Side 2

Hiroshima-bomben havde fået tilnavnet „Little Boy“ — „lille dreng“ — men dens virkning var ikke lille. I dag er der 50.000 kernevåben i stormagternes lagre, og blot 5 procent af disse kunne på få minutter dræbe 200 millioner mennesker. Hele menneskehedens eksistens er truet. Er der noget håb?

Sikkerhedsbestræbelser i bombens tidsalder 3

„Det endelige våben“ og sikkerhedskapløbet 4

Bomben og menneskets fremtid 6

Sikkerhedsbestræbelser i bombens tidsalder

NATTEN til den 28. juli 1943 regnede i tusindvis af brandbomber ned over Hamburg. Virkningen var uden fortilfælde i krigshistorien: et umådeligt inferno, en altfortærende ildstorm. Opadgående luftstrømme fik en orkanagtig blæst til at give ilden næring fra alle sider, så folk blev suget ind i flammerne. Den voldsomme hede forvandlede beskyttelsesrum til ovne, hvor de der havde søgt ly blev forbrændt til ukendelighed. Andre sank ned i smeltende asfalt. Over 40.000 omkom, mere end 20 gange så mange som ved et almindeligt bombeangreb.

To år senere fortærede en anden ildstorm Hiroshima på den anden side af kloden. Denne gang blev kæmpebranden antændt af et enkelt fly der blot kastede én bombe.

Denne bombe, en atombombe, fik tilnavnet Little Boy („Lille dreng“). Men virkningen var alt andet end lille; den var rædselsvækkende. Det skærende glimt gjorde folk blinde. Ilden, heden og trykbølgen dræbte og lemlæstede, og den dødbringende stråling forurenede området.

Tre dage senere udslettede en anden bombe, med tilnavnet Fat Man („Tykke“), den ene halvdel af Nagasaki. En højderyg der løber midt gennem byens kuperede terræn, beskyttede den anden halvdel.

Kernevåbenlagrene i dag

I dag findes der rundt regnet 50.000 af disse masseødelæggelsesvåben. Det er værd at tænke over følgende:

◻ Hvis de to supermagter blot anvendte 5 procent af deres strategiske kernevåben mod hinandens byer, ville 200 millioner mennesker dø i løbet af nogle minutter — fire gange så mange som der blev dræbt i hele den anden verdenskrig. Det enorme antal sårede måtte regne med sparsom eller ingen hjælp fra overbelastede hospitaler.

◻ Alene én af USAs Trident-undervandsbåde er udrustet med kernevåbenmissiler nok til at ramme 192 individuelle mål. Hver eksplosion ville være otte gange kraftigere end Hiroshimabombens.a

◻ I alt har kernevåbenlagrene 2600 gange større sprængkraft end den samlede mængde sprængladninger der blev anvendt i den anden verdenskrig.

Dette er kun tørre tal, og det er svært at fatte hvad de egentlig indebærer, men de understreger i hvert fald at det er et problem af kolossalt omfang.

Et vestafrikansk ordsprog lyder: „Når elefanterne slås, lider også græsset.“ En kernevåbenkrig ville ikke blot få følger for de stridende parter. I et indlæg i tidsskriftet Foreign Affairs for få år siden udtalte videnskabsmanden Carl Sagan at der efter en kernevåbenkrig „endnu ville være fare for enhver overlevende på kloden. Der er en reel fare for at menneskeheden udryddes“.

[Fodnote]

[Diagram på side 3]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kernevåbenlagrene i dag har 2600 gange større sprængkraft end den samlede mængde sprængladninger der blev anvendt i den anden verdenskrig

16 milliarder tons

6 millioner tons

„Det endelige våben“ og sikkerhedskapløbet

„ET VÅBEN af enestående styrke, som fuldstændig vil ændre alle fremtidige betingelser for krigsførelse, er i færd med at blive skabt. . . . Medmindre der i rette tid kan opnås overenskomster angående en kontrol af brugen af de nye aktive stoffer, kan enhver nok så stor øjeblikkelig fordel ikke opveje bestandige trusler mod menneskehedens sikkerhed.“ — Niels Bohr, i 1944.

I en FN-rapport hedder det: „Der findes . . . intet mål som er solidt nok til at modstå kernevåbnenes voldsomme virkninger, intet effektivt forsvar mod et målrettet angreb . . . I den forstand står menneskeheden over for det endelige våben.“

Man var ikke længe om at fatte at det ikke blot var muligt at udslette byer i løbet af få sekunder, men at denne ødelæggelse også kunne anrettes forholdsvis let — man behøvede ikke først at nedkæmpe en hær. Med kernevåben kunne man på én dag lamme et lands befolkning og lægge dets økonomi fuldstændig i ruiner uden overhovedet at stå ansigt til ansigt med fjenden.

