Side 2

I dette århundrede har videnskaben på mange områder givet os øget indsigt i den verden der omgiver os. Med sine teleskoper har den åbenbaret himmelrummets betagende undere, og med sine mikroskoper har den løftet sløret for molekylernes og atomernes forbløffende kompleksitet. Det skyldes også ihærdigt arbejdende videnskabsmænd at vi har fået kendskab til hvor forunderligt planter og dyr er opbygget, for ikke at tale om den storslåede og ærefrygtindgydende visdom der afspejles i menneskelegemet. Alle disse resultater har vi grund til at være taknemmelige for.

Men der er også en anden side af videnskab. Ikke alle forskere lever op til idealbilledet af den objektive, passionerede videnskabsmand der søger efter sandheden, uanset hvad den måtte vise sig at være. Alt for mange forskere hæfter sig kun ved det materiale der støtter deres egen teori og ignorerer de resultater der afviger fra den. Nogle skriver endda afhandlinger om undersøgelser de aldrig har foretaget eller om forsøg de aldrig har udført, og nogle konstruerer selv de beviser de ikke kan skaffe ad videnskabelig vej. Andre plagierer kollegers arbejde. Mange hævder at have forfattet artikler som andre har skrevet og som de måske aldrig har læst!

Åbenbar svindel forekommer måske sjældent, men eksempler som ovennævnte på manipulation med data er temmelig almindelige. To andre former for svindel er imidlertid endnu mere udbredte. De har begge at gøre med brug af løgnagtig propaganda. De fire følgende artikler vil beskæftige sig med problemet.

Svindel i videnskab — kommer på forsiderne

Billedet af videnskabsfolk der helt og holdent har viet sig til at finde frem til sandheden, er i dag blevet noget anløbent, hvilket følgende citater viser.

„Videnskab og etik“

„Repræsentanternes Hus i De Forenede Stater står over for et opgør på grund af svindel, uredelighed og interessekonflikter inden for videnskaben.“ — Science, 7. juli 1989.

„Snyder videnskabsfolk?“

„Efter at denne kommission [nedsat af kongressen] har foretaget sine indledende undersøgelser, er der øget grund til at frygte at vi kun har set toppen af et meget beklageligt, farligt og betydeligt isbjerg.“ — Udtalelse i tv-programmet NOVA, sendt over PBS (Public Broadcasting Service) den 25. oktober 1988.

„To nye undersøgelser: Hvorfor snyder videnskabsfolk?“

„Spørgsmålet var i sig selv uskyldigt: Hvordan opfører videnskabsfolk sig når ingen kontrollerer dem? Svaret var derimod rystende: Ikke særlig pænt, hedder det i en artikel offentliggjort denne måned i det engelske tidsskrift Nature.“ — Newsweek, 2. februar 1987.

„En nation af løgnere? Forskere forfalsker undersøgelse“

„En undersøgelse der blev offentliggjort i sidste måned beskylder 47 forskere ved de medicinske fakulteter tilknyttet universiteterne Harvard og Emory for at have udarbejdet misvisende afhandlinger.“ — U.S.News & World Report, 23. februar 1987.

„NIH opdager plagiering i fremsynet videnskabelig afhandling“

„Bedømmelseskomité siger at en forsker har stjålet data fra en videnskabelig afhandling han skulle gennemgå for en kollega og brugt dem i sit eget arbejde; . . . NIH [National Institutes of Health] anbefaler at vedkommende fremover nægtes økonomisk støtte.“ — Science, 14. juli 1989.

„’Slap administration’ fører til svindel i laboratoriet“

„Medikotekniske forskere i USA udfører sjusket og til tider uredeligt forskningsarbejde i et forsøg på at offentliggøre flere afhandlinger og tjene flere penge.“ — New Scientist, 25. februar 1989.

„Forskere flytter grænserne for svindel“

„Svindel og skødesløshed er muligvis meget udbredt blandt forskere, lød det advarende i en undersøgelse bragt i sidste uges udgave af bladet Nature.“ — New Scientist, 22. januar 1987.

„Forsker beskyldt for plagiering trækker sig tilbage“

„Biokemiker opsiger sin stilling ved Cleveland Clinic Foundation efter beskyldninger for plagiering af rapport om ernæring og kræft.“ — Science, 4. september 1987.

„Professors sikkerhedsforsøg med p-piller var svindel“

„Bedraget sætter spørgsmålstegn ved sikkerhedskontrollen omkring piller der bruges af op mod 2 millioner kvinder i England og 10 millioner på verdensplan.“ — The Sunday Times, 28. september 1986.

„Seniorforsker i narkotika trækker sig tilbage i vanære“

„Indgav sin afsked i sidste uge efter at en uvildig undersøgelseskommission kendte ham skyldig i videnskabeligt bedrageri.“ — New Scientist, 12. november 1988.

„NIMH opdager tilfælde af ’alvorlig tjenesteforseelse’“

„Ifølge en foreløbig rapport fra en undersøgelse udført for National Institute of Mental Health er der tale om et overraskende langvarigt, frækt og bevidst videnskabeligt bedrag.“ — Science, 27. marts 1987.

„Velrenommerede universiteter oplever forskningssvindel“

„En fremtrædende psykiater fra Boston har trukket sig tilbage som leder af et psykiatrisk hospital der er tilknyttet Harvards Universitet, efter at være blevet beskyldt for plagiering.“ — New Scientist, 10. december 1988.

