En vandring langs slaveruten

FRA det 17. til det 19. århundrede var byen Ouidah et af de vigtigste centre for slavehandelen i Vestafrika. Der blev eksporteret mere end en million slaver fra Ouidah, der ligger i det nuværende Benin. Ofte var det afrikanere der leverede andre afrikanere som menneskegods i bytte for varer som alkohol, klæder, armbånd, knive, sværd og især geværer, der var meget efterspurgte på grund af stammekrige.

Man anslår at der mellem det 16. og det 19. århundrede blev fragtet 12 millioner afrikanere over Atlanten for at dække behovet for slavearbejdere i plantagerne og minerne i Den Nye Verden. Cirka 85 procent af slaverne „kom til Brasilien og de britiske, franske, spanske og hollandske kolonier i Caribien“, oplyser bogen American Slavery — 1619-1877. Man mener at seks procent kom til de kolonier som senere blev en del af USA.a

For mange af de lænkede, forslåede og brændemærkede slaver begyndte rejsen med at de vandrede den fire kilometer lange rute der nu går fra det der er Ouidahs historiske museum, et genopbygget fort, til det der kaldes ’Porten hvorfra der ingen vej er tilbage’, et monument der er opført på stranden. Porten markerer hvor slaveruten endte. Det skal nok mere forstås som en symbolsk markering, for slaverne blev ikke afskibet fra det samme sted. Hvorfor fik slaveriet så stor en udbredelse?

En lang, rædselsfuld historie

Langt tilbage i tiden havde afrikanske herskere solgt krigsfanger til arabiske handelsmænd. Senere begyndte europæiske magter at handle med slaver, især efter at de havde grundlagt kolonier i Amerika. I den periode resulterede stammekrige i mange tilfangetagne, hvilket gav en overflod af slaver. Og det gjorde krig til en indbringende forretning for både sejrherrerne og de grådige slavehandlere. Kidnapning var en anden metode til at skaffe sig slaver. Afrikanske købmænd medbragte desuden slaver fra det indre af landet. Næsten enhver kunne blive solgt som slave, selv en fyrste der havde mistet sin konges gunst.

Brasilianeren Francisco Félix de Souza var en kendt slavehandler. I 1788 overtog han kommandoen over fortet, som var et vigtigt knudepunkt for slavehandelen i Ouidah ved Beninbugten. På det tidspunkt var Ouidah en del af kongedømmet Dahomey. Men de Souza og den dahomanske konge Adandozan kom på kant med hinanden. De Souza sammensvor sig derfor med kongens bror, muligvis mens de Souza var i fængsel, og de fratog Adandozan magten i 1818. Det blev starten på et lukrativt samarbejde mellem den nye konge, Gezo, og de Souza, som fik ansvaret for handelen med slaver.b

Gezo var opsat på at udvide sit rige, og til det formål havde han brug for europæiske våben. Han udnævnte derfor de Souza som Ouidahs vicekonge for at han kunne varetage handelsforbindelsen med europæerne. Med eneret på at sælge slaver i denne del af Afrika samlede de Souza sig snart en betragtelig formue, og slavemarkedet i nærheden af hans hus blev et vigtigt handelscenter for udenlandske og lokale opkøbere.

En rute vædet med tårer

For turister der vil opleve slaveruten i Ouidah, begynder rundvisningen ved det genopførte portugisiske fort. Fortet, der oprindelig blev bygget i 1721, fungerer altså nu som museum. De tilfangetagne slaver var stuvet sammen på den store indre gårdsplads. De fleste af dem havde været lænket sammen og havde vandret i mange nætter inden de ankom hertil. Hvorfor om natten? Mørket var med til at gøre dem desorienterede og gjorde det sværere for undvegne fanger at finde hjem. Når der ankom en gruppe slaver, blev der afholdt auktion, hvorefter køberne brændemærkede deres nyerhvervede ejendom.

Et andet stop på den historiske slaverute er ved et mindesmærke der står hvor ’Forglemmelsens træ’ tidligere stod, et træ som slaverne blev tvunget til at gå rundt om. Mænd skulle efter sigende gå ni gange rundt om det, og kvinder syv gange. Det skulle få dem til at glemme deres hjemland så de ville få mindre lyst til at gøre oprør.

