Den lovende solkraft

En hær af spejle er rettet mod samme punkt på et over 60 meter højt „krafttårn“. Der kan opstå en varme som svarer til varmen fra over 1000 sole. Temperaturen kan nå op på over 2300 grader celsius

I ENERGIMANGELENS tid er det ikke gået ubemærket hen at solen udgør en aldrig svigtende energikilde der med gavmild hånd lader hele den beboede jord nyde godt af lys og varme. Den bevarer en tålelig gennemsnitstemperatur på jorden. Den giver energi til plantevækst, og derfor til alt liv. Disse goder er så åbenbare at mange efterhånden tager dem for givet.

Men vi er også blevet afhængige af andre energiformer til mange formål hvor solens stråler ikke direkte dækker behovet. Hvis disse energikilder efterhånden udtømmes eller svigter, vil det da være muligt at opvarme boliger og fabrikker med solkraft? Kan man omdanne solens stråler så de på en eller anden måde giver elektricitet til belysning og til drift af motorer, radioer og fjernsynsapparater? Og kan solenergien lagres i tanke, så den kan bruges som brændstof for biler og flyvemaskiner?

Det er spørgsmål der nu overvejes alvorligt. På mange laboratorier er videnskabsfolk ved at udføre grundlæggende forskning om hvordan solenergien kan udnyttes. Der er ingen tvivl om at denne energi rummer store muligheder. Man har i USA regnet ud at den solenergi der tilføres et område på blot 26 gange 26 kilometer i Arizona, er lige så stor som al den elektricitet der fremstilles på alle amerikanske kraftværker tilsammen. Hvori består problemerne da?

Det første problem man kommer ud for, er at sollyset i sin natur er diffust. En solfanger af begrænset størrelse modtager kun en begrænset mængde energi. Men til visse formål er selv denne diffuse energi tilstrækkelig. Bygninger der er indrettet til at fange solens lys, kan optage tilstrækkeligt med varme til at spare en hel del brændstof til opvarmning. I tanke på taget kan vand opvarmes til det bliver varmt nok til brusebade, opvask og tøjvask.

Endnu en begrænsning ved solkraft er at den ikke altid er der når vi gerne vil have det. Ved solnedgang bliver der slukket. Også skyerne tager noget af solens kraft. Lysets intensitet, antallet af dagslystimer og antallet af timer med overskyet vejr er alt sammen noget der varierer med breddegrad og årstid. Til mange formål vil solkraftens værdi afhænge af at man finder nogle metoder til oplagring af energi når solen skinner, så man kan bruge den om natten eller når det er overskyet.

En simpel metode til oplagring af solenergi er at opvarme noget vand om dagen og holde det varmt i nogle isolerede tanke til brug om natten. Det varme vand kan også føres gennem et radiatorsystem til rumopvarmning. Når vejret er dårligt må et sådant system suppleres med energi fra en anden kilde. Men mange steder bruges det allerede som et tilskud til opvarmningen og medvirker til at spare på gas, olie eller elektricitet.

Man kan også gå videre og benytte mere avancerede metoder til udnyttelse af solens varme. Ved at koncentrere solens stråler kan man komme op på langt højere temperaturer. Hvem har ikke prøvet at sætte et stykke papir eller celluloid under et forstørrelsesglas der kunne samle solens stråler i et brændpunkt, og set hvordan materialet pludselig begynder at svides og brænde? Det samme princip anvendes i større målestok, idet man ved hjælp af buede spejle samler solens stråler i et hvidglødende brændpunkt der smelter selv de stoffer der vanskeligst lader sig smelte. I Sydfrankrig har man en sådan solovn med en kedel monteret i brændpunktet; her frembringes elektricitet som tilføres det almindelige el-net. Fabrikanten tilbyder solkraftværker med en kapacitet på 1000 kilowatt.

Et mere omfattende anlæg af den art er blevet bygget i nærheden af Albuquerque i New Mexico, USA. Hensigten med dette er at studere muligheden for økonomisk udnyttelse af denne type kraftværker i større målestok. En hær af spejle er rettet mod samme punkt på et over 60 meter højt „krafttårn“ De kvadratiske spejle måler 1,20 meter på hver led, og 25 af disse er monteret i et kvadratisk mønster på en „heliostat“. Efterhånden som solen bevæger sig hen over himmelen, må heliostaten drejes, så den følger solens bane og kan holde strålerne rettet mod målet. Der er anbragt 222 af disse heliostater som et trekantet felt nord for tårnet. De styres hver for sig uafhængigt af en datamat, i overensstemmelse med afstand og retning.

