Side 2

Vuggedøden er alle forældres skræk. Hvis den rammer sker det som regel i barnets første leveår, og flere drenge end piger bliver ofre for den. Men hvad er vuggedød, og hvad er årsagen til den? Kan den forebygges? Hvordan kommer forældre over tabet af et barn?

Alle forældre frygter vuggedøden

„Et tilsyneladende sundt spædbarns pludselige, uventede død er nok det mest fortvivlende og sønderknusende der kan overgå et ungt par — men i de vestlige lande er det samtidig den mest almindelige dødsårsag for spædbørn der er over en uge gamle.“ — Professor Bernard Knight, „Sudden Death in Infancy — The ’Cot Death’ Syndrome“.

KLOKKEN var fire om morgenen den 22. december 1984. Ken Eberline stak hovedet ind i børneværelset for at se hvordan Katie på syv måneder havde det. Ken og hans kone, Tottie, var begge i begyndelsen af trediverne, og deres førstefødte, lille Katie, var deres stolthed og glæde. Da Ken havde set at hun sov sødt, tog han af sted. Han havde langt at køre til Los Cruces i New Mexico, hvor han skulle undervise ved et seminar.

Tottie stod op klokken 7.30 og så til Katie. Hun var så underligt stille. Tottie kiggede igen, rørte ved hende — og vidste straks at Katie var død. Hun var blevet ramt af vuggedøden. Hvert år sniger denne død sig pludseligt og tavst ind på i tusindvis af familier.

En medfølende ligsynsmand

Hvordan reagerede Tottie og Ken på dødsfaldet? Tottie siger til Vågn op!: „Så snart det gik op for mig hvad der var sket, drejede jeg 000. Politiet og en ambulance kom med lynets hast sammen med en ligsynsmand. De var alle meget venlige og medfølende. Jeg var selvfølgelig plaget af tanken om hvad det dog var jeg havde gjort — eller havde undladt at gøre — som havde ført til at Katie var død.

Ligsynsmanden beroligede mig. Han fortalte at han ni år tidligere selv havde mistet et barn under de samme omstændigheder. ’Der var intet De kunne have gjort for at undgå det,’ sagde han. ’Om De så havde stået ved sengen og overvåget hende ved hjælp af elektronisk udstyr, kunne De ikke have reddet hendes liv.’ Han tilføjede: ’Man kan ikke vide det på forhånd, og man kan heller ikke forebygge det. I nogle tilfælde går alt bare i stå på én gang, og i øjeblikket ved man ikke hvorfor.’ Jeg er sikker på at hans ord har sparet mig for en masse skyldfølelse og selvbebrejdelse.“

I en af de følgende artikler vil vi besvare spørgsmålet om hvordan Ken og Tottie formåede at leve videre efter at have mistet deres datter. Men der er andre spørgsmål som alle forældre til spædbørn uden tvivl kunne tænke sig at få besvaret: Hvad er årsagen til vuggedød? Er der nogle advarselssignaler man kan være opmærksom på? Kan det forebygges?

Vuggedød — symptomer og årsager

„Vuggedød forårsager cirka 2 dødsfald pr. 1000 levendefødte børn i De Forenede Stater, hvilket svarer til mellem 7500 og 10.000 dødsfald om året.“ — The New England Journal of Medicine for 30. april 1987.

DET er først i de senere år at vuggedød er blevet kendt som definition på en dødsårsag. I tidligere generationer druknede vuggedøden i statistikken over de utallige årsager til spædbørnsdød der var udbredt dengang. Takket være lægevidenskabens fremskridt har man nu udryddet så mange af de tidligere årsager til spædbørnsdød at vuggedøden skiller sig ud — og det i så høj grad at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) allerede i 1979 begyndte at omtale den særskilt i værket International Classification of Diseases. Nogle eksperter i lægevidenskab mener dog at de kan spore eksempler på det vi nu kalder vuggedød helt tilbage til Bibelens tid!

