Side 2

Flere og flere søger råd og vejledning angående kønsliv og ægteskab. Den katolske kirke gør krav på at være moralens vogter og at være i stand til at rådgive på dette område. Men har denne kirkes lære givet anledning til sund og gavnlig vejledning? Hvordan stemmer dens lære med hvad Bibelen siger?

Kirkens syn på kønsliv og ægteskab 3

Hvorfor blev cølibat indført? 4

Dogmet om „Marias evige jomfruelighed“ — og dens virkninger 7

Hvad siger Bibelen om kønslivet? 9

Kirkens syn på kønsliv og ægteskab

KØNSLIV og ægteskab er omstridte emner. Måske er det disse områder af tilværelsen der oftest får folk til at søge råd og vejledning. Bibelen har meget at sige om kønslivet, sandsynligvis mere end de fleste aner. Det samme har det største religiøse samfund i den vestlige verden, den romersk-katolske kirke.

Med sin lære angående kønslivet har den katolske kirke øvet en stærk indflydelse på millioner af sine tilhængeres liv, og navnlig er præsters og nonners tilværelse blevet berørt. Har virkningen af kirkens lære været gavnlig eller skadelig? Stemmer den katolske kirkes syn på kønslivet med det Bibelen siger om emnet? Disse spørgsmål vil vi prøve at besvare i denne artikelserie.

Den katolske kirkes holdning til kønsliv og ægteskab fremgår af A Catholic Dictionary, hvori der står: „De principper som har ledt Kirken til at fordre cølibat af sine gejstlige er . . . at de, når de kaldes til alteret, kan vælge et liv i kyskhed [afholde sig fra kønslig omgang], hvilket er mere helligt end ægteskabet.“

Hvis det ifølge den katolske kirke er „mere helligt“ at afholde sig fra kønslig omgang end det er at gifte sig, hvordan skal vi da betragte ægteskabet? Dette spørgsmål har historikere længe grundet over. I A History of Christianity spørger forfatteren, Paul Johnson, derfor: „Hvis cølibat følgelig var bedst og ægteskabet ringere, skønt tilladt, indebar dette da ikke at kønslivet i sit inderste væsen var ondt, og en form for legaliseret synd, selv inden for ægteskabets rammer?“

Pave Johannes Paul II’s stadige krav om at der skal vises større hengivenhed for „Jomfru Maria“, har på ingen måde fjernet dette indtryk af at ægteskabet er noget urent, om ikke direkte syndigt. Dogmet om Marias evige jomfruelighed fremmer den holdning at kønslivet er noget urent, da det jo er underforstået i dette dogme at det ægteskabelige samliv, selv efter Jesu fødsel, ville have besudlet Marias omdømme som en hellig kvinde.

Det er ikke så underligt at „arvesyndens mysterium“ og „Marias evige jomfruelighed“ er blandt de store problemer der plager oprigtige katolikker. „Hertil kan man føje pavens ufejlbarlighed, der betvivles i vide kredse,“ bemærker den katolske forfatter Jacques Duquesne.

Der er ingen tvivl om at det pavelige dekret der har gjort mest til at underminere katolikkernes tro på pavens ufejlbarlighed er encyklikaen (rundskrivelsen) Humanae Vitae, der blev udsendt af pave Paul VI i 1968. I dette dokument stadfæstedes den officielle katolske lære der forbyder brug af kunstige svangerskabsforebyggende midler. Encyclopædia Britannica oplyser at „denne encyklika fremkaldte en modstand [blandt katolikker] der kan beskrives som det voldsomste angreb i nyere tid på den pavelige læres autoritet. Hans [Paul VI’s] urokkelige standpunkt med hensyn til bibeholdelse af præstecølibatet . . . gav ligeledes anledning til megen hård kritik.“

Det er tydeligt at den katolske kirkes syn på ægteskab og præstecølibat har givet katolikkerne problemer. Hvorfor har kirken skabt disse problemer for sig selv? Hvad har fået den til at påtvinge præster og nonner cølibat og til at insistere på at Maria var „evig jomfru“?

Hvorfor blev cølibatet indført?

