Menneskets identitetsproblem

TILSYNELADENDE har vi mennesker et identitetsproblem. Evolutionisten Richard Leakey siger: „Filosoffer har i århundreder beskæftiget sig med de forskellige aspekter af begrebet menneskelighed, eller humanitet. Men mærkeligt nok er man ikke blevet enige om en definition på dette begreb.“

I Zoologisk Have i København har man imidlertid dristet sig til at give udtryk for en holdning til spørgsmålet ved en udstilling i abehuset. Publikationen 1997 Britannica Book of the Year fortæller: „Et dansk par flyttede midlertidigt ind i Zoologisk Have for at minde de besøgende om at aberne er deres nære familie.“

Opslagsværker bekræfter denne påstand om menneskets slægtskab med visse dyr. The World Book Encyclopedia siger for eksempel: „Mennesket, menneskeaber, andre aber, halvaber og spøgelsesaber udgør den orden blandt pattedyrene som kaldes primater.“

Ikke desto mindre er det en kendsgerning at mennesket har mange unikke træk som ikke harmonerer med de karakteregenskaber der præger dyrene. Blandt disse kan nævnes kærlighed, samvittighed, moral, åndelighed, retfærdighed, barmhjertighed, humor, kreativitet, tidsfornemmelse, selverkendelse, æstetisk sans, interesse for fremtiden, evnen til at opsamle viden gennem generationer og håbet om at døden ikke er den endelige afslutning på tilværelsen.

I et forsøg på at skabe overensstemmelse mellem disse karaktertræk og dyrenes egenskaber henviser nogle til evolutionspsykologien, en sammenblanding af udviklingsteori, psykologi og samfundsvidenskab. Har evolutionspsykologien kastet lys over den menneskelige naturs gåder?

Hvad er meningen med livet?

„Forudsætningen for evolutionspsykologien er ganske enkel,“ siger evolutionisten Robert Wright. „Det menneskelige sind blev, på samme måde som vore organer, konstrueret sådan at dets gener går i arv til næste generation. De følelser og tanker sindet frembringer, forstås bedst når man udtrykker det på den måde.“ Efter hans mening er hele hensigten med vort liv altså, sådan som det er nedlagt i vore arveanlæg og fremgår af vor tankegang, at vi skal formere os.

Ifølge evolutionspsykologien kan „meget af den menneskelige natur koges ned til hensynsløs, arveligt betinget egoisme“. Bogen The Moral Animal siger: „Den naturlige udvælgelse ’ønsker’ at mænd skal dyrke sex med utallige kvinder.“ Ifølge dette evolutionære begreb er kønslig umoralitet blandt kvinder også under visse omstændigheder noget naturligt. Selv forældres kærlighed til deres børn anses for at være et arveligt betinget trick som skal sikre afkommets overlevelse. Dette synspunkt understreger hvor vigtig vores genetiske arv er for menneskeslægtens videreførelse.

Visse bøger om selvudvikling rider i dag på evolutionspsykologiens nye bølge. En af dem siger at menneskets natur „ikke afviger meget fra chimpansernes, gorillaernes og bavianernes natur“. Bogen fastslår også: „Når det drejer sig om evolution, . . . er det forplantningen der tæller.“

Bibelen lærer derimod at Gud skabte mennesket med et mere ophøjet formål end blot med henblik på forplantningen. Vi blev skabt i Guds „billede“ med evnen til at genspejle hans egenskaber, især hans kærlighed, retfærdighed, visdom og magt. Hvis man dertil føjer de førnævnte unikke træk hos mennesket, står det klart hvorfor Guds ord sætter mennesket over dyrene. Bibelen viser at Gud ikke alene skabte mennesket med ønsket om at leve evigt, men også med muligheden for at kunne glæde sig over opfyldelsen af dette ønske i en retfærdig ny verden som Gud vil tilvejebringe. — 1 Mosebog 1:27, 28; Salme 37:9-11, 29; Prædikeren 3:11; Johannes 3:16; Åbenbaringen 21:3, 4.

Det har betydning hvad man tror

At finde frem til menneskets identitet har ikke kun akademisk interesse, for vort syn på menneskets oprindelse kan påvirke den måde vi lever vort liv på. Historikeren H. G. Wells pegede på den konklusion mange nåede til efter udgivelsen af Charles Darwins Arternes Oprindelse i 1859.

