Side 2

I dag kan en kvinde vælge at blive agronom eller astronaut, designer eller dyrlæge, præst eller politiker. Ja, 1980’ernes kvinde kan faktisk beklæde næsten en hvilken som helst stilling uden at nogen studser. Men sådan har det ikke altid været.

Kvindebevægelsen udvirker forandringer

I MANGE lande er kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet, i det offentlige og i samfundet som helhed vokset kolossalt siden kvindebevægelsens spæde begyndelse for over 25 år siden.

Forandringer i svøb

I bogen Farvel kvindesag?, der udkom på dansk i 1964, skrev den amerikanske forfatter Betty Friedan om „det navnløse problem“. Med dette udtryk hentydede hun til utilfredsheden blandt middelklassekvinder der følte sig fanget i et liv som de udelukkende levede gennem deres mand og børn. Hos mange kvinder der følte en nagende frustration, en udefinerlig vrede, vandt bogen genklang — og gør det stadig i dag.

„Jeg følte at min hjerne var ved at visne,“ siger Lyn, der kommer fra Canada, til Vågn op! om sit ægteskab i 1970’erne. Hun fortsætter: „Jeg var gift og havde to børn, men det var ikke nok. Jeg ville gerne . . . være noget.“

De enkelte kvinders utilfredshed gav stødet til en omfattende samfundsbevægelse for kvindens ’frigørelse’ fra mandens ’dominans’. Striden stod først og fremmest om familien — feministerne kaldte husarbejde for slaveri i hjemmet — og arbejdspladsen, som begrænsede kvindernes muligheder og i regelen gav mændene en bedre løn.

Forandringerne træder i kraft

Et af kvindebevægelsens mest markante resultater er en forandring i den grundlæggende holdning til kvinder. I mange lande er man blevet mere opmærksom på de problemer der berører kvinder, man tager med større selvfølgelighed hensyn til deres interesser og man værdsætter deres arbejde og evner mere.

Denne ændrede holdning har givet sig udslag i håndgribelige reformer. Nu står kvinder side om side med mænd på arbejdspladser der førhen var et lukket land for kvinder. Lidt efter lidt er kvinderne også trængt ind i bestyrelser og direktioner og har dermed besejret en af mændenes sidste bastioner. „Der er flere reelle valgmuligheder nu,“ har en feminist sagt til Vågn op!

Mange steder finder man nu kvinder i de højeste politiske stillinger. Nogle af verdens mest fremtrædende nationer — for eksempel Indien, Israel og Storbritannien — har for nylig været ledet af kvinder eller bliver det i øjeblikket. Om den ublodige revolution der i 1986 bragte hende til magten, har Filippinernes kvindelige præsident, Corazon Aquino, sagt: „Det var kvinderne der gik i spidsen for det hele.“

Mange af de forandringer kvindebevægelsen har udvirket, har også været til gavn for mændene. Overalt på jorden har kvinder været behandlet uretfærdigt og nedværdigende. Det siger sig selv at kvinder ikke bør diskrimineres hverken på arbejdspladsen eller andre steder. Kvinders behov, interesser og evner er blevet overset alt for længe. Kvinder nærer nøjagtig de samme forhåbninger som mænd og har det samme behov for at blive anerkendt og værdsat for hvad de er.

Men er der kun positivt at sige om kvindebevægelsen? Mon den på visse områder har været for ekstrem eller er gået for vidt? Nogle kvinder spørger: Hvilken pris har vi betalt for frigørelsen? Er kvindebevægelsen lige så livskraftig som førhen? Og hvordan vil det gå den i fremtiden? Disse spørgsmål vil vi analysere i den følgende artikel.

[Tekstcitat på side 4]

Overalt på jorden har kvinder været behandlet uretfærdigt og nedværdigende. Det siger sig selv at kvinder ikke bør diskrimineres. Men er der kun positivt at sige om kvindebevægelsen?

Hvad er der sket med kvindebevægelsen?

KAMPEN for kvindernes frigørelse har ikke været uden omkostninger. Især er det gået ud over familien. Kvinder der har fulgt opfordringen til at stikke af fra kernefamiliens „slaveri“, har bidraget til den tårnhøje skilsmisseprocent. I nogle lande, blandt andet her i Danmark, bliver omtrent hvert andet nyindgået ægteskab opløst! Problemerne bliver ikke mindre af at stadig flere mødre slutter sig til arbejdsstyrken — og opdager at de pludselig har to jobs: et på arbejdspladsen og et derhjemme.

Ved en amerikansk undersøgelse konstaterede man at en fjerdedel af de gifte kvinder med børn havde arbejde uden for hjemmet i 1960, mens dette gjaldt over halvdelen i 1986. „Men skønt de fleste mødre har et job, er arbejdsbyrden i hjemmet ikke blevet fordelt anderledes,“ hedder det i en rapport. „Det er fortsat kvinderne der udfører broderparten af husarbejdet, og daginstitutionerne til deres børn er ofte utilfredsstillende eller uoverkommeligt dyre.“

Feministerne mener at hvis en kvinde skal være virkelig fri, må hun have fuld råderet over sit eget legeme, blandt andet ret til at bringe uønskede graviditeter til ophør. Ønsket om også på dette område at være lige så ’frit stillet’ som mændene bærer sin del af skylden for at der nu årligt foretages cirka 55 millioner aborter — og tallet stiger.

