OFEL

(Oʹfel) [høj (dvs. bule, fremspring, forhøjning)].

Det hebraiske ord ‛Oʹfæl anvendes i to betydninger. Den mest almindelige er den topografiske, hvor det bruges om en fremtrædende høj eller et forbjerg. Dernæst bruges det om en opsvulmen af blodårer, nemlig hæmorroider. — 5Mo 28:27; 1Sa 5:6, 9, 12; 6:4, 5.

I eller i nærheden af Jerusalem var der et højdedrag eller fremspring der blev kaldt ha‛Oʹfæl, eller Ofel. Af Bibelen og af Josefus’ kommentarer fra det 1. århundrede fremgår det at dette Ofel lå ved det sydøstlige hjørne af Morijas Bjerg. (2Kr 27:3; 33:14; Ne 3:26, 27; 11:21) Josefus nævner at muren passerede Ofel før den stødte op til templets østlige søjlegang. (Den jødiske krig, 5. bog, 4. kap., 2. afsnit) Ofel var åbenbart det fremspring der strakte sig østpå fra det sydøstlige hjørne af Jerusalems tempelhøj.

Med sin mur og i kraft af sin beliggenhed højt over Kedrondalen var Ofel let at forsvare. Alligevel forudsagde Esajas at „Ofel“ (øjensynlig det der lå i Jerusalem) ville blive til ’nøgen mark’. — Es 32:14; jf. det tårn og den „høj“ (‛Oʹfæl) der omtales i Mik 4:8.

Bibelforskere mener at ‛Oʹfæl i 2 Kongebog 5:24 sigter til en fremtrædende høj eller et befæstet sted i nærheden af Samaria hvortil Elisas tjener Gehazi bragte de skatte han fik af Na’aman. Heraf fremgår det at ordet blev anvendt om andre høje end den i Jerusalem.