Hårde ord knuser ånden

„Dit elendige drys!“a En japansk kvinde husker kun alt for godt disse ord — de blev ofte slynget i hovedet på hende da hun var barn. Af hvem? Børn i skolen? Søskende? Nej, af hendes forældre. Hun siger: „Jeg var ofte nedtrykt; jeg blev meget såret når jeg fik skældud.“

En mand fra USA husker at han som barn var bange og nervøs når hans far kom hjem. „Jeg kan stadig høre lyden af dækkene i indkørselen,“ siger han, „og der går en gysen igennem mig. Min lillesøster gemte sig. Far var perfektionist og var konstant over os fordi vi ikke havde udført alle vore pligter godt nok.“

Denne mands søster tilføjer: „Jeg kan ikke huske at far og mor nogen sinde gav os et kram, kyssede os eller sagde noget i retning af ’Jeg elsker dig’ eller ’Jeg er stolt af dig’. Og et barn der aldrig hører ordene ’Jeg elsker dig’, vil føle at det hører ordene ’Jeg hader dig’ — hver dag i sit liv.“

NOGLE vil måske mene at disse triste barndomsminder ikke er noget særligt. At børn bliver udsat for hårde, uvenlige ord og dårlig behandling, er bestemt ikke usædvanligt. Det er ikke den slags der skaber de store avisoverskrifter eller tages op i de sensationsprægede tv-shows. Skaden er ikke synlig. Men hvis forældre behandler deres børn på denne måde dag efter dag, kan det være meget ødelæggende og påvirke barnet resten af livet.

I 1951 blev der foretaget en undersøgelse af en gruppe forældres adfærd over for deres femårige børn. Denne undersøgelse blev fulgt op i 1990, og det lykkedes forskerne at spore mange af børnene, som nu er midaldrende. Idéen var at man ville kortlægge langtidsvirkningerne af den opdragelse de havde fået. Den nye undersøgelse viste at de børn som nu havde de største problemer, som var følelsesmæssigt belastede, som havde svært ved at komme godt ud af det med ægtefællen, vennerne og kollegerne, ikke nødvendigvis var børn af fattige forældre, af rige forældre eller af forældre der tydeligvis havde problemer. Det var børn af forældre som var utilnærmelige og kolde, og som kun viste lidt eller ingen ømhed.

Denne konklusion er blot en delvis afspejling af en sandhed som blev nedskrevet for næsten 2000 år siden: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Verbal og følelsesmæssig vanrøgt fra forældrenes side er bestemt noget der kan opirre børnene og gøre dem mismodige.

Ifølge bogen Growing Up Sad er det ikke mange år siden at lægerne afviste at børn kunne være deprimerede. Men tiden og erfaringen har vist noget andet. I dag, hævder forfatterne, anerkendes depressioner blandt børn, og det er slet ikke noget usædvanligt fænomen. Årsagen er i mange tilfælde at de er blevet afvist og dårligt behandlet af forældrene. Forfatterne forklarer: „I nogle tilfælde udsætter forældrene barnet for et bombardement af kritik og ydmygelse. I andre tilfælde er der simpelt hen et tomrum mellem forældre og børn: forældrene giver aldrig udtryk for deres kærlighed til barnet. . . . Det er især tragisk for børn af sådanne forældre. For et barn — eller for en voksen, for den sags skyld — betyder kærlighed nemlig det samme som sol og vand betyder for en plante.“

Forældrenes kærlighed vil, hvis den kommer klart og åbent til udtryk, lære børnene en vigtig sandhed: De er værd at holde af; de er værdifulde. Nogle er måske bange for at dette vil gøre børnene arrogante eller selvglade. Men det er ikke tilfældet i denne sammenhæng. En forfatter siger i sin bog om emnet: „Dit barns bedømmelse af sit eget værd har indflydelse på hvilke venner det vælger, hvordan det kommer ud af det med andre, hvilken ægtefælle det vælger, og hvor meget det vil udrette.“ Bibelen anerkender hvor vigtigt det er at man har et afbalanceret, uselvisk syn på sit eget værd, idet det næstvigtigste bud lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:38, 39.