Bibelen har ikke undgået feministernes vrede. „Stol på Gud, så vil Hun sørge for dig,“ siger de og beskylder Bibelen for at være kønsdiskriminerende fordi den beskriver Gud med hankønsord. „Nogle [feminister] . . . anklager Bibelen for at være kvindeundertrykkernes mægtigste våben, og de betvivler at den kan være Guds ord når den bruges på denne måde,“ beretter det canadiske tidsskrift The United Church Observer. Nogle trossamfund har givet efter for feministiske medlemmers pres og har erstattet hankønsordene for Gud med „kønsneutrale“ ord som Opretholderen og Hjælperen.

Samtidig har en af kvindebevægelsens grundlæggere, Betty Friedan, givet udtryk for at bevægelsen er ’lammet’. Grunden er at feministerne er splittede og kæmper på for mange forskellige fronter på én gang — for juridisk ligestilling, ligeløn, mere liberale abortlove, de lesbiskes rettigheder, obligatorisk barselsorlov og bedre daginstitutioner, og imod pornografi.

En identitetskrise

Feminismen er midt i en identitetskrise, skriver bladet Newsweek. „Det har været meget hårdere at få en karriere, opdyrke nære forhold til andre og passe børn end nogen kunne forudse i feminismens første berusende tid.“

I bogen Woman on a Seesaw bringer Hilary Cosell et hjertesuk fra en udmattet karrierekvinde der har forsøgt at leve op til rollen som ’superkvinde’: „Jeg har gabt over så meget at jeg ikke har overskud til noget som helst andet. Jeg er en overanstrengt arbejder, en overtræt mor, en overfladisk veninde og en hustru på deltid. Sagde du superkvinde? Ha!“

Kvinder der til fordel for en karriere har ofret muligheder for at blive gift og få børn, fortryder det ofte bittert senere hen. En 38-årig konsulent i virksomhedsledelse udtaler til det canadiske blad Chatelaine: „Der findes en hel generation af kvinder som mig, der vil gå ugifte i graven . . . Trods vores succes er det et indholdsløst liv vi lever.“ En 39-årig kvindelig vicedirektør for et skofirma har fortalt Newsweek om sin bekymring: „Mit arbejde er spændende og tilfredsstillende, men jeg plages af angst for at jeg går glip af det mest meningsfyldte i livet fordi jeg ikke har fået børn. Somme tider tænker jeg på at hvis jeg døde nu, ville teksten på min gravsten lyde: ’Her hviler X. Hun læste en masse blade.’“

Selv førende feminister har tilsyneladende ændret mening om den frie kønsmoral. I bogen Den Kvindelige Eunuk beskrev den australske forfatter Germaine Greer i 1970 ægteskabet som „gratis arbejde, som retmæssigt kræves af de særlige arbejdsgivere som til egen fordel har kontrakt på [kvinderne] for hele livet“. En kvindes ønske om at forbedre sin situation „kan . . . i begyndelsen understøttes af virkelig ’promiskuitet’,“ foreslog hun. Germaine Greer blev af mange betragtet som en af den seksuelle revolutions fortalere, men i 1984 forbløffede hun feministerne ved at udgive en bog hvori hun anbefaler kyskhed og fordømmer principløshed.

Kvindens økonomiske stilling

Kvindebevægelsen har i visse henseender forværret kvindens situation, hævder den amerikanske forfatter Sylvia Ann Hewlett. Eftersom den har fokuseret på uafhængighed og ligestilling i stedet for at kæmpe for reformer der kunne hjælpe de udearbejdende mødre, har den svigtet med hensyn til at forbedre de økonomiske kår for flertallet af kvinderne. „De frigjortes og fraskiltes lovpriste uafhængighed har tit vist sig at dække over ensomhed og dyb fattigdom.“

En undersøgelse foretaget i amerikanske stater hvor man tillader skilsmisse uden angivelse af årsagen — noget der oprindelig blev støttet af feministerne — har vist at levestandarden for kvinder og børn faldt med 73 procent efter en skilsmisse, mens de fraskilte mænds levestandard steg med 42 procent. Det kan næppe kaldes en forbedring for kvinderne!

Amerikanske kvinders løn udgør stadig kun 64 procent af mændenes — næsten det samme forholdstal som for 50 år siden. I europæiske lande hvor feministerne har koncentreret sig om kampen for barselsorlov og bedre daginstitutioner, steg kvindernes løn fra 71 procent af mændenes i 1970 til 81 procent ti år senere. Her i Danmark lå kvindernes løn i 1986 på gennemsnitlig 84,9 procent af mændenes.