„En virkelig Demoralisering blev Følgen. . . . Der skete en virkelig Tilbagegang i Tro efter 1859. . . . De herskende Folk ved Slutningen af det nittende Aarhundrede troede, at de havde Magten i Kraft af ’Kampen for Tilværelsen’, hvor de stærke og snu faar Bugt med de svage og tillidsfulde. . . . De kom til det Resultat, at Mennesket er et selskabeligt Dyr lige som Hunden er det. . . . Saaledes forekom det dem rigtigt, at de store Hunde i det menneskelige Kobbel tyranniserede og undertrykte de smaa.“

Det er tydeligvis meget vigtigt at vi mennesker finder ud af hvem vi er, hvilket også fremgår af følgende spørgsmål stillet af en evolutionist: „Hvis den almindelige, gammeldags darwinisme kunne tappe den vestlige verden for moral, hvad kan det så ikke føre til når den nye version [evolutionspsykologien] slår igennem?“

Eftersom vores overbevisning angående menneskets oprindelse har indflydelse på vores fundamentale holdning til livet og til hvad der er rigtigt og forkert, er det vigtigt at foretage en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål.

[Tekstcitat på side 4]

Historikeren H. G. Wells pegede på den konklusion mange nåede til efter udgivelsen af Charles Darwins Arternes Oprindelse i 1859: „En virkelig Demoralisering blev Følgen. . . . Der skete en virkelig Tilbagegang i Tro efter 1859“

I Guds billede eller dyrets?

DET første menneske, Adam, blev kaldt „søn af Gud“. (Lukas 3:38) En sådan ære er aldrig overgået noget dyr. Ikke desto mindre siger Bibelen at dyr og mennesker har flere ting tilfælles. For eksempel er både mennesker og dyr sjæle. Da Gud dannede Adam, „blev [han] en levende sjæl,“ siger Første Mosebog 2:7. Dette bekræftes i Første Korintherbrev 15:45: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ Eftersom mennesker er sjæle, udgør sjælen ikke en selvstændig, skyggeagtig helhed som lever videre efter legemets død.

Om dyrene siges der i Første Mosebog 1:24: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“ Skønt Bibelen hædrer os ved at oplyse at vi blev skabt i Guds billede, minder den os samtidig om at vi ligesom dyrene kun er jordiske sjæle. Men mennesket har mere tilfælles med dyrene.

Bibelen siger: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden . . . mennesket har ingen fordel frem for dyrene . . . Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“ Mennesker og dyr er altså også ens stillet hvad angår dødens virkning. Begge vender tilbage til det de kom fra, „til jorden“, „til støv“. — Prædikeren 3:19, 20; 1 Mosebog 3:19.

Men hvorfor er vi mennesker så dybt berørt af døden? Hvorfor drømmer vi om at leve evigt? Og hvorfor har vi behov for en mening med livet? På mange måder adskiller vi os meget markant fra dyrene.

Hvori består forskellen?

Ville du være tilfreds med et liv hvis formål udelukkende bestod i at spise, sove og føre slægten videre? Tanken virker frastødende selv på overbeviste tilhængere af udviklingsteorien. Evolutionisten T. Dobzhansky skriver: „Det moderne menneske, denne oplyste skeptiker og agnostiker, kan ikke lade være med, i det mindste i al hemmelighed, at spekulere over de velkendte spørgsmål: Har mit liv en dybere mening og et formål ud over at holde mig selv i live og give livet videre? Er der en hensigt eller en mening med det univers jeg befinder mig i?“

At afvise tanken om en Skaber tilfredsstiller bestemt ikke menneskets behov for en mening med livet. Richard Leakey skriver, idet han citerer historikeren Arnold Toynbee: „Menneskets åndsevner dømmer det til en livslang kamp for at forlige sig med det univers det er født i.“

Og vi har stadig ikke fået svar på de fundamentale spørgsmål om menneskets natur, oprindelse og åndelighed. Der er tydeligvis en stor kløft mellem mennesker og dyr. Hvor stor er denne kløft?

Kan der bygges bro over kløften?

Den brede kløft der adskiller mennesker fra dyr, er et fundamentalt problem for evolutionsteoriens forkæmpere. Men hvor bred er denne kløft? Overvej nogle af de udtalelser evolutionisterne selv er kommet med i den forbindelse.

