Kærlighed til penge — en rod til alt ondt
ENHVER generation hævder måske at netop den har været vidne til et jag efter penge som man ikke tidligere har set på jorden! Alle slægtled kan henvise til krige de har udkæmpet for at opnå vælde og rigdom — og en krigs varighed er ofte blevet afgjort af hvor mange penge der var til rådighed.
Rundt om i verden er millioner af mennesker blevet dræbt på grund af penge. Børn af rige forældre er blevet kidnappet og holdt tilbage indtil forældrene har betalt en løsesum for at få dem tilbage i god behold. Godtroende mennesker er blevet franarret et helt livs opsparing. Indbrudstyve har endevendt folks hjem for penge. Dristige mænd er blevet kaldt „samfundets fjende nummer 1“ fordi det lykkedes dem at plyndre en enkelt bank. Alle generationer har været vidne til sådanne skammelige handlinger. Men ingen generation har set et større pengebegær end den der så en foragtelig forbryder forråde sin bedste ven, det største menneske der nogen sinde har levet, for blot 30 sølvstykker.
I slutningen af dette århundrede er menneskets stræben efter dette ustabile betalingsmiddel — der af en amerikansk skribent benævnes som „den almægtige dollar som er genstand for universel tilbedelse“ — blevet endnu mere fornedret. Ingen anden generation har været vidne til mere frygtløse røverier hvor ikke kun bevæbnede voksne, mænd som kvinder, men selv børn har truet bankkasserere til at udlevere millioner af kroner. Tyverier af den slags er blevet så almindeligt udbredte i dag at de ikke får megen omtale i nyhedsmedierne. Mange pengeinstitutter er blevet insolvente fordi direktøren har spekuleret i illegale millionoverførsler for egen vindings skyld, og det har resulteret i at bankbeholdningen er blevet drænet og at mange kontohavere er efterladt i økonomisk ruin.
Eller hvad med de funktionærer der i dag begår underslæb og tiltusker sig millioner af kroner fra deres arbejdsgivere for at kunne leve som de rige og berømte? Der kunne også skrives meget om personer der skjuler sig på svagtoplyste gader for at frarøve forbipasserende deres håndtaske og tegnebog. Og hvad med de dristige røverier der foregår ved højlys dag i mange vidners nærværelse og hvor folk bliver dræbt og bestjålet? I nogle byområder siger indbyggerne beklagende: „Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt jeg vil blive overfaldet på gaden, men hvor tit.“ Nogle sørger endda for at have en lille sum på sig for at kunne tilfredsstille en eventuel røver, i håb om at han så vil skåne deres liv. Ulykkeligvis oplever vi der lever i slutningen af det 20. århundrede, det mest hensynsløse jag efter penge verden nogen sinde har kendt til.
Penges magt i familien
Hver dag skændes ægtefæller om penge. „Penge er som en magnet der trækker alle livets skuffelser til sig,“ skriver en kvindelig forsker. „Hvis ægtefællerne skal holde op med at skændes om penge, må de finde ud af hvordan de hver især betragter dem og hvordan de bruger dem.“ Uanset om familierne er rige, fattige eller et sted midt imellem, er det, ifølge de fleste sagkyndige, oftest penge der er årsag til strid mellem ægtefællerne. „Det overrasker mig,“ siger en anden forsker, „hvor mange skænderier der drejer sig om at bruge eller opspare penge.“ Lad os for eksempel se på de familier der er meget rige. Den nærige ægtefælle forsøger ofte at spare på hans eller hendes penge mens den ødsle ægtefælle smider om sig med dem. Trods rigdom er kamplinjen trukket op — kampen skyldes ikke pengenød, men velstand. Der er dem der gifter sig for penge, nyder den livsstil de kun har turdet drømme om, for til sidst at lade sig skille og modtage enorme summer i underholdsbidrag.
I denne pengefikserede verden er penge blevet et billede på magt og selvagtelse. Derfor skaber det ofte problemer når en hustru tjener mere end sin mand. Når det er tilfældet føler ægtemanden måske at han har mistet sin magt og selvagtelse. Jalousien stikker sit hæslige ansigt frem — ikke fordi en fremmed person har trængt sig på — men fordi den eftertragtede mammon er kommet imellem dem. I kampen mellem penge og kærlighed er det alt for ofte pengene der går af med sejren.
