Sindslidelser — de gådefulde sygdomme

Irene aner ikke hvad der gik galt. „Jeg var 30 år, udearbejdende og mor til to børn,“ fortæller hun. „Jeg havde ganske vist nogle problemer, men de var ikke usædvanlige“ — det vil sige indtil de første tegn på hendes sygdom viste sig.

„En dag henvendte jeg mig til en vildfremmed kvinde og påstod at hun var min afdøde søster. Jeg var sikker på at det var hende — både stemmen og udseendet lignede. Det var første gang jeg gled bort fra virkeligheden.

Nogen tid senere da jeg var på vej hjem fra frisøren begyndte jeg at græde. Jeg troede helt bestemt at min mand havde forladt mig og at han havde taget børnene med! Men da jeg kom hjem var de der stadig alle sammen. Min mand kunne se at der var noget galt og tog mig med hen til en af mine søstre. Jeg var imidlertid overbevist om at hun ville slå mig ihjel! Derefter besluttede min mand at jeg skulle indlægges til undersøgelse.“

Sådan begyndte Irene sin lange, vanskelige færd gennem hospitalsindlæggelse, psykoanalyse, elektrochokterapi og medicinsk behandling — i et forsøg på at blive helbredt for den gådefulde sygdom der havde vendt op og ned på hendes liv.

PSYKISKE sygdomme er skyld i megen elendighed. Det Amerikanske Institut for Mentalhygiejne hævder at omtrent hver femte voksne amerikaner er plaget af en form for sindslidelse. „Verdenssundhedsorganisationen (WHO 1975a) oplyser at der i verdens udviklingsområder skønsmæssigt findes 40 millioner ubehandlede tilfælde af sindslidelser, og at måske 200 millioner mennesker lider af lettere psykiske forstyrrelser.“ — Third World Challenge to Psychiatry.

Men de kvaler sindslidelser medfører kan ikke gøres op i tal. „Kan du forestille dig,“ spørger moderen til en psykisk syg mand, „hvordan det føles at sidde hos lægen sammen med en søn der har brugt størstedelen af sit liv til gavn for andre, og vide at han ikke længere er den samme?“ Desuden betragter mange psykisk sygdom som en skamplet og omtaler ofte sindslidende med foragt (som tosser, gale osv.). I mange tilfælde har venner og slægtninge til psykisk syge ikke større forståelse for disse sygdomme end man havde i middelalderen — hvor man stemplede en sindslidende som ’besat af Djævelen’.

Det gådefulde slør der hidtil har hvilet over de psykiske sygdomme er ikke desto mindre ved at lette. Forskningens seneste resultater har givet langt større indsigt i disse sygdomme. Nye behandlingsmetoder gør det nu muligt for psykisk syge patienter — som Irene — at føre en normal og produktiv tilværelse. I de følgende artikler vil vi både se nærmere på disse opmuntrende fremskridt og på Irenes inderlige håb om snart at blive helbredt for bestandig.

Sindslidelsernes gådefulde slør løftes

„Jeg var rædselsslagen ved tanken om at være psykisk syg!“ fortæller Irene. „Ord som ’skizofreni’ eller ’depression’ fandtes simpelt hen ikke i mit ordforråd. Som sindslidende var man stemplet. Det betød at man var ’gået fra forstanden’ eller at man skulle ’spærres inde’ på en ’galeanstalt’. Nogle af mine venner mente endda at jeg var dæmonbesat!“

SINDSSYGE, vanvid, galskab — ordene alene vækker frygt og fremkalder forestillinger om gummiceller og spændetrøjer. Men man er ikke nødvendigvis ’gal’ fordi man er psykisk syg. Og man er heller ikke nødvendigvis psykisk syg fordi man har en særhed eller en aparte personlighed.