DET tvungne præstecølibat bliver mindre og mindre populært blandt katolikkerne. Da pave Johannes Paul II for nylig besøgte Schweiz, viste en opinionsundersøgelse at kun 38 procent af katolikkerne kunne gå ind for præstecølibat, og af en gallupundersøgelse fra 1983 fremgår det at 58 procent af katolikkerne i De forenede Stater mener at præster skal have lov til at gifte sig.

Alligevel har pave Johannes Paul II stadfæstet loven om præstecølibat, ligesom Paul VI gjorde i sin berømte encyklika Sacerdotalis Caelibatus (Præstecølibatet, 1967). Hvorfor bliver Vatikanet ved med at fastholde denne upopulære lov, selv om den synes at modarbejde dets egne interesser? Blev kravet om præstecølibat måske indstiftet af Kristus og apostlene?

Kravets oprindelse

I indledningen til denne encyklika indrømmer pave Paul VI at „Det nye Testamente, som bevarer Kristi og apostlenes lære . . . ikke [fordrer] cølibat af kirkens tjenere“. I The Catholic Encyclopedia hedder det ligeledes: „Disse passager [1 Timoteus 3:2, 12; Titus 1:6] synes fatale for den påstand at cølibatet allerede fra begyndelsen blev gjort obligatorisk for præsteskabet. . . . Denne valgfrihed har tilsyneladende varet ved gennem hele den periode som vi kunne kalde . . . kirkens første lovgivningsperiode, [det vil sige] frem til omkring Konstantins tid og tiden for kirkemødet i Nikæa.“

Hvis det tvungne præstecølibat hverken er indstiftet af Kristus eller af hans apostle, hvor stammer det da fra?

„I de gamle hedenske tider blev cølibatet holdt i ære,“ læser vi i M’Clintock og Strongs Cyclopædia. Af andre opslagsværker fremgår det at disse ’gamle hedenske tider’ går tilbage til fortidens Babylon og Ægypten. The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Da oldtidens store civilisationer blev til, opstod cølibatet i flere forskellige sammenhænge.“ Det havde for eksempel tilknytning til tilbedelsen af Isis, den ægyptiske frugtbarhedsgudinde, sådan som Britannica nævner: „Seksuel afholdenhed var et uafviseligt krav til dem der ærede hendes hellige mysterier.“

Alexander Hislop skriver desuden i sin bog The Two Babylons: „Enhver forsker ved at da tilbedelsen af den babyloniske gudinde Kybele blev indført i det hedenske Rom, blev den indført i sin primitive form, med et præsteskab der levede i cølibat.“

Hvordan er det gået til at den katolske kirke har efterlignet oldtidens hedenske religioner og antaget kravet om præstecølibat?

Hvorfor blev kravet indført?

For det første giver et ugift præsteskab kirkeledelsen øget magt. Da præsterne ikke har nogen arvinger til embedet, må der indsættes nye ved hierarkisk udnævnelse. Selv The Catholic Encyclopedia vedgår at Rom er blevet anklaget for at benytte cølibatet som et middel til „at sikre præsteskabets underkastelse under den romerske pavestols myndighed“.

Men det er ikke hele årsagen. Som det fremgår af oversigten „Præstecølibatets historie“ på næste side, blev kravet om cølibat først ophøjet til lov i det 12. århundrede. En pave der gjorde meget for at berede vejen for indførelsen af denne lov, var Gregor VII (1073-1085). Interessant nok siges det om ham at han „tydeligere end nogen anden så hvilken umådelig øget indflydelse det ville medføre hvis præsteskabet levede i cølibat“.

Men foruden at afstive den katolske kirkes hierarkiske system gav loven om præstecølibat også præsteskabet magt over det jævne folk. Georges Duby, en af Frankrigs førende historikere, har for nylig sagt om middelalderens munke og præster at de, fordi de levede i cølibat, „hierarkisk stod over andre; de havde ret til at herske over resten af samfundet“.

Resultaterne

Om resultaterne af at præsterne nægtes mulighed for at indgå ægteskab skriver The Catholic Encyclopedia: „Vi nærer intet ønske om at fornægte eller undskylde den meget lave moral hvortil det katolske præsteskab i forskellige perioder af historien og i forskellige lande der kalder sig kristne, undertiden er faldet.“ Selv i dag har præsters umoralitet i mange lande haft til følge at retskafne mennesker har mistet respekten for præsteskabet som sådant.

