty til ordbogen nu og da.

Den største forandring skyldes imidlertid at superheltene ikke kun må kæmpe med fjenderne i deres eget medium, men også mod indflydelsen fra det fremtrængende fjernsyn. For nylig blev der offentliggjort en undersøgelse med titlen „Fjernsyn og adfærd“, der afslører at fjernsynets magt til at fastholde sit unge publikums opmærksomhed virkelig er mere end respektindgydende. Hvad gør tegneserierne da for at klare sig i kappestriden med denne mægtige konkurrent?

En af fornyelserne gik ud på at indføre fortsatte historier — sådan at læseren lokkes til at købe hver ny udgave. For ikke ret længe siden bragte bladet Rom for eksempel en medrivende historie der slutter med at superhelten Rom og hans makker fra det forsvundne kontinent Atlantis trues af et frygtindgydende uhyre. Hvad sker der nu? Det kan man kun finde ud af ved at købe næste nummer!

For at holde interessen fangen hos nutidens TV-forvænte børn har man i tegneserieindustrien følt sig nødsaget til at glemme næsten alt om etiske begrænsninger, og givet læserne vold i rigelige mængder. Et nummer af tegneserien Daredevil (på dansk: Dæmonen; hovedpersonen er blind og bærer djævledragt) viste sig at skildre vold i 53 procent af billederne. Når vovehalsen er i slagsmål beskrives det realistisk, slag for slag, ledsaget af ’lydeffekter’ som „whok“, „klugg“, „kangg“, „chudd“ og „thwakk“, for blot at nævne nogle. Og med det stramtsiddende trikot der er obligatorisk klædedragt for superheltene, kan læseren måbe med fri udsigt til de spillende muskler. (Kvindelige superhelte er ikke mindre forførende klædt.) Det skulle derfor heller ikke overraske nogen at tegneseriebladene ofte foretrækkes til annoncer for bodybuilding og kamptræning.

Tegneserierne gør også noget for at tiltrække dem der interesserer sig for det religiøse og okkulte. Et nummer af Thor har for eksempel en indledning der leder tanken hen på Bibelen: „I begyndelsen var det tomme rum. Som tiden gik, voksede der stof frem i tomrummet, og stoffet dannede stjerner, og stjernerne dannede planeter . . . luften over jorden svulmede af kraft og livsenergi . . . indtil energien selv blev klar over sin frygtindgydende magt.“ Herfra føres læseren så ind i et sagn om mytologiske guder og gudinder.

Forfatterne har også fundet ud af snedigt at indflette religiøse forestillinger, som for eksempel om sjælevandring, i historierne. I et nummer af Dæmonen bliver en død kvinde vakt til live af en mystisk mand, som kommenterer miraklet med denne henkastede bemærkning: „Ja . . . pudsigt, ikke?“ Tegneserier med titler som „Spøgelsesrytteren“ og „Jeg — en vampyr!“ viser at nogle forlæggere gerne vil tjene tykt på øjeblikkets optagethed af det okkulte.

Selv fortalere for pornografi har i tegneserierne fundet en nem udvej for at fremstille nøgenhed og erotisk præget adfærd. Mange af disse uanstændige tegneserier kan godt ende mellem hænderne på børn.

Det er naturligvis ikke alle tegneserier der virker nedbrydende. De læses heller ikke alle sammen udelukkende af børn. Millioner af voksne følger med i tegneserierne i deres yndlingsavis. På Filippinerne lejer mange — deriblandt voksne — et tegneseriehæfte for nogle få cents og læser det ved bladkiosken før de afleverer det igen, og i Spanien er voksne der læser tegneserier i metroen i Madrid eller Barcelona et almindeligt syn.

En populær fransksproget serie er efterhånden oversat til mindst 18 sprog. Det er „Asterix“, en frygtløs undermåler af en gallerkriger, der indvikles i alle mulige eventyr på sine rejser i det gamle romerske imperium. Leksikonnet Encyclopædia Britannica skriver: „Foruden i bund og grund at være humoristisk og eventyrlig boltrer ’Asterix’ sig i raffinerede ordspil, vittige anakronismer og satiriske glimt der har gjort tegneserien til yndet læsning for millioner af voksne europæere.“

Det er imidlertid hævet over enhver tvivl at mange tegneserier specielt henvender sig til børn og er underlødige når de beskæftiger sig med okkultisme, sadisme, gru og formålsløs vold. Betyder det så at bekymrede forældre bør forbyde deres børn at læse alle tegneserier?