De enkelte sindslidelser ytrer sig ved bestemte symptomer. For eksempel forårsager maniodepressiv psykose store følelsesmæssige udsving, hvor patientens sindsstemning svinger mellem opstemthed og depression. Ved dyb depression rammes patienten derimod ofte af „et alvorligt, lammende og vedholdende tungsind“.a Angstneuroser, som for eksempel fobier, kan praktisk talt lamme en person med ubegrundet frygt.b

I denne og den følgende artikel vil vi imidlertid rette opmærksomheden mod en sindslidelse der kan betegnes som indbegrebet af psykisk sygdom.

Skizofreni — de psykiske sygdommes mørkeste side

Mens Irene var indlagt på hospitalet, hændte det flere gange at hun tog fejl af andre personers identitet — hun omfavnede læger og sygeplejersker idet hun antog dem for at være slægtninge der i virkeligheden havde været døde længe. Hun bildte sig ind at hun kunne opfatte lugte som andre ikke kunne opfatte. Hun fik den idé at hospitalspersonalet ville tage livet af hende! „Engang måtte de spænde mig fast til sengen!“ fortæller hun.

Hvad fejlede Irene? Skizofreni, lød diagnosen — en sygdom der rammer mindst én ud af hundrede. I De Forenede Stater alene registrerer man mere end 100.000 nye tilfælde om året.c

Skizofreni er ikke ensbetydende med personlighedsspaltning i den forstand at patienten har to eller flere personligheder (en anden og sjælden sygdom), men vedkommende har en skadet personlighed. En ung mand ved navn Jerry beskrives af sin læge som et ’skoleeksempel’ på hvordan skizofreni kommer til udtryk. Det ene øjeblik er hans øjne tomme og udtryksløse, det næste øjeblik lyser de af had. Hans tale er usammenhængende og blandet med frygt („De har fået mig herhen for at slå mig ihjel med elektrisk strøm“) og vrangforestillinger („Det billede dér har hovedpine“). Indre stemmer terroriserer ham. Hans hjerne er gået amok.

Skizofreni fremkalder en lang række besynderlige symptomer: hallucinationer, indre stemmer, tankeforstyrrelser, ubegrundede angstfornemmelser og følelser uden relation til virkeligheden. Hvad er årsagen til dette? For blot et årti siden beskyldte man fra lægelig side forældre til skizofrene børn for at de drev deres børn til vanvid. Nu er nogle imidlertid af den opfattelse at det snarere er modsat. Forældre til et skizofrent barn er udsat for kolossale belastninger og stress.

Derfor siger de fleste læger nu at det var en misforståelse at give forældrene skylden. Bibelen opfordrer ganske vist forældre til ikke at irritere deres børn. (Kolossenserne 3:21) Men skønt nogle gør det alligevel, forekommer det usandsynligt at dette alene vil kunne påvirke børnene så de bliver skizofrene. Denne sindslidelse skyldes faktorer som forældrene ikke har den ringeste indflydelse på.

Er det arveligt?

Nick og Herbert (navnene er opdigtede) var enæggede tvillinger. De blev skilt fra hinanden lige efter fødselen. Nick voksede op hos kærlige plejeforældre, Herbert hos en apatisk bedstemoder. Allerede tidligt i deres opvækst begyndte sindssygdommens kim at gøre sig gældende. Nick anstiftede brande og stjal. Herbert havde også en svaghed for ild — og for at torturere hunde. Efterhånden foldede skizofreniens sygdomsbillede sig helt ud, og begge drenge blev indlagt på psykiatriske hospitaler.

Var dette blot en tilfældighed? Eller er skizofreni genetisk betinget? Blandt tvillinger der er vokset op hver for sig kender man til 14 tilfælde hvor i hvert fald den ene har udviklet skizofreni. Hos ni af disse berørte tvillingepar viste sygdommen sig imidlertid også hos den anden tvilling. Så arveanlæggene spiller tydeligvis ind. Det mærkelige er imidlertid at når to skizofrene personer gifter sig, er der kun 46 procents risiko for at deres børn også udvikler skizofreni. „Hvis skizofreni virkelig skyldtes et dominant gen, skulle 75% af børnene udvikle sygdommen,“ hedder det i bogen Schizophrenia: The Epigenetic Puzzle.

