Mit valg mellem to fædre

„Jeg betragter dig ikke længere som min søn! Forlad omgående huset, og kom ikke tilbage før du har opgivet den religion.“

JEG forlod huset kun med det tøj jeg stod og gik i. Natten igennem eksploderede granater i nabolaget, og jeg anede ikke hvor jeg skulle tage hen. Der skulle gå mere end seks år før jeg igen kom hjem.

Hvad kunne gøre en far så vred at han smed sin søn ud? Lad mig forklare hvordan det hele begyndte.

Min opvækst i en verden fyldt med had

Mine forældre bor i Beirut i Libanon, et land der før blev besøgt af mange turister. Men fra 1975 til 1990 var byen centrum for en ødelæggende krig. Jeg er født i 1969 som den første af tre børn i en armensk familie. Mine tidlige barndomsminder er derfor fra en tid med fred.

Mine forældre tilhørte den armenske apostolske kirke, men min mor tog os kun med i kirke to gange om året, til påske og jul. Min familie var ikke særlig religiøs. Alligevel blev jeg sendt i et evangelisk gymnasium, hvor jeg også modtog religionsundervisning. Men på dette tidspunkt var jeg ikke særlig interesseret i religion.

En af de ting mange armenske børn lærte, var at hade tyrkerne. Under den første verdenskrig havde tyrkerne nemlig nedslagtet hundredtusinder af armeniere og overtaget størstedelen af Armenien. Den østlige del af landet var forblevet på armenske hænder, men blev i 1920 en Sovjetrepublik. Som ung var jeg indstillet på at kæmpe for at se retfærdigheden ske fyldest.

Et nyt tankesæt

I 1980’erne, da jeg var teenager, begyndte jeg at ændre mit syn på flere ting på grund af noget min morbror fortalte mig. Han sagde at Gud, som er almægtig, snart ville fjerne alle uretfærdigheder. Han forklarede at selv de der var blevet dræbt i massakrer, ville blive oprejst til liv på jorden under det rige som Jesus Kristus havde lært sine disciple at bede om. — Mattæus 6:9, 10; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:3, 4.

Det lød spændende, og jeg blev ved med at stille spørgsmål for at få mere at vide. Det førte til at jeg begyndte at studere Bibelen hjemme hos et andet Jehovas vidne.

Jo mere jeg lærte om min himmelske Fader, Jehova, desto stærkere blev min kærlighed til ham, og jeg begyndte at frygte den dag hvor jeg skulle træffe et svært valg — valget mellem min familie og Jehova Gud. — Salme 83:18.

Et vanskeligt valg for en 17-årig

En dag fandt min mor ud af at jeg var begyndt at læse Bibelen med Jehovas vidner. Hun blev meget oprevet og forbød mig at studere med dem. Da det gik op for hende at jeg mente det alvorligt, truede hun med at fortælle det til far. På det tidspunkt rørte det mig ikke, for jeg var overbevist om at jeg sagtens kunne fastholde mit standpunkt over for min far. Men jeg tog fejl.

Da far fik at vide at jeg kom sammen med Jehovas vidner, blev han rasende. Han truede med at smide mig ud hjemmefra hvis jeg ikke holdt op med at studere Bibelen. Jeg fortalte ham at jeg ikke havde til hensigt at gøre som han sagde, for det jeg lærte, var sandheden. Efter at have råbt, skreget og bandet ad mig, begyndte han at græde som et lille barn. Ja, han ligefrem tryglede mig om at holde op med at mødes med Jehovas vidner.

Jeg var følelsesmæssigt delt mellem to fædre, Jehova og ham. Jeg vidste at de begge elskede mig meget højt, og jeg ønskede at gøre dem begge tilpas, men det syntes umuligt. Presset var uudholdeligt. Jeg fortalte min far at jeg ville gøre som han sagde, idet jeg tænkte at jeg jo altid kunne genoptage mit bibelstudium og blive et Jehovas vidne når jeg blev lidt ældre. På det tidspunkt var jeg kun 17.

I de følgende dage skammede jeg mig over det jeg havde gjort. Jeg var sikker på at jeg bedrøvede Jehova, og jeg følte ikke at jeg havde stolet på salmisten Davids ord: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Salme 27:10) Men jeg gik stadig i gymnasiet, og det var mine forældre der betalte min uddannelse.

Jeg tager et mere afgjort standpunkt

Jeg besøgte ikke min morbror eller nogen af Jehovas vidner i over to år, for jeg vidste at mine forældre holdt øje med alt hvad jeg foretog mig. Pludselig en dag i 1989, da jeg var 20 år, stødte jeg på et Jehovas vidne som jeg kendte fra før. Han spurgte venligt om jeg havde lyst til at besøge ham. Da han ikke nævnte noget om at studere Bibelen, tog jeg en dag hen for at hilse på ham.

Efter et stykke tid begyndte jeg igen at studere Bibelen og komme til Jehovas Vidners møder i rigssalen. Jeg studerede på min arbejdsplads, hvor ingen kunne forstyrre mig. Som følge heraf fik jeg et bedre kendskab til Jehovas kærlige personlighed, og jeg fik større forståelse af hvor vigtigt det er at holde sig nær til ham under alle forhold. I august samme år begyndte jeg at fortælle andre om det jeg havde lært.

