-
Børn i kriseVågn op! – 1999 | 8. april
-
-
Børn i krise
„Hvis ikke vi investerer tid og kræfter i vores børn, vil menneskehedens mest fundamentale og hårdnakkede problemer blive ved med at være fundamentale og hårdnakkede problemer.“ — De Forenede Nationers Børnefond.
BØRN i hele verden er i krise. Overbevisende vidnesbyrd om tragediens omfang blev fremlagt ved Verdenskongressen mod Kommerciel Seksuel Udnyttelse af Børn, som i 1996 blev afholdt i Stockholm og overværet af repræsentanter fra 130 lande. Her blev det for eksempel dokumenteret at der i mange dele af verden er millioner af piger, nogle helt ned til tiårsalderen, der er tvunget til at arbejde som prostituerede.
Det australske tidsskrift Melbourne University Law Review skriver at tvungen prostitution er blevet kaldt „en af de værste former for slaveri i nyere tid“. Efter mange års fysisk, psykisk og følelsesmæssig mishandling er disse piger mærket for livet. I de fleste tilfælde underkaster pigerne sig denne brutale behandling blot for at få noget at spise. Alternativet er sultedøden. Sørgeligt nok er mange af disse hjemløse piger blevet tvunget ind i og solgt til prostitution af deres egne fattige forældre.
Noget der bidrager til børnenes tragiske situation, er det meget omdiskuterede spørgsmål om børnearbejde. I Asien, Sydamerika og andre steder, samt blandt nogle vandrearbejdere i USA, bliver børn helt ned til femårsalderen tvunget til at udføre det der kan betegnes som „slavearbejde“. De arbejder som små robotter under forfærdende forhold der ødelægger dem på sind og legeme. De fleste har ikke gået i skole, har aldrig fået kærlighed fra deres forældre, har intet hjem hvor de kan føle sig trygge, intet legetøj, ingen legepladser. Mange bliver endog udnyttet af deres egne hjerteløse forældre.
Børnesoldater og børnehjem
Som om alt dette ikke var slemt nok, bliver børn også i stigende grad brugt som soldater i guerillahære. Ofte bliver børnene kidnappet eller købt på slavemarkeder og derefter udsat for systematisk mishandling; undertiden tvinges de for eksempel til at se folk blive myrdet. Nogle er endda blevet beordret til at dræbe deres egne forældre eller indtage stoffer for at forstærke deres dræberinstinkt.
Virkningerne af den hjernevask som tusinder af børnesoldater i Afrika er blevet ofre for, fremgår af følgende eksempel. Denne rystende samtale udspandt sig mellem en socialrådgiver og en drengesoldat som tydeligvis forsøgte at bevare det der var tilbage af sin uskyld.
„Har du slået nogen ihjel? ’Nej.’
Har du haft et gevær? ’Ja.’
Har du sigtet på nogen? ’Ja.’
Skød du? ’Ja.’
Hvad skete der? ’De faldt bare.’“
Nogle af disse soldater er kun seks år og opefter — og er altså knap nok kommet over småbørnsstadiet. Det rapporteredes at der allerede tilbage i 1988 var cirka 200.000 børnesoldater i hele verden.
Det siges at man i årene mellem 1988 og 1992 på et børnehjem i et asiatisk land besluttede sig for at lade 550 børn, hovedsagelig piger, dø af sult. En læge siger: „Disse forældreløse børn fik ingen piller til at dulme deres smerter med. Selv da de var døende, var de bundet til sengen.“
Hvordan er situationen i Europa? I ét land er man blevet rystet over afsløringen af en international børnepornoring som bortførte piger for at udnytte dem seksuelt. Nogle af pigerne blev tragisk nok myrdet eller sultet ihjel.
Disse rapporter viser med al tydelighed at misbrug og udnyttelse af børn er et stort problem i mange lande. Men er det ikke en overdrivelse at sige at problemet er verdensomspændende? Det spørgsmål vil blive besvaret i næste artikel.
[Illustration på side 4]
En børnesoldat i Liberia
[Kildeangivelse]
John Gunston/Sipa Press
[Illustration på side 4]
På en murstensfabrik i Colombia bliver børn brugt som trillebøre
[Kildeangivelse]
UN PHOTO 148000/Jean Pierre Laffont
[Kildeangivelse på side 3]
Foto: FAO/F. Botts
-
-
Krisen er verdensomspændendeVågn op! – 1999 | 8. april
-
-
Krisen er verdensomspændende
DE FRYGTELIGE drab på gadebørn i Brasilien er endnu et eksempel på hvor sårbare uønskede børn er. Rapporter derfra siger at adskillige hundrede børn bliver myrdet om året.