De henviser til eksemplet med de to kvinder der henvendte sig til kong Salomon og som begge hævdede at være moder til et levende barn og ikke til et der var dødt fordi moderen „havde ligget på ham“. (1 Kongebog 3:16-27) Som patologen Bernard Knight skriver: „Indtil for ganske nylig var den klassiske forklaring på vuggedød at moderen havde ligget på barnet.“ Der er dog en faktor som gør det tvivlsomt at det drejer sig om vuggedød i det bibelske tilfælde — barnet døde nemlig da det kun var tre dage gammelt, „og så var det for lille til at vuggedød kan have været årsagen“, mener Bernard Knight.

Det er ganske vist forekommet at spædbørn er døde fordi de ved et uheld er blevet kvalt af deres sovende moder, men i mange af de tilfælde som man i århundredernes løb har henført til denne kategori, har det drejet sig om det man i dag kalder vuggedød.

Den mystiske vuggedød

Vuggedøden er et problem over hele verden. Det anslås for eksempel at den årligt rammer mellem 1000 og 2000 spædbørn i Storbritannien, mens det her i Danmark drejer sig om henved 100 — mellem en og to promille af de nyfødte. Gennemsnittet i industrilandene ligger på cirka ét barn ud af 500. Hvis man sætter befolkningstilvæksten til 83 millioner om året, repræsenterer dette mindst 166.000 dødsfald årligt. Men dertil kommer de millioner af bekymrede forældre som frygter at netop deres barn vil blive ramt af vuggedøden. Som Phyllis, der er i begyndelsen af trediverne og bor i New York, fortæller: „Hver gang jeg lægger den lille i seng, beder jeg til at hun vil vågne op igen.“

Vuggedøden er fortsat en gåde for forskere og patologer. Bladet Pediatrics har for nylig bragt en artikel om tvillinger der rammes af vuggedød. Man havde undersøgt 32 tilfælde, men „fandt ingen dødsårsag trods grundige obduktioner“. Ti andre tilfælde af vuggedød hos tvillinger er blevet undersøgt på universitetsklinikker i Antwerpen, Paris og Rouen. Med hvilket resultat? „Selv efter obduktionen kunne der ikke gives nogen forklaring på vuggedøden.“ Årsagen — eller årsagerne — er stadig et mysterium.

Af en anden rapport fremgår det imidlertid at hos 11 ud af 42 tvillingepar som man sammenlignede, „vejede det barn som senere omkom ved vuggedød, over 300 gram mindre end sin overlevende broder eller søster“. Konklusionen var at det eneste der adskiller de børn der blev ramt af vuggedød fra de normale, var „en lavere gennemsnitsvægt og -højde ved fødselen, en forudgående forekomst af cyanose [blåfarvning af hud og slimhinder på grund af for lavt iltindhold i blodet] eller bleghed under søvnen, og periodisk kraftig nattesved“.

I en rapport om 16 tilfælde af vuggedød i England siger en gruppe læger: „Vuggedød indtræffer som regel i alderen fra 1 til 6 måneder og topper mellem 2. og 4. måned. . . . Andre faktorer som man tidligere har forbundet med vuggedød er at moderen har røget under graviditeten, var meget ung da barnet blev født eller at hun var ugift og havde en stor familie [og] en lav socialøkonomisk status.“ De tilføjer: „Vuggedøden rammer oftere drengebørn end pigebørn, og forekommer hyppigst i efterårs- og vintermånederne.“ Bernard Knight siger imidlertid advarende: „Det bør pointeres at vuggedød kan forekomme — og forekommer — i enhver familie uden hensyn til dens position i det sociale hierarki.“

Patologer forsøger at afdække mysteriet

Når et lille barn dør og årsagen ikke er åbenbar, vil ligsynsmanden som regel tilkalde en patolog der kan undersøge liget og foretage en obduktion. Derved forsøger man at finde den nøjagtige dødsårsag i håb om at undgå senere tilfælde. Hvad har patologerne fundet frem til ved undersøgelsen af vuggedød?