Når alle disse spejle er rettet mod tårnet, vil alt det lys der falder på 0,8 hektar, koncentreres på et område der kun fylder en halv kvadratmeter. Denne varme, der svarer til varmen fra 1000 sole, når op på 2300 grader celsius. Ved de indledende forsøg brændte heliostat-strålerne hurtigt hul i en stålplade.

Efter at man nu har foretaget forsøg med en vandkedel i krafttårnet, har man planer om at bygge et solkraftanlæg med en kapacitet på 10.000 kilowatt; det skal stå ved Barstow i Californien, hvor det kan tilsluttes el-nettet i det sydlige Californien, måske allerede i 1981.

Fra solskin til elektricitet

I mellemtiden arbejder andre forskere mod et mere langsigtet mål: at omdanne solskin direkte til elektricitet. Der er ikke noget nyt i selve princippet. Man har i mange år benyttet sig af den såkaldte fotoelektricitet i forskellige apparater. Lysmåleren i et fotografiapparat er for eksempel en lille fotocelle der måler motivets lysstyrke og fortæller hvilken blændeåbning der skal benyttes. Lyset fremkalder en svag elektrisk strøm, der sætter en viser på en skive i bevægelse. At forstørre denne effekt så den bliver til en brugbar kraftkilde, er en kolossal opgave — men hvis den løses vil den føre store fordele med sig.

Hvordan kan det i øvrigt lade sig gøre at lys fremkalder elektricitet i en fotocelle? Hemmeligheden ligger i brugen af de såkaldte halvledere. I et grundstof der er en god elektrisk leder, som de fleste metaller, er elektronerne meget løst forbundet til selve atomet. De bevæger sig frit, og er derfor strømførende. I de såkaldte isolatorer, stoffer der ikke er elektriske ledere, er elektronerne fastholdt i deres kredsløb, og de kan ikke bevæge sig frit. Halvlederne er en mellemting; elektronerne er ganske vist bundet, men ikke særlig fast, så et lille stød kan befri dem så de kan bevæge sig frit omkring.

Rent silicium er en dårlig leder. Små mængder af urenheder kan imidlertid gøre det til en langt bedre leder. For eksempel vil et ganske ringe indhold af grundstoffet arsen betyde at der tilføres frie elektroner til krystaller, idet arsen har fem ydre elektroner, mens silicium kun har fire. En smule af stoffet bor, som kun har tre ydre elektroner, vil derimod medføre en „mangel“. De manglende elektroner kaldes huller. Fra et nærliggende atom kan en elektron let springe ind i dette hul, så der opstår en virkning som om hullet flytter sig, og en positiv strøm bevæger sig.

Ved den førstnævnte form for „urent“ silicium taler man om n-type, fordi der heri findes overskydende elektroner (som er negative). Ved den anden form taler man om p-type, fordi der her findes overskud af elektronhuller (og stoffet derfor er positivt). Hvis flader af disse to former for silicium sættes mod hinanden, opstår der en såkaldt p-n-overgang. Det er en slags elektrisk ensretter, idet elektronerne kun kan bevæge sig i den ene retning ved denne overgang. Dette princip er grundlaget for transistoren, der har erstattet de store radiorør fra tidligere tider med små siliciumkomponenter.

Hvis man nu tager et stykke n-silicium og et stykke p-silicium og sætter de to sammen, har man faktisk en lille solcelle. Hvis denne udsættes for lys fra solen, vil energien i fotonerne (de enkelte lyskvanter, små „pakker“ med lys) blive optaget, og den vil frigøre elektroner fra siliciumatomerne. Hvis de to sider af denne celle bliver forbundet så der dannes et kredsløb, vil elektronerne strømme fra n-siden til p-siden. Denne elektriske strøm kan udnyttes. Det er altså elektricitet dannet af solens lys.

Det er dog ikke al energien i solskinnet der kan udnyttes til elektricitet. Energien i en foton varierer fra 1,5 til 3,0 elektronvolt, svarende til spektralfarvernes variation fra det røde over mod det violette. Men der kræves kun omkring 1,0 elektronvolt til at frigøre en elektron i siliciumkrystallet, så den overskydende energi går tabt i form af varme. Den maksimale udnyttelse man i teorien kan opnå ved hjælp af en enkelt siliciumcelle, ligger på omkring 22 procent. Den højeste udnyttelsesgrad man indtil nu er nået op på, er cirka 15 procent. Man håber dog at kunne nå op på en effektivitet på 50 procent i udnyttelsen af solstrålernes energi, idet man prøver at kombinere halvledere af forskellige grundstoftyper i serier på flere lag.

