Side 2

I de sidste 20-30 år har der været et voksende krav om befrielse — ikke fra undertrykkelse, men fra moralske hæmninger og begrænsninger. P-pillen, de nye abortlove og de ’sikre’ midler mod kønssygdomme syntes at love en ny æra med total seksuel frihed. Men hvordan er det gået? Er resultatet blevet sand frihed og lykke?

En sejlivet epidemi — Skyggesiden af den seksuelle revolution 3

Projektøren rettes mod herpes og AIDS 7

„Den nye moral“ — høster den hvad den har sået? 11

En sejlivet epidemi — Skyggesiden af den seksuelle revolution

NOGLE siger at det er Christoffer Columbus’ skyld. Hvis det er sandt, havde hans søfolk måske andet end guldsmykker og vilde rygter med hjem fra Den nye Verden. I deres legemer bar de måske kimen til en pest.

Det er dog ikke alle forskere der støtter denne teori. Nogle hævder endda at pesten er „lige så gammel som menneskeheden selv“ og at man kan finde spor af den i ægyptiske mumier. Skrifter fra fortiden synes at give en umiskendelig beskrivelse af symptomerne. „Hvordan skulle så få søfolk desuden have kunnet smitte så mange andre?“ spørger de.

Pestens oprindelse er således genstand for debat blandt videnskabsmænd og vil måske forblive et mysterium. Én ting står dog fast: Ved slutningen af det 15. århundrede (kort efter Columbus’ hjemkomst) opstod der pludselig en pest i Europa der spredtes som en løbeild. Tusinder — måske millioner — døde. Og i den påfølgende panik blev sygdommens ofre jaget, sat i karantæne — endog hængt eller druknet.

Ikke overraskende begyndte de bekymrede lande at skyde skylden på hinanden. Skribenten Louis Lasagna skriver: „Englænderne og tyrkerne kaldte dette onde for den franske syge, perserne gav tyrkerne skylden for det, flamlænderne og hollænderne døbte det den spanske pest, franskmændene kaldte det den italienske eller neapolitanske syge, italienerne skød skylden på enten spanierne eller franskmændene, portugiserne benævnte det den kastilianske syge . . . russerne mente at det var en polsk lidelse, og polakkerne tilskrev tyskerne den.“ Maximilian I, kejser i det tysk-romerske rige, udtænkte imidlertid en mere ’ophøjet’ teori. I et edikt fra 1495 erklærede han at sygdommen var en straf for blasfemi.

Blot 35 år senere spandt lægen og digteren Fracastoro en ende om en hyrde der led af denne sygdom. Digtet i sig selv er sikkert for længst gået i glemmebogen, men det navn han gav hyrden — som sygdommen er opkaldt efter — huskes stadig: Syphilus.

Nægter at forsvinde

Man skulle måske tro at pestsygdomme der hærger, dræber og lemlæster, i vor moderne verden, hvor man kender til brugen af scannere og laser-kirurgi, for længst var gået samme vej som dinosaurerne. Men syfilis og en lang række andre alvorlige lidelser er i virkeligheden blevet lige så uadskillelig en del af det 20. århundrede som luftforureningen. Før i tiden kaldte lægerne vor tids pest, kønssygdommene, for veneriske sygdomme, efter Venus, de gamle romeres kærlighedsgudinde. I dag bruges også en anden benævnelse, der fokuserer på hvordan sygdommen overføres: nemlig „seksuelt overførte sygdomme“.a Dette udtryk dækker et helt „forbryderalbum“ på omkring 20 lidelser med ildevarslende navne — lige fra herpes, der så ofte optræder i avisernes overskrifter, til den ukendte sygdom shigellosis. (Se rammen.) FNs verdenssundhedsorganisation oplyser at seksuelt overførte sygdomme er en „verdensomfattende epidemi“.

Folk er derfor begyndt at se mere forbeholdent på den lovpriste „seksuelle revolution“. Mange lod sig i første omgang blænde af dens glans og herlighed, og får først nu øje på dens skyggesider: fremmedgørelse, smerte og sorg.

„En tid med ’seksuelt anarki’“

„En epoke med omfattende forandringer i seksualmoralen er nu ved at opstå i Amerika. Man har udtrykt frygt for at nationerne måske går en tid med ’seksuelt anarki’ i møde.“ Dette skrev et foruroliget U.S.News & World Report i 1966. Men det der dengang chokerede læserne, fremkalder i dag næppe mere end en gaben.