„Sagen om de ’malplacerede’ fossiler“

„En fremtrædende australsk forsker har gennemgået tyve års arbejde om Himalayabjergenes geologi og påstår at der muligvis er tale om det største palæontologiske bedrag nogen sinde.“ — Science, 21. april 1989.

„Nu er fagtidsskrifterne kommet i skudlinjen“

„[Han talte] især om den uansvarlighed hvormed mange [videnskabelige] tidsskrifter har behandlet videnskabeligt bedrageri. . . . Nu bliver tidsskrifterne stillet over for det samme krav som man tidligere har stillet videnskabsfolkene over for: Hvis ikke I fejer for jeres egen dør, vil lovgiverne måske tage affære.“ — The AAAS Observer, 7. juli 1989.

Svindel i videnskab — Hvorfor snyderiet tager til

„KONKURRENCEN er urimelig hård. Vinderne høster enorme gevinster; taberne risikerer at blive glemt. Der hersker en atmosfære hvor en ulovlig genvej nogle gange synes uimodståelig — ikke mindst fordi det etablerede system ofte er for slapt til at gøre indsigelse når der begås noget forkert.“ Sådan lød indledningen til en artikel i U.S.News & World Report: „Få noget trykt eller bliv glemt — eller snyd!“ For ikke at blive glemt griber mange forskere til snyderi.

Videnskabsfolk er udsat for et kolossalt pres med hensyn til at få offentliggjort resultater i videnskabelige tidsskrifter. Jo flere afhandlinger en forsker har fået udgivet, jo større chance har han for at få arbejde, blive forfremmet, blive ansat ved et universitet, eller få andel i statslige forskningstilskud. De amerikanske forbundsmyndigheder „råder over den største forskningskapital, 5,6 milliarder dollars om året, der forvaltes af National Institutes of Health“.

Eftersom man i „de videnskabelige kredse ikke har vist sig særlig villig til at se sit eget etiske dilemma i øjnene“, „har vist sig påfaldende forsigtig med at grave for dybt efter relevante oplysninger om sin egen etiske adfærd“, og „ikke er synderlig interesseret i at få renset ud eller blot indlede undersøgelser af embedsmisbrug“, har kommissioner nedsat af kongressen foretaget høringer og overvejet at lovgive på området for på den måde at overvåge hvad der sker. (New Scientist; U.S.News & World Report) Dette har resulteret i gråd og tænders gnidsel. Et videnskabeligt tidsskrift stiller følgende spørgsmål og besvarer det selv: „Har videnskaben ryddet op i sit eget hus? De sparsomme oplysninger der siver ud til offentligheden skaber alvorlig tvivl.“

Nogle forskere udelader de resultater der ikke støtter den teori de ønsker at bevise („håndplukning“), rapporterer flere forsøg end de har foretaget („udfyldning“), tilvender sig andre forskeres ideer eller data til eget brug (plagiering), rapporterer om eksperimenter eller data de aldrig har udført eller frembragt („fabrikering“). En vittighedstegning i et videnskabeligt tidsskrift gjorde sig lystig over denne sidste metode. To videnskabsmænd siger om en kollega: ’Han har lavet mange afhandlinger siden han begyndte på det der forfatterkursus.’

„Hvad er hovedproduktet af den videnskabelige forskning nu om dage?“ „Papir,“ svarer U.S.News & World Report. „Hvert år udkommer der i hundredvis af nye tidsskrifter der kan tage sig af offentliggørelsen af den strøm af forskningsrapporter som frembringes af videnskabsfolk der véd at akademisk succes er afhængig af hvor mange artikler de har skrevet.“ Målet er kvantitet, ikke kvalitet. De fyrre tusind tidsskrifter der udkommer hvert år indeholder en million artikler, og en del af dem er „karakteriseret af nogle fundamentale onder, deriblandt den ’få-noget-trykt-eller-bliv-glemt’-moral der mere end nogen sinde er fremherskende blandt forskere, og som opmuntrer til arbejde der er tvivlsomt, nytteløst, bygget på gentagelser eller måske ligefrem bedragerisk“.

En seniorskribent ved The Journal of the American Medical Association, dr. Drummond Rennie, har sagt følgende om mangelen på kvalitet: „Det lader til at der ikke findes nogen afhandling der er for fragmentarisk, nogen hypotese der er for ubetydelig, nogen litteraturhenvisninger der er for ensidige eller selvcentrerede, noget udkast der er for forkvaklet, nogen metodik der er for sjusket, nogen fremstilling af resultater der er for unøjagtig, for uklar eller for selvmodsigende, nogen analyse der er for selvbekræftende, noget argument der kører for meget i ring, nogen konklusioner der er for overfladiske eller for ubegrundede og nogen sprogbrug eller syntaks der er for utiltalende til at noget sådant kan blive udgivet på tryk som videnskabelig afhandling.“

En myg gøres til en elefant

’Få-noget-trykt-eller-bliv-glemt’-syndromet har gjort mange forskere særdeles kreative når det gælder om at få et beskedent antal artikler til at tage sig ud som en fænomenal produktion. Nogle skriver én artikel og deler den derefter op i fire mindre artikler. På denne måde får de tilskrevet ikke én men fire artikler på deres publikationsliste. Derefter sender de måske den samme artikel til forskellige tidsskrifter, og hver gang den bliver trykt tælles den med igen. Som oftest angives der flere videnskabsfolk som forfattere til en artikel, og hver forfatter føjer artiklen til sin liste over offentliggjorte artikler. En artikel på to til tre sider angiver måske 6, 8, 10, 12 eller flere forfattere.

