Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Det er ikke min skyld“
    Vågn op! – 1996 | 22. september
    • „Det er ikke min skyld“

      HVOR ofte i dag hører man nogen sige: ’Det er jeg ked af. Det var helt og holdent min skyld’? Det er sjældent at man støder på en sådan ærlighed, ikke sandt? Når nogen endelig indrømmer en fejl, gør de i mange tilfælde alligevel et ihærdigt forsøg på at skyde skylden på andre eller på forhold som de ikke mener de har haft nogen indflydelse på.

      Nogle giver endda deres gener skylden for deres handlinger! Men er det en god undskyldning? Bogen Exploding the Gene Myth (Genmyten aflives) sætter spørgsmålstegn ved formålet med og gyldigheden af visse aspekter af genforskningen. I sin anmeldelse af bogen drager den australske journalist Bill Deane denne tankevækkende konklusion: „Determinister er tilsyneladende for nylig begyndt at mene at de har fundet ret sikre beviser der støtter deres teori om at ingen kan gøres ansvarlige for deres handlinger: ’Den anklagede kunne ikke gøre for at han skar halsen over på offeret — det lå i hans gener.’“

      Ikke en ny tendens

      Tendensen til at give andre skylden bliver mere og mere udbredt. En forfatter har meget passende kaldt vores generation for „det-er-ikke-min-skyld-generationen“. Den nedskrevne historie viser imidlertid at lige siden menneskehedens begyndelse har utallige søgt at give andre skylden for de fejl de selv har begået. Et klassisk eksempel på det er Adam og Evas reaktion efter at de havde syndet ved at spise af frugten på det træ Gud havde forbudt dem at spise af. Beretningen i Første Mosebog gengiver den samtale der fandt sted mellem Gud og de to første mennesker. Gud sagde: „’Har du spist af det træ som jeg gav dig påbud om ikke at spise af?’ Adam sagde da: ’Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.’ Derpå sagde Jehova Gud til kvinden: ’Hvad er det du har gjort?’ Hertil svarede kvinden: ’Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.’“ — 1 Mosebog 3:11-13.

      Mennesker har lige siden fundet på sindrige undskyldninger der kunne fritage dem for at tage ansvaret for deres handlinger, og antaget et utal af trosopfattelser. Bemærkelsesværdig blandt disse var den ældgamle tro på skæbnen. En buddhistisk kvinde som har troet fuldt og fast på karmalæren, siger: „Jeg syntes ikke der var nogen fornuft i at jeg skulle lide for noget medfødt jeg ikke selv kendte til. Jeg måtte blot affinde mig med min skæbne.“ Skæbnetroen er også almindeligt udbredt i kristenheden og har fået vind i sejlene på grund af læren om forudbestemmelse, som Johannes Calvin var fortaler for. Præster siger ofte til sørgende efterladte at et dødsfald skyldes Guds vilje. Der er også nogle kristne som giver Satan skylden for alt det der går galt i deres liv.

      I dag er vi vidne til en ansvarsløs adfærd som accepteres både juridisk og socialt. Vi lever i en tid hvor den enkelte i stigende grad kræver sin ret og frasiger sig sin pligt.

      Forskningen i den menneskelige adfærd synes at have frembragt videnskabelige beviser som nogle mener stiller os frit, så vi kan gøre lige hvad vi har lyst til — fra at bedrive utugt til at begå mord. Dette genspejler samfundets iver efter at lægge skylden på alt muligt andet end den enkelte.

      Mange er interesserede i at få svar på spørgsmål som: Hvad har videnskaben helt præcist fundet ud af? Er menneskets adfærd udelukkende bestemt af dets gener? Eller styres vores opførsel af både indre og ydre kræfter? Hvad viser fakta?

  • Er vores skæbne bestemt af vore gener?
    Vågn op! – 1996 | 22. september
    • Er vores skæbne bestemt af vore gener?

