Side 2

Man hører ofte at interessen for religion er for nedadgående. Og dog er der efter sigende 20.000 forskellige trossamfund der kalder sig kristne. Dertil kommer de mange tusind ikke-kristne grupper. Firs procent af jordens befolkning er knyttet til en form for religion. Hvorfor er der så mange religioner? Hvilken indflydelse har de på os alle?

De mange religioner — deres indflydelse i dag 3

De mange religioner — hvor stammer de fra? 5

De mange religioner — hvilken frugt har de båret? 8

De mange religioner — hvad betyder de for dig? 12

De mange religioner — deres indflydelse i dag

I JAPAN ser man en zenbuddhist meditere, i Indien en hellig hindu tortere sig selv; i mellemøsten hører man en islamisk muezzin kalde til bøn, i Mellemamerika en pinseven komme med ekstatiske udbrud; i Jonestown har man oplevet et masseselvmord, i Seoul et massebryllup. Mangfoldigheden af religioner og de handlinger og skikke der er knyttet til dem, er sandelig forbløffende. Uanset hvem man er eller hvor man bor, berøres ens liv på den ene eller den anden måde af religion.

Hvor mange religioner findes der egentlig? Der synes at være lige så mange svar på dette spørgsmål som der er statistikere og andre som har beskæftiget sig med spørgsmålet. Hvis man tæller alle trosretninger, sekter, grupper og undergrupper, bliver det samlede tal titusinder.

Det er blevet sagt at der i kristenheden findes 10.000 trosretninger og sekter. Det nyligt udgivne værk World Christian Encyclopedia hævder imidlertid at der alene i De forenede Stater findes 2050 retninger inden for de kristne kirker, og at tallet i hele verden er 20.000. Det samlede medlemstal er næsten halvanden milliard, eller cirka en tredjedel af verdens befolkning; dermed er kristenheden verdens største religion.

I andre lande er islam, hinduismen eller buddhismen fremherskende. Disse religioner med deres mange sekter og grupper har også flere hundrede millioner medlemmer. Så er der shintoismen, sikhismen, jainismen, zarathustrismen, taoismen, konfucianismen og bahaismen, for blot at nævne nogle få af de bedst kendte religioner. Ifølge det føromtalte leksikon tilhører cirka 80 procent af verdens befolkning en eller anden religion. (Se omstående diagram.)

Interessen dalende eller stigende?

Men måske mener du at religion ikke længere spiller så vigtig en rolle i folks liv her i det 20. århundrede. Dette ser ud til at være tilfældet i visse dele af verden. Folk synes at have meget travlt med at stræbe efter de materielle ting livet har at byde på. De viser kun ringe eller slet ingen interesse for religiøse anliggender. Måske kender du selv sådanne mennesker. Og du har måske også set at store, århundredgamle historiske kirker er blevet lukket eller omdannet til teatre, dansesale, supermarkeder eller bliver brugt til andre kommercielle formål. Det ser ud som om religionen er på retur.

Nogle steder er der imidlertid megen tale om en religiøs vækkelse. Fra Nairobi kommer der for eksempel en rapport om kirkernes vækst i Afrika. Den siger: „Der er ingen tvivl om at kristendommen har yderst gode vilkår her. Hvert år slutter 6 millioner nye troende sig til de 180 millioner kristne der nu udgør cirka 40 procent af befolkningen i denne verdensdel. De kristne, der har overhalet deres muslimske rivaler, omvender så mange mennesker og får så mange børn at Afrika i løbet af 20 år vil være den verdensdel der har det største antal kirkemedlemmer.“

Selv i kommunistiske lande som Sovjetunionen og Kina viser rapporter at religionen stadig, efter flere årtiers officiel ateisme, har et stærkt tag i folk. „Det anslås at 77 millioner sovjetborgere ud af en befolkning på 267 millioner anser sig for at være troende — de fleste bekender sig til den russisk-ortodokse, muslimske, romersk-katolske, baptistiske, jødiske eller lutherske tro,“ siger U.S. News & World Report.