[Illustration på side 6]

I nogle tegneserier er over halvdelen af stoffet voldsscener

[Illustration på side 7]

Mange tegneseriehæfter skildrer sex og okkultisme

Tegneserierne — er det noget for dine børn?

„NÅR visdommen kommer i dit hjerte og kundskab bliver liflig for din sjæl, vil omtanke holde vagt over dig og dømmekraften værne dig,“ sagde Salomon. (Ordsprogene 2:10, 11, NW) Forældre med dømmekraft følger med i hvad deres børn læser. Hvad skal de da mene om tegneserier?

Det ville være uretfærdigt under ét at fordømme alle tegneserier. Der er så mange forskellige slags tegneserier, og nogle er stadig hvad de giver sig ud for at være — morsomme og underholdende historier. Tegneserier kan også være undervisende. Nogle skærper barnets interesse for klassisk litteratur. Selv bibelske beretninger er blevet gengivet i tegneserieform. Og nu hvor fjernsynet lokker så mange børn væk fra bøgerne, mener nogle pædagoger at tegneserier kan bruges til at genopvække interessen for læsning.

Fantasi — af det gode eller af det onde?

’Men er det sundt at lade et barn beskæftige sig med fantasistof?’ vil nogle spørge. Det må nok siges at være normalt at et barn lever lidt i en fantasiverden under opvæksten. Prøv at iagttage legende børn og læg mærke til hvor let en papkasse bliver til et rumskib, eller hvordan de elsker at efterligne en bil på vej op i fart. Det er ikke nødvendigvis skadeligt at lade børnene beskæftige sig med fantasistof til en vis grad.

Man bør imidlertid vurdere det indhold visse tegneserier faktisk har. Hvordan er den forestillingsverden dit barn beskæftiger sig med? Fornøjer det sig med eventyr oplevet af figurer man forbinder med rimeligt sunde værdinormer, eller lader det sig underholde af uhyggelige eller dæmoniske forbrydertyper? Lægges der vægt på at gribe problemerne konstruktivt an, eller klares alting med et „zap“?

Nogle børn har svært ved at skille fantasi fra virkelighed. Jo yngre barnet er, desto mindre erfaring har det, så hvis ens barn læser tegneserier kan det være klogt at iagttage om han eller hun bliver uheldigt påvirket af dem. Kan barnet betragte tegneseriehelte slet og ret som underholdning, eller taler han eller hun næsten udelukkende om dem?

Vold i tegneserierne

Vold i tegneserierne kan være endnu en grund til bekymring. Dr. Wertham, forfatteren til De Uskyldiges Forførelse, hævder at „tegneserier kan have vidt forskellig virkning på børn, lige fra forvrængning af menneskelige værdinormer til mareridt og voldsprægede former for leg“. Men en undersøgelse fra 1976 af virkningerne af kortvarig læsning af voldsprægede tegneserier beviste ikke at der var en sammenhæng mellem tegneserierne og børns aggressivitet.

Det er derfor i første række forældrenes ansvar at afgøre om tegneserierne har en dårlig indvirkning på deres børn. Hvis et barn uafbrudt fantaserer om voldsomme udfoldelser vil forældrene måske klogeligt drage den slutning at det var tilrådeligt med noget andet læsestof.

Der er ganske rigtigt adskillige der vil sige at tegneserier „både giver læseren afløb for fjendtlige og aggressive tilbøjeligheder og lærer ham eller hende at kontrollere dem“. Men det er ikke sådan Bibelen anbefaler at man behersker sine følelser. Den siger i stedet: „Endelig, brødre, alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af . . . dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8; se også Kolossenserbrevet 3:5-9.