      „FØR i tiden troede vi at vores skæbne var fastlagt af stjernerne. Nu ved vi at skæbnen i stor udstrækning bestemmes af vore gener.“ Dette er et citat af James Watson i indledningen til bogen Exploding the Gene Myth af Ruth Hubbard og Elijah Wald. Umiddelbart efter denne udtalelse citeres R. C. Lewontin, Steven Rose og Leon J. Kamin imidlertid for at sige: „Vi kan ikke komme i tanker om nogen signifikant social adfærd hos mennesket der er indbygget i generne på en sådan måde at den ikke kan formes af en miljømæssig påvirkning.“

      På bogens omslag rejses der et vigtigt spørgsmål: „Er menneskets adfærd genetisk betinget?“ Eller, sagt med andre ord, er menneskets adfærd udelukkende bestemt af de arveanlæg der videregiver en organismes arvelige biologiske karaktertræk? Bør visse former for seksuel adfærd accepteres hvis den skyldes personens arveanlæg? Skal kriminelle behandles som ofre for deres arveanlæg og være berettigede til at påberåbe sig et mindre ansvar på baggrund af en genetisk tilbøjelighed?

      Det kan ikke benægtes at forskere har gjort mange nyttige opdagelser i dette århundrede. Blandt disse er det betagende DNA, „arbejdstegningen“ til menneskets genetiske sammensætning. De informationer den genetiske kode indeholder, har betaget både forskere og lægmænd. Hvilke opdagelser har man rent faktisk gjort inden for genforskningen? Hvordan bruges forskningsresultaterne til at underbygge det fremherskende dogme om forhåndsprogrammering eller skæbnetro?

      Hvad med utroskab og homoseksualitet?

      Ifølge en artikel i avisen The Australian tyder nogle undersøgelser på at „utroskab sandsynligvis er en nedarvet tilbøjelighed. . . . Tendensen til at være utro synes at være nedlagt i os.“ Forestil dig hvilken ødelæggende virkning en sådan indstilling kan have på ægteskaber og familieliv, da den giver et påskud til enhver der ønsker at påberåbe sig at ansvaret for en promiskuøs livsform ikke er hans!

      En artikel om homoseksualitet i tidsskriftet Newsweek bar overskriften: „Arv eller miljø?“ Det hed i artiklen: „Videnskaben og psykiatrien kæmper for at forstå nye forskningsresultater der antyder at homoseksuelle tilbøjeligheder skyldes arv, ikke miljø. . . . Mange i bøssemiljøet hilser antydningen af at homoseksualitet begynder i kromosomerne, velkommen.“

      Artiklen citerer derefter dr. Richard Pillard for at have sagt: „Hvis en persons seksuelle orientering skyldes arvelige faktorer, vil man kunne sige: ’Det er ikke en defekt, og det er ikke din skyld.’“ Frederick Whitam, som er forsker i homoseksualitet, støtter dette argument ved at sige at „folk ofte drager et lettelsens suk når de får at vide at homoseksualitet er medfødt. Familier og homoseksuelle bliver befriet for skyldfølelse. Det betyder også at samfundet ikke behøver at være bekymret for eksempelvis homoseksuelle lærere.“

      Fra tid til anden bliver såkaldte beviser for at homoseksuelle tilbøjeligheder er arvelige, præsenteret i medierne som om de var fastslåede kendsgerninger snarere end teorier og ufyldestgørende antagelser.

      Tidsskriftet New Statesman & Society kritiserer den slags frimodige påstande og siger: „Den duperede læser er ikke altid opmærksom på hvor begrænset mængden af saglige fysiske beviser egentlig er, eller på at der totalt mangler grundlag for den videnskabeligt set meget vovelige påstand at promiskuitet ’er indkodet i de mandlige gener og nærmest præget ind i mænds hjerner’.“ David Suzuki og Joseph Levine giver i deres bog Cracking the Code udtryk for bekymring over den aktuelle genforskning: „Mens der er meget der taler for at arveanlæg kan påvirke adfærdsmønstre i almindelighed, er det noget helt andet at påstå at et specifikt gen — eller et sæt gener, eller endda mange gener — i specifikke detaljer skulle kunne bestemme hvordan et dyr vil reagere over for sine omgivelser. Det er derfor rimeligt at spørge om nogen har fundet — i streng molekylær forstand lokaliseret og ændret — nogen DNA-kæder som på en forudsigelig måde påvirker specifikke adfærdsmønstre.“

      Er alkoholisme og kriminelle tilbøjeligheder noget medfødt?