I et amerikansk fjernsynsprogram med titlen „Snyder videnskabsfolk?“ sagde en videnskabsmand om denne praksis: „Folk forsøger at få deres navn hæftet på så mange artikler som muligt. Det er derfor almindeligt at man i dag finder store forskerhold hvor seksten personer kan lægge navn til en artikel der, når det kommer til stykket, sandsynligvis slet ikke var værd at offentliggøre. Men der er tale om et rotteræs, et konkurrencejag, en simpel kvantitetsmentalitet der i høj grad fremmes af den struktur der kendetegner den videnskabelige forskning i De Forenede Stater.“ (25. oktober 1988) Nogle af dem der anføres som medforfattere har måske kun haft meget lidt med artiklen at gøre, måske har de ikke engang læst den, men alligevel føjer de den til deres liste over ’udgivne værker’. Det er sådanne proportionsforvrængede lister der har indflydelse på om man modtager nogle af de hundredtusinder af dollars der befinder sig i de offentlige fonde.

Er kontrol mellem ligemænd en beskyttelse mod svindel?

Redaktører af videnskabelige tidsskrifter lader ofte — men ikke altid — rapporterne kontrollere af andre videnskabsfolk før de offentliggør dem. Den praksis skulle i teorien sortere alle fejlagtige og uredelige artikler fra. „Videnskaben er selvkorrigerende på en måde man ikke oplever inden for nogen anden intellektuel retning,“ siger Isaac Asimov. „Videnskaben fører en uforlignelig selvjustits.“ Han undrer sig over at „der forekommer så få skandaler“.

Men ikke alle er enige med ham. At lade ligemænd kontrollere hinandens arbejde er „en dårlig metode til afsløring af svindel“, siger den ovenfor citerede dr. Drummond Rennie. American Medical News skriver: „Fagtidsskrifter som offentliggør artikler der er blevet kontrolleret af andre forskere, og som førhen næsten blev betragtet som ufejlbarlige, har måttet indrømme at de er ude af stand til at eliminere svindel.“ „Man har lagt for stor vægt på det at ligemænd kontrollerer hinanden,“ udtaler en lægeskribent og spalteredaktør ved The New York Times.

Tidsskriftet Science oplyser at en forsker der fik til opgave at gennemgå en kollegas rapport, er blevet beskyldt for plagiering. Han „tog data fra den afhandling han skulle gennemgå og brugte dem i sit eget arbejde,“ meddeler National Institutes of Health. En sådan handlemåde er „et overgreb mod den tillid der er grundlæggende for hele dette kontrolsystem“, og den pågældende forsker blev erklæret for „uegnet til i fremtiden at modtage statsstøtte“.

„Videnskaben har altid, med den mest hårdtpumpede hidsighed, bedyret sin egen totale uskyld,“ skriver bladet New Scientist. Mange mener at det højt besungne system med kontrol foretaget af ligemænd, hvorved al svindel i teorien skulle blive sorteret fra, er en ren farce. „Virkeligheden er den,“ skriver New Scientist, „at det kun er få videnskabelige skurke der fanges, og når det endelig sker viser det sig ofte at de har drevet deres spil i årevis og offentliggjort forfalskede data i ansete tidsskrifter uden at der er blevet stillet spørgsmål.“

En embedsmand i National Institutes of Health har ifølge The New York Times udtalt: „Jeg tror at uskyldens tidsalder er forbi. Førhen gik folk ud fra at forskere ikke gjorde den slags. Men nu begynder det at gå op for dem at videnskabsfolk ikke er andre mennesker moralsk overlegne.“ Avisen tilføjede: „For nogle få år siden var det sjældent at National Institutes of Health fik én anmeldelse af svindel om året. Nu er der mindst to alvorlige anklager om måneden.“ Tidsskriftet Science har bemærket: „Videnskabsfolk har gentagne gange forsikret offentligheden om at svindel og uredelighed er sjældent inden for forskningen . . . Ikke desto mindre lader det til at der dukker flere og flere betydelige sager op.“

John Dingell, der er formand for en af de undersøgelseskommissioner De Forenede Staters kongres har nedsat, sagde ved en lejlighed til forskerne: „Jeg finder jeres kontrolsystemer håbløst utilstrækkelige, og det er mit indtryk at bedraget i mange tilfælde triumferer over det moralsk anstændige på en måde som jeg finder helt og aldeles uacceptabel. Jeg håber at I er af samme opfattelse.“

Fjernsynsprogrammet „Snyder videnskabsfolk?“ sluttede med at en af de medvirkende forskere indrømmede: „Skeletterne må hives frem fra skabene og bureaukraternes karriere må bremses hvis det er det der skal til. Der er ingen anden udvej. Det er et etisk krav, det er et juridisk krav, og det er så afgjort et moralsk krav.“

[Tekstcitat på side 6]

„Seksten personer kan lægge navn til en artikel“

[Tekstcitat på side 7]

„Det er et etisk krav, det er et juridisk krav, og det er så afgjort et moralsk krav“

Svindel i videnskab — Et større bedrag

Svindel kan defineres som „det at fordreje kendsgerningerne eller at bedrage“. Det er „en bevidst forvanskning af sandheden der øves for at få en anden til at skille sig af med noget af værdi“. — Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary.