Der er sket brutale overgreb på børn i Dunblane i Skotland, Wolverhampton i England og mange andre steder. Forestil dig for eksempel hvilke lidelser Maria, en 12-årig forældreløs pige fra Angola der blev gravid efter at være blevet voldtaget, måtte udholde. På et tidspunkt blev hun tvunget til at gå cirka 320 kilometer, hvorefter hun nedkom med et for tidligt født barn, som døde efter kun to uger. Maria, der var syg og underernæret, døde en uge senere.
I 1992 hed det i en rapport fra FN’s Børnefond (UNICEF) at „’krig mod børn’ er en af det 20. århundredes svøber“. I en UNICEF-rapport for 1996 siges der at nogle har den holdning at ’den kommende generation af fjender, det vil sige fjendernes børn, også må ryddes af vejen’. En politisk kommentator har udtrykt det på denne måde: „For at komme de store rotter til livs må man dræbe de små rotter.“
I en nylig tiårig periode har to millioner børn lidt en voldsom død. Yderligere fire millioner er blevet lemlæstede, blinde eller hjerneskadede på grund af landminer og må, ligesom de mange millioner der er blevet hjemløse som følge af krig, klare sig så godt de kan. Intet under at en rapport bar overskriften: „Børn plages af rædselsminder på grund af krigens brutalitet.“
De grusomheder der er blevet begået mod børn, er en skamplet på menneskeheden, et tydeligt vidnesbyrd om at børn er i krise, ikke blot i nogle få lande, men overalt i verden. Men ud over at være blevet misbrugt er mange også blevet svigtet.
Tillidsbrud
At svigte et barns tillid kan efterlade frygtelige ar, især hvis misbrugeren er en far eller en mor, en ven eller en vejleder. Hvor stort et problem forældres misbrug af deres børn er blevet, fremgår af den telefonstorm der blev udløst af et amerikansk tv-program der hed „Skræmt til tavshed: Afsløring og standsning af børnemisbrug.“ For programmet stod den kendte tv-vært Oprah Winfrey. I tidsskriftet Children Today blev chefproduceren Arnold Shapiro citeret for følgende udtalelse: „De mest chokerende opkald var fra angste børn der ønskede at slippe væk fra fysisk eller seksuel mishandling.“
Tv-programmet gjorde meget for at aflive forestillingen om at børnemisbrugere er store, uhyggelige fremmede mænd. Faktum er at børnemisbrug „for det meste begås af forældre eller nære slægtninge,“ konkluderer Arnold Shapiro. Dette bekræftes af andre forskningsresultater der også viser at venner af familien undertiden har ’beredt jordbunden’ hos barnet og familien med det formål at misbruge barnet seksuelt på et senere tidspunkt. Den mest alvorlige form for tillidsbrud er incest.
Seksuelt misbrug begået af pædofile udgør endnu en trussel for børn overalt i verden. Et australsk nyhedsbrev, Trends & Issues in Crime and Criminal Justice, siger: „Den pædofile føler sig seksuelt tiltrukket af børn. . . . Pædofili indbefatter næsten altid forbrydelser i form af seksuelle overfald, uterlighed og lovovertrædelser der har forbindelse med børneporno.“
Kvalmende rapporter om netværk af pædofile som begærligt udnytter børn seksuelt, strømmer ind fra hele verden. (Se rammen på side 7.) Ofrene er både smådrenge og småpiger. Lokket af skruppelløse mænd bliver de seksuelt misbrugt og derefter enten truet, eller de bliver overøst med gaver i et forsøg på at få dem til at blive i „klubben“. De mænd der planlægger og udfører disse forbrydelser, har ofte ledende stillinger i samfundet og handler endda undertiden med politiets og retsvæsenets vidende og beskyttelse.
Præsters seksuelle misbrug af børn har også vakt stor harme hos mange. Nyhedsrapporter fra hele verden viser hvor meget præsternes misbrug af børn — som undertiden endog begås i Guds navn — har grebet om sig. For eksempel havde en domfældt anglikansk præst sagt til sit tiårige offer at „Gud talte gennem ham [præsten], og at alt hvad han eller drengen gjorde, var i orden eftersom det var noget Gud syntes om“.
I Australien kommenterede en anmeldelse af bogen The Battle and the Backlash: The Child Sexual Abuse War det misbrug der begås af præster og andre i betroede stillinger. I anmeldelsen hed det at de involverede organisationer synes at være mere optaget af at begrænse skaden på deres eget omdømme og beskytte sig selv end af at beskytte værgeløse børn.