Feministerne er nu splittede på grund af et bestemt spørgsmål: Hvad er ligestilling egentlig? Betty Friedan påpeger at kvinder ikke er mandens kloner. Hun siger: „Tiden er inde til at se i øjnene at kvinder er anderledes end mænd. Der må findes et ligestillingsbegreb som tager højde for at det er kvinderne der føder børnene.“ Andre feminister hævder at hvis kvinder accepterer love der giver dem positiv særbehandling — for eksempel obligatorisk barselsorlov — indrømmer de at de ikke er ligestillet med mændene, og det kan give anledning til diskrimination.

„Det store spørgsmål for dagens feminisme“ drejer sig ifølge en ekspert om hvorvidt forskellene i kønnenes holdninger og ønsker er nedarvede eller miljøbestemte. Mange kvinder er ikke tilstrækkelig aggressive og stræbsomme til at kunne klare visse sælgerjobs, har arbejdsgivere udtalt. „Samfundet opdrager kvinder til at være passive,“ svarer Jody Orr, der er feminist og leder af et kontor for samfundsforskning. „Moderrollen består til dels i at definere sig selv i forhold til andre, og aldrig kræve noget til sig selv,“ har hun forklaret Vågn op! Mange feminister mener at kønnene kun kan få de samme muligheder hvis der sker en forandring i den måde hvorpå kvinder præges i opvæksten.

Andre mener at kvinder bedst kan opnå ligestilling ved at anerkende at de er anderledes end mænd. Betty Friedan har efterlyst feminismens ’næste fase’. „Vi har brug for en ny feministisk tankegang hvis . . . kvinderne fortsat skal have fremgang i mændenes verden . . . og alligevel ikke ’blive som mænd’,“ siger hun. Andre spotter denne blødsødenhed og taler om at ’gå på gaden med feminismen igen’ og marchere for mere liberale abortlove og andre reformer.

Vil kvindesagen overleve?

Mange feminister spekulerer på hvem der skal bære kvindesagens banner i fremtiden. „Unge piger føler sig mere truet end tiltrukket af [feminismen],“ skriver The Toronto Star. Nogle unge kvinder er bange for den uafhængighed som den større ligestilling har medført. „Ikke så få kvinder siger nu at de har fået nok,“ fortæller den franske feminist Benoite Groult. „De vil gerne have omsorg igen; de vil gerne beskyttes af mænd.“

I nogle lande er feministerne kommet ud i hård modvind fra andre kvindegrupper der har sat sig for at bekæmpe angrebene mod familien og andre „traditionelle“ værdier. En sådan gruppe i Canada, REAL Women, erklærer at den er „organiseret og klar til kamp“.

Andre steder synes kvindesagen at være så godt som død. Skribenten Peter H. Merkl siger at en stor del af kvinderne i Vesttyskland har forkastet feminismen. „Moderskabet er igen på mode og officielt anerkendt. Udearbejdende kvinder flygter tilbage til familien . . . mens yderliggående feminister har trukket sig tilbage til en isoleret subkultur.“

Nye videnskabelige undersøgelser af menneskehjernen vil måske komme til at berøre fremtidens holdning til kønsroller. Neurologen Richard Restak siger: „Undersøgelsesresultaterne tyder på at mange forskelle i adfærd hos mænd og kvinder skyldes forskelle i hjernefunktionen der er biologisk nedarvede og sandsynligvis ikke kan påvirkes af kulturelle faktorer alene.“ Nej, kvinder er ikke mandens kloner; de er skabt med et andet formål og med andre behov og ønsker.

Men skulle dette komme som en overraskelse? Det videnskaben nu har konstateret, blev for længe siden nedskrevet i Bibelens beretning om skabelsen af den første kvinde, Eva. I Første Mosebog 2:18 kan vi læse hvad Skaberens hensigt var: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ Manden og kvinden skulle altså have forskellige egenskaber så de kunne supplere hinanden. De blev ikke skabt som rivaler. Hver især var de særlig egnede til at udfylde den specielle rolle de havde fået.

Og den ’opdagelse’ at kvinden ikke er mandens klon — at ’kvinder er anderledes end mænd’, at ’det er kvinderne der føder børnene’ — er dét noget nyt? Bibelen viser at Gud fra begyndelsen skabte dem forskellige, „som mand og kvinde skabte han dem“, og kvinden blev skabt til at kunne føde børn. — 1 Mosebog 1:27, 28; 2:21-23.

Men ’anderledes’ er ikke det samme som ’ringere’. Nedværdigelse af kvinden kan ikke retfærdiggøres. Hun er taget „af manden“, og inden for den kristne menighed vil en mand derfor „elske sin hustru som sig selv“. I en sådan atmosfære vil kvinden finde respekt, kærlighed og tryghed. — Efeserne 5:28-33; 1 Timoteus 5:2, 3.

Mænd og kvinder er forskellige, men de er ikke rivaler. De supplerer og kompletterer hinanden. I Jehovas ægteskabsordning bliver de to til ét kød. Millioner af sande kristne kvinder finder i dag sand frihed ved at udfylde deres rolle som den er beskrevet i Bibelen.

[Illustrationer på side 7]

En udearbejdende kvindes liv er hektisk og splittet