I Kina findes der, foruden det officielle tal på godt fire millioner der flokkes i de få kirker som er blevet genåbnet siden slutningen af 1970erne, „mellem 25 og 50 millioner troende i de kirker der har til huse i private hjem,“ oplyser det kinesiske kirkeforskningscenter i Hongkong. Og i en rapport fra Peking hedder det ifølge den newzealandske avis The Auckland Star: „Den officielle kinesiske presse beskriver de 800 millioner bønder som en plump, middelalderlig befolkningsgruppe hvor 30 års kommunisme praktisk talt ikke har haft nogen indvirkning på den indgroede folkereligion.“

Det er således tydeligt at der, selv her i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede, stadig er mange religioner rundt om i verden og at de fortsat øver stor indflydelse på millioner af menneskers liv. Man spørger uvilkårligt: Hvorfor er der så mange religioner? Hvilken frugt har de båret over hele jorden? Og, vigtigst af alt: Hvordan påvirker alt dette os som enkeltpersoner?

[Diagram/​kort på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Verdensreligionerne (Antal i millioner)

Kristne (1433)

Buddhister (274)

Konfucianere og taoister (198)

Andrea (252)

Ikke-religiøse (911)

Hinduer (583)

Muslimer (723)

[Fodnote]

De mange religioner — hvor stammer de fra?

„I DAG smiler vi ad pueblo-indianernes regndans. . . . Men hvad gør vi selv når vi befinder os i en desperat situation? . . . De to gange i mit liv hvor jeg har følt at min tilværelse lå helt i ruiner på grund af personlige kriser, har jeg gjort det samme som disse indianere gør — jeg har bedt om hjælp.“ Sådan skriver filosoffen professor Huston Smith i indledningen til sin bog Great Religions of the World.

Menneskets trang til at række ud efter noget højere og mægtigere når det udsættes for pres, synes at være både grundlæggende og universel. Antropologer og historikere fortæller at mennesket fra begyndelsen har følt denne trang når det har stået over for naturens mystiske kræfter, har følt sig truet af glubske vilddyr eller har stået rådvild over for døden og det hinsides. Dette har, siger de, sammen med frygten for det ukendte, ført til religionernes opståen.

For eksempel siger bogen Religions in Japan, idet den kommenterer shinto-religionens oprindelse: „Alt hvad der indgød en følelse af dyb respekt blev æret som noget der i særlig grad besad guddommelig eller mystisk kraft; derfor blev naturkræfterne, især træer, klipper eller bjerge af særlig frygtindgydende form, og uforklarlige naturfænomener, genstand for tilbedelse. De fik navnet kami (gud).“ Efterhånden udviklede man legender, ceremonier og ritualer og byggede helligdomme. Disse ting gik i arv fra generation til generation. Og således opstod shinto-religionen.

Ifølge denne tanke opstod sumerernes, ægypternes, hinduernes, kinesernes og alle de andre gamle civilisationers religion eller gudsdyrkelse uafhængigt af hinanden. Folks måde at leve på — det de spiste, deres skikke, ja, selv landets klima og geografi — øvede indflydelse på religionen. Resultatet er den mangfoldighed af religioner vi ser i dag.

Opstået uafhængigt af hinanden eller fra samme kilde?

Denne forklaring er imidlertid ikke helt tilfredsstillende. Selv om den gør rede for mangfoldigheden af religioner, er der dog stadig nogle grundlæggende spørgsmål som er ubesvarede. For eksempel: Hvis alle de forskellige religioner er opstået uafhængigt af hinanden, hvordan skal vi da forklare de mange fundamentale lighedspunkter der er imellem dem, og som ikke blot kan tilskrives en naturlig holdning hos menneskene?

Tag for eksempel historierne og legenderne om menneskets oprindelse. Detaljerne er forskellige, men troen på at mennesket blev dannet af jordens støv er udbredt. En græsk legende siger at Prometheus formede de første mennesker af ler og Athene blæste liv i dem. Indianerne i Peru brugte betegnelsen alpa camasca (den besjælede jord) om det første menneske. Mandanerne, en indianerstamme i Nordamerika, troede at ’den store ånd’ dannede to skikkelser af ler og gav dem liv ved sin munds ånde. En gammel kinesisk legende siger at P’an-ku dannede menneskeskikkelser af ler med bestanddele af yin og yang; en anden legende fortæller at Nu-kua, en sagnskikkelse, formede manden og kvinden af gult ler. Og sådan kunne man blive ved — blandt andet med de legender der findes hos stammefolkene i Afrika og indbyggerne på øerne i Mikronesien.

