Unge spørger:
Hvorfor kan jeg ikke få de ting jeg gerne vil have?
„Nogle ting er bare ’cool’, og jeg vil utrolig gerne have dem; men mine forældre har ikke råd.“ — Mike.
ER DER ting du inderligt ønsker dig, men som du ikke kan få? Du føler måske at du ikke kan leve uden et nyt stereoanlæg, nogle sko som dem alle de andre går i, eller bare et par nye cowboybukser af et bestemt mærke. Nogle af dine kammerater har disse ting og viser dem stolt frem. Hvis du så får at vide at dine forældre ikke har råd til dem, bliver du måske skuffet.
Det er normalt at man gerne vil have visse materielle ting, men for mange unge er ønsket om at få dem nærmest blevet en besættelse. Det skyldes nok i høj grad mediernes propaganda. Iøjnefaldende reklamer i tv og ugeblade signalerer at man er totalt yt hvis man ikke går i en bestemt type tøj eller køber mærkevarer. Det er grunden til at teenagere bruger over 100 milliarder dollars om året alene i USA.
Derudover er der gruppepresset fra kammeraterne. „Hvis den sociale gruppe man gerne vil tilhøre i teenagernes ubarmhjertigt firkantede verden, stempler en som usmart, handler det ikke kun om at man ikke opfylder kravene, eller at man måske bliver holdt udenfor. Det er ganske enkelt et tegn på at man er en taber,“ siger en artikel i tidsskriftet Marketing Tools. Hvordan kommer man ind i varmen? I mange kredse er det et spørgsmål om at eje det bedste og sidste nye i materiel henseende. Hvad nu hvis man ikke har råd til det? „Det er meget, meget svært,“ indrømmer en ung kristen mand. „Når man kommer i skole med helt ukendte tøjmærker, bliver man drillet af alle de andre.“ En ung pige siger: „Indimellem føler jeg mig udenfor.“
Unge der bor i udviklingslande, bliver også udsat for gruppepres i den retning, og det til trods for at folk hver dag må arbejde hårdt og længe for blot at tjene til det allermest nødvendige. Hvis det gælder din familie, er det naturligt at I længes efter at få et bedre liv. Efter at have set tv-shows og film fra de rige lande er du måske også begyndt at længes efter det dyre tøj eller de flotte huse og biler som vises i fjernsynet. Eftersom sådanne ting virker fuldstændig uopnåelige for dig, bliver du måske vred eller nedtrykt.
Uanset om du bor i et velstående eller i et fattigt land, vil det kun skade dig hvis du bliver vred eller frustreret over at der er ting du ikke kan få. Det kan også føre til at du hele tiden kommer op at skændes med dine forældre. Hvordan kan du tackle situationen?
Et afbalanceret syn på det materielle
For det første må man gøre sig klart at Jehova Gud ikke ønsker at hans folk skal leve i fattigdom eller undvære det de virkelig har brug for. Gud satte jo ikke Adam og Eva på en losseplads, men i en smuk have fyldt med træer der var „indbydende at se på“. (1 Mosebog 2:9) Senere fik nogle af Guds tjenere, som for eksempel Abraham, Job og Salomon, mange materielle besiddelser. (1 Mosebog 13:2; Job 1:3) Salomon ejede så meget guld at sølv ’slet ikke blev regnet for noget’ i hans regeringstid. — 1 Kongebog 10:21, 23.
Men i det store og hele har de fleste af Guds tjenere levet beskedent. Jesus Kristus var fattig; han havde ikke engang ’et sted hvor han kunne hvile sit hoved’. (Mattæus 8:20) Alligevel læser man aldrig at Jesus beklagede sig over at han ikke havde råd til de ting han gerne ville have. Han sagde derimod: „Vær . . . aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:31-33.
Det betyder ikke at Gud er forpligtet til at opfylde vores ønske om mærketøj eller elektroniske påfund. Gud opfylder vores behov — ikke nødvendigvis vores ønsker. Bibelen opfordrer os derfor til at være tilfredse „når vi har føde og klæder“. (1 Timoteus 6:8) Men vi må indrømme at det ikke altid er nemt at være tilfreds. „Man må hele tiden kæmpe for at styre sine ønsker og behov,“ indrømmer Mike. Ud over vores selviske tilbøjeligheder må vi kæmpe mod indflydelsen fra Guds ærkefjende, Satan Djævelen. (1 Johannes 5:19) Og et af hans ældste kneb er at få folk til at føle at de går glip af noget. Eva blev narret til at tro at hun var blevet forholdt noget selv om hun levede i et fuldkomment paradis. — 1 Mosebog 3:2-6.