Anvendelse af solceller

Solcellerne har allerede skaffet sig en betydningsfuld plads i den moderne teknologi, alene fordi de udnyttes til rumfartøjernes kraftforsyning. Til dette formål er de helt ideelle. I rumrejser mellem planeterne er fartøjerne konstant udsat for direkte sollys (og i et planetkredsløb har de solskin over halvdelen af tiden). Der er ingen skyer for solen, og de generes heller ikke af regn eller vind. Og omkostningerne går ind under det samlede rumforskningsbudget.

Det mest iøjnefaldende træk ved Skylab eller ved Viking-rumfartøjerne, der blev sendt til Mars, var derfor det store solfang. Solcellerne har vist sig at være pålidelige og holdbare. Kraftanlægget i Viking-rumfartøjet producerede stadig væk 600 watt to år efter ankomsten til Mars. Den har klaret dette krævende hverv på en måde der virker som en god anbefaling for anlægget. Den omhu og ødselhed man har ofret for at gøre solcellerne så funktionsdygtige, kan man tillade sig på et projekt som Viking-projektet. Men hvis solcellerne skal have nogen økonomisk interesse med henblik på elkraft til brug på jorden, må prisen helt ned på en tyvendedel eller mindre. Det kunne se ud til at solkraftens udnyttelse derfor lå langt ude i fremtiden, men i betragtning af hvor billige andre halvlederkomponenter er blevet, kan man håbe på at det ikke behøver at vare så længe. På mange laboratorier arbejder man ihærdigt på at finde automatiske fremstillingsprocesser der kan gøre solcellerne billigere. Begejstrede tilhængere påstår at solen måske ved år 2000 vil kunne levere 20 procent af al energi der skal bruges i for eksempel USA.

Denne form for solkraft har endnu et kendetegn der adskiller den tydeligt fra mange andre måder at producere elektricitet på. Den bygger på en fast enhed, et modul, nemlig solcellen. Hvis man vil have mere strøm, tilføjer man blot flere moduler. Det gælder ikke den elektricitet der fremstilles ved hjælp af dampkraft. Der skal et meget stort kraftværk til for på økonomisk måde at skaffe kraft ved afbrænding af olie eller kul. Det samme gælder kernekraft, og i allerhøjeste grad ved fusionskraft. Men den elektricitet der skaffes fra solen, ser ud til at kunne blive lige så billig i lille målestok som i stor målestok.

Dette rejser et udfordrende spørgsmål: Kunne man måske en dag blive fri for det vidt forgrenede ledningsnet der er nødvendigt i dag? Måske vil fremtidens kraftværk være et lokalt anlæg, eller måske endda husstandens eget anlæg. Denne tanke virker ikke tiltrækkende på dem der har baseret kraftforsyningen på store regionale eller landsdækkende kraftværker med komplicerede højspændingsnet til fordeling. Man forstår at industriledere der har investeret meget i det nuværende system, ikke er vildt begejstrede for så radikal en fornyelse. Hvis der ikke blev holdt igen af disse årsager, ville solkraften kunne udvikles langt hurtigere, hævder nogle.

Der findes andre klare fordele ved den direkte solelektricitet, som gør den attraktiv. Den er ren, støjfri og pålidelig. Den har ingen bevægelige dele, og ingen dele der slides. Den er ganske enkel at udnytte. Den er forureningsfri. Dens tilførsel af „råstof“ er gratis og lige så pålidelig som solopgangen hver morgen. Man forstår hvorfor disse lovende udsigter får solenergiens fortalere til at kræve at man sætter alle sejl til for snart at kunne udnytte denne energi fuldt ud.

[Ramme på side 8]

Solenergi fra rummet

At hente elektrisk kraft ned fra rummet til brug på jorden — det lyder måske som en idé fra en science fiction-film. Men det har faktisk været overvejet. Et kæmpemæssigt arsenal af solpaneler, med en samlet overflade på 50 kvadratkilometer, skulle stykke for stykke sendes ud i rummet og samles derude. Rumkraftværket skulle sættes i kredsløb 36.000 kilometer oppe, hvor det skulle gøres stationært over et punkt ved jordens ækvator. Kraften fra dette anlæg skulle sendes ned til jorden via mikrobølger, der skulle opfanges af en jordantenne med en diameter på 10 kilometer. Værket skulle kunne frembringe fem millioner kilowatt, hvilket er nok til for eksempel byen New York. Forslaget rummer én tydelig fordel fremfor solfangere på jorden. Rumkraftværket kunne fungere døgnet rundt, og selv om det blev overskyet på jorden, ville hverken opsamlingen eller overførelsen af energi ved hjælp af mikrobølger blive generet af dette.