Endnu mere forbløffende er udbredelsen af legenderne om udslettelsen af onde forfædre i en vandflod og om menneskeslægtens bevarelse eller genopståen på jorden. Folk og stammer vidt forskellige steder på jorden har versioner af den samme historie.

Hvad var kilden?

Selv om man kun kender lidt til Bibelen, vil man med det samme opdage ligheden mellem disse legender og Bibelens beretning om skabelsen og om vandfloden på Noas tid. ’Men hvad har Bibelen med grækernes, kinesernes, de amerikanske og peruanske indianeres og alle de andre folks legender at gøre?’ spørger du måske. Disse religioner er ikke inspireret af Bibelen. Bibelen fortæller derimod hvordan de mange religioner opstod, og det på en måde der både forklarer deres forskelligheder og deres lighedspunkter.

I sit værk Menneskeslægtens Historie skriver H. G. Wells: „Overalt, hvor den primitive Civilisation satte sin Fod i Afrika, Europa eller Vestasien, rejste der sig et Tempel. Og der, hvor Civilisationen er ældst, i Ægypten og Sumerien, indtager Templet den mest fremtrædende Plads. . . . Civilisationen begynder og Templerne dukker op samtidigt i Historien. De to hører sammen.“

Det er hvad Første Mosebog fortæller os: „Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog. Da de nu drog østerpå, traf de på en dal i Sinear, og der slog de sig ned.“ (1 Mosebog 11:1, 2) Sinear ligger i Mesopotamien, der kaldes civilisationens vugge.

Beretningen fortæller videre at da folk slog sig ned på Sinears sletter, samledes de om et byggeprojekt: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ — 1 Mosebog 11:4.

Hvad var det for en by og et tårn de byggede? Byen, som blev kaldt Babel eller Babylon, var hovedsagelig en religiøs by. Man har fundet ikke færre end 53 templer i ruinerne af den. Gudsdyrkelsen omfattede treheder af guder, troen på sjælens udødelighed, troen på underverdenen (eller helvede), og astrologi. Billeddyrkelse, magi, trolddom, spådom og det okkulte spillede alt sammen en vigtig rolle. Det kendte babelstårn var ikke blot et monument eller et vartegn; andre lignende bygninger som man har udgravet i området viser at det sandsynligvis var en ziggurat med adskillige afsatser, og at det havde et tempel på toppen. Det havde altså religiøse funktioner, foruden at det rejste sig over byen og dominerede bybilledet.

Hvad skete der med byggearbejdet? Den bibelske beretning siger: „Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede al jordens tungemål, og derfra spredte [Jehova] dem ud over hele jorden.“ — 1 Mosebog 11:9.

Da arbejderne ikke længere kunne tale med hinanden, forlod de arbejdet og begyndte at flytte væk i forskellige retninger. Hvor de end kom hen, tog de deres religiøse tro, ideer, legender og myter med sig. Årtusinders lokale udvikling har resulteret i de store forskelligheder man overfladisk betragtet ser inden for verdens religioner. Men hvis man går lidt dybere, vil man opdage umiskendelige lighedspunkter som er et vidnesbyrd om at de har samme oprindelse — Babel, eller Babylon.

Idet oberst J. Garnier henviser til denne fælles kilde til falsk religion, siger han i sin bog The Worship of the Dead: „Ikke blot ægypterne, kaldæerne, fønikierne, grækerne og romerne, men også hinduerne, buddhisterne i Kina og Tibet, goterne, angelsakserne, druiderne, mexicanerne og peruanerne, urbefolkningen i Australien, ja, endog de vilde på Sydhavsøerne, må alle have fået deres religiøse opfattelser fra en fælles kilde og et fælles udgangspunkt. Overalt finder vi de mest forbløffende lighedspunkter i ritualer, ceremonier, skikke, traditioner, og i deres respektive guders og gudinders navne og slægtskabsforhold.“

Ovenstående bekræftes af Joseph Campbell i bogen The Masks of God: Primitive Mythology: „Arkæologien og etnografien har i de sidste 50 år gjort det klart at den gamle verdens oldtidscivilisationer — i Ægypten, i Mesopotamien, på Kreta og i Grækenland, Indien og Kina — stammer fra et enkelt udgangspunkt, og at denne fælles oprindelse er nok til at forklare ensartetheden i deres mytologiske og rituelle strukturer.“

Resultatet

Bibelen giver os ikke blot baggrunden for den store spredning, men den forudsiger også resultatet — dannelsen af den falske, babyloniske religions verdensimperium. I stærke og udtryksfulde vendinger beskrives det som „den store skøge som sidder på mange vande; med hende har jordens konger begået utugt . . . På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ (Åbenbaringen 17:1, 2, 5) Hun øver ikke blot en vældig indflydelse på masserne, men også på de politiske, militære og kommercielle systemer på jorden.