Man kan vanskeligt forestille sig at normale forældre kunne have lyst til at knuse noget så betydningsfuldt og skrøbeligt som et barns selvværdsfølelse. Hvorfor sker det da så ofte? Og hvordan kan man undgå det?

[Fodnote]

Forældre under pres

NYBAGTE forældre synes ofte at være helt ude af sig selv af begejstring over næsten alt hvad deres baby gør. Det første smil, de første ord og de første skridt er store begivenheder. Venner og slægtninge præsenteres for historier om og billeder af barnet. Det er tydeligt at de elsker deres barn.

Men i nogle familier udvikler der sig med årene en tragedie. Forældrenes beundrende udbrud erstattes af hårde og ondskabsfulde ord; kærlige omfavnelser bliver til korporlige vredesudbrud eller ingen fysisk kontakt overhovedet; og i stedet for forældrestolthed er der bitterhed. „Jeg skulle aldrig have haft børn,“ siger mange. I andre familier er problemet endnu værre — ikke engang mens barnet er helt lille, mærker det kærlighed. Hvad er der gået galt? Hvor er kærligheden blevet af?

Børn er selvfølgelig ikke i stand til at regne ud hvad der er sket. Men det afholder dem ikke fra at drage deres egne konklusioner. Inderst inde vil barnet måske konkludere: ’Hvis mor og far ikke elsker mig, må det være fordi der er noget galt med mig. Jeg er sikkert meget slem.’ Dette bliver måske barnets dybt rodfæstede overbevisning — en overbevisning der kan skade det på mange forskellige måder livet igennem.

Sandheden er imidlertid at der kan være mange forskellige grunde til at forældrene forsømmer at vise barnet den kærlighed det har brug for. Man kan ikke nægte at forældre i dag er udsat for et utrolig hårdt pres; måske har det på visse områder aldrig været så slemt som nu. Forældre som ikke er forberedt på at tackle problemerne, vil måske være tilbøjelige til at lade det gå ud over deres opgave som forældre. Et gammelt, víst ordsprog lyder: „Undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt.“ — Prædikeren 7:7.

„Kritiske tider som er vanskelige at klare“

En utopisk tidsalder uden økonomiske vanskeligheder, hunger, tørke eller krig — det er hvad mange havde regnet med skulle blive en realitet i dette århundrede. Men disse forhåbninger er ikke blevet indfriet. Vore dages verden svarer nærmere til de forudsigelser en bibelskribent fremsatte i det første århundrede. Han skrev at vi i vor tid ville opleve „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) De fleste forældre vil uden tøven erklære sig enige i disse ord.

Mange nybagte forældre forbløffes over hvor meget det koster at have børn. I mange tilfælde må begge forældre være udearbejdende for at det kan løbe rundt. Udgifter til medicin, tøj, dagpleje samt mad og husly kan få forældre til at føle at de drukner i regninger. Den økonomiske situation minder bibellæsere om en profeti i Åbenbaringen som skildrer en tid hvor folk ville bruge en hel dagløn på blot at skaffe sig de daglige fornødenheder. — Åbenbaringen 6:6.

Man kan ikke forvente at børn skal kunne forstå hvilket pres forældre er udsat for. Børn har jo en naturlig hunger efter kærlighed og opmærksomhed. Og den påvirkning som medierne og kammeraterne udsætter dem for med hensyn til at få det sidste nye tøj, legetøj og elektronik, udmønter sig i at de plager forældrene med deres mange ønsker.

En anden form for pres forældre ligger under for, og som synes at blive stadig værre, er oprørskhed. Interessant nok har Bibelen forudsagt at disse vanskelige tider ville være præget af en udbredt tendens til at børn var ulydige mod forældre. (2 Timoteus 3:2) Sandt nok er det ikke noget nyt at børn er ulydige. Og forældre kan ikke med rette undskylde mishandling af et barn med at barnet ikke opfører sig ordentligt. Men er det ikke rigtigt at forældre i dag står over for at skulle opdrage børn i et oprørsk miljø? Populær musik tilskynder til eller fremmer vrede, oprør og fortvivlelse; tv-udsendelser skildrer forældre som klodsede tåber og børn som bedrevidende; film forherliger spontan vold — alt dette påvirker konstant børnene, og hvis de begynder at efterligne denne oprørske ånd, kan forældrene blive udsat for en enorm belastning.

