Side 2

Den nye sygdom AIDS har sendt skræk i hele verden. Hvordan er den opstået? Hvem er særlig udsat? Kan den ramme enhver? Kan man gøre noget for ikke at blive ramt? Disse spørgsmål tages op i bladets indledende artikler

AIDS – en sygdom uden fortilfælde 3

Hvem er i farezonen? 4

AIDS og moral 7

Hvordan man beskytter sig mod AIDS 9

AIDS — en sygdom uden fortilfælde

SÅ SENT som i 1981 var AIDS (erhvervet immundefektsyndrom) i det store og hele ukendt. Nu har denne sygdom bredt sig til næsten alle kontinenter, og verden er grebet af panik.

AIDS nedbryder immunforsvaret — den mekanisme hvormed kroppen bekæmper sygdomme. AIDS-patienter bliver forsvarsløse over for sjældne kræftformer og andre dødbringende sygdomme. Ikke færre end en million amerikanere, og flere hundrede tusind i andre lande, er måske allerede blevet smittet med denne skræmmende sygdom.

I 1980-81 begyndte læger i Los Angeles og New York at støde på tilfælde af en sjælden type lungebetændelse, Pneumocystis carinii, og en kræftform kaldet Kaposis sarkom, der normalt udvikler sig langsomt. Alle ofrene var enten stofmisbrugere eller unge homoseksuelle mænd. Lægerne kaldte deres symptomer „de immunologiske følger af en ukendt proces“.

Dr. Ward Cates fra det amerikanske center for sygdomskontrol har siden sagt at denne sygdom kan blive langt „værre end alt andet menneskeheden har været udsat for“. Ekspert i infektionssygdomme dr. John Seale er enig med ham. Ifølge det engelske tidsskrift Journal of the Royal Society of Medicine sagde han sidste sommer at AIDS „i alle den tredje verdens overbefolkede byer og landsbyer [kan fremkalde] en dødbringende pandemi af en størrelsesorden som er uden sidestykke i menneskehedens historie“.

Hærger hele verden

AIDS blev første gang konstateret i De forenede Stater i 1981. Fra denne spæde begyndelse voksede antallet af ofre blot i Amerika til 10.000 i april 1985 og til over 16.500 i januar i år. Mere end 8400 er allerede døde, og man kan ikke give de resterende noget håb, da AIDS betragtes som absolut dødbringende. Her i landet var der i begyndelsen af marts registreret 75 tilfælde af AIDS, mens 5.000-10.000 menes at være smittebærere.

I den senere tid er der efter forlydende sket en fordobling i antallet af AIDS-tilfælde hver niende måned. Hvis denne udvikling fortsætter vil omtrent en halv million amerikanere have pådraget sig AIDS ved årtiets udgang — hvilket er næsten lige så mange som omkom af den spanske syge under epidemien i 1918-19. Det er ikke så mærkeligt at AIDS er blevet kaldt „en af de mest uhyggelige infektionssygdomme i dette eller noget andet århundrede“!

Skønt man i begyndelsen registrerede flest AIDS-tilfælde i USA, varede det ikke længe før sygdommen hærgede hele verden. The New York Times har skrevet: „Udbredelsen af AIDS i Genève og Paris er nu på højde med sygdommens udbredelse i Los Angeles, og afspejler hvilken bølge af nye tilfælde der forekommer uden for De forenede Stater.“ Og bladet Time oplyste den 28. oktober 1985: „I Vesttyskland, hvor man har registreret 300 tilfælde, anslår Robert Koch-instituttet at der findes 100.000 bærere af HTLV-III virus.“

En rapport fra sidste forår viser at af de patienter der diagnosticeres i Europa dør 61 procent inden for et år, og 83 procent dør inden for tre år.

Årsagen findes

I begyndelsen af 1984 bekendtgjorde to forskergrupper fra hver sit kontinent at de havde lokaliseret AIDS-viruset. Professor Luc Montagnier fra Pasteur-instituttet i Paris og dr. Robert Gallo fra Amerikas nationale Cancerinstitut bekendtgjorde uafhængigt af hinanden at de havde isoleret det virus der er den sandsynlige årsag til AIDS. Dette virus angriber en undergruppe af hvide blodlegemer kaldet T-4-lymfocytter. De franske forskere kaldte det derfor lymfeadenopati-forbundet virus (LAV), mens amerikanerne kaldte det human T-celle leukæmi virus III (HTLV-III).