Hvad har været resultatet af Babylon den Stores langvarige herredømme over folk og nationer? Hvilke frugter har hendes mange former for religion båret? Det vil vi se på i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 7]

’Arkæologien og etnografien har i de sidste 50 år gjort det klart at den gamle verdens oldtidscivilisationer stammer fra et enkelt udgangspunkt.’

[Kort på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fra Babylon spredtes de religiøse forestillinger og myter til alle dele af verden

ITALIEN

GRÆKENLAND

BABYLON

ÆGYPTEN

INDIEN

De mange religioner — hvilken frugt har de båret?

’DER er noget godt i alle religioner.’ Det er en meget udbredt opfattelse blandt mange i dag. De mener at selv en lille smule religiøsitet vil gøre en til et bedre menneske.

Mener du det? Mener du at religion har påvirket menneskene i almindelighed i en god retning? Mener du at de forskellige religioner har frembragt gode og sunde frugter i deres tilhængeres liv?

Disse spørgsmål bør naturligvis ikke besvares ud fra personlige meninger alene, og de bør heller ikke blot besvares ud fra hvad de religiøse organisationer selv hævder. Vi bør derimod undersøge kendsgerningerne, og gøre det så objektivt som muligt.

undersøg kendsgerningerne

I vor tid med hurtig kommunikation og massemedier er det ikke vanskeligt at få fat i kendsgerningerne. Men hvad skal man se efter? Hvilken frugt mener du at en religion skal frembringe? Her vil de fleste mennesker sige at en religion skal gøre folk mere kærlige, ærlige, moralsk retlinede, fredsommelige, åndeligsindede og så videre. Sådan bør det også være. Og i virkeligheden har næsten alle religioner som deres vigtigste læresætning en der ligner Bibelens lære: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:39.

Næsten alle religioner lærer dette i teorien, men hvordan ser det ud i praksis? Ser vi en højere moralsk standard blandt religiøse mennesker? Er de mere kærlige, mere fredsommelige, mere ærlige? Ja, hvilken slags frugter frembringer de mange religioner?

Religion og moral

Foruroliget af den voksende bølge af skilsmisser, kønssygdomme, uønskede svangerskaber, pornografi, homoseksualitet og fri moral, vender mange sig til religionen efter hjælp. De ræsonnerer måske at hvis myndighederne og skolerne ikke kan give dem den moralske vejledning de har brug for, må religionen da kunne give dem den. Bestræbelserne for at genindføre morgenbøn og ’skabelsesvidenskab’ i folkeskolerne i De forenede Stater er et tegn på dette. Men hvad er det for en vejledning trossamfundene i dag kan tilbyde? Her er nogle eksempler.

● Canadas forenede Kirke (landets største protestantiske trossamfund) har til alle menigheder udsendt en rapport med titlen In God’s Image . . . Male and Female (I Guds billede . . . mand og kvinde), som indeholder foreslåede retningslinjer for kønsliv og ægteskab. Ifølge nyhedsmagasinet Maclean’s „anbefaler [rapporten] en overvejelse af at acceptere at homoseksuelle bliver præsteviet; den siger at sex uden for ægteskabet kan være acceptabelt under visse omstændigheder og hvis forholdet er ’glædesfyldt, omsorgsfuldt, frigørende, til gensidig støtte og socialt ansvarligt’; og den foreslår at troskab i ægteskabet ikke nødvendigvis behøver at indebære at man seksuelt holder sig til ægtefællen“. Den endelige stillingtagen til denne resolution er blevet udskudt til senere på året.