      Undersøgelser af alkoholisme har gennem årene vakt mange genforskeres interesse. Nogle hævder at visse undersøgelser har vist at tilstedeværelsen af eller mangelen på bestemte gener kan forårsage alkoholisme. I 1988 oplyste The New England Journal of Medicine for eksempel: „Tre uafhængige undersøgelser i det sidste årti har fremlagt afgørende beviser for at alkoholisme er arveligt.“

      Nogle specialister der beskæftiger sig med afhængighedsforskning, rejser nu indvendinger mod tanken om at alkoholisme hovedsagelig skyldes biologiske faktorer. En rapport i avisen The Boston Globe for 9. april 1996 oplyser: „Intet tyder på at vi finder et gen der forårsager alkoholisme, og nogle forskere erkender at det eneste de måske finder, er en genetisk svaghed som tillader nogle personer at drikke for meget uden at blive berusede — et træk der kan disponere dem for alkoholisme.“

      Avisen The New York Times aflagde rapport om en konference der blev holdt på Marylands universitet, med titlen „Betydningen af forskning i sammenhængen mellem generne og en kriminel adfærd“. Forestillingen om at der findes et gen der forårsager kriminelle tilbøjeligheder, er fristende enkel, og mange kommentatorer synes at være ivrige efter at hoppe med på vognen. En videnskabsskribent har i The New York Times Magazine skrevet at ondskab muligvis „ligger gemt i de kromosomspiraler som forældre giver videre til deres børn“. En artikel i The New York Times rapporterer at den igangværende diskussion om hvorvidt gener forårsager kriminelle tilbøjeligheder, giver indtryk af at kriminalitet har „en fælles oprindelse — en abnormitet i hjernen“.

      Jerome Kagan, en psykolog fra Harvard, forudsiger at der kommer en tid hvor man ved hjælp af gentestning kan identificere børn der har voldelige tilbøjeligheder. Nogle forestiller sig muligheden af at man kan bekæmpe kriminalitet gennem biologisk manipulation frem for gennem sociale reformer.

      Sprogbrugen i rapporter over disse spekulationer om genernes betydning for menneskets adfærd er ofte svævende og uklar. Bogen Exploding the Gene Myth skriver om en undersøgelse foretaget af Lincoln Eaves, en arvelighedsforsker som hævder at have fundet vidnesbyrd om en genetisk betinget årsag til depression. Eaves havde undersøgt kvinder som man mente var disponerede for depressioner. Derefter konkluderede han at „[kvindernes] negative livssyn og væremåde sandsynligvis havde været en medvirkende årsag til diverse problemer“. Hvilke „diverse problemer“ hentydede han til? Kvinderne i undersøgelsen var blevet „voldtaget, overfaldet eller fyret“. Var det deres depression der havde forårsaget disse traumatiske oplevelser? „Hvad er det for en måde at ræsonnere på?“ spørges der i bogen. „Kvinderne var blevet voldtaget, overfaldet eller fyret, og de var deprimerede. Jo flere traumatiske oplevelser de havde oplevet, jo mere kronisk var deres depression. . . . Det kunne måske have været umagen værd at lede efter en genetisk sammenhæng hvis han [Eaves] havde fundet at depressionerne ikke havde nogen forbindelse med hændelser i kvindernes liv.“

      Bogen siger at sådanne historier er „typiske for det meste af det som både massemedierne og videnskabelige tidsskrifter publicerer om genetisk betinget adfærd. De indeholder en blanding af interessante kendsgerninger, gætterier som ikke kan stå for en analyse, og vilde overdrivelser af den rolle gener har i vort liv. Det man især bemærker ved disse rapporter, er de svævende forklaringer.“ Bogen fortsætter: „Der er stor forskel mellem dét at forbinde gener med forhold der følger et mendelsk arvelighedsmønster, og at anføre hypotetiske arvelige ’tendenser’ som forklaring på komplekse tilstande såsom kræft eller for højt blodtryk. Forskere drager en forhastet konklusion når de mener at genforskning kan være en hjælp til at forklare menneskets adfærd.“

      Tilbage står imidlertid nogle spørgsmål der ofte stilles: Hvorfor har vi af og til en fornemmelse af at ændrede adfærdsmønstre dukker op hos os? Er det noget man selv kan have indflydelse på? Hvordan kan man få styr på sit liv og bevare kontrollen over det? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.