Men arveanlæggene kan ikke bære hele skylden. Forfatterne til bogen Mind, Mood, and Medicine fremsætter følgende antagelse: „Det er velkendt at psykiske oplevelser — for eksempel under krig — kan have dybtgående indvirkning på kroppens kemiske, hormonale og fysiologiske funktioner. Når det gælder psykiske lidelser kan man ofte identificere en psykisk oplevelse som den udløsende faktor hos en sårbar person.“ Hvilken rolle spiller arveanlæggene i denne sammenhæng? Dr. Wender og dr. Klein fortsætter: „Den generelle opfattelse er at de genetiske faktorer kan gøre en person sårbar over for visse psykiske oplevelser.“ Selv om skizofreni som sådan ikke nødvendigvis er nedarvet, kan anlægget for sygdommen være det.

Abnormiteter i hjernen

Fagtidsskriftet Schizophrenia Bulletin indeholder endnu en brik til puslespillet: „Det foreliggende bevismateriale lader formode at hjernen hos skizofrene patienter ofte indeholder abnormiteter.“

Dr. Arnold Scheibel hævder at i den del af hjernen der kaldes hippocampus står nervecellerne hos raske personer på rad og række „næsten som små soldater“. Men i hjernen hos visse skizofrenipatienter „er nervecellernes placering og funktion i komplet uorden“. Dr. Scheibel mener at dette kan være årsagen til skizofrenipatienternes hallucinationer og vrangforestillinger. Hos andre skizofrene har man fundet at hjernens hulrum er større end normalt. Den mest interessante opdagelse er imidlertid at der muligvis findes biokemiske defekter i hjernen hos sindslidende! (Se den følgende artikel.)

Hidtil har man dog ikke fundet en enkelt abnormitet i hjernen eller en enkelt biokemisk defekt som er fælles for alle skizofrene. Mange læger tror derfor at skizofreni meget vel kan være „mange forskellige lidelser, med mange forskellige årsager“. (Schizophrenia: Is There an Answer?) Et langsomtvirkende virus, vitaminmangel, stofskifteforstyrrelser, fødevareallergi — dette er blot nogle få af de faktorer man mener kan være medvirkende til sygdommen skizofreni.

Men selv om lægevidenskaben ikke kender sygdommens nøjagtige årsag og natur, siger dr. E. Fuller Torrey: „Skizofreni er en hjernesygdom, det ved man nu med sikkerhed. Videnskabeligt og biologisk er den lige så virkelig som sukkersyge, dissemineret sklerose eller kræft.“ Meget tyder på at mange depressioner ligeledes er biologisk betingede.

Sindslidelsernes gådefulde slør er således blevet fjernet — og dermed den vanære disse lidelser ofte har været forbundet med. Muligheden for at behandle disse sygdomme er kommet inden for rækkevidde.

[Fodnoter]

[Illustration på side 21]

Mange faktorer kan medvirke til at udløse en sindslidelse

Arveanlæg?

Miljø?

Abnormiteter i hjernen?

Kemiske defekter?

Ernæring?

Sindslidelser — kan de helbredes?

„De tog mig med til hospitalet,“ fortæller Irene. „Det var rart at kunne tale ud om tingene med psykiaterne, men det hjalp ikke. Så behandlede de mig med elektrochok. Jeg var forfærdelig bange. Men heller ikke den behandling hjalp nævneværdigt.