Den erkendelse at der ikke fandtes noget virkningsfuldt forsvar mod atomvåben muliggjorde deres brug som afskrækkelsesmiddel. I november 1945 skrev den kommanderende general for den amerikanske hærs luftstyrker, Henry H. Arnold, i en rapport til krigsministeren: „Hvorvidt vi opnår virkelig sikkerhed mod atomvåben inden for en overskuelig fremtid vil bero på vor evne til med øjeblikkelig varsel at indlede en militær offensiv med overvældende slagkraft. Det må stå klart for en potentiel angriber at et angreb på De forenede Stater øjeblikkelig vil blive fulgt af et altødelæggende atomangreb mod ham selv.“

Mange mener imidlertid ikke at man skaffer sig virkelig sikkerhed ved hjælp af en sådan afskrækkelsespolitik. Robert J. Oppenheimer, den højtbegavede fysiker der spillede en førende rolle i udviklingen af atombomben, sammenlignede to indbyrdes fjendtlige kernevåbenmagter med „to skorpioner i en flaske, hver især i stand til at dræbe den anden, men kun med risiko for sit eget liv“. For et par år siden udtalte præsident Reagan desuden at det amerikansk-sovjetiske forhold var som når to holdt hver sin pistol rettet mod den andens hoved.

Et forsøg på afspænding

I juni 1946 forelagde De forenede Stater det nydannede FN en plan som opfordrede til dannelsen af et internationalt organ med myndighed til at kontrollere og inspicere alle atomenergianlæg overalt i verden. Når et sådant organ var oprettet, ville De forenede Stater udlevere sine atomhemmeligheder, destruere sine eksisterende atombomber og ikke fremstille flere.

Sovjetunionen holdt på at atomvåbnene skulle afskaffes først, og når det var gjort, kunne man træffe foranstaltninger til kontrol og inspektion. Sagen gik i hårdknude, og i de år med kold krig der fulgte, forsvandt håbet om FN-kontrol.

Våbenkapløbet: Aktion og reaktion

I 1949 bragte Sovjetunionen sin første atombombe til sprængning. Mistænksomheden og mistilliden mellem Øst og Vest voksede sig større, og våbenkapløbet tog for alvor fart. USA svarede igen på den sovjetiske bombe ved at udvikle et langt kraftigere våben, brintbomben. Den første der blev prøvesprængt (i 1952) var omtrent 800 gange kraftigere end de første atombomber. Kun ni måneder senere var det lykkedes Sovjetunionen at udvikle sin egen brintbombe.

Så fulgte de interkontinentale raketter. Sovjetunionen kom først med dem, i 1957. Nu kunne man foretage et kernevåbenangreb på minutter i stedet for timer. USA skyndte sig at indhente det forsømte og havde året efter føjet interkontinentale raketter til sit arsenal.

I mellemtiden arbejdede andre lande på at fremstille og afprøve deres egne atombomber. Efter tur blev Storbritannien, Frankrig og andre lande kernevåbenmagter.

Handlingsmønsteret med aktion og reaktion fortsatte uforandret i 1960erne. Både USA og Sovjetunionen gjorde forsøg med raketter til forsvar mod raketvåben. Begge lærte sig at affyre missiler fra undervandsbåde.

Kapløbet fortsatte op i 1970erne med den betydningsfulde udvikling af MIRV-missilerne, hvor et missil nu kunne medføre mange sprænghoveder der kunne rettes mod hver sit mål. For eksempel medfører det avancerede amerikanske MX-missil („Peacekeeper“ — „Fredsbevareren“) ti sådanne sprænghoveder; det samme gælder det sovjetiske SS-18-missil. Hvert missil kan således udslette ti byer.

Samtidig blev missilerne mere præcise, og dette førte, sammen med udviklingen af MIRV-missilerne, til fornyet ængstelse. Nu kunne man mere præcist rette MIRV-missiler mod fjendtlige missilbaser og militæranlæg fremfor byer. Nogle kom nu på den tanke at en kernekrig måske kunne vindes. Et kraftigt førsteslag kunne berøve modparten evnen eller viljen til at slå igen.