De ødelæggende virkninger
Et barn nærer som regel uforbeholden tillid til voksne. Hvis denne tillid svigtes, kan det have en ødelæggende virkning på det troskyldige barns sind. I publikationen Child Abuse & Neglect står der: „I dag forbindes personer og steder der tidligere var ensbetydende med sikkerhed og tryghed, med fare og frygt. Barnets verden er blevet mindre forudsigelig og kontrollerbar.“
Nogle af de børn der er blevet misbrugt, måske gennem mange år, har langt senere som voksne udviklet sociale og psykiske problemer. Grunden til at dette tillidsbrud er så ødelæggende, er at man har udnyttet et barn netop fordi vedkommende er et barn. Mange børn der bliver misbrugt, fortæller det dog aldrig til nogen, hvilket børnemisbrugere ofte sætter deres lid til.
I de senere år er der blevet fremlagt så mange vidnesbyrd om børnemisbrugets globale udbredelse at problemet ikke længere kan benægtes eller ignoreres. De fleste er imidlertid enige om at det at afskaffe børnemisbrug er en kæmpemæssig opgave. Det rejser nogle spørgsmål: Er der nogen der kan beskytte vores børn? Hvordan kan forældre beskytte og passe på deres værgeløse børn — den arv de har fået fra Gud? Hvem kan de henvende sig til for at få hjælp?
[Ramme/illustration på side 7]
Politiaktion mod børnepornoring
I forbindelse med en af de største aktioner mod børnepornografi på Internettet der nogen sinde er foretaget, ransagede politiet i 12 lande for nogle måneder siden over 100 mistænkte pædofiles hjem. Fra blot ét pædofil-netværk med base i USA hentede man mere end 100.000 pornografiske billeder af børn.
Den britiske kriminalbetjent som koordinerede den fem måneder lange efterforskning, siger: „Disse billeder ville give ethvert rettænkende menneske kvalme.“ Billederne viste børn af begge køn, nogle helt ned til toårsalderen. Ifølge det belgiske politi skildrede internetbillederne „børneporno af værste slags. . . . Folk gik endda så vidt at de misbrugte deres egne børn for at kunne fremvise så chokerende billeder som muligt.“ En mand tog fotografier af sig selv mens han voldtog sin niece, og lagde derefter billederne ind på sin computer.
Blandt de mistænkte var nogle lærere, en forsker, en jurastuderende, en lægestuderende, en spejderleder, en bogholder og en universitetsprofessor.
[Illustration på side 6]
Denne drengs højre hånd er blevet lemlæstet af et sprænglegeme
[Kildeangivelse]
Foto: UN/DPI af Armineh Johannes
[Kildeangivelse på side 7]
Foto: ILO/J. Maillard
-
-
Hvem vil beskytte vores børn?Vågn op! – 1999 | 8. april
-
-
Hvem vil beskytte vores børn?
DET er positivt at man nu erkender at børnemisbrug er et globalt problem. Initiativer som for eksempel Verdenskongressen mod Kommerciel Seksuel Udnyttelse af Børn, der blev afholdt i Stockholm og overværet af repræsentanter fra 130 lande, har henledt opmærksomheden på dette problem.
I visse lande vedtager man nu også love der forbyder sexturisme og børnepornografi. Nogle er endda i gang med at udarbejde et register over pædofile med henblik på at begrænse deres muligheder for at omgås børn.
Så er der dem der forsøger at give børn et bedre liv ved at vedtage love der skal beskytte dem. Derforuden nægter nogle lande og enkeltpersoner at købe produkter der er fremstillet ved hjælp af børnearbejde.
Mens alle uden tvivl hilser sådanne bestræbelser for at befri samfundet for børnemisbrug velkommen, må vi være realistiske og erkende at børnemisbrug har meget dybe rødder i menneskesamfundet. Det ville være naivt at tro at man blot gennem lovgivning helt vil kunne fjerne risikoen for at børn misbruges seksuelt. Man har jo allerede vedtaget en mængde love, men problemet er stadig ikke blevet løst. Det er beskæmmende at man på grund af denne verdens kriminelle voksne er nødt til at beskytte børns naturlige ret til en barndom ved hjælp af en række love.
Love giver ikke børn den optimale beskyttelse. Man behøver blot at tænke på resultaterne af en omfattende lovgivning som for eksempel FN’s konvention om børns rettigheder, som mange lande har ratificeret. Det er veldokumenteret at selv mange af disse lande, der er hårdt presset økonomisk, ikke gør nok for at standse den seksuelle udnyttelse af børn. Børnemisbrug er fortsat et stort internationalt problem.