Men det ligger ikke inden for vore teknologiske muligheder i dag at bygge så stor en konstruktion. Det ville koste milliarder af kroner at udvikle de nødvendige raketter og transportere materialer og arbejdshold ud i rummet. Man tænker også uvilkårligt på om mikrobølgerne måske kunne udgøre en fare for mennesker der boede nær modtageranlægget. Hvilken virkning ville det i øvrigt få på ionosfæren, på vejret og på radio- og TV-kommunikationen? Astronomer indvender desuden at disse lysende genstande på himmelen ville sætte en effektiv stopper for deres udforskning af rummet; dertil skal man nemlig bruge en mørk himmel. Fra kraftværkernes side ville man måske være gunstigt stemt for dette forslag, da det ville indebære at deres fordelingsnet stadig skulle bruges.

Men hvis man kunne oplagre energien natten over, ville man måske foretrække at hente solkraften direkte fra solen når den skinner på ens eget hus, og undgå denne besværlige omvej. Hvis solsatellitterne en dag blev en realitet, ville man sikkert i mellemtiden have udviklet muligheden for at opsamle tilstrækkeligt med solenergi til brug i boligen, blot ved hjælp af solfangere på tre kvadratmeter på taget.

Vind- og vandkraft

FORUDEN de direkte metoder til udnyttelse af solens energi er der mange måder at udnytte den indirekte på. I over 1000 år har man brugt vandløb til at drive møller, væverier, pumper og meget andet maskineri. Når vandet er løbet ud i søer eller have, føres det tilbage til sit udspring ved fordampning og regnfald, der skyldes solens stråling. Det betyder at energien hele tiden fornyer sig selv og aldrig slipper op.

Ved at opdæmme større eller mindre floder og anlægge vandkraftværker, har man skabt mulighed for en stabil energiforsyning på alle tider af året. I nogle lande er der så rigeligt med vandløb at det er den vigtigste kraftkilde. I Norge, for eksempel, fremstilles næsten al elektricitet ved vandkraft. Men i verden som helhed har denne energikilde mindre betydning. Kun omkring 5 procent af menneskehedens samlede energiforbrug dækkes af elektricitet som fremstilles ved vandkraft. Mange steder i verden er vandkraften allerede udnyttet i stor udstrækning, og der er ikke mange muligheder for at dække en større del af det voksende energibehov ad den vej.

I umindelige tider har man også tappet energi fra naturen ved hjælp af vindmøller. De er ligeledes afhængige af solen, for det er solen der bestemmer vejrliget og de klimaforskelle der afgør hvilken vej og hvor stærkt vinden blæser.

I gamle dage var vindmøller et almindeligt syn mange steder. De maleriske møller i Holland pumpede vand fra de digeomkransede marker. I det 18. århundrede gav vindmøllerne kraft til savværker, kværne og blomstrende industrier. Engang var sletterne i det centrale og vestlige USA oversået med millioner af vindmøller. De fleste pumpede vand op af brønde, men nogle fremstillede også elektricitet. Da den tekniske udvikling tog fart blev hovedparten af vindmøllerne udskiftet med benzinmotorer.

Men nu da råolien er ved at miste sin dominans, søger vindkraften at genvinde sin tabte popularitet. Den fornyede interesse er yderligere blevet forstærket af den opdagelse at vinden rummer langt større kraftreserver end oprindelig antaget. En forsker ved Californiens universitet hævder i en nylig rapport at menneskets samlede energibehov i hele verden kunne opfyldes 20 gange alene med vindkraft. Hvis mulighederne blev fuldt udnyttet i De forenede Stater, ville der være nok til at dække 75 procent af det nuværende energiforbrug. Mange steder er der på gennemsnitsbasis næsten lige så megen energi i vinden som i sollyset.

Der er stor forskel på de typer maskiner man bygger og afprøver med det formål at hente kraft fra vinden. Nogle har to- eller trebladede propeller, monteret på noget der kunne minde om kroppen på en lille flyvemaskine, som hviler på toppen af et højt tårn. En sådan vindmølle med 19 meter lange propelblade udvikler nu op til 200 kilowatt, nok til en sjettedel af de 1300 husstande i byen Clayton, New Mexico, når vinden altså blæser — og det gør den 90 procent af tiden. I 1978 kostede elektriciteten fra denne mølle tre gange så meget som den elektricitet der fremstilles ved hjælp af råolie, men større vindmøller og masseproduktion ventes at bringe omkostningerne ned, mens råolien samtidig bliver dyrere og dyrere.

Lignende mølletyper er ved at blive afprøvet andre steder, og den hidtil største, med en kapacitet på 2000 kilowatt, er nu blevet bygget på en bjergtop i nærheden af Boone i North Carolina. I et vindblæst bjergpas i det centrale Californien skal et privatfirma bygge en hel klynge vindmøller. Hvis projektet kan løbe rundt økonomisk, skal der opstilles mange hundrede flere på velegnede steder.