Min mand fik mig derefter overtalt til at tage med ham i bilen. Jeg troede at vi skulle hjem. Men så standsede vi foran nogle store, meget gamle murstensbygninger. ’Hvad er det her?’ spurgte jeg. ’Jeg synes du skal gå indenfor og finde nogen at tale med,’ sagde han. Da gik det op for mig at det var en institution for psykisk syge. . . .“

DET var i 1955 at Irene blev syg. På det tidspunkt fandt der en revolution sted inden for psykiatrien. Man udviklede nye medikamenter med henblik på at mindske traumer ved kirurgiske indgreb. Lægerne opdagede imidlertid at disse medikamenter også havde en gunstig indflydelse på sindslidende. „Patienter man tidligere måtte anbringe i isolation eller spændetrøje kunne nu klare sig uden tilsyn. . . . Medikamenterne eliminerede fuldstændigt visse former for psykose.“ (The Brain af dr. Richard M. Restak) De revolutionerende virkninger disse medikamenter fik inden for psykiatrien, kan også anskueliggøres i forbindelse med behandlingen af skizofreni.

Irenes læger forsøgte at give hende et nyt medikament med antipsykotisk virkning. Hvor samtaleterapi og elektrochokbehandling havde vist sig virkningsløs, dér hjalp medicinen. Denne behandlingsform har betydet at Irene og mange ligestillede har været i stand til at forlade de psykiatriske hospitaler og rejse hjem.

Kemisk kontrol

Lægerne vidste ikke hvordan medikamenterne virkede. Men de blokerede tilsyneladende de receptorer i hjernen der normalt optager stoffet dopamin. Når dopaminets virkninger således blev hæmmet, fik nogle patienter det bedre. Hvis patienterne derimod fik medicin der forstærkede dopaminets virkning i hjernen, blev deres tilstand ofte forværret. Dermed havde man åbnet et vindue hvorigennem det blev muligt at få indblik i de psykiske sygdommes kemiske baggrund. (Se rammen.)

Der er stadig meget man ikke ved om skizofreni. Brugen af medikamenter med antipsykotisk effekt, de såkaldte neuroleptika, er imidlertid blevet almindeligt anerkendte behandlingsmetoder. Lægerne gør dog opmærksom på at cirka en tredjedel af de skizofrene patienter desværre ikke reagerer på den medicinske behandling — eller på nogen anden behandlingsform. Og i bedste fald bidrager medicinen blot til at kontrollere — ikke at helbrede — sygdommen, ved at dæmpe eller eliminere de værste akutte symptomer. Den medicinske behandling er dog langt at foretrække frem for kirurgiske indgreb i hjernen eller brug af spændetrøje.

Patienter der bruger disse lægemidler er derfor hverken åndssvage eller narkomaner. Medikamenter med antipsykotisk effekt er ikke vanedannende, de gør ikke patienterne „høje“, og de indtages ikke for fornøjelsens skyld. Dr. E. Fuller Torrey sidestiller disse stoffer med insulin til sukkersygepatienter. Og dr. Jerrold S. Maxmen udtaler: „De personer der tager sådanne lægemidler løber ikke fra problemerne, men ser dem i øjnene.“

Irene fandt imidlertid snart ud af at der også er ulemper ved disse medikamenter.

Bivirkningerne

„Jeg var helt ved siden af mig selv,“ fortæller Irene. „Jeg kunne ingenting. Ofte sov jeg i op til 16 timer i døgnet.“ Irenes tilværelse smuldrede. Hun forsøgte at klare sig uden medicin — blot for igen at havne på det psykiatriske hospital.a

Nogle patienter lider af alvorlige bivirkninger — lige fra rastløshed, svimmelhed og døsighed til gulsot, chok og vægtforøgelse. En af de uønskede bivirkninger er tardive dyskinesier (ufrivillige trækninger i ansigtet), der rammer mellem 10 og 20 procent af de patienter der i længere tid behandles med antipsykotika.

Eftersom lægerne ikke kan forudsige hvordan en patient vil reagere på et givet medikament, må de forsøge sig frem. En klinisk psykolog har udtalt til Vågn op!: „Lægerne må af og til forsøge sig med tre eller fire forskellige lægemidler før de finder et der er effektivt og har de færreste bivirkninger.“

Heldigvis kan de fleste bivirkninger kontrolleres. I Irenes tilfælde var det nok blot at skifte til et andet lægemiddel. Hendes døsighed forsvandt og det samme gjorde hendes vrangforestillinger. Hun forlod det psykiatriske hospital og begyndte igen at føre en normal tilværelse! I næsten 30 år holdt hun sig på ret køl — indtil hun forsøgte at lægge medicinen på hylden. Hun fortæller: „Jeg troede jeg var rask. Men efter et år forværredes min tilstand igen. Min læge sagde: ’Begynd at tage medicinen igen.’“ En ringe pris at betale for at kunne leve et normalt liv.

