Den rette balance kan give dig et bedre liv

TOLERANCE er som sukker i en kop kaffe. Den rette mængde kan forsøde tilværelsen. Men mens vi måske er gavmilde med sukkeret, er vi ofte nærige med tolerancen. Hvordan kan det være?

„Folk ønsker ikke at være tolerante,“ har Arthur M. Melzer, der er docent ved Michigan State University, skrevet. „Det der falder naturligt, er . . . fordom.“ Intolerance er altså ikke blot en karakterbrist hos en minoritet — den ufuldkomne menneskehed er af natur snæversynet. — Jævnfør Romerbrevet 5:12.

Ønsket om at tvinge andre

I 1991 skrev tidsskriftet Time om den voksende snæversynethed i USA. Artiklen beskrev hvad den kaldte „livsstilsfortalere“, folk som prøver at pånøde andre deres adfærdsnormer. De der falder uden for normen, bliver hængt ud. En kvinde i Boston mistede for eksempel sit job fordi hun nægtede at have makeup på. En mand i Los Angeles blev fyret fordi han var overvægtig. Hvorfor er mange så opsatte på at få andre til at passe ind i en bestemt skabelon?

Mennesker der er snæversynede, er ofte urimelige, selviske, stædige og dogmatiske. Men er vi ikke alle det til en vis grad? Hvis sådanne karaktertræk vinder fodfæste i personligheden, bliver man snæversynet.

Hvad med dig? Ryster du på hovedet ad det som andre kan lide at spise? Vil du som regel gerne have det sidste ord i en samtale? Skal alting gå efter dit hoved når du arbejder sammen med andre? Hvis det er tilfældet, ville det måske gøre godt med lidt mere sukker i kaffen.

Men som det blev nævnt i den foregående artikel, kan intolerance også komme til udtryk i fjendtlig fordom. En af de faktorer der kan give næring til intolerance, er alvorlig ængstelse.

„En dyb følelse af usikkerhed“

Etnologer har gransket i menneskets historie for at finde frem til hvornår og hvor racisme dukker op. De har fundet ud af at denne form for intolerance ikke er til stede til alle tider, og heller ikke i alle lande i samme grad. Det tyske naturvidenskabelige tidsskrift GEO siger at racemæssige gnidninger dukker op i krisetider når „folk har en dyb følelse af usikkerhed og fornemmer at deres identitet trues“.

Er en sådan „dyb følelse af usikkerhed“ fremherskende i dag? Helt afgjort. Menneskeheden oplever som aldrig før den ene krise efter den anden. Arbejdsløshed, stigende leveomkostninger, overbefolkning, ozonlagets nedbrydning, kriminalitet i byerne, forurening af drikkevandet, global opvarmning — en nagende frygt for ethvert af disse forhold skaber ængstelse. Kriser skaber ængstelse, og for megen ængstelse baner vej for intolerance.

Denne intolerance kommer blandt andet til udtryk der hvor forskellige etniske og kulturelle grupper føres sammen, som det er tilfældet i visse lande i Europa. Ifølge en rapport i National Geographic i 1993 var de vesteuropæiske lande på det tidspunkt vært for mere end 22 millioner indvandrere. Mange europæere „følte sig overvældet af strømmen af tilflyttere“ der havde et andet sprog og en anden kultur eller religion. Uviljen mod fremmede er vokset i lande som Belgien, England, Frankrig, Italien, Spanien, Sverige, Tyskland og Østrig.

Hvad med verdenslederne? I 1930’erne og 1940’erne gjorde Hitler intolerance til regeringspolitik. Sørgeligt nok har nogle af vor tids politiske og religiøse ledere brugt intolerance som et middel til at nå deres mål. Det har været tilfældet i lande som Frankrig, Irland, Rusland, Rwanda, USA og Østrig.

Undgå apatiens snare

Når der er for lidt sukker i kaffen, fornemmer vi hurtigt at der mangler noget; når der er for meget sukker i, får vi en vammel smag i munden. Sådan er det også med tolerance. Læs for eksempel følgende betragtninger af en mand som underviser på et universitet i USA.