Hvor er denne internationalt udbredte sygdom kommet fra? Hvordan har den kunnet brede sig så hurtigt? Hvilke forholdsregler kan man tage for ikke at blive smittet? Disse betydningsfulde spørgsmål vil vi behandle i de følgende artikler.

[Illustration på side 3]

AIDS-viruset formerer sig ved hjælp af hvide blodlegemer

[Kildeangivelse]

Det amerikanske center for sygdomskontrol i Atlanta, Georgia.

Hvem er i farezonen?

HVOR er AIDS-viruset kommet fra? Den fremherskende opfattelse i europæiske og amerikanske lægekredse er at det har sin oprindelse i Centralafrika. Et lignende virus er udbredt hos den grønne marekat der er en afrikansk abeart, og man mener at mennesker er blevet smittet med viruset gennem kontakt med de syge marekatte.

Men det var i De forenede Stater at de første AIDS-ofre viste sig. Hvordan er de blevet smittet? Det er en udbredt opfattelse at viruset er nået frem via Haiti. I forbindelse med et kulturelt udvekslingsprogram besøgte mange haitianere Afrika i midten af 1970erne. Man mener at homoseksuelle senere er blevet smittet under ferier på Haiti og har taget AIDS-viruset med sig til New York.

Afrikanerne rejser dog indvendinger mod disse teorier, og kalder dem „en propagandakampagne“. Redaktøren for et afrikansk lægetidsskrift, dr. V. A. Orinda, giver udtryk for den formodning at det er turister fra alle dele af verden der har indført AIDS i Afrika. Men ingen kan sige med sikkerhed hvor AIDS-viruset er kommet fra.

Uanset hvordan det forholder sig, har denne dødbringende sygdom luret under overfladen i USA i flere år, alt imens den har bredt sig stærkt. Men først for nogle få år siden opdagede man den, og siden er den hurtigt blevet en sundhedstrussel i hele verden.

Risikogrupperne

AIDS smitter gennem legemsvæskerne, først og fremmest blod og sæd. Enhver der har seksuelt samkvem med en som er smittet med AIDS-viruset, er derfor i farezonen. De homoseksuelle er særlig udsatte på grund af deres seksuelle vaner. I Danmark er 85 procent af AIDS-ramte mænd homoseksuelle eller biseksuelle.

I 1982 konstaterede man AIDS hos en der ikke var homoseksuel, men stiknarkoman. Ved at anvende fælles, usteriliserede injektionsnåle sprøjtede stofmisbrugerne ikke blot narkotika men også AIDS-virus fra deres kammerater ind i blodet. Det varede ikke længe før stiknarkomanerne blev betragtet som endnu en risikogruppe.

Vil det sige at de der bliver stukket af myg som bærer blod fra en AIDS-patient, er i farezonen? Det er ikke bevist at AIDS kan overføres på denne måde. „Plejepersonale der er i berøring med inficerede kanyler får mere blod end den mængde som en myg kan overføre,“ påpeger dr. Harold Jaffe, en førende AIDS-forsker. „Men,“ tilføjer han, „jeg tror ikke man kan sige det er umuligt.“

Ud over de homoseksuelle og stofmisbrugerne var der endnu en gruppe som begyndte at få AIDS — bløderne. De behandles normalt med et koncentrat der kaldes faktor VIII, som er fremstillet af blodplasma fra op til 5000 forskellige donorer. Det engelske lægetidsskrift The Lancet har skrevet at „i lande der benytter faktor VIII-koncentrat fra USA vil [AIDS] sandsynligvis få en større udbredelse“. Tidsskriftet oplyser således at man i Tyskland har konstateret en procentvis stigning i antallet af blødere med antistoffer mod AIDS-viruset, fra nul i 1980 til 53 procent i 1984!