Thomas H. Huxley, en af det 19. århundredes prominente fortalere for udviklingsteorien, skrev i 1863: „Ingen er mere overbevist end jeg om hvor bred en kløft der findes mellem . . . mennesker og dyr . . ., kun mennesket er i besiddelse af den forbløffende evne til at fremføre forståelig og fornuftig tale [og] . . . befinder sig af den grund som på toppen af et bjerg, højt hævet over dets laverestående fællers niveau.“

Evolutionisten Michael C. Corballis bemærker at „der findes en slående mangel på overgangsformer mellem mennesket og de andre primater . . . ’Vores hjerne er tre gange så stor som man ville forvente det hos primater med vores legemsbygning.’“ Neurologen Richard M. Restak oplyser: „I det univers vi kender til, er den menneskelige hjerne det eneste organ der forsøger at forstå sig selv.“

Richard Leakey erkender: „Bevidstheden stiller videnskaben over for et dilemma, som nogle mener er uløseligt. Den følelse af selverkendelse, som vi alle oplever, er så fremragende, at den belyser alt det, vi tænker og gør.“ Han tilføjer: „Det talte sprog [adskiller] tydeligt Homo sapiens fra alle andre skabninger.“

Peter Russell skriver om en anden forbløffende egenskab ved det menneskelige sind: „Hukommelsen er uden tvivl en af menneskets vigtigste evner. Uden den ville indlæring være umulig . . . der ville ikke kunne foregå nogen intellektuel virksomhed, udvikling af sproget eller alle de andre kvaliteter som vi i almindelighed forbinder med det at være menneske.“

Desuden er begrebet tilbedelse ukendt blandt dyr. Biologen Edward O. Wilson bemærker: „Tilbøjeligheden til at være religiøs er den stærkeste og mest komplekse kraft i det menneskelige sind og efter al sandsynlighed en dybt rodfæstet del af den menneskelige natur.“

„Menneskets adfærd frembyder mange andre darwinistiske mysterier,“ indrømmer evolutionisten Robert Wright. „Hvad er baggrunden for humoristisk sans og latter? Hvorfor bekender folk deres synder på dødslejet? . . . Hvad sker der når vi sørger? . . . Kan sorgen over et menneskes død gavne slægtens videreførelse?“

Evolutionisten Elaine Morgan erkender: „Fire af de mest fremtrædende mysterier vedrørende menneskene er: (1) Hvorfor går de på to ben? (2) Hvorfor har de mistet pelsen? (3) Hvorfor har de udviklet så stor en hjerne? (4) Hvorfor lærte de at tale?“

Hvordan besvarer evolutionisterne disse spørgsmål? Elaine Morgan forklarer: „De vedtagne svar på disse spørgsmål er: (1) ’Vi ved det ikke endnu’; (2) ’Vi ved det ikke endnu’; (3) ’Vi ved det ikke endnu’; (4) ’Vi ved det ikke endnu’.“

En vakkelvorn teori

Forfatteren af bogen The Lopsided Ape har bemærket at formålet med den var „at give et generelt billede af menneskets udvikling op igennem tiden. Mange af konklusionerne er spekulative eftersom de kun er baseret på nogle få gamle tænder, knogler og sten.“ Darwins egen oprindelige teori er der ikke mange der tror på. Richard Leakey siger: „Darwins version af vores evolutionsmåde dominerede den antropologiske videnskab indtil for få år siden, og den viste sig at være forkert.“

Ifølge Elaine Morgan har mange evolutionister „mistet tilliden til de svar, de troede at have for tredive år siden“. Det er derfor ikke så overraskende at nogle af de teorier som evolutionisterne har opstillet, er faldet til jorden.

Sørgelige konsekvenser

Nogle undersøgelser blandt dyr har vist at det antal hunner som en han parrer sig med, har forbindelse med størrelsesforskellen mellem de to køn. Det har fået nogle til at konkludere at menneskets sexvaner burde ligne chimpansernes eftersom chimpansehanner, ligesom deres menneskelige modstykke, kun er en lille smule større end hunnerne. På den baggrund mener nogle at det er i orden at mennesker, ligesom chimpanser, har mere end én sexpartner. Og det praktiseres jo allerede i vid udstrækning.

Men hvad der tilsyneladende fungerer fint blandt chimpanser, har generelt haft katastrofale følger blandt mennesker. Kendsgerningerne viser at promiskuitet fører til ulykke i form af opløste familier, aborter, sygdomme, mentale og følelsesmæssige traumer, jalousi, vold i familien og forladte børn som bliver miljøskadet under opvæksten og af den grund ender med selv at fortsætte den onde cirkel. Hvorfor al den smerte hvis vi af natur ligner dyrene?

