Hvem beskytter Afrikas dyreliv?

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

MAN hører af og til nogle negative udtalelser om afrikanernes syn på deres nationale arv — det rige dyreliv. For eksempel: „De har ingen rigtig værdsættelse af det; de ser det kun som en kilde til mad og penge.“ Hvorfor har nogle besøgende fået dette indtryk? Måske fordi dyrereservaterne i højere grad bliver besøgt af vesterlændinge end af indfødte. Men som en zuluhøvding i Sydafrika har forklaret: „Der er nogle ting som gør det svært for sorte at besøge vildtreservaterne. For os er reservaterne en luksus som kun ganske få sorte har råd til at nyde.“

I modsætning til tidligere vokser mange afrikanere i dag op i byernes slumkvarterer, langt væk fra dyrelivet. Dertil kommer at de der bor i landområderne ofte lever i fattigdom og afsavn. „Det er kun dem med fyldte maver der har råd til at bevare vildtet udelukkende af æstetiske, kulturelle og undervisningsmæssige årsager,“ forklarer en opsynsmand i et reservat i et vestafrikansk land.

Dyrelivet er imidlertid et populært motiv i afrikansk kunst, hvilket man ikke kan undgå at bemærke når man besøger en afrikansk souvenirbutik. Arkæologien viser at det samme var tilfældet i fortiden. Vidner det ikke om sans for, og værdsættelse af, det skønne dyreliv?

Tag nu Abel og Rebecca, som har brugt adskillige ferier på at besøge vildtreservater i Sydafrika. De er dog begge vokset op i Sydafrikas sorte bydele. Rebeccas interesse for dyrelivet blev vakt ved besøg i zoologiske haver i Johannesburg og Pretoria. Hun forklarer: „Som barn var zoologisk have det eneste sted jeg så vilde dyr.“

Abels kærlighed til dyrelivet blev vakt på en anden måde. Han tilbragte ofte skoleferierne hos sine bedsteforældre, som boede på landet. Han fortæller: „Min bedstefader udpegede de forskellige dyr for mig og fortalte om deres adfærd. Jeg kan huske at han fortalte mig om honninggrævlingen og om en kløgtig lille fugl, den sortstrubede honninggøg, som siges at lede dyr hen til bikuber.“ Da Abel var 12 år gammel havde han en spændende oplevelse sammen med sin bedstefader:

„En dag mens vi vandrede i bushen gjorde min bedstefader mig opmærksom på en lille fugl der lod til at kalde på os. Det var en honninggøg. Vi fulgte efter den i en halv times tid mens den fløj fra busk til busk. Til sidst blev fuglen siddende på en gren og holdt op med at kalde. Min bedstefader sagde at vi nu måtte lede efter bikuben. Og kort efter kunne vi ganske rigtigt se nogle bier forsvinde ind i et hul under en klippeblok. Forsigtigt fik min bedstefader fat i noget honning. Derefter tog han et stykke bikage med larver i og lagde det på klippen. Sådan sagde han tak til fuglen.“

Dette bemærkelsesværdige forhold mellem mennesket og honninggøgen er veldokumenteret af ornitologer. „Jeg glemmer aldrig den oplevelse,“ siger Abel. „Den gav mig et ønske om at lære mere om dyrelivet.“

En tidligere masaikriger og nuværende fortaler for naturfredning, Solomon ole Saibull fra Tanzania, satte tingene udmærket i perspektiv da han afdæmpet sagde til en forfatter fra Vesten: „Jeg kender mange afrikanere der forstår ikke blot den økonomiske side af naturbeskyttelse, men også de mere uhåndgribelige værdier . . . Det er mennesker — afrikanere — som kan sidde og betragte naturens mange undere. Solen der går ned over de lysviolette bjerge, de frodige landskaber med floder og dale, den variation og mangfoldighed af dyr der lever i frihed — alt sammen er det med til at danne et fantastisk skue. Kan man så sige at den veludviklede sans for værdier er begrænset til Europa og Amerika?“