Hvad er grunden til denne ændring? Flere faktorer der faldt sammen i 1960erne. P-pillen gjorde det for eksempel tilsyneladende let at have kønslig omgang uden konsekvenser. Det samme gjorde den liberale abortlovgivning som nogle lande vedtog. År med økonomisk, social og endda politisk strid fik folk til at sætte spørgsmålstegn ved hævdvundne værdier. Og apostlene for „den nye moral“ gik foran — læger, politikere, filosoffer, skribenter og endda præster, som forkyndte at de „gamle“ seksuelle normer var undertrykkende og skadelige.

Resultaterne? Det der er blevet kaldt „en drastisk forandring i retning af principløshed“. Folk satte sig for at de selv ville erfare den seksuelle frihed. „Jeg glædede mig til en ny tidsalder med seksuel frihed,“ husker forfatteren Celia Haddon. „Jeg var overbevist om at det seksuelle forhold mellem mænd og kvinder snart ville blive mere ærligt, mere tilfredsstillende og mere glædebringende.“

Mange finder imidlertid ikke tilfældige seksuelle forbindelser særlig tilfredsstillende. Urealistisk høje forventninger giver blot nye bekymringer og skuffelser. Nu offentliggøres der så rapporter om at kønssygdomme spredes med epidemisk hastighed i hele verden. For de ’seksuelt aktive’ er risikoen for at blive smittet ikke længere fjern — den er en forfærdende risiko man ikke kan lukke øjnene for. Intet under at selv inkarnerede fortalere for ’fri kærlighed’ er begyndt at blive bange!

Og de der ikke er det burde måske være det.

De dødbringende sygdomme

Syfilis slår ikke længere millioner ihjel som den gjorde på Columbus’ tid, men den er stadig farlig. Lægevidenskaben fortæller at den spiralformede syfilis-bakterie (Treponema pallidum) udsondres fra åbne sår eller udslæt på offerets kønsorganer. Sygdommen smitter ved kønslig kontakt. Når syfilisbakterien er trængt ind i et nyt offer, styrer den mod blodårerne og lymfesystemet, og vil — hvis den ikke standses — til sidst inficere hele legemet. Men syfilisbakterier er langsomme. Der går 10 til 90 dage før offeret bemærker det karakteristiske syfilissår på det sted hvor bakterien er trængt ind — som regel kønsorganerne. Hvis tilstanden ikke kommer under behandling kan bakterien gøre uoprettelig skade på livsvigtige organer, ja, den kan endda forårsage død.

Det var en læge fra det 2. århundrede ved navn Galenos som fandt et navn til den sygdom der næsten altid nævnes i samme åndedrag som syfilis — gonorré. Denne sygdoms mest karakteristiske symptom er en svidende fornemmelse ved vandladning. Det amerikanske sundhedsministerium har imidlertid gjort opmærksom på at „symptomerne hos kvinder ikke nødvendigvis er så tydelige at patienten aner uråd eller føler sig foranlediget til at søge hjælp“. Og hos mænd forsvinder symptomerne som regel efter et par måneder. Alligevel kan gonorré stadig være på vej ind i blodsystemet og inficere livsvigtige organer, oplyser læger. Kvinder er særlig udsatte for komplikationer i forbindelse med gonorré. The Journal of the American Medical Association (Den amerikanske Lægeforenings tidsskrift) har skrevet: „Den alvorligste af disse komplikationer er underlivsbetændelse . . . Hvert år behandles næsten en million kvinder i De forenede Stater for underlivsbetændelse.“ Med hvilke resultater? „Ufrivillig sterilitet, svangerskab uden for livmoderen, og kroniske smerter i underlivet.“

Interessant nok stammer en stor del — måske størstedelen — af disse tilfælde af underlivsbetændelse fra en sygdom som de fleste end ikke har hørt om — clamydia. Det amerikanske center for sygdomskontrol oplyser: „Infektioner forårsaget af Chlamydia trachomatis er de mest udbredte seksuelt overførte sygdomme i De forenede Stater i dag.“ I samklang hermed har The Age fra Australien skrevet at stigningen i antallet af infektioner med clamydia udgør „en snigende fare“. Symptomerne på clamydia ligner gonorré så meget at selv læger lader sig narre.