      [Ramme/illustrationer på side 6]

      Genterapi — er forventningerne blevet indfriet?

      Hvad med genterapi, det vil sige injektion af korrigerende gener med henblik på at helbrede medfødte genetiske sygdomme? For nogle år siden nærede forskere store forventninger til denne behandling. Bladet The Economist for 16. december 1995 stiller spørgsmålet: „Er tiden kommet til at bruge genterapi? At dømme efter genetikeres offentlige udtalelser og en del medieomtale skulle man tro det. Et panel af nogle fremtrædende forskere i USA har imidlertid en anden mening. Harold Varmus, direktør for USA’s Nationale Sundhedsinstitutter (NIH), bad fjorten forskere om at give en redegørelse for det tilgængelige materiale om genterapi. Efter syv måneders overvejelser sagde de i en rapport der blev udgivet i sidste uge, at genterapi er lovende, men at resultaterne har været ’overdrevne’.“ Man udførte forsøg der omfattede 597 patienter som led af adenosindeaminase-mangel eller én af en snes andre sygdomme som man mente kunne behandles ved at tilføje fremmede gener. The Economist skriver: „Ifølge panelet er der ingen tydelige beviser for at genterapi har hjulpet én eneste af de patienter der deltog i forsøget.“

      [Illustrationer på side 7]

      Uanset hvad nogle måtte hævde angående arvelig disponering, kan man selv bestemme hvordan man vil opføre sig

  • Få kontrol over dit liv nu!
    Vågn op! – 1996 | 22. september
    • Få kontrol over dit liv nu!

      FORSKNINGEN i menneskets adfærd og motivation har gavnet os på mange måder. Der kunne for eksempel være tale om at man er blevet hjulpet til at tackle en sygdom bedre fordi man har fået en mere dybtgående forståelse af den. Der er dog samtidig grund til at være på vagt over for sensationelle teorier, især dem der synes at stride mod alment anerkendte principper.

      Når det drejer sig om genetik og adfærd, opstår spørgsmålene: Kan man frasige sig sit ansvar og afvise at blive krævet til regnskab for sine handlinger? Kan man melde hus forbi og give andre eller andet skylden for et fejltrin man har begået, og således gøre fælles sag med den voksende skare mennesker i denne „det-er-ikke-min-skyld-generation“? Bestemt ikke. De fleste tager gerne æren for enhver fremgang de måtte opleve. Burde de så ikke også være villige til at tage ansvaret for deres fejltagelser?

      Hvad siger Guds ord, Bibelen, med hensyn til hvem eller hvad der i dag styrer vort liv?

      Hvad siger Bibelen?

      Først og fremmest må vi erkende at vi alle er født i synd, en arv fra vore første forældre, Adam og Eva. (Salme 51:5) Vi lever desuden i en særlig tid kaldet „de sidste dage“, hvor menneskene oplever „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Dette viser at det i det store og hele er vanskeligere for os i dag at have hånd i hanke med vores tilværelse end det var for vore forfædre.

      Alle mennesker er ikke desto mindre moralsk frit stillede til at træffe deres egne beslutninger. Derfor kan de i høj grad selv bestemme over deres liv. Sådan har det været siden de tidligste tider, og det fremgår af Josuas ord til Israels nation: „Vælg selv i dag hvem I vil tjene.“ — Josua 24:15.