Man har imidlertid også fundet AIDS-viruset i urin, spyt og tårer. Kan man pådrage sig sygdommen gennem disse legemsvæsker? Der er ikke fundet bevis for at nogen er blevet smittet med AIDS ad denne vej, og de fleste læger mener ikke at sandsynligheden er særlig stor. En neurolog, dr. Richard Restak fra Washington, D.C., siger imidlertid: „Hvis viruset findes i disse væsker vil det være klogest af os at regne med den mulighed at det også kan overføres ad disse veje.“

Den amerikanske avis National Catholic Reporter skrev i november sidste år at der på grund af udbredelsen af AIDS er opstået bekymring angående anvendelsen af en fælles alterkalk ved nadveren. Da man rettede en forespørgsel vedrørende dette til det amerikanske center for sygdomskontrol, svarede dr. Donald R. Hopkins, der er centerets konstituerede leder, at intet tyder på at AIDS kan overføres ad denne vej. Han tilføjede imidlertid at mangelen på beviser „ikke udelukker at der er en risiko“.

Er det så mærkeligt at folk er bekymrede, hvis man måske kan blive smittet med AIDS gennem nær kontakt med AIDS-patienter? Forældre bliver ganske vist tit forsikret om at deres børn ikke vil blive smittet med AIDS af deres skolekammerater. Som bevis fremfører man at AIDS-ofre ikke har smittet deres familiemedlemmer selv om de har kysset dem, spist med samme bestik og brugt de samme toiletfaciliteter. Journalisten William F. Buckley junior fra New York forstår dog godt at forældrene er bekymrede. Han påpeger:

„Da [det kendte AIDS-offer] Rock Hudson blev udskrevet bad man alle de sygeplejersker der havde plejet ham, om at brænde deres uniformer — og dette foregik på et moderne hospital, ikke i en medicinmands hytte. Patienten fik sin mad serveret på pap- eller plastictallerkener og måtte spise med plasticbestik — der bagefter blev destrueret.“ Hvorfor skulle hospitalspersonalet tage sådanne forholdsregler hvis de mente at der ikke fandtes nogen smittefare?

Farer ved blodtransfusion

Der er imidlertid slet ingen tvivl om at man kan pådrage sig AIDS ved at modtage blod fra en der er smittet med sygdommen. Selv bloddonorer der er bærere af AIDS-viruset men endnu ikke har symptomer på sygdommen, kan smitte andre med den.

Dr. Arthur Ammann oplyser at et spædbarn i San Francisco der havde fået flere blodtransfusioner umiddelbart efter fødselen, senere fik AIDS. En af donorerne, der var rask på det pågældende tidspunkt, fik symptomer på AIDS syv måneder efter at han havde givet blod. Både donoren og det spædbarn der modtog hans blod, døde.

I Australien fik fire for tidligt fødte børn AIDS efter at have fået transfusioner med blod fra en donor hos hvem man senere konstaterede antistoffer mod AIDS. Tre af de fire børn døde inden for syv måneder.

En dreng i den amerikanske stat Georgia døde af AIDS fem og et halvt år efter at han havde fået en enkelt blodtransfusion med blod fra en homoseksuel der ikke havde symptomer på AIDS, men i hvis blod man senere påviste antistoffer mod sygdommen. Beklageligvis meddeler lægerne på Georgias læreanstalt for lægevidenskab: „Donorens blod er blevet givet til mange siden vor patient [drengen] fik en transfusion.“ — The New England Journal of Medicine, 9. maj 1985, side 1256.

En undersøgelse har vist at næsten 40 procent af de patienter der havde „transfusions-forbundet AIDS . . . var 60 år eller ældre“ og at de „fortrinsvis havde modtaget transfusioner i forbindelse med kirurgiske indgreb, i mange tilfælde bypass-operationer“. — The New England Journal of Medicine, 12. januar 1984.

Dette giver anledning til et vigtigt spørgsmål: Kan man ikke på en eller anden måde sikre sig at transfusionsblodet ikke er inficeret med AIDS-virus?

En pålidelig blodtest?

Da man havde lokaliseret det virus der forårsager AIDS blev det muligt at udvikle en blodtest som i det mindste kan påvise om en person på et tidspunkt har været smittet med AIDS og har udviklet antistoffer. Man kunne således teste donorernes blod langt grundigere.

Pressen og mange læger syntes at mene at problemet dermed var blevet løst. Newsweek skrev for eksempel den 12. august 1985 om denne test at den „i de fleste eksperters øjne sikrer at AIDS ikke længere vil blive spredt gennem nationens blodforsyning“.