I årenes løb har man fulgt forskellige spor. På et tidspunkt mente man at vuggedød skyldtes at barnet var blevet kvalt i sengetøjet eller af at have ligget i en forkert stilling, men denne teori blev fejet af bordet da det blev bevist at spædbørn normalt kæmper sig ud af en stilling som rummer risiko for kvælning, og at sengetøj som regel er så luftigt at man kan trække vejret igennem det. Senere mente man at årsagen var brugen af sutteflasker og komælk, men også børn der ammes omkommer ved vuggedød. I lang tid skød man skylden på apnø, afbrydelser af åndedrættet, men nu er også dét stort set blevet forkastet som hovedårsag.

For nogle år siden var nogle patologer af den oprigtige mening „at en infektion i åndedrætsorganerne var den grundlæggende dødsårsag . . . Skønt det nu [i 1983] er en almindeligt udbredt opfattelse at infektionen ikke er den grundlæggende årsag men måske nok den udløsende faktor, er der ingen tvivl om at en mild betændelsestilstand i luftvejene forekommer i en stor del af tilfældene af vuggedød.“ — Sudden Death in Infancy.

Professor Knight konkluderer at „det nu synes åbenbart at der ikke findes en enkeltårsag til vuggedøden“. Men at „der er flere faktorer som optræder samtidig hos et givet barn på et givet tidspunkt og forårsager død. Vi kender nogle af disse faktorer, men ikke dem alle“. Detektivarbejdet fortsætter derfor, og man søger stadig efter nye spor. For nylig har man dog gjort en ny opdagelse.

En ændring i hæmoglobinet — årsag eller symptom?

Denne opdagelse blev beskrevet i The New England Journal of Medicine for den 30. april 1987. Det hed i artiklen: „Et vedvarende forhøjet niveau af fosterhæmoglobin (hæmoglobin F) hos spædbørn der omkommer ved vuggedød, kan tyde på en mangelfuld ilttilførsel til følsomme vævsområder.“a Efter fødselen erstattes fosterhæmoglobinet normalt af hæmoglobin A, som dannes af barnets eget legeme — det danner altså selv det iltbærende hæmoglobin, oplyste artiklen videre. Men hos et betydeligt antal af de børn som var omkommet ved vuggedød kunne man konstatere et unormalt højt niveau af fosterhæmoglobin, der binder ilten stærkere end hæmoglobin A. Hvilken konklusion drog lægerne af dette?

„Vi fortolker denne opdagelse sådan at de børn som senere omkommer ved vuggedød er kendetegnet af en udtalt forsinkelse af omstillingen fra hæmoglobin F til hæmoglobin A — et fænomen der måske afspejler en underliggende kronisk sygdom.“ Hvorfor opstår denne ’forsinkelse’? „Årsagen til det unormalt høje hæmoglobin F-indhold i blodet er uvis.“

Lægerne betragtede ikke dette som en årsag til vuggedød, men som en nyttig indikator hvormed man kunne udpege de børn som måske var særligt disponerede for vuggedød, „især dem der var over 50 uger, regnet fra undfangelsen“.

De læger som har stået bag denne undersøgelse har udtalt at „forskningsresultaterne inden for dette felt antyder en forbindelse mellem vuggedød og lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og langsom vækst, samt det at moderen har røget tobak“.

Dette sidste punkt er værd at mærke sig. Dr. Bernard Knight fra University of Wales i Cardiff har skrevet: „Man har påvist en ret nær forbindelse mellem rygning og vuggedød, skønt det igen er vanskeligt at afgøre hvorvidt der er tale om en direkte årsagssammenhæng eller det blot skyldes sociale faktorer.“ Han citerer imidlertid nogle afslørende statistiske tal. I en undersøgelse af 50.000 fødsler i byen Cardiff lå vuggedødsprocenten på 1,18 pr. 1000 levendefødte børn af kvinder som aldrig havde røget eller som var holdt op med det. Men blandt børn af kvinder som røg over 20 cigaretter om dagen lå tallet helt oppe på 5,62 pr. 1000 levendefødte børn — fem gange så mange!