● I en artikel med overskriften „Genfødte kristne opdager den seksuelle revolution“ siger Russell Chandler, der skriver om religiøse emner i Los Angeles Times. „Undersøgelsesudvalg fra flere store protestantiske trossamfund og fra den romersk-katolske kirke er kommet til den konklusion at . . . kønslig forbindelse mellem ugifte under visse omstændigheder . . . ikke er syndigt, at homoseksualitet kan være en acceptabel alternativ livsform for kristne og at masturbation eller selvtilfredsstillelse er normalt og rigtigt.“

● I en rapport om „homoseksuelle i kirkerne“, især i det romersk-katolske ærkebispedømme San Francisco, påpeger bladet Newsweek at der „i løbet af de sidste 10 år er opstået homoseksuelle arbejdsgrupper . . . i de store protestantiske kirkesamfund; de har givet stødet til lignende grupper hos mennonitterne, pinsebevægelsen, mormonerne, Christian Science, syvendedagsadventisterne og jøderne. I mange byer har homoseksuelle organiseret deres egne kirker, synagoger og endda zenbuddhistcentre.“

● I Amerika har præsternes nationale alkoholismeråd anslået at i 1977 var mindst 10 procent af præsterne og nonnerne alkoholikere, ifølge en Associated Press-meddelelse fra Los Angeles. Men en anden rapport, der stod at læse i Baltimore-avisen Sun, siger: „Alkoholisme blandt præster er af højtstående medlemmer af katolske ordener blevet anført som et problem af verdensomfattende dimensioner, men dette er ikke længere det mest presserende problem. . . . Hvad der i halvtredserne og tresserne gjaldt alkoholisme, gælder nu homoseksualitet. Ja, homoseksualitetsproblemet er ved at tilspidse sig i øjeblikket.“

Med en sådan vejledning og et sådant eksempel er det ikke overraskende at det moralske klima blandt kirkemedlemmer ikke er bedre, men måske endda værre, end hos folk i almindelighed. Her er blot nogle få eksempler:

● Londonavisen Times skriver: „Officielle statistikker viser at cirka en fjerdedel af alle indsatte i Englands fængsler er katolikker, mens kun hver 10. i resten af befolkningen er det.“ Man har afholdt en konference for at drøfte „hvorfor katolikker udgør så stor en procentdel af stofmisbrugerne, alkoholikerne, de prostituerede og de kriminelle der sidder i fængsel,“ siger rapporten.

● I De forenede Stater viser en gallupundersøgelse der for nylig er blevet foretaget, at 70 procent af den voksne del af befolkningen hører til en eller anden kirke og at 40 procent overværede gudstjenesten i en bestemt uge. Alligevel var der, ifølge 1983 Britannica Book of the Year, én skilsmisse for hver to indgåede ægteskaber i 1981, og „hvert femte barn kom fra hjem med enlige forsørgere . . . hvilket vidner om en stigning i både skilsmissetallet og antallet af fødsler uden for ægteskab“.

● Tidsskriftet To the Point siger: „Næsten en tredjedel af alle gifte katolske mænd i ærkebispedømmet Lusaka (Zambia) har flere koner, ifølge en rapport fra ærkebiskop Emanuel Milingo.“ Af de 10.903 katolske husstande i ærkebispedømmet var der flere koner i de 3225, siger rapporten.

Det er som Jesus sagde for længe siden: „Et godt træ kan ikke bære værdiløse frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter.“ (Mattæus 7:18) Denne rekordhøst i form af moralsk forfald i hele verden er et tegn på den åndelige tilstand hos verdens religiøse ’træer’ — de er syge og døende.

Religion og krig

I erkendelse af at „verden står lige over for en stor katastrofe, måske menneskehedens selvmord i en atomkrig“, appellerede Indiens tidligere præsident Zakir Husain til et panel af ledere fra alle de store religioner om „i fremtiden at spille en større og mere bevidst rolle end de før har gjort“ i arbejdet for verdensfred. For at kunne gøre dette, sagde Husain, „må de sætte sig ud over dogmer, ritualer og skikke som hindrer de forskellige religiøse kredse i at arbejde for en ny forståelse af harmoniens og samarbejdets betydning.“

Dette blev sagt ved det internationale tværreligiøse symposium om fred, som blev holdt i New Delhi i 1968. Til stede var ledere fra buddhismen, katolicismen, hinduismen, islam, jainismen, jødedommen, protestantismen, sikhismen og zarathustrismen. Tilsyneladende accepterede de det der blev foreslået. Hvad er der sket siden da? Der har rigtignok været fornyede bestræbelser ved senere konferencer, symposier og drøftelser. Og på grund af den voksende trussel om en altødelæggende atomkrig har man sendt udtalelser, proklamationer, anklageskrifter og breve til regeringer og andre myndigheder. Men har verdens religioner arbejdet på at fjerne de „dogmer, ritualer og skikke som hindrer . . . en ny forståelse af harmoniens og samarbejdets betydning“? Har de frembragt frugter som kærlighed og fred i praksis og ikke blot i ord?