En anden type vindmølle har buede vinger som er fastgjort øverst og nederst på en lodret søjle. Den ligner noget i retning af et kæmpemæssigt piskeris. Vingerne behøver ikke at drejes i retning af vinden. Og ligesom det gælder for flere andre typer, arbejder den kun når vinden er over en vis minimumshastighed, som regel omkring 13 kilometer i timen, og af sikkerhedsmæssige grunde kan den bremses og standses når vinden blæser for kraftigt.

Endnu en vindmølle af temmelig ukonventionel konstruktion er en type der består af et stationært, cylindrisk tårn med lodrette blade hele vejen rundt. Disse blade åbnes i en skrå vinkel i tårnets vindside og lukkes i læsiden. Vinden, som trænger ind i tårnet, ledes ind i et spiralformet mønster og bevæger sig opad og danner en tornado i miniformat. Derved opstår der et undertryk i midten af tårnet, så der trækkes luft ind fra bunden gennem en forholdsvis småbladet turbine, der bevæger sig med høj hastighed.

Desuden er der flere andre typer på tegnebrættet. Der fremføres mange nye ideer til hvordan man kan skaffe elektricitet fra vinden, og ingen kan endnu forudsige hvilken metode der i sidste ende vil vise sig mest rentabel. Emnet er fortsat genstand for ivrig forskning, og mange typer og konstruktioner kappes om førstepladsen.

En faktor man også må tage i betragtning når man sammenligner vindkraft med andre energikilder, er den æstetiske side af sagen. Mens en enkelt vindmølle her og der kan forekomme meget malerisk, kan lange rækker af vindmøller skæmme landskabet. Det har også været på tale at de måske vil forstyrre fjernsynsmodtagelsen i omegnen.

For øjeblikket ser det altså ud til at vindkraften i det mindste vil genvinde sin tidligere plads, og måske endda få større betydning end før. Det anslås at mellem 1 og 10 procent af USAs energiforbrug i år 2000 vil kunne dækkes af vindkraft.

Bakkerne og dalene jævnes ud

Når solen forsvinder og når vinden løjer af, holder solcellerne og vindmøllerne op med at producere energi. Hvis de blot er et supplerende led i en anden form for energiforsyning, hvor hovedenergikilden for eksempel er et vandkraftværk eller et kulfyret kraftværk, er sådanne udsving i produktionen ikke noget problem. Operatørerne vil blot regulere elproduktionen fra hovedgeneratorerne så der kompenseres for den varierende sol- eller vindkraft, på samme måde som de gør for at dække den skiftende efterspørgsel i dagens løb.

Til nogle formål kan man benytte solenergi alene — efter princippet „man må smede mens jernet er varmt“. Hvis man for eksempel bruger solenergi til at pumpe vand op i et reservoir, til elektrokemisk fremstilling af aluminium, eller til produktion af brint, kan man nøjes med at lade processen køre når solen skinner, og indstille den når solen ikke skinner.

Men til mange formål er man nødt til at kunne oplagre energien. Elektricitet kan opsamles på akkumulatorer, sådan som vi længe har gjort det i vore biler. Men skulle en række akkumulatorer med de normale blyceller dække behovet i en almindelig gennemsnitshusholdning, ville der blive tale om et både klodset og kostbart anlæg. Nu giver forskerne imidlertid løfte om nye typer batterier med fast elektrolyt som vil gøre det muligt at oplagre store mængder elektricitet på ringe plads.

Hvis sådanne batterier bliver en realitet, vil batteridrevne biler blive meget mere anvendelige end de er i dag. Bilisten skal bare sætte en ledning fra bilen i en stikkontakt derhjemme, eller på parkeringspladsen der hvor han arbejder eller handler. Med forbedrede solceller og batterier vil det måske blive praktisk muligt at montere solfangere på biltaget, så batterierne kan oplades både når bilen kører og når den holder stille. En sådan biltype er i øjeblikket ved at blive prøvekørt i Florida. En driftig opfinder i Californien har endda forbundet et batteri med solceller som er monteret på vingerne på en let flyvemaskine, og har demonstreret at den kan flyve ved solkraft.

I forbindelse med store kraftværker kan det være mere praktisk at omdanne energien til andre former før man oplagrer den. Overskydende elektricitet fra dage med solskin eller blæsevejr kunne for eksempel benyttes til at pumpe vand op i et højereliggende reservoir. Om natten eller i stille vejr kunne man så lade vandet løbe den anden vej og derved fremstille ny elektricitet. Et andet forslag går ud på at man skal pumpe luft under tryk ned i de naturlige hulrum i undergrunden. Mekanisk energi kunne oplagres i kæmpemæssige svinghjuls rotation. De mangfoldige ideer der fremføres, vidner om at vi vil komme til at opleve store forandringer i energiforsyningen hvis sol- og vindkraft bliver almindelig.