Nogle mødre har spurgt om modermælk eventuelt kan beskytte spædbørn mod vuggedød. Dr. Bergman, en fremtrædende amerikansk forsker i vuggedød, har sagt: „Nu går jeg ind for amning, og af en lang række årsager mener jeg at det er det bedste; men jeg tror ikke at man bør antyde over for forældre som har mistet deres barn ved vuggedød at det stadig kunne være i live hvis blot moderen havde ammet det.“

Er der i betragtning af dette overhovedet noget forældre kan gøre for at afværge truslen om vuggedød? Kan vuggedøden på nogen måde forebygges?

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Forældre mistænkeliggøres

Det gådefulde slør over vuggedøden har til tider resulteret i unødvendig smerte og lidelse for forældrene. Hvorfor? Fordi udenforstående, deriblandt somme tider politi, læger og sygeplejersker, har betragtet dødsfaldet som højst mistænkeligt, især når det drejer sig om tvillinger der er døde samtidig. Og ifølge en undersøgelse som er blevet foretaget i Cardiff, Wales, og som omfattede over 47.000 fødsler i perioden 1965-1977, er risikoen for vuggedød fem gange så stor hos tvillinger. Dr. John E. Smialek har i lægetidsskriftet Pediatrics skrevet om to usædvanlige tilfælde der indtraf med fem års mellemrum i Wayne County i staten Missouri og i Detroit i staten Michigan.

Han skriver: „Bekendtgørelsen af det første tvillingepars død resulterede i en atmosfære af intens mistænkeliggørelse af forældrene . . . [forårsaget] af medlemmer af lægestanden og andre som intet kendte til eksistensen af dette fænomen [vuggedøden].“ Dette er ikke så svært at forstå når man tænker på at vuggedød i USA først har fået større omtale i medierne siden 1975, da regeringen begyndte at oplyse og vejlede om emnet. Da et tvillingepar omkom under lignende omstændigheder fem år senere i Detroit, blev forældrene ikke mistænkeliggjort i samme grad. Nu havde såvel fagfolk som lægfolk hørt om vuggedøden.

Men selv nu da man ved så meget mere om emnet, siger dr. Smialek: „Skønt det nu er almindeligt accepteret at forældre intet kan gøre for at forudsige eller forhindre vuggedød, vækker det stadig forvirring og mistanke når et par spæde tvillinger dør samtidig.“

Hvorfor er tvillinger mon mere udsatte for at blive ramt af vuggedød? Patologen Bernard Knight svarer: „Tvillinger fødes ofte for tidligt og vejer i mange tilfælde mindre end normalt ved fødselen. Det er oftere nødvendigt at lade dem tilbringe den første del af deres liv i kuvøse. . . . På grund af alle disse faktorer er de mere udsatte for at blive ramt af vuggedød.“

[Illustration på side 4]

’Der findes ingen enkeltårsag til vuggedøden.’ — Professor Bernard Knight

[Illustration på side 7]

’Det vækker stadig forvirring og mistanke når et par spæde tvillinger dør samtidig’

Vuggedød — kan den forebygges?

„I et forsøg på at forebygge vuggedød er det i de senere år blevet mere og mere almindeligt at anvende elektronisk udstyr i hjemmet til overvågning af spædbørn som menes at befinde sig i en risikogruppe.“ — Pediatrics, juni 1986.

I DENNE forbindelse opstår spørgsmålet: Kan man forhindre vuggedød gennem elektronisk overvågning i hjemmet? I tusindvis af forældrepar i Amerika benytter eller har benyttet elektronisk overvågningsudstyr i hjemmet. Det fungerer sådan at der lyder et advarselssignal hvis der forekommer en alvorlig uregelmæssighed i barnets hjertefrekvens eller åndedrætsrytme. Science News har oplyst at elektronisk overvågningsudstyr findes i rundt regnet 40.000-45.000 hjem i De Forenede Stater, og hvert år fremstilles der mellem 10.000 og 15.000 af disse apparater. Da faren for vuggedød er overstået når barnet er fyldt et år, behøver man ikke benytte elektronisk overvågningsudstyr i en uoverskuelig periode. Men kan man virkelig redde et barns liv ad denne vej?