Ikke alle reagerer lige gunstigt på medicinen, der ofte virker meget langsomt. Desuden nærer visse patienter stærk modvilje mod at tage medicinen. Men når deres symptomer bliver så alvorlige at de ikke kan fungere, kan valget stå mellem at tage medicinen, eller at blive indlagt på et psykiatrisk hospital.

Alternative behandlingsmetoder

Interessant nok har man peget på at miljøgiften bly, vitaminmangel og næringsmidler som sukker, hvede og mælk kan forårsage følelsesmæssige forstyrrelser. Dermed synes muligheden åben for at man kan helbrede skizofreni ad ernæringsmæssig vej. Man har allerede set gunstige resultater ved at bruge denne metode i behandlingen af depression. Desuden hævder nogle forskere — heriblandt nobelpristageren Linus Pauling — at vitaminer i store doser dramatisk har reduceret skizofrenisymptomerne hos enkelte patienter. Denne behandlingsform kaldes ortomolekylær psykiatri.

Umiddelbart virker denne idé fornuftig — i det mindste i princippet. Læger der beskæftiger sig med ortomolekylær psykiatri påpeger at sygdommen pellagra, der skyldes mangel på B-vitamin, fremkalder psykotiske symptomer. Denne sygdom behandles ganske enkelt med store doser af B-vitaminet niacin. Men betyder det at en lignende behandlingsmetode fungerer i forbindelse med skizofreni? Hidtil har specialisterne i ortomolekylær psykiatri ikke været i stand til at overbevise deres mere konservative kolleger.

I en rapport fra NIMH (Det Amerikanske Institut for Mentalhygiejne) hedder det: „Skønt teorien om ortomolekylær psykiatri tilsyneladende repræsenterer et nyt forskningsområde, finder de seneste påstande om terapeutisk virkning kun ringe, om overhovedet nogen, støtte i [videnskabelige] undersøgelser.“ Naturligvis bør man stræbe efter at få en afbalanceret, nærende kost. Man bør imidlertid lade en læge afgøre hvorvidt man lider af alvorlig vitaminmangel.

Dr. David Shore fra afdelingen for skizofreniforskning ved NIMH har givet udtryk for den generelle lægelige holdning da han over for Vågn op! erklærede: „Alle ønsker en enkel løsning på behandlingen af skizofreni — som for eksempel vitaminer eller dialyse.b Desværre er det ikke så enkelt. Gid det var!“

Man bør dog omgås enhver medicinsk behandlingsmetode med passende forsigtighed, og ikke uden videre godtage sensationelle påstande. „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Godtag ikke blindt en hvilken som helst behandling. Hvis lægen ordinerer medicin bør man tage sig tid til at lære dens virkninger og bivirkninger at kende.

Trøst for de sindslidende

Eftersom vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, udsættes vi alle for et stort pres. (2 Timoteus 3:1; Lukas 21:26) Og eftersom vi alle befinder os i en svækket tilstand som følge af synd og ufuldkommenhed, er det ikke overraskende at også gudfrygtige mennesker rammes af psykisk sygdom. — Romerne 5:12.

Visheden om at en sindslidelse virkelig er en sygdom, hjælper os imidlertid til at have et afbalanceret syn på problemet. Irene var for eksempel angst for at hendes sygdom skyldtes et angreb fra dæmonerne. Det kan forekomme i visse tilfælde at dæmoniske kræfter er indblandet, men Bibelen lærer ikke at alle former for sygdom forårsages af dæmonerne. (Efeserne 6:12; jævnfør Mattæus 4:24; Markus 1:32-34; Apostelgerninger 5:16.) Når en person hører stemmer eller opfører sig mærkeligt skyldes det i de fleste tilfælde en sygdom som for eksempel skizofreni.

