DRØV

Bruges i forbindelsen „tygge drøv“, egentlig „at tygge igen“, nemlig føde som har været igennem et dyrs fordøjelsessystem én gang. Under Moseloven blev dyr som tyggede drøv, og som desuden havde spaltede eller kløftede klove, anset for rene til føde. Blandt de „rene“ drøvtyggere nævnes hjort, gazelle, rådyr, antilope, gemse, vild- og tamokse, får og geder. Denne klassifikation udelukkede kamelen, klippegrævlingen og haren eller kaninen, for selv om de tyggede drøv, havde de ikke spaltede klove. (3Mo 11:1-8, 26; 5Mo 14:4-8) Nogle kommentatorer hævder at drøvtyggere der ikke har kløer, som regel har renere spisevaner, og at de fordøjer den gentyggede føde grundigere, sådan at meget af giften fra giftige planter som de spiser, bliver neutraliseret eller fjernet ved de komplicerede kemiske processer der finder sted i den længerevarende fordøjelsesproces.

Drøvtygningsprocessen er et af skaberværkets interessante undere. De fleste af de dyr der tygger drøv, har tre eller fire afdelinger i maven, og deres føde gennemgår en proces som svarer dertil. Det meste af den føde de indtager, går kun delvis tygget til den første mavesæk, og derfra til den anden, hvor den blødgøres og formes til boller. Når dyret er færdigt med at græsse og lægger sig for at hvile, sender muskelsammentrækninger føden tilbage til munden, hvor den bliver tygget igen og blandet med mere spyt. Når føden synkes anden gang, passerer den hurtigt gennem den første og anden mavesæk til den tredje, og kommer til sidst til den fjerde, hvor fordøjelsen afsluttes.

Hvorfor siger Bibelen at haren er drøvtygger?

Bibelkritikere har ofte draget Bibelens omtale af haren som drøvtygger i tvivl. (3Mo 11:4, 6; 5Mo 14:7) Man må imidlertid ikke glemme at den forholdsvis nye definition af hvad man forstår ved en drøvtygger, ikke kan danne grundlag for en bedømmelse af hvad Bibelen siger, eftersom denne klassifikation ikke fandtes på Moses’ tid. I det 18. århundrede skrev den engelske digter William Cowper, som længe havde iagttaget sine tamme harer, at de „tyggede drøv hele dagen til det blev aften“. Den kendte svenske naturforsker Carl von Linné fra samme århundrede mente også at kaniner tyggede drøv. Senere forskere studerede emnet grundigere. Franskmanden Ch. Morot opdagede i 1882 at kaniner genfordøjer op til 90 procent af deres daglige fødeindtagelse. Og om harerne skriver Ivan T. Sanderson i en nyere publikation: „En af deres efter vor opfattelse usædvanligste egenskaber er deres fordøjelsesmetode. Den ses ikke kun hos Leporidae [harer og kaniner], men vides nu også at forekomme hos mange gnavere. Når der i stedet for det tørrede vinterforråd er frisk grønt at æde, kaster dyrene sig over det med glubende appetit og udskiller det halvfordøjet i deres bo. Efter nogen tid spiser de det igen, og processen kan gentages flere gange. Hos harer ser det ud til at kun de fuldt udvoksede dyr gør dette.“ — Living Mammals of the World, 1955, s. 114.

Flere britiske videnskabsmænd har under pålidelig kontrol nøje iagttaget kaninernes vaner, og deres resultater blev offentliggjort i Proceedings of the Zoological Society of London, 1940, bd. 110, s. 159-163. Her følger en kort beskrivelse af hvordan kaninen genfordøjer sin føde: Når en kanin spiser morgenmad bestående af frisk føde, passerer føden gennem maven og ind i tyndtarmen. På sin vej har den i maven nær mavemunden passeret 40 til 50 g kugler af tidligere fortæret føde. Fra tyndtarmen passerer morgenmaden ud i blindtarmen, hvor den holdes tilbage i nogen tid. I dagens løb bevæger de ovennævnte kugler sig videre, og deres indhold af bakterieholdige proteiner fordøjes i tarmene. Når de når ind i tyktarmen, passerer de massen i blindtarmen og befordres videre gennem tyktarmen, hvor overflødig fugtighed absorberes for at frembringe de velkendte ekskrementkugler, der udstødes. Når denne fase af processen er fuldført, passerer det i blindtarmen oplagrede materiale ud i tyktarmen, men i stedet for at blive befriet for al fugtighed føres det frem til endetarmsåbningen som en forholdsvis blød substans der har kugleform og er dækket af et sejt lag slim som forhindrer kuglerne i at klistre sammen. Når disse kugler har nået endetarmsåbningen, udstødes de ikke, men kaninen krummer sig sammen og tager dem i munden, hvorpå de føres videre i systemet og oplagres i mavesækken nær mavemunden indtil næste måltid er fortæret. På denne måde fuldføres det særlige, rytmiske kredsløb, og det meste af føden har passeret to gange gennem fordøjelseskanalen.

Dr. Waldo L. Schmitt, leder af den zoologiske afdeling ved Smithsonian Institution i Washington, D.C., kommenterede disse iagttagelser med følgende ord: „Der synes ikke at være nogen grund til at tvivle på pålideligheden af de afhandlinger som forskellige videnskabsmænd har skrevet om kaniners vane at oplagre halvfordøjet føde i blindtarmen for senere at genfordøje den og lade den passere gennem fordøjelseskanalen anden gang.“ Han nævnte videre at dette giver en rimelig forklaring på „kaniners fænomenalt lange blindtarm sammenlignet med de fleste andre pattedyrs“. — Vaagn op!, september 1951, s. 11, 12.