Men det siges der ikke i den reviderede vejledning fra den amerikanske sundhedsstyrelse som gives til folk i risikogrupper. I den står der: „Testen kan ikke udpege alle der muligvis er bærere af viruset, for ikke alle der er smittet med viruset har dannet antistoffer mod det. . . . Selv om man måske er blevet smittet, er der en mulighed for at der ikke bliver fundet antistoffer mod viruset når ens blod testes. Hvis det forholder sig således, vil blodet blive benyttet til behandling af patienter der så vil være i fare for at blive smittet med HTLV-III og for at få AIDS.“

I det amerikanske forbrugerblad FDA Consumer stod der i maj 1985 at „en negativ antistof-test ikke er nogen garanti for at den pågældende ikke er bærer af viruset. . . . Det kan skyldes at patienten er blevet smittet med viruset kort tid forinden og endnu ikke har dannet antistoffer imod det.“

Dr. Myron Essex, leder af cancerbiologiafdelingen ved Harvards medicinske fakultet, er i The New York Times blevet citeret for at have sagt: „Det er højst usandsynligt at prøven opfanger mere end 90 procent [af det inficerede blod], og hvis jeg skal gætte er det kun 75-80 procent. Det vil komme bag på mig hvis procenten er højere.“

Testen formår ikke at spore alt virus-inficeret blod, og dertil kommer at „blodtesten er så dyr at mange lande ikke vil have råd til at benytte den i større omfang,“ påpeger bladet Time.

Ved en undersøgelse foretaget af Newsweek sagde 21 procent af de adspurgte at de selv eller nogle som de kendte havde afslået at underkaste sig ikke-livsvigtige operationer der krævede blodtransfusion. Måske vil flere nu søge at finde frem til læger der har tilegnet sig de mere omhyggelige metoder som benyttes af de stadig flere specialister der opererer uden blod.

[Illustration på side 5]

Kan en patient være sikker på at det blod han eller hun modtager ikke er inficeret med AIDS-virus?

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts

AIDS og moral

HVAD var det der skete i 1960erne og 1970erne som medførte en sådan eksplosion af AIDS i 1980erne? Det at mange tillagde sig en principløs „ny moral“, en moral der gik ind for seksuel frihed. Om dette har spalteredaktøren Ray Kerrison fra New York skrevet:

„Den pludselige eksplosion af AIDS vil måske også få samfundet til på ny at overveje sine normer, der har bevæget sig ned ad bakke hurtigere end et eksprestog der er løbet løbsk.

I årevis har politikere og domstole udbredt den forfærdende vildfarelse at private borgeres personlige handlinger ikke vedkommer andre end dem selv.

Denne forkyndelse kan måske betegnes som læren om gensidigt samtykke. Ifølge denne lære må to eller flere gøre hvad som helst de kan blive enige om, forudsat at de ikke krænker andres rettigheder.

Den ene moralske begrænsning efter den anden er således blevet fjernet, hvilket har udløst en bølge af principløs adfærd og en accept af normer som man for 30 år siden end ikke drømte om.

Nu erfarer vi den bitre høst.“

På grund af de homoseksuelles sexvaner og deres omfattende seksuelle promiskuitet er det især gået ud over dem. Science Digest beretter: „En undersøgelse foretaget af CDC [det amerikanske center for sygdomskontrol] viste at de undersøgte AIDS-patienter gennemsnitlig havde haft 1100 seksualpartnere i deres levetid.“

Men det er ikke kun de homoseksuelle der har skiftende seksualpartnere — samfundet som helhed har også anlagt en „fri“ moral. Harvey V. Fineberg, der er dekan for Harvards medicinske fakultet, siger at AIDS som følge deraf „langsomt men ubønhørligt [breder sig] til de heteroseksuelle grupper“.

Navnlig i Afrika er den almindelige befolkning berørt af sygdommen. Sidste år i november oplyste Lawrence K. Altman, der skriver om lægevidenskabelige emner i The New York Times: „I Afrika synes AIDS at brede sig gennem almindeligt seksuelt samkvem mellem heteroseksuelle, og sygdommen rammer kvinder næsten lige så ofte som mænd, oplyser forskerne.“

En kvinde kan blive smittet med AIDS af en mandlig partner uden at nogen af dem er klar over at de er smittede. Børn født af kvinder der er bærere af AIDS-viruset, bliver desværre til tider uskyldige ofre. Og heteroseksuelle mænd kan pådrage sig sygdommen gennem samkvem med prostituerede.