På dette tidspunkt vidste min familie intet om det. Der skulle dog kun gå nogle få dage før min far og jeg igen stod ansigt til ansigt, men denne gang var jeg bedre forberedt til en konfrontation. Med påtaget rolig stemme spurgte han mig: „Søn, er det rigtigt at du stadig kommer sammen med Jehovas Vidner?“ Der var tårer i hans øjne mens han ventede på mit svar. Min mor og søster græd stille.

Jeg forklarede at jeg i løbet af det sidste stykke tid igen var begyndt at læse med Jehovas Vidner, og at jeg havde bestemt mig for at slutte mig til dem. Derefter gik det hele meget hurtigt. Det var ved den lejlighed min far råbte de ord der er citeret i indledningen. Han tog fat i mig og råbte at han ikke havde til hensigt at lade mig forlade huset i levende live. Jeg slap fri og løb ned ad trappen mens jeg hørte at min lillebror prøvede at berolige min far. Jeg bad til Jehova: „Fra nu af er du min Fader. Jeg har valgt dig. Vil du ikke nok tage dig af mig?“

Repressalier

Et par dage senere tog min far hen til min morbrors hus, da han troede at jeg var dér. Han overfaldt min morbror og prøvede at slå ham ihjel, men heldigvis var der nogle besøgende Jehovas vidner som greb ind. Min far forlod huset, men truede med at han ville komme igen. Kort efter kom han tilbage med militsfolk der var bevæbnet med skydevåben. Både forkynderne og min morbror der var alvorligt syg, blev ført til militsens hovedkvarter.

Derefter begyndte de at søge efter andre Jehovas vidner i området. De foretog også en razzia i en forkynders hjem. Bøger og bibler blev stablet op på gaden og brændt. Men det var ikke alt. Seks forkyndere og nogle nyinteresserede som de læste Bibelen sammen med, blev arresteret. De blev stuvet sammen i et lille rum, forhørt og slået. Nogle blev brændt med cigaretter. Nyheden om dette spredtes som en løbeild i nabolaget. Militsfolk ledte efter mig alle steder. Min far bad dem prøve at finde mig og få mig på andre tanker uanset hvilke metoder der skulle til.

Kort efter brød militsfolk ind i rigssalen, imens en af menighederne holdt møde, og tvang alle, både mænd, kvinder og børn, til at forlade salen. De konfiskerede deres bibler og tvang dem til at gå til militsens hovedkvarter, hvor de blev forhørt.

Min flugt til Grækenland

Under alt dette opholdt jeg mig langt borte fra urolighederne. En familie der var Jehovas vidner, tog sig af mig. En måned senere forlod jeg landet og rejste til Grækenland. Da jeg kom dertil, indviede jeg mit liv til Jehova Gud og symboliserede min indvielse ved at lade mig døbe.

I Grækenland modtog jeg kærlig omsorg fra min åndelige familie, der bestod af folk fra mange forskellige nationaliteter, også tyrkere. Jeg erfarede rent bogstaveligt sandheden i Jesu ord: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ — Markus 10:29, 30.

Jeg boede i Grækenland i de næste tre år. Min far svarede aldrig på mine breve, til trods for at jeg skrev til ham mange gange. Jeg fik senere at vide at når venner besøgte min familie og spurgte til mig, svarede han: „Jeg har ingen søn ved det navn.“

Genforening efter seks år

Da krigen sluttede i 1992, bosatte jeg mig igen i Beirut. Igennem en ven fortalte jeg min far at jeg gerne ville hjem. Han svarede at jeg var velkommen hvis jeg havde opgivet min tro. I de næste tre år boede jeg derfor i min egen lejlighed. Men pludselig i november 1995 mødte min far op på mit arbejde for at tale med mig, men jeg var der ikke. Han lagde en besked om at han gerne ville have at jeg kom hjem igen. Lige da jeg læste det, kunne jeg knap nok tro mine egne øjne. Jeg var derfor meget tøvende da jeg tog hen for at besøge ham. Det var en rørende genforening. Han sagde at han ikke længere havde noget imod at jeg var et af Jehovas vidner, og at han ønskede at jeg kom hjem igen.

I dag tjener jeg som ældste og heltidsforkynder i en armensktalende menighed. Jeg møder tit nogle der, ligesom min far, skaber problemer for familiemedlemmer der gerne vil tjene Jehova. Men jeg er klar over at min far virkelig troede at han gjorde det rigtige ved at modsætte sig min nye tro. Ja, Bibelen forbereder os ligefrem på at vi kan forvente modstand fra familien. — Mattæus 10:34-37; 2 Timoteus 3:12.

Jeg håber at min far og resten af familien en dag vil gøre mit bibelske håb om at komme til at leve i en bedre verden til deres eget. Til den tid vil der ikke være krige, massakrer eller folk der fordrives fra deres hjemland eller forfølges i retfærdighedens navn. (2 Peter 3:13) Og ingen vil blive tvunget til at træffe et valg mellem to de elsker meget højt. — Indsendt.