Irene følte sig overordentlig lettet da hun fik at vide at hendes sygdom ikke skyldes dæmoner. Hun søgte lægehjælp og fik det bedre. Men husk også den beretning Bibelen indeholder om en syg kvinde: „Hun var blevet påført mange smerter af mange læger, og alt hvad hun ejede havde hun givet ud, og hun var ikke blevet hjulpet men var snarere blevet dårligere.“ Kun Jesus Kristus var i stand til at helbrede hende. (Markus 5:25-29) I dag har lægevidenskaben også visse begrænsninger. Man kan ganske vist opnå en vis lindring ved at tage fornuftige skridt. Men i nogle tilfælde er det bedste man kan gøre simpelt hen at lære at leve med sygdommen og udholde den, frem for at søge i det uendelige efter en helbredelsesmetode som måske ikke findes.

Bevidstheden om at Gud nærer dyb omsorg for os kan dæmpe mange angstfornemmelser. (1 Peter 5:6, 7) „Jehova har hjulpet mig igennem denne og mange andre vanskeligheder,“ siger Irene. Hun ser også frem til den kommende nye ordning under Jesus Kristus hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24; 2 Peter 3:13) „Det at jeg har holdt blikket rettet mod opfyldelsen af løftet om evigt liv i Paradiset der nu er så nær, har hjulpet mig til at forblive urokkelig.“ Irenes tro har hjulpet hende mere end nogen medicin lægerne kan tilbyde.

[Fodnoter]

[Ramme på side 23]

Skizofreniens kemi

Vor hjerne indeholder et utrolig kompliceret netværk der varetager kommunikationen mellem dens milliarder af neuroner eller nerveceller. Neuronerne er ikke fysisk forbundne med hinanden. Et mellemrum på blot 0,000003 centimeter adskiller deres fangearmslignende udløbere eller dendritter. For at nerveimpulserne kan strømme jævnt må de forcere dette mellemrum. Det foregår ved at cellen frigiver en lang række kemiske „budbringere“, såkaldte neurotransmittere. Disse stoffer bevæger sig tværs over mellemrummet hvor de låser sig fast til særlige receptorer, der hver for sig er bygget til at fastholde et bestemt stof.

I en normal hjerne foregår denne aktivitet jævnt og ordnet. Men hos skizofrenipatienter er disse processer tilsyneladende løbet løbsk. Nogle mener at et overskud af dopamin får neuronerne til at afsende transmitterstoffer i utide. Dette kan føre til usammenhængende tankevirksomhed. Mærkeligt nok er det dog ikke alle skizofrenipatienter der har for højt indhold af dopamin i hjernen. Kunne det tænkes at visse hjerner simpelt hen er overfølsomme over for dopamin? Eller findes der forskellige former for skizofreni? Eller kunne det tænkes at en anden kemisk abnormitet virker i forbindelse med dopamin?

Ingen ved hvordan det egentlig forholder sig. Der er heller ingen der ved om det er de kemiske forstyrrelser der forårsager skizofreni eller omvendt. Hjernens kemi er kun én af brikkerne i skizofreniens puslespil.

[Ramme på side 24]

Elektrochokterapi — en omstridt behandlingsform

Den mest omstridte af alle behandlingsformer i forbindelse med sindslidelser er uden tvivl elektrochokterapi. Ofte benævner lægerne imidlertid denne metode med et mere velklingende navn: elektrostimulation. Folk i almindelighed frygter denne behandlingsform som følge af de skræmmebilleder man har set i film, som for eksempel Gøgereden. Ikke desto mindre behandler man hvert år alene i De Forenede Stater omkring 100.000 patienter med elektrostimulation. En undersøgelse foretaget blandt psykiatere har vist at elektrostimulation „hovedsagelig kun tages i anvendelse når medicinsk behandling — i store doser og ofte i kombination med psykoterapi — har vist sig virkningsløs“.

