Er det muligt at tilgive og glemme?

MERE end 50 år er gået siden den anden verdenskrig sluttede i 1945. Denne verdensomspændende krig var den mest brutale og bekostelige i menneskehedens historie.

Den anden verdenskrig varede seks år og kostede cirka 50 millioner menneskeliv, de civile ofre iberegnet. Utallige andre fik fysiske, psykiske og følelsesmæssige mén. Mange af dem der gennemlevede disse frygtelige krigsår, har stadig smertelige minder om dem de mistede i døden, og om de grusomheder der blev begået.

Det kan være minderne om de grusomheder der foregik under nazisternes Holocaust, hvor millioner af uskyldige ofre blev udryddet. Både i Europa og Asien blev der begået mange ugerninger af invaderende hære der myrdede, voldtog, plyndrede og terroriserede den civile befolkning. Talløse uskyldige mænd, kvinder og børn blev ofre for luftangreb der forårsagede død og ødelæggelse. Hertil kommer de barske oplevelser som millioner af soldater kom ud for på slagmarkerne rundt om på jorden.

Sår på sjælen

Mange af dem der oplevede de forfærdelige begivenheder under den anden verdenskrig, har stadig sår på sjælen. De ville helst fjerne alle de frygtelige og bitre minder fra deres sind, men det kan de ikke. Nogle af ofrene plages af rædselsminder der ligesom et tilbagevendende mareridt bliver ved med at dukke op.

Men der er også nogen der ikke ønsker at glemme, enten fordi de vil have hævn, eller fordi de gerne vil ære mindet om de døde. Desuden er det en udbredt opfattelse at mindet om fortidige ugerninger skal bevares, i håb om at det kan forebygge at lignende grusomheder nogen sinde gentager sig.

Da man i 1994-95 fejrede 50-årsdagen for D-dag (de allierede styrkers landgang i Normandiet i juni 1944) og afslutningen på krigen i Europa (i maj 1945), fremgik det af stemningen at mange øjenvidner til disse begivenheder har meget svært ved at tilgive og glemme. Ofte er ethvert forsøg på forsoning mellem tidligere fjender på forhånd dømt til at mislykkes. For eksempel nægtede britiske veteraner at invitere tyske repræsentanter til mindehøjtideligheden for de allieredes landgang i Normandiet.

Om de grusomheder der blev begået af nazisterne under den anden verdenskrig, og vanskeligheden ved at tilgive og glemme skriver forfatteren Vladimir Jankélévitch: „Stillet over for så frastødende forbrydelser vil den naturlige reaktion . . . være harme og ønsket om at kæmpe ihærdigt for at disse forbrydelser ikke bliver glemt, og at forfølge de skyldige til jordens ende, sådan som dommerne ved Nürnberg-processen havde lovet.“ Samme forfatter tilføjer: „Vi ville, med en omformulering af Jesu bøn til Gud ifølge Lukasevangeliet, med glæde sige: Herre, tilgiv dem ikke, for de ved hvad de gør.“ — Jævnfør Lukas 23:34.

Fra 1945 og helt frem til vor tid har utallige andre forbrydelser mod menneskeheden — eksempelvis i Cambodja, Rwanda og Bosnien — tragisk nok vædet jorden med blod. Disse grusomheder har kostet millioner af menneskeliv og resulteret i et stort antal enker og forældreløse, ødelagte liv og frygtelige minder.

Det 20. århundrede har været kendetegnet af en brutalitet uden sidestykke. Bibelens profetier har for længe siden meget præcist forudsagt at menneskene i vor tid ville være „vilde“ og „uden kærlighed til det gode“. — 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 6:4-8.

Hvad bør vi gøre?

Folk reagerer forskelligt når de konfronteres med barbari. Men hvad med os? Bør vi huske på det, eller bør vi glemme det? Er dét at huske fortidens grusomheder ensbetydende med at man skal nære et bittert og indgroet had til ens tidligere fjender og nægte at tilgive dem? Vil dét at tilgive sige at man er i stand til at slette ethvert smerteligt minde fra sit sind?

Hvad mener menneskets Skaber, Jehova Gud, om de frygtelige forbrydelser der er blevet begået i vor tid og førhen? Vil Han tilgive gerningsmændene? Og er det ikke for sent for Gud at tilkende dem der har lidt en voldelig død, erstatning? Er der et reelt håb om at årtusinders ugerninger en dag vil blive bragt til ophør? Hvordan vil den almægtige Gud rette op på tingene?

[Illustration på side 4]

Børn af forældre der var ofre for massakre, i flygtningelejr

[Kildeangivelse]

UN PHOTO 186797/J. Isaac

[Kildeangivelse på side 3]

U.S. Navy photo

Bør vi huske fortiden?