„Uden naturlig hengivenhed“

Denne gamle profeti har yderligere et aspekt som endda kan betyde større problemer for familierne i dag. Profetien siger at mange ville være „uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:3) Naturlig hengivenhed er det der knytter en familie sammen. Selv de der er meget skeptiske over for Bibelens profetier, må indrømme at familieordningen i vor tid oplever et chokerende sammenbrud. I hele verden er skilsmissetallene stærkt stigende. I mange samfund er eneforsørgerfamilier og stedfamilier mere almindelige end traditionelle familier. Eneforsørgere og stedforældre står mange gange over for særlige udfordringer der kan gøre det vanskeligt for dem at vise børnene den kærlighed de behøver.

Og ikke nok med det. Mange forældre er selv vokset op i hjem hvor der kun var lidt eller slet ingen „naturlig hengivenhed“ — hjem der var splittet af ægteskabsbrud og skilsmisse; hjem der var præget af kulde og had; måske endda hjem hvor verbalt, følelsesmæssigt, fysisk eller seksuelt misbrug var en del af hverdagen. Børn der er vokset op i sådanne hjem, lider måske stadig under det som voksne. Statistikkerne tegner et foruroligende billede, idet forældre der selv blev misbrugt som børn, ofte er mere tilbøjelige til at misbruge deres egne børn. På Bibelens tid havde jøderne et ordsprog der lød: „Det er fædrene der spiser sure druer, men det er sønnernes tænder der bliver ømme.“ — Ezekiel 18:2.

Gud fortalte imidlertid sit folk at sådan behøvede det ikke at være. (Ezekiel 18:3) Er den omstændighed at forældre er udsat for et stort pres, ensbetydende med at de uundgåeligt vil behandle deres børn dårligt? Nej, bestemt ikke. Hvis du har børn og kæmper med noget af det der er nævnt i det foregående, og du måske spekulerer over om du nogen sinde vil blive en god far eller mor, så fat mod. Du er ikke et tal i en statistik. Din fortid bestemmer ikke nødvendigvis din fremtid.

Bibelen forsikrer os om at det er muligt at ændre sig, hvilket også påpeges i bogen Healthy Parenting: „Hvis ikke [du] tager nogle bevidste skridt i retning af at være anderledes end dine forældre, vil mønsteret fra din barndom gentage sig uanset om du ønsker det eller ej. For at bryde denne cyklus må du gøre dig klart hvilke uheldige mønstre du følger, og lære hvordan du ændrer dem.“

Ja, det er muligt at bryde en eventuel ond cirkel og undgå at det kommer dertil at man mishandler sine børn. Og man kan lære at klare de vanskeligheder der gør det så svært at være forældre i dag. Men hvordan? Hvor finder man det der er den bedste og mest pålidelige norm at følge for gode forældre? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Illustration på side 6]

Forældre under pres forsømmer ofte at give udtryk for at de holder af deres børn

[Illustration på side 7]

Forældre bør give børnene den kærlighed de har brug for

Hjælp dine børn til at trives

MANGE forældre søger ihærdigt efter vejledning i forbindelse med børneopdragelse. Men sandsynligvis findes denne vejledning allerede i deres eget hjem. De fleste ejer nemlig en bibel; men den samler støv på reolen i stedet for at blive brugt i børneopdragelsen.

Mange tvivler på at man kan anvende Bibelens vejledning i familielivet. De afviser den som gammeldags eller for streng. En objektiv undersøgelse vil imidlertid vise at Bibelen indeholder god og praktisk vejledning til familier. Lad os se på nogle områder.

Det rette miljø

Bibelen formaner fædre til at betragte børnene som „nyplantede oliventræer rundt om [deres] bord“. (Salme 128:3, 4) Små stiklinger kan ikke vokse op og blive frugtbærende træer medmindre de får omsorgsfuld pleje. De må have den rette næring, en god jordbund og tilstrækkeligt med væde. Det kræver også en stor indsats og megen omsorg at give sine børn en god opdragelse. Børnene har brug for et sundt miljø for at kunne vokse op og blive modne mennesker.