Sygeplejerske Linda O’Neill og dr. Ehud Krongrad fra børnehospitalet ved Columbia University i New York har undersøgt tyve spædbørn som mentes at tilhøre en risikogruppe. Deres resultater viser at det er yderst vanskeligt at fastslå præcis hvilke børn der tilhører en risikogruppe og som derfor har behov for elektronisk overvågning i hjemmet: „Der findes ingen tests som med stor nøjagtighed eller præcision — eller med en rimelig forudsigelsesværdi — kan vise om et barn tilhører en højrisikogruppe.“

De påpeger at forældre naturligt nok er meget subjektive når de skal diagnosticere deres barns reaktioner, og siger: „Kun ved et mindretal af de alarmer der af forældrene opfattes som ægte meldinger om fysiske forandringer, har der været tale om uregelmæssig hjertefrekvens der kunne aflæses elektronisk.“ Ifølge deres data „fremviser det overvældende flertal af de spædbørn som dør pludseligt og uventet, ingen bemærkelsesværdige eller lægeligt brugbare symptomer“. George A. Little fra det medicinske fakultet i Dartmouth siger derfor: „Hvis lægerne tager de kriterier til følge der er nævnt i [omtalte undersøgelse], er jeg overbevist om at man kan forvente et betydeligt fald i anvendelsen af overvågningsudstyr for at konstatere apnø hos spædbørn.“

Denne konklusion bekræfter ligsynsmandens ord til Tottie, som er omtalt i den første artikel i denne serie: „Der var intet De kunne have gjort for at undgå det. Om De så havde stået ved sengen og overvåget hende ved hjælp af elektronisk udstyr, kunne De ikke have reddet hendes liv. Man kan ikke vide det på forhånd, og man kan heller ikke forebygge det. I nogle tilfælde går alt bare i stå på én gang, og i øjeblikket ved man ikke hvorfor.“ På nogle områder har lægevidenskaben desværre ikke alle svarene, og vuggedøden er et af dem.

En anden faktor man må holde sig for øje er at overvågningsudstyr er elektrisk. Som det hedder i en artikel i Pediatrics: „Forbrugere og de der arbejder inden for sundhedssektoren må være opmærksomme på at overvågningsudstyr i hjemmet repræsenterer en potentiel risiko, især hvis der er børn under skolealderen i hjemmet.“ En ledning der ligger frit fremme udgør en fristelse for ethvert barn, og en lettilgængelig stikkontakt kan føre til at et barn får forbrændinger eller omkommer på grund af elektrisk stød. Hvis man vælger at benytte elektronisk overvågningsudstyr og der er andre børn i hjemmet, bør man derfor udvise den største forsigtighed.

Børn der reddes

Til tider når man at redde et barn hvis åndedræt er standset og som tilsyneladende er dødt. Barnets fader eller moder har måske lagt mærke til at barnet var holdt op med at trække vejret og har straks taget det op og er løbet efter hjælp eller kørt til det nærmeste hospital. De pludselige bevægelser har somme tider været nok til at sætte gang i hjertet og åndedrættet, og barnet er blevet reddet uden at det har været nødvendigt at give det hjertemassage eller kunstigt åndedræt.

Nogle af de børn der én gang er blevet reddet i sidste øjeblik, er senere omkommet ved vuggedød. Dr. Marie Valdes-Dapena siger at disse børn ’er i særlig stor fare for at blive ramt af vuggedød’. Lægerne har udledt heraf at eftersom „åndedrættet og hjertefrekvensen er forbundet med det autonome nervesystem, synes det næsten sikkert at der er en eller anden fejl i denne del af centralnervesystemet hos de børn som er omkommet ved vuggedød eller som tilhører risikogruppen“. Men årsagen er stadig et mysterium.

„Vuggedød“ er altså den betegnelse man bruger når et spædbarn er omkommet under uforklarlige omstændigheder og en obduktion ikke kan afsløre hvad dødsårsagen har været. Ifølge de forskningsresultater man i øjeblikket har, kan vuggedøden hverken forudses eller forhindres. Hvordan kan forældrene komme over det når et spædbarn dør — på grund af vuggedød eller noget andet? Hvordan kan de bære sorgen?