Alle vegne er folk bange. Hvordan vil det gå?

Ændrede moralnormer?

„Det vil afgjort betyde slutningen på den seksuelle revolution,“ forudsiger dr. Donald Francis fra CDC. „Man kan tage chancen med herpes og hepatitis-B, men man kan ikke tage chancen med AIDS.“

Dr. Walter R. Dowdle fra CDC tilføjer: „Vi må forstå at vi alle må ændre livsstil.“ Ifølge Dowdle „er det ikke et spørgsmål om moral. Det er ganske enkelt et biologisk faktum“.

Men det er ikke blot et biologisk faktum — det har også at gøre med moral. Det er ikke mennesker der har fastlagt de moralnormer som samfundet nu har valgt at lade hånt om. En højere Intelligens lod dem nedskrive for længe siden. Og hvis vi anerkender ham som den Højeste vil det være lettere for os at følge hans moralnormer.

Men hvilke normer eller adfærdsregler har han fastlagt? Og hvordan kan de være en beskyttelse for os?

[Ramme på side 8]

Sådan hindres spredningen af AIDS

Journalisten June Brown har i The Detroit News forklaret hvordan dette er muligt: „En indlysende kur der kunne mindske spredningshastigheden drastisk, er en ændring af nationens seksualvaner. Hvis enhver valgte en sund og rask seksualpartner og var vedkommende tro til døden, ville AIDS så godt som forsvinde. Det lyder måske som var det taget fra Bibelen. Men eftersom der hele tiden opstår nye seksuelt overførte sygdomme der hver især er mere dødbringende end de gamle, giver den ofte ignorerede lære om seksuel troskab pludselig mening, set i forhold til helbredstilstanden i vore dage.“

Hvordan man beskytter sig mod AIDS

MAN må først og fremmest undgå alle smittekilder. Hvordan kan man gøre det? Ved at leve i overensstemmelse med de adfærdsnormer som den almægtige Gud har fastlagt. Tænk over hvordan dette kunne have beskyttet de tusinder der nu dør af AIDS.

Den mest sårbare gruppe

Denne gruppe består af seksuelt aktive homoseksuelle, navnlig dem der hele tiden finder sig nye partnere. Bibelen siger:

„Du må ikke ligge hos en mand som man ligger hos en kvinde. Det er en vederstyggelighed.“ — 3 Mosebog 18:22.

„Mændene [forlod] den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“ — Romerne 1:27.

„Tag ikke fejl! Mennesker, der lever i hor, dyrker afguder, bryder ægteskabet eller udfolder sig i homoseksuelle aktiviteter . . . skal ikke arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

Hvem andre er i farezonen?

Det er de der har seksuelt samkvem med mænd eller kvinder som er bærere af AIDS-viruset. Herom siger Bibelen:

„Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ — Hebræerne 13:4.

„I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab . . . På grund af disse ting kommer Guds vrede.“ — Kolossenserne 3:5, 6.

Andre der løber en risiko

Stofmisbrugere der besmitter deres legeme med narkotika og benytter inficerede kanyler. Bibelens fordømmelse af drukkenskab gælder afgjort også nutidens misbrug af de mange narkotiske midler der har en mindst lige så kraftig indvirkning på sindet som alkohol.

„Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ — 2 Korinther 7:1.

„Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige . . . eller drankere . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10.

Endnu en risikogruppe

Denne gruppe består af dem der modtager inficeret blod ved blodtransfusioner. Det er bemærkelsesværdigt at Bibelen forbyder mennesker at indtage blod. Den siger:

„I må ikke spise blodet af nogen som helst slags kød, for alt køds sjæl er dets blod. Enhver der spiser det, skal udryddes.“ — 3 Mosebog 17:14.

„Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer . . . fra blod.“ — Apostelgerninger 15:28, 29.

Ikke alle ønsker at følge Bibelens principper på disse områder eller at acceptere at Gud har ret til at fortælle os hvad vi må og hvad vi ikke må. Men de der gør det, er lykkelige for det valg de har truffet.