Den vigtigste faktor i et sådant miljø er kærlighed — både mellem ægtefællerne indbyrdes og mellem forældre og børn. (Efeserne 5:33; Titus 2:4) I mange familier er der selvfølgelig indbyrdes kærlighed, men familiens medlemmer ser måske ikke nogen grund til at give udtryk for denne kærlighed. Men kan man sige at man kommunikerer med en ven hvis man skriver breve til ham uden nogen sinde at adressere dem, sætte frimærker på eller sende dem? Bibelen viser at ægte kærlighed er langt mere end det at nære varme følelser i hjertet; den kommer til udtryk i ord og gerninger. (Jævnfør Johannes 14:15 og Første Johannesbrev 5:3.) Gud har sat eksemplet ved i ord at give udtryk for sin kærlighed til sin søn: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Mattæus 3:17.

Ros

Hvordan kan forældre vise deres børn en sådan kærlighed? Læg mærke til deres gode sider. Det er nemt at finde fejl ved børnene. Deres umodenhed, uerfarenhed og selviskhed vil vise sig i mange situationer, dag ud og dag ind. (Ordsprogene 22:15) Men de vil også gøre mange gode ting hver dag. Hvad vælger du at fokusere på? Gud dvæler ikke ved vore fejl, men husker på det gode vi gør. (Salme 130:3; Hebræerne 6:10) Sådan bør vi også være over for vore børn.

En ung mand fortæller: „Jeg kan ikke huske at jeg, mens jeg boede hjemme, nogen sinde blev rost — hverken for mit skolearbejde eller det jeg gjorde derhjemme.“ I forældre, I må ikke ignorere dette grundlæggende behov hos jeres børn. Alle børn må regelmæssigt roses for det gode de gør. Ellers vil der være stor risiko for at de bliver „mismodige“ og får den opfattelse at de ikke kan gøre noget godt nok. — Kolossenserne 3:21.

Kommunikation

En anden god måde hvorpå man kan vise sine børn kærlighed, er ved at følge vejledningen i Jakob 1:19 om at være ’hurtig til at høre, langsom til at tale og langsom til vrede’. Tilskynder du dine børn til at udtale sig, og lytter du virkelig til hvad de siger? Hvis de ved at du vil belære dem allerede før de har fået talt ud, eller at du vil blive vred over deres holdning, vil de måske holde deres følelser for sig selv. Men hvis de ved at du virkelig vil lytte, er de langt mere tilbøjelige til at åbne sig for dig. — Jævnfør Ordsprogene 20:5.

Hvad så hvis de giver udtryk for noget som du ved er forkert? Er det så tiden til at komme med vredesudbrud, give formaninger eller straffe? Visse barnlige udbrud kan ganske vist gøre det svært at være ’langsom til at tale og langsom til vrede’. Men læg engang mærke til Guds eksempel. Skaber han en atmosfære af sygelig frygt der gør hans børn bange for at fortælle ham hvad de virkelig føler? Nej! Salme 62:8 siger: „Stol på [Gud] til alle tider, du folk. Udøs jeres hjerte for ham. Gud er en tilflugt for os.“

Da Abraham var bekymret over at Gud ville ødelægge byerne Sodoma og Gomorra, tøvede han derfor ikke med at sige til sin himmelske Fader: „Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde . . . Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Jehova irettesatte ikke Abraham; han lyttede til ham og beroligede ham. (1 Mosebog 18:20-33) Gud er særdeles tålmodig og mild, selv når hans børn giver udtryk for helt uberettigede og ufornuftige følelser. — Jonas 3:10–4:11.

Forældre må på samme måde skabe en atmosfære hvor børnene føler sig fri til at give udtryk for deres inderste følelser, uanset hvor foruroligende de måtte være. Lyt derfor hvis dit barn kommer med et følelsesladet udbrud. Frem for at skælde ud bør du erkende barnets følelser og prøve at finde frem til hvorfor det har det sådan. Du kunne for eksempel sige: ’Det lyder som om du er vred over det og det. Prøv at fortælle hvad der er sket.’

