LANDETS (JORDENS) FOLK

Dette udtryk (hebr.: ‛am ha’aʹræts og dets flertalsformer) forekommer 75 gange i den hebraiske grundtekst. Af de religiøse ledere på Jesu tid blev det brugt nedsættende, men oprindelig havde det ikke en nedsættende betydning.

Koehler og Baumgartners hebraiske og aramaiske leksikon forklarer at dette hebraiske udtryk betyder „borgere med alle rettigheder“. (Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 711) I The Interpreter’s Dictionary of the Bible siges der at udtrykket „strengt taget kun omfatter de ansvarlige mandlige borgere, de gifte mænd der bor på deres egen jord og har fulde rettigheder og pligter, også pligten til at gøre tjeneste i hæren og til at deltage i behandling af retssager og . . . i højtider“. (Redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 106) (Jf. 3Mo 20:2-5; 2Kg 15:5; 16:15; Ez 45:16, 22; 46:3, 9.) Oprindelig var begrebet således et respektfuldt udtryk. Det blev ikke udelukkende brugt om en laverestående klasse eller om samfundets fattigste.

Da Abraham sikrede sig ejendomsretten til Makpelas hule, forhandlede han med hetitterne, „landets folk“. (1Mo 23:7, 13, DA92; NV, fdn.) I disse vers gengiver An American Translation udtrykket med „de indfødte“, mens Ny Verden-Oversættelsen siger „landets befolkning“. Henvendt til Moses og Aron omtalte Farao israelitterne i Gosens land som „landets folk“. (2Mo 5:5) Udtrykket blev brugt i ental om hele Kana’ans befolkning (4Mo 14:9) og med flertal af ‛am (konstruktform: ‛ammēʹ, folkeslag) som en beskrivelse af de enkelte stammer eller folk i landet. (Ne 9:24, 30) På dronning Esters tid blev det brugt på lignende måde om de undertvungne folkeslag inden for Perserrigets grænser. (Est 8:17) Sankerib brugte hele udtrykket i flertal (‛ammēʹ ha’aratsōthʹ, „landenes folkeslag“) om de mange folkeslag eller nationer som blev besejret af de assyriske hære. — 2Kr 32:13.

I Israel blev udtrykket ‛am ha’aʹræts ofte brugt om folk i almindelighed til forskel fra regeringsembedsmænd og præster. (2Kg 11:14, 18-20; Jer 1:18; 34:19; 37:2; 44:21; Ez 7:27; Da 9:6; Zak 7:5) Det er imidlertid tydeligt at det ikke kun omfattede den fattige arbejderklasse, men også velhavende mennesker, for efter at Ezekiel har fordømt de uretfærdigheder der var begået af de grådige profeter, præster og fyrster, tordner han imod „folket i landet“, der „har øvet udbytning og røveri“; ’den nødstedte og fattige havde de behandlet dårligt, og den fastboende udlænding havde de udbyttet uden ret’. (Ez 22:25-29) For at kunne betale de store afgifter farao Neko forlangte, „inddrev [kong Jojakim] sølvet og guldet fra befolkningen i landet“ i form af skatter. Når udtrykket ‛am ha’aʹræts bruges om dem der slog de sammensvorne mod kong Amon ihjel og gjorde Josias til konge eller senere gjorde Jehoahaz til konge, sigter det således ikke til en såkaldt pøbel. (2Kg 23:30, 35; 21:24) Da Nebukadnezar havde erobret Juda, blev 60 mænd af „landets folk“ ført til Ribla og henrettet sammen med højtstående hoffolk. Disse 60 var uden tvivl blandt de prominente borgere. (2Kg 25:19-21) Udtrykket ‛am ha’aʹræts omfattede naturligvis også de fattige og ringestillede, og Babylons konge lod en del af disse blive tilbage i Juda, ligesom han tidligere havde gjort i Jerusalem. — 2Kg 24:14; 25:12; Jer 40:7; 52:15, 16.

Efter landflygtigheden kritiserede Ezra og Nehemias de hjemvendte landflygtige fordi de blandede sig med „landenes folkeslag“ ved at indgå ægteskab med dem, lade dem drive handel i byen på sabbatten og tillægge sig deres afskyelige skikke. (Ezr 9:11; 10:2, 11; Ne 10:28, 31) Udtrykket sigter her til de omboende, ikkeisraelitiske folkeslag der nævnes i Ezra 9:1, 2, og grunden til at israelitterne skulle holde sig adskilt fra dem, var ikke at de socialt eller økonomisk var ringe stillet, men at Guds lov krævede en ren tilbedelse. — Ne 10:28-30.

Brugt nedsættende. Med tiden begyndte Judas religiøse ledere at bruge udtrykket om de jøder eller ikkejøder der ikke var velbevandrede i Loven, især om dem der var uvidende om, eller som ikke til mindste detalje fulgte de utallige rabbinske overleveringer der efterhånden var kommet til. (Mt 15:1, 2) Deres foragt ses for eksempel i farisæernes udtalelse i Johannes 7:49: „Denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ Rabbi Josua har udtalt at „enhver der ikke ifører sig tefillin [fylakterier]“, tilhører ‛am ha’aʹræts. Andre rabbineres udtalelser om dem der ikke fulgte de jødiske overleveringer, er for eksempel: „Selv hvis én er blevet undervist i Skriften og Misjna, er han en ‛am ha-arez hvis han ikke har betjent de vises disciple.“ (Den Babyloniske Talmud, Berakhot 47b) „En uvidende person [‛am ha’aʹræts] er heller ikke from.“ (Den Babyloniske Talmud, Avot 2:5) „De udannede vil ikke blive oprejst.“ (Den Babyloniske Talmud, Ketubbot 111b) (Jf. Mt 9:11; Lu 15:2; 18:11.) Jesus sagde imidlertid at han ’var kommet for at indbyde syndere’, og han havde medfølelse med mennesker der var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. — Mt 9:13, 36.

‛Am ha’aʹræts havde således ændret betydning fra at være et almindeligt respektfuldt udtryk til at være et i religiøs henseende nedsættende udtryk, ligesom det latinske paganus. Dette sigtede oprindelig til en der boede på landet, men eftersom landboere ofte var de sidste der blev omvendt til kristendommen, begyndte det med tiden at blive brugt af byboere om alle der ikke antog den kristne tro de selv bekendte sig til. På lignende måde betød betegnelsen „hedning“ oprindelig blot en der boede på „heden“ eller i uopdyrkede områder.