Solskin på dåse

Endnu en måde at udnytte solenergien på, består i fotokemisk fremstilling af brændstof ved hjælp af sollyset. En naturlig proces af denne art er fotosyntesen. Grønne planter benytter sollyset til fremstilling af energirige forbindelser som kulhydrater. Mennesker benyttede faktisk solenergi allerede da de begyndte at brænde træ for at lave mad og opvarme deres boliger.

Ved gæring kan man af mange plantestoffer fremstille et andet naturprodukt, nemlig alkohol, der kan benyttes som brændstof. Biler kan køre på en blanding af benzin og 10-20 procent alkohol uden at der ændres på motoren. Man kan også ombygge motoren til at køre på ren alkohol. Indtil nu har alkohol været dyrere end benzin, men billedet er ved at ændre sig, og i flere lande er bilisterne begyndt at køre på en blanding. Brasilien har iværksat et intensivt projekt for at fremstille alkohol og gøre sig uafhængig af råolieimport. For at finde frem til en rentabel proces der kan udnyttes erhvervsmæssigt, undersøger man nu forskellige slags hurtigvoksende planter.

Visse fremsynede forskere har visioner om at bruge solens lys direkte til at spalte vand i ilt og brint. Dette kan naturligvis gøres ved elektrolyse, men de forestiller sig at det også må kunne gøres ad fotokemisk vej. Det de mangler, er en egnet katalysator til reaktionen, noget der kan virke på samme måde som klorofylet i de grønne planter, der tjener til at fremstille sukker af vand og kuldioxyd. Hvis et sådant stof kan findes, kan det en dag blive muligt at bruge komprimeret brint som brændstof til biler.

Brændstoffer som alkohol eller brint, fremstillet ved hjælp af sollys, har store fordele fremfor kulbrinter. De forurener ikke. Desuden forrykker de ikke naturens kuldioxyd-balance, sådan som afbrænding af fossile brændstoffer gør, fordi de hele tiden hentes fra atmosfæren og sendes tilbage dertil.

[Tekstcitat på side 10]

En forsker hævder at menneskets samlede energibehov kunne opfyldes 20 gange alene med vindkraft

[Tekstcitat på side 10]

Nogle steder er der på gennemsnitsbasis næsten lige så megen energi i vinden som i sollyset

[Tekstcitat på side 11]

Det bliver måske praktisk muligt at montere solfangere på taget af el-drevne biler, så batterierne oplades samtidig med at bilen kører eller holder stille

[Tekstcitat på side 11]

Af plantestoffer kan der fremstilles alkohol, der kan benyttes som brændstof og ikke forurener

[Tekstcitat på side 12]

Ved gæring kan man af mange plantestoffer fremstille alkohol, der kan benyttes som brændstof i biler

[Ramme på side 12]

Kraft fra jordens indre

Foruden atomenergi er der en anden energikilde som heller ikke er baseret på solens energi. Det er varmen i jordens indre. Nogle steder ligger varmen tættere ved overfladen end andre steder. En dramatisk demonstration af dette er et vulkanudbrud med flydende lava som strømmer ned ad bjergsiden. Mindre voldsomme er gejserne, de hede springkilder der sender damp og kogende vand højt op i luften. Endnu mere stilfærdige er de varme kilder som får mange mennesker til at søge til kursteder.

Det menes at varmen i jordens indre skyldes tyngdekraftens sammenpresning af de metalliske materialer og klippelag som jorden består af. I begyndelsen har hele jorden antageligvis været en flydende masse, og på et eller andet tidspunkt er skorpen blevet afkølet mens det indre stadig er varmt. Den tilbageværende varme strømmer hele tiden ud mod overfladen, nogle steder hurtigere end andre. Denne oprindelige varme forstærkes af det radioaktive henfald der finder sted i sådanne grundstoffer som kalium, uran og thorium i jordens skorpe.

De steder hvor jordvarmen er tilgængelig, er den en nyttig energikilde. I Larderello i Italien er der udstrømmende damp som siden 1904 er blevet benyttet til at drive elektriske generatorer. Et større kraftværk som drives af tør damp og som ligger nær Geyserville i Californien, har en ydelse på over 500 megawatt.

Overophedet vand i undergrunden bliver også til damp når det tappes ved jordens overflade. Både i New Zealand og i Mexico har man tappet hedt vand til elektricitetsfremstilling. Det samme gør man på Island hvor et kraftværk i nærheden af søen Mývatn siden 1969 har fremstillet elektricitet ved hjælp af overophedet vand fra jordens indre, med en ydelse på 3 megawatt. Det første kraftværk af den art i De forenede Stater er nu under bygning i nærheden af El Centro i Californien. Det skal efter planen producere 50 megawatt, og det anslås at det geotermiske felt på stedet vil kunne klare en udbygning til det tidobbelte af denne kapacitet.

