Mesquitetræet — et af de søde mysterier

Mysteriet opstår tidligt i træets liv. Sødmen kommer først senere.

„MESQUITEN er den eneste plante hvis rødder kan nå grundvandsspejlet i ørkenen. Men en lille mesquiteplantes rødder må trænge mindst ni meter ned gennem tørt sand før de når frem til vandet. Hvordan kan planten overleve det? Dette er et af ørkenens uløste mysterier,“ har bladet Scientific American skrevet om mesquiten i Death Valley i Californien.

Mesquitefrøenes natur hjælper planten til at overleve. De slår sjældent rod hvis de blot plantes i jorden. Men hvis en frøbælg spises af et dyr vil de hele frø som passerer gennem dets fordøjelseskanal, straks begynde at spire. Fordøjelsessafterne nedbryder den hårde frøskal så væde kan trænge ind og sætte gang i spiringen. Når frøet kommer ud med dyrets ekskrementer har det en forsyning af gødning til hjælp ved den første vækst. Denne vækst er koncentreret om en pælerod — der sker ikke megen vækst over jorden før pæleroden er trængt ned til grundvandet.

I andre ørkener kan regnen hjælpe frøet på vej, men i Death Valley falder der kun en forsvindende lille mængde regn — cirka 34 millimeter årligt. Det er et uløst mysterium hvordan planten kan overleve mens pæleroden vokser ni meter eller mere i det tørre sand. I andre ørkener udfører planten en endnu mere bemærkelsesværdig bedrift, eftersom nogle mesquiterødder her må trænge helt ned i 60 meters dybde for at finde vand! Sonoran-ørkenmuseet i Tucson, Arizona, oplyser at man engang har fundet mesquiterødder i en mine, 53 meter under jordens overflade.

Men når først rødderne har fundet vand, kan intet holde planten tilbage! Hvis der er rigeligt med grundvand kan mesquitetræet blive over 12 meter højt og cirka en meter i diameter. Andre ørkenplanter visner og dør i tørkeperioderne, men mesquitetræet står grønt. Dets dybe rødder drikker af grundvandet, som suppleres af den regn og sne der falder på fjerne bjerge. Desuden har det et net af overfladerødder der strækker sig ud fra stammen og opfanger al væde fra de korte regnskyl. Men det er den lange pælerod der sikrer træet sin hovedforsyning af vand, og den gør det så effektivt at brøndborere gerne vælger at bore efter vand et sted i nærheden.

Docent Note Book, der er udgivet af Sonoran-ørkenmuseet, oplyser hvor stor gavn mesquitetræet gør:

„Engang havde det stor værdi som gavntræ i ørkenen. Det bruges stadig til hegnspæle, trækul og brænde. (Det brænder langsomt, dufter godt og afgiver en god varme.) Til tider fremstilles der violinbuer af roden. Inderbarken gav såvel indianere som nybyggere materiale til kurvefletning, grove stoffer, og medicin mod en lang række forskellige sygdomme. Den harpiks der udsondres fra stammen, indsamles og sælges til fremstilling af slik (gelédrops). Desuden bruges det til reparation af lertøj.

Mesquitetræet havde stor betydning for nybyggerne og indianerne. Når høsten slog fejl opretholdt de livet ved hjælp af groft mel fremstillet af dette træs bælge og frø. Under krigen mod apacherne betragtede USA’s kavaleri bælgene som et så værdifuldt foder til hestene at de ville betale tre cent pundet for mesquitebønner. . . . Bælgene har en høj næringsværdi, idet de indeholder 20 til 30% druesukker (dextrose, glukose og almindeligt sukker). De har også et meget højt proteinindhold (højere end soyabønner).“

Mesquitetræets sødme

Mesquitetræet har dog også en anden anvendelsesmulighed. I perioden fra forår til forsommer hænger lange, tykke, gule blomsterranker fra træet som store lodne larver. Og det er derfra mesquitetræets sødme kommer.

Ralph Lusby er den tredje generation af biavlere som har bistader hvor mesquitetræet blomstrer i Arizonaørkenen. I et interview med en Vågn op!-korrespondent har han sagt:

„Jeg har set mesquitetræer der stod nær udtørrede flodlejer, hvor de fik masser af vand, blomstre tre gange på en sæson. Hvis der er meget mesquitehonning giver mine bier 85-90 procent mesquitehonning, blandet med 10-15 procent akaciehonning. Jeg har smagt mange slags honning i mit liv, men mesquitehonningen er langt den bedste. Det er den mildeste af alle former for honning. Den har ikke honningens sædvanlige stærke eftersmag, og derfor er den et fint sødemiddel. Folk som ellers ikke kan lide honning, kan som regel godt lide mesquitehonning. Men fordi smagen er så mild, kan den let blive ’overdøvet’ hvis man blander den med stærkere former for honning. Et år blandede min fader og jeg én del citrushonning med ti dele mesquitehonning, og det kom alt sammen til at smage som citrushonning!

Højsæsonen for mesquitehonning ligger fra omkring 20. april til 10. juni. Jeg kan huske at landsgennemsnittet for honningmængden pr. bistade (med cirka 60.000 bier) på et tidspunkt var cirka 19 kilo om året. Men mine bier ydede 53 kilo pr. stade. Nogle biavlere er nærige over for deres bier, og lader dem ikke beholde nok honning til vinteren. Jeg lader 27 kilo være tilbage i hvert bistade. De har også brug for vand. Nogle steder i ørkenen sætter jeg adskillige 210-liters tønder ud til dem som de kan drikke af og hente vand fra til at afkøle bistadet med. En gruppe på 40 bistader i 750 meters højde vil rundt regnet forbruge 25 liter vand på en varm sommerdag. Jeg elsker mine bier. De hjælper mig, og jeg hjælper dem!“

Men mesquitetræet hjælper begge parter. Og ud over at være et mysterium som mennesker kan grunde over, indgyder det enhver som erkender at der står en Skaber bag, dyb taknemmelighed.

[Ramme/​illustration på side 18]

Der er uden tvivl mange endnu ukendte særpræg ved mesquitetræet. Men nu går solen ned for denne honningsæson; mesquitetræet har endnu en gang spillet en vigtig rolle i ørkenens økologi. Snart kommer regntiden. Derefter vil træet gå i dvale. Først næste forår vil det vågne for at indlede samarbejdet med bierne, et samarbejde hvis resultat er dejlig honning til glæde for dem såvel som for os.

[Illustrationer på side 17]

Biavleren udpeger bidronningen

Nærbillede af en bi på en mesquiteblomst