Hvad forældre kan gøre
Det er en krævende opgave at give sine børn en god opdragelse. Det kræver også nogle ofre. Men kærlige forældre må sikre sig at det ikke er deres børn der bliver ofret. Bladet Maclean’s skriver at mange „betragter det at være forældre som en hobby“. Et stykke legetøj kan kasseres, og en hobby kan lægges på hylden, men forældreopgaven er et ansvar man har fået af Gud.
En af de bedste gaver man kan give sine børn, er at være en god far eller mor som kan hjælpe dem til at få en lykkelig og tryg barndom. En sådan tryghed afhænger ikke af social eller økonomisk status. Et barn har brug for sine forældre, deres kærlighed, deres trøst når det føler sig truet, og deres tid. Et barn vil gerne høre sine forældre fortælle historier, det vil gerne bruge dem som forbilleder og modtage kærlig vejledning fra dem.
Når det drejer sig om kønsmoral, bør forældrene altid behandle deres børn sømmeligt og med respekt. Børn lærer meget hurtigt hvilke handlinger der overskrider de moralske grænser som forældrene opstiller. De har brug for at lære hvordan de bør opføre sig både i og uden for hjemmet. Hvis forældrene svigter i denne henseende, vil børnene lære det af andre, og forældrene vil måske ikke bryde sig om resultatet. Lær børnene hvad de skal gøre hvis nogen truer dem til noget umoralsk. Giv dem indblik i den funktion deres intime legemsdele har, og understreg at andre mennesker ikke må røre dem. Fortæl dem hvordan de skal reagere hvis nogen forsøger at forgribe sig på dem.
I forældre bør altid vide hvor jeres børn er, og hvem de er sammen med. Hvem er deres bedste venner? Hvem passer dem når I ikke er der? Er det nogen man kan have tillid til? Det betyder naturligvis ikke at I som forældre skal være mistænksomme over for alle, men det er klogt at I foretager en upartisk vurdering af de voksne som barnet omgås til daglig.
Tænk på den hjertesorg det giver forældre at opdage at deres børn er blevet misbrugt af nogle de har stolet på — præster, lærere eller endda nære familiemedlemmer. Det vil være godt at forældre spørger sig selv: ’Er børnemisbrug noget min kirke tolererer eller dækker over? Holder min religion fast ved høje moralnormer?’ Svarene på disse spørgsmål kan hjælpe dem til at træffe kloge valg i forbindelse med at beskytte deres børn.
Men frem for alt må forældre bestræbe sig for at hjælpe deres børn til at kende og elske Skaberens principper, da det kan beskytte dem mod ondt. Når børn kan se at deres forældre har høje moralnormer, vil det tilskynde dem til at følge deres gode eksempel.
Den eneste virkelige løsning
Naturligvis kan hverken love eller strengere fængselsdomme beskytte vores børn fuldt ud. Gennem sit inspirerede ord, Bibelen, kan Skaberen udvirke en gennemgribende forandring i menneskenes adfærd. Han kan forandre tankegangen hos personer med dyriske egenskaber så de bliver kærlige samfundsborgere med en moralsk sans.
At en sådan forandring er mulig, ses allerede af talrige eksempler. Mange er ophørt med deres tidligere umoralske adfærd og er i dag levende beviser på den kraft der ligger i Guds ord. Men selv om det er et skridt i den rigtige retning, nægter de fleste fordærvede syndere at ændre sig. Det er derfor Jehova Gud har lovet at alle der udnytter børn, snart vil blive fjernet fra jorden sammen med deres forskruede idéer, deres lyster og deres begærlighed. — 1 Johannes 2:15-17.
I Guds nye verden, hvor der ikke længere vil være fattigdom, vil alle børn kunne glæde sig over deres gudgivne ret til en rolig og tryg barndom uden fare for overgreb. Det vil ikke alene betyde at børnemisbrug ophører, men også at de smertefulde minder som ødelægger glæden ved livet for mange, vil blive udvisket: „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ — Esajas 65:17.
Til den tid vil Jesu Kristi ord på en storslået måde få en helt særlig betydning: „Lad de små børn være, og hold op med at hindre dem i at komme hen til mig, for himlenes rige [der styrer over jorden, menneskehedens paradisiske hjem] tilhører sådanne.“ — Mattæus 19:14.
[Illustration på side 9]
Hjælp dine børn til at lære om Skaberens hensigter og principper
[Illustration på side 9]
Lær taktfuldt dine børn hvad de skal gøre hvis nogen truer dem til noget umoralsk
[Illustration på side 9]
At være en god far eller mor er en af de bedste gaver man kan give sine børn
[Illustrationer på side 10]
I Guds nye verden vil alle børn nyde deres barndom i fulde drag
-