[Illustration på side 9]

Et spædbarn hvis åndedræt overvåges elektronisk i hjemmet

Vuggedød — hvordan forældrene overvinder sorgen

DET er en forfærdelig tragedie når et barn omkommer ved vuggedød. Et tilsyneladende sundt og rask spædbarn lægges til at sove — og dør under søvnen. Det kommer fuldstændig uventet, for hvem forestiller sig at et barn vil dø før sine forældre? Et barn der har været genstand for moderens grænseløse kærlighed, er nu pludselig blevet årsag til hendes grænseløse sorg.a

Forældrene overvældes af skyldfølelse. De føler sig ansvarlige for dødsfaldet, og forestiller sig at der må være et eller andet de har forsømt at gøre. De spørger sig selv: ’Hvad kunne vi have gjort for at forebygge dette?’ Helt uden grund giver manden endda i nogle tilfælde ubevidst sin kone skylden. Da han tog på arbejde var barnet sundt og rask. Da han kom hjem var det død i sin vugge! Hvad kan hans kone have lavet? Hvor var hun da det skete? Hvis ægteskabet skal bevares må denne irrationelle tvivl tales igennem og fjernes.

Tottie, der er omtalt i den indledende artikel til denne serie, gennemgik en vanskelig fase. Hun fortæller: „Hvis jeg ikke passer på, får jeg stadig anfald af skyldfølelse og depression. Jeg må hurtigt skifte gear rent mentalt for at komme ud af den uproduktive tankegang. Bønnen har været en stor hjælp for mig, eftersom jeg har bedt om hjælp til at være opmærksom på mit tankemønster og til at tænke mere positivt.“

Hvordan har andre kunnet hjælpe Tottie og hendes mand i deres sorg? Tottie svarer uden tøven: „Nogle opfører sig som om Katie aldrig har levet. Hvis de dog bare ville indse at man faktisk gerne vil tale om det barn man har mistet! Det er sundt at tale om det. For os vil Katie altid være vores søde lille pige, og vi ønsker at huske hende, vi glemmer hende ikke. Så der er ingen grund til at være bange for at tale om hende.“

Det er dog ikke alle forældre der har lyst til at tale om det barn de har mistet. Man må derfor vise dømmekraft.

Få sorgen bearbejdet

Det varierer fra menneske til menneske og fra kultur til kultur hvordan man reagerer på sorg. Ved en amerikansk undersøgelse angående vuggedød konstaterede man at det i gennemsnit tager forældrene tre år „at genvinde den grad af personlig lykke de følte før dødsfaldet“.

Et ægtepar der nu er i begyndelsen af fyrrerne, systemanalytikeren Doug og hans kone Anne, mistede for tolv år siden deres lille datter Rachel. Dengang var vuggedød stadig relativt ukendt. Skønt Rachel var blevet undersøgt af en læge dagen før hun døde, insisterede politiet på at ligsynsmanden bad om en obduktion. Anne fortæller: „Dengang tænkte vi ikke nærmere over den afgørelse. Det var først senere det gik op for os at politibetjenten havde lagt mærke til nogle blå mærker på Rachels hals, og at han derfor kom på den tanke at hun måske var blevet mishandlet! Det viste sig dog at mærkerne blot var et dødstegn der kaldes livores mortis — to blodunderløbne pletter der ligner almindelige blå mærker. Ved obduktionen fandt man ingen dødsårsag, og dødsfaldet blev til sidst registreret som vuggedød.“

Hvordan reagerede Doug og Anne på Rachels død? Doug fortæller: „Jeg var i rigssalen da en ven gav mig besked om at jeg skulle skynde mig at tage hjem. Straks da jeg kom hjem fik jeg at vide hvad der var sket. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var den sidste der havde puslet om Rachel den aften, og nu var hun død. Jeg brød sammen og græd. Det var den eneste gang jeg græd.“