„EVOLUTIONEN er et faktum.“ Sådan lyder den almindelige trosbekendelse hvormed man forsikrer videnskabelige kredse om sin autoritetstro. For også at få offentligheden til at antage ideen tilføjes ofte: ’Livets opståen ved en gradvis udvikling er blevet bevist så mange gange at man ikke længere behøver at gentage beviserne.’ Og det er jo meget bekvemt, især i betragtning af at evolutionisterne ikke har nogen beviser at gentage. Ikke desto mindre har man i årevis gang på gang hørt denne talemåde gentaget, som var der tale om en mystisk messen: „Evolutionen er et faktum.“

I april sidste år skrev biologen Richard Dawkins i en boganmeldelse i The New York Times Book Review: „Vi taler her om selve evolutionens faktum, et faktum der er bevist ud over enhver rimelig tvivl.“ Derefter sagde han at det at behandle skabelseslæren i biologitimerne var „omtrent lige så fornuftigt som at forlange at der i de timer som behandler astronomi, blev ofret tid på teorien om at Jorden er flad. Eller, som en har udtrykt det, man kunne lige så godt kræve at der blev brugt tid på storketeorien i seksualundervisningen. Det er helt sikkert at hvis man skulle møde en der siger at han ikke tror på udviklingslæren, så er vedkommende enten uvidende, dum eller sindssyg (eller ond, men det vil jeg helst ikke tro).“

I 1987 skrev Stephen Jay Gould et essay i januarudgaven af det videnskabelige tidsskrift Discover. I denne femsiders artikel hævdede han 12 gange at evolutionen er et faktum!

Darwins livsværk har „fastslået evolutionen som et faktum“, skriver Stephen Gould. „At evolutionen er et faktum er lige så grundigt bevist som så meget andet inden for videnskaben (lige så sikkert som at Jorden kredser omkring Solen).“ Da Darwin døde „havde næsten alle tænkende mennesker accepteret evolutionen som et faktum“. Stephen Gould taler om udviklingslæren som „et velbevidnet faktum“ og om „mutationernes faktum“. „Evolutionen er også et faktum i naturen.“ „Evolutionen er lige så velunderbygget som et hvilket som helst andet videnskabeligt faktum.“ „Vor tiltro til at evolutionen er et faktum bygger på en mængde data.“ Han nævner at biologer er enige om „evolutionens faktum“. „Evolutionens faktum har ikke bekymret teologer.“ „Jeg kender i hundredvis af forskere der alle er enige om at evolutionen er et faktum.“

Stephen Gould erklærer: „Jeg vil nødig lyde som en streng dogmatiker der råber ’slut op om fanen, kammerater’, men blandt biologer er der almindelig enighed om . . . at evolutionen er et faktum.“ Men lyder det ikke netop som „en streng dogmatiker der råber ’slut op om fanen, kammerater’“?

Molekylærbiologen Michael Denton afviser dette ordgyderi om at evolutionen skulle være et faktum og siger: „Sådanne påstande er naturligvis det rene vrøvl.“ Men det er ikke blot det rene vrøvl. Det er svindel. Der er tale om et bedrag hvor kendsgerningerne fordrejes. Man forvansker sandheden for at få folk til at skille sig af med noget værdifuldt. Gennem aviser, radio- og tv-programmer, naturfilm, videnskabelige udsendelser og skolebøger helt ned til anden klasse, bankes denne ’evolutionen-er-et-faktum’-litani ind i menigmands hoved. For nylig har The New York Times imidlertid meddelt at Californiens skolekommission har udstedt et nyt sæt retningslinjer for skolebøger som indebærer at der skal lægges mindre vægt på at undervise i udviklingslæren som en kendsgerning. — Den 10. november 1989.

De øverste præster og farisæerne på Jesu tid brugte den samme taktik. Da nogle betjente der var blevet sendt af sted for at arrestere Jesus, kom tomhændede tilbage, spurgte farisæerne: „’Hvordan kan det være at I ikke har ham med?’ Betjentene svarede: ’Aldrig har noget andet menneske talt således.’ Så svarede farisæerne: ’I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.’“ (Johannes 7:45-49) Et klart forsøg på at udøve autoritetstyranni: ’Ingen af de betydningsfulde eller veluddannede tror at Jesus er Messias. Det gør kun den uoplyste hob, de forbandede.’

I dag bruger evolutionisterne den samme metode som farisæerne: ’Tro det samme som vi tror!’ siger de. ’Alle kompetente videnskabsmænd tror på udviklingslæren. Alle intelligente mennesker tror på den. Det er kun dem uden uddannelse og de uvidende der ikke tror på den.’ Det er ved hjælp af en sådan skræmmetaktik og mentalt tyranni at masserne bliver gennet ind i evolutionisternes fold. Folk i almindelighed kender intet til evolutionsteoriens svagheder og utilstrækkelighed og ved intet om dens ubegrundede spekulationer og hypotetiske umuligheder — som for eksempel hvordan der opstår liv af livløst stof.a Derfor rives de med af propagandisternes gentagne mantraer. Teorien er blevet til et dogme, dens prædikanter er arrogante, og anderledestænkende bliver betragtet med foragt. Og taktikken virker. Det gjorde den på Jesu tid, og det gør den i dag.