„KAN jøderne glemme Holocaust?“ Dette spørgsmål, der blev rejst af Virgil Elizondo, leder af Det Mexicansk-amerikanske Kulturcenter i San Antonio i Texas, viser at dette århundredes grusomheder har sat sig dybe spor i menneskenes erindring. Folkedrabet på armenierne (1915-23) og massedrabene på cambodjanerne (1975-79) er blot to eksempler på de uhyrligheder der er blevet begået i det 20. århundrede.

I et forsøg på at bringe en forsoning i stand mellem ofrene og deres bødler har religiøse og politiske ledere flere gange i tidens løb opfordret folk til at slå en streg over de ugerninger der er blevet begået. I år 403 f.v.t. gjorde man for eksempel et sådant forsøg i Athen i Grækenland. Byen var netop blevet befriet fra De Tredive Tyranners undertrykkende diktatur, et oligarki der havde ryddet praktisk taget alle sine fjender af vejen. De nye magthavere søgte at bilægge stridigheder i landet ved at udstede amnesti (fra et græsk ord der betyder „glemsel“) til dem der støttede det tidligere diktatur.

Kan dekreter få folk til at glemme?

At udstede dekreter i et forsøg på at slette mindet om de grusomheder der er blevet begået mod uskyldige, er forholdsvis let. Det har nogle herskere benyttet sig af fordi det tjente deres egne politiske interesser, sådan som det var tilfældet i det gamle Grækenland og i forskellige europæiske lande ved slutningen af den anden verdenskrig. Eksempelvis blev der i Italien i 1946 udstedt amnesti til over 200.000 borgere „der på forskellig vis havde taget del i de forbrydelser der blev begået under det fascistiske styre,“ skriver avisen La Repubblica.

Men myndigheders eller offentlige institutioners bestemmelser er én ting, den enkelte samfundsborgers følelser noget helt andet. Man kan ikke ved at udstede dekreter tvinge enkeltpersoner — måske forsvarsløse ofre for rå konflikter, massakrer eller andre barbariske handlinger — til at glemme de lidelser de har været udsat for.

Alene i dette århundrede er over hundrede millioner mennesker blevet dræbt i krige, mange efter først at have gennemgået ubeskrivelige pinsler. Hvis man hertil skulle føje alle dem der er blevet dræbt under massakrer i fredstid, ville grusomhederne slet ikke kunne gøres op. Mange gør alt hvad der står i deres magt, for at sikre at ingen af disse ofre bliver glemt.

De der ønsker at glemme

De der tilskynder ofre for grusomheder eller deres efterkommere til at tilgive og glemme, hævder ofte at man ved at mindes fortiden kun er med til at holde liv i hadet, især hvis der er gået flere årtier. De siger at det virker forenende at glemme, og at man ikke kan lave om på fortiden ved at holde fast i minderne, hvor forfærdelige de end er.

I deres forsøg på at få folk til at glemme er nogle endog gået så vidt som til at benægte at der nogen sinde er blevet begået sådanne frygtelige forbrydelser mod menneskeheden. Med støtte fra selvbestaltede, revisionistiske historikere hævder nogle for eksempel at Holocaust aldrig har fundet sted.a De har endda arrangeret ture til tidligere udryddelseslejre som Auschwitz og Treblinka og fortalt de besøgende at gaskamrene aldrig har eksisteret — og det siger de til trods for at det bekræftes af utallige øjenvidner og af omfattende dokumentation og beviser for det modsatte.

Hvorfor har sådanne falske revisionistiske idéer vundet genklang i visse kredse? Fordi nogle ønsker at fralægge sig ansvaret for deres egne og deres lands handlinger. Det kan skyldes nationalisme, deres egen ideologi, en antisemitisk holdning eller andre fordomme. Revisionisterne drager den konklusion at ansvaret forsvinder så snart grusomhederne går i glemmebogen. Der er dog mange der ihærdigt modarbejder disse ansvarsløse revisionister, der af en fransk historiker er blevet kaldt „erindringens snigmordere“.

De glemmer aldrig

Overlevende har tydeligvis meget svært ved at glemme dem af deres pårørende som er omkommet i krige eller som følge af andre ugerninger. Men de der ønsker at bevare mindet om massakrer og folkedrab, gør det ofte fordi de håber at beretningen om de lidelser som de selv og deres kære har gennemgået, kan være med til at hindre at historien gentager sig.

Af samme grund har den tyske regering besluttet at årsdagen for opdagelsen af nazisternes rædselshandlinger i kz-lejren Auschwitz skal mindes. Ifølge den tyske forbundspræsident „skal mindet om det der skete, tjene som en advarsel for eftertiden“.