Uanset om man er en jævn bybo eller en højt uddannet videnskabsmand, kan man næppe sige sig fri for at være betaget af Afrikas natur. En tysk dyrlægestuderende besøgte for kort tid siden Kruger National Park i Sydafrika og sagde: „Jeg synes at naturen og dyrelivet er det mest interessante og fascinerende ved dette land. I Tyskland har vi hverken mange storvildtarter eller store åbne vidder, og derfor er naturferie og naturbevarelse i denne størrelsesorden noget helt nyt for mig.“

Turister drages også mod de vidtstrakte naturreservater i Botswana, Namibia og Zimbabwe. Men den største koncentration af storvildt i Afrika finder man nok i Serengeti National Park i Tanzania og i Kenyas Masai Mara Vildtreservat. Disse berømte reservater grænser op til hinanden, og dyrene går frit omkring. Bladet International Wildlife oplyser: „Tilsammen har Serengeti-Mara en af verdens største dyrebestande: 1,7 millioner oksegnuer, 500.000 gazeller, 200.000 zebraer, 18.000 elsdyrantiloper og et stort antal elefanter, løver og geparder.“

John Ledger, der er redaktør af det sydafrikanske tidsskrift Endangered Wildlife, aflagde sit første besøg i Kenya i 1992 og beskrev det som ’et drømmested’. Han skrev: „Maasai Mara må være som det gårsdagens landskab Cornwallis Harris [en jæger og forfatter] så da han udforskede det indre Sydafrika i 1820’erne. Kuperede græsstepper, spredte tornebuske og mængder af vilde dyr så langt øjet rækker!“

En skygge af fordums herlighed

I store dele af vore dages Afrika ser man desværre langt færre dyr end de europæiske indvandrere så i de foregående århundreder. I 1824 slog den første hvide mand sig ned i det der senere blev den britiske koloni Natal (nu en provins i Sydafrika), og dengang var denne lille koloni hjemsted for så meget dyreliv at jagttrofæer og andre vildtprodukter var områdets vigtigste handelsvare. I løbet af et år blev der afskibet cirka 62.000 gnu- og zebraskind fra havnen i Durban. Og et andet år blev der udført mere end 19 tons elfenben derfra. Snart var den hvide befolkning vokset til over 30.000, men de fleste af de vilde dyr var blevet udryddet. En øvrighedsperson fra Natal udtalte i 1878: „Der er meget lidt vildt tilbage.“

Den samme sørgelige historie kan fortælles fra andre dele af Afrika hvor kolonimagterne tillod udryddelsen af de vilde dyr indtil et godt stykke ind i det tyvende århundrede. Tag for eksempel Angola, som opnåede uafhængighed af Portugal i 1975. Michael Main skriver i sin bog Kalahari: „Den tidligere kolonimagts historie er ikke glorværdig. For at kunne åbne Huiladistriktet for landbrug gjorde den berygtede lov nr. 2242 af 1950 distriktet til frit jagtområde. Resultatet blev en massenedslagtning af vildt . . . Praktisk talt alle store pattedyr blev udryddet. Man har anslået at nedslagtningen omfattede 1000 sorte næsehorn, i tusindvis af giraffer, titusinder af gnuer, zebraer og kafferbøfler. Lov nr. 2242 blev ikke ophævet før to og et halvt år efter, og på det tidspunkt var skaden sket — der var ikke flere dyr tilbage.“

Hvordan er situationen i dag, og hvilken fremtid venter der Afrikas dyreliv?

[Ramme på side 5]

Der er penge i vildtreservaterne

Afrikas vildtreservater og nationalparker dækker tilsammen cirka 850.000 kvadratkilometer af dette store kontinent. Det er langt mere end Storbritanniens og Tysklands samlede areal.

I mange af disse vildtreservater kan man se de dyr man kalder ’de fem store’ — elefant, næsehorn, løve, leopard og bøffel. Fra den majestætiske ørn der svæver på himmelen til de beskedne skarabæer der triller deres gødningskugler over vejene, er der et væld af fascinerende skabninger til fryd for øjet.

Tusinder af udenlandske turister sætter pris på dette dyreliv. Hvert år lægger de mere end én milliard dollars i kassen i de lande hvor dyrereservaterne er beliggende. Ja, der er penge også i vildtreservaterne.