Bearbejd vreden

Der er selvfølgelig ingen forældre der er lige så tålmodige som Jehova er. Og børn kan virkelig sætte deres forældres tålmodighed på prøve. Hvis du fra tid til anden er vred på dine børn, behøver du ikke være bange for at du er en dårlig far eller mor. Det kan være på sin plads at blive vred. Gud bliver også med rette vred på sine børn, selv når det er nogle han holder meget af. (2 Mosebog 4:14; 5 Mosebog 34:10) Hans ord lærer os imidlertid at beherske vreden. — Efeserne 4:26.

Nogle gange hjælper det at stoppe op et øjeblik så ens vrede når at køle lidt af. (Ordsprogene 17:14) Og husk at det er et barn du har med at gøre! Forvent ikke at det skal opføre sig og tænke som en voksen. (1 Korinther 13:11) I nogle tilfælde kan forståelse for hvorfor barnet reagerer som det gør, dæmpe ens vrede. (Ordsprogene 19:11) Glem aldrig at der er stor forskel på at gøre noget slemt og at være slem. Hvis man råber ad et barn og kommer med nedværdigende kommentarer, vil det måske tænke: ’Hvorfor overhovedet forsøge at opføre sig ordentligt?’ Når man derimod kærligt forsøger at retlede barnet, vil det måske forbedre sig.

Bevar en god orden og respekt

At lære børn god orden og respekt er en af de største udfordringer forældre møder. I vore dages eftergivende verden er mange i tvivl om hvorvidt det overhovedet er rigtigt at sætte grænser for sine børn. Bibelen siger: „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ (Ordsprogene 29:15) Nogle tager afstand fra ordet „kæp“, fordi de forbinder ordet med børnemishandling. Men det er ikke tanken. Det hebraiske ord for „kæp“ henviser til den stav som hyrder brugte til at føre deres får med, ikke til at angribe dem med.a Kæppen står altså for vejledning.

I Bibelen betyder tugt først og fremmest undervisning. Det er grunden til at Ordsprogenes Bog fire gange taler om at ’høre på tugt’. (Ordsprogene 1:8; 4:1; 8:33; 19:27) Børn må lære at det lønner sig at gøre det rette, og at det får konsekvenser at gøre noget forkert. En form for straf kan være med til at understrege at ulydighed har negative konsekvenser, ligesom belønning, for eksempel ros, kan fremme en god adfærd. (Jævnfør Femte Mosebog 11:26-28.) Forældre gør klogt i at følge Guds eksempel når det gælder straf, for han sagde til sit folk at han ville tugte det „i passende omfang“. (Jeremias 46:28) Nogle børn har stort set kun brug for nogle få alvorsord for at blive bragt ind på det rette spor. Tugt „i passende omfang“ vil aldrig indebære noget som skader barnet fysisk eller følelsesmæssigt.

En afbalanceret opdragelse bør også indbefatte at man lærer børnene grænser. Mange af disse er klart afstukket i Guds ord. Bibelen lærer os at respektere ejendomsretten. (5 Mosebog 19:14) Den sætter også adfærdsgrænser med sine forbud mod at elske vold eller med overlæg at skade andre. (Salme 11:5; Mattæus 7:12) Den sætter grænser på det seksuelle område og fordømmer incest. (3 Mosebog 18:6-18) Der er også grænser af personlig og følelsesmæssig art, for Bibelen forbyder at man håner andre eller bruger ukvemsord over for dem. (Mattæus 5:22) Ved at lære børnene om disse grænser, både i ord og eksempel, har man gjort meget for at skabe et sundt miljø i familien.

Noget andet der er vigtigt for at bevare respekt og god orden i familielivet, er at alle kender deres plads i familien. Ikke sjældent er rollefordelingen uklar eller byttet om. I nogle familier betror en far eller mor måske et barn nogle tyngende problemer, problemer som barnet slet ikke kan håndtere. I andre familier får børnene lov til at være små tyranner der træffer afgørelser for hele familien. Dette er forkert og skadeligt. Det er forældrene der er forpligtede til at dække deres børns behov — såvel fysisk og følelsesmæssigt som åndeligt — ikke omvendt. (2 Korinther 12:14; 1 Timoteus 5:8) Tænk på det eksempel Jakob satte; han tilpassede tempoet til familien og sit følge så det ikke var for hårdt for de helt små. Han forstod deres begrænsninger og handlede derefter. — 1 Mosebog 33:13, 14.