„Desværre betragter mange læger stadig clamydia som en mindre alvorlig sygdom,“ udtaler dr. Yehudi M. Felman. (Medical World News) Men de der er ofre for clamydia-infektioner, i De forenede Stater alene er der to og en halv til tre millioner, synes næppe at sygdommen kan kaldes „mindre alvorlig“. For de børn der fødes af mødre som lider af sygdommen, er den bestemt heller ikke „mindre alvorlig“. Mange af dem rammes af lungebetændelse eller blindhed.

Syfilis og gonorré indtager således ikke længere en helt så fremtrædende stilling i rækken af kønssygdomme. Hele 84 procent af de behandlingskrævende kønssygdomme i Storbritannien skyldes andre lidelser end syfilis og gonorré (deriblandt nogle af de mere ukendte, som blød chanker og granuloma inguinale). Men hvad er grunden til at denne pest ikke for længst er blevet udryddet?

„Forsvundet fra jordens overflade“

„Som følge af behandling med antibiotika,“ erklærede dr. John F. Mahoney i 1949, „er gonorré næsten forsvundet fra jordens overflade som en klinisk og almen sundhedsfare af betydning.“ Disse ord karakteriserer hvilken tro lægegerningens udøvere — og folk i almindelighed — nærede til de nye former for ’mirakelmedicin’, som for eksempel penicillin. Mange læger mistede interessen for at beskæftige sig med kønssygdomme, da de var overbeviste om at videnskaben havde tildelt dem dødsstødet. I Central- og Vestafrika havde FN-programmer med det formål at udrydde syfilis og lignende sygdomme tilsyneladende så stor virkning at myndighederne slækkede på deres bestræbelser for at holde øje med situationen.

De hurtige forandringer i 1960erne kom derfor bag på så godt som alle. Mellem ’1965 og 1975 tredobledes antallet af kendte tilfælde af gonorré i De forenede Stater,’ meddeler det amerikanske center for sygdomskontrol. Den større rejseaktivitet, som jetflyene gav næring til, var medvirkende til at sygdommene spredtes fra det ene land til det andet. En verdensomfattende epidemi af kønssygdomme var således under opsejling, og som Theodor Rosebury har skrevet i Microbes and Morals: „Man gjorde den forfærdende opdagelse at unge læger og medicinstuderende så godt som intet vidste om [kønssygdomme].“

Lægerne har derfor haft svært ved at holde trit med kønssygdommenes epidemiske vækst, skønt de hævder at der findes effektive behandlingsformer for de fleste.b Folk pådrager sig simpelt hen sygdommene hurtigere end lægerne kan kurere dem.

I mange år er menneskeheden blevet plaget af flere seksuelt overførte sygdomme, men to af dem har navnlig fået omtale i medierne i den senere tid, nemlig herpes og AIDS. Disse to sygdomme vil vi se nærmere på i den følgende artikel.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

„Man gjorde den forfærdende opdagelse at unge læger og medicinstuderende så godt som intet vidste om [kønssygdomme]“

[Ramme på side 4]

En ufuldstændig liste over seksuelt overførte sygdomme

Syfilis

Gonorré

Hepatitis B

Genital herpes

Blød chanker

Fladlus

Lymphogranuloma venereum

Chlamydia trachomatis

Ureaplasma urealyticum

Kondylomer

Fnat

Granuloma inguinale

Trichomoniasis

AIDS

Kilde: Det amerikanske center for sygdomskontrol

[Illustrationer på side 5]

De hurtige forandringer i 60erne førte til den såkaldte seksuelle revolution og en liberalisering af moralnormerne

Projektøren rettes mod herpes og AIDS

„JEG føler mig som en spedalsk. Hvem ville ikke tage afstand fra mig hvis jeg fortalte at jeg lider af en uhelbredelig sygdom der kan overføres ved seksuelt samvær?“ siger en der har pådraget sig den meget omtalte sygdom genital herpes. Den breder sig voldsomt i De forenede Stater, Canada, Europa og Japan. Man har anslået at der hvert år smittes 200.000 til 500.000 med sygdommen, alene i De forenede Stater. En læge mener at der „i Canada hvert år diagnosticeres mellem 20.000 og 50.000 nye tilfælde af genital herpes“.