[Illustration på side 4]

For ikke så længe siden blev der hvert år nedlagt utallige stykker vildt i Sydafrika for jagttrofæernes og skindenes skyld

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Africana Museum, Johannesburg

Er der plads til både mennesker og dyr?

HVORFOR bliver der færre og færre vilde dyr i mange dele af Afrika? (Se rammen på modsatte side.) Nogle giver den hurtige befolkningstilvækst skylden.

Det er sandt at nogle dele af Afrika, især byområderne, er overbefolkede. Og i nogle af landområderne overgræsses en del arealer af de mange landmænds kvægbesætninger. Tag for eksempel de tætbefolkede områder Venda, Gazankulu og Kangwane, som støder op til Kruger National Park. Disse områder for de sorte blev oprettet som følge af Sydafrikas tidligere apartheidpolitik, og befolkningstætheden ligger på mellem 70 og 100 indbyggere pr. kvadratkilometer. Det kan være en deprimerende oplevelse at være på ferie og krydse disse områder på vej til Kruger National Park. Den sydafrikanske avis Sowetan beretter: „De samfund der lever ved grænserne . . . er fattige, og de fleste sulter og er arbejdsløse.“ En anden lokal avis, The Natal Witness, skriver: „Inden for hegnet lever dyrene i stor overdådighed.“

Ifølge nylige rapporter har Kruger National Parks ledelse planer om at gøre mere for at hjælpe dem der bor op til parken. Men hvad ville der ske hvis indhegningen blev fjernet og der var fri adgang for jægere og hyrder, eller hvis man frit kunne bosætte sig der? Naturbeskyttelsesfolk frygter at det ville føre til at flertallet af dyrene blev udryddet, sådan som det er sket i andre lande.

Dygtigt forvaltede vildtreservater er af afgørende betydning for bevarelsen af dyrelivet, især i områder der er tæt befolkede. De kan også indbringe hårdt tiltrængt fremmed valuta fra turisterne. (Se rammen på side 5.) Journalisten Musa Zondi skriver i førnævnte artikel fra avisen Sowetan: „Reservaterne skaffer også jobmuligheder til tusinder — især for dem der bor i nærheden af reservaterne. Ydermere er det vores nationale arv. Vi kan ikke efterlade vore børn en bedre gave end disse reservater.“

Er overbefolkning den eneste trussel?

Befolkningseksplosionen er ikke den eneste trussel for Afrikas dyreliv. Tænk for eksempel på de fire store afrikanske lande der grænser op til hinanden: Namibia, Botswana, Angola og Zambia. Disse fire landes samlede areal er større end Indiens, men de har en samlet befolkningstæthed på kun 6 indbyggere pr. kvadratkilometer. Det er meget lidt i forhold til lande som for eksempel Tyskland med 222 indbyggere pr. kvadratkilometer, Storbritannien med 236 og Indien med 275! Faktisk er Afrikas samlede befolkningstæthed kun 22 indbyggere pr. kvadratkilometer i forhold til verdens gennemsnitlige befolkningstæthed på 40 indbyggere pr. kvadratkilometer.

Zambianeren Richard Bell siger i bogen Conservation in Africa: „Befolkningstilvæksten i Afrika sker hurtigt, men den samlede befolkningstæthed er stadig relativt lav, bortset fra nogle få befolkningskoncentrationer.“

Sygdomme, tørke, internationalt krybskytteri, borgerkrig og ligegyldighed i forbindelse med landbrug bidrager i forening til at Afrikas dyreliv er i tilbagegang.

Magtkampen mellem det tidligere Sovjetunionen og Vesten skabte konflikter i Afrika, og begge magtblokke oversvømmede verdensdelen med avancerede våben. Ofte blev disse automatiske våben brugt til at nedlægge vildt, enten for at skaffe føde til de sultende hære eller også for at kunne købe flere våben ved salg af forskellige jagttrofæer som for eksempel elefantstødtænder og næsehornshorn. Den omfattende udryddelse ophørte dog ikke med den kolde krigs afslutning. Våbnene befinder sig stadig i Afrika. I forbindelse med en af Afrikas borgerkrige, i Angola, rapporterer bladet Africa South: „Krybskytteriet var allerede godt i gang under krigen, men efter våbenstilstanden er det blevet værre endnu fordi der ikke er nogen kontrol med de hjemsendte soldater.“ Den krig er siden blevet genoptaget.