Propagandaudtrykket ’evolutionen er et faktum’ består af såre lidt (kun fire ord), det er en simpel sætning (let at sige), og det gentages i det uendelige (12 gange i et kort essay). Det er derfor et effektivt middel til hjernevask, og eftersom det gentages utallige gange kan det nærmest kaldes et slogan — og et slogan man møder overalt bliver hurtigt indprogrammeret i hjernen, hvilket får mange til mekanisk at gentage det uden nogen form for kritisk eller skeptisk analyse. Når først en teori er blevet gentaget så mange gange at den er blevet en del af samfundets tankegang, kræves der ikke længere bevis for den, og enhver anderledestænkende bliver hånet. Det er især irriterende hvis de anderledestænkende kommer med fornuftige indvendinger mod rigtigheden af et sådant slogan. Derfor griber man det eneste til rådighed stående middel, nemlig latterliggørelse.

Evolutionister der har specialiseret sig i den store løgn om at ’evolutionen er et faktum’, har taget ved lære af et forhold som Hitler beskrev i sin bog Mein Kampf. Heri bemærkede han at folkets brede lag „på grund af deres primitive enfoldighed snarere falder som offer for en stor end for en lille løgn, da de nok selv lyver i det små, men ville skamme sig ved alt for store løgne“. Et mundheld siger: „Hvis man gentager en tilstrækkelig stor løgn tilstrækkelig mange gange, vil mange tro den.“ Den løgn evolutionisterne fortæller er åbenbart stor nok, og gentages tilstrækkelig ofte, for millioner tror den.

Den er både en løgn og et svindelnummer eftersom den ’fordrejer kendsgerningerne og bedrager’ og er „en bevidst forvanskning af sandheden der øves for at få en anden til at skille sig af med noget af værdi“. Ved at lære at menneskets forfædre er dyr der har udviklet sig fra en tilfældig mikrobe for til sidst at blive til en abe, har evolutionisterne ’ombyttet Guds sandhed med løgnen’. Ved at fremsætte denne løgn har de fået mange til at skille sig af med noget af stor værdi, nemlig troen på at Gud er deres Skaber. — Romerne 1:25.

Dette bedrag har forvoldt ubodelig skade, for ofrene føler ikke længere at de behøver at adlyde Skaberens love men har i stedet opstillet deres egen lov: ’Intet er i sig selv rigtigt eller forkert. Opfyld ethvert kødeligt ønske. Gør som det passer dig. Der er ingen grund til at nære skyldfølelse.’ Spring uden hæmninger på det moralske sammenbruds vogn. Skilt fra Skaberen og uden Bibelens sande værdinormer bliver de åndeligt forarmede og ender som „fornuftløse dyr der af natur er født til at fanges og forgå“. — 2 Peter 2:12.

[Fodnote]

[Ramme på side 9]

„Propaganda . . . [vil] ikke føre til noget resultat, hvis der ikke stedse tages stærkt hensyn til en fundamental grundsætning. Den skal indskrænke sig til såre lidt og gentage dette i det uendelige. Udholdenheden er her som ved så meget i verden den første og vigtigste forudsætning for et heldigt udfald. . . . Først efter at de simpleste begreber er gentaget tusinde gange, husker massen dem. Der må aldrig bringes afveksling i indholdet af det, propagandaen bringer; i alt fald må slutningen altid handle om det samme som begyndelsen. Et slagord må gerne belyses fra forskellige sider, men slutningen af enhver betragtning skal altid ende med selve slagordet.“ — Mein Kampf af Adolf Hitler.

[Ramme på side 10]

Den store løgnepropaganda

„Der er almindelig enighed om at evolutionen er et faktum.“ — Limitations of Science, 1933.

„At evolutionen er et historisk faktum, blev bevist ud over enhver rimelig tvivl allerede i de sidste årtier af det nittende århundrede.“ — The Biological Basis of Human Freedom, 1956.

„Læren om livets udvikling er ikke længere en teori. Den er bevist.“ — Julian Huxley, 1959.

„Alle kendte biologer er enige om at det er bevist at læren om livets udvikling på jorden er sand.“ — Biology for You, 1963.

„Enhver som har været stillet over for det bevismateriale der støtter udviklingslæren, må anerkende at evolutionen er et historisk faktum.“ — The New Orleans Times-Picayune, 1964.

„I dag anerkender alle udviklingslæren som et faktum, på nær et fundamentalistisk mindretal.“ — James D. Watson, 1965.

„Udviklingslæren er i dag anerkendt som et faktum.“ — Science on Trial, 1983.

„Vi er i besiddelse af uomtvistelige beviser for at evolutionen er et faktum.“ — Ashley Montagu, 1984.

Svindel i videnskab — Det største af alle bedragerier

Evolutionister siger: ’Evolutionen er et faktum; Gud er en myte.’ De kan ikke bevise nogen af delene, men fordom behøver heller ingen beviser

PRIVAT. Gud ingen adgang! Spørgsmålet om livets oprindelse er som et afspærret område hvor evolutionisterne forlanger at Gud skal holde sig borte. ’Alle kompetente forskere tror på evolutionen,’ påstår de. Dermed siger de i virkeligheden: ’Alle der ikke mener det samme er inkompetente; de mangler vor ekspertise.’ Hvad Gud angår siger de at han ikke hører til inden for den videnskabelige forskning. Desuden kan man ikke bevise at han er til.