Hvad er grunden til alt dette? Lægevidenskaben oplyser at årsagen er en ganske lille partikel, et virus, der er medlem af en stor herpes-„familie“. Skoldkopper og helvedesild hører til de almindelige sygdomme der forårsages af herpesvirus. Det virus der fremkalder genital herpes ligner det der fremkalder de almindelige forkølelsessår man får om munden — og til tider er der tale om det samme virus. Men når kønsorganerne angribes af herpes, har offeret som regel (men ikke altida) pådraget sig lidelsen på en bestemt måde: ved seksuel kontakt med en anden der lider af genital herpes.

Tre til syv dage efter herpes-infektionen mærker den smittede en brændende eller prikkende fornemmelse i området omkring kønsorganerne — forløberen for smertefulde, væskefyldte blærer. Sårene piner deres ofre i to til seks uger før de heles. Men herpes forsvinder ikke ud af kroppen. Læger forklarer at sygdommens kim via nervebaner søger tilflugt i nervecentre ved den nederste del af rygraden. Dér ligger sygdommen i dvale indtil et eller andet (for eksempel stress) atter aktiverer viruset. Det bevæger sig så ad nervebanerne tilbage til hudoverfladen, og sygdommen bryder ud på ny.

Den mest snigende virkning af herpes er måske den rent følelsesmæssige. Dr. Oscar Gillespie udtaler: „Det største problem i forbindelse med herpes ligger ikke så meget i selve viruset som i de forstyrrelser i dagligdagen, den frygt og tvivl som dets tilstedeværelse kan fremkalde.“ Et offer fortæller: „Det er meget vanskeligt at beskrive den vrede, skyldfølelse og magtesløshed som man overvældes af når man lider af herpes. Jeg tror at kun en anden herpes-patient kan sætte sig ind i det.“ En sådan følelsesmæssig uro forlænger imidlertid lidelsernes cyklus, i mange tilfælde ved at fremkalde flere udbrud af sygdommen.

Hvorfor kaldes sygdommen uhelbredelig?

Hvorfor tilintetgør kroppens immunforsvar ikke det irriterende herpesvirus? Læger forklarer at herpes undgår denne skæbne ved at fæstne sig til en celle, trænge ind gennem dens ydre membran og gemme sig derinde. Når den er nået sikkert ind i cellen, overtager den hurtigt kontrollen med cellens „hjerne“, og forvandler cellen til en sand herpes-fabrik! Mellem 80.000 og 120.000 nye virus dannes inden for tre til fem timer. Cellemembranen brister så, og en hel hær af farlige partikler flyder ud i blodet og inficerer andre celler.

Det er grunden til at lægerne siger at herpes er svær at udrydde. En kur måtte på en eller anden måde trænge ind i de inficerede celler for at slå viruset ihjel. Eller de inficerede celler måtte dræbes uden at de raske blev ødelagt. Det er ikke så underligt at lægevidenskaben indtil nu står magtesløs. (Se rammen.) Nye rapporter om herpes-vacciner der er ved at blive afprøvet, giver måske et glimt af håb. Forebyggelse kan måske hjælpe millioner, men hvad med dem der allerede har sygdommen?

AIDS — en ny kønssygdom?

„I hele min professionelle karriere har jeg aldrig oplevet en mere frustrerende og fortvivlende situation,“ udtaler dr. Peter Mansell ifølge Newsweek. Han hentyder til en sygdom der har vakt opmærksomhed verden over: AIDS (erhvervet immundefekt-syndrom). Denne sygdom ytrer sig ved at legemets immunforsvar ophører med at fungere. Sygdommens ofre bukker derfor under for sjældne former for kræft og lungebetændelse.

Hvor meget har AIDS bredt sig? Indtil nu kender man til 4000 tilfældeb i De forenede Stater alene. Mindst 32 andre lande har meldt om forekomster af sygdommen. Lande der indtil nu ikke har mærket noget videre til AIDS, for eksempel Japan, har gjort sig rede til at gribe ind over for sygdommen — for alle tilfældes skyld.