Loven om præstecølibat, der er hentet fra hedenske kulter, har også resulteret i en nedvurdering af ægteskabet, som er en ærefuld ordning der er indstiftet af Gud selv. (Mattæus 19:4-6; 1 Mosebog 2:21-24; Hebræerne 13:4) Som det hedder i The New Encyclopædia Britannica: „Denne idé om kultisk renhed har øget tendensen til at ægteskabet nedvurderes og til at kønslivet betragtes som noget djævelsk, og har resulteret i kravet om at præster og munke lever i cølibat, hvilket igen har givet anledning til en århundredlang strid inden for kirken.“

Præstecølibatet blev indført med skjulte motiver, hvilket kan forklare hvorfor det bevares. Det har dog hverken gavnet det katolske lægfolk eller præsteskabet. Kirken har endda selv lidt under det, eftersom det er en udbredt opfattelse at den nuværende mangel på præster for en stor del skyldes denne ubibelske lov.

Et andet aspekt af den katolske kirkes syn på ægteskab og kønsliv kommer for en dag når søgelyset rettes mod dogmet om Marias evige jomfruelighed.

[Tekstcitat på side 5]

„Det nye Testamente . . . fordrer ikke cølibat af kirkens tjenere.“ — Pave Paul VI

[Ramme på side 6]

Præstecølibatets historie

Det første århundrede: „Vi finder ikke i Det nye Testamente noget tegn på at cølibatet blev gjort obligatorisk for hverken apostlene eller for dem de ordinerede.“ — The Catholic Encyclopedia.

Det fjerde århundrede: „Det ældste vidnesbyrd om en lov om præstecølibat findes i kanon 33 fra synoden i Elvira [i Spanien], omkring år 300 e.v.t.“ — Dictionnaire de Théologie Catholique.

„Synoden i Nikæa [år 325] nægtede at påtvinge hele Kirken denne lov [Elvira-kanon 33].“ — A Catholic Dictionary.

Op til det tiende århundrede: „I århundreder var dette spørgsmål om præstecølibat genstand for konstant strid inden for Kirken. Unaturlige forbrydelser forekom i stort omfang blandt præsterne. I det niende og det tiende århundrede mente de tilsyneladende at deres embede gav dem frihed til udskejelser. . . . Mange præster levede åbenlyst i ægteskab, skønt synoderne hele tiden udstedte nye befalinger som gik dem imod.“ — M’Clintock og Strongs Cyclopædia.

Det ellevte århundrede: „Synoden i Paris (1074) erklærede uden tøven at loven om cølibat var utålelig og urimelig. . . . I lang tid håndhævedes loven i nogle lande kun delvis eller slet ikke. I England fandt synoden i Winchester i 1076 det rigtigt at give i det mindste præster der allerede var gift og som boede på landet eller i landsbyer, lov til at beholde deres hustru.“ — A Manual of Church History (katolsk) af F. X. Funk.

Det tolvte århundrede: „Til sidst blev der i 1123 ved Den første Lateransynode vedtaget en lov (stadfæstet i tydeligere vendinger ved Den anden Lateransynode, kanon vii), som, skønt den ikke i sig selv var særlig klart formuleret, hævdedes at erklære ægteskaber indgået af underdiakoner eller gejstlige af højere rang, ugyldige. . . . Dette kan siges at markere cølibatets sejr.“ (Kursiveret af os.) — The Catholic Encyclopedia.

Op til det sekstende århundrede: „I romerkirken gjorde vedtagelsen af loven [om cølibat] ikke ende på striden. I det 13. og det 14. århundrede gjorde mange eksperter i kirkelov og endda biskopper sig til talsmænd for indførelsen af den østlige [kirkes] lovgivning, som tillod præster at gifte sig. De fandt et bekvemt argument i den præstelige morals, ja selve den religiøse morals, forfald, der var kendetegnende for den tidlige middelalder. På de store konciler i Konstanz (1414-18), Basel (1431-39) og Trento (1545-63) krævede flere biskopper og teologer cølibatloven afskaffet.“ — Encyclopædia Universalis.