En ’tegneserienarkoman’ udtaler sig

Danny, en kristen der er sidst i tyverne, holder stadig af nu og da at blade tegneseriehæfter igennem. Men han husker også en tid da han var fuldstændig vanebundet af dem og brugte 50 til 60 dollars (450 til 540 kroner) om måneden på dem! „Jeg er lidt af en drømmernatur, og jeg syntes om tegneserierne netop fordi de satte min fantasi i gang. Jeg så ikke noget særligt i de fantastiske superhelte — de var for utrolige. Men jeg kunne godt lide sådan nogle som Spider-Man (Edderkoppen) med hans akrobatiske færdigheder. Jeg kunne forestille mig at jeg var ligesom ham. Hvis man ikke er forsigtig bliver de ens idoler, og man ønsker at være som dem, at efterligne dem. For eksempel plejede mine venner og jeg at lege at vi var Captain America. Captain America gik hele tiden med et skjold som han kastede med. Vi legede at skraldespandelågene var vores skjolde og smed dem efter hinanden.“

Men hvordan kom han i vane med at bruge så mange penge på tegneseriehæfter? „Det er ligesom med TV-serier,“ forklarer han. „De slutter altid med at helten er i vanskeligheder, og man kan næsten ikke vente til næste nummer kommer med at finde ud af hvordan det går ham. Før jeg vidste af det, havde jeg et kæmpelager af tegneseriehæfter. Og når jeg gik hen til kiosken købte jeg ikke blot ét hæfte, men købte for otte eller ni dollars (70-80 kroner).“

Blev han påvirket af al den fantasilitteratur han slugte? „Det må jeg indrømme at jeg blev,“ siger Danny. „Jeg gik tit en tur på en kold vinterdag og lod blot tankerne flyve, mens jeg tænkte på de eventyr jeg havde læst i mine tegneseriehæfter. Før jeg vidste af det kunne jeg være gået 5-6 kilometer — uden at mærke at jeg frøs!“

Lær børnene at være kritiske

Nogle forældre ville måske reagere på alt dette ved simpelt hen at rydde hjemmet totalt for tegneseriehæfter. Danny siger imidlertid at „hvis man bevarer ligevægten, kan tegneseriehæfter være fornøjelig læsning“. Og tegneserier er så populære hos børn og unge at det måske ville være næsten umuligt at forhindre dem i at læse disse hæfter. Nogle af dine børns skolekammerater har måske samlet flere hundrede af dem. En skoleelev fortæller: „Jeg har over 600 tegneseriehæfter i min samling, men der er andre der har langt større samlinger.“

Så i stedet for ganske enkelt at gøre dig selv til „censor“ kunne du måske prøve at gribe det mere positivt an — ved at lære dit barn at være kritisk. Dr. Gary Stollack fra Michigan State University foreslår forældre følgende: „Tag tid til at læse stoffet og tale med barnet om det. Man kan så lidt efter lidt vise barnet hvad der er virkelighedsfjernt og umoralsk, så barnets forståelse skærpes og dets smag forbedres.“

Find ud af hvad dit barn synes om tegneserierne. Hvad er det ved dem han eller hun synes om? Findes der andet læsestof i jeres hjem der kunne interessere et barn på hans alder? I stedet for at fordømme alle tegneserier, kunne det da ikke være mere gavnligt at opmuntre dit barn til at sprede sin interesse for læsning over flere felter? Og hvis noget af det dit barn læser forekommer dig forkasteligt, hvorfor da ikke forklare hvad du synes om det han eller hun læser, og hvorfor du synes som du gør? Det er ganske vist mere besværligt at hjælpe sit barn til at være kritisk end blot at træffe afgørelsen for det. Men det kan være nødvendigt at gøre det hvis du virkelig har din søns eller datters velfærd på sinde.

Nu er tegneserier naturligvis kun en lille del af den umådelig populære industri for „fantasilitteratur“ der appellerer til børn såvel som til voksne. Men er det klogt at lade sig fuldstændig opsluge af fantasier? Er der fare for at man forveksler fantasi med virkelighed?

[Illustration på side 9]

Bekymrer det dig hvis dine børn efterligner volden i tegneserierne?