Det lader til at dødelighedsprocenten er chokerende høj blandt AIDS-patienter. Over 60 procent af dem sygdommen er blevet konstateret hos, er døde inden for et år. Nogle frygter at alle AIDS-ofre til sidst vil dø af sygdommen. Den begynder ellers uskyldigt nok med influenzalignende symptomer, træthed og vægttab. Desværre forholder det sig som Frederick P. Siegal har bemærket: „Når lægerne opsøges af AIDS-patienterne, er spillet i de fleste tilfælde ude.“

Ifølge det amerikanske center for sygdomskontrol løber aktive homoseksuelle (med flere forskellige partnere) den største risiko for at pådrage sig AIDS. Andre risikogrupper er blødere og stiknarkomaner.c Men da rundt regnet 70 procent af AIDS-ofrene er homoseksuelle, har man en stærk mistanke om at sygdommen i de fleste tilfælde overføres ved seksuel kontakt.

Panik på grund af AIDS

„Frygten spredes langt hurtigere end sygdommen,“ kunne man læse i bladet Discover. Der er ingen tvivl om at overskrifter som „AIDS smitter måske ved berøring“ har forværret denne frygt:

● Hospitalspersonale har nægtet at behandle AIDS-patienter.d

● Bedemænd har været uvillige til at balsamere lig af AIDS-ofre.

● Politiet i San Francisco i Californien har fået udleveret masker og gummihandsker for at undgå at blive smittet med AIDS når de gav førstehjælp.

● Teknikere har nægtet at sætte en mikrofon op for et AIDS-offer der skulle interviewes i fjernsynet. Hensigten med udsendelsen var ellers netop at dæmpe frygten for AIDS.

● Direkte telefonlinjer med vejledning angående AIDS „er blevet bombarderet med opringninger fra folk som spørger om man kan få AIDS af at røre ved stropper i S-tog eller toiletsæder der er blevet benyttet af homoseksuelle“.

Det er imidlertid de homoseksuelle der har mærket den stærkeste virkning. Barer og badeanstalter der besøges af homoseksuelle beretter om en afmatning i forretningen på grund af folks frygt for at blive smittet med AIDS. Og da homoseksuelle med flere partnere løber den største risiko, har nogle foretaget drastiske forandringer i deres livsstil. Få, om overhovedet nogen, er dog blevet så bange at de er begyndt at leve som heteroseksuelle, men nogle har undgået anonyme seksuelle kontakter og har slået sig ned i „monogame“ forhold.

AIDS-ofrene selv lider dog de største kvaler. Naboer, arbejdskammerater og elskere undgår dem, og samtidig må de bære byrden ved at lide af en uhelbredelig sygdom. „Det hænger hele tiden over hovedet på én,“ siger en AIDS-patient. „Der er en konstant og altoverskyggende risiko for at man en dag får en ny sygdom som ens ødelagte immunforsvar ikke kan bekæmpe.“

Til en vis grad har man måske nok overreageret på AIDS, men frygten for sygdommen er ikke ubegrundet. AIDS er en langsom dræber. Og rapporter om at sygdommen kan spredes til folk i almindelighed gennem blodtransfusioner har givet anledning til endnu større frygt og harme. (Se rammen på side 9.)e De homoseksuelle bliver altså ikke blot behandlet fjendtligt, men lever også en yderst farefuld tilværelse.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 10]

Dr. Frederick P. Siegal udtaler: „Når lægerne opsøges af AIDS-patienterne, er spillet i de fleste tilfælde ude.“

[Tekstcitat på side 10]

Chokket ved at pådrage sig en kønssygdom har fået mange til at se promiskuitet i et nyt lys

[Ramme på side 8]

Kan herpes helbredes?

Uduelige kure mod herpes har ikke blot vakt falske forventninger men i nogle tilfælde ligefrem forværret en i forvejen dårlig tilstand, siger læger. Blandt de behandlingsformer der ifølge det amerikanske center for sygdomskontrol ikke virker, kan nævnes vacciner, immunstimulanser, C-, E- og B12-vitaminer, særlige diæter, zink, tabletter med mælkebakterier (acidophilus), steroidcremer og lysbehandlinger.

Men hvorfor hævder så mange at disse „kure“ hjælper? Lægerne minder os om hvad det er der synes at fremkalde nye anfald af herpes — stress og bekymringer. Næsten et hvilket som helst middel der beroliger folk og gør dem mindre bekymrede kan tilsyneladende kurere lidelsen — midlertidigt. Som regel er det dog kun et spørgsmål om tid før herpesviruset, der stadig ligger skjult i cellerne, atter går til angreb. Der er naturligvis delte meninger om nogle af disse behandlingsformer, men man gør klogt i at undersøge en behandlingsform grundigt før man underkaster sig den.