Denne overlegne afvisning af Guds eksistens er det største af alle bedragerier.

Bogen The New Biology af Robert Augros og George Stanciu fremhæver på side 188 nogle udtalelser af fremtrædende videnskabsmænd der fejer Gud til side: „Det er den almindelige opfattelse at Darwin én gang for alle har fjernet Gud fra biologien. Eldredge siger at Darwin ’lærte os at anskue livets tilblivelse i en rent naturhistorisk sammenhæng, uden at ty til det overnaturlige eller guddommelige’. Julian Huxley har sagt: ’Darwinismen eliminerede hele ideen om Gud som en skaber af organismer, fra den rationelle tænknings sfære.’ François Jacob skriver: ’Ideen om at hver enkelt art blev frembragt særskilt af en Skaber, blev kuldkastet af Darwin.’ Og om den første organismes tilblivelse skriver Simpson: ’Der er under ingen omstændigheder grund til at hævde at der er sket et mirakel. Det er heller ikke nødvendigt at antage at tilblivelsen af de nye forplantningsmetoder og mutationsprocesser var andet end rent stoflige begivenheder.’“

’Men er det ikke ensbetydende med at livet på jorden slet ikke har haft en Skaber der har udtænkt det hele?’ vil nogle måske spørge. ’Jo, men det er der heller ikke behov for,’ svarer evolutionisterne. ’Det hele skyldes tilfældighedernes blinde spil. Vi kalder det naturlig udvælgelse.’

Men jo mere vi lærer om naturen, jo mere får vi øje på en plan og en hensigt. Alt levende vidner om en forbløffende intelligens og visdom. Mon ikke det er for meget at forvente af tilfældighedernes tankeløse og enfoldige spil? Lad os betragte nogle få af de hundreder af mekanismer i naturen der afspejler kreativ visdom, og som opfindere ofte har kopieret.

Fuglenes aerodynamiske vinger blev til årtusinder før de langt underlegne fly-vinger. Sepia-blæksprutten og nautilus-blæksprutten benytter sig af flydetanke for at få den rette opdrift uanset i hvilken dybde de bevæger sig, og deres system er langt mere effektivt end det som moderne ubåde er udstyret med. Både den ottearmede og den tiarmede blæksprutte er mestre i jetfremdrift. Flagermus og delfiner er eksperter i brug af sonar. Adskillige krybdyr og havfugle har deres eget indbyggede „afsaltningsanlæg“ der gør det muligt for dem at drikke havvand. Nogle mikroskopiske bakterier har rotationsmotorer der både kan køre frem og tilbage.

Ved hjælp af en sindrig indretning og brug af vand sørger termitterne for at deres hjem har klimaanlæg. Visse insekter, mikroskopiske planter, fisk og træer anvender deres egen form for frostvæske. Malleehøns, tallegallahøns, myg og visse slanger kan registrere temperaturforandringer på en brøkdel af en grad. Hvepse og gedehamse fremstiller papir. Nogle mikroorganismer, insekter og fisk kan frembringe koldt lys, ofte i farver. Mange trækfugle har åbenbart indbygget kompas, kort og biologiske ure. Vandbiller og edderkopper anvender dykkerudstyr og dykkerklokker.a — Se illustrationerne på side 15.

Kun en intelligens der er langt højere end menneskets har kunnet udtænke disse samspil og nedlægge disse instinkter i dyrene. (Ordsprogene 30:24) Nogle af de mest slående eksempler på dette findes i det uendeligt små. Her havde evolutionisterne håbet at finde den simple begyndelse til liv der skulle have sat evolutionen i gang med at frembringe de langt mere komplekse livsformer — deriblandt mennesket. Men er der tale om en simpel begyndelse? På ingen måde! Lad os engang betragte den intelligens der afspejler sig i de mindste cellers kompleksitet.

Bogen The New Biology siger på side 30: „Hvert sekund udfører gennemsnitscellen i hundredvis af kemiske reaktioner, og den kan danne en genpart af sig selv på cirka tyve minutter. Alt dette foregår på det mikroskopiske plan: der kan være over 500 bakterier på det punktum der afslutter denne sætning. François Jacob forundres over bakteriecellens diminutive laboratorium, som ’udfører omkring to tusind forskellige reaktioner med uforlignelig dygtighed, på den mindst tænkelige plads. Disse to tusind reaktioner foregår ved tophastighed uden nogen sinde at komme i karambolage med hinanden.’“

The Center of Life — A Natural History of the Cell, skrevet af L. L. Larison Cudmore, siger på side 13 og 14: „En enkelt celle kunne fremstille våben, fange føde, fordøje den, skille sig af med affaldsstoffer, bevæge sig omkring, bygge huse og udfolde normal eller unormal seksuel aktivitet. Disse væsener findes stadig. Protisterne — hele og fuldstændige organismer der består af en enkelt celle med mange evner, men uden væv, organer, hjerte og hjerne — har faktisk alt det som vi har.“

I bogen The Blind Watchmaker af Richard Dawkins siges der på side 116 om den mængde informationer der oplagres i en enkelt celle: „Der er tilstrækkelig lagerkapacitet i DNA’et i et enkelt liljefrø eller en enkelt sædcelle fra en salamander til at samtlige informationer i Encyclopædia Britannica kunne oplagres 60 gange. Nogle amøbearter, der helt uberettiget kaldes ’primitive’, har lige så mange informationer i deres DNA som der findes i 1000 eksemplarer af hele Encyclopædia Britannica.“

Molekylærbiologen Michael Denton skriver på side 250 i Evolution: A Theory in Crisis: „Molekylærbiologien har vist at selv de simpleste af alle levende organismer på jorden i dag, bakteriecellerne, er yderst komplicerede. Skønt de mindste bakterieceller er utroligt små og vejer mindre end [en billiontedel gram], er hver af dem i virkeligheden en sand mikro-miniaturiseret fabrik med tusinder af indviklede, fint formgivne stykker molekylært maskineri, en fabrik der alt i alt består af hundrede milliarder atomer — langt mere kompliceret end nogen maskine mennesket har bygget, og absolut uden sidestykke uden for det levendes verden.