Begge parter følte sig nødsaget til at imødegå denne trussel ved at sikre sig evnen til at gøre gengæld selv hvis modparten fik held til at slå først med et overraskelsesangreb. Man ræsonnerede som så at uden evnen til at slå igen ville der ikke være meget der afskrækkede fjenden fra at angribe; fristelsen til at angribe kunne faktisk vise sig uimodståelig. Ergo: Flere våben.

Nu, nogle år henne i 1980erne, fortsætter våbenkapløbet i halsbrækkende tempo. For få år siden blev udvalget af våben forøget med neutronbomben — en lille brintbombe konstrueret til at udsende dræbende stråling men efterlade bygninger og køretøjer intakte. Et andet nyt våben er krydsermissilet, der kan gå så lavt ned at det flyver lige over træhøjde (under fjendens radar) og rette et præcist kernevåbenangreb mod et mål 2400 kilometer borte. Sidst på scenen er det såkaldte „Stjernekrigsprojekt“, der kan betyde at det ydre rum bliver en del af slagmarken.

Bestræbelser for våbenkontrol

Våbenudviklingsforløbet kunne få én til at tro at kernevåbenkapløbet har fundet sted helt uden begrænsninger, men der er faktisk blevet indgået flere aftaler. Nogle aftaler begrænser afprøvning og fastsætter rammer for bestemte våbensystemer, mens andre forbyder spredning af kernevåben til stater der ikke har dem.

Disse aftaler har kostet en ihærdig og tidkrævende indsats. Men ingen aftaler har nedbragt antallet af allerede eksisterende våben bemærkelsesværdigt.

Problemets kerne er følgende: Der hersker en indgroet og gensidig mistillid og frygt mellem supermagterne. Ironisk nok afstedkommer den deraf følgende usikkerhed blot et krav om flere våben. Flere våben får så begge parter til at tage sig endnu mere ildevarslende og truende ud over for modparten, og folk føler sig derfor mindre sikre end nogen sinde.

[Tekstcitat på side 5]

„Når elefanterne slås, lider også græsset“

[Diagram på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ét MX-missil har en sprængkraft som 300 Hiroshima-bomber, nok til at udslette et område på 620 km² (her illustreret med New York-området)

MANHATTAN

Hiroshima-sprængningen

MX-missil-sprængning

Bomben og menneskets fremtid

DE SIKKERHEDSBESTRÆBELSER der er gjort her i kernevåbenalderen, har ikke kunnet hindre at der er oplagret i tusindvis af masseødelæggelsesvåben.

Velinformerede folk erkender at nationerne har belavet sig på at anvende deres våben hvis de provokeres. Viljen til at bruge våbnene er faktisk selve afskrækkelsespolitikkens grundtanke. General B. L. Davis, der er øverstbefalende for USAs strategiske luftkommando, har for nylig skrevet: „I sidste instans afhænger vor evne til at opretholde en troværdig afskrækkelse af to indbyrdes afhængige faktorer. For det første må vi besidde — og mulige fjender må forstå at vi besidder — evnen til at forhindre dem i at nå deres mål på ethvert konfliktniveau. For det andet må vi besidde — og modstandere må bibringes den opfattelse at vi besidder — viljen til som nation at anvende denne evne i forsvaret af vore nationale interesser.“ (Kursiveret af os.) — Air Force Magazine, juli 1985.

Kernevåben er i 40 år ikke blevet anvendt i skadevoldende hensigt, men den hidtidige tilbageholdenhed garanterer intet for fremtiden. For nylig har rundspørger vist at 68 procent af USAs befolkning tror at kernevåbnene før eller siden vil blive bragt i anvendelse hvis våbenkapløbet fortsætter.

Denne bekymring deles overalt i verden. Overvej hvad en 18-årig student i Sierra Leone har skrevet: „En kernekrig vil berøre hvert eneste menneskeligt væsen på denne klode . . . Derfor må selv folk i Afrika føle sig foruroligede, skønt de er langt borte fra supermagternes territorier. . . . I det store og hele reagerer folk på truslen om et verdensomspændende ragnarok med det forskerne kalder ’psykisk frakobling’, det vil sige at de nægter overhovedet at tænke på det. Efterhånden som spændingen i verden stiger vil det imidlertid blive stadig sværere at foretage denne følelsesmæssige gymnastik og bare ignorere truslen.“

Andre trusler mod sikkerheden

Men bortset fra den åbenlyse trussel om overlagt krig mellem supermagterne er menneskehedens sikkerhed også truet fra andre sider. Én fare består i at flere og flere lande skaffer sig kernevåben. Foruden de fem nationer der allerede vides at besidde dem, findes der mindst seks andre lande der enten allerede besidder, eller er tæt ved at råde over, egne atombomber. Eksperter mener at 20 nationer eller flere ved århundredskiftet vil besidde bomben.