„Ved Tridentinerkoncilet (1545-63) var flere biskopper, samt kejser Karl V, stemt for en lempelse af [cølibat]regelen. Flertallet mente imidlertid at Gud ikke ville forholde nogen kyskhedens gave hvis de oprigtigt bad om den, og bestemmelsen om cølibat blev således endeligt og for altid pålagt den romersk-katolske kirkes præster.“ (Kursiveret af os.) — M’Clintock og Strongs Cyclopædia.

Det tyvende århundrede: „I forbindelse med Det andet Vatikankoncil (1962-65) er præstecølibatet igen blevet et stridspunkt i den romerske kirke. . . . Efter koncilet er antallet af præster der ønsker at fratræde embedet og gifte sig, steget stærkt. . . . Pave Paul VI udsendte imidlertid en encyklika, Sacerdotalis Caelibatus (23. juni 1967), som stadfæster den hævdvundne lov om cølibat.“ — Encyclopædia Britannica.

Dogmet om „Marias evige jomfruelighed“ — dets virkninger

NOGLE læsere er måske overraskede eller endda chokerede over at se dogmet om „Marias evige jomfruelighed“ behandlet under det generelle tema „Den katolske kirkes syn på kønslivet“. Det er afgjort ikke vor hensigt at krænke katolikker eller at stille Maria i et dårligt lys. Vi har tværtimod den største respekt for hende som en af Kristi trofaste disciple.

Vi mener desuden afgjort at Maria var jomfru da hun fødte Jesus. (Mattæus 1:18-23) Spørgsmålet er bare om hun forblev jomfru gennem hele sit jordiske liv.

Mange katolikker er i tvivl

Katolske opslagsværker viser at flere katolske teologer har tvivlet på at Maria forblev jomfru hele livet. Bibelen taler flere gange om Jesu brødre og søstre. (Mattæus 12:46, 47; 13:55, 56; Markus 6:3; Lukas 8:19, 20; Johannes 2:12; 7:3, 5) Nogle katolikker hævder imidlertid at disse ord betegner „slægtninge“, for eksempel fætre og kusiner. Er det sandt?

I The New Catholic Encyclopedia står der: „De græske ord . . . hvormed slægtskabet mellem Jesus og disse slægtninge betegnes, betød helbroder og helsøster i den græsktalende verden på evangelistens tid og ville naturligvis blive opfattet som sådan af den græske læser.“ Den katolske bibeloversættelse The New American Bible vedgår desuden i en fodnote til Markus 6:1-6, hvor Jesu brødre og søstre nævnes: „Der ville ikke være tvivl om meningen her hvis det ikke var for kirkens tro på Marias evige jomfruelighed.“

Det fremgår klart af Bibelen at Maria havde andre børn end Jesus; den katolske kirkes lære om at hun ikke havde dette, har derfor skabt polemik. En katolsk forfatter ved navn J. Gilles har grundigt gennemgået alt hvad Bibelen siger om emnet, og drager denne konklusion: „Jeg tror at jeg kortfattet og — af loyalitet mod Kirken — med velovervejede ord kan opsummere min undersøgelse som følger. . . . De FIRE KANONISKE EVANGELIER indeholder samstemmende vidnesbyrd om . . . at Jesus havde bogstavelige brødre og søstre i sin familie. . . . Disse logiske beviser taget i betragtning forekommer den [katolske kirkes] traditionelle holdning svag og skrøbelig.“

Men hvis der ikke findes noget bevis for „Marias evige jomfruelighed“ i Bibelen, hvor stammer denne tro da fra?