Mange krybskytter er villige til at sætte livet på spil fordi der er mange penge at tjene. „Et enkelt horn [fra et næsehorn] kan indbringe 25.000 dollars,“ rapporterer den afrikanske avis The Star. En miljøforkæmper, ph.d. Esmond Martin, besøgte i 1988 et asiatisk land og fandt ud af at prisen på horn fra næsehorn var steget fra cirka 10.000 kroner pr. kg til cirka 30.000 kroner pr. kg over en periode på blot tre år.

Hvem kommer først?

Der er blevet truffet omfattende forholdsregler mod den trussel som efterspørgselen efter elfenben og horn fra næsehorn frembyder mod dyrelivet. I juli 1989 kunne millioner af fjernseere i hele verden se hvordan Kenyas præsident, Daniel arap Moi, satte ild til 12 tons elfenben til en anslået værdi af mellem tre og seks millioner dollars. Dr. Richard Leakey, der er direktør for Kenyas naturstyrelse, blev spurgt om hvordan man kunne retfærdiggøre et sådant åbenlyst spild. Han svarede: „Vi kan ikke få folk i Amerika, Canada eller Japan til at lade være med at købe elfenben hvis vi bliver ved med at sælge det.“ Dette fik mange til at overholde et internationalt forbud mod handel med elfenben. Efterspørgselen efter elfenbensprodukter faldt markant.

Næsehornets historie er anderledes. I 1990 satte Kenyas præsident ild til horn fra næsehorn til en værdi af flere millioner dollars, men efterspørgselen er stadig stor. (Se rammen: „Hvorfor næsehornets horn er så eftertragtet,“ på side 9.) I et forsøg på at redde de svindende bestande af næsehorn har man i nogle lande set sig nødsaget til at save hornene af disse dyr. Derved opstår det groteske kapløb om hvem der kommer først: naturfredningsmanden med bedøvende pile eller krybskytten med dødbringende automatiske våben!

En ny tendens inden for naturbevarelse

Jægere og naturbeskyttelsesfolk fra Vesten har altid været betagede af den afrikanske landbefolknings evne til at følge dyrespor. Mange afrikanere har et meget stort kendskab til dyrelivet. Lloyd Timberlake fortæller i sin bog Africa in Crisis: „En stor del af denne kundskab er tidligere gået fra mund til mund, men den trues nu af at mange fra landområderne flytter til byerne . . . Verden er således i fare for at miste det som . . . antropologen Leslie Brownrigg har kaldt ’mange hundrede mandeår af videnskabelig forskning’.“

Kolonimagterne oprettede nationalparker og fordrev derved landbrugerne som i århundreder havde skaffet føde ved at jage vildt. Nu er nogle af de afrikanske regeringer imidlertid begyndt at søge hjælp hos de tilsidesatte landbrugere. Worldwatch Institute oplyser: „I flere lande i det sydlige Afrika har staten nu givet afkald på den enerådende kontrol med dyrelivet. Nu har de små samfund i 10 af Zambias 31 vildtbevarelsesområder fået rettigheder til kontrol med vildtet; som resultat er krybskytteriet aftaget og vildtbestanden tilsyneladende øget.“ Andre rapporter viser også at der er gode resultater med at inddrage landboerne i dyrebevarelsen. Det gælder for eksempel i forbindelse med det sorte næsehorn og ørkenelefanten i Kaoko Feld i Namibia, i vildtreservater i Kangwane i Sydafrika og i andre afrikanske lande.