I øjeblikket er det bedste lægevidenskaben kan tilbyde, en lindring af symptomerne. Et middel ved navn Acyklovir er for eksempel blevet godkendt til brug i De forenede Stater. Det synes at fremskynde helingen af herpessår, men hindrer desværre ikke sygdommen i at bryde frem på ny.

Læger giver herpes-patienter nogle fornuftige råd der også kan give en vis lindring. Man mener at hvile, varme bade, omslag, isposer og det at holde sårene tørre kan være en hjælp, skønt disse forholdsregler langtfra kan kurere sygdommen.

[Ramme på side 9]

AIDS og blod

Først var det bløderne. Behandlingen for deres lidelse (koaguleringsfaktor VIII) udvindes af blod fra hundreder af donorer. Da nogle blødere fik AIDS faldt mistanken derfor omgående på blod. Senere blev et spædbarn der havde fået en transfusion med blod fra et AIDS-offer, smittet med sygdommen. Risikoen for at få AIDS efter en blodtransfusion syntes lille, men alligevel udsendte det amerikanske center for sygdomskontrol en advarsel om at „medlemmer af risikogrupper for AIDS [først og fremmest homoseksuelle] burde afholde sig fra at give plasma og/eller blod“.

Det var imidlertid lettere sagt end gjort at få bloddonorerne til at samarbejde. Og de homoseksuelle har besvaret forslag om at de skulle udelukkes fra at give blod, med påstande om „diskrimination“! Læger i Europa har derfor talt om at standse al import af blodprodukter fra USA, og nogle patienter har nægtet at modtage blodtransfusion.

Frygt for at man kunne få AIDS ved at bruge de samme kanyler som andre, har givet anledning til midlertidig panik blandt bloddonorer. En talsmand for en sammenslutning af bloddonorer i New York har til Vågn op! sagt at blodafgivningen faldt med 25 procent i løbet af juli måned 1983. Og dette på trods af at kanylerne steriliseres og vacuumpakkes før de bruges, og destrueres og smides ud efter brugen.

Man har for nylig bekendtgjort opdagelsen af en ny metode til undersøgelse af blod, og denne kan måske beskytte blodbeholdningen mod AIDS-smitte. Frygten for AIDS har imidlertid mindet folk om at blodtransfusion er en praksis der medfører alvorlige risici.

[Diagrammer på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Første stadium: Et herpesvirus fæstner sig til en celle og trænger ind gennem dens ydre membran.

CELLEVÆG

CELLEKERNE

CELLENS DNA

HERPES-VIRUS

VIRUS-DNA

Andet stadium: Virus overtager cellekernen og begynder at danne herpesvirus i tusindvis.

CELLEKERNEN ØDELÆGGES

VIRUS-KERNE

NYT VIRUS

VIRUS-DNA

Tredje stadium: Cellevæggen brister, og titusinder af virus frigøres.

CELLEVÆG

„Den nye moral“ — høster den hvad den har sået?

„GUD har erstattet ild og svovl med AIDS,“ skrev en harmfuld læser til New York Post. Mange mener ligeledes at den epidemiske hastighed hvormed AIDS, herpes og andre kønssygdomme spredes, ikke udelukkende er en følge af den såkaldte seksuelle revolution. De betragter det som Guds straf for promiskuitet.

Epidemien med disse kønssygdomme er skræmmende. Men Bibelen siger ikke noget om at Gud gør brug af sygdomme som en straf for egensindig opførsel i dag. Sygdomme er en uundgåelig følge af den synd som hele menneskeheden har arvet. (Romerne 5:12) Selv gudfrygtige mennesker med en ret adfærd bliver derfor syge fra tid til anden.