De åndelige behov

Intet er vigtigere for et sundt familiemiljø end den åndelige sundhed. (Mattæus 5:3) Børn kan sagtens forstå åndelige anliggender. De har mange spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvem har skabt jorden, dyrene, træerne og havene? Hvorfor dør folk? Hvad sker der bagefter? Hvorfor rammes de gode af ondt? Og så videre. Ofte er det i virkeligheden forældrene der ikke bryder sig om at tænke over sådanne spørgsmål.b

Bibelen tilskynder forældre til at bruge tid på at oplære deres børn åndeligt. Den opfordrer til at der foregår en vedvarende dialog mellem forældre og børn. Forældre kan undervise deres børn om Gud og hans ord når de går tur sammen, sidder sammen derhjemme, ved sengetid, ja, når som helst. — 5 Mosebog 6:6, 7; Efeserne 6:4.

Bibelen nøjes ikke med at anbefale et sådant åndeligt oplæringsprogram. Den stiller også det fornødne materiale til rådighed. Hvordan ville du for eksempel besvare de ovennævnte spørgsmål? Bibelen indeholder svarene. De er klare og betagende og giver håb i en verden der ellers er uden håb. Og hvad der er endnu bedre: Ved at forstå Bibelens visdom kan dine børn få det bedst mulige holdepunkt og den sikreste vejledning i vore dages forvirrede verden. Giv dem det, og de vil trives — både nu og i fremtiden.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 11]

Vær på udkig efter anledninger til at give dit barn specifik ros

[Ramme/illustration på side 9]

Hvordan man hjælper sine børn til at trives

• Skab et trygt miljø hvor de føler sig elsket og ønsket

• Giv dem jævnligt specifik ros

• Vær god til at lytte

• Stop op et øjeblik når situationen tilspidses

• Sæt klare grænser, og vær konsekvent

• Tilpas tugten til det enkelte barns behov

• Forvent ikke mere end hvad der er rimeligt af dit barn

• Dæk dets åndelige behov gennem et regelmæssigt studium af Guds ord

[Ramme på side 10]

Forud for sin tid

BIBELENS forskrifter betød at indbyggerne i det gamle Israel nød godt af en langt højere norm for familielivet end den de omboende nationer havde. Historikeren Alfred Edersheim siger: „Uden for Israels grænser kan man faktisk ikke sige at der eksisterede familieliv, eller blot familier, sådan som vi forstår disse udtryk.“ Blandt fortidens romere var det for eksempel ved lov bestemt at faderen havde uindskrænket magt i familien. Uden at blive straffet kunne han sælge børnene til slaveri, gøre dem til arbejdere, eller endda henrette dem.

Nogle romere syntes at jøderne var mærkelige fordi de behandlede deres børn omsorgsfuldt. I det første århundrede skrev den romerske historiker Tacitus en hadsk passage om jøderne og kaldte deres skikke „på én gang forkvaklede og afskyelige“. Han erkendte dog: „Det er en forbrydelse blandt dem at dræbe et nyfødt barn.“

Bibelen indeholdt høje normer. Den lærte jøderne at børn er værdifulde — at de skal betragtes som en arv fra Gud — og at de skal behandles derefter. (Salme 127:3) Mange jøder fulgte øjensynlig denne vejledning. Det fremgår også af deres sprog. Edersheim bemærker at ud over ordene for søn og datter havde det gammelhebraiske sprog ni ord for børn på forskellige alderstrin. For eksempel var der et ord for brystbørn og et andet for børn som var blevet vænnet fra. For lidt ældre børn var der et ord som antydede at de var ved at blive robuste og stærke. Og unge blev benævnt med en glose hvis udsagnsform ordret betød ’at ryste sig fri’. Edersheim siger: „De der betragtede børnenes opvækst så opmærksomt at de kunne komme med et malende udtryk for hvert af deres trin i livet, må givetvis have haft et nært forhold til deres børn.“