Vågn op!: „Hvordan gik det ved begravelsen? Hvordan klarede I den?“

„Utroligt nok græd hverken Anne eller jeg ved begravelsen. Alle græd undtagen os,“ svarer Doug. Anne afbryder: „Det er sandt, men jeg har siden grædt rigeligt for os begge. Jeg tror at det egentlig først gik op for mig nogle få uger efter tragedien, en dag da jeg var alene hjemme. Jeg græd hele dagen. Men jeg tror at det hjalp mig. Jeg fik det bedre. Det var nødvendigt for mig at få afløb for sorgen over mit barn. Jeg tror bestemt at man bør lade sørgende mennesker græde. For andre er det ganske vist en naturlig reaktion at sige: ’Græd ikke!’ Men det er et dårligt råd.“

Vågn op!: „Hvordan har andre hjulpet jer til at komme igennem krisen? Og hvad har ikke været en hjælp for jer?“

„En af vores venner kom og gjorde rent i huset uden at forlange spor af mig,“ fortæller Anne. „Andre lavede mad til os. Atter andre gav mig bare et knus — de sagde ikke noget, gav mig bare et knus. Jeg havde heller ikke lyst til at tale om det. Jeg havde ikke lyst til at skulle forklare igen og igen hvad det var der var sket. Jeg brød mig ikke om nysgerrige spørgsmål, som om folk lige skulle finde ud af om der var noget jeg havde gjort forkert. Jeg var jo mor til Rachel; hvis jeg kunne have gjort noget som helst for at redde hendes liv, ville jeg selvfølgelig have gjort det.“

Doug fortsætter: „Nogle lod uskyldige bemærkninger falde som absolut ikke hjalp os. En sagde for eksempel: ’Som kristne bør vi ikke sørge ligesom de andre.’ Det ved jeg udmærket godt. Men jeg kan forsikre jer om at når man mister et barn kan ikke engang den urokkelige tro på opstandelsen hindre en i at græde og sørge. Jesus græd jo også da Lazarus døde, og han vidste endda at han ville oprejse ham.“

Anne tilføjer: „En anden kommentar som ikke hjalp os var: ’Jeg ved hvordan du har det.’ Det blev uden tvivl sagt i den bedste hensigt, men medmindre de der siger det selv har mistet et barn, kan de umuligt vide hvordan man har det. Følelser er meget individuelle. De fleste mennesker kan vise sympati for andre, men det er de færreste der kan vise sand empati.“

Vågn op!: „Resulterede Rachels død i en belastning af jeres ægteskab?“

Anne svarer hurtigt: „Ja, det gjorde det. Vi sørgede nok på forskellige måder. Doug havde lyst til at hænge billeder af Rachel op i hele huset, og det var det sidste jeg kunne tænke mig. Jeg havde ikke brug for at blive mindet om hende. Jeg syntes heller ikke at det skulle se ud som om vi ’dyrkede’ hendes død. Heldigvis forstod Doug mine følelser og pillede fotografierne ned.“

Vågn op!: „Hvordan reagerede Stephanie, Rachels søster?“

„I en kort periode efter at Rachel var død, var Stephanie bange for at blive syg. Hun forestillede sig at hun også ville dø hvis hun blev syg. I begyndelsen var hun heller ikke alt for glad for at skulle sove. Det kom hun heldigvis over. Men da vi fik Amy, vores næste barn, var Stephanie hele tiden bekymret for hende. Hun var bange for at hun også ville dø, og ethvert lille host eller snøft gjorde hende nervøs på sin lillesøsters vegne.“

Et håb der kan holde os oppe

Kan det anbefales at man tager beroligende midler i sorgperioden? Patologen Bernard Knight skriver: „Det er blevet påvist at et for stort forbrug af beroligende midler kan give bagslag hvis det hindrer den normale sorgproces. Tragedien må udholdes, bearbejdes og til sidst ses i øjnene, og denne proces kan blive forlænget eller forvrænget hvis man bedøver moderen med beroligende midler.“

Vågn op! har spurgt Doug om hvad der har hjulpet ham og Anne til at komme igennem deres sorg:

„Jeg kan huske at begravelsesforedraget var en hjælp for os. Det der trøstede os mest den dag var vores håb om en opstandelse. Vi savnede Rachel forfærdelig meget, men smerten blev dulmet af Guds løfte gennem Kristus om at vi kan få hende at se igen her på jorden. Ud fra Bibelen ved vi at virkningerne af døden vil blive fjernet. Taleren påviste også ved hjælp af Bibelen at Rachel ikke er i himmelen som ’en lille engel’ og at hun heller ikke venter i skærsilden på at komme i himmelen. Hun sover ganske enkelt i menneskehedens fælles grav.“ — Se Johannes 5:28, 29; 11:11-14; Prædikeren 9:5.