En evolutionistisk tankegang rejser også tvivl om livets hellighed. Hvorfor skulle menneskets liv være helligt hvis der ikke findes nogen Gud og mennesket blot opfattes som et højerestående dyr? Skulle det være på grund af dets intellekt? I så fald er følgende spørgsmål fra bogen The Human Difference særdeles relevant: „Er det retfærdigt at opfatte og behandle mennesker som mere værdifulde end hunde og katte, bare fordi vi har vundet alle gevinsterne i [evolutionens] store lotteri?“

Efterhånden som den nyere version af den evolutionistiske tænkemåde breder sig, vil den „uvægerligt påvirke den moralske tankegang i alvorlig grad,“ siger bogen The Moral Animal. Men det er en grusom moral, der er baseret på den antagelse at vi blev dannet som følge af „naturlig udvælgelse“, gennem hvilken „de stærke og snu faar Bugt med de svage og tillidsfulde,“ som H. G. Wells har udtrykt det.

Bemærkelsesværdigt mange af evolutionisternes teorier som i årenes løb har tæret på moralen, er faldet til jorden før den næste bølge af tænkere fremstod. Det tragiske er at den skade de har forvoldt, består.

Tilbedelse af skaberværket eller Skaberen?

I vor søgen efter svar får evolutionsteorien os til at vende blikket nedad mod skaberværket i stedet for opad mod Skaberen. Bibelen, derimod, får os til at rette blikket mod den sande Gud i vor søgen efter moralnormer og hensigten med livet. Bibelen forklarer også hvorfor vi må kæmpe for ikke at gøre noget forkert, og hvorfor det kun er mennesket der er så berørt af døden. Desuden virker dens forklaring på hvorfor vi er tilbøjelige til at gøre det onde, helt igennem rigtig når den bedømmes af det menneskelige hjerte og sind. Vi indbyder dig til at overveje denne tilfredsstillende forklaring.

[Illustrationer på side 7]

Hvor bred er kløften mellem mennesker og dyr?

Svarene findes hos Gud

IFØLGE evolutionsteorien er mennesket opstået som følge af en lang række forandringer der gradvis har udviklet det til et højerestående dyr. Bibelen siger derimod at vi blev skabt fuldkomne, i Guds billede. Kort efter gjorde ufuldkommenheden imidlertid sin entré, og det var begyndelsen til en lang proces hvor det fortsat gik ned ad bakke for menneskeheden.

Vore første forældre, Adam og Eva, begyndte selv denne nedtur. Ønsket om moralsk uafhængighed fik dem til forsætligt at være ulydige mod Gud, og det skadede deres samvittighed. Som en bil der kører igennem et autoværn, brasede de med fuldt overlæg gennem Guds lovs beskyttende værn og styrtede ned til menneskehedens nuværende niveau, hvor vi plages af sygdom, alderdom og død, samt racefordomme, religiøst had og frygtelige krige. — 1 Mosebog 2:17; 3:6, 7.

Defekte gener eller gener som dyrenes?

Bibelen indeholder naturligvis ikke nogen videnskabelig forklaring på hvad der skete med Adams og Evas fuldkomne legemer da de syndede. Ligesom en instruktionsbog til en bil ikke er det samme som en lærebog for ingeniører, er Bibelen ikke nogen videnskabelig lærebog. Men den er lige så sandfærdig som en instruktionsbog. Der er ikke tale om en myte.

Da Adam og Eva ikke længere var under Guds lovs beskyttelse, blev deres legemer defekte. De begyndte langsomt at dø. Som følge af genetikkens love gav de ufuldkommenheden i arv til deres børn og dermed til hele menneskeheden. Derfor dør vi alle. — Job 14:4; Salme 51:5; Romerne 5:12.

Sørgeligt nok indbefatter denne arv en tilbøjelighed til at synde, som kommer til udtryk i vores selviskhed og umoralitet. Seksuelt samvær er naturligvis helt på sin plads under de rette omstændigheder. Gud befalede det første menneskepar: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Og som den kærlige Skaber han er, gjorde han det til en glæde for ægtepar at adlyde denne befaling. (Ordsprogene 5:18) Menneskets ufuldkommenhed har imidlertid ført til misbrug af sex. Som vi alle ved, berører denne nedarvede svaghed i virkeligheden alle facetter af vores tilværelse, fysisk såvel som mentalt.