Molekylærbiologien har også vist at cellernes grundlæggende opbygning stort set er ens hos alle jordens levende organismer, lige fra bakterier til pattedyr. I alle organismer spiller DNA, budbringer-RNA og protein samme rolle. Den genetiske kode har også i alt væsentligt samme betydning i alle celler. Proteinsyntese-maskineriets størrelse, struktur og bestanddele er praktisk talt ens i alle celler. I betragtning af cellernes grundlæggende biokemiske konstruktion kan ingen levende organisme derfor anses for at være mere primitiv eller ældre end nogen anden organisme, og der er heller ikke den mindste antydning af en evolutionær rækkefølge blandt alle de utroligt forskellige celler på jorden.“

George Greenstein erkender alle disse vidnesbyrd om intelligens. I sin bog The Symbiotic Universe taler han om de mystiske, ufattelige og uforklarlige rækker af sammentræf, tilfældigheder uden hvilke livet på jorden ville være umuligt. De følgende udtalelser, der findes på side 21 til 28 i bogen, afspejler hans kvaler i forbindelse med nogle forhold der taler til gunst for en Skaber der har haft en hensigt med det han har frembragt:

„Jeg tror vi står over for en gåde — en stor og omfattende gåde af umådelig betydning: gåden vedrørende livet i kosmos og miljøets egnethed.“ Han lægger ud med at „give en minutiøs skildring af hvad der blot synes at være en forbløffende række formidable og usandsynlige tilfælde der har banet vej for livets opståen.b Der kan opregnes en lang række sammentræf der alle har været nødvendige for livets tilblivelse.“ Og „listen bliver stadig længere . . . Der har været tale om mange sammentræf! Jo mere jeg læste, jo mere overbevist blev jeg om at sådanne ’sammentræf’ næppe kunne være indtruffet af sig selv.“ At nå til en sådan erkendelse må være rystende for en evolutionist — hvilket han også indrømmer.

„Efterhånden som denne erkendelse blev klarere, var der også noget andet der tog til. Selv i dag er det vanskeligt at sætte ord på dette ’noget’. Det var en intens reaktion der næsten antog fysisk form. Jeg vred mig bogstavelig talt i en følelse af ubehag. Alene den tanke at spørgsmålet om hvordan kosmos var blevet gjort egnet til liv var et mysterium man måske burde søge en løsning på, slog mig som absurd og latterlig. Jeg fandt det vanskeligt at tænke tanken til ende uden at væmmes. . . . Denne reaktion har ikke ændret sig med årene: Jeg har måttet kæmpe med den uafbrudt mens jeg har skrevet denne bog. Jeg er overbevist om at alle andre videnskabsmænd føler det samme, hvilket er grunden til at den omtalte tanke for øjeblikket bliver mødt med stor ligegyldighed. Og ikke nok med det: Jeg tror nu at det der tager sig ud som ligegyldighed, i virkeligheden dækker over en stærk modvilje.“

En stærk modvilje mod hvad? Mod den tanke at der skulle findes en Skaber der har frembragt alt med en hensigt. Som George Greenstein udtrykker det: „Når vi undersøger alle foreliggende vidnesbyrd opstår den tanke gang på gang at en eller anden overnaturlig kraft — eller rettere, Kraft — har haft en finger med i spillet. Er det tænkeligt at vi pludselig, ganske utilsigtet, er snublet over et videnskabeligt bevis for at der findes et højeste Væsen? Var det Gud der trådte til og så forsynligt forberedte kosmos til gavn for os?“ Greenstein vender sig dog hurtigt fra sådanne kætterske tanker og begynder på ny at forsvare sin evolutionistiske religion, idet han gentager en af dens trosbekendelser: „Gud er ikke en forklaring.“

Astrofysikeren Fred Hoyle taler i sin bog The Intelligent Universe på side 9 om dem der ligesom George Greenstein er bange for at lade Gud komme ind i billedet: „Ortodokse forskere er mere optaget af at forhindre en tilbagevenden til fortidens religiøse excesser end i at spejde fremad efter sandheden, [hvilket] har domineret den videnskabelige tænkning i det forløbne århundrede.“

Derefter kommer han i sin bog med nogle betragtninger over de samme gådefulde fænomener som foruroliger George Greenstein. „Sådanne forhold,“ siger han, „synes at løbe gennem naturens verden som en tråd af heldige tilfældigheder. Men der findes så mange af disse mærkelige sammentræf som er nødvendige for livets opståen at det kræver en eller anden forklaring.“ Både Fred Hoyle og George Greenstein siger at man ikke kan forklare alle disse sammentræf som tilfældigheder. Fred Hoyle siger dernæst at ’universets tilblivelse kræver en intelligens’, en ’intelligens på et højere plan’, ’en intelligens der var her før os og som førte til en bevidst skabelse af strukturer der var egnede til liv’.