Noget der er bedre end tegneserier

DET er forståeligt hvis nogle i dag tager deres tilflugt til en fantasiverden. De er vokset op i en verden der har spillet moralsk og åndeligt fallit. Religionen har kun gjort lidt for at slukke folks åndelige tørst. Politikerne har ofte været parodier på god moral og har efterladt deres tilhængere skuffede. Fremherskende filosofier har i vid udstrækning nedbrudt troen på Gud. Det er derfor intet under at nogle unge eksperimenterer med alt, lige fra besynderlige former for religion til narkotika.

Det fantastiske og det overnaturlige har derfor haft en uimodståelig tiltrækningskraft på nogle af disse flygtninge fra verdens åndelige ødemark. Men er det sund fornuft at „forpuppe“ sig i fantasier? Nej, for der findes noget der er bedre end drømmerier.

Hvis man beskæftiger sig meget med fantasilitteratur der fører til at man giver sig af med det okkulte, vil man gå lige i armene på en der i århundreder har ført menneskeheden vild — Satan Djævelen. Få mennesker vil i dag vedgå at de tror på Djævelen. Men Bibelen forsikrer os om at han er et virkeligt og tænkende væsen. „Hele verden ligger i den ondes magt,“ fortæller Bibelen i Første Johannesbrev 5:19.

„Supermænd“ før Vandfloden

Ifølge Bibelen har denne onde åndeskabning benyttet sig af ulydige engle til at beherske verdensskuepladsen. Disse engle, „gudssønnerne“, blev besat af tanken om at stå i forhold til „menneskedøtrene“ og materialiserede sig på mystisk vis for at tilfredsstille deres selviske fantasier. Resultatet af disse forbindelser var en abnorm slægt af kæmper, eller nefilim, der var kendt for deres voldelige tilbøjeligheder. I fællesskab med deres fædre, der var skabt som engle, forvandlede de verden til et voldssamfund, og Gud så sig nødsaget til at bringe denne verden til ophør ved hjælp af en vandflod. — 1 Mosebog 6:1-7, 13; Judas 6.

Menneskeheden har imidlertid aldrig helt slettet disse „supermænd“ fra før Vandfloden af hukommelsen. Beretningerne fra den græske mytologi om guder der kom ned fra himmelen er sandsynligvis blot en efterklang af disse virkelige begivenheder op til Vandfloden.

I betragtning af dette vil en kristen undgå former for adspredelse der har berøring med magi, trolddomskunst, spiritisme og andet der har at gøre med det overnaturlige. Alt dette fordømmes i Bibelen. — 3 Mosebog 19:26, 31; 5 Mosebog 18:10-12.

Kristne tilskyndes heller ikke til at flygte fra den barske virkelighed i livet i denne tingenes ordning. De ved at Bibelen har forudsagt disse forhold, og at den giver dette råd: „Men når disse ting [de forudsagte verdensforhold] begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Lukas 21:28) Denne lovede befrielse vil komme ved den genopstandne konge Jesus Kristus, hvis kræfter langt overstiger dem en hvilken som helst opdigtet ’superhelt, måtte tillægges. (Åbenbaringen 19:11-16) Hans indgriben i verdens anliggender vil være ensbetydende med ødelæggelse for de korrupte regeringer og religioner der har svigtet med hensyn til at stille den åndelige sult hos deres tilhængere. (Daniel 2:44) Hans retfærdige regering i himmelen vil overtage styret over jorden og genskabe paradisiske forhold på den. — Åbenbaringen 21:3-5.

Dette er ikke blot fantasi, men kendsgerninger, og de fortjener såvel din som dine børns overvejelse. Jehovas Vidner vil med glæde undersøge Bibelen sammen med dig, så du kan forstå hvad grundlaget er for dette håb. Begå ikke den fejltagelse at trække dig tilbage til en uvirkelig fantasiverden. Vend dig i stedet til Bibelens løfter. De er opmuntrende, pålidelige — og VIRKELIGE!

[Illustration på side 11]

Beretninger fra Bibelen er langt bedre end tegneserier