Ufuldkommenheden har dog ikke ødelagt vores moralske sans. Hvis vi vil, kan vi selv tage „rattet“ og undgå livets faldgruber ved at kæmpe imod tendensen til at give efter for synd. For et ufuldkomment menneske er det selvfølgelig umuligt at bekæmpe synden til fuldkommenhed, og det tager Gud barmhjertigt hensyn til. — Salme 103:14; Romerne 7:21-23.

Hvorfor vil vi så nødig dø?

Bibelen kaster også lys over en anden gåde som udviklingsteorien ikke forklarer tilfredsstillende: menneskets manglende vilje til at acceptere døden, skønt den kan synes naturlig og uundgåelig.

Bibelen viser at døden blev udløst af synd, af ulydighed mod Gud. Hvis vore første forældre var forblevet lydige, kunne de have levet evigt sammen med deres børn. Gud havde faktisk programmeret menneskets sind med et ønske om at leve evigt. „Også evigheden har [Gud] lagt i [vort] hjerte,“ siges der i Prædikerens Bog 3:11 ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1931. Dødens fordømmelse skabte derfor en indre konflikt, en vedvarende uoverensstemmelse, i mennesket.

For at forlige sig med denne indre konflikt og opfylde det naturlige ønske om at leve videre har mennesket udformet alle mulige trossætninger lige fra læren om den udødelige sjæl til læren om reinkarnation. Forskere undersøger fortsat ældningsprocessens mysterium i et forsøg på at afværge eller i det mindste udskyde døden. Eftersom ønsket om evigt liv er i modstrid med de ateistiske evolutionisters opfattelse af mennesket som et højerestående dyr, betragter de dette ønske som et udviklingsmæssigt trick eller bedrag. Bibelens udtalelse om at døden er en fjende, er derimod helt i harmoni med vort naturlige ønske om at leve. — 1 Korinther 15:26.

Giver det menneskelige legeme os et fingerpeg om at det var meningen at vi skulle leve evigt? I høj grad! Alene menneskets hjerne udgør et overvældende vidnesbyrd om at vi blev skabt til at leve meget længere end vi gør nu.

Skabt til evigt liv

Menneskets hjerne vejer omkring 1,4 kilogram, og den indeholder 10-100 milliarder neuroner som alle, hævdes det, er forskellige. Hvert neuron kan kommunikere med op mod 200.000 andre, hvilket gør antallet af mulige kredsløb eller ledningsbaner i hjernen astronomisk. Desuden „er hvert enkelt neuron en avanceret computer,“ siger tidsskriftet Scientific American.

Hjernen befinder sig i en „kemisk suppe“ som har indflydelse på neuronernes funktion. Dens opbygning er langt mere kompleks end den kraftigste computer. „I hvert eneste hoved findes der en formidabel kraftstation, et kompakt og effektivt organ hvis kapacitet synes at vokse i det uendelige jo mere vi lærer det at kende,“ siger Tony Buzan og Terence Dixon. Idet de citerer professor Pjotr Anokhin, tilføjer de: „Der findes endnu intet menneske der kan udnytte sin hjernes potentiale fuldt ud. Derfor godtager vi ikke noget som helst pessimistisk skøn over den menneskelige hjernes begrænsninger. Dens kapacitet er ubegrænset.“

Disse forbløffende kendsgerninger er i direkte modstrid med evolutionsteorien. Hvorfor skulle udviklingen „frembringe“ et organ med et potentiale så stort at det kunne dække behovet i en million eller måske endda en milliard menneskealdre? Den eneste fornuftige forklaring er at vi blev skabt til at leve evigt. Men hvordan forholder det sig med legemet i øvrigt?

I bogen Repair and Renewal — Journey Through the Mind and Body siges der: „Den måde hvorpå beskadigede knogler, organer og kroppens øvrige væv reparerer sig selv, er intet mindre end et mirakel. Hvis vi standsede op og funderede over det, ville vi indse at den ubemærkede fornyelse af hud, hår og negle — og andre dele af legemet — i høj grad er forbløffende. Fornyelsen foregår 24 timer i døgnet, uge efter uge, og gendanner os helt bogstaveligt, i biokemisk forstand, mange gange i løbet af livet.“

Når Guds tid er inde, vil det ikke være noget problem for ham at holde denne mirakuløse selvfornyelsesproces i gang for evigt. Til den tid vil ’døden blive tilintetgjort’. (1 Korinther 15:26) Men der skal mere end et evigt liv til for at opnå sand lykke. Vi har behov for fred — fred med Gud og fred med vore medmennesker. En sådan fred kan kun blive en realitet hvis folk nærer sand kærlighed til hinanden.