Dette skal dog ikke forstås sådan at Fred Hoyle tænker på Bibelens Gud, men at han kan se at der bag universet og Jorden med dens liv må være en umådelig stor og overnaturlig intelligens. Han siger ganske vist at „ordet ’Gud’ er forbudt inden for videnskaben“ men går dog med til at vi kan „definere en intelligens der er højere end os selv, som en guddom“. Han spekulerer på om der „i forprogrammeringen af vore hjerner“ kan være „et forbindelsesled til en intelligens der strækker sig nedad . . . til mennesker på Jorden“.

„Der er rigeligt med beviser på at det kan forholde sig sådan,“ siger han. „Et af dem er den rastløshed vi føler. Det er som om vi har en instinktiv fornemmelse af at vi må udføre et eller andet betydningsfuldt. Rastløsheden er et resultat af at vi ikke har været i stand til at finde ud af hvori dette betydningsfulde består.“ Et andet sted siger han: „Den religiøse impuls lader til at være enestående for mennesket . . . Mon ikke man — hvis man udelader al den påhægtede udsmykning der som regel omgiver religion — kunne kalde den en ledetråd inden i os selv, en tilskyndelse der måske kan udtrykkes ganske enkelt med følgende ord: Du stammer fra et eller andet ’derude’ i rummet. Søg efter det og du vil finde langt mere end du havde forventet.“

Mennesket famler sig frem i blinde. Hvad det famler efter uden at finde, er den bibelske sandhed at vi er skabt i Guds billede, hvilket vil sige at vi besidder et vist mål af Guds egenskaber visdom, kærlighed, magt, retfærdighed, målbevidsthed og andre egenskaber — egenskaber der danner en dyb kløft mellem mennesker og dyr. Vore hjerner er forhåndsprogrammerede til at udvise sådanne guddommelige egenskaber og til at tilbede Gud i sandhed. Først når disse forskellige egenskaber er i den rette balance og man har opnået forbindelse med Gud gennem bøn og ved at tilbede ham på rette måde, vil rastløsheden forsvinde. Når det åndelige behov hvormed vi er skabt, dækkes, vil rastløsheden blive erstattet af „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7; 1 Mosebog 1:26-28.

I Apostelgerninger 17:27, 28 opfordres mennesker til at „famle sig frem til [Gud] og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til“. Det er ved ham, Skaberen af universet, deriblandt jorden og dens beboere, at vi lever, bevæger os og er til. Ved at fjerne den påhægtede udsmykning og de falske dogmer der kendetegner de traditionelle religioner — religioner som har fået millioner, deriblandt mange videnskabsfolk, til at vende sig bort fra Gud — og ved at slutte os til den sande tilbedelse af Jehova Gud, vil vi opnå evigt liv på en paradisisk jord, hvilket fra begyndelsen var Jehovas hensigt med at skabe den. — 1 Mosebog 2:15; Esajas 45:18; Lukas 23:43; Johannes 17:3.

Der skal stor godtroenhed til for at mene at intelligens i denne størrelsesorden skulle være et resultat af tilfældighedernes blinde spil. En sådan tro kan sammenlignes med den der kendetegnede de hedenske religionsudøvere på Esajas’ tid: „Men det er jer der forlader Jehova, jer der glemmer mit hellige bjerg, jer der dækker bord for lykkeguden og jer der skænker blandet vin for skæbneguden.“ (Esajas 65:11) Når evolutionisterne kalkulerer med millioner af „lykketræf“, er det som om de „dækker bord for lykkeguden“. Og dog har de ikke kunnet bevise et eneste skridt i deres teorier. Det står sløjt til med deres ’lykkegud’.

Fred Hoyle giver i den forbindelse udtryk for sine bange anelser: „Noget andet der nager mig er en følelse af at mulighedernes dør for menneskearten med tiden vil lukke sig i. Det vil kræve højteknologi at åbne den igen, men højteknologien i sig selv, uden et forhold mellem vor art og verden uden for Jorden, kan meget vel vise sig at føre til selvudslettelse. Hvis min modstand mod Darwins teori i denne bog til tider er forekommet voldsom, skyldes det at jeg har en fornemmelse af at et samfund der er bygget op omkring denne teori, sandsynligvis følger en selvdestruktiv kurs.“

I historien Bag Spejlet (Alice i Eventyrland) kunne Alice kun le vantro ad den hvide dronnings mærkelige logik. „Det kan ikke nytte noget at prøve,“ siger Alice. „Man kan ikke tro på noget, der er umuligt.“ Hertil svarer dronningen: „Så har du ikke øvet dig ret meget. Da jeg var i din alder, øvede jeg mig en halv time hver dag. Undertiden troede jeg på seks umulige ting før frokost.“

Evolutionisterne er vore dages hvide dronninger. De har opnået stor øvelse i at tro på det umulige.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 12]

Al denne planmæssighed, hensigt og instinktive visdom forudsætter en intelligens

[Tekstcitat på side 13]

En bakteriecelle består af hundrede milliarder atomer

[Tekstcitat på side 14]

’Universets tilblivelse forudsætter en intelligens’

[Illustrationer på side 15]

Jetfremdrift

Afsaltning

Papirfremstilling

Sonar