Det er rigtigt når der siges at „kærlighed til penge er en rod til alt ondt“. (1 Timoteus 6:10, den danske autoriserede oversættelse, 1948) Men ikke desto mindre har mangelen på penge medført store bekymringer og nød for de mennesker der er blevet ofre for ’pengejægerne’.
Penge, penge og atter penge
Det er ofte blevet sagt, at hvor penge er, kommer penge til. Tænk på de enorme beløb der bruges på at lokke folk til at købe produkter ved aggressiv markedsføring gennem reklamer. Kontrollér din post — måske har du vundet en million! For mange er det ikke længere nok at vinde en million, nu er det to — eller flere. Af frygt for at gå glip af en uventet pengesum er der mange som køber ugeblade der egentlig ikke har deres interesse og som de sandsynligvis aldrig får læst, men som lokker med ’skrabespil’ og lottogevinster.
I USA har man nu lotterier med gevinster på op til millioner af dollars til vinderen! Nogle få millioner er ’småskillinger’. I dag kan man ved en enkelt lodtrækning vinde fra 50 til 100 millioner dollars. Pengepuljerne synes at være uudtømmelige. I mange lande har der i flere årtier været nationallotterier. Nogle har spenderet en hel ugeløn på en minimal chance for at vinde store penge. Familier har manglet mad og tøj — pengene er i stedet blevet ofret til „lykkeguden“. — Esajas 65:11.
Rundt om i verden er der millioner som håber på at vinde store summer på hasardspil. De forsøger at realisere deres fantasier i spillecasinoer. Med et terningkast, det rigtige kort eller et træk i en spilleautomat håber de at få deres drømme opfyldt. At prøve at vinde noget på den måde er som at jage efter vinden.
I fuld fart fortsætter deres ubarmhjertige jagt på de flygtige penge. Nogle der har samlet sig en formue har oplevet at den pludselig, i et uventet øjeblik, er blevet til intet. Den vise kong Salomons ord burde have særlig betydning for dem: „Dine penge kan forsvinde på et øjeblik, som om de havde fået vinger og var fløjet bort som en ørn.“ — Ordsprogene 23:5, Today’s English Version.
Helliger hensigten midlet?
Det kan ikke nægtes at nogle har sat sig selv og deres familie i en vanskelig situation ved at bruge familiens sidste penge på hasardspil. Ofte er disse mennesker fattige og tjener kun til dagen og vejen. Andre er dovne og foretrækker at spille sig til lettjente penge. I dag er størstedelen af jordens fattige imidlertid ofre for uforskyldte omstændigheder. De der knap nok er i stand til at skrive deres eget navn på grund af manglende undervisning, udgør millioner. Utallige andre lever på fattigdomsgrænsen fordi landets økonomi er i en elendig forfatning. Selv højtuddannede har måttet se deres jobansøgninger blive afvist. Andre tusinder er blevet arbejdsløse når store firmaer har måttet indskrænke fordi udbudet af deres produkter overstiger efterspørgselen. Hvordan klarer disse mennesker sig?
At skaffe sig penge ved uærlige metoder appellerer måske til nogle. For dem er det hensigten der helliger midlet. Det er ikke ualmindeligt at folk med en fortvivlet økonomi tænker: „Jeg vil gøre alt for at brødføde min familie.“ Kvinder prostituerer sig og mænd stjæler, for blot at nævne et par af de mange uærlige metoder. Kan uærlige metoder som at stjæle og at bruge penge på spil, nogen sinde retfærdiggøres? Verden er fyldt med mennesker der mener at det kan.
Tror du på Skaberen, Jehova Gud? Hans råd er at vi skal kaste vores byrde på ham og stole på at han vil støtte os når vi har brug for det. Efter at have været kristen i cirka 25 år skrev apostelen Paulus: „Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød. Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:12, 13) Paulus tyede helt sikkert ikke til uærlige metoder når han var langt nede med fornødenheder, men han stolede på Jehova og blev hjulpet.
Hvis du er fattig og lever under trange kår, så søg ikke uærlig vinding. Det er bestemt ikke forkert at tjene penge, blot det sker på ærlig vis. Jesus sagde jo at „en arbejder er sin løn værd“. (Lukas 10:7) Der er heller ikke noget forkert i at være rig. Men gå aldrig på kompromis om moralprincipper for at dække dine behov. Opbyg et forhold til vor store Skaber, Jehova Gud, og stol på at han kan hjælpe dig igennem livets genvordigheder og problemer. „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7.