I anledning af 50-årsdagen for den anden verdenskrigs afslutning sagde pave Johannes Paul II: „Krigsminderne må ikke fortone sig som årene går; de bør i stedet lære denne og kommende generationer en vigtig lektie.“ Det bør dog tilføjes at den katolske kirke ikke altid har haft en konsekvent holdning til det at mindes krigens ofre og de ugerninger der fandt sted i de år den varede.

For at nye generationer kan tage ved lære af dette og tidligere århundreders folkedrab, har man oprettet flere museer i USA, for eksempel Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C., og Beit Hashoah Museum of Tolerance i Los Angeles. Af samme grund er emnet blevet behandlet i gribende dokumentarfilm og andre film. Alt sammen for at man ikke i fremtiden skal glemme de mange der har måttet lide for andre menneskers hånd.

Hvorfor vi ikke må glemme

Den spansk-amerikanske filosof George Santayana har skrevet: „De der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den.“ Sørgeligt nok har historien vist at menneskene hurtigt glemmer fortiden og derfor er dømt til at begå de samme frygtelige fejl igen og igen.

De mange gruopvækkende massedrab viser hvilke katastrofale følger det får når mennesker udøver myndighed over hinanden. Hvorfor er det gået sådan? Fordi menneskene er blevet ved med at begå den samme grundlæggende fejl — de har forkastet Gud og hans love. (1 Mosebog 3:1-6; Prædikeren 8:9) Nøjagtig som Bibelen har forudsagt, gør en „forvildet generation“ det samme i dag og mærker konsekvenserne. — Filipperne 2:15; Salme 92:7; 2 Timoteus 3:1-5, 13.

Nu da vi har draget Skaberen, Jehova Gud, ind i sagen, kunne vi passende spørge hvordan han ser på tingene. Hvad husker han, og hvad glemmer han? Vil de smertelige følger af menneskenes grusomheder en dag blive fjernet? Vil ’de ugudeliges ondskab få ende’? — Salme 7:9.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

„De der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den.“ — George Santayana

[Illustration på side 7]

Krematorium og ovn i kz-lejren Auschwitz

[Kildeangivelse]

Museet i Oświęcim

Hvad er Guds løsning?

HVORDAN kan man forhindre mennesker i at begå grusomheder mod hinanden? Hvad er løsningen? Når vi undersøger historien, står det klart at menneskers løsninger er slået fejl. I virkeligheden er den måde jordiske ledere har grebet problemet an på, præget af grelle, indbyrdes modstridende forhold, for ikke at sige hykleri.

Tag for eksempel det der skete i 1995. I dette år markerede man 50-året for nedkastningen af atombomben samt afslutningen på nazisternes holocaust og den anden verdenskrig. I mange dele af verden blev der afholdt mindehøjtideligheder som blev overværet af verdensledere. Hensigten var at få folk til at føle afsky for disse ugerninger så de aldrig bliver gentaget. Nogle iagttagere følte imidlertid at der var noget selvmodsigende ved disse mindehøjtideligheder.

Hykleri

Ved disse meget omtalte begivenheder ville kirkernes og regeringernes repræsentanter gerne betragtes som velgørere — eller i det mindste ikke som nogle der handler ondt. Men mange af de lande der fordømte fortidige grusomheder, har brugt umådelige summer på at opbygge våbenarsenaler. Samtidig har de problemer med fattigdom, moralsk fordærv og forurening, som de ofte siger at de ikke kan løse fordi de mangler kapital.

Verdensreligionerne forsøger at skrive historie der tilslører deres vedvarende tavshed om diktaturstaternes onde handlinger og nedtoner deres nære forbindelser med disse stater. Disse religioner gjorde intet for at forhindre folk der tilhørte det samme trossamfund, i at nedslagte hinanden. Under den anden verdenskrig dræbte både katolikker og protestanter deres egne trosfæller på den modsatte side af fronten fordi de var af en anden nationalitet. På begge sider hævdede man at være kristen, men man handlede samtidig i direkte modstrid med Jesu lære. (Mattæus 26:52; Johannes 13:34, 35; 1 Johannes 3:10-12; 4:20, 21) Andre religioner har gjort det samme. I forskellige dele af verden begår medlemmer af disse religioner stadig grusomheder mod hinanden.

De religiøse ledere på Jesu tid var hyklere. Jesus fordømte dem og sagde: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I bygger profeternes gravsteder og udsmykker de retfærdiges mindegrave, og I siger: ’Hvis vi havde levet i vore forfædres dage, ville vi ikke have været delagtige med dem i profeternes blod.’ I vidner altså imod jer selv, at I er sønner af dem der myrdede profeterne.“ (Mattæus 23:29-31) Disse religiøse ledere gav sig ud for at være gudfrygtige, men var hyklere som forfulgte Jesus og hans disciple.