På trods af disse lovende udsigter er naturbeskyttelsesfolk bekymrede for fremtiden. I bedste fald er de nye tiltag kun en midlertidig løsning. På langt sigt udgør befolkningseksplosionen en stadig trussel. U.S.News & World Report forklarer: „I løbet af det næste århundrede forventes befolkningstallet at stige med cirka fem milliarder. Den største vækst vil foregå i ulandene, som — ikke tilfældigt — også har været de sidste tilflugtssteder for klodens vilde dyr.“

Efterhånden som mennesket begynder at bebo de øde egne vil der opstå en konflikt mellem dyr og mennesker. Bogen Conservation in Africa giver denne beskrivelse: „Mange af de ændringer der vil ske i landområderne vil de fleste store afrikanske dyrearter ikke kunne tilpasse sig — det gælder for eksempel elefanten, flodhesten, næsehornet, bøffelen, løven og krokodillen, såvel som nogle af de større antiloper, primater og svin.“

Mennesket synes ikke at have nogen løsning på hvordan Afrikas vildtbestand kan reddes på længere sigt. Men hvem kan da løse problemet?

[Ramme/kort på side 7]

„Bestanden af bøfler er gået ned fra 55.000 til under 4000, vandbukke fra 45.000 til under 5000, zebraer fra 2720 til cirka 1000, og bestanden af flodheste er faldet fra 1770 til cirka 260.“ — En sammenligning af to undersøgelser foretaget fra luften i 1979 og 1990 i Marromeu-deltaet i Moçambique. Bragt i bladet African Wildlife, marts/april 1992.

„I 1981 vandrede cirka 45.000 zebraer hen over græsstepperne og gennem skovene [i det nordlige Botswana]. Men i 1991 foretog kun 7000 den samme rejse.“ — Fra tidsskriftet Getaway i en anmeldelse af dyrefilmen Patterns in the Grass, november 1992.

„Under vort besøg [i Togo, Vestafrika] fandt vi interessant og uventet en bestand af skovelefanter i naturreservatet Fosse aux Lions . . . En optælling foretaget fra luften i marts 1991 havde vist at der var 130 af disse dyr. . . . [Men på mindre end et år] var antallet af elefanter i Fosse aux Lions faldet til 25.“ — Bladet African Wildlife, marts/april 1992.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Afrikanske vildtreservater spiller en stor rolle i forbindelse med bevarelse af mange dyrearter

AFRIKA

MAROKKO

VESTSAHARA

MAURETANIEN

ALGERIET

MALI

TUNESIEN

LIBYEN

NIGER

NIGERIA

EGYPTEN

TCHAD

SUDAN

DJIBOUTI

ETIOPIEN

CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

CAMEROUN

CONGO

Cabinda (Angola)

GABON

ZAIRE

UGANDA

KENYA

SOMALIA

TANZANIA

ANGOLA

ZAMBIA

MALAWI

NAMIBIA

ZIMBABWE

MOÇAMBIQUE

BOTSWANA

MADAGASKAR

SYDAFRIKA

SENEGAL

GAMBIA

GUINEA-BISSAU

GUINEA

BURKINA FASO

BENIN

SIERRA LEONE

LIBERIA

ELFENBENSKYSTEN

GHANA

TOGO

ÆKVATORIALGUINEA

RWANDA

BURUNDI

SWAZILAND

LESOTHO

Fosse aux Lions Naturreservat

Masai Mara Vildtreservat

Serengeti Nationalpark

Marromeu-deltaet

Kruger National Park

Middelhavet

Det Røde Hav

Indiske Ocean

Områder der er nævnt i artiklen

Store nationalparker

[Ramme/illustrationer på side 9]

Hvorfor næsehornets horn er så eftertragtet

„THREE LEGS Brands næsehornshorns-antifebervand.“ Sådan hedder en populær medicin der sælges i Malaysia, ifølge forfatterne Daryl og Sharna Balfour, der har skrevet bogen Rhino. I varedeklarationen til denne ’medicin’ står der: „Denne medicin er med stor omhu fremstillet af antifeberstoffer og de fineste horn fra næsehorn og under nøje tilsyn af eksperter. Medicinen er enestående og har en fantastisk virkning med øjeblikkelig lindring af lidelser som malaria, høj temperatur, feber der påvirker hjertet og alle fire lemmer, klimakuller, sindssyge, tandpine, osv.“

Denne forestilling er meget udbredt i de asiatiske lande. Præparater af næsehornets horn kan let erhverves i mange asiatiske byer, enten i flydende eller pulveriseret form. Daryl og Sharna Balfour håber at kunne modvirke denne tendens, idet de siger: „Indtagelse af en dosis af horn fra et næsehorn har ikke større medicinsk effekt end det at bide negle.“