På ruten kan man også se et monument der er rejst som et minde om Zomaï-hytterne, der ikke længere findes. Zomaï hentyder til det konstante mørke som skulle vænne fangerne i de overfyldte hytter til de elendige forhold som de ville komme til at opleve om bord på skibene. De kunne være indespærret i disse hytter i månedsvis mens de ventede på at blive sendt af sted. De der døde under disse forfærdelige trængsler, blev kastet i en massegrav. Slaver som var udset til at blive eksporteret, blev ført ned til stranden, hvor kanoer eller små både fragtede dem ud til skibene.

Et særlig gribende monument der kaldes Zomachi, symboliserer anger og forsoning. Hvert år i januar samles efterkommere af både slaver og slavehandlere for at bede om tilgivelse på vegne af dem der begik disse uhyrligheder.

Det sidste stop på denne rute er ’Porten hvorfra der ingen vej er tilbage’, et mindesmærke der symboliserer slavernes sidste minutter på afrikansk jord. Øverst på denne store bueformede port er der friser i form af relieffer der skildrer to rækker af lænkede afrikanere på den nærliggende strand, med Atlanterhavet foran dem. Efter sigende spiste nogle desperate fanger på dette tidspunkt sand for at kunne mindes deres fædreland. Andre valgte at gå i døden ved at kvæle sig med deres egne lænker.

Frigivelse af slaver

I begyndelsen af 1800-tallet blev der gjort flere forsøg på at afskaffe slaveriet. Det sidste skib lastet med slaver fra Ouidah til USA anløb havnen i Mobile, Alabama, i juli 1860. De var kun slaver i kort tid, for i 1863 udstedte den amerikanske regering Emancipationsproklamationen, et dekret der frigav Sydstaternes slaver. Og endelig, i 1888, ophørte slaveriet på den vestlige halvkugle da Brasilien afskaffede denne praksis.c

Det mest iøjnefaldende resultat af slavehandlen er de mange afrikanske efterkommere som i høj grad har påvirket kulturen og demografien i mange lande i Amerika. Et andet resultat er udbredelsen af voodoo, en religion hvori der indgår magi og besværgelser, og som især mange i Haiti dyrker. Encyclopædia Britannica oplyser at „voodoo er afledt af ordet vodun, der betegner en gud, eller ånd, på det sprog som fonfolket i Benin (tidligere Dahomey) taler“.

Desværre findes der stadig mange barske former for slaveri i dag, selvom det ikke altid er slaveri i bogstavelig forstand. Millioner slider og slæber for at overleve under barske økonomiske forhold. Andre bliver undertrykt af politiske regimer. (Prædikeren 8:9) Og millioner holdes i trældom af falske religiøse læresætninger og overtroiske forestillinger. Kan jordiske regeringer frigøre deres undersåtter fra disse former for slaveri? Nej. Det kan kun Jehova, og han vil gøre det. Hans inspirerede ord, Bibelen, lover at alle der vender sig til ham ved at tilbede ham i overensstemmelse med sandheden fra Bibelen — den sandhed der frigør mennesker — en dag vil opnå „Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21; Johannes 8:32.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 24]

MENNESKERS UDØVELSE AF MYNDIGHED

Mange tror at slavehandlerne fik fat på deres ’varer’ ved at gøre indfald i landsbyer og kidnappe hvem de havde lyst til. I nogle tilfælde kan det være foregået på den måde, men det er usandsynligt at de har ført millioner af mennesker bort „uden at have brugt det store netværk af afrikanske herskere og købmænd,“ siger professor i afrikansk historie ph.d. Robert Harms i et radiointerview. Hvor er det rigtigt at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. — Prædikeren 8:9.

[Kildeangivelse]

© Réunion des Musées Nationaux/​Art Resource, NY

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Omkring 12 millioner afrikanere blev fragtet tværs over Atlanten for at udføre slavearbejde

AFRIKA

BENIN

Ouidah

Slavekysten

[Illustration på side 22, 23]

Dette portugisiske fort, der blev bygget i 1721, fungerer nu som Ouidahs historiske museum

[Kildeangivelse]

© Gary Cook/​Alamy

[Illustration på side 23]

En statue af en kneblet og bagbundet slave

[Illustration på side 23]

’Porten hvorfra der ingen vej er tilbage’ — et mindesmærke der symboliserer slavernes sidste minutter på afrikansk jord

[Kildeangivelse]

© Danita Delimont/​Alamy