Tværtimod! I årene siden da har verden set flere krige og konflikter hvori religionen har været, om ikke den eneste årsag, så dog en betydelig drivkraft. Nogle gange er det krige og konflikter mellem folk der tilhører forskellige religioner; andre gange er det mellem folk der tilhører forskellige sekter inden for den samme religion.

Af nyere eksempler kan nævnes de voldsomme opstande i den indiske stat Assam, hvor hinduer har kæmpet mod muslimer; den fortsatte krig mellem Iran og Irak, hvor shiitiske muslimer kæmper mod sunnitiske muslimer; den kun alt for kendte konflikt i Nordirland, hvor protestanter myrder katolikker og katolikker myrder protestanter; krigen og massakrerne i Libanon, hvor kristne, jøder og muslimer er indblandet; og selv Falklandskrigen, hvor „feltpræster tilskyndede Argentinas soldater til at kæmpe til døden fordi det var Guds vilje“, som det hed i avisen San Francisco Examiner.

Og så har vi endda ikke nævnt alle de krige og konflikter der er i øjeblikket, og heller ikke de mange tilfælde førhen hvor konflikter mellem folk og nationer er opstået på grund af religiøs fanatisme.

Sådanne krige udbryder måske på grund af politiske eller territoriale stridigheder. Men før eller siden opdager man at religion også er dybt involveret i konflikten. Igen og igen ser man at præster på begge sider beder til den samme Gud om at han vil velsigne deres hære, og de bruger udtryk som ’retfærdig’ eller ’hellig’ krig, og de lover dem der måtte dø i en sådan krig, en øjeblikkelig himmelsk belønning.

Får dette dig ikke til at spekulere på om der i verdens religioner ligger noget som bidrager til kirkemedlemmernes voldelige natur? I et essay med titlen „Religiøse krige — en blodig nidkærhed“ skriver seniormedarbejderen Lance Morrow i bladet Time: „Mænd der har kæmpet i religionens navn og journalister der har lavet reportager om dem, opdager en uhyggelig forskel på den religiøse krigsførelse og den mere konventionelle krigsførelse — et anstrøg af gengældelse og krav om soning, en fanatisme der intet har med tid og sted at gøre, en uforsonlighed der dikteres indefra. . . . Religionskrig er og bliver et forfærdende paradoks.“

Dette „paradoks“, eller denne modsigelse, er måske det der stærkest fordømmer religionen. I en omtale af kristenhedens rolle i krige før og nu skriver en professor i statsvidenskab, Reo Christenson, i The Christian Century: „Intet har måske bragt kristendommen mere i vanry end det at den har for vane at tage et standpunkt til krig der næppe kan skelnes fra ikke-kristnes. Det at kristne på den ene side antager troen på den milde Frelser mens de på den anden side ivrigt støtter religiøse eller nationalistiske krige, har gjort meget til at ødelægge troen og fremme den form for kynisme i forbindelse med religion som har bredt sig blandt tænkende mennesker i århundreder.“

Hvad mener du?

Vi har nu undersøgt de frugter som verdens religioner har frembragt på to områder — moral og krig — og det vi har set er intet mindre end chokerende og frastødende. Religionerne er kommet til kort over for det man har forventet af dem. Den samme frastødende frugt kan ses på mange andre områder — racefordom, indblanding i politik, uærlige forretningsmetoder, trælbindende overtro og så videre. Ja, religionen har virkelig fyldt jorden med rådden frugt, og det til skade for menneskene.

Måske har netop disse ting fået dig til at vende dig bort fra religion. Hvis det er tilfældet, er du ikke den eneste. Mange har i dag forladt religionen på grund af dens dårlige frugter. Men er det klogt at gøre det? Vil det bringe dig den største tilfredshed og lykke? Eller findes der noget bedre? Det vil vi opfordre dig til at læse om i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 10]

Igen og igen ser man at præster på begge sider beder til den samme Gud om at han vil velsigne deres hære.