En ny verden baseret på kærlighed

„Gud er kærlighed,“ står der i Første Johannesbrev 4:8. Kærlighed, især Jehova Guds kærlighed, er stærk, så stærk at det er på grund af den at vi kan have håb om evigt liv. Johannes 3:16 siger: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“

Evigt liv! Hvilket vidunderligt fremtidsperspektiv. Men eftersom vi har arvet synden, har vi ikke ret til at leve. „Den løn synden betaler er døden,“ siger Bibelen. (Romerne 6:23) Men kærlighed fik Jesus Kristus, Guds søn, til at dø for vores skyld. Apostelen Johannes skrev om ham: „Han satte sin sjæl til for os.“ (1 Johannes 3:16) Ja, Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv „som en løsesum i bytte for mange“, så vi der udviser tro på ham, kan få slettet vore synder og opnå evigt liv. (Mattæus 20:28) Bibelen forklarer: „Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham.“ — 1 Johannes 4:9.

Hvordan bør vi reagere på den kærlighed som Gud og hans søn har vist os? Bibelen fortsætter: „I elskede, når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ (1 Johannes 4:11) Vi må lære at vise andre kærlighed, for den egenskab vil blive grundstenen i Guds nye verden. I dag er der mange der erkender vigtigheden af at vise kærlighed sådan som Bibelen, Jehova Guds ord, understreger det.

Bogen Love and Its Place in Nature gør opmærksom på at „børn kan dø af mangel på kærlighed“. Men behovet forsvinder ikke med alderen. En fremtrædende antropolog har sagt følgende om behovet for kærlighed: „Ligesom Solen er det centrum i solsystemet hvorom alle planeterne kredser, er dette behov centralt for alle andre menneskelige behov . . . Det barn der ikke er blevet elsket, er biokemisk, fysiologisk og psykisk meget forskelligt fra det barn der har modtaget kærlighed. Førstnævnte barn vokser endog anderledes end det sidstnævnte.“

Kan vi forestille os hvordan livet vil blive når alle på jorden viser hinanden ægte kærlighed? Ingen vil nogen sinde mere nære fordomme mod andre fordi de er af en anden nationalitet eller race, eller fordi de har en anden hudfarve. Under ledelse af Guds udnævnte Konge, Jesus Kristus, vil jorden blive fyldt med fred og kærlighed, som en opfyldelse af profetien i en af Bibelens inspirerede salmer:

„Gud, giv dine lovbud til kongen . . . Måtte han dømme folkets nødstedte retfærdigt; måtte han frelse den fattiges sønner, og måtte han knuse udbytteren. . . . I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere. Og han råder fra hav til hav og fra Floden til jordens ender. . . . Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“ — Salme 72:1, 4, 7, 8, 12, 13.

Det fremgår af løftet i en anden af Bibelens salmer at de onde ikke vil få lov til at leve i Guds nye verden: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:9-11.

Til den tid vil både sind og legeme hos de lydige, inklusive dem der får en opstandelse fra de døde, være helbredt. Til sidst vil alle der lever, afspejle Guds billede til fuldkommenhed. Langt om længe vil den svære kamp for at gøre det rette være slut. Misforholdet mellem vort ønske om at leve og nutidens barske realitet hvor alle dør, vil også være forbi. Vor kærlige Gud giver os dette sikre løfte: „Døden skal ikke være mere.“ — Åbenbaringen 21:4; Apostelgerninger 24:15.

Lad os derfor aldrig opgive kampen for at gøre det rette. Lyt til den guddommelige formaning: „Kæmp troens gode kamp, få et fast greb om det evige liv.“ Dette liv i Guds nye verden kaldes i Bibelen for „det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:12, 19.

Det er vort håb at mange vil tilslutte sig salmistens ord: „Det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ At forstå dybden i disse ord er et vigtigt skridt i retning af at kvalificere sig til livet i Jehovas kærlige og retfærdige nye verden. — Salme 100:3; 2 Peter 3:13.

[Tekstcitat på side 11]

Livet i Guds nye verden kaldes i Bibelen for „det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:19

[Illustration på side 9]

Mennesket er med fuldt overlæg brudt gennem Guds lovs beskyttende værn, og det har fået katastrofale følger

[Illustration på side 10]

Under Guds herredømme vil menneskeheden kunne glæde sig over en fredelig ny verden