Dogmets oprindelse

„I flere gamle religioner havde jomfruelighed en sakral værdi,“ oplyser jesuiterpræsten Ignace de la Potterie. „Visse gudinder (Anat, Artemis, Athene) blev kaldt jomfruer.“ Men hvad har dette at gøre med Maria? Den katolske præst Andrew Greeley forklarer: „Mariasymbolet kæder kristendommen direkte sammen med de gamle religioner med deres modergudinder.“

Professor i kirkehistorie Ernst W. Benz har udtalt sig om denne forbindelse til gamle hedenske religioner. I The New Encyclopædia Britannica har han skrevet: „Ærefrygten for Guds moder bredte sig da den kristne kirke blev statskirke under Konstantin og de hedenske masser strømmede ind i kirken. . . . [Folkeslagenes] gudsfrygt og religiøse bevidsthed var i årtusinder blevet formet af dyrkelsen af ’de store modergudinder’ og ’den guddommelige jomfru’, en udvikling der stammede helt fra de gamle folkereligioner i Babylonien og Assyrien . . . Trods det ugunstige grundlag i evangelietraditionen fandt den kultiske dyrkelse af den guddommelige jomfru og moder en ny mulighed for at komme til udtryk gennem Mariadyrkelsen i den kristne kirke.“

Hvad har da fået den katolske kirke til at gå ind for en modereret udgave af tilbedelsen af „den store modergudinde“ og „den guddommelige jomfru“? Det var først og fremmest et ønske hos „de hedenske masser“ der strømmede ind i kirken; de følte sig hjemme i en kirke der tilbad ’en stor, jomfruelig moder’. Professor Benz pointerer at „Maria allerede på et tidligt tidspunkt blev tilbedt i Ægypten under titlen Guds moder (Theotokos)“. Tilbedelsen af „den guddommelige jomfru“ blev altså indført som en indrømmelse til „de hedenske masser“ i kirken.

Det første økumeniske kirkemøde i Nikæa (år 325) fremmede Mariadyrkelsen. Hvordan det? Jo, på dette kirkemøde blev treenighedslæren gjort til et officielt, katolsk dogme idet den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse erklærer at Jesus er Gud. Dette medførte at Maria blev betragtet som „Guds moder“. Og som professor Benz har sagt: „Koncilet i Efesus (431) ophøjede denne betegnelse til et dogme.“ Som det næste skridt blev Maria erklæret for „evig jomfru“; dette skete på den anden synode i Konstantinopel i år 553.

Dogmets konsekvenser

Professor ved Yale-universitetet J. J. Pelikan skriver: „Det asketiske ideals voksende betydning inden for kirken var med til at fremme dette syn på Maria som forbilledet på kvinden der forbliver jomfru hele livet igennem.“ Dette „asketiske ideal“ kom også til udtryk i udviklingen af munkevæsenet og cølibatet i århundrederne efter kirkemødet i Nikæa. Hundredtusinder af katolske præster, munke og nonner har bestræbt sig for at leve i kyskhed — nogle med held, mange uden held — fordi deres kirke lærer at kønslivet er uforeneligt med hellighed.

Det er meget betegnende at den såkaldte kirkefader „sankt“ Augustin „identificerede arvesynden med seksuel brynde“. Sandt nok kan de fleste af nutidens katolske teologer ikke gå ind for denne fortolkning. Men giver læren om Marias evige jomfruelighed og loven om tvungent cølibat for præster ikke det indtryk at kønslivet er noget urent? Og har Vatikanets — ofte understregede — holdning til skilsmisse og prævention ikke øget problemerne for millioner af katolikker?

Det væsentligste spørgsmål lyder imidlertid: Hvilken holdning til kønslivet gives der udtryk for i Bibelen?

[Tekstcitat på side 8]

„DE FIRE KANONISKE EVANGELIER indeholder samstemmende vidnesbyrd om . . . at Jesus havde bogstavelige brødre og søstre.“ — En katolsk forfatter

[Illustration på side 8]

’Mariasymbolet kæder kristendommen sammen med de gamle religioner med deres modergudinder’

Hvad siger Bibelen om kønslivet?

ALENE tanken om at Maria skulle have haft kønslig omgang med sin ægtemand, Josef, forekommer mange oprigtige katolikker uforståelig og rystende. Den katolske kirkes holdning til kønslivet har nemlig givet de fleste katolikker indtryk af at man ikke kan være virkelig hellig hvis man har seksuel forbindelse med nogen, end ikke hvis det foregår inden for ægteskabets rammer. Men er ægteskabet da uforeneligt med hellighed? Hvad siger Bibelen?