En anden fare består i at en terroristorganisation får fat i et af disse våben. Tænk engang hvad en terrorist kunne udrette med en atombombe! En hel storby kunne holdes som gidsel!

Hvordan kunne en sådan gruppe komme i besiddelse af et kernevåben? På to måder: Den kunne stjæle et — husk at der er 50.000 at vælge imellem! Den kunne også fremstille et selv. Teknologien bag atomvåbenkonstruktion er ikke længere en hemmelighed. Og grundbestanddelen plutonium bliver tilgængelig i stadig rigeligere mængder. Det skønnes faktisk at alene de civile kernekraftprojekter i år 2000 vil fremstille plutonium nok til 750.000 bomber af samme størrelse som den der blev anvendt mod Nagasaki — årligt!

Til disse trusler mod sikkerheden må man føje risikoen for ulykker, fejlbedømmelser eller systemsvigt.

Menneskers løsninger

Videnskabsfolk, generaler og politikere har skrevet meget om emnet. De betragter mere og mere kernevåbenkapløbet som dyrt, nytteløst og særdeles farligt, og foreslår forskellige løsninger. Nogle opfordrer til fuldstændig nedrustning. Andre ønsker en ’fastfrysning’ af våbenproduktionen. Andre igen foreslår et ’stjernekrigsforsvar’. I januar fremsatte de to supermagters statsoverhoveder opmuntrende udtalelser. Mikhail Gorbatjov foreslog at man trinvis, frem til år 2000, afviklede samtlige kernevåben. Ronald Reagan sagde at han var taknemmelig for tilbudet. Var det en fredsplan man kunne tage alvorligt eller var det et propagandatrick? Alle disse forslag har én ting tilfælles — de peger alle på en menneskelig løsning.

Derved opstår der et grundlæggende spørgsmål: Er det realistisk at have tillid til at mennesker vil befri verden for kernevåbenfaren, når det netop er mennesker der har forårsaget denne fare? De har vist et frygtindgydende talent når det drejer sig om at beherske datastyrede våben der forårsager død og ødelæggelse, men har de kunnet beherske deres egen natur? Denne generation har oplevet to brutale verdenskrige, som i omfang og ødelæggelse får alle foregående krige i menneskehedens historie til at blegne. Og i de 40 år der er gået siden den anden verdenskrig, er der blevet udkæmpet omtrent 150 mindre krige, hvori 30 millioner mennesker er omkommet.

Guds løsning

Intet under at Bibelen siger: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse.“ Jehova agter at fjerne kernevåbendilemmaet på sin egen måde. Modsat menneskers løsning vil hans løsning medføre at krig afskaffes fuldstændigt og for altid. — Salme 46:9; 146:3.

Løsningen består i Guds rige, en verdensregering der vil indføre varig sikkerhed for fredselskende mennesker overalt. Tre millioner mennesker i over 200 lande anerkender at dette rige snart vil udøve sin magt over jorden og fjerne faren for et kernevåbenragnarok for evigt. Disse mennesker er Jehovas vidner.

I lydighed mod dette riges love opfylder de profetien i Mika 4:3, hvor der står: „Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ En fjerdedel af videnskabsfolkene i verden er optaget af militærprojekter. Ingen af disse er tilsluttet Jehovas Vidner. Cirka 70 millioner mennesker er direkte beskæftiget med militært arbejde. Ikke ét af dem er tilsluttet Jehovas Vidner.

Ikke sådan at forstå at Jehovas vidner er passive tilskuere til kernevåbentruslen. Det være langtfra. De er tværtimod travlt optaget af at lære andre hvad Gud vil gøre for at afhjælpe denne trussel. Dette står forklaret i din egen Bibel. Du kan få hjælp til forståelse af dette ved at sætte dig i forbindelse med Jehovas vidner dér hvor du bor. De står med glæde til din rådighed.

[Tekstcitat på side 7]

Problemets kerne: Der hersker en indgroet og gensidig mistillid og frygt mellem supermagterne

[Tekstcitat på side 8]

Cirka 70 millioner mennesker er direkte beskæftiget med militært arbejde. Ikke ét af dem er tilsluttet Jehovas Vidner