Ikke desto mindre kan man ofte forbedre sin lod i livet — helbredet indbefattet — ved at leve efter Guds normer. Bibelen fordømmer for eksempel overdreven nydelse af alkoholiske drikke. (1 Korinter 6:9, 10; 1 Timoteus 3:8) I Ordsprogene 23:29-34 finder vi nogle af grundene til at dette er en fornuftig vejledning:

„Hvem har ak, og hvem har ve, hvem har kiv, og hvem har klage? Hvem har sår uden grund, hvem har sløve øjne? De, som sidder sent over vinen, . . . [den] bider til sidst som en slange og spyr sin gift som en øgle; dine øjne skuer de sælsomste ting, og bagvendt taler dit hjerte; du har det, som lå du midt i havet, som lå du oppe på en mastetop.“

Ja, kvæstelser, ødelagt helbred og hallucinationer hører til drukkenskabens ubehagelige konsekvenser. Man kan imidlertid ikke give Gud skylden for disse lidelser. Den enkelte pådrager sig dem ved at ignorere Guds normer. I Galaterbrevet 6:7, 8 læser vi: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød.“

Det samme princip gælder i forbindelse med seksualmoral. I Første Korinterbrev 6:18 advarer Bibelen: „Flygt fra utugt. . . . den der øver utugt synder imod sit eget legeme.“ „Utugt“ dækker en lang række seksuelle synder, deriblandt kønsligt samvær før ægteskabet samt homoseksualitet. Læg mærke til at utugt er en synd mod ens eget legeme. „Legemet er ikke bestemt for utugt,“ skrev Paulus. (1 Korinter 6:13) Menneskets forplantningsevne blev dannet med en hellig hensigt: at befolke jorden med en retfærdig slægt. (1 Mosebog 1:28) Det seksuelle samvær skulle også tjene som en kilde til gensidig glæde for ægtepar. — 1 Korinter 7:3-5; Ordsprogene 5:18-20.

Kønsligt samvær med skiftende partnere er en hån mod denne velsignede ordning. Det virker derfor moralsk nedbrydende og gør én uren i Guds øjne. I sidste ende vil det føre til den dom der beskrives i Første Korinterbrev 6:9, 10: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ En der ’synder mod sit eget legeme’ kan også ’høste hvad han har sået’ i fysisk og følelsesmæssig forstand. Kønssygdommene er kun et enkelt af en lang række problemer som mennesker med en umoralsk livsform kan komme ud for: skilsmisser eller ustabile ægteskaber, gentagne hjertesorger, frygt for graviditet, mistillid til andre. Også homoseksuelle ’pådrager sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjener,’ læser vi i Bibelen. (Romerne 1:27) Deres højst uanstændige seksuelle handlinger — hvad enten de udføres med flere forskellige partnere eller i et „monogamt“ forhold — er „unaturlige“. (Romerne 1:26) Bør det da overraske os at deres livsform medfører adskillige fysiske problemer?

’Fri kærlighed’ kræver sin pris

Vore dages pest, kønssygdommene, har ikke blot været årsag til fysisk ubehag for nogle få. Den har kastet sin skygge over en livsform der gav løfte om frihed, men som for mange kun har betydet hjertesorger og ulykke. Den opfattelse at man med p-pillen og penicillin kan give sig af med uret kønslig omgang uden konsekvenser har vist sig at være naiv og absurd. Naturligvis glæder kristne sig ikke over andres lidelser. Men de håber at de der fører et umoralsk liv, alvorligt vil overveje deres livsform og hvad den kan føre med sig. Det er ikke for sent — eller for svært — for disse at foretage de nødvendige forandringer. Det lykkedes fortidens kristne at slippe ud af umoralitetens snare; og i vor tid har Jehovas vidner hjulpet tusinder til at gøre det samme. — 1 Korinter 6:9-11.

Desværre lader det til at de fleste har besluttet at fortsætte ad deres selviske vej. I det lange løb er der ikke større sandsynlighed for at frygt for kønssygdomme vil fremme kyskheden end der er for at frygt for atombomber vil fremme freden. En college-studerende siger: „Jeg tror bestemt at folk tænker på AIDS og herpes. Men jeg tror ikke at sygdommene på nogen måde har begrænset den seksuelle revolutions virkninger blandt ret mange på min alder.“

Om AIDS, herpes og de andre kønssygdomme fortsat vil være i epidemisk vækst eller ikke, er i og for sig ligegyldigt. Skaden på ’den nye morals’ strålende facade er uigenkaldeligt sket. Den er blevet afsløret som en tom, værdiløs og farlig livsform. Fortalerne for ’fri kærlighed’ har til deres forfærdelse opdaget at uret „kærlighed“ ikke er så „fri“ endda.

Prisen er alt for høj.