I Yemen værdsættes hornet af en anden årsag — det kan bruges som håndtag til dolke. I løbet af 70’erne importerede landet mere end 22 tons, og det er svært at finde noget der kan erstatte det. Daryl og Sharna Balfour forklarer: „Yemenitterne har fundet ud af at der ikke er noget der kan måle sig med næsehornets horn, hverken hvad angår udseende eller holdbarhed. . . . Jo ældre [dolkehåndtagene] bliver, jo bedre ser de ud. De bliver efterhånden gennemsigtige som gammelt rav.“

[Grafisk fremstilling/illustrationer på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sammenligning af vildtbestandene i Marromeu-deltaet i 1979 og 1990

Zebrabestanden

1979: 2720

1990: 1000

Bøffelbestanden

1979: 55.000

1990: 3696

Flodhestebestanden

1979: 1770

1990: 260

Vandbukkebestanden

1979: 45.000

1990: 4480

[Kildeangivelse]

Nederst til venstre: Safari-Zoo i Ramat-Gan i Tel Aviv

Den der vil beskytte dyrelivet

LIGE fra de tidligste tider i menneskehedens historie har mennesket fundet behag i at studere de vilde dyr. På et tidspunkt gav Gud mennesket lov til at spise kød, men siden da er dets værdsættelse sørgeligt nok blevet vendt til en unødvendig nedslagtning og grusom trofæjagt. — 2 Mosebog 2:19, 20; 9:2; 10:9; 25:27.

Nogle var dog fortsat betagede af jordens dyreliv. For cirka 3000 år siden blev ordene i Salme 104 nedskrevet af en dyreelsker. Han nævner forskellige dyr ved navn, som for eksempel zebra, løve, stenbuk, klippegrævling og stork. På baggrund af sit studium af fugle, fuglesang og dyr følte salmisten sig bevæget til at udtrykke en pris: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom.“ — Salme 104:10-12, 17-21, 24.

Jehova har grund til at være tilfreds med sit skaberværk. (1 Mosebog 1:31) Vi kan derfor også være sikre på at han ikke vil tillade at den tilbageværende del af jordens dyreliv bliver udslettet. I overensstemmelse med dette inspirerede Gud salmisten til at nedskrive nogle oplysninger der må glæde alle dyreelskere. For eksempel får vi at vide at „jorden . . . aldrig i evighed [skal] rokkes“. (Salme 104:5) Denne omsorg for planeten Jorden indbefatter også de dyr der lever på den. (Esajas 45:18) Jesus Kristus gav også udtryk for at Gud har omsorg for dyrene, da han sagde: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud.“ (Lukas 12:6) Guds omsorg for sine skabninger understreges også i Salme 104, vers 14, hvor der står: „Han lader grønt græs spire frem til dyrene, og planter til menneskenes tjeneste, så han frembringer brød af jorden.“

Som det fremgår af ovenstående vil Jehova ikke for evigt tolerere mennesker som fornægter ham og som er en trussel for jordens fremtid og dyreliv. Som en understregning af dette slutter Salme 104 med denne forsikring: „Synderne vil blive udryddet fra jorden, og de ugudelige skal ikke mere være til.“ — Salme 104:35.

Hvor er det styrkende at vide at Jehova har sagt at han er besluttet på at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Profetier som nu får en symbolsk opfyldelse vil til den tid få en bogstavelig opfyldelse. Jehova udtalte for eksempel gennem sin profet Hoseas: „På den dag slutter jeg en pagt for dem med markens vilde dyr og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr, og bue og sværd og krig vil jeg splintre og fjerne fra landet, og jeg lader dem lægge sig trygt.“ — Hoseas 2:18; Esajas 11:6-9.

Se dig selv i det kommende jordiske paradis. Det vil være en skøn tid. Men hvad kræves der egentlig hvis man vil opleve disse velsignelser? Man må nødvendigvis studere Guds ord, Bibelen. Og til dem der retter deres liv ind efter Bibelens normer, giver Jehova dette løfte: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.