Hvad vi kan lære gennem Bibelen

Verdenshistorien kan lære os meget, men den bedste belæring findes i Bibelen. Den overlader ikke opgaven med at tolke og bedømme historien til fordomsfulde mennesker. Bibelen beskriver og forklarer historien og fremtiden set med Guds øjne. — Esajas 55:8, 9.

Bibelen omtaler gode og dårlige begivenheder såvel som gode og dårlige mennesker. Af disse beretninger kan man lære hvad der er Guds vilje. Efter at have omtalt en række begivenheder i Israels historie sagde apostelen Paulus: „Disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os.“ (1 Korinther 10:11) Også Jesus viste at man kan tage ved lære af historien, for han sagde til sine disciple: „Husk på Lots hustru.“ — Lukas 17:32.

Hvad Gud husker, og hvad han glemmer

Om Gud husker os eller glemmer os, afhænger ifølge Bibelen af vore handlinger. Syndere der ændrer sind, vil Gud tilgive „i rigt mål“. (Esajas 55:7) Hvis en ’ugudelig’ ændrer sind og „vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed, . . . [vil] ingen af de synder som han har begået, . . . blive husket og tilregnet ham“. — Ezekiel 33:14-16.

Paulus skrev: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Jehova vil altså belønne dem der er i hans erindring. Den trofaste Job sagde i en bøn: „Gid du ville gemme mig i Sheol [menneskehedens fælles grav], . . . sætte mig en frist og huske mig!“ — Job 14:13.

Mod den uforbederlige synder vil Gud derimod handle i overensstemmelse med det han sagde til Moses: ’Jeg vil slette ham af min bog.’ (2 Mosebog 32:33) Ja, Gud vil glemme de onde for evigt.

Den øverste Dommer

Gud er historiens øverste Dommer. (1 Mosebog 18:25; Esajas 14:24, 27; 46:9-11; 55:11) Han afsiger fuldkomne domme og vil ikke glemme de utallige grusomheder der er begået mod menneskeheden. På sin retfærdige harmes dag vil han dømme alle ansvarlige personer og organisationer. — Åbenbaringen, kapitlerne 18 og 19.

Det gælder blandt andet hele det verdensomfattende system af falsk religion, som i Bibelen symbolsk kaldes for „Babylon den Store“. Om hende siges der: „Hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åbenbaringen 18:2, 5.

Disse religioner burde have lært deres tilhængere at gøre det der er rigtigt, men det har de ikke gjort. Guds ord siger derfor om denne verdens religioner: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Disse trossamfund har pådraget sig blodskyld fordi de har undladt at lære deres medlemmer at vise kærlighed mod deres næste og mod deres trosfæller.

En ny verden er nær

Tiden hvor ondskaben vil blive fjernet, står for døren. (Zefanias 2:1-3; Mattæus 24:3, 7-14) Derefter vil jordens glade indbyggere ikke længere opleve ’sorg, skrig eller smerte’. (Åbenbaringen 21:3-5) Der vil aldrig mere forekomme grusomheder og massakrer, for herredømmet over jorden vil blive taget fra menneskene og givet til Guds himmelske rige under ledelse af ’Fredsfyrsten’, Jesus Kristus. — Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

Til den tid vil profetien i Salme 46:9 blive fuldstændig opfyldt: „[Gud] standser krige indtil jordens ende.“ Denne fred vil vare evigt, for, som det forudsiges i Esajas 2:4, vil „nation . . . ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig“. Salme 37:11 forudsiger: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Da vil det kunne siges at „hele jorden har fået hvile, er faldet til ro. Folk bryder ud i glædesråb.“ — Esajas 14:7.

Alt dette betyder at en retfærdig ny verden er nær. I denne nye verden, under Guds himmelske riges styre, vil der ske noget storslået — de døde vil blive oprejst. Guds ord garanterer: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

Da Jesus var på jorden, gav han en forsmag på dette ved at oprejse nogle fra de døde, deriblandt en ung pige. Beretningen lyder: „Straks stod pigen op og begyndte at gå omkring . . . De [tilstedeværende] blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ (Markus 5:42) I opstandelsen vil de der har lidt en voldelig død, og andre der har været døde i lang tid, blive oprejst og få mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord. (Lukas 23:43) Og med tiden vil „det tidligere . . . ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet“. — Esajas 65:17.

Det vil derfor være klogt at tilegne sig nøjagtig kundskab om Guds ord, Bibelen, og gøre hans vilje. Gør vi det, vil Gud huske os når han én gang for alle gør ende på alle grusomheder og giver ofrene livet igen. Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

[Illustrationer på side 8, 9]

Gud vil omdanne jorden til et fredfyldt paradis

[Illustrationer på side 10]

Gud vil fjerne virkningen af tidligere tiders grusomheder ved at oprejse de døde