Varmen i jordens indre rummer så store energireserver at der faktisk er ubegrænset energi til rådighed når man sammenligner med menneskenes behov. Men den kan kun tappes relativt få steder. Den geotermiske energimængde der kan udnyttes for øjeblikket, er temmelig lille i sammenligning med de tusind gange større energimængder der umiddelbart kan hentes fra sollyset og vinden.

Energiforsyning i fremtiden

HVAD kan fremtiden tilbyde den energihungrende verden? Hvilken af de mange muligheder vi her har stiftet bekendtskab med, vil vi benytte os af i de kommende år?

Svaret på spørgsmålet afhænger af hvor langt frem i tiden vi ønsker at se. Samtidig må vi holde os for øje at menneskeheden nu står foran en stor trængsel, som vil medføre gennemgribende forandringer i det menneskelige samfund.

Den ældre generation vil sikkert være mest interesseret i hvad det næste tiår vil bringe. Inden for den nærmeste fremtid ser der ikke ud til at være nogen vej ud af den voksende energimangel. Den tid hvor energien var billig og fandtes i rigelig mængde er nu forbi, og den ældre generation kan ikke forvente at opleve den igen. Olien er ved at slippe op. Atomkraften kunne muligvis have været med til at dække en stor del af behovet, men politisk uenighed har vanskeliggjort dette. Kul er det eneste der umiddelbart ville kunne afhjælpe situationen, men fordi man har været tilbageholdende med at åbne nye miner og fremskaffe transportmuligheder kan krisen kun blive værre.

Det desperate kapløb om at få størst mulig andel i de svindende olieforsyninger illustreres rammende af de skænderier og slagsmål der i mange lande opstår mellem folk der holder i kø ved tankstationerne. Den samme tendens vinder frem de forskellige lande imellem. De olieproducerende lande, som vil udnytte deres nyvundne rigdom, og industrilandene, hvis magt pludselig vakler, udveksler vrede beskyldninger. Hver især giver de hinanden skylden for den hurtigvoksende inflation. På producenternes side mødes man og diskuterer hvor meget priserne skal stige. På forbrugernes side mødes man og skændes om hvordan man skal fordele en kage som ikke er stor nok til alle. Intet mirakelmiddel findes. Tilsyneladende kan situationen kun forværres.

Den unge generation vil det sikkert ligge på sinde at se længere frem i tiden. Hvordan vil mulighederne for energiforsyning være om 25 eller 50 år? Ud fra oplysningerne i de foregående artikler drager man måske den slutning at det til den tid vil se lyst ud igen. Hvis de problemer der er forbundet med atomenergien kan løses, er det muligt at den vil kunne udfylde en stor del af behovet. Men det ser snarere ud til at det er solenergien der vil blive den vigtigste energikilde i det næste århundrede, hvad enten den opsamles direkte i form af varme eller elektricitet, eller udnyttes indirekte i form af vindkraft.

Når talen er om det 21. århundrede, spekulerer man måske på om menneskeheden overhovedet vil overleve det 20. århundrede og opnå at få del i goderne. Man ser lovløsheden tage til i alle samfundslag, ja nogle steder hersker der næsten anarkistiske forhold. Minoritetsgrupper kræver deres påståede ret uden hensyn til bredere nationale interesser. Alle lande finder det mere og mere vanskeligt at slutte overenskomster og har lettere og lettere ved at bryde dem.

Set på denne baggrund forværrer energikrisen yderligere den angst blandt de rådvilde nationer som Jesus forudsagde da han omtalte hvilke problemer der ville oversvømme verden i dette århundrede. (Luk. 21:25) Politikernes usikre forsøg på at løse energiproblemet har efterhånden nået lammelsens punkt. Deres nederlag i kampen bekræfter uomtvisteligt Bibelens udsagn om at mennesket ikke formår at styre sine egne veje. (Jer. 10:23) Problemerne er simpelt hen for store. Først når Guds rige begynder at herske over jorden vil der komme en løsning på menneskehedens problemer, deriblandt energispørgsmålet.

Bibelen viser at den „frygt og forventning“ som mange nærer med hensyn til „det der kommer over den beboede jord“ er velbegrundet. (Luk. 21:26) For „det der kommer“ vil indbefatte den fuldstændige tilintetgørelse af menneskehedens politiske, økonomiske og religiøse systemer, der må vige pladsen for Jehovas riges herredømme over jorden under Kristus.