Hvordan kan man undgå at falde i utilfredshedens snare? Det lyder måske som en kliché, men der er mange grunde til at glæde sig over det man allerede har. Kør ikke fast i negative tanker om hvad du ikke kan få. Tænk positivt. (Jævnfør Filipperbrevet 4:8.) Mike siger det på denne måde: „Der er mange ting jeg ønsker mig højt, men det er ikke noget jeg går og tænker på uafbrudt.“
Det hjælper også at være skeptisk over for udspekulerede reklamer der spiller på følelserne.a (Ordsprogene 14:15) Inden du drager den forhastede konklusion at du simpelt hen ikke kan leve uden et par nye gummisko eller en ny cd-afspiller, så prøv at slå koldt vand i blodet, og spørg dig selv: ’Har jeg virkelig brug for det? Tjener det et praktisk formål? Er det jeg har, ikke godt nok?’ Vær især mistroisk over for reklamer der fokuserer på den prestige der er forbundet med at eje noget. Vi må tage apostelen Johannes’ ord i Første Johannesbrev 2:16 alvorligt: „Alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“
Ting man virkelig har brug for
Hvad skal du gøre hvis der er noget du med rimelighed har brug for? Inden du taler med dine forældre om det, må du gøre lidt ’hjemmearbejde’. Forbered dig på hvordan du præcist vil forklare hvorfor du har brug for det pågældende, hvad du skal bruge det til, og hvorfor du mener at du vil have gavn af det. Dine forældre vil måske finde en måde hvorpå de kan presse indkøbet ind i familiebudgettet. Men hvad nu hvis de i øjeblikket ikke har råd? Så bliver du nødt til at væbne dig med tålmodighed. (Prædikeren 7:8) Vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, og mange forældre kan ganske enkelt ikke finde penge til alt det deres børn beder om. (2 Timoteus 3:1) Hvis du lader være med at stille urimelige krav til dine forældre, vil du gøre deres vanskelige opgave lidt nemmere.
Du kan måske også selv tage initiativet. Hvis du for eksempel får lommepenge, så forsøg at lære at budgettere så du hver måned kan spare lidt op. Det kan endda være at du kan åbne en opsparingskonto i en bank. (Jævnfør Lukas 19:23.) Det gjorde en ung pige ved navn Abigail. Hun siger: „Den ene halvdel af mine penge sætter jeg i banken, og den anden halvdel bruger jeg.“ Hvis du er gammel nok, kan du måske forsøge at finde nogle småjob eller et deltidsarbejde.b Når dine forældre ser at du virkelig ønsker at købe en bestemt ting, og at du samvittighedsfuldt sparer op, tilbyder de måske at betale en del af beløbet hvis de har mulighed for det.
Det kan måske også være en hjælp at ændre sine indkøbsvaner. Hvis prisen på en ting for eksempel er sat meget højt, kan du måske forhandle dig frem til en lavere pris. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så vent og se om den kommer på udsalg. Se om du i andre butikker kan finde den samme vare til en lavere pris. Lær at undersøge varens kvalitet; nogle gange er varer af ukendte mærker et udmærket køb.c
Lær at være tilfreds
Ordsprogene 27:20 advarer: „Sheol og Ødelæggelsen kan ikke mættes; heller ikke menneskets øjne kan mættes.“ Ligesom graven er umættelig, findes der mennesker som altid ønsker sig mere uanset hvor meget de har. Undgå en sådan selvisk tankegang. I det lange løb fører begærlighed kun til skuffelse og ulykke. En ung mand ved navn Jonathan siger: „Hvis ens lykke afhænger af det man kan købe, bliver man aldrig glad. Der vil altid være noget nyt man ønsker sig. Man må lære at være tilfreds med det man har.“
Hvis du er tilfreds, kan du klare presset fra dine kammerater. Vincent fortæller: „Bare fordi jeg ser en eller anden med et par mærke-gummisko, betyder det ikke at jeg absolut skal ud og købe et par selv.“ Fra tid til anden vil det nok stadig ærgre dig at du ikke kan få alt det du ønsker dig. Men glem aldrig at Jehova kender dine behov. (Mattæus 6:32) Og i nær fremtid vil han ’mætte alt levende med hvad det ønsker’. — Salme 145:16.
[Fodnoter]
a Se artikelserien „Hvordan påvirkes vi af reklamer?“ i Vågn op! for 22. august 1998.
b Se artiklen „Unge spørger: Hvordan får jeg tjent nogle penge?“ i Vågn op! for 22. august 1998.
c I artiklen „Unge spørger: Hvordan kan jeg få mere ud af mit tøj?“ i udgaven for 22. januar 1995 findes der flere gode forslag.
[Tekstcitat på side 13]
„Når man kommer i skole med helt ukendte tøjmærker, bliver man drillet af alle de andre“
[Illustration på side 14]
Man kan sagtens være glad uden at få alt det man ønsker sig