I det gamle Israel krævede Gud at præsterne var hellige, og dog havde de lov til at gifte sig. (3 Mosebog 21:6, 7, 13) Inden for den kristne menighed bemærker vi at Peter — der af den katolske kirke betragtes som den første pave — var gift, ligesom størstedelen af de øvrige apostle. (Mattæus 8:14; 1 Korinther 9:5) Inden for den kristne menighed kunne en ’tilsynsmand’ (’biskop’ i Erikke Rosenørn-Lehns katolske oversættelse) være „én kvindes mand“. (1 Timoteus 3:2) Også „ældste“ (’præster’, Rosenørn-Lehn) kunne være gift. (Titus 1:5-8) Alle trofaste kristne der levede i det første århundrede var „Guds udvalgte, hellige og elskede“, og mange af dem var gift. (Kolossenserne 3:12, 18-21) Det vil være omsonst at indvende at disse ægteskaber var platoniske, eftersom dette ville være i direkte modstrid med den apostolske vejledning der gives i Første Korintherbrev 7:2-5.

Ifølge Bibelen er ægteskab altså ikke uforeneligt med hellighed. Ville Gud omtale sig selv som Israels „ægtemand“ og ville Bibelen omtale Kristus som den kristne menigheds „ægtemand“ hvis der var noget urent ved ægteskabet? — Esajas 54:5; 62:4, 5; Efeserne 5:23-32; Åbenbaringen 19:7; 21:2, 9.

Vi behøver derfor ikke at nære nogen betænkelighed ved at anerkende Bibelens klare ord om at Josef og Maria havde et normalt ægteskabeligt samliv efter at hun — som jomfru — havde sat Jesus i verden. Dette samliv resulterede i flere sønner og døtre, der var Jesu halvbrødre og halvsøstre, eftersom Maria havde født dem alle. (Mattæus 1:24, 25; Markus 3:31) Dette hindrer os på ingen måde i at holde af Maria og respektere hende som en hellig kvinde, lige så lidt som det at Sara fødte Isak hindrede Peter i at nævne hende blandt fortidens „hellige kvinder“. — 1 Peter 3:5-7; Hebræerne 11:11, 12.

Skilsmisse og prævention

Den katolske kirke gør ret i at fraråde skilsmisse og i at fordømme abort. Men kan den finde støtte i Bibelen når den nægter at acceptere nogen grund til skilsmisse og fastholder at „ethvert samleje principielt . . . skal være rettet mod videregivelse af liv“? — Humanae Vitae.

Jehova Gud har oprindelig indstiftet ægteskabet som en permanent ordning mellem én mand og én kvinde. (1 Mosebog 2:22-24) Jesus genindførte denne norm i den kristne menighed, da han sagde: „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ Han tilføjede dog: „Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ — Mattæus 19:4-6, 9; 5:32.

Bibelen siger altså at seksuel utroskab er en gyldig grund til skilsmisse, ja, den eneste gyldige grund. Den katolske kirke har hverken gavnet sig selv eller dens millioner af medlemmer ved at være mere krævende på dette punkt end Bibelen selv. The New Encyclopædia Britannica siger om følgerne af denne politik op gennem historien: „Det strenge monogami var ikke uden skyld i den udbredte og i vidt omfang tolererede utroskab, der af den katolske kirke lettere kunne accepteres end skilsmisse.“

Hvad svangerskabsforebyggelse angår betragtede den førende katolske teolog, Augustin (354-430), kønslig omgang, selv inden for ægteskabet, som syndigt hvis der blev gjort noget for at hindre befrugtning. Den katolske kirke har stort set holdt fast ved dette synspunkt, som skitseret af pave Paul VI i rundskrivelsen Humanae Vitae (1968) og stadfæstet af pave Johannes Paul II. Denne holdning har givet oprigtige katolikker store kvaler. Bibelen forbyder imidlertid ikke brug af prævention; den siger ganske enkelt ikke noget om dette emne.