Vågn op!: „Hvad svarer I når nogen siger at ’Gud har taget hende bort’?“

„Det ville være en selvisk Gud der tog små børn bort fra deres forældre. Ordene i Prædikeren 9:11 i Bibelen hjælper os til at forstå hvordan det hænger sammen: ’Tiden og tilfældet berører dem alle.’ Og Salme 51:5 oplyser at vi alle er ufuldkomne, syndige, lige fra undfangelsen, og at det i øjeblikket er sådan at alle mennesker vil dø. Til tider rammer døden endnu før fødselen, og en dødfødsel bliver resultatet. Med Rachel gik det sådan at hun — tilfældigt — som ganske spæd fik en sygdom som hendes organisme ikke kunne klare.“

Hver eneste dag omkommer i tusindvis af børn. Mange af dem er spædbørn der rammes af vuggedøden. Når en sådan tragedie indtræffer har det stor betydning for forældrene at venner, læger, sygeplejersker og rådgivere er medfølende og forstående. (Se venstre spalte.) Nøjagtig kundskab om Guds hensigt med menneskeheden kan desuden være en hjælp for sørgende forældre.

Hvis du gerne vil vide mere om Guds løfte om en opstandelse til fuldkomment liv på jorden, er du velkommen til at kontakte Jehovas vidner dér hvor du bor. De vil med glæde hjælpe dig med den trøst som kun Guds ord kan give, og det er helt uforpligtende for dig.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Hvordan du kan hjælpe sørgende forældre

Hvad du kan gøre

1. Vær til rådighed. Du kan for eksempel lave mad, gøre rent, løbe ærinder eller passe de andre børn.

2. Giv udtryk for at du oprigtigt føler med dem i deres sorg.

3. Lad dem give udtryk for deres følelser hvis de har lyst til det.

4. Tilskynd dem til at være tålmodige og ikke kræve for meget af sig selv.

5. Giv dem mulighed for at tale så meget som de har lyst til om det barn de har mistet, og tal selv om de gode egenskaber barnet havde.

6. Vis barnets søskende særlig stor opmærksomhed så længe det er nødvendigt.

7. Forsøg at lindre deres skyldfølelse. Overbevis dem om at de har gjort alt hvad de kunne. Fremhæv de positive træk ved deres omsorg for den lille.

Hvad du bør undgå

1. Hold dig ikke på afstand af forældrene fordi du føler dig pinligt berørt. Hvis du ikke ved hvad du skal sige, så giv dem et knus.

2. Sig ikke at du ved hvordan de har det — medmindre du da selv har mistet et barn.

3. Vær ikke fordømmende og fortæl dem ikke hvad de burde føle eller gøre.

4. Bliv ikke tavs når de omtaler deres afdøde barn. Vær ikke bange for selv at nævne barnet — forældrene vil sikkert gerne høre dig tale positivt om det.

5. Udled ikke en lære og drag ikke forkerte konklusioner på grundlag af barnets død. For forældrene er der ingen formildende omstændigheder ved barnets død.

6. Sig ikke til dem at de i det mindste har andre børn eller kan få flere. Intet barn kan erstatte et andet.

7. Bidrag ikke til deres skyldfølelse ved at prøve at finde fejl ved den pleje barnet har fået i hjemmet eller på hospitalet.

8. Undgå religiøse klicheer der giver Gud skylden.

(Til dels baseret på en liste udarbejdet af Lee Schmidt fra en forening til støtte for forældre der har mistet et barn, i Santa Monica, Californien.)