Elektrostimulation har som behandlingsmetode gennemgået store forandringer, så det ikke længere er den rædselsfulde behandling de fleste forestiller sig. Når den bruges rigtigt mærker patienten intet. Vedkommende bliver bedøvet og får indgivet et muskelafslappende middel (for at forebygge skader på knoglerne). Man placerer elektroder på patientens hoved, hvorefter en svag elektrisk strøm sendes gennem hans hjerne, hvilket fremkalder kortvarige krampeanfald.

John Bonnage, der er informationschef ved APA, (American Psychiatric Association) henviser til en undersøgelse, foretaget af en ekspertgruppe i APA, som viser at elektrostimulation har været „et af de mest effektive midler til behandling af depression“. Bonnage siger til Vågn op!: „I dag anvender man sjældent elektrostimulation i behandlingen af skizofreni, medmindre der er tilstødt dyb depression.“

Lægerne ved faktisk ikke hvorfor og hvordan elektrostimulation virker. Modstandere af denne behandlingsform har betegnet den som „det psykiatriske modstykke til det at sparke på et tv-apparat når billedet begynder at vælte“. Noget tyder imidlertid på at elektrostimulation påvirker overføringen af impulser mellem nervecellerne på samme måde som de psykiatriske lægemidler. Kritikere hævder at elektrostimulation er farlig, ødelægger hjernen og er forbundet med risiko for hukommelsestab og dødsfald. Metodens fortalere hævder derimod at nye fremgangsmåder stærkt har reduceret disse faremomenter. De fremfører også at fordelene ved elektrostimulation langt opvejer faremomenterne i betragtning af den store sandsynlighed for selvmord i forbindelse med dyb depression.

[Ramme på side 26]

Freudianske „indsigtsterapier“ — en hjælp eller en hindring?

Dr. David Shore fra afdelingen for skizofreniforskning ved NIMH udtaler til Vågn op!: „I dag anvender man i langt mindre grad psykoanalyse og lignende metoder inden for psykiatrien.“ Grunden er først og fremmest de stigende antal vidnesbyrd om at freudianske analyser og de nærtbeslægtede indsigtsterapier ganske enkelt ikke kan helbrede skizofreni. De freudianske behandlingsmetoder bygger på den ikke videnskabeligt beviste antagelse at psykiske sygdomme er reaktioner på tidligere oplevelser i livet, på traumer fra barndommen der ligger skjult i underbevidstheden. Psykoanalytikeren forsøger på den baggrund at udforske patientens underbevidsthed ved hjælp af spørgsmål og „frie associationer“, for derigennem at hjælpe patienten til selv at se hvad der har forårsaget hans problemer.

Men skizofrene har i forvejen svært ved at kommunikere. At udsætte sådanne mennesker for indsigtsterapi svarer, ifølge dr. E. Fuller Torrey, til at „føre en stormflod over en by der allerede er ødelagt af en tornado“.

Der er også fare for at patienten kan blive alt for stærkt følelsesmæssigt knyttet til terapeuten. Nogle hævder at visse patienter er blevet så afhængige af deres terapeuter at det har været umuligt at afbryde behandlingen. At have et fortroligt forhold til en af det modsatte køn kan også medføre moralske problemer.

De fleste psykiatere hælder således til biologiske behandlingsmetoder og betragter klassisk psykoanalyse som en forældet metode i forbindelse med behandlingen af skizofreni. Visse former for samtaleterapi kan imidlertid være effektive i kombination med medicinsk behandling for at støtte patienten, hjælpe ham til at forstå sin sygdom og understrege nødvendigheden af at han tager sin medicin. Og i nogle tilfælde vil en læge gøre brug af ransagende spørgsmål for at kunne diagnosticere en sygdom. Dette er imidlertid ikke det samme som psykoanalyse.

[Illustrationer på side 25]

Medicinen forårsager ofte store forandringer