[Illustration på side 9]

To eksempler på den dårlige frugt verdens religioner har båret: anerkendelse af homoseksuelle forbindelser og indblanding i krig

De mange religioner — hvad betyder de for dig?

MANGE føler sig forvirrede over det store opbud af religioner med deres forskelligartede dogmer, ritualer og skikke samt deres fjendtlige indstilling til hinanden, og går derfor uden om al religion. Andre har mistet troen på grund af visse personlige tragedier som de føler Gud kunne have forhindret. Atter andre føler at der ikke er grund til at tro på noget når de ser hvordan folk udsættes for lidelser og uretfærdigheder. Og mange andre påvirkes af evolutionstanken og bliver ateister og agnostikere. Hører du til en af disse kategorier?

Giver irreligiøsitet tilfredshed?

Mange har i dag vendt sig bort fra religion, men bringer deres irreligiøsitet dem tilfredshed og lykke? Måske virker det til en vis grad befriende at løsrive sig fra verdens religioner. Men før eller senere må man erkende at man også har et åndeligt behov der må dækkes. Man spørger sig selv: ’Hvordan er vi kommet her? Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med livet? Hvad vil fremtiden bringe?’

Det var tilfældet for en tidligere agnostiker, Masao Fujimaki, der siger: „Lige fra jeg var ung har jeg tænkt over livet og døden. Døden forekom mig at være en stor tragedie, et spild. Uanset hvilket mål man satte i livet, forekom det mig tomt og nytteløst.“

For at udfylde dette tomrum vender folk der har forkastet den organiserede religion eller troen på en Skaber, sig ofte med religiøs lidenskab til en eller anden erstatning for Gud. Videnskab, politik, filosofi, ja selv agnosticisme og ateisme bliver den religion de ivrigt går ind for.

Den populære videnskabsmand Carl Sagan sagde for eksempel engang i et interview: „Hvis man beskæftiger sig med videnskaben, vil man finde en sindrighed, dybde og betagende skønhed som, tror jeg, virker langt stærkere end det nogen bureaukratisk religion kan tilbyde.“ Derefter tilføjede han: „Jeg tror endda godt jeg tør sige at den form for ærefrygt man får for den storladne natur, i sig selv er en religiøs oplevelse.“

Men dækker sådanne ’oplevelser’ virkelig menneskets åndelige behov? Masao Fujimaki, som vi citerede ovenfor, svarer: „Jeg blev helt opslugt af mit studium af elektriciteten, og jeg følte at de love der styrede elektriciteten var det eneste jeg kunne stole på. Men der var stadig noget der manglede i mit liv. Jeg måtte kende Guds navn og hans hensigt med mig.“

Og Alexándr Solsjenítsyn, der i sine unge dage betragtede sig selv som marxist, gav udtryk for en negativ holdning til ateismen i en takketale han holdt for nylig. Han sagde: „Hele det 20. århundrede er ved at blive suget med af ateismens og selvødelæggelsens malstrøm. Vi kan nu kun med beslutsomhed række ud efter Guds kærlige hånd som vi så ubesindigt og selvbevidst har skubbet væk . . . Der er ikke andet at holde fast ved i dette skred.“ Dette lyder bestemt ikke som om irreligiøsitet eller ateisme er svaret, vel?

Find vejen

Betyder det så at en religion er god når blot den udfylder et tomrum og tilfredsstiller visse af sjælens længsler? Nej, det kan ikke være tilfældet, for som vi har set frembringer ikke alle religioner den rette frugt selv om de har et ydre skær af hellighed. Hvordan finder man da blandt de mange religioner den tro der kan give én virkelig tilfredshed?

Da Abraham Lincoln skulle forklare hvorfor han ikke sluttede sig til en kirke, sagde han: „Hvis en kirke over sit alter som de eneste medlemsbetingelser vil skrive Frelserens sammenfatning af Loven og evangeliet: ’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv’ — så vil jeg af hele mit hjerte og med hele min sjæl tilslutte mig den kirke.“

De ord som Lincoln citerede, stammer fra Jesus Kristus og findes i Bibelen i Lukas 10:27 (da. aut.). Heraf fremgår det tydeligt at kærlighed — til Gud og næsten — er den sande tros kendetegn. Det er ikke så mærkeligt at folk vender sig bort fra al religion når de ser såkaldt kristne og andre religiøse mennesker kæmpe og myrde hinanden i blodige krige, og når de ser dem leve et umoralsk liv der skader dem selv og andre.