Energiforsyning i den nye ordning

For dem der accepterer Bibelens synspunkter vil spørgsmålet om fremtidens energikilder have en betydning som rækker langt ud over den øjeblikkelige krise. De vil være interesseret i at vide hvilken form for energi mennesket vil anvende tusind år frem i tiden, ja i al evighed.

Det er ikke vor hensigt her at spekulere i detaljer over ting som kun fremtiden kan afsløre. Imidlertid må vi, når vi tager de bibelske principper i betragtning, formode at visse former for energi er mere forenelige end andre med den livsform vi forventer vil råde i den nye tingenes ordning.

Først må vi tage i betragtning at hele jorden vil blive omdannet til et paradis. Intet vil få lov til at forurene og ødelægge skønheden i den jordomspændende Edens have. — Luk. 23:43; Åb. 11:18.

Vi har set hvordan den udbredte anvendelse af kul skamferer naturen, både hvor det udvindes i minerne og hvor det brændes. Den kommercielle kulminedrift er også farlig for minearbejderne og nedbryder deres helbred. Den overdrevne brug af olieprodukter som brændstof er skyld i en stor del af vore dages luftforurening. Kemikere har opdaget at den store variation af komplicerede kulbrintemolekyler som findes i olie kan være udgangspunkt for syntetisk fremstilling af alle slags nyttige og udmærkede stoffer. At denne skat i naturen blot afbrændes på denne hensynsløse måde, afslører menneskets fuldstændige mangel på værdsættelse.

Vi må ligeledes huske på at intet vil få lov til at volde jordens indbyggere skade eller give dem grund til at frygte en katastrofe. (Mika 4:4) De faremomenter der er uløseligt forbundet med anvendelsen af kerneenergi, synes at gøre denne energiform uønskelig på den nye jord.

Når vi tager i betragtning at mennesker skal leve evigt på jorden, må vi forvente at energien vil blive hentet fra kilder som ikke vil blive opbrugt hurtigere end de dannes. (Sl. 37:29; Præd. 1:4) Også det vil udelukke den omfattende afbrænding af kul og olie, såvel som spaltningen af uran. I stedet taler det for brugen af vedvarende energikilder. I Prædikeren 1:5-7 fremhæves naturens kredsløb, ved hvilke alting opretholdes og fornys. Det vil være logisk at tænke at vores energiforsyning vil komme fra noget der passer ind i disse kredsløb, noget som aldrig slipper op. Vi lægger mærke til at disse vers i Prædikerens bog omtaler sollys, vind og vandløb som noget der fortsat vil være til rådighed. (Jævnfør Job 38:24-27.) Alle disse ting kan tjene som energikilder, og de slipper aldrig op. Ydermere forurener de ikke naturen, og de midler hvormed man udnytter dem, kan på en harmonisk måde passes ind i landskabet.

Noget andet vi må have i tanke, er at den kommercielle udnyttelse af naturens ressourcer for profittens skyld ikke vil fortsætte når denne tingenes ordning hører op. Motivet til udnyttelsen af de forskellige energikilder vil i den nye ordning ikke være kærlighed til penge, men kærlighed til næsten. (1 Tim. 6:10; Matt. 22:39) Det betyder at der vil være en hel anden åbenhed over for fordelene ved de forskellige energikilders udnyttelse end vi oplever det under det nuværende økonomiske system.

Vigtigst af alt er det at alle som lever vil erkende at både livet og alt det der gør livet dejligt at leve, afhænger af Jehova. Jehova er den største kilde til enhver form for energi, og denne kilde er uendelig og uudtømmelig. (Es. 40:28-31) Som „himmellysenes Fader“ er han Skaberen af solen, der uophørligt spreder lys og varme som en kærlig gave til menneskeheden. — Jak. 1:17; Sl. 74:16.

Jehova opfandt kerneprocessen som giver solen dens kraft, og han forstår den og behersker den til fuldkommenhed. Han har forsynet solen med brændstof til milliarder af år. Før brændstoffet slipper op kan han erstatte det med nyt, lige så let som vi mennesker tager en gammel frakke af og tager en ny på. (Sl. 102:26-28) Der vil aldrig komme nogen solenergikrise.

Fordi Jehova selv er evig, er hans løfte om evigt liv til sine lydige undersåtter ikke et tomt løfte. Han kan opretholde livet hos sine skabninger på ubestemt tid, ja for evigt. (Sl. 104:5) Under hans velsignede styre vil vi aldrig behøve at bekymre os om hvorfra vi skal hente vor energi i fremtiden.

[Tekstcitat på side 14]

Motivet til udnyttelsen af de forskellige energikilder vil i den nye ordning ikke være kærlighed til penge, men kærlighed til næsten