På den anden side er abort i modstrid med Bibelen, som det fremgår af ordene i Anden Mosebog 20:13 og 21:22, 23. Dette indbefatter præventionsmetoder der virker efter at befrugtningen har fundet sted, eftersom dette er ensbetydende med at et menneske hvis udvikling allerede er begyndt, slås ihjel. Derudover overlader Bibelen spørgsmålet om familieplanlægning til det enkelte kristne pars samvittighed. Ved at blive ved med at gennemtvinge sin holdning til prævention er Rom gået „ud over, hvad der er skrevet“ i Guds ord. — 1 Korinther 4:6, Rosenørn-Lehn.

Bibelen og cølibat

Som tidligere nævnt er tvungent cølibat ikke et bibelsk krav, men Bibelen taler om at man frivilligt kan vælge at leve som ugift. Jesus forklarede: „Der er . . . Folk, der er uegnede til Ægteskab, som fra Fødselen af er skabt saadan; og der er andre uegnede til Ægteskab, som Mennesker har gjort til det; og atter andre uegnede til Ægteskab, som for Himmeriges Skyld selv har givet Afkald derpaa. Lad dem, som kan, fatte det!“ (Mattæus 19:12, Rosenørn-Lehn.) Jesus omtalte altså ikke cølibatet som noget obligatorisk; som vi tidligere har været inde på, var endda nogle af hans apostle gift. — Markus 1:29, 30; 1 Korinther 9:5.

Også apostelen Paulus taler om frivilligt cølibat for såvel kristne mænd som kristne kvinder, og forklarer videre: „Dette siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at kaste et fangegarn over jer, men for at bevæge jer til det der er sømmeligt og til at I stadig står til tjeneste for Herren uden at lade jer distrahere.“ (1 Korinther 7:8, 35, 38, 40) Det er tydeligt at den ugifte stand ifølge Bibelen er en gave som nogle kristne, af begge køn, kan give rum for i den hensigt at kunne gøre mere i tjenesten for Gud. Man behøver ikke at aflægge noget løfte, og der må ikke være tale om tvang. — 1 Korinther 7:28, 36.

Tvungent cølibat ville derimod være et tegn på frafald, som vi læser i Første Timoteusbrev 4:1-3: „Aanden siger udtrykkeligt, at i de sidste Tider vil nogle svigte Troen og høre paa bedrageriske Aander og Lærdomme fremsat af Djævle. De forføres af Løgnlæreres Hykleri, af Mennesker, der gaar med Syndens Brændemærke i Samvittigheden, og paabyder, at man ikke maa gifte sig.“ — Rosenørn-Lehn.

Hold fast ved Bibelens lære

Når man undersøger katolske opslagsværker opdager man at den katolske kirkes holdning til spørgsmål der angår kønslivet er dybt forankret i hedenske mysteriereligioner. Resultaterne er en nedvurdering af ægteskabet, skyldkomplekser på seksuelle områder, og problemer for mange oprigtige katolikker.

I modsætning hertil viser Bibelen at ægteskabet er en ærefuld ordning og at kønslig omgang inden for ægteskabets rammer ikke hindrer en kristen mand eller kvinde i at være hellig i Guds øjne. Den siger også at det kan rumme rige velsignelser at vælge at leve som ugift hvis man bruger sin tid og energi i tjenesten for Gud.

Vi håber at denne korte behandling af nogle spørgsmål i forbindelse med kønslivet vil være en hjælp for såvel katolikker som andre der er blevet foruroligede, og måske endda har haft problemer, på grund af strenge læresætninger der stammer fra oldtidens babyloniske mysteriereligioner. Som mange autoriteter kan bekræfte, finder disse læresætninger ikke støtte i Bibelen. Hvis et trossamfunds læresætninger ikke stemmer overens med Bibelen, bør gudfrygtige mennesker ikke have betænkeligheder ved at tage afstand fra det. Vi vil gerne tilskynde alle til at betragte den katolske kirkes lære i lyset af Guds ord, med Jesu forsikring i tanke: „Hvis I holder jer til mit Ord, saa vil I i Sandhed være mine Disciple; da vil I erkende Sandheden, og Sandheden vil frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32, Rosenørn-Lehn.

[Illustration på side 11]

Man behøver ikke at leve i cølibat for at forkynde Guds ord. Det gjorde apostelen Peter ikke