I hele verden er Jehovas vidner til gengæld blevet kendt som et folk der holder sig strengt neutralt i nationernes konflikter. Under den anden verdenskrig blev mange hundrede af dem henrettet fordi de nægtede at fire på de kristne principper. I nogle lande i dag ved unge mænd blandt Jehovas vidner at de, når de er færdige med deres uddannelse, kan se frem til mange års fængsel fordi de nægter at udføre tvungen militærtjeneste. I visse andre lande, hvor en uddannelse sættes meget højt, er skolebørnene villige til at give afkald på en uddannelse for ikke at blive tvunget til at tage del i den militære oplæring der følger med. Hvorfor? Ikke fordi de er stats- og samfundsfjendtlige, men fordi deres kærlighed til Gud og næsten får dem til ikke at deltage i verdens voldelige anliggender.

Hvordan forholder det sig da med en god moral i tale og adfærd? Nogle siger: ’Findes der ikke pæne mennesker inden for alle religioner?’ Jo, men denne „pænhed“ har i mange tilfælde kun lidt at gøre med kærlighed til Gud, og ofte trænges den i baggrunden af dårlige egenskaber i kritiske tider. De ovenfor citerede ord af Jesus Kristus viser at kærligheden til næsten kommer i anden række i forhold til kærligheden til Gud. Sand næstekærlighed må være grundlagt på, eller motiveret af, kærlighed til Gud.

Foruden at Jehovas vidner bestræber sig på at leve et godt og moralsk rent liv, viser de denne kærlighed ved frivilligt at bruge af deres tid og kræfter til at gå fra hus til hus for at dele noget helt enestående med andre — det bibelske håb om evigt liv her på jorden i fred og harmoni med mennesker og Gud. — Esajas 45:18; Åbenbaringen 21:4.

Valget er dit

Vi har i denne artikelserie betragtet flere aspekter i forbindelse med verdens religioner. Først har vi set at selv om der i dag er så mange religioner, stammer de alle fra samme kilde, den falske babyloniske religion, og derfor er den frugt de frembringer en skuffelse. Derefter har vi undersøgt alternativerne, nemlig irreligiøsitet, agnosticisme og ateisme, og har set at disse og andre „erstatningsreligioner“ ikke kan dække menneskets behov.

Hvad vil du gøre nu, i betragtning af dette? Vil du være som ham der beskrives i Salme 10:4 (NW) der ’ikke søger’ fordi „alle hans tanker er: ’Der er ingen Gud’“? Eller vil du tage imod Jehovas vidners indbydelse og søge den sande Gud og den tro han godkender?

Masao Fujimaki, der vaklede mellem troen på videnskaben og behovet for at kende Gud og meningen med livet, traf et valg. „Da en missionær fra Jehovas Vidner besøgte mig, sagde jeg med det samme ja til et bibelstudium,“ fortæller han. Som studiet gik frem, begyndte han at se hvor pålidelige og nøjagtige Bibelens profetier er, idet mange af dem har fået deres opfyldelse. „Dette gjorde et stort indtryk på mig,“ siger han, og det fik ham til at drage den slutning at Jehova Gud og hans løfter er troværdige.

Da han senere begyndte at komme sammen med Jehovas vidner, så han den samme egenskab, troværdighed, hos dem, og han besluttede sig til selv at blive et vidne. Han blev døbt efter at han havde studeret Bibelen i cirka et år, og senere blev han ældste i den lokale menighed.

Han forstod hvad det gjaldt, og traf det rette valg. Det er som Moses sagde til israelitterne da de lå lejret på Moabs sletter lige før de skulle ind i det forjættede land: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ (5 Mosebog 30:19, 20) Ja, der skal træffes et valg, og det er dig der må træffe det. Hvad vil du gøre?

[Tekstcitat på side 14]

I visse autoritære lande har børn blandt Jehovas vidner givet afkald på en uddannelse for ikke at blive tvunget til at tage del i den militære oplæring der følger med.

[Illustration på side 13]

En af den sande tros frugter er fred mellem mennesker af alle nationaliteter og racer