For nogle år siden fandt David R. Carlin jr. frem til en simpel, men effektiv måde hvorpå han kunne sætte skub i en klassedrøftelse. Han kom med en provokerende udtalelse som han vidste eleverne ville protestere imod. Det resulterede i en livlig drøftelse. I 1989 skrev Carlin imidlertid at metoden ikke længere virkede. Hvorfor ikke? Eleverne gav ham stadig ikke ret i det han sagde, men de havde ikke lyst til at diskutere det. Carlin forklarede at de havde antaget „skeptikerens letkøbte tolerance“ — en sorgløs, ligegyldig holdning.

Er en ligegyldig holdning det samme som tolerance? Hvis ingen tager sig af hvad andre tænker eller gør, er der overhovedet ingen normer. Fravær af normer er apati — fuldstændig mangel på interesse. Hvordan udvikles en sådan holdning?

Ifølge føromtalte professor Melzer spredes apati i et samfund der accepterer mange forskellige former for opførsel. Folk får den opfattelse at alle former for adfærd kan accepteres, og at alt kan overlades til den enkeltes afgørelse. I stedet for at lære at tænke sig om og stille spørgsmål til om noget er acceptabelt eller ej, „lærer [folk] ofte at lade helt være med at tænke“. De mangler den moralske rygrad der får dem til at modstå andres intolerance.

Hvad med dig? Sker det at du tager dig selv i at have en ligegyldig holdning? Griner du ad sjofle eller racistiske vittigheder? Lader du dine teenagebørn se videofilm der fremmer begærlighed eller umoralitet? Giver du dine børn lov til at spille voldelige computerspil?

At tolerere for meget resulterer i at en familie eller et samfund får problemer, eftersom ingen ved — eller bryder sig om — hvad der er rigtigt eller forkert. Den amerikanske senator Dan Coats har advaret mod at ’falde i den snare at forveksle tolerance med apati’. Tolerance kan give én et åbent sind; for meget tolerance — apati — kan føre til at man bliver tomhjernet.

Hvad bør man tolerere, og hvad bør man tage afstand fra? Hvad er hemmeligheden bag det at finde den rette balance? Det vil blive behandlet i næste artikel.

[Illustration på side 5]

Stræb efter at reagere ligevægtigt

Fleksibilitet inden for rammerne af de guddommelige normer

„TOLERANTE mennesker er aldrig tåber, og tåber er aldrig tolerante,“ siger et kinesisk ordsprog. Der er meget sandt i dette ordsprog, for dét at være tolerant er en udfordring der kræver at man anerkender nogle passende adfærdsnormer. Men hvilke normer bør vi underlægge os? Ville det ikke være logisk at følge de normer som menneskets Skaber har opstillet og forklaret i Bibelen? Gud har selv sat det bedste eksempel med hensyn til at følge sine normer.

Skaberen — vort største Forbillede

Den almægtige Gud, Jehova, viser den helt rette form for tolerance — hverken for lidt eller for meget. I tusinder af år har han tolereret dem der bringer skam over hans navn, fordærver menneskeheden og mishandler jorden. Apostelen Paulus skrev som vi læser i Romerbrevet 9:22, at Gud „med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“. Hvorfor har Gud været tolerant og overbærende så længe? Fordi der er en hensigt med hans tolerance.

Gud er tålmodig med menneskeheden fordi „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Skaberen har givet menneskene Bibelen og har befalet dem der tjener ham, at gøre hans normer for adfærd kendt overalt. Sande kristne er forpligtede til at følge disse normer, men er det ensbetydende med at de i alle forhold skal være stive og ubøjelige?

Faste, men fleksible

Jesus Kristus opfordrede dem der søgte evigt liv, til at „gå ind ad den snævre port“. Men at gå ind ad den snævre port er ikke det samme som at være snæversynet. Hvis vi er tilbøjelige til at være dominerende eller dogmatiske når vi er sammen med andre, ville det utvivlsomt gøre livet behageligere for dem hvis vi søgte at modvirke denne tendens. Men hvordan gør man det? — Mattæus 7:13; 1 Peter 4:15.