      Bibelen fortæller at Satan Djævelen er blevet kastet ud af himmelen og øver en hidtil uset stærk og ond påvirkning på hele menneskeheden. Den fortæller også at selv på apostelen Johannes’ tid lå hele verden i den ondes magt. (1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 12:9, 12) Men ligesom vi ikke kan hævde at det er den almægtige Gud der bestemmer hver eneste af vore handlinger eller fastlægger vores endelige skæbne, bør vi heller ikke udelukkende give Satan skylden for alle vore fejl og mislykkede bestræbelser. Bibelens afbalancerede syn er at „hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:14, 15) Apostelen Paulus skrev under inspiration: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

      Jehova Gud kræver altså hver enkelt af os til ansvar for vore handlinger. Vi må passe på ikke at undskylde os selv på grund af vores genetiske sammensætning og medfødte ufuldkommenheder. Gud krævede de voldelige homoseksuelle indbyggere i fortidens Sodoma og Gomorra til ansvar for deres fordærvede handlinger. Han betragtede dem tydeligvis ikke som nogle stakler der på grund af forskellige formodede genetiske fejl ikke kunne gøre for at de var onde. Folk der levede på Noas tid, var ligeledes udsat for en ond påvirkning; de måtte ikke desto mindre træffe et personligt valg hvis de ville overleve den vandflod der skulle komme. Kun få valgte rigtigt.

      Den hebraiske profet Ezekiel bekræfter at man må have kontrol over sit liv hvis man vil opnå Guds behag: „Når du har advaret den ugudelige, og han ikke vender om fra sin ugudelighed og fra sin ugudelige vej, skal han dø for sin brøde, men du vil have udfriet din sjæl.“ — Ezekiel 3:19.

      Den bedste hjælp er til rådighed

      Vi har selvfølgelig alle behov for hjælp til at træffe de rigtige personlige afgørelser i vores hverdag, og for mange er dette virkelig en udfordring. Vi behøver imidlertid ikke at fortvivle. Gud godkender ganske vist ikke vores medfødte syndige tilbøjeligheder, men hvis vi ønsker at ændre vores adfærd, vil han stille den bedste hjælp til vores rådighed — sin hellige ånd og sit inspirerede ord. Uanset hvilke genetiske tilbøjeligheder vi måtte have og hvilke ydre påvirkninger vi kunne blive berørt af, kan vi ’afføre os den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og iføre os den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den’. — Kolossenserne 3:9, 10.

      Mange kristne i Korinthermenigheden havde gjort store forandringer i deres adfærd. Den inspirerede beretning siger: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinther 6:9-11.

      Vi må derfor ikke give op i kampen mod vore ufuldkommenheder. Mange kristne i dag har vist at de med Jehovas hjælp har været i stand til at ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind, og forvisse sig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’. De fylder deres sind med alt hvad der er sandt, retfærdigt, rent, værd at holde af, dydigt og rosværdigt; og ’dette har de fortsat i tanke’. De indtager fast åndelig føde og får gennem brugen deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret. — Romerne 12:2; Filipperne 4:8; Hebræerne 5:14.

      Det er opmuntrende at se hvordan det lykkes for kristne i dag at overvinde problemer og nederlag ved hjælp af Guds hellige ånd. Gud gør os opmærksom på at en ændring af ens adfærd er forbundet med hjertet og dets ønsker: „Når der kommer visdom i dit hjerte, og kundskab bliver liflig for din sjæl, vil evnen til at tænke holde vagt over dig, dømmekraft værne dig, for at udfri dig fra den onde vej.“ — Ordsprogene 2:10-12.

      Hvis du ønsker at opnå evigt liv — et liv uden de problemer og den ufuldkommenhed som præger denne onde verden — må du ’kæmpe energisk’ for at få kontrol over dit liv nu og lade dig lede af himmelsk visdom. (Lukas 13:24) Drag nytte af Jehovas hellige ånds hjælp, så du kan frembringe selvbeherskelsens frugt. Opdyrk et inderligt ønske om at bringe dit liv i harmoni med Guds love, og følg vejledningen i Ordsprogene 4:23: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ Det kræver en indsats at få kontrol over sit liv i denne verden, men da det medfører at man får del i „det virkelige liv“ i Guds nye verden, hvor Jehova Gud vil rette alle genetiske mangler på grundlag af vor tro på Jesu Kristi genløsningsoffer, er det alle anstrengelserne værd! — 1 Timoteus 6:19; Johannes 3:16.

      [Illustration på side 9]

      Studium af Bibelen kan give os styrke til at overvinde dybt indgroede svagheder

      [Illustration på side 9]

      Fortsat bibelstudium kan hjælpe os til ikke at give efter

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del