Når det drejer sig om personlig smag, bør man være fleksibel og lade andre træffe deres eget valg. Men når det er et spørgsmål om lydighed mod Skaberen, må man stå fast. Den almægtige Gud tolererer ikke enhver form for adfærd. Det har han vist gennem den måde hvorpå han tog sig af sine tjenere i fortiden.

Snaren ved at være for tolerant

Eli, der var ypperstepræst for fortidens nation Israel, var en tjener for Gud som blev fanget i den snare at være alt for tolerant. Israelitterne var trådt ind i et pagtsforhold til Gud og var gået ind på at adlyde hans love. Men Elis to sønner, Hofni og Pinehas, var begærlige og umoralske og viste grov mangel på respekt for den Almægtige. Skønt Eli var velbevandret i Loven, irettesatte han dem kun mildt og var eftergivende i sin tugt. Han begik den fejl at tro at Gud ville tolerere ondskab. Skaberen skelner mellem ondskab og svaghed. Elis onde sønner overtrådte med vilje Guds lov og blev derfor med rette straffet strengt. — 1 Samuel 2:12-17, 22-25; 3:11-14; 4:17.

Hvor ville det være trist hvis vi var overdrevent tolerante over for vores familie ved for eksempel at se igennem fingre med vore børns gentagne fejltrin. Det er langt bedre at „opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. Det betyder at vi selv må holde os til Guds adfærdsnormer og indgive vore børn dem. — Efeserne 6:4.

Den kristne menighed kan heller ikke tolerere ugudelighed. Hvis én praktiserer grove synder og nægter at ændre sind, må vedkommende fjernes fra menigheden. (1 Korinther 5:9-13) Men uden for familien og menigheden søger kristne ikke at ændre samfundet.

Et stærkt forhold til Jehova

Intolerance får næring i en atmosfære af ængstelse. Men hvis vi har et nært, personligt forhold til Gud, vil vi eje en følelse af tryghed der kan hjælpe os til at bevare ligevægten. „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes,“ står der i Ordsprogene 18:10. Der er ingen af de skader der rammer os eller vore kære, som Skaberen ikke til sin tid vil rette op på.

En der nød stor gavn af sit nære forhold til Gud, var apostelen Paulus. Som jøden Saulus forfulgte han Jesu disciple og var skyldig i blodsudgydelse. Men Saulus blev kristen, og som apostelen Paulus begyndte han senere at virke som heltidsforkynder. Paulus lagde en fordomsfri indstilling for dagen idet han forkyndte for alle slags mennesker, ’for grækere og for barbarer, både for vise og for uforstandige’. — Romerne 1:14, 15; Apostelgerninger 8:1-3.

Hvordan bar han sig ad med at foretage denne forandring? Han tilegnede sig nøjagtig kundskab ud fra Bibelen og fortsatte med at vokse i kærlighed til vor upartiske Skaber. Paulus lærte at Gud er retfærdig idet han dømmer hver enkelt, ikke efter kultur eller race, men efter hvad vedkommende gør. Ja, Gud lægger vægt på handlinger. Peter skrev at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Den almægtige Gud er ikke fordomsfuld. Dette står i kontrast til visse verdensledere som bruger intolerance til at nå deres egne mål.

Tiderne skifter

Ifølge John Gray fra Oxford-universitetet i England er tolerance „en dyd der på det seneste har haft hårde betingelser“. Men dette vil ændre sig. Tolerance afmålt med guddommelig visdom vil snart råde overalt.

I Guds kommende nye verden vil der ikke findes intolerance. Ekstreme former for intolerance, som for eksempel fordom og racisme, vil være forsvundet. Snæversynethed vil ikke længere kvæle glæden ved livet. Til den tid vil der være et paradis af langt større dimensioner end der nogen sinde har været i Kashmirdalen. — Esajas 65:17, 21-25.

Ser du frem til at leve i denne nye verden? Det bliver en stor forret at kunne leve under så fantastiske forhold.

[Illustration på side 8]

Apostelen Paulus kunne bevare ligevægten takket være sit forhold til Gud